diplomatique - Dokumentar.no

de pesticides par an (4). Les habitants appréciaient cette installation 

cières ont été rapidement distribuées, un département a été spécifique- 

pourvoyeuse d’emplois, rapidement encerclée par les quartiers pauvres. 

ment créé pour gérer les problèmes liés à la catastrophe. Aussi le dis- 

« En face de l’entrée du site, il y avait un restaurant où l’on discutait 

cours des autorités locales est-il bien plus enthousiaste à l’heure des 

ng (Pages 6 et 7) (Page 22) avec les travailleurs, se souvient M. Jagee Miyan. Tout le monde était Par Gisèle Halimi (Page 28) 

LE PLUS GRAND DÉFI était la mise sur pied d’un système d’identifica- bilans : « Le gouvernement de l’Etat du Madhya Pradesh estime que la 

content d’Union Carbide. C’était très gros, même pour une ville tion des victimes, car rien ne distingue systématiquement un patient 

comme Bhopal. Et c’était américain, donc c’était bon. Quand on allait affecté par le MIC d’un autre malade. Aussi, faute d’informations 

• Den italienske filosofen Giorgio Agamben om vår tids permanente unntakstilstand, y travailler, on recevait 50 roupies par jour pour nettoyer les allées, un médicales suffisantes concernant les se effets du gaz side sur les êtres 19-21 

bon salaire pour un travail facile. » 

humains, le critère géographique a-t-il prévalu. Un haut conseil médi- 

desember 2004, nr. 12 internasjonal politikk og billedkunst 

www.diplomatique.no 38 kr (Norge, Danmark) 48 kr (Sverige) 

ée - N o 593 Publication mensuelle - 1, avenue Stephen-Pichon, 75013 Paris - www.monde-diplomatique.fr 

28 pages - 3,80 € 

SANS LE DROIT ET PAR LA FORCE 

veillance Kamera som politisk våpen 

totale 

G N A C I O R A M O N E T 

MONDE 

diplomatique 

NORSK DOKUMENTARFILM: 

Mens politisk dokumentarfilm står 

sterkt internasjonalt, har norsk 

GALERIE LELONG, PARIS 

Le relatif échec des ventes du Sevin en Inde rend l’usine déficitaire à 

partir de 1982. Pour pallier les pertes, la direction diminue les frais de 

fonctionnement et licencie une bonne partie du personnel qualifié, l’effectif 

global passant de 1 500 à 950 employés. Conséquence, des problèmes 

liés à la sécurité se font jour – cinq importantes fuites de gaz en 

1981 et 1983 provoquent un décès et 47 blessés. Sans aucune réaction 

digne de ce nom. Jusqu’à l’accident fatal. 

l’accord de 1989 comme une trahison, et ont considéré l’Etat indien 

comme complice des multinationales. En refusant de poursuivre Union 

Carbide pour son crime industriel et en acceptant un dédommagement 

aussi faible, ce gouvernement a validé le terrible pari économique de 

NORDISK nombreuses multinationales : une UTGAVE 

vie dans le tiers-monde ne vaut pas le 

réhabilitation des victimes est l’un des programmes de réhabilitation 

les plus réussis jamais entrepris par aucun gouvernement dans l’histoire 

des désastres industriels (10) », prétend ainsi M. Bhupal Singh, 

cal a déterminé les quartiers traversés par le nuage toxique. Parmi les 

56 zones de Bhopal, 36 ont été scientifiquement considérées comme 

« affectées ». Toutes ces zones étaient dans la vieille ville. 

«Tungmetaller 

er også oppdaget 

i morsmelk 

– en makaber 

overlevering av 

lidelser fra en 

generasjon til en annen.» 

Om Bhopal-ulykken, side 8-9 

Pour recevoir une compensation, il fallait donc prouver deux faits : 

avoir habité l’une des 36 zones touchées la nuit du drame et disposer 

d’un document médical attestant d’une maladie. Mais, dans un pays où, 

surtout parmi les plus pauvres, la demande de papiers est perçue 

comme une tracasserie inutile (9), la corruption de l’administration, la 

Comme la plupart des victimes de cette logique criminelle, Jagee, 

faible alphabétisation des victimes et l’ampleur de la catastrophe ont 

Gas et leurs parents ont reçu en compensation 25 000 roupies 

vite mis à mal ces procédures. Des victimes mal informées ont ainsi 

– 715 euros (5) –, prix de leur santé envolée. Une somme insuffisante 

repris tant bien que mal le cours de leur vie dès le lendemain du drame, 

pour vingt ans de douleur. Cet argent provient des 470 millions de dol- 

tandis que d’autres personnes s’engouffraient dans les failles de la 

lars qu’Union Carbide a versés en 1989 à l’Etat indien pour dédomma- 

bureaucratie. 

ger les victimes (6). Représentant ces dernières dans les négociations, 

en vertu du « Bhopal Gas Leak Disaster (Processing of Claims) Act » « Ce système a engendré un commerce de documents falsifiés, 

du 29 mars 1985, l’Etat a bâclé sa tâche. Les responsabilités pénales de témoigne N. S. Sharma. La nuit du 3 décembre 1984, j’étais à 

la multinationale et de ses dirigeants sont passées à la trappe en Jammu, dans le Cachemire, à des milliers de kilomètres de Bhopal. 

échange d’une indemnisation près de six fois inférieure aux 3 milliards Pourtant, quand je suis arrivé à Bhopal, en 1991, on m’a proposé, 

de dollars initialement demandés. En quelque sorte, une nouvelle virgi- pour 800 roupies (23 euros), une carte prouvant que je résidais dans 

nité à bas prix. 

une zone affectée. » « Quant aux preuves médicales, complète 

M. Ravi Pratap Singh, de l’Action Aid India, des médecins vous en 

« Le résultat d’une bataille fantoche, tranche M. Sattynah Sarangi, 

fournissaient pour 1 000 roupies. » 

responsable de l’organisation non gouvernementale (ONG) Sambhavna 

Trust, qui gère une clinique à Bhopal. La stratégie d’Union Carbide a Victimes ou non, des centaines de milliers de personnes profitent 

été de tout mettre sur le dos du gouvernement, ainsi que sur sa filiale ainsi de soins gratuits depuis vingt ans. Curieusement, pourtant, les 

indienne, Union Carbide India Limited. » Les victimes ont ressenti personnes rencontrées, souvent démunies, évitent de recourir aux soins 

gouvernementaux. M. Murlidhar-Sahu fait ainsi appel aux « privés », 

dont les échoppes et les affiches sont omniprésentes dans les rues de 

Bhopal : « Je préfère ne pas aller dans un hôpital gouvernemental. 

C’est inutile, les queues sont trop longues et il faut trop de 

documents. » Champa, elle, prétend que son médecin lui a conseillé de 

centième d’une vie dans un pays industrialisé. Les calculs pour fixer un consulter un privé, et, comme d’autres, affirme que les médicaments 

montant d’indemnité ont tenu compte d’une espérance de vie restante qu’elle reçoit des structures gouvernementales sont inefficaces. Nihin, 

ne dépassant pas trente ans et d’un revenu moyen par ménage de 800 22 ans, alterne pour sa part soins gouvernementaux et soins privés. 

roupies (23 euros) par mois (7). 

Appuyant ces témoignages, M. Sattinah Sarangi n’est pas tendre avec 

Dans la plupart des cas, les familles ayant perdu un proche ont tou- 

les services médicaux de l’Etat : « Ces hôpitaux n’ont toujours pas de 

ché entre 50 000 et 100 000 roupies (1 430 et 2 860 euros). Une somme 

protocole de traitement permettant des prescriptions méthodiques, 

adaptées à des symptômes multiples et complexes. Dirigés par des 

bureaucrates, ils sont en outre de piètre qualité. Ensuite, le gouverne- 

* Photographe et journaliste. 

ment a arrêté en 1994 toutes ses recherches sur les effets du MIC, alors 

Le meilleur des mondes 

selon Washington 

sont les observations des docteurs. La perception des ONG est différente, 

mais leurs intérêts aussi. » 

A visiter plusieurs quartiers proches du site d’Union Carbide, 

toutes les victimes rencontrées, sans exception, se plaignent pourtant 

toujours de douleurs épuisantes, de problèmes respiratoires, de maladies 

neurologiques, de dépressions... et de soins inefficaces. Le doc- 

La guerre d’Irak n’est pas finie. Aux Etats-Unis, le président Bush a dû admettre 

ucun gouvernement n’avait eu le pouvoir de 

que ses accusations contre Bagdad à propos d’achats d’uranium au Niger étaient 

ns sous une surveillance constante. Maintenant, 

fausses. Au Royaume-Uni, le suicide de David Kelly, qui avait dénoncé les «exagé- 

e surveillait tout le monde, constamment.» 

rations» introduites par M. Anthony Blair dans son rapport sur l’Irak, fragilise 

George Orwell, 1984. 

l’avenir du premier ministre. Petit à petit, les « mensonges d’Etat » des dirigeants 

de la « coalition » sont révélés au public. Enfin, sur le territoire irakien, les opéra- 

T ÉTÉ, comptent aller aux Etats-Unis doitions 

se multiplient contre les forces d’occupation américaines qui essuient des 

que, en vertu d’un accord entre la Comropéenne 

et les autorités fédérales, cer- 

pertes quotidiennes. Le Conseil de gouvernement instauré par l’administration 

rmations personnelles seront livrées, sans 

que dirige M. Paul Bremer semble bien incapable de sortir le pays du chaos. 

ux douanes américaines par la compagnie 

lle ils s’apprêtent à voyager. Avant même 

P A R N O A M C H O M S K Y * 

avion, les autorités américaines connaîtront 

âge, adresse, numéros de passeport et de 

e santé, préférences alimentaires (qui peu- 

E MOIS DE SEPTEMBRE ligion), voyages précédents, etc. 

2002 fut se mettaient à battre pour préparer le 

marqué par des événements majeurs monde à l’invasion de l’Irak. 

ents seront livrés à un dispositif de filtrage 

Lintimement 

liés. D’une part, les 

mputer Assisted Passenger Pre-Screening 

Etats-Unis, Etat le plus puissant de l’his- Cette nouvelle « stratégie impériale », 

PIERRE ALECHINSKY. – « Dans le plafond » (2000) 

par ordinateur de contrôle préventif) pour 

toire de l’humanité, mirent en place une comme la qualifièrent sur-le-champ les 

s suspects. En contrôlant l’identité de 

nouvelle stratégie de sécurité nationale (1), principales revues institutionnelles, fait 

en la croisant avec les informations des l’actuelle paranoïa. De nouveaux contrôles, autorisés par la loi annonçant qu’ils maintiendraient leur des Etats-Unis un « Etat révisionniste 

u département d’Etat, du ministère de la Patriot Act, remettent en question la vie privée et le secret des hégémonie mondiale de façon perma- cherchant à utiliser au maximum ses 

es, CAPPS évaluera le degré de dangero- correspondances. L’autorisation de mise sur écoute téléphonente et qu’ils répondraient à quelque avantages momentanés dans le cadre 

lui attribuera un code couleur : vert pour nique n’est plus requise. Les enquêteurs peuvent accéder aux défi que ce soit par la force, terrain sur d’un ordre mondial dont il tient les 

e pour les cas douteux, et rouge pour ceux informations personnelles des citoyens sans mandat de perqui- lequel ils ne comptent aucun rival depuis rênes ». 

s d’accéder à l’avion. Si le visiteur est sition. Ainsi, le FBI demande aux bibliothèques de lui fournir la fin de la guerre froide. D’autre part, 

naire du Proche-Orient, le code jaune de les listes des livres et des sites Internet consultés par leurs abon- au moment précis où cette politique était 

bué d’office. Et le Programme de sécurité nés (3) pour tracer un « profil intellectuel » de chaque lecteur… rendue publique, les tambours de guerre 

ise les agents des douanes à le photogras 

empreintes digitales. MAIS LE PLUS DÉLIRANT de tous les projets d’espionnage 

illégal est celui qu’élabore le Pentagone sous 

MÉRICAINS AUSSI sont dans le collimateur. 

le nom de Total Information Awareness (TIA), 

vert que 65 millions de Mexicains, 31 mil- 

système de surveillance totale des informalombiens 

et 18 millions de Centre-Améritions (4), confié au général John Poindexter, condamné dans 

t fichés aux Etats-Unis à leur insu. Sur les années 1980 pour avoir été l’instigateur de l’affaire Irannt 

la date et le lieu de naissance, le sexe, Contra. Le projet consiste à collecter une moyenne de 40 pages En vente dans les kiosques : 

ts, une description physique, la situation d’informations sur chacun des 6 milliards d’habitants de la pla- 

méro de passeport et la profession déclanète et à confier leur traitement à un hyperordinateur. En trai- 

LA GUERRE FROIDE (1948-1991) 

ossiers enregistrent d’autres informations tant toutes les données personnelles disponibles – paiements 

me les adresses personnelles, les numéros par carte, abonnements aux médias, mouvements bancaires, Manière de voir, n 

ompte bancaire et d’immatriculation des appels téléphoniques, consultations de sites web, courriers 

s empreintes digitales. Peu à peu, tous les électroniques, fichiers policiers, dossiers des assureurs, infor- 

eront ainsi étiquetés par Washington. mations médicales et de la sécurité sociale –, le Pentagone 

compte établir la traçabilité complète de chaque individu. 

nstaurer un monde plus sûr. Il faut être 

ue que représentent les personnes qui Comme dans le film de Steven Spielberg Minority Report, 

ays», a affirmé M. James Lee, un respon- les autorités pensent pouvoir prévenir les crimes avant même 

t, l’entreprise qui achète ces fichiers pour qu’ils soient commis. «Il y aura moins de vie privée mais plus 

inistration des Etats-Unis (1). Car la loi de sécurité, estime M. John L. Petersen, président du Arlington 

de stocker des informations personnelles. Institute, nous pourrons anticiper le futur grâce à l’intercon- 

nder à une société privée de le faire pour le nexion de toutes les informations vous concernant. Demain, 

llée près d’Atlanta, ChoicePoint n’est pas nous saurons tout de vous (5).» Big Brother est dépassé… 

nue. Lors du scrutin présidentiel en Floale 

Database Technologies (DBT) avait été 

pour réorganiser ses listes électorales. (1) La Jornada, Mexico, 22 avril 2003. 

rs de personnes furent privées de leur droit (2) The Guardian, Londres, 5 mai 2003. 

odifia l’issue du scrutin, remporté par (3) The Washington Post National Weekly Edition, 21 au 27 avril 2003. 

ment 537 voix d’avance… On se souvient (4) Devant les protestations des défenseurs de la vie privée, le nom a été trans- 

permit d’accéder à la présidence (2). 

formé en Terrorism Information Awareness (TIA). Lire Armand Mattelart, Histoire 

de la société de l’information, La Découverte, Paris, nouvelle édition, 

sont pas les seuls à faire l’objet d’une sur- octobre 2003. 

s citoyens américains n’échappent pas à (5) El País, 4 juillet 2002. 

9, 12 et 13). Les souffrances d’un peuple 

occupé se poursuivent en Palestine 

(page 20). Expression exacerbée de la 

violence faite aux femmes (page 28), à 

Ciudad Juárez, au Mexique, plus de 300 

d’entre elles ont été assassinées (pages 14 

et 15). Et au Zimbabwe, le président 

Robert Mugabe mène une politique fort 

controversée (pages 6 et 7). 

MÉMOIRE ET IMAGINAIRE. – La séparation 

des Eglises et de l’Etat marqua une 

étape décisive du combat pour la laïcité 

(pages 18 et 19). Mais comment, à travers 

l’Europe, raconte-t-on l’Histoire (pages 16 

et 17) ? Il fut une époque où les journa- 

Lire le sommaire détaillé page 28. 

9 771503 555007 

listes s’en prenaient aux maîtres, pas à 

o (Lire la suite page 8.) 

(1) George W. Bush, La Stratégie de sécurité 

* Professeur au Massachusetts Institute of Tech- nationale des Etats-Unis. Une ère nouvelle, 

nology (MIT), Boston, Etats-Unis. Auteur de nom- Washington, 20 septembre 2002. Lire le document 

breux ouvrages, dont De la guerre comme politique intégral, en français, sur le site : medias.lemonde.fr 

étrangère des Etats-Unis, Agone, Marseille, 2002. /medias/pdf_obj/docbushstrategfra020920.pdf 

70 100 pages, 7 euros 

JUSTISMORD: I den såkalte 

min mor. Jeg måtte selge bedriften, selge i tredje person er imidlertid ingen ringere 

huset. Jeg har ikke noe igjen… Hvordan enn Le Figaro selv. Den 1. januar 2002 skrev 

«Outreau-saken» i Frankrike ble skal jeg…» Hovedvitnet i anklagene mot avisen: «Barna ble kjørt av en drosjesjåfør til 

13 personer urettmessig anklaget Alain Marécaux har trukket sin forklaring en bondegård i nærheten av Ypres i Belgia 

for grove seksuelle overgrep mot tilbake, og mannen forvandles plutselig til hvor eierne av en sex-shop i Oostende orga- 

en helt. En enstemmig presse beskriver ham niserte filmopptak.» Da mediene senere 

barn i 2000. I mai 2004 ble de som offer for «rettssystemets kollaps», «par- høylytt listet opp hvem som bar ansvar for 

frikjent. Saken har vist hvordan tiske» psykologieksperter, «uansvarlige» lidelsene til disse «feilaktig siktede», var 

mediene ukritisk kan spre de ver- førskolelærere og til og med «manipulerte» journalistene utelatt. 

barn. Hvem husker i dette øyeblikket TVste 

anklager, for så å meske seg kanalen TF1s anklagende nyhetssending for 

med de frikjentes opprørende his- to år siden, 11. januar 2002, da millioner av 

torier. En lite arbeidskrevende og TV-seere fikk se bilder av Alain Marécauxs 

hjem? På dette tidspunktet satt både han 

svært innbringende journalistikk. og hans kone fengslet i forbindelse med 

N U M É R O Voyages 

det som da ble fremstilt som en grusom 

GILLES BALBASTRE 

pedofili-sak. 

RECOMMANDÉES. 

Filmregissør ceux og medforfatter qui leur résistaient av Journalistes au (page quotidien 11). og Journalistes Le 

20. mai 2004 skriver den franske dagsa- 

ntre l’Irak, MM. Bush 

précaires récent (begge redigert mouvement av Alain Accardo), social Le a Mascaret, provoqué Bordeaux, visen Le Figaro i medlidende vendinger om 

eur mépris du droit 

henholdsvis davantage i 1995 og de 1998. critiques que n’en ont sus- drosjesjåføren Pierre Martel: «Han levde et 

timatum visait autant 

cité les rémunérations scandaleuses de fredelig familieliv og likte å spille golf før 

Bagdad (pages 1, 8, 

Foran certains flere titalls patrons TV-kameraer (page 3). « Société faller de Alain denne ’saken’ kom opp (…) Han ble siktet 

Marécaux l’information sammen » (page i gråt 10) et i manipulations 

det han kom- for seks voldtekter av mindreårige. Man 

mer ut dissimulées av tinghuset sous un langage i Saint-Omer neuf (page 19. 21) mai anklaget ham også for å ha kjørt barna til en 

Algérie : 100 DA, Allemagne : 

2004. sont Øyeblikket parfois contournées er opprivende: grâce à Internet «Jeg har bondegård i Belgia hvor det ble organisert 

utriche : 4,00 €, Belgique : 4,00 €, 

€, Etats-Unis : 4,95$US, G.-B. : 

mistet (pages alt. 8 De et 9). tok Quand barna même mine. le sport De donne drepte pedofile seanser.» Dette anklagende «man» 

00 €, Italie: 4,00 €, Luxembourg : 

lieu à une exploitation maximale (page 22), 

: 4,00 €, Portugal (Cont.) : 4,00 €, 

Tunisie : 4 DT. 

pourquoi ne pas voyager dans la littérature? 

Avec Richard Wright, le premier Noir américain 

à avoir écrit un best-seller (page 25), 

ou en lisant une superbe nouvelle inédite 

de Gabriel García Márquez (page 24). 

1 

dokumentarfilm vært preget av 

det navlebeskuende og nasjonale. 

Dette kan være i ferd med å 

endre seg. Nylig ga institusjonen 

Fritt Ord 12 millioner kroner til 

debattskapende dokumentar, mens 

Margreth Olins film Ungdommens 

råskap setter søkelys på norsk 

skolepolitikk. 

BEATE PETERSEN OG STEFFEN MOESTRUP 

Journalister for nordiske Le Monde diplomatique. 

Politisk dokumentarfilm har de siste årene 

utviklet et slagkraftig motspråk til nasjonale 

og globale maktkonstellasjoner. I John 

Pilgers Verdens nye herskere og Naomi Kleins 

The Take tematiseres den globaliserte økonomiens 

konsekvenser for den fattige delen av 

verden. Den kanadiske dokumentaren The 

Corporation retter et kritisk blikk på multinasjonale 

selskaper. Filmen Supersize me forteller 

om hurtigmatkjedenes helseskadelige 

effekter. Og svenske Surplus tar i et suggestivt 

formspråk for seg forbrukersamfunnets 

destruktive og absurde natur. 

Med sine subjektive vinklinger og dynamiske, 

effektive billedmontasjer, ser det 

ut til at mange av dagens dokumentarister 

reflekterer den svenske filmskaperen Stefan 

Jarls påstand om at jo mer en film manipulerer, 

jo bedre er det. Dokumentarens 

© Gerhard Richter: Abstraktes Bild (858-6), 1999. 

formål er å få tilskueren til å se verden fra 

et bestemt ståsted, nemlig filmskaperens, 

Dømt av media 

ifølge Jarl. Michael Moore (mannen bak 

Fahrenheit 9/11) er med andre ord verken 

den første eller eneste som går løs på makthierarkiene 

med seg selv som innsats. 

Hva så med den norske dokumentarfilmen? 

Hvordan plasserer den seg i dette landskapet? 

Jon Iversen, leder for Filmklubbforbundet, 

er nådeløs: 

– Vi lager dokumentarfilm om hvordan 

vi er på håret. Eller om forholdet til familien 

vår. Dagens dokumentar dreier seg mest om 

oss selv og våre egne greier. 

Mens 70-tallets agitatoriske filmer, som 

Kampen om Mardøla, Hvem eier Tyssedal, 

Det er helt på sin plass å stille spørs- 

Bravo, Bravo og Tvers igjennom lov, tok for 

mål ved selve rettsprosedyren i «Outreau- 

seg vassdragsutbygging, nasjonalt eierskap, 

saken», som ble ledet av forhørsdommer 

olje og arbeidsrett, har vi i dag forflyttet oss 

Fabrice Burgaud. Det har pressen som hel- 

til et mikrokosmos: 

het heller ikke nølt med å gjøre. Men også 

– De store problematikkene er erstattet 

arbeidsmetodene til et overveldende flertall 

av det individualpolitiske eller seksual- 

av mediene fortjener en kritisk gjennom- 

politiske, typiske eksempler er Kroppen min 

gang. Bortsett fra noen svært halvkvedede 

av Margreth Olin og Alt om min far av Espen 

viser om et visst «mediepress» som raskt 

Benestad. Fortellerposisjonen er ofte subjek- 

ble satt i sammenheng med «press fra opitiv 

og selvbiografisk. I den grad det finnes et 

nionen», har ingen trukket frem pressens 

politisk budskap, formuleres det gjennom 

dobbeltspill. De tidligere anklagede, som nå 

enkeltskjebner, sier Gunnar Iversen, profes- 

er blitt ofre, er for opptatte med å komme fra 

sor i filmvitenskap ved NTNU i Trondheim. 

skaden, advokatene og de politisk ansvar- 

Han mener den revitaliseringen av norsk 

lige er for avhengige av medienes reklame, 

fortsetter side 4 

fortsetter side 10 

Mat: Sunnhetstegn fra McDonald’s? ............ 2 Richter: Mangfoldighetens maler ............... 16 Tsjetsjenia: De sorte enkene ..................... 26 

Truls Lie: Molekylær revolusjon ................... 3 Afrikansk litteratur: Generasjonsskifte...... 18 Vitenskap: Menneskeliv på Mars? ............ 28 

Fallujah: Den gode fiende ............................ 6 Gaza-plan: Sharons baktanker .................. 22 Grønland: Danmarks trumfkort .................. 30 

Zizek: Gode nyheter fra Washington ............ 6 Hobsbawm: Marxisme og historie ............. 24 Ignacio Ramonet: Bush II .......................... 32

2 LE MONDE diplomatique – desember 2004 

Fet fattigmannskost 

FEDME: «McDonald’s ønsker 

stimulere til en sunn livsstil», 

eter det på burgergigantens 

jemmesider. Kjeden har satset 

tort på reklamekampanjer som 

kal gi kjeden et sunnere image. 

en frukt og salat kan ikke dekke 

ver McDonald’s sitt bidrag til 

edmeepidemien. 

