Potentialitet som sådan? Begrebskritiske ... - Dokumentar.no

More documents

Recommendations

Info

Aristoteles’ overvejelser over dynamis er nært forbundet med hans overvejelser over forandringens mulighed, dvs. spørgsmålet om hvordan noget kan forandre sig fra én tilstand til en anden. Aristoteles skelner i sine hårfine distinktioner bl.a. mellem teoretisk og praktisk erfaring, mellem ’kinesis’ (bevægelse) og ’dynamis’ og mellem form og egenskab. Alt dette medfører nogle ikke uvæsentlige distinktioner også mellem dynamis og energeia (eller entelecheia), dvs. mellem ’potentialitet’ og ’aktualisering’. En aktualisering er potentialitetens sætten sig i værk eller bliven bragt i form (at blive tilvejebragt, at blive nærværende) på bestemte måder. Et par af Aristoteles’ kongseksempler er arkitekten og lyre-spilleren. Ved at bygge et hus eller ved at spille på lyren aktualiserer henholdsvis arkitekten og lyre-spilleren nogle tillærte evner, som i de mellemliggende perioder så blot er i en slags stilstand. Aristoteles er her i polemik mod ”den megariske skole”, der (Aristotle, 1968, 435) – i overensstemmelse med den samtidige græske virkelighedsforståelse (Heidegger, 1981, 160f.) – mente at potentialitet kun eksisterer i selve aktualiseringen, at noget kun har væren i og med dets kommen-til-syne. Men derved er megarikerne ifølge Aristoteles ude af stand til at beskrive selve forandringens mulighed og karakter (Agamben, 1999b, 180). Ved siden af arkitekten og lyre-spilleren har Aristoteles et tredje og anderledes eksempel med barnet, der måske nok evner at tegne geometrisk, men først må igennem en lang og kompliceret uddannelse for at blive (pythagoræisk) geometriker, barnet må altså udsættes for en formgivende og derfor forandrende påvirkning. Et tilsvarende eksempel – men på et andet niveau – er det uformede stykke træ, der gennem håndværksmæssig bearbejdning har en potentialitet til at blive fx en ske. Både barnet og træet kan i større eller mindre grad opfattes som materialer, der gennem ydre påvirkning har potentialitet til at antage denne eller hin form. Der er altså to muligheder for forandring. Den ene har at gøre med udvikling og aktualisering af en potentialitet over tid. Den anden har at gøre med en aktiv og formgivende kraft. Den første vedrører det ’stof’, der er modtageligt for form (i hele spektret fra ubearbejdet træ til uuddannet barn). Det andet vedrører en allerede etableret aktiverbar kraft. Arkitekten er qua arkitekt i besiddelse af en aktiverbar kraft til forandring af materialer (bygge et hus), mens barnet har potentialitet for udviklingen af en sådan kraft gennem en ydre teoretisk og praktisk formgivning (uddannelse). Arkitekten er altså i besiddelse af en kraft (dynamis), der kan forme byggematerialer til et hus. Barnet derimod har en medfødt, sjælelig eller naturlig, men endnu ikke aktualiseret potentialitet. Den temporale forandring fra barnetegner til geometriker kalder Aristotelses for generisk (Aristotle, 1968, 451). Arkitektens eksisterende evne til formgivning kan til forskel herfra kaldes et muliggjort potentiale (Agamben, 1999, 179). Han kan bygge – eller lade være. I begge tilfælde har han potentialitet. Man kan her erindre sig Aristoteles’ vigtige udsagn om, at enhver forandring altid vil bevare noget, der er uforandret (stof, egenskab), ellers ville der ikke være en forandring fra én tilstand til en anden, men blot to ting, der intet har med hinanden at gøre. Der skal altså være en forbindelse mellem den oprindelige og den forandrede ting (fx barn/voksen, træ/ske) for at der overhovedet kan være tale om forandring. Aristoteles har da en primær potentialitet: barnets potentialitet til at lære ved simpelthen at tilhøre menneskearten. Gennem uddannelsen sker der en primær aktualisering af denne første potentialitet til en sekundær potentialitet: den uddannede geometriker, arkitekt eller lyre-spiller kan videregive eller anvende, dvs. aktualisere, sin viden/evne gennem det, Aristoteles kalder en sekundær aktualisering. Agambens potentialitet I ”On Potentiality” gengiver Agamben på godt tre linier det generiske potentialitetsbegreb – den primære potentialitet og den primære aktualisering – for derefter