Betænkning 355 om konfiskation - 1964 - Krim

specielle konfiskationsregler i én lov kan få
mindre heldige konsekvenser for løsningen
af konfiskationsspørgsmål inden for andre
lovgivningsområder.
b. Konfiskation i anledning af uagtsomme
overtrædelser.
Efter saltvandsfiskerilovens § 35 kan der
ske konfiskation i anledning af såvel forsætlige
som uagtsomme lovovertrædelser, medens
reglen i straffelovens § 77 om redskabskonfiskation
er begrænset til forsætlige overtrædelser.
Rådet foreslår imidlertid denne
begrænsning ophævet, jfr. ovenfor s. 28.
c. Omfanget af fangstkonfiskation.
Reglerne i saltvandsfiskerilovens § 35 om
konfiskation af fangst går videre end de sædvanlige
regler om udbyttekonfiskation; der
kan ikke alene ske konfiskation af fangst, der
hidrører fra det strafbare forhold, men af
»hele den ombordværende fangst«.
Denne fravigelse af de iøvrigt anerkendte
principper for konfiskation af udbytte giver
anledning til betænkeligheder. På den anden
side mener rådet ikke at burde foreslå, at
konfiskationsadgangen begrænses til at angå
fangst, der bevisligt hidrører fra det ulovlige
forhold; spørgsmålet om, hvor stor en
del af fangsten der hidrører fra ulovligt fiskeri,
vil ofte rejse vanskelige bevisspørgsmål.
De nævnte betænkeligheder imødegås da også
i nogen grad, hvis der alene er spørgsmål
om fakultativ konfiskation, jfr. ovenfor.
Loven bør dog herudover have en sådan
formulering, at den over for domstolene peger
på muligheden af at undlade konfiskation
af fangst, med hensyn til hvilken der
ikke er tvivl om, at den hidrører fra lovligt
fiskeri. Rådet foreslår en formulering, hvorefter
fangst kan konfiskeres, »selv om det
ikke med sikkerhed kan godtgøres, at den i
det hele hidrører fra det ulovlige forhold.«
d. Konfiskationsansvarets placering.
Saltvandsfiskeriloven indeholder ingen udtrykkelige
bestemmelser om, hos hvem kon-
86
fiskation kan ske. Ved højesteretsdommen i
U. 1940, s. 277 er det (med dissens) statueret,
at der efter den tilsvarende konfiskationsregel
i saltvandsfiskeriloven af 1931
kunne ske konfiskation af et redskab, der tilhørte
en person, der ikke var ansvarlig for
lovovertrædelsen.
Efter rådets opfattelse bør de i udkastet
til straffelovens § 77 a indeholdte regler om
konfiskationsansvarets placering, jfr. ovenfor
s. 18 og 29-34, også gælder med hensyn til
konfiskation efter saltvandsfiskeriloven.
e. Værdikonfiskation.
I saltvandsfiskerilovens § 35, stk. 14, sidste
pkt., bestemmes, at der i tilfælde, hvor
»det benyttede redskab eller fangsten ikke
»kan tilvejebringes« skal tiisvares »et beløb
af samme størrelse som værdien«.
Efter rådets opfattelse bør værdikonfiskation
kunne ske efter principperne i udkastet
til straffelovens § 77, stk. 3, d. v. s. også i
tilfælde, hvor redskaber og fangst er i behold,
jfr. ovenfor s. 18 og 22—23.
f. Særlige regler om undermålsfisk og fredede
fisk.
§ 35, stk. 15, bestemmer: »Undermålsfisk
og fredede fisk, der er i levedygtig stand,
skal udsættes i frit vand. Er fiskene ikke i
sådan stand, skal de tilintetgøres, dersom de
ikke kan finde anvendelse til velgørende
formål.«
Denne bestemmelse er efter rådets opfattelse
ikke tilstrækkeligt klart affattet. Det
fremgår således ikke, om reglerne hjemler en
administrativ beføjelse (for fiskerikontrollen)
eller er sædvanlige konfiskationsregler
(judiciel konfiskation). Rådet må nære betænkeligheder
ved, at der hjemles adgang til
administrativ konfiskation ved de her omhandlede
overtrædelser og må betvivle, at
der er et væsentligt praktisk behov for en
sådan administrativ konfiskation, hvis der
hjemles adgang for fiskerikontrollen til
umiddelbart efter bevaringstagelse eller beslaglæggelse,
jfr. retsplejelovens kapitel 68, at
udsætte levende undermålsfisk og fredede