PHILIPPE FROGUEL OG CATHERINE SMADJA 

Froguel er forskningsleder ved det franske Centre National de la 

Recherche Scientifique (CNRS), Smadja er rådgiver for det britiske 

departementet for kultur, kommunikasjon og sport. 

I filmen Super Size Me rettet regissør og prousent 

Morgan Spurlock kraftige anklager 

ot McDonald’s og viste at jevnlig inntak 

v kjedens gigantiske porsjoner var svært 

elseskadelig, både mentalt og fysisk. 

For å svare på anklagene lanserte hurigmatindustriens 

fyrtårn en storstilt reklaekampanje 

som skulle overbevise publium 

og politiske «beslutningstakere» om at 

cDonald’s ikke kunne klandres for utbreelsen 

av den globale fedmeepidemien (en 

illiard overvektige i 2004, blant dem 300 

illioner med fedme 1 – til sammenligning 

r 842 millioner underernærte). Tvert imot, 

le det hevdet, hadde McDonald’s gjort alt 

om sto i selskapets makt – og det i lang tid 

for å bekjempe denne epidemien. 

På reklameplakater og i en mangslungen 

vareopptelling» gjør McDonald’s i detalj 

ede for sine «nyvinninger» innen kosthold 

iden 1987 – spesielt drikkeyoghurter, fruktoser 

og såkalte «Salads Plus». Som om 

rukt, grønnsaker og melkeprodukter var 

n sentral del av McDonald’s-kulturen. I 

torbritannia florerte det sist sommer av 

eklameboards som annonserte at hvis man 

piste på McDonald’s ville man få en «gratis 

skritt-teller» 2 med på kjøpet – en dings som 

ikke gjør maten mindre skadelig, men gir 

den et sportslig image uten at det koster 

selskapet stort. 

Det McDonald’s ikke sier noe om i sine 

reklamefremstøt, er at til tross for alle disse 

prisverdige initiativene har økningen i 

antall overvektige skjedd parallelt med hurigmatkjedenes 

stigende overskudd. De har 

ltså ikke bidratt til å forbedre menneskeetens 

ernæringsmessige tilstand. Alle selkaper 

som tilbyr måltider og matvarer som 

r «bekvemmelige», ferdiglagde og enkle å 

å i seg, gjør ikke annet enn å svare på manes 

behov for «å spare tid» – og det har de 

ngen skrupler med å gjøre. 

I motsetning til hva McDonald’s gjerne 

il ha oss til å tro, er årsaken 

il kjedens suksess å finne 

ndre steder enn blant drikkeyoghurtene, 

fruktposene 

og de gratis dingsene. De 

som vil spise yoghurt eller 

frisk frukt til lunsj, kjøper 

den jo ikke på McDonald’s. 

Forbrukerne av det noen 

nedlatende har kalt «slow 

food» er ikke interessante 

for hurtigmatkjedene. De tjener pengene 

sine på «Best of Big Mac»-menyen, og det er 

dette produktet McDonald’s vil beskytte for 

enhver pris. 

Målet med reklamekampanjen fra 

cDonald’s er å «utfordre vedtatte sannheer» 

som det heter i tittelen på reklamebrojyren 

som er spredt i Frankrike, og vise at 

an godt kan spise «Big Mac» uten å legge 

å seg: En «Best of»-meny inneholder nemig 

ikke mer enn 987 kalorier, og dekker bare 

5-40 prosent av et daglig kaloribehov hos 

n gjennomsnittlig franskmann, heter det. 

vorfor skal man ikke unne seg det? 

Dessverre har faktagrunnlaget 

cDonald’s baserer seg på vært utdatert i 

inst 30 år. Vestlige forbrukere er blitt mer 

g mer stillesittende, og forbrenner ikke 

er enn 1800 kalorier i gjennomsnitt per 

ag (mot 5000 for forhistoriens nomadiske 

egere og 3000 for bønder på 1800-tallet). 

Utenom energidrikker, «sunn» sjokolade og 

annen «energigivende» småspising, propper 

den vestlige forbrukeren i seg minst 200 

kalorier junk food daglig. Man trenger da bare 

å få i seg 1600 kalorier til under måltidene 

for å holde energibalansen stabil og dermed 

ikke legge på seg. 

Regnestykket er enkelt. Spiser man en 

«Best of Big Mac»-meny med chips til lunsj, 

gjenstår det bare 600 kalorier å fordele på 

frokost og middag. For å ta frokosten først: 

Skal vi tro myten som er konstruert fra ende 

til annen av frokostblandingsprodusentene 

(Kellogg’s, Nestlé osv.) uten noe som helst 

vitenskapelig grunnlag, bør frokosten inneholde 

minst en fjerdedel av vårt daglige 

kaloriinntak (altså ikke så langt unna de 

resterende 600 kaloriene). Kort sagt, dropp 

middagen – og ligg langt unna de «lette» 

ferdigproduserte smårettene den samme 

matvareindustrien skryter av. De har ofte 

høyere kalori-, fett- og saltinnhold enn tilsvarende 

hjemmelagde måltider. 3 

Så etter at du har tatt barnet ditt med 

på McDonald’s for et «Happy Meal» – som 

inneholder 760 kalorier, det vil si 50 prosent 

av energibehovet til et barn på fem år – bør 

du sette poden på diett, spesielt hvis han har 

startet dagen med frokostblanding, full av 

sukker og fett! 

Hva skal man gjøre med dette? Forby tvreklame 

for disse produktene, spesielt i tilknytning 

til barneprogrammer? 

Absolutt ikke, svarer de som produserer 

barneprogrammene. Et slikt forbud ville for 

dem bety en inntektsnedgang på rundt 40 

prosent. De argumenterer med at det finnes 

et vell av ulike årsaker til overvekt hos barn: 

at foreldrene ikke er tilstede ved måltidene, 

mangel på fysisk aktivitet (delvis nettopp på 

grunn av tv-titting), og selvfølgelig – mengden 

av ferdigmat i det daglige kostholdet. 

Det britiske diabetesforbundet mener 

derimot at det er helt nødvendig å regulere, 

sågar totalforby, denne typen reklame rettet 

mot barn. Visse tall støtter opp om dette 

synet: Britiske barn ser gjennomsnittlig 22 

minutter reklame hver dag, og en femtedel 

av dette er reklame for sukrede frokostblandinger, 

godteri, potetgull, brus og hurtigmat. 

De totale utgiftene til reklame for 

denne typen produkter utgjør 59 prosent av 

reklameutgiftene i matvaresektoren, men 

prosentandelen øker til 77 prosent i tidsrommet 

hvor det sendes barneprogrammer. 

Hvis man inkluderer melkeprodukter, er 

tallene 78 prosent totalt sett og 96 prosent 

i tilknytning til barneprogrammer. 4 Selv 

om man ikke har kunnet bevise årsakssammenhengen, 

har man slått fast at barn 

som ser mye på tv forbruker mer av disse 

produktene. 5 

Denne problemstillingen 

er i alle fall satt 

på dagsorden, og vil 

sannsynligvis være et av 

hovedpunktene under 

den kommende revideringen 

av EUs regelverk 

for tv-reklame. 6 I mellomtiden 

bør McDonald’s 

og de andre hurtigmatkjedene 

slutte å gjemme seg bak sine salatalibier, 

som først og fremst handler om å 

trekke til seg nye kundegrupper (aktive 

kvinner) og ikke om å endre matvarene til 

industriens kjernemålgruppe. Hvis de virkelig 

ønsker å bidra til å bedre folks helse, 

kunne de i stedet gjøre noe med kaloriinnholdet 

i de viktigste produktene sine: Med 

litt mindre majones og litt mindre fett i 

brødet, kunne «Big Mac»-menyen komme 

under 800 kalorier, altså 20 prosent mindre 

enn i dag. Spesielt hvis man samtidig våget å 

erstatte den hellige chipsen, om så bare med 

et annet ikke-fritert stivelsesprodukt. 

Men hurtigmatselskapene har naturligvis 

noen gode grunner til ikke å gjøre dette. 

Industriens ernæringseksperter kjenner jo 

godt til følgende forbløffende fysiologiske 

kjensgjerning: Vi vet at menneskehjernen 

er i stand til å fastslå energiinnholdet i 

maten og regulere appetitten ut ifra denne 

avgjørende variabelen. Denne evnen faller 

Årsaken til McDonald’s 

suksess er å finne 

andre steder enn blant 

drikkeyoghurtene, 

fruktposene og de 

gratis dingsene 

McDonalds 

reklamekampanje i Norge. 2004 

imidlertid bort når man overstiger en viss 

energitetthet. 7 En stor sjokolade (for eksempel 

en stor Snickers) kan veie 100 gram, men 

gir flere kalorier enn en biff på 400 gram 

servert sammen med poteter og brokkoli. 

Når kaloritettheten i en matvare er for stor, 

klarer ikke hjernen å regne ut hvor mye mer 

man skal spise for å dekke kroppens behov, 

og appetitten reguleres ikke deretter. 

Derfor oppfattes ikke «småspisingen» av 

sjokolade – til tross for alle kaloriene – som 

det måltidet det faktisk er (det samme gjelder 

for sukrose- og fruktose-holdig brus, 

hjernen klarer heller ikke her å fastslå 

kaloriinnholdet). Er det grunnen til at det 

meste som serveres på hurtigmatrestaurantene 

overstiger denne grensen med god margin? 

Jo større kaloriinnhold i maten, jo mindre 

metthetsfølelse – og dermed kan man 

fortsette å spise. Hvem kan vel stå imot en 

ekstra milkshake, den inneholder jo «bare» 

365 kalorier? 

Å presse industrien til å begrense energitettheten 

i produktene sine, er avgjørende 

for å få bukt med fedmeproblemet. Dette er 

selvfølgelig ikke tilstrekkelig i seg selv, men 

bør være en sentral del av et større og mangefasettert 

program for å bekjempe overvekt 

og fedme. 

Fedme er strengt tatt ikke en sykdom (et 

resultat av en biologisk forstyrrelse hos et 

individ), men snarere en «normal» reaksjon 

på et patologisk miljø. Vår moderne livsførsel 

leder til et energioverskudd i kroppen 

på rundt 300 kalorier per dag, og overvekt 

– med alle dens skadelige konsekvenser for 

helsetilstand og forventet levealder 8 – er 

et potensielt massefenomen som ikke kan 

avverges uten at forholdene vi lever under, 

endres. 

Hvert enkelt individs genetiske egenskaper 

kan begrense eller forsterke effektene av 

dette miljøet: Noen er så heldige å være genetisk 

beskyttet mot overvekt, mens det finnes 

barn som i dag utvikler ekstrem fedme allerede 

fra de er fem år gamle. Kunnskap om 

det biologiske grunnlaget for «sykdommen» 

fedme bør gå hånd i hånd med samfunnsrettede 

prosjekter for å tilpasse fysisk aktivitet 

til kaloriinntaket. Like viktig er imidlertid 

en bedring av livsforholdene for de vanskeligstilte 

delene av befolkningen. 

For det er de fattige som rammes hardest 

av overvekt og fedme. Ifølge en studie som 

nylig ble utgitt av det franske sosialdepartementet, 

er fedme ti ganger så vanlig blant 

barn med far som er ufaglært arbeider (7,4 

prosent) enn blant barn med far som er 

høyere funksjonær (0,7 prosent). 9 Det betyr 

selvsagt ikke at barn fra ressurssterke familier 

ikke legger på seg: Hvis man ikke ser på 

fedme, men bare på overvekt, er tallene 22,4 

prosent blant barn med far som er arbeider, 

og 10,8 prosent blant barn med far som er 

høyere funksjonær. Alle får i seg usunn mat, 

sjokolade og brus, men alle har ikke samme 

kosthold hjemme, samme muligheter til å 

drive med sportsaktiviteter, og heller ikke 

samme bevissthet om fedme og de helsemessige 

konsekvensene av det. 

Disse sosiale ulikhetene er også tydelige 

på globalt nivå: Selv om kampen for å 

bekjempe sult fortsatt står øverst på dagsorden, 

er Verdens Helseorganisasjon (WHO) 

bekymret over økte fedmeproblemer i utviklingsland. 

Migrasjonen inn til byene innebærer 

endring i matvaner, og tradisjonell 

matlaging erstattes av billige måltider med 

høyt fett- og sukkerinnhold. I Kina har høyere 

levestandard medført en betydelig vekst 

i forbruk av matolje. Samtidig har inntaket 

av produkter med høyt fettinnhold økt mye 

mer i de fattigste delene av befolkningen. 10 

Alvorlige tilfeller av fedme har både biologiske 

og sosiale årsaker: Bare grundig forskning 

kan gjøre det mulig å forutse disse og 

gjøre noe med dem. I så måte er McDonald’s 

reklamekampanjer ikke et skritt i riktig 

retning. 

1 Verdens Helseorganisasjon (WHO): www.who.int/dietphysicalactivity/publications/facts/obesity/en/ 

2 Et lite apparat som man fester i beltet og som teller hvor mange 

skritt man tar i løpet av en dag. Helsemyndighetene i Storbritannia 

anbefaler mellom 10 000 og 12 000 skritt hver dag. 

3 Hvorfor alt dette saltet? Er det for å få folk til å drikke mer, spesielt 

brus og mineralvann som selges av de samme selskapene? Eller er 

det en billig måte å smakstilsette dårlig mat på? 

4 Nielsen-studien på oppdrag av Ofcom, reguleringsinstansen for 

britiske medier og telekommunikasjon. «Childhood obesity: food 

advertising in context», London, 22. juli 2004. 

5 Samme kilde som over. 

6 For mer om dette, og barnereklame generelt, se François Brune, 

«Fordi de fortjener det?», nordiske Le Monde diplomatique, september 

2004. 

7 Andrew Prentice og Susan Jebb: «Fast foods, energy density and 

obesity: a possile mechanistic link», Obesity Reviews, Oxford, 

november 2003, vol. 4, nr. 4. 

8 Ifølge nye epidemologiske data publisert av Journal of the American 

Medical Association (Chicago, mars 2004), er fedme blitt den viktigste 

dødsårsaken i USA, i tillegg til tobakk. 

9 Etudes et résultats, nr. 283, januar 2004, DREES, det franske sosialdepartementet. 

Basert på tall fra skoleåret 2000-2001. 

10 Barry M. Popkin, «The nutrition transition and obesity in the developing 

world», Journal of Nutrition, Bethesda, 2001.

LE MONDE diplomatique 

Avisen med de internasjonale skribentene: 

- kritikk av storpolitikk og nyliberalisme 

- filosofiske samtidsrefleksjoner 

- internasjonal billedkunst og estetikk 

Nordiske Le Monde diplomatique består hovedsakelig 

av et utvalg oversatte artikler fra den franske 

utgaven. En tredjedel er dessuten artikler initiert av 

vår redaksjon (merket LMD Norden). 

Avisens hovedspråk er norsk. 

Telefon: +47 22 43 42 45 (fra 20. hver måned) 

Adresse: Tostrup terrasse 1, 0271 Oslo, Norge 

Websider: www.diplomatique.no 

E-post: redaksjon@diplomatique.no 

Redaksjon: 

Ansvarlig redaktør/utgiver: Truls Lie 

truls@diplomatique.no 

Redaksjonssekretær: Gøril Eldøen 

ge@diplomatique.no 

Redaksjonsassistent: Steffen Moestrup, 

steffen@diplomatique.no 

Rådgiver (Cafe diplomatique): Anne Tuflåt Lilleberg 

anne@diplomatique.no 

Danmark: Carsten Juhl 

carsten@diplomatique.net 

Oversettere: Henrik Brems, Gøril Eldøen, Jon Holm, 

Kjell Olaf Jensen, Synneve Sundby, Geir Uvsløkk 

Formgiving/billedkunst: Truls Lie 

Skribenter og rådgivere: 

Erland Kiøsterud, Knut Stene-Johansen, Linn 

Stalsberg, Knut Ove Eliassen, Vegard Velle, Åse 

Brandvold, Truls Øra, Trude Iversen, Sven-Olov 

Wallenstein, Vibeke Sperling, Carsten Juhl 

Avisen trykkes hos Nr1Trykk, Lillestrøm, Norge 

Årsabonnement (12 utgaver) 

Norge 380 NOK 

Danmark 420 DKK 

Sverige 480 SEK 

Øvrige Europa 55 euro 

Øvrige verden 60 euro 

Abonnement registreres på www.diplomatique.net, 

telefon +47 22 43 42 45 eller per e-post til 

abonnement@diplomatique.no. 

Le Monde diplomatique trykkes også som eget 

avisbilag til Klassekampens dagsabonnenter i Norge 

Avisen er fri for kommersielle annonser. 

LE MONDE diplomatique internasjonalt 

Totalopplag over 1,4 millioner solgte eksemplarer. 

Utgis på over 20 språk. 

Frankrike: 

1, Avenue Stephen-Pichon, 75013 Paris 

Telefon: +33 1 53 94 96 01 

Internett: www.monde-diplomatique.fr 

Grunnlegger: Hubert Beuve-Méry 

Ansvarlig utgiver: Ignacio Ramonet 

Direktør: Bernard Cassen 

Sjefredaktør: Alain Gresh 

Assisterende sjefredaktører: Martine Bulard, 

Maurice Lemoine, Dominique Vidal 

Redaksjon: Bernard Cassen, Serge Halimi, 

Anne-Cécile Robert 

Øvrige verden: 

Argentina: Månedsavis utgitt av Capital intelectual. 

Bolivia: Bilag til El juguete rabioso 

Brasil: Publisering på internett ved Jornal do Brasil 

og Correio braziliense 

Chile: Månedsavis utgitt av Aún Creemos en los 

Sueños 

Colombia: Månedsavis utgitt av Tebeo 

Communicaciones 

Forente Arabiske Emirater: Bilag til Akhbar Al Arab 

Hellas: Bilag til dagsavisen Eleftherotypia 

Italia: Bilag til dagsavisen Il Manifesto 

Jordan: Bilag til Al Ra’ay 

Luxemburg: Bilag (på tysk) til Tageblatt 

Marokko: Bilag til Al Sahifa-Le Journal 

Portugal: Månedsavis utgitt av Campo da 

Comunicacao 

Serbia: Bilag til dagsavisen Politika, distribueres i 

hele det tidligere Jugoslavia 

Spania: Månedsavis utgitt av Ediciones Cybermonde 

Storbritannia: Månedsavis og abonnementsbilag til 

Guardian Weekly. Se www.mondediplo.com 

Sveits: Bilag (på tysk) til Wochenzeitung 

SørKorea: Bilag til ukeavisen Sol 

Tyskland: Bilag til Die Tageszeitung 

Tyrkia: Månedsavis fra forlaget Okuyan Us Yayin 

Venezuela: Bilag til månedsavisen Question 

Tilgjengelig på internett på tysk, arabisk, engelsk, 

katalansk, kinesisk, spansk, esperanto, gresk, 

italiensk, japansk, farsi, portugisisk, russisk, 

serbisk, tsjekkisk og tyrkisk. 

For mer informasjon, se www.diplomatique.no 

desember 2004 – LE MONDE diplomatique 3 

Molekylær revolusjon 

TRULS LIE 

Ansvarlig utgiver og redaktør, nordiske Le Monde diplomatique 

Den tradisjonelle venstresiden har lenge 

vært i krise. Ikke bare dominerer høyresiden 

nasjonale valg, men venstresiden har også 

beveget seg mot høyre – med velferdskutt, 

angrep på sosiale rettigheter, og deltagelse 

i internasjonal kriger. Gamle tradisjonelle 

grupperinger som før samlet folket på venstresiden 

oppløses. Selve begrepet «venstreside» 

er også uklart. 

Eksempelvis angriper unge og gamle nostalgikere1 

i dag radikale akademikere for å 

ha kapret venstresiden – som om politisk 

abstrakt diskusjon skal ha tatt fokus vekk 

fra praktisk reformarbeid. Andre beskylder 

multikulturalismen for å glemme politikk 

og økonomi til fordel for kulturelle saker. 

I et par tiår har sosialistisk venstreside 

slitt med legitimering. Den franske psykoanalytikeren 

Felix Guattari adresserte problemet 

allerede i 1972 i boken Molekylær 

revolusjon: «Marxismen, i alle dens former, 

mangler begjær og mister sin essens ved tendensen 

til byråkratisme og humanisme – og 

freudianismen har ikke bare ignorert klassekampen 

fra begynnelsen av, men har også 

kontinuerlig forfalsket dens tidlige oppdagelser 

i forhold til det ubevisste begjær, ved 

å lenke det til familien og den herskende 

ordens sosiale normer.» Guattari foreskrev 

da heller Schizoanalyse, som «vil ha mye 

til felles med revolusjonære visjoner om 

sosiale bedringer i fremtiden, uatskillelig 

fra en multitude av molekylær revolusjon i 

begjærets økonomi.» 

Nå, 30 år senere, har amerikaneren Michael 

Hardt og den italienske filosofen Toni Negri 

fullført et par bøker om moderne maktformer 

og motmakt. Deres første bok Empire 2 

beskriver den nye verdensorden der nasjonalstater 

overgir sin selvstendighet til mektige 

overnasjonale institusjoner. Dette imperiale 

fenomenet, som ligner nyliberalismen, 

gjennomstrømmer liv, økonomi og arbeidsliv 

– en penetrering der stat og kapital gjør 

sitt for å definere den enkeltes kulturelle 

og sosiale livsverden. Denne nye form for 

imperial «biomakt» som omgjør hele verden 

til en gigantisk fabrikk, kan ikke tas ved 

roten, da den verken har en slik, ei heller et 

styrende hode. 

Imperiet må møtes med motmakt, av 

mangfoldets kraft, av individuell kreativitet, 

av monstruøst begjær 

– fra et frigjørende nettverk 

nedenfra, hva Negri 

& Hardt kaller multitude 

(mylder, mangfold, 

variasjon, nettverk). 

Nettopp navnet på deres 

nye bok Multitude – War 

and Democracy in the Age 

of Empire (Penguin Press, 

2004). Begrepet multitude 

som også ble benyttet av Guattari, stammer 

opprinnelig fra filosofen Spinoza. 

Poenget i dag er at postmoderne nettverk 

virker subversive overfor undertrykkende 

makt, og samtidig konstituerende for nye 

væremåter og ekspansive nettverk – til forskjell 

fra moderne hierarkier som styrer et 

enhetlig nasjonalt folk eller en uniformt 

organisert masse ovenfra. Mangfoldige 

nettverk (multitude) er heller konstitutive, 

horisontale, ekspansive, og møtepunkter for 

kunnskap, visualitet og følelsemessige relasjoner. 

Negri & Hardt kaller dette biopolitisk 

produksjon – et kjærlighetens prosjekt som 

strekker seg langt utover den borgerlige 

kjernefamiliens privatiserte kjærlighet. 

Poenget er altså at det nye nettverksdemokratiet 

først er muliggjort med det siste 

tiårets fremvekst av teknologiske nettverk. 

I dag mobiliseres motmakt gjennom internetts 

e-post og websider, mobiltelefoner, 

rask transport, migrasjon og samarbeidsformer 

som før ikke var mulig i en slik skala. 

