Potentialitet som sådan? Begrebskritiske ... - Dokumentar.no

More documents

Recommendations

Info

Ræsonnementet er på dette punkt tæt på Agambens argumenter for sin potentialitetsformel, hvor han som vist forudsætter en vilje til enten at aktualisere en potentialitet (udføre a) eller til at udføre ikke-a eller til helt at afstå fra at gøre noget. Alle tre forhold har også Scotus i sin bestemmelse af den frie vilje. Forskellen er imidlertid, at Scotus reflekterer over sjælen, mens Agamben udelukkende er interesseret i at argumentere for tilsynekomsten af ’potentialiteten som sådan’ med henblik på at kunne benytte begrebet potentialitet som led i en analyse af dette pure og uden begrundelse at afstå fra at handle (svarende til Scotus’ tredje led) i forhold til potentialitet (svarende til Scotus: a) og im-potentialitet (svarende til Scotus: ikke-a). Agamben insisterer altså på netop at udvikle en principiel potentialitetes-formel til analytisk brug, mens Scotus i og for sig udvikler den samme, men med det formål skolastisk at forbinde et kristent (franciskansk) potentia-begreb med en kategorial bestemmelse af sjælen (og viljen) som fænomen, og altså med den Aristoteles in mente, som verserede i middelalderlig tænkning. Men i betragtning af de slående ligheder mellem Agamben og Scotus i fortolkningen af viljen til henholdsvis potentialitet, impotentialitet og afståelse kunne man få den tanke, at Agambens Aristoteles i bund og grund er en ’latiniseret’ eller aktualiseret skolastisk Aristoteles, hvor fænomenet ’potentialitet som sådan’ næsten uvægerligt fremstår som et sækulariseret og generaliseret princip for en selv-bestaltet (’fri’) vilje til eller kastethed i en afståelsens metafysik. Ganske vist indgår dette asketisk at afstå fra enhver form for materielle goder i Scotus’ franciskanske teologi, sådan som det symboliseres af de tre knuder på den hvide livsnor på ordenens munkedragt: kyskhed, lydighed og fattigdom. For Scotus som lærd skolastiker var denne frie vilje til (kontra-kausalt) at handle uafhængigt af Guds vilje imidlertid ikke primært knyttet til en sådan afståelsens metafysik, men til muligheden for at kunne vælge et sådant asketisk ordensprincip og for pragmatisk (dvs. på et ikke dogmatisk grundlag) at kunne skelne ret fra uret. Dette har naturligvis intet at gøre med moderne eksistentialisme eller eksistential-ontologi. Der er derimod tale om et fundamentalt skolastisk opgør med Aristoteles’ viljesbegreb, dvs. med enhver form for aristoteliskthomistisk naturalisme i hvilken viljen i sidste instans retter sig mod naturlige og endelige indtryk, som derfor i sig selv i denne tradition opfattes som finale begrundelser for en given viljesakt. 9 For Scotus kan viljen i modsætning hertil selv bestemme sine handlinger i fuldstændig uafhængighed af enhver form for final eller endelig begrundelse. Dermed går Scotus ikke blot op imod Aristoteles, men også op imod hvad han i Quaestiones super libros Metaphysicorum Aristotelis opfatter som den altdominerende viljestænkning forud for sig selv (altså også i middelalderskolastikken). Scotus’ fortolkning af viljen som en kraft, der selv kan bevæge sig fra potentialitet til aktualitet uden nogen form for forudgående begrundelse eller kraft, er således i direkte modstrid med Aristoteles’ velkendte antagelse af, at alt, der bevæger sig, har en anden bevægelse som forudsætning. Det er bruddet med dette fundamentale aristoteliske princip og den dermed forbundne teleologiske fortolkning af en uafhængig eller fri handlen, der gør det muligt for Scotus at opfatte viljen som en kraft til fri selvbestemmelse uafhængig af enhver form for guddommelig intervention. 10 Dette indgår naturligvis i Scotus’ nævnte overvejelser over på et pragmatisk grundlag (dvs. i modsætning til et af Vatikanet knæsat og dermed dogmatisk dekret-grundlag) at kunne skelne ret fra uret i relationen mellem potentia ordinata og jura i den virkelige sociale verden. Som det vil fremgå af det efterfølgende, anes konturerne af en sådan skolastisk, for ikke at sige franciskansk, 11 fri vilje i Agamben, nemlig i den stadige insisteren på den rene potentialitet som for subjektet virker ind på muligheden for at vælge det, der må relatere sig til det, der er trådt i stedet for Den døde Gud: kroppen, lidelsen, utopien, subjektet, infansen 12 … ”Måske den hårdeste og mest bitre erfaring af alle” I indledningen til ”On Potentiality” fortæller