Betænkning 355 om konfiskation - 1964 - Krim

des, at nettoprovenuet ved auktionen skal
anvendes til dækning af disse beløb, og at et
eventuelt overskud skal udbetales til ejeren,
såfremt han melder sig inden forløbet af 3
år efter auktionen og behørigt godtgør sin
ejendomsret til de bortsolgte varer. Denne
sidstnævnte regel svarer til bestemmelsen i
toldlovens § 77, stk. 3.
Efter den nuværende affattelse kan indsmuglede
varer tages i forvaring og realiseres,
uanset om de tilhører den, der er ansvarlig
for smugleriet. For så vidt angår sikring
og inddrivelse af bødekrav og sagsomkostninger
betyder denne ordning en betænkelig
fravigelse af almindelige strafferetlige regler
for ansvarets placering. Der foreslås derfor
i stk. 3 en bestemmelse om, at den i paragraffen
hjemlede fremgangsmåde for så
vidt angår sikring og inddrivelse af bødekrav
og sagsomkostninger kun kan anvendes med
de begrænsninger, der er fastsat i udkastet
til borgerlig straffelovs § 77 a vedrørende
konfiskation efter samme lovs § 77, stk. 2.
Der sigtes herved navnlig til begrænsningen
i § 77 a, stk. 2, hvorefter varerne skal tilhøre
den, der er ansvarlig for smugleriet, eller den,
på hvis vegne smugleren har handlet.
Til § 5o.
Den i æglovens § 6, stk. 1, i slutningen,
indeholdte bestemmelse om konfiskation vil
for så vidt være overflødig, som konfiskation
i fornødent omfang kan ske efter reglen i
straffelovsudkastets § 77, stk. 1, nr. 3. Efter
æglovens bestemmelse kan konfiskation imidlertid
ske administrativt (efter landbrugsministerens
bestemmelse). Som anført s. 56
finder rådet dette principielt betænkeligt.
Forholdet er imidlertid det, at bøder efter
loven kan pålægges af ministeren, jfr. lovens
60
§ 13, stk. 3, og i almindelighed pålægges på
denne måde. Da konfiskation som omhandlet
i lovens § 6 er — og formentlig fortsat bør
være - en regelmæssigt anvendt retsfølge i
anledning af de omhandlede overtrædelser,
må rådet være enig med landbrugsministeriet
i, at en ophævelse af lovens konfiskationsregel
med den følge, at konfiskation
fremtidig kun kan ske i judiciel form, vil
medføre, at behandlingsmåden vedrørende
de pågældende sager kompliceres væsentligt.
Under hensyn hertil har rådet ment at burde
afstå fra at foreslå en fuldstændig ophævelse
af adgangen til administrativ konfiskation.
På den anden side må rådet dog ud fra principielle
synspunkter finde det overvejende
betænkeligt at opretholde den i § 6 omhandlede
enkle administrative konfiskationsprocedure
uden judiciel rekurs. Den i § 13,
stk. 3, foreskrevne procedure vedrørende bødepålæg
er ikke helt tilfredsstillende. Den er
ikke bragt i overensstemmelse med de principper
vedrørende udformning af bestemmelser
om administrative bødepålæg, som er
fulgt i de seneste år, jfr. således § 27, stk.
5—7, i lov nr. 92 af 16. marts 1962 om handel
med gødning og grundforbedringsmidler,
§ 13, stk. 5-7, i lov nr. 93 af s. d. om handel
med foderstoffer og § 9 i lov nr. 168 af
16. maj 1962 om afsætning af frisk dansk
frugt m. v. Men hvis bødeproceduren ændres
i overensstemmelse med disse principper, mener
rådet, at det kan forsvares at lade denne
procedure finde anvendelse også med hensyn
til konfiskation.
Det foreslås herefter at ophæve konfiskationsregien
i § 6 samt procedurereglen i
§ 13, stk. 3, og som § 14 at optage en regel
om en administrativ procedure for bødepålæg
og konfiskation, udformet efter de ovennævnte
principper.