Dessuten tenderer den immaterielle produksjonen 

– produksjonen av ideer, innsikt, 

sosiale relasjoner og rask distribusjon av 

bilder, tekst og lyd – til å dominere vår 

tids arbeidsform. Arbeid blir kommunikativt 

samarbeid, organisert i nettverk og fellesskap 

– intellektuelt arbeid, nettverksar- 

Nettverkene (multitude) 

er heller konstitutive, 

horisontale, ekspansive, 

og møtepunkter for ideer, 

kunnskap, visualitet og 

følelsemessige relasjoner 

beid, oppfinnelser og vitenskap. Poenget er 

ikke at vi lever i et postindustrielt samfunn 

fysisk sett, men at tendensen er at flere og 

flere i samfunnet driver med symbolbehandling 

og informasjonsarbeid. Selv om 

det immaterielle arbeidet og de immaterielle 

varene utgjør en mindre del av både 

dagens arbeidsstokk og produksjon, er det i 

ferd med å bli den nye dominerende formen. 

(Da Marx i sin tid skrev om industrisamfunnet, 

dominerte jordbruket England – og 

knapt 100 fabrikker fantes. Han beskrev en 

kommende tendens.) 

Multitude er en bok for å få innsikt om 

tidens herskende geopolitiske tilstand 

– slik krig i dag er en permanent tilstand, 

en maktmekanisme som 

tjener til å dempe mulig 

oppstand, og forhindre 

demokrati. Eller slik 

Giorgio Agamben (se side 

20) beskriver vår «permanente 

unntakstilstand». 

Krigen mot terrorisme 

muliggjør en fremvekst 

av overdreven statsmakt, 

kontrollsamfunn og globale 

«politiaksjoner» (som i Irak, se side 6). 

Når en rekke institusjoner og verdier 

havner i krise – slik både familien, enhetsskolen, 

fabrikken og fengsel/kriminalitet 

utarter seg – er dessuten krigen god å ha. 

Om det ikke skulle være krig mot terror, så 

er det krig mot narkotika eller prostitusjon 

som mobiliserer tidens moralske «nulltoleranse» 

for å oppnå sosial kontroll. En liten 

«borgerkrig» mot de som ikke innretter seg 

den imperiale «innfangningen», i produksjonen, 

i varekonsumets, avgiftenes, eller 

låneinstitusjonenes vold. 

Man kan lett bli deprimert – om man tar 

innover seg den kyniske, urettferdige overmakten 

noen få har overfor mange, globalt 

sett undertrykte. 

Eksempelvis slik giftkatastrofen i Bhopal 

(side 8) for 20 år siden, der næringslivet 

vurderte de døde og skadede inderne til en 

brøkdel av et vestlig liv. Eller slik en milliard 

av jordens befolkning i dag er overvektige 

– hvorav en tredjedel av disse er 

syke av fedme – mens en snau milliard lider 

av underernæring (side 2). Overgangen fra 

nasjonalt til globalt demokrati virker nærmest 

uoverstigelig. 

Men jeg har ikke tenkt å avslutte dette 

året med å trette deg med all verdens elen- 

© Gerhard Richter: Abstraktes Bild (862-1), 1999. 

dighet – nå rett før julematen. Mitt budskap 

er denne gang heller optimistisk. For elendigheten 

kan ikke vare i all evighet. Til det 

har verden blitt for global og gjennomsiktig 

– der små kameraer fanger inn overgrep fra 

Rodney King i LA, til Abu Graib i Irak. 

Det nye i de siste par hundre årene 

er at flere opprør fått global karakter: 

Slaveopprøret i Karibien; oppstand blant 

industriarbeiderne i Europa og Nord- 

Amerika; eller geriljaen i Asia, Afrika og 

Latin-Amerika. De spredde seg, mobiliserte 

og kommuniserte globalt – med felles kampmetoder, 

livsform og demokratisk lengsel. 

Etter flere tiår med mer lokal motstandskamp 

– som anti-apartheid i Sør-Afrika, IRA 

i Nord-Irland, Palestinernes Intifada, og tsjetsjenske 

separatister – har det nå igjen, med 

WTO-konferansen i Seattle for nøyaktig fem 

år siden, blitt mobilisert en global motstand. 

Vi har nå åpnet opp for en rekke samlinger 

nedenfra (World Social Forum, antikrigsdemonstrasjoner,…). 

Utover å vise negativ motstand, 

dannes også positiv motmakt med ny 

felles praksis, språk, og levemåter forent i et 

felles begjær om en bedre fremtid. Slik vi nå 

kan se i Ukraina. 

Jeg er optimistisk nok til å tro at globaliseringens 

mangfoldige nettverk virker 

demokratifremmende. Eksempelvis kan det 

kommende tiåret åpne opp for eksempelvise 

tiltak som: 

Samfunnslønn til mange som deltar i 

biopolitisk produksjon (også arbeidsløse, 

kunstnere, hjemmeværende, studenter…), 

og fri arbeidsmigrasjon. Vi kan få flere sannhetskommisjoner, 

internasjonale forbryterdomstoler 

og institusjoner som hemmer 

korrupsjon. Dessuten gjeldsslette til de fattigste 

landene. En uavhengig finansiering 

av FN gjennom tobinskatt eller lignende. 

Samt utstrakte nettverk som kan utvanne 

copyright, 3 patent og urimelig eiendomsrett 

som struper kreativt samarbeid, innovasjon 

og naturlig frihet. 

Spinozas århundregamle ide om et «absolutt 

demokrati» er fremdeles aktuell – hvor 

enkeltindivider overtar styringen overfor 

hverandre horisontalt. Med evnen til frihet 

og forskjell, til å kunne avvise autoritet, og 

å uttrykke begjær – kanskje det sunneste og 

mest fornemme menneskelige instinktet – 

så står vi overfor en molekylær revolusjon. 

© LMD Norden 

1 I norsk målestokk, se Marsdal og Wold, Tredje Venstre (Oktober 

Forlag, oktober 2004). Se også forrige Le Monde diplomatique. 

2 Original 2001, på dansk Imperiet (Information Forlag, 2003), på norsk 

i 2005. Se også flere artikler i nordiske Le Monde diplomatique. 

3 Eksempelvis Open source bevegelsen og Creative Commons.


Fortsetter fra side 1 

...Kamera som politisk våpen 

dokumentarfilm som har funnet sted i de 

siste 8-10 årene først og fremst er et resultat 

av kulturpolitiske føringer: 

– Som følge av Kulturdepartementets 

krav om mer rasjonell bruk av statsmidler, 

gikk offentlige støtteinstanser inn for 

enklere, billigere filmer med større virkelighetstilnærming. 

Samtidig rettet de seg i 

større grad mot TV-kanalene, for å få dem 

til å bidra økonomisk. Slik kunne de støtte 

flere filmer, til en lavere kostnad. 

Men hvorfor gjenspeiler ikke de internasjoale 

strømningene seg i den norske dokumentarfilmen? 

Er ikke filmregissørene poliisk 

engasjerte? Gir ikke offentlige bevilgningsinstanser 

støtte til politisk film? 

– Hvis det er mangel på interessant politisk 

dokumentar i Norge i 

dag, skyldes det ikke institujonelle 

begrensninger, men 

t folk generelt ikke er poliisk 

orientert, hevder Peter 

øe, Filmfondets konsulent 

or kortfilm og dokumentar, 

verfor Le Monde diplomatique. 

Leif Holst Jensen, genealsekretær 

for Norske film- 

g tv-produsenters forening 

(Produsentforeningen), gir en mer nyansert 

forklaring: 

– Den frie, uavhengige politiske dokumentaren 

finnes. Det har vi flere eksempler 

på, særlig blant kvinnene. 

Maria Fuglevaag Warsinski er blant dem 

som har vært mest aktive når det gjelder 

å lage film med internasjonalt perspektiv. 

Også Karoline Frogner og Margreth Olin 

har markert seg som filmskapere med stort 

sosialt og politisk engasjement. 

Holst Jensen innrømmer likevel at det 

ikke finnes noen sterk norsk tradisjon for 

politisk dokumentarfilm: 

– For det første er det norske samfunnet i 

stor grad konsensuspreget og lite opptatt av 

konflikt. Her snakker vi med hverandre, og 

tør av den grunn ikke å snakke til hverandre. 

I den grad det lages politisk film, søker 

man ofte sitt tema utenlands, fremfor å rette 

et kritisk blikk mot det norske samfunnet. 

– For det andre har kritisk journalistikk 

forholdsvis gode vilkår i de norske mediene. 

Av den grunn har det ikke vært noe sterkt 

juni 2004 utlyste Institusjonen 

ritt Ord en produksjonsstøtte 

å 12 millioner kroner til debattskapende 

fjernsynsdokumentar. 

Bente Roalsvig, prosjektleder i 

Fritt Ord, forteller at de 101 søknadene 

de mottok hadde stor tematisk 

spredning. Noen trender pekte 

seg likevel ut: 

– Først og fremst fikk vi syv 

søknader om ungdomsserier, som 

fokuserte på overgangen mellom 

barn og voksen, HIV/AIDS-problematikk, 

moralske dilemmaer 

knyttet til abort, forbrytelser eller 

seksuelle overgrep og allmennmenneskelige 

problemstillinger 

knyttet til livet, døden og kjærligheten. 

Mange hadde dessuten 

barn som omdreiningspunkt: 

barn i konfliktsoner, hverdagen 

for en barnesoldat eller situasjonen 

for innvandrerbarn, forteller 

Roalsvig. 

– En tredje tendens var knyttet 

til økologi, klimaforandring og 

ressursfordeling. En fjerde tok for 

seg menneskerettighetsproblematikk 

i Burma, Sri Lanka, Palestina, 

Sudan, Nord-Korea og Russland. 

En femte tendens rettet seg mot 

Norges rolle som fredsmegler i 

Midtøsten og på Sri Lanka. Og en 

sjette ville ta for seg aspekter ved 

Velstands-Norge, som privatiseringstendenser 

og økende forbruk. 

Vi fikk også et par søknader om 

kamp mot terror samt arbeidsinnvandring 

fra Øst. 

«Som public servicekanal 

kan ikke NRK 

vise sterkt radikale 

og polemiske 

filmer» 

– Morten Møller Warmedal, 

NRK Brennpunkt 

behov for alternative medier, i motsetning 

til andre steder i verden – for eksempel 

USA – der «public service»-begrepet har 

vært mindre utviklet. Enkelte filmskapere 

har også blitt kapret av TV-kanalene, og 

har fått stort spillerom i programmer som 

TV2s Dokument 2 og NRKs Brennpunkt. Det 

betyr at den typisk aktualitetssøkende og 

debattskapende fjernsynsreportasjen med 

sin avpolitiserte journalistiske form, vinner 

terreng på bekostning av den mer subjektive, 

dyptpløyende og tidkrevende dokumentaren, 

sier Holst Jensen til Le Monde 

diplomatique. 

Dokumentarfilmen blir i økende grad tilpasset 

fjernsynsformatet. Et relevant spørsmål 

er derfor om TV-stasjonene, i samme 

grad som kino og filmfesti- 

valer, stiller seg åpne for det 

subjektive perspektivet den 

tradisjonelle kinodokumentaren 

ofte inntar – eller om 

de vil legge begrensinger på 

innholdssiden. Filmfondets 

konsulent Peter Bøe er lite 

bekymret: 

– Man skal være svært 

paranoid for å mene at TV 

legger ideologiske bånd på 

hva som kan produseres. Hvis filmen er 

god, vil TV ha den. TV er jo opptatt av sensasjoner. 

Det gjelder både NRK og TV2. Av 

den grunn tror jeg også at de vil vise kontroversiell, 

politisk film. Derimot er det visse 

formelle begrensninger, som for eksempel 

at det er vanskelig å få en dokumentar på 

over én time vist på TV. 

Produsentforeningens Leif Holst Jensen 

er mer usikker. Han mener kanaler som 

NRK i sin streben etter å være nøytrale kan 

komme til å utelukke viktige synspunkter. 

For eksempel vil Brennpunkt nødig vise programmer 

som de kan tas for. Den personlige 

tilnærmingen, som Michael Moore representerer, 

er heller ikke en form de liker, 

mener Holst Jensen. 

Dette bekreftes av Morten Møller 

Warmedal, redaktør av det undersøkende 

NRK-programmet Brennpunkt. 

– Som public service-kanal kan ikke NRK 

vise sterkt radikale og polemiske filmer, 

dersom de ikke overholder presseetiske retningslinjer 

som er regulert i det norske 

– En mediepolitisk handling 

– Generelt var det mange som 

beveget seg i et landskap som både 

var nasjonalt og internasjonalt. 

Derimot var det færre som ville 

ta for seg maktstrukturer i Norge, 

eller som fokuserte på det eksplisitt 

norske. Heller ikke norsk asylpolitikk 

pekte seg ut som et brennbart 

tema. Kun én av søknadene 

tok fatt i dette, nemlig Charlotte 

Røhder Tvedt, som fikk innvilget 

støtte til Så sann- 

ferdig som mulig, 

en dokumentar 

fra UDIs asylavdeling. 

Det 

var også overraskende 

at bare 

to av søknadene 

tematiserte religionensbetydning 

– hvorav den ene, Gunnar 

Hall Jensens Å Herregud!, ble innvilget 

støtte. 

Bjørn Sørenssen, professor i 

filmvitenskap ved NTNU og jurymedlem 

i Fritt Ords konkurranse 

sier at han var skuffet over at en 

del av søkerne var forholdsvis 

populistiske i sine prosjektbeskrivelser: 

– De forholdt seg i for stor grad 

til at det var Fritt Ord som stod for 

konkurransen. Mange av søkerne 

lot til å være «taktiske», og de obligatoriske 

sideblikkene til ytringsfrihet 

og menneskerettigheter opplevdes 

derfor som en tvangstrøye. 

En del søknader avspeilet også det 

«Stadig flere av 

de søknadene 

vi mottar om 

dokumentarfilmstøtte 

er politisk orientert» 

– Bente Roalsvig, Fritt Ord 

selvbiografiske og selvrefleksive, 

det å bruke seg selv som katalysator. 

Det er åpenbart at mange er 

inspirert av Michael Moore. Men 

det var også en god del som var 

mer objektive i sin vinkling og 

som gjorde bruk av en mer tradisjonell 

«voice of God»-posisjon. 

Gunnar Hall Jensen skiller seg ut 

i søkermassen ikke bare i tematikk, 

men også i 

det at han ikke er 

utpreget konfliktorientert. 

Med 

utgangspunkt i 

at spiritualitet er 

et fundamentalt 

behov hos mennesket, 

vil han i 

samarbeid med 

den svenske journalisten Sören 

Wibek prøve å finne en nøkkel 

inn til en verdensanskuelse han 

i sin bortskjemte skandinaviske 

middelklassetilværelse ikke helt 

klarer å få tak på: 

– Min opplevelse av Gud er ikke 

knyttet til å kjøre fly inn i skyskrapere, 

men til å klippe plenen, sier 

han til Le Monde diplomatique. 

– De store verdensreligionene 

uttrykker seg så likt. Både jødedommen, 

kristendommen og 

islam snakker om grenseløs kjærlighet, 

om å føle seg i ett med verden. 

Men hvordan kan man innenfor 

dette kjærlighetsbudskapet 

utføre terrorhandlinger? Jeg for- 

klageinstituttet Pressens Faglige Utvalg. En 

Michael Moore-film, spesielt den siste, kan 

for eksempel tolkes som ren propaganda. 

Men samtidig, hvis filmen er godt og ordentlig 

laget, kan vi gjerne sende den, også om 

den er kontroversiell. 

Filmskaperen Karoline Frogner tror 

imidlertid situasjonen er mer kompleks enn 

som så: 

– Man er ofte ubevisst på hvilken agenda 

man egentlig har. Dersom noe på en eller 

annen måte kan bli vanskelig for TV-kanalen, 

vil de unngå å vise det. I Tradra – i går 

ble jeg tater var det eksempelvis svært problematisk 

at jeg fremstilte lobotomering og 

seksuelle overgrep, selv om fremstillingen 

var aldri så godt underbyg- 

get. 

Frogner har også erfart at 

det er visse temaer det er vanskelig 

å få gjennomslag for. 

I sin kommende dokumentarfilm 

Fred i sikte tar hun for 

seg det fredskapende arbeidet 

både jøder og palestinere nedlegger, 

som man i liten grad 

hører om. Samtidig imøtegår 

hun tostats-løsningen som 

norske aktører har investert 

hele sin politiske tyngde i. 

Hennes erfaring er at det er ekstremt vanskelig 

å få støtte til prosjekter som kritiserer 

norsk utenrikspolitikk: 

– Grunnen kan være at det lenge har 

vært en konsensus om at man som medlem 

i NATO ikke kritiserer den utenrikspolitikken 

som føres. Det kan også være enkelte 

synes det fredsperspektivet jeg legger opp til 

er uinteressant. Det tradisjonelle perspektivet 

er konfliktorientert. Man fokuserer 

gjerne på terrorisme og overgrep. 

Filmskaperne begrenses også av at norske 

TV-kanaler, i den grad de inngår samarbeidsavtaler 

med uavhengige regissører, 

foretrekker dokumentarer som omhandler 

Norge eller norske interesser. Grunnen til at 

de konkurranseutsatte TV-stasjonene vegrer 

seg for å gå inn i prosjekter med en internasjonal 

tematikk er like logisk som den er 

enkel: Hvorfor risikere hundretusener av 

kroner på et uforutsigbart prosjekt, dersom 

man for en langt billigere penge kan kjøpe 

en ferdigprodusert og kanskje langt bedre 

«Det er på 

grasrotnivå de 

viktigste politiske 

tendensene innen 

dokumentarfilmen 

nå avtegner seg» 

– Bjørn Sørenssen, 

professor i filmvitenskap, 

NTNU 

står ikke den religiøse erfaringen 

Hamas eller Muslimsk brorskap 

baserer sine aksjoner på. Kanskje 

er det slik at når man mister kontakten 

med Gud, begynner man å 

insistere? Eller omvendt, at man 

må ha en genuin opplevelse av 

Gud for å kunne være grusom? At 

man må koble seg av fra verden? 

Bente Roalsvig i Fritt Ord sier 

at utlysningen var et engangstiltak. 

I motsetning til den støtten 

Fritt Ord med jevne mellomrom 

gir til forskjellige filmprosjekter, 

var dessuten midlene knyttet til 

TV-visning. 

– Utlysningen ble gjort uten at 

TV-kanalene var informert. Men 

De åtte vinnerne 

film om det samme temaet av utenlandske 

fjernsynsselskaper? 

Dette dilemmaet fikk filmregissøren 

John Sullivan merke da han i filmen Home 

of the Brave – Land of the Free (2003) ville ta 

for seg et rent internasjonalt anliggende, 

nærmere bestemt amerikanske soldater på 

jakt etter terrorister i de afghanske fjellene: 

– Jeg ville dokumentere aksjonene i 

Afghanistan slik de fortoner seg for vanlige, 

innrullerte amerikanske soldater. Hva er 

det som driver dem? Hvorfor gjør de det de 

gjør? Soldatene tror at de tar del i en rederlig 

og ordentlig krig, nemlig krigen mot terror. 

De tror at de jobber for noe godt. Samtidig 

mener de at den afghanske befolkningen må 

oppdras som hunder, gjen- 

nom belønning og straff. De 

er fulle av forakt for denne 

kulturen som ikke er typisk 

vestlig og pengedrevet. 

Å få økonomisk støtte til 

den type problematikk, var 

alt annet enn enkelt: 

– Filmens idé ble møtt 

med likegyldighet. Verken 

Filmfondet eller TV-kanalene 

ønsket å støtte prosjektet. 

Innvendingen var at filmen 

ikke hadde noen kobling til 

Norge. Men internasjonal terrorisme er et 

felles anliggende. USAs aksjoner angår oss 

alle, sier Sullivan, som til slutt måtte gå ut 

i det grå pengemarkedet for å låne penger. 

Han klarte også omsider å overtale sin tidligere 

arbeidsgiver TV2 til å ta del i prosjektet 

– noe de neppe angrer på i dag. Filmen er 

solgt til 24 land, deriblant BBC og Discovery 

Channel. Nærmere 15 millioner mennesker 

har sett den. Nylig vant den Amanda-pris 

under filmfestivalen i Haugesund for beste 

fjernsynsdokumentar. 

Om motstanden han møtte utelukkende 

skyldtes manglende norsk forankring eller 

sterk konkurranse om begrensede midler, 

er vanskelig å vite. Ifølge Filmfondets Peter 

Bøe opererer ikke de med noen formelle 

restriksjoner mot et internasjonalt anslag: 

– Hvis vi tror en film kan bli bra, støtter 

vi den. Vi går gjerne inn i prosjekter fra for 

eksempel Sentralasia eller Midtøsten, selv 

om de ikke direkte har relevans for Norge. 

Verden er jo så tett sammenknyttet. Og vi 

kan slett ikke komme utenom at mye av 

både TV2 og NRK var positive til 

perspektivforskyvningen fra det 

private rommet mot samfunnsmessige 

brytninger, som Fritt Ord 

hadde lagt opp til. Den eneste 

utfordringen var at vi hadde sagt at 

vi ville prioritere serier – det passet 

ikke helt inn i deres sendeskjema. 

Fritt Ords engasjement blir møtt 

med begeistring av samtlige personer 

Le Monde diplomatique har 

snakket med: 

– Jeg oppfatter Fritt Ords initiativ 

som en mediepolitisk handling. 

Det er veldig viktig at det skapes 

alternativer til det som produseres 

i dag, sier Produsentforeningens 

generalsekretær Leif Holst Jensen. 

Beate Petersen og Steffen Moestrup 

Gunnar Hall Jensens dokumentarfilmprosjekt Å Herregud! tar sikte på 

å presentere verdensreligionenes mangfold, særpreg og problematiske 

aspekter gjennom en personlig reise. I Thomas Robsahms serie på seks 

programmer, Moderne slaveri, vil han ta for seg den systematiske utnyttelsen 

av andre mennesker, som foregår gjennom trafficking, tvangsarbeid, 

tvangsekteskap, ekstremt barnearbeid, samt kommersielt og seksuelt 

misbruk av barn. 

De øvrige seks utvalgte prosjektene er Så sannferdig som mulig av Charlotte 

Røhder Tvedt om norsk asylpolitikk. Godt norsk – makt, mat og mening av Are 

Syvertsen og Jon Martin Førland, om den mektige norske matvareindustrien; 

Reindrift i kamp av Karl E. Rikardsen og Svein Andersen, om konflikten mellom 

samene på den ene siden og det norske forsvaret og NATO på den andre; 

Den iskalde krigen av Anne Berit Vestby, om organisert kriminalitet; Min datter 

terroristen av Beate Arnestad om en kvinnelig geriljasoldat på Sri Lanka, og 

En reise i vannets fremtid av Anders Taylor Larsen, om fordeling av verdens 

vannressurser.

det som foregår utenfor Norges grenser også 

vedkommer oss. 

