Den 3. stemme - en undersøgelse af skønlitterære ... - Kjeld Schmidt

30 Forfattere og værket
The author (as creator of the novelistic whole) cannot be found at
any one of the novel’s language levels: he is to be found at the center
of organization where all levels intersect. The different levels are to
varying degrees distant from this authorial center. (...) Literary language
is not represented in the novel as a unitary, completely finished-off
and indisputable language—it is represented precisely as a living mix
of varied and opposing voices (...), developing and renewing itself.
(Bakhtin, 1988, s. 131)
Forfatteren bliver et værktøj for sproget, i stedet for at sproget er forfatterens
værktøj. Hans stemme bliver sværere og sværere at høre, og han forsvinder i
baggrunden af selve værket, eller som Morten Søndergaard udtrykker i sin nye
digtsamling ”Vinci senere” i digtet ”Landskaber” : ”Jeg behøver bare fodre de
sm˚a orddyr, der bor nede i mit tastatur.” (Søndergaard, 2002)
Selvom der findes eksempler p˚a samarbejde om skønlitterær tekst i litteraturhistorien
(paradoksalt er Wordsworths og Coleridgedes samarbejde i romantikken
om ’Lyrical Ballads’ et af de mest berømte), har netop forfatternavnet, idéen om
det litterære geni, st˚aet i vejen. Selv ikke med den industrielle revolution blev
det populært at arbejde sammen om skønlitterær tekst. Forfatteren beholdt sin
status p˚a trods af, at andre kunstformer som f.eks. film, der ikke lader sig gøre
uden samarbejde, opstod og eksploderede. Men forfatterens status blev svagere
og svagere. For Mallermé f.eks. var det sproget og alts˚a ikke forfatteren, der taler
i et værk (Bakhtin, 1988, s. 168). Surrealisterne eksperimenterede med skrivning
”by ceaslessly recommending the abrupt disappointment of expectiations of meaning
(the famous surrealist ’jolt’), by entrusting the hand with the task of writing
as quickly as possible what the head itself is unaware of (automatic Writing),
by accepting the principle and the experience of several people writing together”
(Barthes, 1988, s. 169). Forfatternavnet mister gradvist sin autoritet og betydning,
hvilket i ’Barthesiansk’ forstand ender med forfatterens død:
The removal of the Author (...) is not merely an historical fact or an
act of writing; it utterly transforms the modern text... (Barthes, 1988,
s. 169)
3.2 IT og samarbejde om skønlitteratur
P˚a trods af at vi lige har konstateret, at forfatteren er ’død’, er den største fællesnævner
for udgivelsen af litteratur, at det er én forfatter, der skriver ét værk. Og