Agamben, at Anna Akhmatova i digtsamlingen Requiem erindrer sig hvordan digtene blev til (Agamben, 1999b, 177). I 1930’erne stod hun måned efter måned i kø foran fængslet i Leningrad for at høre nyt om sin søn, som af politiske grunde var blevet arresteret. Adskillige andre kvinder stod i samme kø. En dag spurgte en af disse kvinder simpelthen Akhmatova: ”Kan du tale om dette?” Efter et øjebliks tavshed svarede Akhmatova, uden at vide hvordan og hvorfor: ”Ja, jeg kan.” Mente hun dermed, spørger Agamben, at hun var så god en digter, at hun magtede sprogligt at beskrive en sådan rædselsfuld situation, som det er så vanskeligt at skrive om? Nej, mener Agamben. Alle og enhver vil uvægerligt komme i en situation, i hvilken det er nødvendigt at udtale dette ”Jeg kan” uden at tænke på noget bestemt og uden at tænke på en bestemt evne eller kapacitet. Alligevel er udsagnet tvingende. Hinsides enhver evne betyder dette ”Jeg kan” ingenting. Alligevel afmærker det det, ”der for os alle måske er den hårdeste og mest bitre erfaring af alle: erfaringen af potentialitet” (Agamben, 1999b, 178). Denne – stærkt melankolske! – erfaring af at have deltaget i noget, set noget, mærket noget, følt noget kan altså både fastholdes som potentialitet og forblive ikke-aktualiseret, fordi – ja, hvorfor egentlig? Måske fordi følelsen af bitterhed og brutalitet er kombineret med en manglende tillid til at blive forstået i det øjeblik, man siger tingene som de er, en manglende tillid til at det overhovedet er muligt at dele den følelse eller den erfaring, man tilfældigvis (kontingent) er kommet i besiddelse af, med andre. Forsøger Agamben her at rentegne en retorisk matrice eller kraft for afståelsens eller nøgternhedens eller overvældethedens eller lidelsens patos formuleret i et både bydende og retningsløst ”Jeg kan”? Man kunne få styrket indtrykket af, at det forholder sig sådan, ved at opholde sig lidt ved den potentialitetens retoriske figur, som foldes ud i Agambens kommentar til Herman Melvilles prosastykke Skriveren Bartleby (Bartleby, the Scrivener) fra 1853 (Agamben, 2003). Historien fortælles af en advokat på Wall Street. Han introducerer omstændeligt sig selv og fortæller derefter meget detaljeret om sit virke med at udfærdige juridiske protokoller og dokumenter til renskrivning. På et tidspunkt ansætter han en ny kopist Bartleby, der viser sig at være meget dygtig, men også en smule aparte og gådefuld. På et tidspunkt holder han helt op med at udføre de skriveopgaver 6
advokaten pålægger ham. Ved enhver forespørgsel om aktivitet svarer Bartleby blot ”I would prefer not to”. Nu er advokaten sympatisk indstillet over for den fåmælte Bartleby, men må efter mange forhandlinger og forsøg på at få ham til enten at arbejde eller forlade kontoret opgive både at forstå ham og få ham til at flytte sig. Advokaten flytter til andre lokaler, men opsøges snart af den nye lejer af hans gamle lokaler med klager over ’inventaret’ Bartleby. Endelig tvangsfjernes Bartleby til en anstalt for sindssyge kriminelle, hvor advokaten besøger ham, indtil Bartleby helt opgiver ævred og dør af sult og inaktivitet. 13 Advokaten finder efterfølgende ud af, at Bartleby tidligere havde arbejdet på et postkontor for ”døde breve”, dvs. breve som ikke kunne nå adressaten. Advokatens mange forsøg på at begribe fænomenet Bartleby afsløres i hans fortælling som lige så forfejlede som forgæves. Agamben koncentrerer sig om vendingen ”I would prefer not to”. Dette henholdende afslag om at udføre sit arbejde som skriver eller at gøre dette eller hint er interessant derved, at det ikke er et direkte afslag, men heller ikke et direkte tilsagn. Det er ubestemt, idet dets ”not to” ikke refererer til nogen speciel aktivitet, men egentlig i princippet henviser til en hvilken som helst aktivitet, som man egentlig godt kunne, men lige nu afstår fra at udføre. Man kan noget, men gør det ikke. For Agamben er dette da kvintessensen af fortællingen, at Bartlebys sætning og adfærd demonstrerer ’potentialiteten som sådan’ derved, at han i et og samme udsagn viser potentialitet og impotentialitet på en ikke-final, ikke-handlende måde og vedvarende, i alle henseender og indtil døden, om man så må sige, insisterer på at være i denne ikke-finale, ikke-handlende position. Agamben kvalificerer dette på to måder, der er centrale for hans potentialitetsformel. For det første opholder han sig ved spørgsmålet om den ”væren, som