Bøe mener imidlertid at det ikke hører inn 

under Filmfondets agenda å skulle fremme 

den politiske dokumentaren. Andre organisasjoner 

har derimot gått mer aktivt inn for 

saken. I juni 2004 utlyste institusjonen Fritt 

Ord en produksjonsstøtte på 12 

millioner kroner til debattskapende 

fjernsynsdokumentar (se 

egen sak). Utlysningen kan tolkes 

som et tiltak for å forskyve 

den norske dokumentarfilmen 

fra det familiære og private mot 

en større og mer samfunnsrelatert 

problematikk: 

– Vi ser at dokumentaren er et 

godt redskap for å skape debatt, 

og ønsker å styrke dens problematiserende 

og systemkritiske 

side, sier Bente Roalsvig, prosjektleder i Fritt 

Ord. Hun er ikke enig i den diagnosen Bøe 

og Iversen gir av situasjonen for den politiske 

dokumentaren. Tvert imot ser hun et 

stort potensial i det norske filmmiljøet: 

– Noe er i ferd med å endres. Stadig flere 

av de søknadene vi mottar om dokumentarfilmstøtte 

er politisk orienterte. Og enkelte 

produksjonsselskaper følger etter. Blant 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

annet har Piraya Film i Bergen markert 

seg som et miljø med teft for internasjonal 

tematikk, og som ikke minst søker seg inn 

mot et internasjonalt marked. Deres film 

Tinnsoldatene – som fremstiller tre norske FNsoldaters 

reaksjoner på Israels bombing av 

en sørlibanesisk flyktningleir i 1996 – vant 

nylig pris for beste internasjonale dokumentar 

på Beirut International 

Documentary Festival. Piraya 

Film er også produsenter for 

en serie Stiftelsen Egil Raftos 

Hus i Bergen skal lage om 

menneskerettigheter i Nord- 

Korea, Burma, Hviterussland 

og Kurdistan. 

Roalsvig påpeker at det 

skjer en internasjonalisering 

av filmmiljøet i Norge. De 

produksjonsselskapene som 

ønsker å programfeste den 

politiske dokumentarfilmen, gjør i stadig 

større grad bruk av internasjonale nettverk. 

De trekker inn utenlandske regissører, de 

orienterer seg mot internasjonale problemstillinger, 

eller de søker co-finansiering 

utenlands – blant annet i EU-initierte medieprogrammer 

eller gjennom internasjonale 

fora som IDFA (Internasjonal Documentary 

Filmfestival Amsterdam). 

«Det norske 

samfunnet 

er i stor grad 

konsensuspreget 

og lite opptatt av 

konflikt» 

– Leif Holst Jensen, 

Produsentforeningen 

Nye toner i norsk dokumentarfilm. 

Internasjonaliseringen kan også observeres 

i aktivistmiljøer, der dokumentarfilm 

for alvor er blitt et sentralt redskap. Ifølge 

Bjørn Sørenssen, professor i filmvitenskap 

på NTNU, er det på grasrotnivå de viktigste 

politiske tendensene innen dokumentarfilmen 

nå avtegner seg. Opptaks- og redigeringsutstyr 

blir stadig billigere, distribusjonskanalene 

på internett stadig flere. 

Et eksempel på dette er medieverkstedet 

Spis De Rike på Hausmania i Oslo. I fem år 

har den venstreorienterte aktivistgruppen 

– som anser seg selv som en del av den globale, 

antikapitalistiske bevegelsen – drevet 

en filmklubb der de ved hjelp av internasjonale 

nettsider utveksler dokumentarfilmer 

med tilsvarende grupper i utlandet. 

For Pedro Caba, Akbar Grande og Liselott 

Säll i Spis de Rike er dokumentarfilmen først 

og fremst et demokratiserende medium: 

– Mens historien til nå har blitt skrevet 

av en elite, vil den fremtidige historieskrivningen 

baseres på flere kilder. Alternative 

medieprodusenter rundt om i verden sitter 

på dokumentasjon av de siste årenes politiske 

aksjoner som antakelig er like omfattende 

som det de offentlige medieinstansene 

har av materiale. Vi kan fortelle «den 

andre versjonen», sier aktivistene. 

De påpeker at med utbredelsen av digitale 

medier kan vanlige samfunnsborgere lettere 

kommentere sin tilværelse eller tilkjennegi 

sine drømmer, og på den måten bidra til å 

forandre samfunnsutviklingen. 

Medieverkstedets budskap er uomtvistelig 

politisk, men den litt traurige realismen 

som kjennetegnet 70-tallets politiske 

dokumentar er definitivt forlatt. I likhet 

med Fahrenheit 9/11 og Surplus harselerer de 

med den kapitalistiske politikkens fremste 

representanter gjennom et kjapt, effektivt 

formspråk preget av musikkvideoens eller 

reklamefilmens forføreriske uttrykk. Et 

eksempel er den tre minutter lange Barbar, 

der videoopptak av kontinuerlige bombenedslag 

i de afghanske fjellene akkompagneres 

av et oppstemt, nesten bejaende segment 

fra Pergolesis Stabat Mater, og på den måten 

skaper et medrivende, suggestivt uttrykk. 

– Et traust og kjedelig formspråk ville 

ha virket avvisende på den generasjonen 

vi i hovedsak retter oss mot. Har man noe 

å fortelle, bør man bruke en fortellerform 

det svinger av, sier representantene fra Spis 

De Rike. 

Det kan altså se ut til at den politiske 

dokumentarfilmen er i ferd med å styrkes 

– ikke bare i alternative bevegelser men 

også i mer formelle fora: Nobels Fredssenter 

i som åpner i Oslo i juni 2005, har annonsert 

at de vil satse på internasjonal dokumentarfilm. 

Til sommeren vil Nasjonalmuseet for 

Kunst i Oslo markere sammenslåingen av 

museene med et filmprogram. Og Margreth 

Olins dokumentar Ungdommens Råskap var 

åpningsfilmen på den nettopp avsluttede 

Oslo International Film Festival. 

De alternative visningsstedene representerer 

en motpol til de store medieinstitusjonene. 

Globale undergrunnsnettverk belyser 

konflikter som ikke får plass i de eksisterende 

mediene. Spørsmålet er bare om de 

vil forbli en undergrunnskultur eller en 

deloffentlighet – eller om de kan klare å nå 

utenfor sine egne rekker og påvirke folket. 

© LMD Norden 

Abonner på 

Le Monde diplomatique 

Du får da avisen rett i postkassen før den kommer i løssalg, 

sparer 2 av 12 utgaver årlig, samt har tilgang til vårt 

elektroniske nettarkiv. 

– for 380 kroner (NOK) 

Registrer deg på 

www.diplomatique.no 


Dokumentarfilm 

Supersize me – nå på DVD 

I Supersize me gjennomgår forsøkskaninen 

Morgan Spurlock 

et ernæringsmessig eksperiment. 

Gjennom å spise dagens tre måltider 

på McDonald’s i 30 dager 

skal han utforske fastfoodmatens 

virkning på sin egen kropp. 

I dokumentaren følger vi Morgan 

Spurlocks besøk på McDonald’s, 

og akkurat som i Kristopher 

Schaus jackass-stunt blir den kroppslige nedbrytningen 

filmatisert. Men mellom de stadig mer 

kvalmende burgerorgiene presenteres avslørende 

fakta om fastfoodselskapenes makt og innflytelse i 

det amerikanske samfunnet. Trender vi også finner 

i det norske samfunnet, som outsourcing av kantinedrift 

til kjeder som serverer fet og usunn mat, og 

merkevarebygging rettet mot barn. Spurlock, som 

også er regissør av filmen, ville gjennom sitt eksperiment 

utfordre de store fastfoodselskapene i USA 

og stille dem til svars for å selge helseskadelig mat. 

Dokumentaren har derfor blitt sammenliknet med 

Michael Moores produksjoner. 

Regissøren nøyer seg med å avdekke kritiske samfunnsforhold 

og gir ingen egen analyse. De fakta som 

blir presentert er allikevel tankevekkende, ikke bare 

i forhold til det å spise på McDonald’s, men også 

i forhold til konsekvensene av å la råkapitalistiske 

interesser styre matvareutviklingen. Dokumentaren 

fikk et politisk etterspill og McDonald’s ble tvunget 

å fjerne supersize-alternativet fra menyen. 

Supersize me, som tidligere i år har blitt vist på norske 

kinoer, er nå sluppet ut på DVD og kan leies i de 

fleste videokiosker. 

Liselott Säll 

Krigsmotstanden i USA 

We Interrupt This Empire... skildrer 

krigsmotstanden på vestkysten 

av USA. Et mangfold av protester 

fra San Franciscos gater er 

dokumentert, som stengingen av 

finansdistriktet i San Francisco 

ukene etter USAs invasjon av 

Irak. Samtidig blir medieselskapenes 

dekning av krigen og USAs 

krigsindustri, angrep på sivile rettigheter 

og imperialistiske agenda kritisert. På tross 

av Bushs seier i det amerikanske valget i høst, har 

krigsmotstanden i USA aldri vært større enn nå. 

Noen politiske kommentatorer hevder at det amerikanske 

folkets motstand mot Irak-krigen har vært 

større enn 60-årenes motstand mot Vietnam-krigen. 

Antikrigsprotestene har vært mest synlige i de store 

byene, som New York og byene på vest- og østkysten 

i USA. We Interrupt This Empire... gjengir protestene 

fra San Francisco-området, men formidler også 

de problemstillinger og analyser antikrigsbevegelsen 

i USA er opptatt av. Dokumentaren er et kollektivt 

verk av uavhengige videoaktivister, som er knyttet 

til «The San Francisco Bay Area Independent Media 

Center». Senteret er en del av det globale indymedia-nettverket. 

www.indybay.org/ 

Liselott Säll 

The Big One 

På en kampanjetur rundt om i 

USA for sin nye bok Downsize me 

bestemmer Michael Moore seg 

for å dokumentere erfaringene 

til de mange rammede menneskene 

han møter på sin vei. I 

The Big One er Michael Moore 

etter storselskapenes skalper. I 

møte med de rammede og deres 

situasjon stiller han seg spørsmålet: 

Hvorfor flytter selskapene 

ut store arbeidsplasser til utlandet, når de går med 

enorme overskudd allerede? Et spørsmål han gjør 

alt for å få svar på fra de ansvarlige direktørene i 

selskapene. Disse gjør imidlertid alt for å slippe unna, 

og Michael Moore har lite hell. Helt til han får napp 

hos Nikes Phil Knights, som stiller opp til intervju. 

Knights blir konfrontert med bruken av barnearbeid 

i indonesiske Nike-fabrikker og klarer ikke å komme 

med et godt svar. Han virker heller ufølsom, når han 

svarer at dette ikke bekymrer ham. 

The Big One fra 1997 er oppfølgeren til Michael 

Moores første dokumentar Roger and Me (1989), 

men morsommere, sintere og mer provoserende. 

Hans kartlegging av storselskapenes USA likner på 

en stand-up komedie. Han sier selv at målet med 

dokumentaren er å gi folk en skikkelig god latter 

i tillegg til at han håper noen vil bli sinte nok til å 

gjøre noe. 

Under press, blant annet som et resultat av det 

avslørende intervjuet i Michael Moores film, forpliktet 

Nike seg til å heve minimumsalderen til 16 

år samt å innføre amerikanske helse- og sikkerhetsstandarder 

på sine utenlandske fabrikker. The Big One 

blir vist på Spis de rike filmklubb i Oslo 7. desember. 

(www.spisderike.net)


Fallujah som fiendebilde 

IRAK: Det første George W. Bush 

gjorde etter at han ble gjenvalgt 

var å gi ordre om angrep på 

Fallujah. Men det er lite trolig at 

Fallujah vil fungere som utstillingsindu 

for hva myndighetene kan 

ilby når «terroristene» er borte. 

DAVID BARAN 

Forsker, for tiden rådgiver for International Crisis Group (Brussel). 

Fallujah er en by som alltid har følt seg uretterdig 

behandlet. Og det med rette. I april 

003, like etter at Bagdad hadde falt, tok et 

pontant organisert råd av religiøse ledere 

g stammeledere midlertidig over styringen 

v Fallujah etter at regimets institusjoner 

alt fra hverandre. De sendte av gårde en 

tsending for å forhandle med koalisjonen 

m byens overgivelse. I Fallujah som andre 

teder nord i landet, var styrkene som ble 

ntatt å være lojale mot Saddam Hussein, 

orduftet. Innbyggerne rettet bitre anklager 

ot tyrannen for urett og utrenskninger 

om alle familier i byen var blitt rammet av, 

g ventet – pragmatiske – på å se hva amerianerne 

kunne gjøre. 

Det fikk de snart se. Amerikanernes ufortåelige 

elskverdighet overfor plyndrere 

jorde sitt til å bekrefte den svært utbredte 

ppfatningen om at USA hadde invadert 

andet for å ribbe og ødelegge det. De amerianske 

styrkene som var utstasjonert i dette 

mrådet hadde også umiddelbart oppført 

eg på en mye mer aggressiv måte enn styrene 

i de sjiamuslimske områdene i sør. For 

em kunne Fallujah ikke være annet enn 

iendens by. Noe den også ble, litt etter litt. 

Likevel var denne antatte bastionen for 

addam Hussein-nostalgikere og utenlandke 

terrorister i utgangspunktet ikke stort 

er enn en liten, relativt privilegert by 

nder det gamle regimet – sammenlignet 

ed en by som Hilla, som var fullstendig 

tøtt ut i mørket. Fallujah var fremfor alt 

n dypt konservativ by. Det var for øvrig 

isse religiøse tilbøyelighetene som gjorde 

BUSH-SEIER: Napoleon måtte 

tape to slag før han skjønte at et 

dypere historisk skifte var på gang, 

mens Bush måtte vinne to ganger 

for at liberalerne skulle forstå at 

vi er på vei inn i en ny æra, skriver 

Slavoj Zizek i sin kommentar til 

det amerikanske presidentvalget. 

SLAVOJ ZIZEK 

Slovensk forfatter og filosof. Fast bidragsyter til nordiske Le Monde 

diplomatique. 

at Fallujah ble utsatt for Baath-regimets aller 

første undertrykkelsesaksjoner på 1970-tallet, 

da den lokale fløyen av Det muslimske 

brorskap ble knust. 

Byens stammekultur ga den derimot et 

privilegium, om enn tvetydig: Visse lederes 

samarbeid med regimet hadde en smertelig 

bakside, nemlig gjentatte utrenskninger og 

påtvunget underordning overfor makthaverne. 

For å avkrefte de vanlige fordommene 

en gang for alle, la oss ikke glemme at en 

av stammene som var kjent for å være aller 

mest fiendtlig overfor Saddam Husseins 

regime – og som like lite avfinner seg med 

okkupasjonsmakten – er Albu Nemer-gruppen 

som holder til i nærheten av Fallujah. 

De stridende selv, inkludert de som har 

tjenestegjort i Iraks republikanske garde 

eller i etterretningsvesenet, er grundig lei av 

systematisk å bli beskrevet som tyrannens 

trofaste støttespillere. 

Hvordan kunne Fallujah bli den «kreftsvulsten» 

amerikanske og irakiske styresmakter 

beklager seg over i kor? Som om byen var 

syk, som om en ny sjokkterapi kunne helbrede 

den? Man kan si at den amerikanske 

okkupasjonens tvetydigheter og svakheter 

har hatt en forsterket effekt i Fallujah, og 

byen fremstår som symbol for et fenomen 

som er mer omfattende og mer utydelig enn 

som så. Byen avdekker også et annet syndrom: 

USAs tendens til å kjøre seg fast i Irak 

gjennom de perverse konsekvensene deres 

egen improviserte politikk har. 

Fallujah er et sammensatt resultat av de 

opprinnelige fordommene mot dem man 

antok var regimets naturlige allierte, harde 

angrep på en befolkning som nødvendigvis 

måtte være fiendtlig, og så fiaskoen i Fallujah 

i april 2004: Etter at arbeidere bevæpnet med 

spader lot hatet strømme fritt i møte med 

fire amerikanske paramilitære, og likene av 

disse ble skjendet av folkemengden, beleiret 

amerikanske styrker byen i det som ble kalt 

en gjengjeldelsesaksjon, og lot den deretter 

seile sin egen sjø. I dag, når amerikanske 

ansvarspersoner, som forsvarsminister 

Donald Rumsfeld, forsøker å komme på 

offensiven igjen gjennom å gjenokkupere 

Fallujah, gjør de ikke annet enn å forsøke 

å rette opp sine egne fadeser. Ansvaret for 

denne nye offensiven må de først og fremst 

ta på egen kappe. 

Amerikanske og irakiske styresmakter 

har brukt forskjellige argumenter for å rettferdiggjøre 

offensiven mot Fallujah: Byen 

skal ha fungert som skjulested for visse 

væpnede motstandsgrupper og bidratt til 

å styrke deres militære kapasitet – et fristed 

hvor de har kunnet samle seg, hvile 

seg og omorganisere seg. Byen skal ha vært 

utgangspunkt for aksjoner over hele landet. 

Fallujahs symbolske funksjon etter konfrontasjonene 

i april skal også ha ført til at store 

ressurser, både økonomiske og menneskelige, 

er blitt kanalisert gjennom byen og skapt 

grobunn for ytterligere voldshandlinger. 

I tillegg har amerikanske og irakiske styresmakter 

understreket nødvendigheten av 

et samlet Irak frem mot det kommende 

valget, og nødvendigheten av å befeste de 

sårbare irakiske styresmaktenes autoritet. 

I tillegg, fortsatt ifølge den offisielle argumentasjonen, 

måtte befolkningen i Fallujah 

beskyttes mot trusler fra væpnede opprørere 

de ikke nødvendigvis støttet opp om, 

og de måtte få unnslippe fruktesløse og 

ustanselige bombeattentater og få tilgang 

til grunnleggende offentlige tjenester som 

hadde vært avstengt i månedsvis. 

Det ser imidlertid ut til at den nye beleiringen 

av Fallujah handler mer om andre 

ting. Iscenesettelsen av en slags «irakisk 

suverenitet» illustrert av statsminister Eyad 

Allawis teatralske «klarsignal» lurer ikke 

irakerne: Det virkelige «klarisgnalet» dreide 

seg vel heller om å hjelpe Bush til å bli gjenvalgt? 

Mange betrakter forhandlingene som 

ble innledet med representanter for opprørsbevegelser 

før angrepet som et enkelt 

påskudd for å sette i gang operasjonen på 

et tidspunkt som passet den amerikanske 

politiske dagsordenen. 

Å knytte skjebnen til byen og dens innbyggere 

1 til den «jordanske terroristen» Abu 

Musab al-Zarqawi, styrket bare den utbredte 

oppfatningen i Irak om at intervensjonen 

ville komme uansett – hvor høy pris sivil- 

Liberalernes Waterloo 

Venstreliberalernes første reaksjon på Bushs 

andre valgseier var skuffelse, ja til og med 

frykt. De siste fire årene var ikke bare en 

vond drøm. Marerittet – alliansen mellom 

storselskaper og fundamentalistisk popuisme 

– fortsetter. Bush kan videreføre sin 

genda med friskt mot, oppnevne konserative 

høyesterettsdommere, invadere nye 

and etter Irak – og det liberale USA er ett 

kritt nærmere utslettelse… 

Det er imidlertid nettopp en slik følelsesessig 

reaksjon man bør prøve å stå imot. 

en er bare et uttrykk for i hvilken grad 

iberalerne lykkes med å påtvinge oss sin 

åte å se ting på. Hvis man holder hodet 

aldt og analyserer valgresultatet i ro og 

ak, fremstår situasjonen i et ganske annet 

lys. 

Mange europeiske kommentatorer spør 

seg hvordan det er mulig at Bush kunne 

vinne, med flertallet av den intellektuelle 

og populærkulturelle eliten mot seg. Vi er 

nå omsider tvunget til å ta inn over oss hvor 

stor mobiliseringskraft den amerikanske 

kristenfundamentalistiske forestillingsverdenen 

har. Dette fenomenet er mye mer 

paradoksalt og postmoderne enn dets svært 

iøynefallende dumskap gir inntrykk av. 

Historien om scientologikirkens fremvekst 

illustrerer denne dimensjonen godt: 

Scientologikirkens grunnlegger Ron L. 

Hubbard begynte sin karriere som science 

fiction-forfatter, og skrev en rekke romaner 

om livet på en annen galakse før menneskeheten 

utviklet seg på Jorda. Etter hvert 

ble Hubbard så oppslukt av sitt verk at han 

begynte å fremstille sine litterære fiksjonsfortellinger 

som «seriøse» religiøse tekster. 

Det som i utgangspunktet var fiksjon ble 

omgjort til religion, med tilbakevirkende 

kraft. Dette er en nøyaktig omvendt versjon 

av modernitetens historie, der tekster 

som opprinnelig var religiøse overlever som 

kunstneriske monumenter over menneskeåndens 

storhet… 

Noe lignende gjelder også for Tim F. 

Lehayes og Jerry B. Jenkins’ Left Behind-serie, 

den amerikanske kristenfundamentalismens 

litterære bestselger. Serien består av 

tolv romaner om verdens forestående endelikt. 

Til tross for at de store mediene har 

ignorert denne romanserien, har den solgt 

over 60 millioner eksemplarer. Fortellingen 

starter med at flere millioner mennesker 

forsvinner på uforklarlig vis – dette er de 

uskyldige sjelene som Gud kaller opp til 

seg for at de skal unnslippe verdens undergang. 

Så dukker Antikrist opp i Nicolae 

Carpathias skikkelse, en ung og karismatisk, 

slesk og slu rumensk politiker som blir 

valgt til generalsekretær i FN og flytter verdensorganisasjonens 

hovedsete til Babylon. 

Herfra har han stor suksess med sin plan om 

å gjøre FN til en antiamerikansk verdensregjering 

som tvinger alle nasjonalstater til å 

avvæpne seg. Og slik fortsetter det, helt til 

det avgjørende slaget der alle ikke-kristne, 

jøder inkludert, blir brent i et katastrofalt 

flammehav. Tenk hvilken oppstandelse det 

ville blitt i vestlige liberale medier om noen 

hadde skrevet en lignende historie fra et 

muslimsk ståsted og toppet bestselgerlistene 

i arabiske land! 

Det er ikke først og fremst disse romanenes 

forbløffende primitivisme og dårlige 

kvalitet som tar pusten fra en, men den 

merkverdige blandingen av «seriøse» religiøse 

budskap og det laveste innen populærkulturelt 

kommersielt søppel. 

Neste tankesprang handler om demokratiets 

grunnleggende paradoks. I den stalinistiske 

bibelen The History of the VKP(b), 

dukker det opp et enestående paradoks når 

Stalin (bokens ghostwriter) beskriver utfallet 

av en avstemning på en partikongress 

på slutten av 1920-tallet: «Med stort flertall 

vedtok delegatene enstemmig sentralkomiteens 

resolusjonsforslag». Hvis vedtaket var 

enstemmig, hvor ble det da av mindretallet? 

Dette paradokset er likevel overhodet ikke 

uttrykk for et perverst «totalitært» knep 

– det ligger til grunn for demokratiet som 

sådan. 

Demokratiet er basert på en kortslutning 

mellom «flertallet» og «alle»: Vinneren tar 

alt, flertallet er synonymt med «alle» og 

beholder all makt – selv om vinnerens fler- 

befolkningen enn måtte betale. Den irakiske 

statsministeren og forsvarsministeren hadde 

uttrykt sitt inderlige ønske om å «frigjøre» 

de uskyldige innbyggerne i Fallujah, men 

da mange av dem forutsigbart nok rømte fra 

byen da angrepet nærmet seg, ble det ikke 

gjort noen seriøse forsøk på å gi dem midlertidig 

innkvartering eller kompensasjon 

– kort sagt, ingen forsøk på å «forføre» dem. 

Når «frihet» på ny brukes som argument for 

krig, la oss igjen stille spørsmålet som operasjon 

Iraqi Freedom aldri har gitt noe svar på: 

Hvem er det man skal overbevise, om ikke 

de som blir «frigjort»? 

Man aner at svarene på dette spørsmålet 

ikke vil være særlig betryggende. Målet 

med å innta en steil posisjon var vel for 

Eyad Allawi å tilfredsstille de som i Irak 

og i utlandet ønsker en hard og uforsonlig 

regjering og tror dette gir et lite håp for 

fremtiden? For den amerikanske administrasjonen 

var vel dette først og fremst en 

måte å slå neven i bordet på for å overbevise 

både sin egen opinion og sine fiender om at 

USAs intensjoner ikke lar seg rokke ved? 

Sivile myndigheter anser antakelig angrepet 

på Fallujah som en behendig militær løsning 

på et svært sammensatt problem som 

er vanskelig å finne en politisk løsning på, 

mens militære myndigheter ser en mulighet 

til å vinne den håndgripelige seieren de 

har ventet så lenge på – ved å nedkjempe en 

fiende som ikke er så flyktig, som er presset 

inn i defensive posisjoner og som endelig 

forsvarer et territorium, om enn et urbant 

sådant. 