at forlade det med en vel hurtig bemærkning om, at dette ikke har Aristoteles’ interesse, hvilket må siges at være en sandhed med modifikationer. Agamben er imidlertid primært interesseret i sin egen eksklusive udlægning af potentialitetsbegrebet, der for klarhedens skyld kan opdeles i tre led: 1) som en kraft, 2) som knyttet til en menneskelig og sproglig erfaring (evt. en viljesakt) og 3) som et forhold som sådan. Han interesserer sig altså ikke for den ellers ret afgørende del af Aristoteles’ dynamis-energeia-udveksling, der har at gøre med det stof, der er modtageligt for form. Med baggrund i denne partielle fortolkning af Aristoteles’ dynamisenergeia-relation insisterer Agamben på muligheden af at kunne fiksere mellemtilstanden (transmissionen) mellem potentialitet og aktualisering med henblik på en bestemmelse af ’potentialitet som sådan’. Ræsonnementet er som følger. For Agambens Aristoteles er potentialitetens nøglefigur dens måde at have eksistens på som potentialitet. Det drejer sig ikke kun om en given potentialitet til at kunne dette eller hint, men nok så meget om potentialitet til ikke at handle, til ikke at gøre noget, til ikke-gøren. Dette kan umiddelbart lyde banalt, men som Heidegger 4 indgående påviser i sine foredrag om Aristoteles’ kraft-begreb, er Aristoteles nødt til at imødegå gængse dele af sin samtids virkelighedsforståelse for at kunne insistere på, at potentialitet forstået som en kraft ikke udelukkende eksisterer i og med selve aktualiseringen, men også i de perioder, der ligger imellem aktualiseringerne. Dette interesserer ikke Agamben, derimod transformerer han Aristoteles’ analyser til et spørgsmål om at begribe potentialitet som sådan, dvs. som muligheden for at kunne erfare den ikke-aktualiserede potentialitet som en generaliseret eller selvgyldig kraft. Hvordan kan det nu lade sig gøre? Agamben giver følgende svar ved at krydslæse Aristoteles’ beskrivelser af den sekundære potentialitet i bog 9 i Metafysikken og hans lancering af en ’naturlig’, dvs. sjælelig, potentialitetsfigur i De Anima (Om Sjælen). Overvejelserne over første og anden potentialitet og første og anden aktualisering tilskrives normalt den tidlige Aristoteles. I den senere Aristoteles udvides potentialiteten (dynamis) til også at omfatte forhold, der vedrører 2
sjælens perceptionspotentialer. Her beskriver Aristoteles således et gensidigt potentialitets-forhold mellem nat og dag og mellem søvn og vågentilstand – at dagen er nattens ’potentialitet’ og omvendt, søvnen vågentilstandens og omvendt. I De Anima har Aristoteles sjælen som en teoretisk samlebetegnelse for den komplekse mængde af evner, der betinger erfaringsdannelse og autonom tænkning i relation til givne universalier. I den sjælelige perception gøres det muligt at skelne mellem lys og mørke, mellem søvn og dette at være vågen, mellem nat og dag, mellem de lukkede øjnes syn og de åbne øjnes syn. For Agamben drejer det sig nu om med Aristoteles at forstå, hvorfor der ikke findes en ”sansning af selve sanserne” (Agamben, 1999b, 180). Aristoteles’ svar er, skriver Agamben, at når vi ikke ser, er vor synsevne kun potentiel, alligevel skelner vi i mørket netop mørke fra lys, hvorved vi ser mørke ved ikke at se lys. Dette gensidige forhold betyder da, at hvis vi kun besad evnen, potentialiteten, til at se mens vi rent faktisk ser (aktualiserer synet), ville vi ikke være i stand til at erfare mørke. Men da vi har evnen til at se også mens vi ikke ser, er det ensbetydende med at vi har potentialitet til at se både i mørke og i lys. Herefter vender Agamben blikket mod bog 9 i Metafysikken, idet han dog undlader at skelne mellem den tidlige og den senere Aristoteles, hvorved han heller ikke skelner mellem de forskellige niveauer i Aristoteles’ overvejelser over dynamis’ rækkevidde og gyldighedsområder. Første konklusion på Agambens fortolkning er, at vi har en frihed bestemt af, at vi er i stand til ikke at aktualisere en bestemt evne (potentialitet), det vil sige at vi har en evne til impotentialitet. Netop denne evne til eller mulige vilje til impotentialitet er afgørende for dette at kunne erfare potentialiteten som sådan, dvs. ikke som en specifik evne, men som en principiel