Betænkning 355 om konfiskation - 1964 - Krim

sentlig grad på den lovgivning og praksis, der
udviklede sig under krigen og i efterkrigsårene,
og som beroede på de da foreliggende
særlige kriseforhold. Kritikken har dog også
i nogen grad angået den lovgivning, der
ikke er begrundet i kriseforhold, og denne
kritik har rådet i betydeligt omfang kunnet
tilslutte sig. Rådet finder, at der på en række
punkter er trang til ændringer i den gældende
lovgivning. Medens der iøvrigt henvises
til det af rådet udarbejdede lovudkast
og bemærkningerne hertil, skal der her alene
peges på nogle hovedpunkter.
i) Den nuværende lovgivningsmæssige struktur
er uheldig. Formelt set er straffelovens
§ 77 hovedbestemmelsen om konfiskation.
Denne bestemmelse, der bygger på indgående
overvejelser, er udformet på en forholdsvis
udførlig måde og indeholder i flere
henseender en tilfredsstillende løsning på de
problemer, der opstår i forbindelse med anvendelse
af konfiskation. Bestemmelsen har
imidlertid ikke i praksis noget stort anvendelsesområde.
Som tidligere anført anvendes
konfiskation overvejende som retsfølge
i anledning af særlovsovertrædelser og da
med hjemmel i vedkommende særlove. Disse
særlovsregler er gennemgående utilfredsstillende.
Deres indhold synes hverken at bygge
på nogen principiel stillingtagen til konfiskation
som kriminalretlig retsfølge eller
på nogen indgående overvejelse af det praktiske
behov for konfiskation på vedkommende
specialområde. De er som regel så
summariske i deres udformning, at de lader
væsentlige spørgsmål henstå uløste, jfr. ovenfor
s. io. Det er klart, at en sådan lovgivningsmæssig
ordning medfører en fare for,
at retspraksis kommer til at savne tilstrækkeligt
faste retningslinier.
Det nuværende lovtekniske system rejser
også en række tvivlsspørgsmål vedrørende
forholdet mellem straffelovens og særlovgivningens
konfiskationsregler. Der opstår således
spørgsmål, om objekter, der ikke er omfattet
af særbestemmelserne, men derimod
af straffelovens § 77, stk. 1 (nr. 1-3), kan
16
konfiskeres i medfør af denne regel, - om de
i straffelovens § 77 fastsatte betingelser for
konfiskation finder anvendelse i det omfang,
særlovene ikke indeholder modstående regler
- og om der kan ske konfiskation af
objekter, der er omfattet af såvel straffelovens
§ 77 som vedkommende særlov, i tilfælde,
hvor betingelserne i § 77 er opfyldt,
uden at særlovens (strengere) betingelser er
opfyldt.
Det er rådets opfattelse, at reglerne om
konfiskation bør søges samlet i straffeloven.
Dette er i overensstemmelse med den ordning,
der er fulgt med hensyn til andre strafferetlige
retsfølger, f. eks. frakendelse af rettigheder,
og vil indebære en tiltrængt forenkling
af konfiskationslovgivningen. En tilfredsstillende
regulering af konfiskationsinstituttet
kræver forholdsvis udførlige regler,
som vanskeligt lader sig indarbejde i de forskellige
speciallove. En samling af konfiskationsreglerne
i straffeloven kan medvirke til
at sikre, at retspraksis på de forskellige retsområder
udvikler sig efter fastere og mere
ensartede retningslinier.
2) Flere af særlovgivningens konfiskationsregler
er obligatoriske, således at domstolene
tvinges til at konfiskere under de i bestemmelsen
angivne betingelser. Bestemmelser af
denne art betegner en fravigelse af de i straffelovgivningen
i øvrigt fulgte principper,
hvorefter der tilkommer domstolene en betydelig
frihed med hensyn til valg af strafferetlig
reaktion, og er reelt uheldige, for så
vidt som der på ethvert område på forhånd
må påregnes at kunne forekomme tilfælde,
hvor konfiskation er upåkrævet eller endog
urimelig, jfr. herved den nordiske strafferetskomités
betænkning, nedenfor s. 94. Også på
visse områder, hvor konfiskationsreglerne ikke
er obligatoriske, har der vist sig at være et behov
for gennem en ny lovgivning og forarbejder
hertil at søge at markere, hvilke funktioner
konfiskationsinstituttet bør have inden
for reaktionssystemet, og dermed at angive
grænser for dets anvendelsesområde.