Disse spekulasjonene tjener egentlig bare 

til en ting: Å understreke behovet for en 

fiende hos de ulike nevnte aktørene – eller 

behovet for en fiende av kjøtt og blod. Det er 

ikke noe nytt i dette. Saddam Husseins fall 

skulle få Irak på rett kjøl. Arrestasjonen av 

Saddam Hussein i desember 2003 skulle gi 

nådestøtet til den væpnede motstandsbevegelsen. 

Nå ser det ut til at roten til det onde 

er Al-Zarqawi: Hans betydning skal være så 

stor at hvis han blir drept vil det veie opp 

for de mediale kostnadene ved at arabiske 

tv-stasjoner viser sivile ofre for de mange 

angrepene mot hans nettverk. 

tall kanskje bare utgjør noen hundre stemmer 

blant millioner. 

Det holder ikke å bare hevde at «demokrati» 

betyr at makten utgår fra folket og 

skal tjene folket, og at det store flertallets 

vilje og interesser (de to er på ingen måte 

automatisk sammenfallende) bestemmer 

statens avgjørelser. Demokrati – slik begrepet 

brukes i dag – dreier seg fremfor alt om en 

formell legalisme: Minimumsdefinisjonen 

er ubetinget aksept av et sett formelle regler 

som sikrer at motsetninger helt og holdent 

absorberes inn i det pinefulle spillet. 

«Demokrati» betyr at uansett hvor mye 

triksing som måtte ha foregått i et valg, vil 

enhver politisk aktør akseptere resultatet 

uten å mukke. I den forstand var også presidentvalget 

i USA i 2000 «demokratisk»: Til 

tross for den åpenbare manipuleringen av 

valget og meningsløsheten i at noen hundre 

stemmer i Florida avgjorde hvem som skulle 

bli president, aksepterte demokratenes kandidat 

nederlaget. 

Uker med usikkerhet fulgte, og Bill 

Clinton kom på det tidspunktet med en 

treffende og syrlig kommentar: «Det amerikanske 

folket har talt, vi vet bare ikke helt 

hva det har sagt.» Denne kommentaren bør 

tas mer alvorlig enn den var ment. Selv i dag 

vet vi ikke hva det amerikanske folket sa 

den gangen – kanskje er det fordi det ikke 

var noe reelt «budskap» bak resultatet i det 

hele tatt. 

De som er gamle nok til å huske de 

«demokratiske sosialistene» og deres kjedelige 

forsøk på å sette visjonen om autentisk 

sosialisme opp mot den elendige «virkelig 

eksisterende sosialismen», vet at det hegelianske 

standardsvaret er ganske passende for 

denne typen forsøk: Når virkeligheten ikke 

lever opp til ideen, er det alltid et uttrykk for 

en iboende svakhet ved selve ideen. Hvorfor

I likhet med disse utbyttbare personene 

handler territoriet man strides om i Fallujah 

fremfor alt om en spesiell oppfatning av 

fienden, som fremhever dette områdets 

utenforskap i forhold til resten av befolkningen. 

Denne oppfatningen setter likhetstegn 

mellom fysisk eliminering av motstandere 

og det å bekjempe opprøret. 

Det var derfor nødvendig å «frigjøre» 

befolkningen fra de nye undertrykkerne – 

selv om det innebar å stenge alle menn mellom 

15 og 55 år inne i den beleirede byen; 2 

selv om det innebar å kutte vannforsyningen 

til innbyggere som nektet å flykte, for 

å gi marinesoldatene enda større fortrinn; 

selv om det innebar å frata innbyggerne 

mulighet til medisinsk behandling ved å 

okkupere sykehuset og holde hjelpeorganisasjoner 

på avstand fordi de hadde spredt 

motpropaganda som plukket fra hverandre 

myten om «kirurgisk» krigføring. 

Selv om et utall dokumenter fra den amerikanske 

hæren, spesielt marinen, beskriver 

befolkningen som opprørets «tyngdepunkt», 

altså målet som må «erobres» for å 

bryte ned fienden, risikerer «frigjøringen» 

av Fallujah å gi fienden ny glød. I alle fall 

frem til løftene om gjenoppbygging blir 

innfridd, noe som uunngåelig vil ta lang tid, 

siden byen er ødelagt. Omfanget av ødeleggelsene 

bekrefter for øvrig spådommer fra 

begge sider: For amerikanerne vitner det 

om det massive ondet man måtte luke vekk, 

mens for innbyggerne i Fallujah er dette det 

endelige beviset på USAs aggressive fremferd 

og ønsket om å spesifikt ramme deres 

by. 

Den absurde relasjonen mellom Fallujahs 

innbyggere og amerikanske styrker har helt 

fra starten utviklet seg på følgende måte: De 

amerikanske styrkene har funnet bekreftelse 

på sine forutinntatte oppfatninger om 

byen og handlet deretter, mens byens innbyggeres 

gradvis har fått styrket sin oppfatning 

av okkupanten som arrogant, brutal og 

urettferdig. Parallelt med myten om heroisk 

motstand har det utviklet seg en offerargumentasjon, 

en martyrsymbolikk – og 

temaene motstand og martyr har smeltet 

skulle ikke dette også gjelde for demokratiet 

som sådan? Er det ikke altfor enkelt å skulle 

erstatte det «virkelig eksisterende» liberale 

kapital-demokratiet med et mer ekte «radikalt» 

demokrati? 

Dette betyr likevel ikke at Bushs valgseier 

i 2004 bare var en uheldig glipp, et 

resultat av triksing og manipulasjon. Hegel 

skrev apropos Napoleon at han måtte tape 

to ganger: Det var først etter Waterloo han 

innså at nederlaget hans ikke var et tilfeldig 

militært uhell, men et uttrykk for et dypere 

historisk skifte. Det samme gjelder for Bush: 

Han måtte vinne to ganger for at liberalerne 

skulle forstå at vi er på vei inn i en ny æra. 

11. september 2001 ble tvillingtårnene 

angrepet. Tolv år tidligere, 9. november 

1989, falt Berlinmuren. Denne hendelsen 

markerte inngangen til de «lykkelige 90årene», 

med Francis Fukuyamas drøm om 

«historiens slutt» og troen på at det liberale 

demokratiet i prinsippet hadde vunnet: at 

letingen var over, at det globale, liberale verdenssamfunnets 

tid var rett rundt hjørnet, 

at hindringene for denne hyper-hollywoodske 

happy ending kun var forbigående fenomener 

(lokale «motstandslommer» hvor 

lederne ennå ikke hadde forstått at deres tid 

var forbi). 

I kontrast til dette markerte 11. september 

2001 slutten på de «lykkelige 90-årene» 

med Clinton, og starten på en periode der 

nye murer bygges opp overalt – mellom 

Israel og Vestbredden, rundt Den europeiske 

union, på USAs grense til Mexico og så 

videre. 

I boken The War on Iraq skriver William 

Kristol og Lawrence F. Kaplan: «Oppdraget 

starter i Bagdad, men det slutter ikke der. (…) 

Vi står ved inngangen til en ny historisk æra. 

(…) Dette er en avgjørende tid. (…) Det hand- 

sammen i begrepet ofring. Fallujah ofrer seg 

på modig vis i Iraks og i islams navn. Denne 

visjonen har gitt seg utslag i en stor produksjon 

av videoer og internettsider som spres 

langt utover det omstridte territoriet. Og 

den setter i gang en dynamikk som strekker 

seg langt utover byen Fallujah. 

Denne mytologien omkring «offer-byen» 

får sin endelige bekreftelse i den amerikanske/irakiske 

offensiven mot Fallujah 

slik den er blitt ført. Omringingstaktikken, 

ingen perspektiver om kapitulasjon, samt 

byens symbolske verdi: Summen av dette 

var en garanti for blodbad. Overtakelsen av 

sykehuset, som hindret at blodige bilder ble 

spredt, førte uunngåelig til økt støtte til de 

ler om så mye mer enn Irak. Det handler til 

og med om mer enn Midtøstens fremtid og 

krigen mot terror. Det handler om hvilken 

rolle USA har til hensikt å spille i det 21. 

århundret.» Man kan ikke annet enn å si seg 

enig: Det er faktisk det internasjonale samfunnets 

fremtid som står på spill nå – hvordan 

den nye verdensorden vil være, hvilke 

regler som skal gjelde. 

En ny visjon om Den Nye Verdensorden 

har derfor vokst frem som den faktiske rettesnoren 

for USAs politikk de siste årene: Etter 

11. september avskrev USA i bunn og grunn 

resten av verden som verdig samarbeidspartner. 

Det endelige målet er derfor ikke lenger 

Fukuyamas utopiske idé om å spre et universelt 

liberalt demokrati, men å gjøre USA 

til en «Festning Amerika», 

en ensom supermakt isolert 

fra resten av verden, 

som beskytter sine vitale 

interesser og forsvarer seg 

militært ikke bare gjennom 

styrker som raskt 

kan utstasjoneres hvor som helst i verden, 

men også gjennom utvikling av våpenteknologi 

som gjør det mulig å kontrollere 

jordas overflate fra verdensrommet. 

Denne strategien setter de nylige konfliktene 

mellom USA og Europa i et nytt lys: Det 

er ikke Europa som «svikter» USA – det er 

USA selv som ikke lenger trenger å støtte seg 

til sitt eksklusive partnerskap med Europa. 

Kort sagt, problemet med Bushs USA er ikke 

at det er et nytt globalt imperium, men at det 

ikke er det: Samtidig som det forsøker å late 

som om det er et imperium, fortsetter det å 

handle som en nasjonalstat, som nådeløst 

forsvarer sine egne interesser. USAs politikk 

den siste tiden kan nesten betraktes som 

en omvendt versjon av miljøvernernes velkjente 

motto «tenke globalt, handle lokalt»: 

forskansede kjemperne fra mange irakeres 

side – om enn en relativ og tvetydig støtte. 

For ikke å snakke om medfølelsen med de 

sivile. 

Ødeleggelsen av byens infrastruktur vil 

uunngåelig styrke en omhyggelig oppbygd 

forestillingsverden. Spesielt siden det ikke 

foreligger tilstrekkelige planer for å få på 

plass lokale styringsstrukturer – en utfordring 

i seg selv – kompensasjon for ødeleggelser 

og gjenoppbygging, til tross for retoriske 

erklæringer. 

Fallujah kan dermed bli symbolet for 

«okkupantenes» brutalitet og serviliteten 

til deres irakiske samarbeidspartnere, snarere 

enn et utstillingsvindu for hva myndig- 

Bushs USA handler globalt og tenker lokalt. 

Med disse faktorene i bakhodet burde alle 

venstreorienterte som tenker, være glad for 

Bush-seieren. Det er bedre for hele verden 

fordi konturene av kommende konfrontasjoner 

vil avtegne seg mye klarere. Seier til 

Kerry ville vært en slags historisk anomali, 

som ville ha dekket over de virkelige skillelinjene. 

La oss slå det fast en gang for alle: 

Kerry hadde ingen global visjon som kunne 

representert et reelt alternativ til Bushs politikk. 

I tillegg var Bushs seier paradoksalt nok 

bedre for økonomien i Europa og i Latin- 

Amerika: Kerry ga løfter om flere proteksjonistiske 

tiltak for å sikre seg støtte fra 

fagforeningene. Men 

den viktigste fordelen 

med Bushs seier 

har med internasjonal 

politikk å gjøre. Hvis 

Kerry hadde vunnet, 

ville det vært opp til 

liberalerne å håndtere konsekvensene av 

Irak-krigen, og Bush-leiren kunne ha gitt 

dem ansvaret for resultatene av sine katastrofale 

avgjørelser. 

I essayet «Dictators and Double 

Standards» fra 1979 analyserer Jeanne 

Kirkpatrick forskjellen mellom «autoritære» 

og «totalitære» regimer, som ble brukt 

for å rettferdiggjøre USAs samarbeid med 

høyrevridde diktatorer samtidig som man 

førte en hard linje mot kommunistiske regimer: 

Autoritære diktatorer er pragmatiske 

herskere som verner om sin makt og rikdom 

uten å bry seg om ideologiske spørsmål, selv 

om de kanskje later som de arbeider for en 

«god sak». Totalitære herskere derimot, er 

uselviske fanatikere som tror på sin ideologi 

og er rede til å ofre alt for idealene sine. 

Alle venstreorienterte som 

tenker, burde være glad for 

Bush-seieren 

© Gerhard Richter: Statbild Sa (VWV 219-1), 1969 


Iscenesettelsen 

av en slags 

«irakisk 

suverenitet» 

lurer ikke 

irakerne 

hetene kan tilby når «terroristene» er borte. 

Problemet er at myndighetene gang på gang 

har brukt «terroristenes» undergravingsarbeid 

som den fremste forklaringen på alt 

som ikke fungerer i landet. Hvis elimineringen 

av disse «anti-irakiske kreftene» på et 

gitt territorium ikke innebærer noen som 

helst form for gjenoppbygging og stabilitet, 

er det vanskelig å forestille seg hvordan 

«frigjøringen» av Fallujah kan skape støtte i 

befolkningen. En befolkning som gjennom 

denne operasjonen angivelig skulle reintegreres 

i den politiske prosessen. 

Kampene den siste tiden i Najaf og 

Samarra, der absolutt nødvendige politiske 

og økonomiske tiltak har vært fragmentariske 

og kommet altfor sent, innbyr ikke til 

optimisme. Men hva gjør vel det, man kan 

bare fortsette å jage fiender som allerede 

dukker opp i tomrommet som er skapt av at 

oppmerksomhet og militærmakt konsentreres 

om Fallujah. Bushs omkved om å «holde 

forspranget», kan mer og mer betraktes som 

forhastelser. 

1 Amerikanske myndigheter ba Fallujahs innbyggere om å utlevere 

al-Zarqawis «terrorister» dersom de ville unngå et angrep. 

2 Ingenting hindret USA i å teste for eksplosiver ved sjekkpunktene 

rundt byen i stedet for å ikke gjøre noen forskjell på stridende og 

sivile. Denne type tester er enkle og raske, og brukes til å avgjøre 

om en person nylig har håndtert eksplosiver eller våpen, men de ble 

likevel ikke brukt før etter de mest intense kampene. 

Man kan altså forholde seg til autoritære 

herskere som reagerer rasjonelt og forutsigbart 

på materielle og militære trusler, mens 

totalitære herskere er mye farligere og må 

konfronteres direkte… 

Ironisk nok er dette skillet en utmerket 

forklaring på hva som har gått galt med 

USAs okkupasjon av Irak: Saddam var en 

korrupt, autoritær hersker som i sin streben 

etter makt kun tok pragmatiske hensyn 

(noe som gjorde at han samarbeidet med 

USA gjennom hele 80-tallet). Det viktigste 

resultatet av USAs intervensjon i Irak er 

imidlertid at den har gitt liv til en mye mer 

kompromissløs «fundamentalistisk» opposisjon 

som utelukker pragmatiske kompromisser. 

Bush kommer til å bryte ned illusjonene 

om interessefelleskap mellom de rike vestlige 

landene. Det vil sette fart i det smertefulle, 

men nødvendige arbeidet med å bygge 

nye allianser som Den europeiske union 

eller Mercosur i Latin-Amerika. 

Det er en journalistisk klisjé å hylle den 

«postmoderne» dynamiske USA-kapitalismen 

på bekostning av «Det gamle Europa» 

som henger fast i sine illusjoner om en 

regulerende velferdsstat. Likevel, i alle fall 

når det gjelder politisk organisering, beveger 

Europa seg nå mye raskere enn USA i 

retning av å etablere seg som en virkelig 

«postmoderne» trans-stat man aldri har sett 

maken til før, som har plass til alle uavhengig 

av geografi og kultur, fra Kypros til 

Tyrkia. 

Ingen grunn til fortvilelse, altså – selv om 

det ser mørkt ut i dag, skal vi ikke glemme 

en av de store bushismene: «Fremtiden vil se 

bedre ut i morgen». 

© LMD Norden


INDIA: I desember 1984 slapp flere tonn giftig gass ut av Union Carbides sprøytemiddelfabrikk i Bhopal. 

å, 20 år etter, står restene av fabrikken fortsatt igjen i byen, som et makabert minnesmerke over en av hisoriens 

største industriforbrytelser. 

Katastrofen som aldri tar 

OLIVIER BAILLY 

Fotograf og journalist. 

Gas Myian kunne vært et symbol for et 

drama og en kamp som aldri må glemmes. 

Men denne unge mannens 20 år gamle liv 

går sin gang i det fattige området Nawab 

Colony i Bhopal, hovedstaden i den indiske 

delstaten Madhya Pradesh. Kinnene hans er 

furete av kviser, og den skrale kroppen hans 

sliter. Står man på tærne foran huset hans, 

som er satt opp uten tillatelse, kan man se 

pipa på den gamle fabrikken – fabrikken 

som ble skjebnesvanger for Gas Myian. 

Han ble født natt til 3. desember 1984. 

Kvelden før hadde faren hans, Eshaq, fryet 

seg over den store magen til Champa, 

as’ mor. Plutselig, i nærheten av huset 

eres, slapp store mengder giftig gass ut av 

ank nummer E610 på fabrikken til Union 

arbide India Limited. 1 Fabrikken produsere 

to typer sprøytemidler, Temik og Sevin. 

assen var metylisocyanat, MIC (basert på 

osgen, den berømmelige sennepsgassen). 

Det var kommet vann inn i tanken, og 

ette hadde skapt en katastrofal kjemisk 

eaksjon. Ingen av sikkerhetssystemene 

om burde ha avverget dette, fungerte denne 

atten. De var enten ute av drift eller under 

eparasjon som følge av drastiske sparetilak 

ved bedriften. Trykkmåleren i kontrollommet 

på fabrikken indikerte riktignok 

vertrykk i tank E610, men de ansatte var 

å vant til falsk alarm fra de dårlig vedlieholdte 

målerne, og bekymret seg ikke 

evneverdig. 

Samtidig ble 42 tonn MIC-gass spredt 

tover slumområdet rundt fabrikken – dobelt 

så mye som det var lov til å lagre av 

ette stoffet. Gassen nådde raskt frem til de 

ærmeste boligområdene. Champa og Eshaq 

ørte skrik, naboer som hostet, og kjente at 

ynene begynte å svi. Mange døde momenant 

mens de lå i sengene sine. En tett tåke 

a seg over området, hele bydelen gispet 

tter pusten i gatene. Champa og Eshaq kom 

ort fra hverandre. Høygravide Champa løp 

å fort beina kunne bære henne i retning 

handi Ladies Hospital. Utmattet og med 

terke magesmerter måtte hun stanse opp, 

g fødte i veikanten. Et barn kom dermed 

il verden mens historiens største kjemiske 

atastrofe raste som verst. Foreldrene visste 

kke hva de skulle kalle sønnen 

de endte opp med Gas, Gas 

yian. 2 

Gas er en av de 500 000 som 

har fått livene sine ødelagt av 

denne katastrofen. Tusenvis 

av andre liv gikk tapt. 3 Gas har 

ldri hatt noen jobb, pustevansker 

gjør at han ikke kan utføre 

fysisk arbeid. Han studerer 

ikke heller, familien hans har 

ikke råd til det. Han sier at han 

ikke har bestemt seg for hva han skal gjøre 

senere i livet, men Union Carbide har reduert 

fremtidsmulighetene hans betraktelig: 

Hvis denne katastrofen ikke hadde skjedd, 

ille jeg vært frisk i dag og kunne ha forsøret 

familien min,» sier han. 

Det multinasjonale selskapet Union 

Carbide har ikke alltid vært synonymt med 

ødeleggelse. I 1978 etablerte selskapet en 

fabrikk i Bhopal for å produsere 5000 tonn 

plantevernmidler årlig. 4 Den indiske regjeingen 

var en sterk pådriver for etablerinen, 

og så den som et ledd i politikken for 

kt matproduksjon gjennom «den grønne 

evolusjonen». Innbyggerne i Bhopal var 

gså positive til den nye fabrikken, som 

ørte med seg arbeidsplasser. Det tok ikke 

ang tid før fabrikken var omringet av fatige 

boområder. «Rett overfor inngangen 

til fabrikken var det en kafé der vi pleide å 

prate med arbeiderne,» minnes Jagee Myian. 

«Alle var fornøyd med Union Carbide. Det 

var svære greier, selv for en stor by som 

Bhopal. Og det var amerikansk, så det måtte 

jo være bra. Man kunne tjene 50 rupi per dag 

på å gjøre reint i gatene på fabrikkområdet, 

og det var bra lønn for et lett arbeid,» sier 

han. 

Men salget av plantevernmiddelet Sevin 

gikk relativt dårlig i India, og fabrikken 

gikk med underskudd fra 1982. For å dekke 

tapene, kuttet ledelsen i driftsutgiftene og sa 

opp mange av de faglærte arbeiderne. Den 

totale arbeidsstokken ble redusert fra 1500 

til 950 ansatte. Som konsekvens av dette 

begynte sikkerhetsproblemene å melde seg: 

En døde og 47 ble såret i forbindelse med 

fem store gasslekkasjer i 1981 og 1983, uten 

at det kom nevneverdige reaksjoner. Helt til 

den fatale ulykken skjedde. 

Som de fleste ofrene for denne kriminelle 

logikken, har Jagee, Gas og deres foreldre 

fått en erstatning på 25 000 rupi (715 euro). 5 

Det er prisen for en ødelagt helse – men den 

rekker ikke til medisinsk behandling for 

lidelsene de har levd med i 20 år. Pengene 

kommer fra de 470 millioner dollar Union 

Carbide betalte til den indiske staten i 1989 

som erstatning til ofrene. 6 

Den indiske staten representerte ofrene i 

forhandlingene med det multinasjonale selskapet, 

i kraft av «Bhopal Gas Leak Disaster 

(Processing of Claims) Act» av 29. mars 1985. 

Den gjorde et slett arbeid. Union Carbide og 

selskapets ledere slapp unna rettslig ansvar 

i bytte mot en erstatningssum som var seks 

ganger lavere enn det opprinnelige kravet 

på til sammen tre milliarder dollar. De fikk 

på mange måter kjøpe seg ny uskyld for en 

billig penge. 

«Staten var en lett match for selskapet,» 

er Sattinah Sarangis oppsummering av forhandlingsprosessen. 

Han er ansvarlig for 

Sambhavna Trust, en ikke-statlig organisasjon 

(NGO) som driver en klinikk i Bhopal. 

«Union Carbides strategi var å lempe alt 

over på regjeringen og på selskapets indiske 

filial, Union Carbide India Limited.» Ofrene 

betraktet forliket fra 1989 som et svik, og 

opplevde at den indiske staten spilte på lag 

med de ansvarlige for katastrofen. Ved ikke 

å stille Union Carbide for 

retten for industrikriminalitet 

og ved å akseptere en så 

lav erstatningssum, bekreftet 

den indiske regjeringen 

den grusomme økonomiske 

beregningen mange multinasjonale 

selskaper satser på: Et 

liv i den tredje verden er ikke 

verdt en brøkdel av et liv i 

den rike delen av verden. Da 

erstatningssummene skulle 

fastsettes, tok man utgangspunkt i at ofrenes 

resterende levetid ikke ville overstige 30 

år og beregnet ut fra en gjennomsnittsinntekt 

per husholdning på 800 rupi (23 euro) 

per måned. 7 

De fleste familier som har mistet en av 

sine nærmeste har fått mellom 50 000 og 

10 000 rupi (1430 og 2860 euro) i erstatning. 