og afgørende human mulighed, den ’rene’ (menneskelige/humane) potentialitet ’som sådan’ uden specifik destinativ kvalitet – en formel sjælsevne eller den ’rene’ kraft, om man så må sige. Hvad er tilbage, spørger Agamben, andet end impotentialitet (adynamia) i det øjeblik en given potentialitet aktualiseres? Med andre ord, lyder konklusionen: det virkeligt potentielle er det, der har udnyttet al sin impotentialitet ved at bringe det fuldstændigt ind i handlingen som sådan. Dette er da ifølge Agamben det oversete aspekt af Aristoteles’ potentialitetsbegreb: at den rene potentialitet, potentialiteten som sådan, kun tilsynekommer i det øjeblik potentialitet og impotentialitet er til stede samtidigt, på én gang. Agamben afslutter derefter sin fortolkning af Aristoteles ved at give et citat fra De Anima, der ”i sandhed er et af højdepunkterne i Aristoteles’ tænkning og som til fulde autoriserer det middelalderlige billede af en mystisk Aristoteles” (Agamben, 1999b, 184): På én måde er det en bestemt destruktion gennem det modsatte princip, og på en anden måde bevaringen [soteria, salvation] af det, som er i potentialitet gennem det, der er i aktualitet og som er lig det … For den som behersker videnskab (i potentialitet) bliver én, som kontemplerer i aktualitet, og enten er dette ikke en forandring – siden det er en gave fra selvet til selvet og til aktualitet – eller det er en forandring af en anden art (Aristoteles citeret efter Agamben, 1999b, 184). På baggrund af citationen konkluderer Agamben, at i modsætning til den traditionelle idé om potentialitet som fuldstændig annulleret i aktualiseringen, konfronteres vi her med en potentialitet som bevarer og redder sig selv i aktualiseringen. Potentialitet overlever, så at sige, aktualiseringen og giver, på sin egen måde, sig selv til sig selv (Agamben, 1999b, 184). Den ’rene potentialitet som sådan’ synes derved – eo ipso – fremkommet som en mulig/gyldig erfarings- og handlingsmodus. Agambens analyser er besnærende. Ved den ensidige fokusering på potentialitet som en kraft udelukkende knyttet til en menneskelig handle- eller tænkemodus synes hans opfattelse at være stærkt præget ikke af et græsk virkelighedsbegreb som hos Heidegger (jf. Backman, især pp. 44-50), ej heller udelukkende af moderne virkelighedsbegreber, men derimod af en sækulariseret middelalderlig eller ’latiniserende’ læsning af Aristoteles. For Aristoteles indgår dynamis som moment i en vedvarende refleksion over dels muligheden for forandring, dels sjælen som en kompleks perceptionsevne. For Agamben derimod handler det udelukkende om afståelse, om ikke at handle, ikke at forandre, og om at indkredse en bestemt kraft eller menneskelig erfaring, der under givne vilkår og med en given viljesakt kan undlade at sætte sig i værk, undlade at aktualisere sig. Det er stort set det modsatte af Aristoteles’ ærinde, for ham er det vedvarende forholdet mellem bevægelse (kinesis) og kraft (dynamis), der er det helt afgørende og som han forfølger fra de første til de seneste af de overleverede dele af hans værker. Der er altså tale om at Agamben aktualiserer et ganske bestemt aspekt af Aristoteles’ dynamis-energeia-tænkning Agambens ’skolastiske’ Aristoteles: selv-forandring og kontra-kausal vilje (Scotus) I den middelalderlige filosofi, teologi og skolastik fortolkes og indsættes Aristoteles’ græske virkelighedsforståelse, sjælelære og dynamis-tænkning i en kristen verdensforståelse. I denne vidt facetterede og komplekse sammenhæng opfattes potentia på forskellige måder som en given og ofte dobbeltbestemt 5 kraft, indstiftet af Gud, Naturen, Viljen eller Forsynet, og som enten virker ind på, sammen med eller direkte er forbundet med sjælen. Thomas Aquinas argumenterer for potentia som en kraft, der fungerer uafhængigt af sjælen, men virker ind på den. Potentia er materien 3
Page 1: Potentialitet som sådan? Begrebskr
Page 5 and 6: at selv-forandring generelt set er
Page 7 and 8: advokaten pålægger ham. Ved enhve
Page 9 and 10: sig ved hans analyse af Aristoteles
Page 11 and 12: 1 Her tænkes på fx Henrik Skov Ni

Potentialitet som sådan? Begrebskritiske ... - Dokumentar.no

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?