Potentialitet som sådan? Begrebskritiske ... - Dokumentar.no

14 I Ljungstrøm gives en Agamben-inspireret analyse af ”Skriveren Bartleby”. Analysen har Spinoza som den, ”der har
begrebsliggjort potentiafiguren i den mest prægnante form” og konkluderer på den baggrund, at ”Bartlebys virkelige
formåen er en potentia absoluta” (Ljungstrøm, XX). Hertil kan bemærkes, at Agamben ikke er helt så skråsikker som
Ljungstrøm, idet han dels påpeger, at Bartlebys potentialitetsformel netop ødelægger ”enhver mulighed for at skabe et
forhold mellem at kunne og at ville, mellem potentia absoluta og potentia ordinata. Det er potentialitetens
formel” (Agamben, 2003, 116f.), dels bemærker, at det ”eksperiment, Bartleby truer os med, er et eksperiment de
contingentia absoluta” (ibid., 123), altså af det, der i førstefilosofien hos Aristoteles kaldes absolut kontingens. Ved
dermed at opfatte Bartlebys formel som udtryk for en ordens-destruktiv kraft, er Agamben principielt set på linie med
Deleuze. Denne ’kontingens’ kan imidlertid, hvis Aristoteles (under henvisning til Agambens argument på dette sted)
skal medtænkes, kun opfattes som udtryk for en førstepotentialitet, se senere i artiklen her.
15 For fuldstændighedens skyld og i en lidt anden oversættelse gengives her hele Aristoteles’ ræsonnement det
pågældende sted: ”Talte ord er symboler på sjælelige bevægelser, og skrevne ord på talte ord. Og ligesom skriftlige tegn
ikke er det samme for alle mennnesker, er de talte ord det heller ikke, skønt de er umiddelbare tegn for sjælelige
bevægelser, der er fælles for alle, ligesom de faktiske ting, som de sjælelige bevægelser afbilder, er fælles for alle. Disse
ting diskuteres i mine bøger om sjælen (…), for de hører til i en anden undersøgelse end den
forhåndenværende” (Aristoteles, 1991, 11).
16 Der ganske vist, som tidligere nævnt, synes at udfolde sig inden for andenpotentialiteten, men på en ubestemt måde,
som kun delvis kan forbindes logisk eller tidsligt med en forudgående førsteaktualisering.
17 Man kunne her medtænke Agambens berømte landsmand Giambattista Vicos fænomenale overvejelser over netop
sprog og symboldannelse som grundlaget par excellence for den af menneskene selv frembragte socialitet (nation),
kultur og regulative lovmæssigheder. Agamben har imidlertid ikke Vico med i sine overvejelser.
18 Som ikke af Hölderlin selv er blevet kaldt sådan. Det består af to afsnit. Det første indledes med ordet ”Urtheil.”, det
andet med ”Seyn”. I den ganske Hölderlin-reception har man uden videre læst ”Urtheil.” som netop ”Urteil”, men
derved overser man punktummet, der kunne antyde, at der er tale om en forkortelse, muligvis af ”Urtheilung”, hvilket
da også er netop det første del af fragmentet omhandler. Ændringen ville betyde, at emfasen ville ligge på ”Ur-
Delingen” i højere grad end i de mange fortolkninger af teksten. Dette ikke-kommenterede forhold vil jeg gå nærmere
ind på i en senere artikel.