En latterlig sum. Til sammenligning 

fikk Lockerbie-ofrenes familier 4 millioner 

dollar hver, det vil si mellom 1500 og 3000 

ganger så mye. 8 

Den lave erstatningssummen burde uansett 

vært distribuert til ofrene på en mer 

nennsom måte. Likevel har det i 20 år vært 

stadige kontroverser rundt fordelingen av 

pengene. Først mot slutten av 2004 vil restbeløpet 

av de 470 millionene bli utbetalt – 

den indiske regjeringen har endelig bestemt 

seg for å sette strek for erstatningskravene 

Lockerbieofrenes 

familier 

fikk mellom 1500 

og 3000 ganger så 

mye i erstatning 

som Bhopalofrene 

(med renter utgjør de rundt 300 millioner 

dollar). 20 år etter katastrofen! 

Helt fra starten har den indiske staten 

vært ute av stand til å fremskaffe nøyaktige 

tall og vitenskapelige metoder for å identifisere 

ofrene for katastrofen. «Da forliket 

ble inngått i 1989 anslo man at 10 000 personer 

var berørt,» forklarer N. S. Sharma, 

journalist i avisen The Tribune. «I 1995, da 

pengene skulle utbetales, var tallet 67 000! 

Hvordan er det mulig å ikke ha et korrekt 

tall på dette tidspunktet, fire år etter ulykken?» 

Den største utfordringen har vært å 

få på plass et system for iden- 

tifisering av ofrene, for det er 

ingen systematiske forskjeller 

mellom en pasient som er blitt 

utsatt for MIC og pasienter med 

en annen sykdomshistorie. 

På grunn av mangelfull medisinsk 

kunnskap om effektene 

av gass på mennesker, ble geografi 

det viktigste kriteriet. En 

medisinsk kommisjon pekte 

ut hvilke områder den giftige 

gasståken hadde passert. 36 av 

de 56 ulike sonene i Bhopal ble vitenskapelig 

betraktet som «berørte». Alle disse 

sonene lå i gamlebyen. 

For å motta erstatning måtte man altså 

bevise to ting: at man hadde bodd i en av de 

36 sonene som ble rammet den natten i 1984 

og kunne legge frem en medisinsk bekreftelse 

på at man var syk. Men i et land hvor det å 

avkreve papirer blir ansett som en unødvendig 

trakassering, spesielt blant de aller fattigste, 

9 kom disse prosedyrene raskt inn feil 

spor. Korrupsjon i administrasjonen, svak 

lese- og skrivekyndighet blant ofrene og 

selve omfanget av katastrofen bidro til dette. 

Ofre som fikk lite eller ingen informasjon 

gjenopptok livene sine så godt de kunne rett 

etter katastrofen, mens andre startet en evig 

kamp i byråkratiets irrganger. 

«Dette systemet har skapt en egen industri 

for dokumentfalsk,» sier N. S. Sharma. 

«Natt til 3. desember 1984 var jeg i Jammu, 

i Kasjmir, tusenvis av kilometer fra Bhopal. 

Likevel, da jeg kom til Bhopal i 1991 ble 

jeg tilbudt å kjøpe et kort som beviste at 

jeg hadde bodd i en av de berørte sonene. 

Det kostet 800 rupi.» Ravi Pratap Singh fra 

Action Aid India legger til: «Helseattester 

kunne man kjøpe av leger for tusen rupi.» 

Ofre eller ikke, flere hundre tusen personer 

har fått tilgang til gratis helsetjenester 

de siste 20 årene. De fleste personene jeg 

møter, ofte fattige folk, unngår likevel å 

benytte seg av myndighetenes helsetilbud. 

En av dem, Murlidhar-Sahu, går heller til 

«private» – deres skilt og småsjapper finnes 

overalt i Bhopals gater: «Jeg vil helst ikke 

gå til regjeringens sykehus. Det er ingen 

vits, køene er altfor lange og de krever så 

mange papirer,» sier han. Champa på sin 

side hevder at hennes lege har rådet henne 

til å gå til en privat lege, og i likhet med flere 

andre sier hun at tablettene hun får fra de 

statlige helsemyndighetene ikke virker. 22 

år gamle Nihin veksler mellom statlig og 

privat helsestell. 

Sattinah Sarangi underbygger disse 

utsagnene. Han er ikke nådig i sin beskrivelse 

av de statlige helsetjenestene: «Disse 

sykehusene har fortsatt ingen medisinske 

journaler som gjør det mulig å gi en metodisk 

behandling, tilpasset mangfoldige 

symptomer og komplikasjoner. De drives 

av byråkrater, og kvaliteten er elendig. For 

øvrig stanset regjeringen allerede i 1994 forskningen 

på effekter av MIC, til tross for at 

det er avgjørende å observere over lang tid 

utvikling av kreftsykdommer og utviklingen 

hos barn som ble utsatt for gass.» 

Likevel har både sentrale indiske myndigheter 

og delstaten Madhya Pradesh satt i 

verk konkrete prosjekter for å bedre befolkningens 

situasjon. I tillegg til gratis helsetjenester, 

utdeles det fortsatt matrasjoner, 

hvete, ris og sukker – 20 år etter hendelsen. 

Det er blitt opprettet egne programmer 

for å hjelpe folk inn i yrkeslivet igjen, de 

beskjedne økonomiske kompensasjonene 

er blitt utbetalt raskt, og det er blitt etablert 

et eget departement spesifikt for håndtering 

av problemer knyttet til katastrofen. 

Ikke overraskende er derfor de lokale myndighetenes 

oppsummering 

entusiastisk: «Regjeringen i 

Madhya Pradesh mener at 

rehabiliteringen av ofrene 

er et av de mest vellykkede 

rehabiliteringsprogrammer 

som noen regjering noensinne 

har iverksatt i forbindelse 

med en industrikatastrofe,» 

10 hevder Bhupal 

Singh, som er ansvarlig 

for Bhopal Gaz Tragedy 

Relief and Rehabilitation 

Department. «På det medisinske plan har 

vi klart å demme opp for konsekvensene av 

katastrofen. I dag er hjelpen tilstrekkelig.» 

Helseansvarlig i det samme departementet, 

legen B. S. Ohri, deler vurderingen til 

sin overordnede: «Sykdommer grunnet MIC 

svarer til et bestemt stadium av katastrofen, 

og er et avgrenset problem. Gradvis 

har folks helsetilstand bedret seg, og i dag 

er situasjonen betryggende – ingen akutt 

situasjon». For øvrig mener Ohri til og med 

at det offentlige helsetilbudet til de 500 000 

ofrene for katastrofen – 31 statlige sykehus 

og poliklinikker med totalt 634 senger – er 

mer omfattende enn nødvendig. 

Dette er ikke noen utbredt oppfatning 

på Nehru Hospital, noen få meter fra Union 

Carbides fabrikkområde. Her er det lange 

køer foran skrankene. En ortoped på sykehuset 

anslår at 4000 pasienter tas imot på 

den måten hver eneste dag. Likevel står 

sjefslegen i departementet på sitt: «Mellom 

1987 og 1989 ble 362 000 pasienter undersøkt 

og 95 prosent av dem var ikke syke eller 

hadde forbigående lidelser. Det er legenes 

observasjoner. NGOene har en annen oppfatning 

– men så har de også andre interesser,» 

sier Ohri. 

Men når jeg besøker fattigkvarterene i 

nærheten av Union Carbide-området, klager 

likevel alle ofrene jeg møter, uten unntak, 

fortsatt over utmattende smerter, pustevansker, 

nevrologiske sykdommer, depresjoner 

– og ineffektiv behandling. Doktor Ohri har 

sin forklaring på dette: «Blir de fort slitne? 

Vel, det hender at hvis man har kraftig menstruasjon 

eller infeksjoner i endetarmen, at 

man faktisk kjenner seg tappet for krefter…» 

Pustevansker? Ikke krefter til å gjøre tungt 

arbeid? «Vel, de forsøker å vekke sympati, 

og tiltrekke seg oppmerksomhet ved å prate 

med journalister,» sier Ohri. Han bruker 

ikke ord som «bløffmakere» og «manipulatorer», 

men insinuasjonen er tydelig. 

Tungmetaller er 

også oppdaget 

i morsmelk 

– en makaber 

overlevering av 

lidelser fra en 

generasjon til en 

annen 

Med en slik mistro kommer det ikke som 

noen overraskelse at dialogen mellom ofre 

og indiske myndigheter snarere kan betegnes 

som bitre forhandlinger. Og det ser ikke 

ut til at strek er satt. I august 1999 forsvant 

navnet Union Carbide etter at det multinasjonale 

selskapet ble kjøpt opp av gigantselskapet 

Dow Chemical for 9,3 milliarder 

dollar. 11 Hensikten med dette juridiske tryllenummeret 

var å fjerne enhver juridisk 

ansvarlig person som kunne bli tvunget til 

å stå til rette for den dødelige forsømmelsen 

som førte til gassutslippet. 

I mellomtiden har en ny generasjon ofre

arbide a 

vait pas 

santé et 

de désocherche 

verte », 

0 tonnes 

tallation 

pauvres. 

discutait 

de était 

ne ville 

on allait 

llées, un 

icitaire à 

frais de 

fié, l’efdesproe 

gaz en 

réaction 

ans après le drame ! 

Depuis le début, l’Etat a été incapable de fournir des chiffres exacts 

et des méthodes scientifiques pour identifier les victimes de la catastrophe. 

« Quand l’accord a été signé, en 1989, les personnes touchées 

par le drame se chiffraient à 10 000, explique N. S. Sharma, journaliste 

à The Tribune. En 1995, au moment de verser l’argent, elles étaient 

67 000 ! Comment est-il possible que, au moment de l’accord, plus de 

quatre ans après le drame, le chiffre n’ait pas été correct ? » 

LE PLUS GRAND DÉFI était la mise sur pied d’un système d’identification 

des victimes, car rien ne distingue systématiquement un patient 

affecté par le MIC d’un autre malade. Aussi, faute d’informations 

médicales suffisantes concernant les effets du gaz sur les êtres 

humains, le critère géographique a-t-il prévalu. Un haut conseil médical 

a déterminé les quartiers traversés par le nuage toxique. Parmi les 

56 zones de Bhopal, 36 ont été scientifiquement considérées comme 

« affectées ». Toutes ces zones étaient dans la vieille ville. 

Pour recevoir une compensation, il fallait donc prouver deux faits : 

avoir habité l’une des 36 zones touchées la nuit du drame et disposer 

d’un document médical attestant d’une maladie. Mais, dans un pays où, 

surtout parmi les plus pauvres, la demande de papiers est perçue 

comme une tracasserie inutile (9), la corruption de l’administration, la 

faible alphabétisation des victimes et l’ampleur de la catastrophe ont 

vite mis à mal ces procédures. Des victimes mal informées ont ainsi 

En allianse av lokale og internasjonale 

NGOer har lansert en internasjonal kampanje 

(International Campaign for Justice 

in Bhopal, ICJB) for å få slutt på den endeløse 

kampen for rettferdighet. Ett av kravene 

kampanjen stiller er at Warren Anderson, 

som var sjef for Union Carbide Corporation 

da katastrofen fant sted, blir utlevert og stilt 

for retten. «Er han over 80 år gammel? Hva 

så?», utbryter Nihin, som var to år gammel 

i 1984. «I hvert eneste hus er det noen som 

har dødd. Det var hans ansvar å avverge 

rrait être denne le symbole katastrofen.» d’une Sattinah lutte, l’icône Sarangi d’un mener 

s oublier. en Mais dom mot ce jeune Warren homme Anderson de 20 ville ans sende se et 

nt parmi sterkt les autres signal til dans selskaper le quartier over déshérité hele verden. 

lony, à Bhopal. En annen Ses viktig joues sont sak for déchiquetées 

kampanjen er 

ns et son at Dow corps Chemical chétif peine umiddelbart à se déployer. sørger for 

ointe des en rensing pieds en av face fabrikkområdet. de sa maison, I 20 une år har 

peut apercevoir restene av virksomheten la torchère de stått l’ancienne igjen i byen 

uleversé som sa vie... en fornærmelse overfor innbyggerne 

– en rusten, overgrodd søppelkasse av en 

cembre fabrikk. 1984. Cette Sekker nuit, og le ventre tømte rond bensinkanner de sa 

père, Eshaq. ligger strødd Soudain, på bakken, à proximité, det samme un gazgjør 

anate de åpne méthyle beholdere (le MIC, med inskripsjonen à base de phos- «Sevin 

rde), s’échappe 

Residue» 

du 

(Sevin-avfall) 

réservoir E610 

– Sevin 

de l’usine 

var sprøytemiddelet 

som ble produsert av Union 

mited – 

Carbide. 

UCIL (1) –, où sont produits deux 

evin. De l’eau Flere a studier, pénétré både dans fra la cuve regjeringshold, et proue. 

Des NGOer systèmes og Dow de sécurité Chemical supposés selv har prékonstane fonctionne tert at området cette er nuit. kraftig Suite forurenset, à un planog 

at 

ont soit dette défaillants, har forgiftet soit grunnvannet en réparation. i nærområ- Dans 

l’usine, dene. le «Vi manomètre har ikke du den réservoir nødvendige E610 tekno- 

on, mais logien les employés for å rense ont fabrikkområdet, l’habitude de og ces det er 

tilement, ikke faute snakk d’entretien, om å bruke et ne erstatningspengene 

s’en inquièeux 

tonnes til dette,» de MIC sier se Vinuta répandent Ghopal alors i Greenpeace sur la 

supérieure India. au stockage maximum autorisé. 

r le long Kampanjen terme l’évolution krever også des en rettferdig 

res gaz. habitations. » rehabilitering Champa av alle et ofre, Eshaq både entendent økonomisk 

nt, les 

og 

yeux 

sosialt. 

deviennent 

Ikke bare 

brûlants. 

gassofrene, 

Beaucoup 

men også 

deres barn og de som i dag blir forgiftet 

édiatement l’Etat av du vannet. 

dans Madhya Dette 

leur lit, Pradesh innebærer 

un épais ont også 

brouillard 

medisinsk 

qu’il aurait été essentiel d’observer sur le long terme l’évolution des 

cancers ou celle des enfants exposés au gaz. » 

Pourtant, le gouvernement central et l’Etat du Madhya Pradesh ont 

mené des projets concrets pour le bien-être de la population. En plus 

des soins gratuits, des rations alimentaires, du blé, du riz, du sucre sont 

toujours distribués, vingt ans après les faits ; des ateliers de réinsertion 

professionnelle ont été installés, de modestes compensations financières 

ont été rapidement distribuées, un département a été spécifiquement 

créé pour gérer les problèmes liés à la catastrophe. Aussi le discours 

des autorités locales est-il bien plus enthousiaste à l’heure des 

bilans : « Le gouvernement de l’Etat du Madhya Pradesh estime que la 

réhabilitation des victimes est l’un des programmes de réhabilitation 

les plus réussis jamais entrepris par aucun gouvernement dans l’histoire 

des désastres industriels (10) », prétend ainsi M. Bhupal Singh, 

lits, le docteur Ohri estime même que l’offre publique de soins est trop 

importante pour les 500 000 victimes de la catastrophe. 

Autre vision au Nehru Hospital, à quelques mètres à peine du site 

d’Union Carbide, où les files s’allongent devant les guichets : 

4 000 patients seraient ainsi reçus chaque jour, estime un docteur 

orthopédiste. Néanmoins, le docteur en chef n’en démord pas : « De 

1987 à 1989, 362 000 personnes ont été examinées, et 95 % d’entre 

elles soit n’étaient pas malades, soit l’étaient, mais temporairement. Ce 

sont les observations des docteurs. La perception des ONG est différente, 

mais leurs intérêts aussi. » 

A visiter plusieurs quartiers proches du site d’Union Carbide, 

toutes les victimes rencontrées, sans exception, se plaignent pourtant 

toujours de douleurs épuisantes, de problèmes respiratoires, de maladies 

neurologiques, de dépressions... et de soins inefficaces. Le doc- 

desember ON LE DEVINE, 2004 le dialogue – LE entre MONDE les victimes diplomatique et les autorités indiennes, 9 

basé sur une telle défiance, se transforme dès lors en d’âpres négociations. 

Qui risquent malheureusement de se prolonger. En août 1999, le 

nom d’Union Carbide Corporation a disparu lorsque, rachetée pour 

9,3 milliards de dollars, la multinationale a fusionné avec Dow Chemical 

(11). Ce coup de baguette magique entend faire disparaître toute 

personnalité juridique censée répondre des négligences mortelles qui 

ont provoqué la fuite de gaz. Pendant ce temps, une seconde génération 

de victimes voit le jour à Bhopal. Soit des enfants de la catastrophe, 

soit des victimes de l’eau, via le sol infesté de produits chimiques. 

« L’usine a empoisonné le sol, non pas suite à la catastrophe de 

1984, mais du fait de son activité quotidienne pendant des années, 

explique M me Vinuta Ghopal, de Greenpeace India. Les rapports 

d’Union Carbide eux-mêmes suggèrent que la contamination est telle 

qu’il faudrait agir immédiatement. Des tests du gouvernement sont 

parvenus aux mêmes conclusions. » Des métaux lourds ont été décelés 

dans l’eau : zinc, cuivre, plomb, nickel, mercure, parfois à un 

niveau jusqu’à six millions de fois supérieur à la présence naturelle 

de ces éléments dans les sols (12). Ces métaux lourds ont aussi été 

retrouvés dans le lait maternel, macabre relais de souffrances entre 

les générations. 

Vingt mille personnes sont ainsi exposées à l’eau empoisonnée. Le 

7 mai 2004, la Cour suprême indienne a décrété qu’il fallait immédiatement 

les approvisionner en eau potable. Des réservoirs de 1 000 litres 

ont bien été installés le long des quartiers touchés, mais la logistique ne 

suit pas. A Atal Ayub Nagar, M. Moham Kumar boit l’eau tirée du sol 

contaminé : « Cela m’importe peu, je n’ai pas d’autre choix, l’eau des 

réservoirs est insuffisante. » M. Murlidhar-Sahu et sa famille évitent de 

faire de même, « mais, pendant la saison sèche, l’eau potable manque, 

et il faudrait alors marcher 2 à 3 kilomètres pour en obtenir ». A 

Nawab Colony, quartier pauvre parmi les pauvres, « cela fait trois mois 

que les réservoirs sont vides. Peut-être parce que les rues sont défoncées 

et que les camions ne peuvent pas arriver jusqu’ici ! ». Selon 

l’ONG Sambavna Trust, plus de 800 000 litres manquent chaque mois 

pour satisfaire les besoins fondamentaux des quartiers exposés. 

vokst opp i Bhopal: Både de som var barn 

da katastrofen fant sted, og også «vannofre» 

– grunnvannet er nemlig forurenset 

av kjemisk avfall. «Fabrikken har forgiftet 

jorda, ikke bare under katastrofen i 

1984, men i årevis, gjennom den daglige 

virksomheten,» forklarer Vinuta Ghopal i 

Greenpeace India. «Union Carbides egne 

rapporter tilsier at forurensningen er så stor 

at noe må gjøres umiddelbart. Tester myndighetene 

har gjort gir samme konklusjon,» 

sier hun. Tungmetaller er blitt oppdaget i 

vannet: sink, kobber, bly, nikkel og kvikksølv. 

Forekomstene er ofte opptil 6 millioner 

ganger høyere enn den naturlige forekomsten 

av disse elementene i jordsmonnet. 12 

, Jagee, 

roupies 

slutt 

ffisante 

repris tant bien que mal le cours de leur 

de dol- VIVRE vie dès le lendemain du drame, ET MOURIR AVEC LE RISQUE INDUSTRIEL 

tandis que d’autres personnes s’engouffraient dans les failles de la 

domma 

bureaucratie. 

ciations, 

s) Act » 

nales de 

hopal, 

« Ce système a engendré un commerce de documents falsifiés, 

l’infinie catastroph 

témoigne N. S. Sharma. La nuit du 3 décembre 1984, j’étais à 

appe en Jammu, dans le Cachemire, à des milliers de kilomètres de Bhopal. 

illiards Pourtant, quand je suis arrivé à Bhopal, en 1991, on m’a proposé, 

lle virgi- pour 800 roupies (23 euros), une carte prouvant que je résidais dans 

une zone affectée. » « Quant aux preuves médicales, complète 

M. Ravi Pratap Singh, de l’Action Aid India, des médecins vous en 

Sarangi, 

fournissaient pour 1 000 roupies. » 

bhavna 

Une coalition d’ONG locales et internationales a lancé la Campagne 

arbide a 

internationale pour la justice à Bhopal (ICJB), pour mettre un terme à 

Victimes ou non, des centaines de milliers de personnes profitent 

a filiale 

oppfølging cette lutte sans fin. av Parmi nye leurs generasjoner revendications, les victimes for réclament å fore- 

ainsi de soins gratuits depuis vingt ans. Curieusement, pourtant, les 

ressenti 

l’extradition et le jugement de M. Warren Anderson, président d’Union 

personnes rencontrées, souvent démunies, évitent de recourir aux soins 

bygge eventuelle arvelige sykdommer. 

t indien 

Carbide Corporation au moment du drame. « Il a plus de 80 ans ? Et 

gouvernementaux. M. Murlidhar-Sahu fait ainsi appel aux « privés », 

e Union 

alors ?, s’exclame Nittin, qui avait 2 ans en 1984. Dans chaque mai- 

dont les échoppes et les affiches sont omniprésentes dans les rues de 

I kampen mot den kjemiske giganten, er 

agement 

son, il y a un mort. C’était sa responsabilité d’éviter ce drame. » Pour 

Bhopal : « Je préfère ne pas aller dans un hôpital gouvernemental. 

ique de 

det M. Sattinah ingen Sarangi, tvil juger om M. at Anderson det viktigste serait un signal er fort å overta- aux entre- 

C’est inutile, les queues sont trop longues et il faut trop de 

ut pas le 

prises à travers le monde. 

documents. » Champa, elle, prétend que son médecin lui a conseillé de 

le den indiske staten. Den har inntatt en tve- 

fixer un consulter un privé, et, comme d’autres, affirme que les médicaments 

Autre priorité de la campagne : la décontamination immédiate du 

restante qu’elle reçoit des structures gouvernementales sont inefficaces. Nihin, 

tydig site par holdning Dow Chemical. de Depuis siste vingt 20 ans, årene, l’épave de og l’entreprise forsøkt gîtå 

de 800 22 ans, alterne pour sa part soins gouvernementaux et soins privés. 

ta dans seg la ville av befolkningen comme une insulte aux samtidig survivants : une som usine den poubelle, har 

Appuyant ces témoignages, M. Sattinah Sarangi n’est pas tendre avec DÉCEMBRE 2004 – LE MONDE diplomatique rouillée, envahie par la végétation. Des sacs et des bidons éventrés 

ont tou- 

les services médicaux de l’Etat : « Ces hôpitaux n’ont toujours pas de 

latt traînent det sur multinasjonale le sol tandis que des bacs selskapet à ciel ouvert portent gå la fri mention 

u 2 au – av 

somme 

protocole 3 de traitement décembre permettant des prescriptions 1984, méthodiques, à Bhopal, en Inde, un nuage toxique 18 d’un des gaz 

« Sevin Residue » – le Sevin étant le pesticide produit alors par Union 

adaptées à des symptômes multiples et complexes. Dirigés par des 

frykt Carbide. for Plusieurs å skremme études, gouvernementales, vekk andre d’ONG investorer. 

et de Dow Che- 

bureaucrates, ils sont en outre de piètre qualité. Ensuite, le gouverne- 

«Hva mical, ont er reconnu vitsen la haute med pollution økonomisk du site et, découlant vekst de i ce 

x de et 

ment la a arrêté chimie en 1994 toutes ses industrielle recherches sur les effets du MIC, alors s’échappait d’une usine filiale de la multinationale constat, l’empoisonnement de l’eau des nappes phréatiques avoisiland 

dersom den ødelegger befolkningens 

Union Carbide. La catastrophe causait plusieurs milliers de morts et plus 

helse?» spør Sattinah Sangi. «India og Kina 

er favorittlandene til kjemiske selskaper. 

s, dont beaucoup, handicapés, vivent toujours dans des conditions déplorables. Økningen i antall slike selskaper er tre gan- 

cédé le scandale d’une impunité qui a permis aux dirigeants d’Union Carbide 

Tungmetaller er også oppdaget i morsmelk 

r à – la en makaber justice overlevering indienne av lidelser et fra à en leurs responsabilités. Comme s’il s’était agi 

generasjon til en annen. 

tastrophe ONDE diplomatique naturelle 20 000 personer blir 18imprévisible 

et contre laquelle on ne pouvait rien... 

dermed utsatt for 

giftig vann. Den 7. mai 2004 erklærte Indias 

ger så høy i India som gjennomsnittet internasjonalt. 

