Potentialitet som sådan? Begrebskritiske ... - Dokumentar.no

forbindelse med sjælen. Stemmen er en ”sjælstilstand” som atter afspejler eller genspejler tingene i kraft af naturlig
lighed (Derrida, 53f.). 15
Uden her at skulle gå helt og aldeles i forbund med Derridas ”fonocentrisme”, er hans bemærkning om stemmens
frembringelse af de første, primære symboler som udtryk for sjælens tilstande et godt eksempel på en sprogfilosofisk
variant af det, Aristoteles kalder den første potentialitet. Og da sjælen for Aristoteles er uløseligt forbundet med kroppen
og dermed med det naturlige, er det nærliggende at opfatte disse første, primære symboler som udsprunget af netop en
”Første Natur” (sjælen, kroppen). Set i dette perspektiv bliver originalen Bartlebys adfærd og hans formel en
destruktion af advokatens – fortællerens – væren fanget udelukkende i den anden naturs sprog. Eller, med Aristoteles,
en væren uhjælpeligt fanget i andenpotentialitetens register: den etablerede ’selvblinde’ diskurs, de patroniserende
fortolkningsformer, den ’naturaliserede’ kulturelle kodning, som Bartlebys formel destruerer, hvorved han også
destruerer ”alle den faderlige funktions masker” (Deleuze, 1988, 88) i advokatens hjælpeløse forsøg på at forstå, hvad
der foregår.
Agambens analyse af Bartlebys formel synes dermed at være i modstrid med Deleuzes. Agamben
insisterer på at begribe ”potentialitet som sådan” gennem Aristoteles’ analyse af niveauet for den anden potentialitet og
den anden aktualitet. Deleuze derimod synes snarere at være på niveau med Aristoteles’ begreb om en første
potentialitet og en første aktualisering, idet selve dette at tale om en første natur og en anden natur i sig selv forudsætter
en bevægelse fra en førstehed til en andethed, altså et generisk princip, hvor førsteheden (Bartleby) tabes i andetheden
(advokaten) eller virker destruerende ind på den. Problemet er blot, at Agambens potentialitetsformel måske slet ikke
befinder sig på niveauet for den anden potentialitet og den anden aktualisering. For dette at ville begribe en virkende
kraft, en potentialitet som sådan, eller, som det ville hedde på middelalderlatin, en potentia absoluta, er at ville begribe
en tilstand eller en kraft, der i sig selv ikke er formuler- eller kommunikerbar, men som alligevel virker ind på dette at
udvirke en helt bestemt type af sproglige ytringer, der henviser til (endnu, dvs. generisk ufuldbyrdede) ubestemte
andetheder: ”Ja, jeg kan”, ”I would prefer not to”. En art andethed, som, kunne man hævde, snarere forbinder sig med
kroppen og en sjælelig eller subjekt-bundet endnu ikke aktualiseret førstepotentialitet, end med en fuldt ud formet eller
tillært andenpotentialitet. Det er, som Agamben selv skriver, en erfaring af en afgrund snarere end erfaringen af en fuldt
udfoldet syntese – en allerede bygget bro – mellem potentialitet og impotentialitet, der synes at være hans ærinde. Det
kan derfor undre, at han insisterer så hårdnakket på det, der her kaldes hans ’franciskanske’ læsning af Aristoteles med
henblik på at formulere en ”potentialitet som sådan”, når han langt nemmere kunne få en sådan ”potentialitet som
sådan” til at matche med sit perspektiv gennem en anvendelse af Aristoteles’ begreb om en førstepotentialitet, den
generiske potentialitet, set i sammenhæng med Scotus’ begreber om selv-forandring 16 og kontra-kausal vilje. Det ville
endvidere gøre det muligt at beskrive den afståelsens, nedskrivningens logik, som han ser i Akhmatova og Bartlebys
sætninger, som en dynamisk proces, hvor der så kunne tales om et skift fra en væren i andenpotentialitetens register (at
være digter, at være skriver) til en placeren sig i en erfaringsbestemt førstepotentialitets register for så derfra at kunne
foretage en ny ’opstigning’ fra førsteaktualisering til andenpotentialitet. En sådan dynamik tillader den i og for sig
stillestående ’rene potentialitet’ imidlertid ikke, den beskriver blot en helt og aldeles formel og udynamisk til- eller
stilstand. Den matcher derfor heller ikke det, der i Agambens filosofiske og politiske fortolkninger rent faktisk beskrives
som en ikke-kausal dynamik på områder såsom jura, politik, litteraturfilosofi og oprindelse: det fjerne, det ældgamle.
Det gør derimod førstepotentialiteten.
Førstepotentialitet?
I essayet ”Tradizione dell’immemorable” (”Det umindeliges tradition”) indleder Agamben med at slå fast, at enhver
refleksion over fænomenet tradition må begynde med at konstatere, at før menneskene kan formidle noget som helst må
de allerførst overføre sproget til sig selv. Men hvad betyder da dette: ”Hvad overfører mennesket når det overfører
sprog til sig selv? Hvad er meningen med overførslen af sprog, uafhængigt af hvad der bliver overført i
sproget?” (Agamben, 1999a, 104). Spørgsmålene peger i samme retning, som Agambens spørgsmål til fænomenet
’potentialitet som sådan’, nemlig i retning af en undren over og fastholdelse af, at den gådefulde kraft og mulighed, som
er i henholdsvis potentialitet og sprog, vedvarende må medtænkes, inden man, om man så må sige, går til drøftelsen af
sagen selv: begivenheder, fortolkninger, systematiseringer, traditioner, det ældgamle, sådan som disse fænomener
fremstår for menneskene i og med sproget og potentialiteten. Både potentialitet som sådan og sprog som sprog opfatter
Agamben som grundbetingelser for menneskelig virkeevne i social-symbolsk og kultur-symbolsk henseende. 17 Emnet
for filosofien bliver da grundlæggende set, skriver Agamben, ikke hvad menneskene siger og skriver, men at de handler
i og med sprog. Der er imidlertid to sider af denne opmærksomhed og undren i Agambens skrifter. Den ene vedrører
dette at insistere på helt abstrakte og principielle matricer eller principper – at der tales og at der er potentialitet. Den
anden vedrører hans egne aktualiseringer og udpegninger af givne aktualiseringsformer. Den første vedrører
andenpotentialiteten: at man har erhvervet sig evnen til at tale. Den anden vedrører en endnu ikke aktualiseret
potentialitet. Med tanke på, at Agamben overalt i sine analyser, filosofiske og filologiske excesser, politiske refleksioner
og hermeneutiske krydslæsninger af tekster fra nær og fjern vedvarende opholder sig ved det, man kan kalde for åbne
begivenheder, dvs. begivenheder, der ikke er resultater af givne kausaliteter eller forudgående initierende potentialiteter,
er det nærliggende at dele hans filosofiske tekster i to spor. Et, der vedrører helt grundlæggende forhold, såsom
relationen mellem ’infansen’ og sprogtilegnelse og relationen mellem potentialitet og impotentialitet, som begge nærer
8