Den 3. stemme - en undersøgelse af skønlitterære ... - Kjeld Schmidt

28 Forfattere og værket
3.1 Forfatterrollens udvikling
Foucault har p˚apeget, at forfatterrollen ikke altid har haft den sakrosankte betydning,
den senere har f˚aet. N˚ar vi tænker p˚a en bog, tænker vi ogs˚a p˚a et navn,
nemlig forfatternavnet. S˚adan har det ikke altid været:
There was a time when texts that we today call ’literary’ (narratives,
stories, epics, tragedies, comedies) were accepted, put into circulation,
and valorised without any question about the identity of their
author (...) A reversal occurred in the seventeenth or eighteenth century
(...) literary discourses came to be accepted only when endowed
with the author-function. (Foucault, 1988, s. 202-203)
Citatet illustrerer, at der opstod en radikal ændring ikke bare af, hvordan tekster
skrives, men ogs˚a hvordan de læses. Der er alts˚a tale om en ny m˚ade at opfatte
litteratur p˚a, hvor værket og skaberen bliver inkorporeret i en enhedstankegang, og
det er alts˚a ikke mange ˚arhundreder siden, at enheden mellem forfatternavnet og
værket opstod. Implicit i denne enhedstanke ligger en formodning om, at der bag
en roman altid findes en stærk forfatterstemme, forst˚aet som at romanen i kraft af
dens skabers identitet ikke kunne være skrevet af andre:
The coming into being of the notion of ’author’ constitutes the privileged
moment of individualization in the history of ideas, knowledge,
literature, philosophy, and the sciences. Even today, when we reconstruct
the history of a concept, literary genre, or school of philosophy,
such categories seem relatively weak, secondary, and superimposed
scansions in comparison with the solid and fundamental unit of the
author and the work. (Foucault, 1988, s. 197)
Omend der inden romantikkens fremkomst var tendenser, der pegede frem mod,
hvad Foucault i citatet herover fremhæver som ’the priviliged moment of individualization’,
n˚aede tankegangen om forfatteren og værket som en enhed et
højdepunkt i netop romantikken. I det hyppigt citerede forord til et af romantikkens
hovedværker ”Lyrical Ballads” lægger digteren William Wordsworth vægt
p˚a, at selve værket stammer direkte fra forfatterens (hans egne) oplevelser, hvilket
i høj grad gør værket ufortolkeligt uden et forfatternavn:
Poetry is the spontaneous overflow of powerful feelings: it takes its
origin from emotion recollected in tranquillity: the emotion is contemplated
till by a species of reaction the tranquillity gradually disappears,
and an emotion, similar to that which was before the subject