Sannsynligheten for en kjemisk 

katastrofe er større i dag enn den var i 1984. 

I slutten av august 2004 var det en kjemisk 

ulykke i Eloor [i Kerala, sørvest i India] og 

regjeringen ante ikke hvordan den skulle 

håndtere det. Redningsmannskapene kom 

høyesterett at man umiddelbart skulle sørge 

først til åstedet med bandasjer. Bandasjer 

for rent drikkevann. Beholdere med tusen 

for en kjemisk katastrofe!» Med et oppgitt 

liter vann ble installert rundt omkring i de 

smil legger han til: «Vi har ikke lært noe 

utsatte områdene, men dette er ikke blitt 

fulgt opp logistisk, og beholderne står ofte 

tomme. I Atal Ayub Nagar P Adrikker R OMoham L I V I E R B A I L L Y * 

som helst…» 

Det kunne vært konklusjonen på Bhopal- 

Kumar vann fra det forgiftede jordsmonsaken. 

Men Sattinah går ikke med på at det 

net. «Det er ikke så viktig for meg, jeg har 

ikke noe annet valg. Det er ikke nok vann i 

beholderne.» Murlidhar-Sahu og hans familie 

forsøker å unngå det giftige vannet, men 

det er ikke alltid så lett: «I tørkeperioden er 

slutter slik: «Vi er stadig flere 

Bh 

som kjemper 

for virkelig rettferdighet.» Rasheeda Bee og 

Champa Devi, to talskvinner for ofrene, fikk 

dette året heder for sin kamp da de mottok 

Goldman-prisen, som betraktes som miljø- 

det mangel på drikkevann, og da må man gå 

vernernes nobelpris. Deres standhaftighet 

to-tre kilometer for å få tak i det.» I Nawab 

gir Vinuta Ghopal håp for fremtiden: «Disse 

Colony, som er blant de aller fattigste områ- 

aktivistene går foran med et godt eksempel 

dene i Bhopal, er situasjonen slik: «vanntan- 

og de viser at til syvende og sist kan man 

kene har vært tomme i tre måneder. Kanskje 

er det fordi veiene er dårlige og trailerne 

ikke kommer seg frem.» Ifølge organisasjonen 

Sambavna Trust mangler det hver 

måned 800 000 liter vann for å dekke grunnleggende 

behov i de mest utsatte områdene. 

GAS MIYAN pourrait être le symbole d’une lutte, l’icône d’un 

drame à ne pas oublier. Mais ce jeune homme de 20 ans se 

tient simplement parmi les autres dans le quartier déshérité 

de Nawab Colony, à Bhopal. Ses joues sont déchiquetées 

par des boutons et son corps chétif peine à se déployer. 

Quand on se met sur la pointe des pieds en face de sa maison, une 

construction illégale, on peut apercevoir la torchère de l’ancienne 

usine, l’entreprise qui a bouleversé sa vie... 

vinne. De har fått kompensasjon fordi de 

har kjempet. Dans Og kampen la nuit fortsetter du 2 fordi au de3 

holder gløden levende. Jeg tror det først og 

fremst les er dette plus vi kommer dangereux til å markere de la denc 

3. desember 2004.» américaine Union C 

de 500 000 blessés, dont b 

Gas Miyan est né le 3 décembre 1984. Cette nuit, le ventre rond de sa 

mère Champa réjouit son père, Eshaq. Soudain, à proximité, un gaz 

hautement toxique, l’isocyanate de méthyle (le MIC, à base de phosgène, 

le fameux gaz moutarde), s’échappe du réservoir E610 de l’usine 

d’Union Carbide India Limited – UCIL (1) –, où sont produits deux 

pesticides, le Temik et le Sevin. De l’eau a pénétré dans la cuve et provoque 

une réaction chimique. Des systèmes de sécurité supposés prévenir 

tout désastre, pas un ne fonctionne cette nuit. Suite à un plan 

d’économie drastique, ils sont soit défaillants, soit en réparation. Dans 

la salle de commandes de l’usine, le manomètre du réservoir E610 

indique bien une surpression, mais les employés ont l’habitude de ces 

aiguilles qui s’affolent inutilement, faute d’entretien, et ne s’en inquiètent 

plus guère. Quarante-deux tonnes de MIC se répandent alors sur la 

cité, une quantité deux fois supérieure au stockage maximum autorisé. 

Le gaz atteint les premières habitations. Champa et Eshaq entendent 

des cris, les voisins toussent, les yeux deviennent brûlants. Beaucoup 

de personnes meurent immédiatement dans leur lit, un épais brouillard 

gomme les environs, la ville entière suffoque dans la rue. Champa et 

Eshaq se perdent. Enceinte et parvenue à terme, Champa court vers le 

Ghandi Ladies Hospital. A bout de souffle, assaillie de douleurs au 

ventre, elle s’arrête en chemin et accouche au bord de la route. Un 

enfant naît dans la fureur de la plus grande catastrophe chimique au 

monde. Ne sachant comment l’appeler, ses parents nomment leur fils... 

« Gaz » – « Gas Miyan (2) »... 

haut responsable du Bhopal Gas Tragedy Relief and Rehabilitation 

Department. « Sur le plan médical, nous avons réussi à contenir les 

conséquences du désastre. Aujourd’hui, l’aide est suffisante. » 

Gas fait partie des 500 000 vies abîmées par cette catastrophe. Des 

milliers d’autres ont été emportées (3). Gas n’a jamais travaillé, son 

insuffisance respiratoire l’empêchant d’effectuer un labeur physique. Il 

n’étudie pas, parce que sa famille n’a pas d’argent. Jovial, il dit ne pas 

avoir encore décidé ce qu’il allait faire plus tard, mais Union Carbide a 

terriblement réduit le champ des avenirs possibles. « S’il n’y avait pas 

eu cette catastrophe, dit-il, je serais aujourd’hui en bonne santé et 

pourrais nourrir ma famille. » 

Responsable médical dans le même département, le docteur 

B. S. Ohri partage l’analyse de son supérieur. « Les maladies dues aux 

MIC correspondent à un épisode précis de la catastrophe, un problème 

réduit. Graduellement, les gens ont recouvré leur santé, et, aujourd’hui, 

la situation est confortable, il n’y a plus d’urgence. » D’ailleurs, 

avec 31 hôpitaux et dispensaires gouvernementaux pour un total de 634 

lits, le docteur Ohri estime même que l’offre publique de soins est trop 

importante pour les 500 000 victimes de la catastrophe. 

La multinationale américaine n’a pas toujours été synonyme de désolation. 

En 1978, sous la pression du gouvernement indien, qui cherche 

alors à atteindre la sécurité alimentaire à travers la « révolution verte », 

Union Carbide construit à Bhopal une usine pour produire 5 000 tonnes 

de pesticides par an (4). Les habitants appréciaient cette installation 

pourvoyeuse d’emplois, rapidement encerclée par les quartiers pauvres. 

« En face de l’entrée du site, il y avait un restaurant où l’on discutait 

avec les travailleurs, se souvient M. Jagee Miyan. Tout le monde était 

Autre vision au Nehru Hospital, à quelques mètres à peine du site 

d’Union Carbide, où les files s’allongent devant les guichets : 

Fotografier tatt av journalisten. 

A ce drame a succédé le s 

1 Union Carbide India Limited (UCIL) var på dette tidspunktet en 

del av det amerikanske multinasjonale selskapet Union Carbide 

Corporation (UCC) som eide 50,09 prosent av selskapets aksjer. 

22 prosent tilhørte den d’échapper indiske regjeringen, og resten à av la aksjene ju 

fordelte seg mellom private indiske investorer. 

2 d’une catastrophe 

I den muslimske kulturen i India er det vanlig å gi gutter navnet 

«Myian» etter fornavnet. 

3 Først anslo regjeringen i Madhya Pradesh 3828 døde (og 362 540 ofre, 

i ulik grad). I november 1989 var det offisielle anslaget 3598 døde, 

mens det i oktober 1995 økte til 7575. Andre kilder opererer med 

mye høyere tall: På internettsiden til The International Campaign in 

Bhopal, som blant andre Greenpeace er delaktig i (www.bhopal.net) 

anslår man antall døde til å være 20 000. 

4 Det var allerede bygd en fabrikk, i 1969, i delstaten Madhya Predesh. 

5 1 euro = 34,97 rupi (beregnet ut fra gjeldende valutakurs fra 1. 

januar 1994) 

6 14. februar 1989 falt dommen i Indias høyesterett som påla Union 

Carbide å betale totalt 470 millioner dollar (50 millioner for UCIL, 

415 millioner for UCC, se note 1). Av dette ble 250 millioner dollar 

dekket av forsikringsselskapene. 

7 Ifølge et dokument fra Bhopal Group for Information and Action: 

«Calcul of Compensation Payable to Bhopal Gaz Victims», 27. 

februar 1989. 

8 Attentat mot et Boeing-fly fra det amerikanske flyselskapet PanAm i 

1988. 270 mennesker ble drept. 

9 Ifølge en artikkel i Hindu Times fra 30. august 2004, «Need for more 

awareness teur about Ohri birth registration», a son blir idée 20 prosent sur av fødslene la i q 

Madhya Pradesh aldri innmeldt til administrasjonen. 

10 arrive qu’avec des menstruat 

«Bhopla Gaz Tragedy, Relief and Rehabilitation», Bhopal Gaz Tragedy 

Relief tales, and Rehabilitation les Department, personnes regjeringen se i Madhya senten Pradesh, 

Bhopal. 

11 piratoires ? L’impossibilité d 

UCIL har endret navn til Eveready Industries India Ltd. etter at det 

ble solgt essaient på billigsalg (90 d’attirer millioner dollar) til la et indisk sympath firma som 

spesialiserer seg på produksjon av te og batterier. 

12 listes. » Le docteur Ohri ne 

For mer om dette temaet, se www.greenpeace.org/international_en/campaigns/intro?campaign_id=3991 

dérisoire. En comparaison, chaque famille victime du drame de Lockerbie 

(8) a reçu 4 millions de dollars, soit environ 1 500 à 3 000 fois plus. 

Ce maigre butin aurait dû, dès lors, être réparti avec encore plus 

d’attention. Pourtant, la distribution des compensations n’a cessé 

depuis vingt ans de faire grincer les dents ; le solde des 470 millions 

de dollars ne sera distribué qu’à la fin de cette année 2004 – le gouvernement 

indien ayant décidé de clore les dossiers de demande d’indemnisation 

(avec les intérêts, environ 300 millions de dollars). Vingt 

ans après le drame ! 

« simulateur », mais l’insinua 

Depuis le début, l’Etat a été incapable de fournir des chiffres exacts 

et des méthodes scientifiques pour identifier les victimes de la catastrophe. 

« Quand l’accord a été signé, en 1989, les personnes touchées 

par le drame se chiffraient 

I 

à 

slutten 

10 000, 

av 

explique 

november 

N. S. 

la 

Sharma, 

Amnesty 

journaliste 

International 

à The Tribune. En 1995, au moment de verser l’argent, elles étaient 

67 000 ! Comment est-il possible 

frem en 

que, 

rapport 

au moment 

om Bhopal-katastrofen, 

de l’accord, plus de 

som 

quatre ans après le drame, dokumenterer le chiffre ON n’ait LEpas lokalbefolkningens DEVINE, été correct le ? dialogue » lidelser en og 

fabrikkeierens basé sur totale une telle ansvarsfraskrivelse. défiance, se 

Les mer på www.amnesty.no 

tions. Qui risquent malheureus 

nom d’Union Carbide Corpo 

LE PLUS GRAND DÉFI était la mise sur pied d’un système d’identifica-


Fortsetter fra første side: 

...Dømt av media 

og de ulike yrkesgruppene som ble blottstilt 

er for redde for journalistenes makt. 

Etter å ha anklaget et visst antall navngitte 

personer for pedofili, gjort dem ansvarige 

for de forferdeligste handlinger og dømt 

em uten rettssak, går den samme presen 

ut med frikjennelser og renvasking, og 

orvandler disse menneskene til gripende 

elter. Den kontinuerlige strømmen av 

nformasjon fortsetter, og nå er det bare å 

a hukommelsestapet gjøre sitt. Slik kan 

ediene nok en gang slippe å rette et kritisk 

økelys på hva slags informasjon de sprer og 

valiteten på den. En fersk nyhet feier likeel 

snart unna den forrige. 

Outreau-saken ble en vekker, men ikke 

are fordi den var et «juridisk Tsjernobyl» 2 

lik det er blitt hevdet i pressen. Saken 

tspilte seg på journalistikkens område og 

le et eksempel på yrkesmessige praksiser 

om der er i bruk. Spesielt handler dette om 

vilke produksjonsbetingelser som gjelder 

år nyhetsformidlingen er underlagt nyiberale 

økonomiske lover: høy produktiviet, 

knallhard konkurranse og markedsføing 

basert på pikante «avsløringer». 

Mediedekningen av Outreau-saken er slett 

ikke et unntakstilfelle. I januar 2003 ble 

Abderzak Besseghir, som arbeidet ved bagajebehandlingen 

på Charles de Gaulle-flylassen 

i Paris, anklaget for å ha planlagt 

t bombeattentat. I ti dager var Besseghir 

oppnyhet i så å si alle franske medier, som 

låss om den ene feilaktige opplysningen 

tter den andre om denne «islamistiske terroristen». 

«En nyhet som får det til å gå kaldt nedver 

ryggen,» tordnet TF1 30. desember 2002. 

Terrorisme eller organisert kriminalitet?» 

purte radiokanalen France-Inter neste dag. 

Bagasjebehandlerens våpenlager,» lød en 

verskrift i Le Figaro. «Bagasjebehandleren 

å Charles de Gaulle i kontakt med islamiser,» 

påsto avisen Le Monde en uke senere. 

en så, ingen bombe og ingen islamist. 

bderzak Besseghir ble frikjent i retten. Han 

ikk imidlertid ingen unnskyldning fra sine 

nklagere i mediene. 

I juli 2004 ble en gruppe unge nordafrianere 

anklaget for et brutalt antisemittisk 

ngrep på en kvinne på et forstadstog i Paris. 

istorien utløste en ny kampanje i pressen. 

Et særdeles grusomt overgrep,» uttrykte 

adiokanalen Europe 1 indignert 11. juli. Og 

V-kanalen France 2 samme dag: «En forferelig 

antisemittisk handling.» Dagen etter 

onkluderte avisen Libération teatralsk: 

Antisemittisme, antisionisme og antikapialisme 

blandes sammen som i vår histories 

erste stunder.» Anklagene viser seg å være 

øgner, diktet opp av det påståtte offeret. 4 

Outreau-saken utløste også et vell av falke 

anklager i mediene. De første forvirrete 

ppslagene kom allerede da etterforskninen 

så vidt var i gang. På kveldsnyhetene til 

V-kanalen France 2 15. november 2001 ser 

n reporter bort fra alle varsomhetsregler 

år han presenterer sakens «fakta»: «De fire 

arna ble først voldtatt av sin far og dereter 

av andre nærstående personer. Noen av 

isse er butikkeiere i området. Det var slik 

oreldrene nedbetalte gjeld.» Andre steder 

evner man uten betenkelighet hva slags 

rke de «skyldige» har: «Et stevnevitne og 

ans kone, en skolehelsesøster, en prest, 

n drosjesjåfør og to eiere av en sex-shop i 

ostende i Belgia er anholdt.» (Le Figaro 21. 

ovember 2001). 1 

Det enorme fokuset på denne saken 

kom likevel ikke som noen overraskelse. 

Etter Dutroux-saken i Belgia i 1996, har 

antall artikler og reportasjer om seksuelle 

forbrytelser mot barn eksplodert. Avisenes 

internett-arkiver viser dette helt klart. Frem 

til 1995 forekom ordene pedofili/pedofil 

omtrent ti ganger i året. Fra 1996 er tallet 10 

til 20 ganger høyere. 5 

En av forklaringene på dette er selvfølgelig 

at selve fenomenet pedofili frem 

til da ble holdt skjult. Men man kan ikke 

se bort fra at denne informasjonen selger, 

eller antas å gjøre det. Fra 5. mai til 5. juli 

2004 var «Outreau-saken» førstesideoppslag 

26 ganger i de fire store dagsavisene 

i Frankrike, som for øvrig publiserte 344 

artikler om denne saken på åtte uker. Til 

sammenligning publiserte disse fire dagsavisene 

til sammen tre artikler om rapporten 

fra Verdens helseorganisasjon som viser at 

mer enn tre millioner barn under fem år dør 

hvert år av luft-, vann- og annen forurensing 

(se også egen sak om ubalansen i medienes 

nyhetsdekning). 

I januar 2002 ble medienes grådighet ytterligere 

skjerpet da en av de tiltalte innrømmet 

(det oppdiktede) mordet på en liten 

jente i Outreau. «Outreau, nå er det nok!» 

utbrøt en journalist på radiokanalen RTL 

11. januar. Reporterne overgikk hverandre i 

malende beskrivelser av et hendelsesforløp 

som viste seg å være like opprørende som 

feilaktig. Den da berømte Dutroux-saken 

ble umiddelbart referansesak nr. 1 – en slik 

sak er gull verdt og bærer bud om høye seer- 

Outreau-saken i Frankrike: 

17 personer ble opprinnelig tiltalt for grove seksuelle overgrep mot barn i den nordfranske 

byen Outreau. Saken eksploderte mot slutten av 2000. Fire personer har erkjent forholdene, 

mens 13 hele tiden har bedyret sin uskyld. Under rettsaken i mai 2004 ble anklagene mot 

disse 13 personene trukket tilbake og de ble frikjent. De har sittet i varetekt i opptil tre år 

før saken kom opp. 

tall og store opplag. «Tenk om Frankrike 

nå står overfor en ny Dutroux-sak?» spurte 

en nyhetsoppleser på radiokanalen France- 

Inter 11. januar 2002. Og de andre mediene 

stemte i. 

Men skulle denne historien bli en virkelig 

«affære», trengtes noe mer: et «nettverk», 

helst bestående av fremtredende personer. 

Allerede ganske tidlig i saken meddelte TF1: 

«Det kan dreie seg om et langt større nettverk 

av pedofile enn det man først trodde.» 

(16. november 2001) Ordet «nettverk» gjentas 

gang på gang i avisartikler, og TV-kanalene 

hamrer løs på samme måte: «Og nå til 

det fransk-belgiske nettverket av pedofile i 

utkanten av Boulogne–sur-Mer» (kveldsnyhetene 

på TF1 10. januar). «Denne skrekkelige 

historien om faren som solgte sine barn 

for å tilfredsstille medlemmene i et nettverk 

av pedofile» (kveldsnyhetene på France 2 11. 

januar). Men intet nettverk nevnes når dommen 

faller i juli 2004. 

Pressen bruker i stor grad disse sakene 

til å skaffe seg et «maktkritisk» image. Hva 

er vel mer stimulerende enn en kamp mot 

samfunnsstøttenes dekadente moral når 

man selv ofte beskyldes for å stå i ledtog 

med makthaverne og de pengesterke? I en 

situasjon hvor politikken har gjennomgått 

store endringer, hvor venstresiden slutter 

opp om nyliberalistiske programmer og 

økonomien ensrettes, er det lite plass til 

ideologiske konfrontasjoner. Klassekamp 

kan erstattes av verdikamp. Og i et politisk 

landskap som i stor grad er blitt avpolitisert 

av journalistene, stiller mediene opp 

for å forsterke disse bedragerske kampene. 

Særlig de sakene som bidrar til å opprettholde 

illusjonen om pressen som talerør 

for de svake. 

© Gerhard Richter: Abstraktes Bild (854-1), 1998 

Man kunne sagt på forhånd at i en sak 

som Outreau ville de verste «utskeielsene» 

komme i de såkalte tabloide mediene. Og 

TF1 bød aller høyest. Takket være opplysninger 

fra en viss advokat Duport, kunne 

man i en nyhetssending 12. januar 2002 

avsløre flere pikante detaljer: «Sekvensen er 

ganske kort, men den er hjerteskjærende, fra 

det øyeblikket den lille jenta blir angrepet 

og hun nekter… man tvinger henne og hun 

nekter igjen… man tvinger henne igjen… og 

til det øyeblikket da slagene og sparkene 

kommer, og hun begynner å blø fra munnen 

og… og til hun tilslutt dør.» 

En så «god gjest» ønskes velkommen i 

mediene. Allerede neste dag møter vi advokat 

Duport igjen, denne gangen i kveldsnyhetene 

til France 2: «Tenk deg to menn i 

ferd med å voldta en liten jente på fem år. 

Hun skriker, slår rundt seg, gråter, eh… hun 

er såret… alvorlig såret og slått… slått til 

døde. Det er helt forferdelig.» 

Andre og mer «seriøse» medier kastet seg 

imidlertid også på dette, for en overdreven 

bruk av «sensasjoner» bidrar til at informasjonen 

ensrettes. Libération av 11. januar 

har derfor mye til felles med nyhetene på 

TF1 og France 2: «Ifølge en sentralt plassert 

kilde skal jenta ha kommet sammen med en 

belgisk mann i femtiårene (…). Barnet blir 

voldtatt av denne gråhårete mannen, hun 

skriker og gråter. Mannen slår jenta for å få 

henne til å tie, og blir stadig voldsommere. 

I sin vitneforklaring sier Daniel L. at jenta 

døde av slagene.» 

Le Monde på sin side gjengir rapportene 

fra vitneavhørene: «Thierry D. skal ikke 

bare ha tjent penger på å prostituere sine 

barn, men også ved å la dem delta i pedofile 

videofilmer. Daniel L. og hans sønn, to

franskmenn som bodde i Belgia hvor de drev 

en sex-shop i Oostende, er siktet for å ha 

gjort opptakene til disse filmene i en isolert 

gård i nærheten av Ypres og for å ha solgt 

filmene videre.» (14. januar 2002) 

To dager tidligere hadde TF1 vist sitt 

eget «bevismateriale», blant annet et kart 

over gården, både utvendig og innvendig, 

og bilder av eieren som forsøker å jage vekk 

TV-teamet: «Denne gården skal ha vært et 

av møtestedene for de pedofile. Her skal 

barna ha blitt voldtatt og filmet. Dette er 

eieren. Han driver storfehandel, men bor 

ikke på stedet. Han er ikke spesielt glad for 

denne plutselige berømmelsen. Så lite glad 

at han foretrekker å sette en stopper for 

intervjuet.» 6 

Når intensiteten i nyhetsproduksjonen 

er sterk, reduseres vaktsomheten. Bruken av 

verbformen kondisjonalis («skal ha blitt») 

fritar mange journalister fra plikten til å 

kontrollere innholdet i det de sier og skriver. 

Den tøffe konkurransen på mediemarkedet 

gjør skjødesløsheten komplett. Når dette 

stadiet er nådd, kan man feilinformere uten 

at det får noen som helst konsekvens fordi 

«alle» gjør det. TF1 kunne 12. januar 2002 

slå fast følgende: «Det er ikke lenger tvil om 

drapet. Det finnes to vitner til hendelsen, to 

personer som ikke har kunnet kommunisere 

seg imellom.» Men den belgiske gården 

hvor de pedofile scenene ble filmet, har aldri 

eksistert. Heller ikke sex-shopen i Oostende 

hvor opptakene ble solgt. 