kan være og samtidig ikke være”. Denne væren kalder han i overensstemmelse med Aristoteles’ førstefilosofi for kontingent. Bartlebys formel ”I would prefer not to” ses da som et eksperiment de contingentia absoluta, dvs. hinsides enhver form for viljesakt og sandhedsbetingelse (Agamben, 2003, 123). For det andet er der tale om en ubestemt væren mellem to ordener, nemlig 1) Guds vilje (potentia absoluta) og 2) den menneskelige vilje (potentia ordinata). Formlen udpeger simpelthen potentialiteten som sådan, dvs. det Intet som enhver førsteskabelse må udspringe af (Agamben, 2003, 115). Agambens læsning har et væld af filosofisk set fortættede passager, som ikke her skal forfølges. Han har endvidere en reference til Gilles Deleuzes analyse af Bartlebys formel, som her kort skal inddrages: ”Bartleby; ou La formule” (”Bartleby, eller Formlen”), der sammen med Agambens analyse blev publiceret på italiensk i deres fælles bogprojekt Bartleby: La formula della creazione (Bartleby: Skabelsens formel) i 1993. 14 Originalen Bartleby Også Deleuze hæfter sig ved Bartlebys ”I would prefer not to”, som han (hvilket også Agamben henviser til) kalder en agrammatisk formel, netop på grund af det ubestemte eller ufuldendte ”not to” i sætningen. Betegnelsen ’agrammatisk’ henter Deleuze fra lingvistiken: Lingvister har stringent analyseret hvad der kaldes ’agrammatikalitet’. En række særdeles intense eksempler kan findes i den amerikanske digter e.e. cummings værker – fx ’he danced his did’ [’han dansede sin gøren’] , som hvis nogen på fransk sagde il dansa son mit [’han dansede sin begyndelse’] i stedet for il se mit à danser [’han begyndte at danse’]. Nicolas Ruwet forklarer, at dette forudsætter en serie af almindelige grammatiske variabler, som ville have en grammatisk formel som deres grænse. Ville Bartlebys formel ikke være af denne type, på én gang en stereotypi af Bartleby og et stærkt poetisk udtryk af Melville, grænsen for en serie såsom ”Jeg ville foretrække dette. Jeg ville foretrække ikke at gøre dette. Det er ikke hvad jeg foretrækker…’? På trods af sin normale konstruktion, lyder den afvigende (Deleuze, 90). Deleuze opregner de nøjagtig 10 forskellige situationer, hvori Bartleby bringer sin ”formel” i anvendelse og ser det samlet som en formel, der ødelægger bestemte typer af patroniserende, normaliserende eller regulerende fortolkninger, forventninger og ytringer, som ikke er i stand til at reflektere sig selv og derfor er ude af stand til at begribe den andethed, Bartleby repræsenterer. Intetsteds reflekterer Deleuze Bartlebys formel som en slags potentialitet. Han anskuer snarere Bartlebys adfærd og hans formel som et udtryk for en ”Første Natur”, at Bartleby er en original: Der er hverken noget særligt eller almindeligt ved Bartleby: han er en Original. Originaler er væsener af Første Natur, men de er uadskillelige fra verden eller fra andennaturen, hvor de udvirker deres effekt: de afdækker dens tomhed, det ufuldkomne ved dens love, bestemte skabningers middelmådighed, verden som maskerade (det er hvad Musil, for sin del, ville kalde ’parallel aktion’) (Deleuze, 106). Denne originalens væren en skabning af ”Første Natur” er interessant, idet det er vanskeligt ikke at bringe forestillingen om en ”Første Natur” i relation til Aristoteles’ begreb om en ”første bevæger”, dvs. det, der i første omgang igangsætter en given proces eller forandring med baggrund i en første potentialitet. I Om grammatologi (De la grammatologie) har Jacques Derrida i sin analyse af ”fonocentrismen” en lille bemærkning om Aristoteles, hvor han netop giver et eksempel på en sådan førstehed forbundet med karakteren af sjælelige – hvilket for Aristoteles vil sige naturlige – ytringer: Når det for Aristoteles eksempelvis gælder, at ”lydene udsendt af stemmen […] er symboler for sjælens tilstande og de skrevne ord er symboler for de ord, der udsendes af stemmen” (De interpretatione 1, 16 a 3), må det skyldes, at stemmen for Aristoteles frembringer de første, primære symboler og således står i essentiel og umiddelbar nær 7
Page 1 and 2: Potentialitet som sådan? Begrebskr
Page 3 and 4: sjælens perceptionspotentialer. He
Page 5: at selv-forandring generelt set er
Page 9 and 10: sig ved hans analyse af Aristoteles
Page 11 and 12: 1 Her tænkes på fx Henrik Skov Ni

Potentialitet som sådan? Begrebskritiske ... - Dokumentar.no

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?