Betænkning 355 om konfiskation - 1964 - Krim

på toldvæsenets vegne, indtil toldvæsenets
krav er fyldestgjort«.
Ud fra principielle strafferetlige og straffeprocessuelle
synspunkter giver denne regel
anledning til visse betænkeligheder.
Bestemmelsen hjemler en lovbestemt panteret
for bøde-, told- og afgiftsbeløb, og betegner
allerede herved en fravigelse af almindelige
regler vedrørende bødeinddrivelse. Den
væsentligste indvending er imidlertid, at hæftelsen
kan komme til at påhvile personer, som
ikke ville være strafferetligt ansvarlige efter
lovgivningens almindelige principper. For ejeren
af befordringsmidlet betyder reglen, at
der påhviler ham en bødehæftelse, som alene
er knyttet til hans ejendomsret til befordringsmidlet.
Hæftelsen er således ikke betinget
af, at han er medansvarlig for lovovertrædelsen
eller dog er i ond tro med
hensyn til befordringsmidlets anvendelse til
smugleri; den er heller ikke betinget af, at
smugleriet er begået af folk, der er i hans
tjeneste. Det fremgår ikke af bestemmelsen,
hvilken prioritetsstilling der tilkommer den
omhandlede panteret og således heller ikke,
hvilken virkning den har for personer, der
har begrænsede tinglige rettigheder over befordringsmidlet
eller har ejendomsforbehold
i dette. Der er næppe tvivl om, at panteretten
har stilling efter søpanterettigheder, jfr.
sølovens § 269. Derimod har det under den
tilsvarende bestemmelse i § 48 i toldloven
af 1924 været antaget, at den gik forud for
andre rettigheder, herunder ejendomsforbehold,
jfr. Hurwitz, Konfiskation s. 229 ff,
og Johan Lassen i Juristen 1945, s. 173-90,
samt domme i U 1924, s. 194, og 1925, s.
196; ved højesteretsdommen i U i960, s.
364, blev det imidlertid statueret, at den
nævnte regel i toldloven af 1924 ikke afgav
fornøden hjemmel for en tilsidesættelse af et
ejendomsforbehold, der tilkom en person,
som var »uden enhver forbindelse med den i
sagen omhandlede lovovertrædelse«.
Uheldigt må det også forekomme, at den
i bestemmelsen omhandlede adgang til tilbageholdelse
ikke er undergivet nogen judiciel
kontrol og kan udøves uden nogen prø-
•-,»
velse af, om sådan tilbageholdelse i det enkelte
tilfælde er påkrævet. I praksis anvendes
bestemmelsen kun i et vist begrænset
omfang, jfr. herved Folketingstidende 1958/
59, Tillæg B, sp. 437, om en udtalelse af
finansministeren til det folketingsudvalg, der
behandlede forslaget til toldloven. Det må
imidlertid anses for rigtigst, at begrænsningen
i bestemmelsens anvendelsesområde finder
udtryk i lovteksten.
Efter de oplysninger, der er meddelt rådet
under forhandlingerne med repræsentanter
for departementet for told- og forbrugsafgifter,
må det lægges til grund, at det af hensyn
til en tilstrækkelig effektiv bekæmpelse af
smugleriet er påkrævet at opretholde en bestemmelse,
der i hovedsagen følger de retningslinier,
som indeholdes i den gældende
regel i § 190, stk. 4. Lignende bestemmelser
findes da også på andre retsområder, jfr. således
færdselslovens § 69, stk. 3, og saltvandsfiskerilovens
§ 35, stk. 2. En tilsvarende
regel er også optaget i det foreliggende
norske forslag til ny toldlov.
Rådet anser det dog for muligt uden nævneværdige
konsekvenser for retshåndhævelsens
effektivitet at foretage visse ændringer
i bestemmelsen, hvorved den i højere grad
bringes i overensstemmelse med almindelige
strafferetlige og straffeprocessuelle principper,
således at de betænkeligheder, der er
knyttet til bestemmelsen, formindskes væsentligt.
Medens den gældende bestemmelse er udformet
som en regel om lovbestemt panteret
og tilbageholdelse, foreslår rådet reglen optaget
i en selvstændig paragraf (§ 190 a)
og affattet således, at adgangen til at tilbageholde
befordringsmidlet gøres til det primære.
Det pressionsmiddel, som ligger i denne
adgang, vil i næsten alle tilfælde være tilstrækkeligt
til at sikre betaling af de pågældende
beløb. Men finder betaling ikke
sted, kan der efter den foreslåede regel søges
fyldestgørelse i befordringsmidlet.
Med hensyn til fremgangsmåden ved
iværksættelse af tilbageholdelse foreslås i
§ 190 a, stk. 2, 1. pkt., at de i retsplejelovens