I forbindelse med skandaler i politikkens 

verden understreker man ofte prinsippet 

om at den anklagede er uskyldig inntil det 

motsatte er bevist, selv om dette ikke alltid 

respekteres. I Outreau-saken har dette prinsippet 

vært ikke-eksisterende: De tiltaltes 

navn eller initialer og yrke er blitt brettet 

ut i all offentlighet. «Sex-shopen til Daniel 

Legrands far i havnebyen Oostende skulle 

brukes som fasade for omsetning av barnepornofilmer» 

(Radiokanalen France Inter 

11. januar 2002). «En av de hovedmistenkte, 

Alain Marécaux fra Samer, har et fritidshus 

i byen» (Le Figaro 14. januar). «Seks andre 

personer ble fengslet den 16. november: 

Alain M., stevnevitne, og hans kone Odile; 

Dominique W. prest i Outreau, Pierre M, drosjesjåfør 

siktet for å ha kjørt barna til Belgia, 

og de to eierne av sex-shopen i Oostende» 

(Le Monde 14. januar). «Dominique Wiel, 

64, også kalt ’abbed Do’ av sine sognebarn, 

som stolte på ham av hele sitt hjerte» (Le 

Parisien 16. januar). 

Omtalen av denne historien preges også av 

en parisdominert og borgerlig oppfatning 

av Nord-Frankrike og av de lavere sosiale 

klasser. Den 29. april 2004 bruker nyhetsmagasinet 

Le Nouvel Observateur sitt førstesideoppslag 

på de forskjellige historiene 

som har rystet landsdelen Nord-Pas-de- 

Calais. Ingressen er talende: «De seks store 

kriminalsakene som har preget Nord-Pasde-Calais 

de siste hundre årene, deriblant 

Outreau-saken, (…) er hver på sin måte en 

beskrivelse av hverdagslivet i denne delen 

av landet.» 

En av bladets redaktører hadde to år 

tidligere tegnet et noe særegent bilde av 

«folkelivet» i Nord-Frankrike: «Lukter og 

lyder siver ut gjennom de tynne veggene i 

oppgangene i boligblokkene. Et sted kokes 

det kål med TV-apparatet på full guffe. Et 

annet sted høres høylytt krangling mellom 

en mann og en kvinne. I en etasje lenger 

opp dundrer musikken så høyt at det rister i 

vegger og tak.» 7 

Pressen flørter freidig med formelen 

«arbeiderklasse = fareklasse» (classes laborieuses 

= classes dangereuses) når den systematisk 

setter likhetstegn mellom det brede 

lag av folket, arbeidsløshet, sosialboliger, 

alkoholisme, undermennesker og pedofile 

som prostituerer sine barn. «Hviler det en 

forbannelse over den fattige bydelen La Tour 

du Renard i Outreau?» spurte for eksempel 

Le Figaro 15. januar 2002, og svarte slik: 

«Antakeligvis er den bare offer for den uheldige 

blandingen av arbeidsløshet, alkohol, 

lediggang og dårlig naboskap, som så mange 

andre bydeler i Nord-Pas-de-Calais. Og da er 

incestuøse forhold sjelden langt unna.» 

Av og til beskriver man også de voldsomme 

økonomiske rystelsene i disse områdene, 

men uten å gå i detalj eller lete etter 

årsaker. I stedet fremstilles de viktigste 

konsekvensene som naturlige: «Må man gå 

til sosiologien for å finne årsaken til disse 

absolutte grusomhetene?» 

spør nyhetsmagasinet Le 

Point. «Man snakker om 

den høye arbeidsløsheten 

og nøden som preger Nord- 

Pas-de-Calais, denne landsdelen 

som ligger øverst på 

listen over barnedødelighet, 

analfabetisme og alkoholisme. Bydelen 

Le Renard er den fattigste i Outreau: i 40 

prosent av familiene er det bare en forelder, 

20 prosent er arbeidsløse. Nord-Pas-de-Calais 

er den landsdelen med flest tilfeller av incest 

og pedofili» (18. januar 2002). 

En journalist i Le Monde beskriver kultursjokket 

han selv opplevde en dag han 

gikk inn i en av sosialboligene i Outreau: 

«Yann på 30 år lente seg inntil en dør han 

nettopp hadde sparket i stykker med foten. 

Brillene hans var knust og limt sammen 

med et stykke tape. Han stinket alkohol.» 

Og videre: «Hans unge samboer var oppløst 

i tårer. Det vakre ansiktet hennes var 

rødsprengt og skjemmet av en manglende 

fortann» (14. januar). Ti 

dager senere bruker den 

samme journalisten et 

utsagn fra en advokat som 

bekreftelse på sine sosiale 

fordommer: «Dette er 

blitt en måte å leve på i 

disse bydelene. Man tar seg en øl som man 

tar seg en guttunge. Det er ikke noe nytt 

med dette, det samme skjer andre steder, i 

Bretagne og Normandie.» 

På under to måneder (januar og februar 

2002) ble Outreau-saken «løst» i mediene. 

To år senere er journalistene i harnisk over 

at uskyldige er blitt fengslet, men de fant 

ingen grunn å kritisere dommeren da han 

ga ordre om dette. Ingen undersøkelser ble 

gjort for eventuelt å bevise at stevnevitnet, 

bakerkonen og presten ble urettferdig 

Medienes bruk av sensasjonelt stoff – drap, 

flom, katastrofer og ulykker – som «lokkemat» 

er karakteristisk for journalistikkens 

utvikling de siste 20 årene. Skjønt det 

er ikke helt nytt at man tyr til overdådig 

bruk av denne typen materiale. Allerede fra 

slutten av 1800-tallet økte antall artikler i 

pressen som omhandlet forbrytelser, også i 

«kvalitetspressen». «Dette fenomenet blir 

særlig synlig fra 1907 da dødsstraffen og 

økende kriminalitet setter den offentlige 

sikkerhet i sentrum for debatten,» skriver 

historikeren Dominique Kalifa. 

Denne metoden retter publikums oppmerksomhet 

mot begivenheter som slett 

ikke har en betydning som rettferdiggjør 

den plassen de får i mediene. Dessuten 

behandles de ofte overfladisk og er som 

regel ikke uten feil. Franske mediers fokus 

på «utrygghet» under presidentvalget våren 

2002 gikk på bekostning av andre spørsmål, 

både sosiale, økonomiske og internasjonale. 

Outreau-saken ble omtalt av de fire store 

dagsavisene i Frankrike, (Libération, Le 

Monde, Le Figaro og Le Parisien) i 540 artikler 

i løpet av to og et halvt år. I de to månedene 

rettssaken pågikk (mai-juni 2004) ga 

disse avisene mer plass til denne saken enn 

til delprivatiseringen av det franske gass- og 

elektrisitetsverket EDF-GDF (344 mot 319 

artikler). 

Men byen Outreau kunne ha vært forbundet 

med mye annet enn pedofili: Høsten 

2003 ble jern- og manganverket Camilog 

(Erametgruppen) i Boulogne-sur-Mer, bare et 

steinkast fra Outreau, stengt. Nedleggelsen 

førte til 700 direkte eller indirekte oppsigel- 

behandlet. Ingen skrev noe anklageskrift 

for dem. 

Samtidig ble andre uskyldige uthengt 

andre steder. En lærer i Seine og Marne-regionen 

ble utsatt for en hysterisk kampanje 

som førte til at hele hans yrkeskariere ble 

ødelagt før saken endelig blir henlagt som 

ikke straffbart forhold. 

To måneder før presidentvalget 

våren 2002, 

overtok Frankrikes 

daværende familieminister 

Ségolène Royale 

stafettpinnen fra mediene 

og lanserte en 

TV-kampanje mot pedofili: «Nå kan ingen 

lenger si: jeg visste ikke.» Og Libération presenterte 

en meningsmåling om temaet: «Av 

alt det som angår barn er 72 prosent av alle 

franskmenn mest bekymret for pedofili.» 

Man kan bare tenke seg pressens reaksjon 

dersom forhørsdommer Burgaud hadde vist 

det minste tegn til å ville slippe fri noen av 

de siktede i Outreau-saken. Da er det langt 

enklere å være opprørt over justismord to 

år senere. 

Den 19. mai 2004 trakk hovedvitnet 

Miriam Badaoui sin forklaring tilbake. 

Opprivende historier fra de 13 siktede som 

plutselig ble frikjent, var en ny gyllen anledning 

som mediene visste å utnytte. Utenfor 

tinghuset i Saint- 

Pressen bruker i stor grad 

disse sakene til å skaffe 

seg et «maktkritisk» 

image 

Omer sto en armada av 

journalister som ikke 

trengte å gjøre annet 

enn å ta frem mikrofonen 

eller pennen for å 

håve inn et utall ulykkelige 

vitnesbyrd. Minimalt arbeid, maksimal 

avkastning for bedrifter som først og 

fremst tenker produktivitet. 

Pressens plutselige helomvending var 

like forbløffende som de begivenhetene 

den beskrev. «Miriam Badaoui og Aurélie 

Grenon har trukket forklaringene tilbake og 

dermed gjort 13 mennesker – som opprinnelig 

var siktet for de verste forbrytelser – om 

til ofre for justismord,» brølte Le Parisien 

20. mai 2004 og glemte sine egne sjokkoverskrifter 

to år tidligere: «Skammens by» 

(11. januar 2002) og «En tilskitnet by» (12. 

Den tøffe konkurransen 

på mediemarkedet gjør 

skjødesløsheten komplett 

Ubalansert nyhetsdekning 

ser. Likevel skrev storavisene lite om dette: 

11 artikler i Le Figaro, 7 i Le Monde, 6 i 

Libération og 4 i Le Parisien. Noen måneder 

senere steg Eramets aksjekurs til det 

dobbelte. Denne informasjonen, som også 

handler om Outreau, ble ikke på noe tidspunkt 

nevnt i artiklene og reportasjene om 

pedofilisaken. 

Vi ser det samme misforholdet i andre 

nyhetssaker. Den 25. september 2002 var 

det franske nyhetsbildet preget av to store 

begivenheter: Vincent Humberts død – en 

ung mann som led av total lammelse i hele 

kroppen og som hadde fått aktiv dødshjelp 

av sin mor – og statsbudsjettet for 2004. 

På den ene siden en opprivende hendelse, 

som likevel rent direkte bare angikk noen 

få familier, selv om den også innebar viktige 

moralske spørsmål, og på den andre 

siden en politisk avgjørelse som skulle være 

med på å bestemme fremtiden for seksti 

millioner mennesker. Den første saken ble 

førstesideoppslag i 25 nasjonale og lokale 

dagsaviser, mens statsbudsjettet var toppnyhet 

seks steder. Tolv lederartikler var viet 

Vincent Humbert, én var viet budsjettet. Tvkanalen 

France 2 åpnet alle sine nyhetssendinger 

25. og 26. september med historien 

om «idealmoren» og viste 14 reportasjer 

på til sammen 30 minutter og 50 sekunder 

om denne historien. Statsbudsjettet, som 

systematisk ble plassert midt i sendingene, 

var tema for fire reportasjer på til sammen 7 

minutter og 45 sekunder. 

Den 2. desember konsentrerte alle 

medier seg om flommen i Sør-Frankrike. 


januar). «Hvorfor så verken politiet eller 

dommerne som arbeidet med saken i mer 

enn tre år at de var på feil spor før rettsaken 

begynte?» spurte en nyhetsoppleser på 

France 2 19. mai 2004, og glemte at det var 

hans egen kanal som kom med de verste 

«avsløringene» i november 2001. 

Det samme foregikk i andre medier. Den 

11. januar 2002 skrev Libération: «Daniel 

L. senior, som ser ut til å være hjernen 

bak nettverket, tok seg betalt to ganger: Da 

barna ble prostituert og da kassettene ble 

solgt i sex-shopen i Oostende i Belgia.» To år 

senere kommer avisens redaksjonssjef med 

harde utfall mot «rettsvesenets avskyelige 

arbeidsmetoder». 

Saken får en «happy ending»: Herr 

Legrand, som mediene hadde definert som 

en «pornokrat med pedofili som spesialområde», 

8 blir gjort til martyr. France 2 besøker 

ham hjemme for å filme møtet med 

resten av familien bare noen timer etter 

løslatelsen. To og et halvt år tidligere viste 

denne kanalen bilder i sakte film da mannen 

ankom tinghuset i Boulogne-sur-Mer 

med hendene i håndjern. Så snart de tidligere 

anklagede slapp ut av fengsel, rev TV- 

og radiokanalene dem til seg. Konkurransen 

om dette «produktet» er like beinhard. 

Informasjonens jackpot er et lottospill 

med fast gevinst: Kjøp et skrapelodd for 

siktelse, og så et nytt for benådning. Den 28. 

mai 2004 sitter Outreau-sakens drosjesjåfør 

fortvilet og gråtende i TF1s studio for et eksklusivt 

intervju. Journalisten kan sin jobb 

og bedyrer: «Som første TV-kanal bringer vi 

nå hans første ord.» 

1 Et unntak er programmet «Arret sur images» på tv-kanalen La 

Cinquième som tok opp dette flere ganger 23. mai 2004 

2 Le Parisien 10. juni 2004. 

3 ACRIMED og spesialnummeret til PLPL (oktober 2004) gir en 

grundig gjennomgang av medienes behandling av denne historien, 

time for time. 

4 Stevnevitne (Huissier de justice): driver en bedrift med mandat til å 

utføre enkelte oppdrag for det offentlige. O.a. 

5 I avisen Le Monde forekommer ordene pedofil eller pedofili 4 

ganger i 1989, 8 ganger i 1992. I 1996 forekommer det 122 ganger, i 

1997 199 ganger, i 2001 191 ganger og i 2002 181 ganger. 

6 Fjernsynskanalen TF1 kl. 20.00 12. januar 2002. 

7 Nouvel Observateur 24. januar 2002 

8 Le Figaro, 15. januar 2002. 

Ødeleggelsene var relativt store, og seks 

mennesker mistet livet. I nyhetssendingene 

på tv blir alle andre nyheter satt til side. 

Fra 2. til 4. desember brukte fjernsynskanalene 

TF1, France 2 og France 3 til sammen 

49 prosent av nyhetssendingene på dagtid 

og kveldstid på dette stoffet – 198 reportasjer 

av til sammen 405. Den 3. desember 

var flommen fremdeles tema i 65 av 105 

reportasjer, altså 64 prosent av alle nyhetssendinger 

til sammen. Flere andre nyheter 

ble oversett, eller ble bare nevnt helt overfladisk: 

Debatten i Nasjonalforsamlingen 

om privatisering av det statlige televerket 

France Telecom, justisminister Perbens forslag 

til lovendring ved kriminelle saker, 

studentdemonstrasjoner i Frankrike, lærerstreiker 

i Algerie, opptøyer mot franske 

soldater i Elfenbenskysten, rettssaken mot 

de tidligere ministrene François Léotard 

og Renaud Donnedieu de Vabres for hvitvasking 

av penger – bare for å ta noen 

eksempler. 

30. oktober 2001 faller alpinisten Régine 

Cavagnoud stygt og dør to dager senere. 

Neste dag informerer Alcatel om at bedriften 

vil si opp 10 000 ansatte i Europa. De 

fire store dagsavisene gir større plass til den 

første av disse nyhetene enn til den andre. 

31. oktober åpner radiokanalen France-Inter 

en nyhetssending med alpinistens død og 

bruker 13 av sendingens 30 minutter på 

denne saken. I morgensendingen samme 

dag hadde kanalen brukt ti sekunder på de 

10 000 oppsagte i Alcatel. 

Gilles Balbastre


VENSTREVIND: 31. oktober 

valgte Uruguay en president fra 

venstresiden, etter 170 år med 

borgerlig topartistyre. Samtidig 

bestemte et klart flertall ved foleavstemning 

at vann er offentlig 

iendom og ikke skal privatiseres. 

JACQUES SECRETAN 

Journalist. 

At vann blir erklært offentlig eiendom gjenom 

folkeavstemning, er ikke noe vi ser 

ver dag. Likevel er dette ikke et helt nytt 

enomen i Uruguay. I dette unnselige landet 

ellom Brasil og Argentina har man gjenom 

folkelig mobilisering klart å bremse 

pp privatiseringsiver og nyliberalisme, og 

jort det mulig for Frente Amplio – en koalijon 

bestående av et trettitalls organisasjoer 

fra det ytre venstre til sentrum-høyre – å 

a makten. 

Folkeavstemning er en integrert del av 

ruguays demokrati. I 1980, midt under 

iktaturet, ble en grunnlov som var utarbeiet 

av den militære regjeringen forkastet av 

7,9 prosent av velgerne i folkeavstemning. 

i år senere, som for å «rette opp balansen», 

ikk en lov som ga tilnærmet full immunitet 

il de ansvarlige for tortur og forbrytelser 

tøtte fra 52,7 prosent av de stemmeberetigede. 

Denne folkeavstemningen syntes å 

ille sette en strek over den «skitne krigen», 

en egentlig må støtten forstås ut fra et 

nske om å bevare demokratiet og unngå at 

e militære igjen skulle ta til våpen. 1 Hele 

pisoden ga støtet til dannelsen av en sterk 


Uruguay ser rødt 

folkelig bevegelse og førte til en styrking av 

vestresidens identitet rundt Frente Amplio. 

Hver gang deler av nasjonaleiendommen 

har vært truet av privatisering har 

folkeviljen ytret seg så sant man har klart 

å samle tilstrekkelig med underskrifter til 

å kreve folkeavstemning. Dette er enestående 

i Latin-Amerika. En privatiseringslov, 

som så vidt var kommet gjennom i 

Nasjonalforsamlingen etter 16 måneder 

med forhandlinger, fikk for eksempel strøket 

5 av 32 paragrafer etter en folkeavstemning. 

Hele 72 prosent av velgerne stemte 

for en slik innskrenkning av muligheten til 

privatiseringer selv om venstresiden bare 

hadde oppnådd 30 prosent i valg. 

Ved samme anledning ble 

det nasjonale telefonselskapet 

Antel reddet fra salg til 

utlandet. Dette selskapet er 

nå blant de tre viktigste i 

Sør-Amerika mens de fleste 

land i denne delen av verden 

har solgt sine telefonselskaper 

til multinasjonale 

selskaper i Europa eller USA som selv kan 

fastsette prisen på sine tjenester og trekke 

ut store gevinster år etter år på grunn av sin 

dominerende posisjon. 

Det uregjerlige uruguayanske folket viste 

nok en gang muskler 28. august 1994 da 63 

prosent forkastet en grunnlovsreform som 

blant annet ville ført til endringer i valgsystemet 

og i sosiale ordninger. Reformen 

ble fremmet av de partiene som da satt 

med flertall i nasjonalforsamlingen (Partido 

Colorado og Partido Nacional eller Blanco), 

men også Frente Amplio støttet opp om 

forslaget. 

Man har imidlertid ikke alltid klart å 

samle det antall underskrifter som kreves 

for å få arrangert en folkeavstemning, selv 

når resultatet synes sikkert. Da jernbanen 

(som hadde vært vanskjøttet i over 20 år) og 

terminalhavnen i Montevideo skulle privatiseres 

i februar 2001, fikk man bare samlet 

litt over 500 000 underskrifter innen fristen, 

og det ble dermed ingen folkeavstemning. 

I desember 2003 ble derimot venstresidens 

fremgang bekreftet da et flertall på 62,2 

prosent i en folkeavstemning gikk imot en 

nokså begrenset «samarbeidsavtale» mellom 

det nasjonale selskapet Ancap – som 

produserer, distribuerer og raffinerer olje-, 

alkohol og sementprodukter – og utenlandske 

bedrifter og kapitalinteresser. Ideen om 

«samarbeidsavtaler» var 

klekket ut for å omgå 

motstanden mot privatisering 

av statlige selskaper, 

likevel fikk den 

støtte av enkelte ledere i 

Frente Amplio. 

Mye sto på spill i 

denne saken siden Ancap 

med sine 2400 ansatte er den viktigste industribedriften 

i landet. For å samle de nødvendige 

620 000 underskrifter (tilsvarende 

25 prosent av de stemmeberettigede), gjennomførte 

1200 fagorganiserte i selskapet 

og 800 pensjonerte fagforeningsmedlemmer 

en dør til dør-aksjon som nådde fram til de 

mest isolerte steder: «Vi klarte å overbevise 

685 000 personer om at loven som ble fremmet 

av regjeringen på lengre sikt ville føre 

til en utarming av hele landet,» forteller 

fagforeningslederen Juan Gómes. «Det var 

en fantastisk opplevelse, en bevisstgjøringskampanje 

som fikk tusener av kvinner og 

menn som i generasjoner hadde støttet de 

Det er nok Lulas 

brasilianske modell 

som vil danne skole for 

den nye regjeringen i 

Uruguay 

tradisjonelle partiene til å skrive under og 

sette fingeravtrykket sitt på det nødvendige 

skjemaet.» Mindre enn et år før president- 

og parlamentsvalget, bidro denne folkelige 

mobiliseringen til en ytterligere isolasjon av 

den sittende presidenten Jorge Batlle og ga et 

forvarsel om resultatet i oktober 2004. 

Siden Frente Amplio ble grunnlagt i 

1971 har koalisjonen stadig økt sin oppslutning 

fram til årets valgseier, der en 

utvidet «bred front» kalt «Progressiv sammenslutning 

– Bred front – Nytt flertall» 

(EP-FA-NM) fikk 50,45 prosent av stemmene. 

Denne sentrum-venstre koalisjonen 

samler en lang rekke politiske bevegelser 

fra den radikale og tidligere revolusjonære 

nasjonale frigjøringsbevegelsen 

(Tupamaros) til fremstående personligheter 

fra det borgerlige sentrum. Ifølge den 

70-årige senatoren José Pépé Mujica, som 

har bakgrunn fra Tupamaro-geriljaen og 

i dag leder Movimiento de Participación 

Popular (MPP), er det likevel «langt større 

avstand mellom de mest progressive 

i Blanco/Colorado-koalisjonen som hittil 

har hatt makten og de mest høyrevridde av 

våre kamerater, enn mellom ytterpunktene 

i den nye ’brede front’ som har fått flertall i 

nasjonalforsamlingen». Med 30 prosent av 

stemmene vil MMP utgjøre tyngdepunktet 

i sentrum-venstre-koalisjonen. 

Den positive utviklingen i Montevideo, 

hvor halvparten av den uruguayanske 

befolkningen bor (1,5 millioner innbyggere), 

har utvilsomt bidratt til venstresidens politiske 

fremgang. Kommunestyret har siden 

1990 sørget for opprustning og rengjøring 

av parker og offentlige steder, utbedring av 

kloakksystemet, fornyelse av en sjøside på

nærmere 20 kilometer og gjenåpning av 

offentlige strender som et tilbud til de 300 

000 byboerne som ikke har mulighet til å 

benytte strendene langt unna hovedstaden. 

Borgermester Mario Arana fra Frente 

Amplio ble gjenvalgt til en ny femårsperiode 

med 58 prosent av stemmene i år 

2000. Han forklarer at han i løpet av de siste 

ti årene har hatt som ett av sine mål å gjøre 

Montevideo – hovedsetet for Mercosur, 

frihandelsområdet som siden 1990 omfatter 

Uruguay og de tre nabolandene Brasil, 

Paraguay og Argentina – til Sør-Amerikas 

svar på Brussel. 

Montevideo er igjen blitt en vakker 

hovedstad på tross av at staten har holdt 

tilbake midler som skulle 

vært overført til hovedstaden 

– de sentrale styresmaktene 

har gjort sitt for å 

stikke kjepper i hjulene for 

opposisjonen. Eksempelet 

Montevideo har likevel uten tvil overbevist 

mange velgere om at nye koster feier best, 

også i nasjonal målestokk. 

Forutsetningene for opprustningen av 

byen har ikke vært av de enkleste. Mario 

Arana viser til det økonomiske sammenbruddet 

som slo inn i Argentina mot slutten 

av 2001 og som seks måneder senere 

rammet Uruguay, og trekker paralleller 

til børskrakket i 1929. Uruguays eksport 

til Argentina falt med 70 prosent de første 

fire månedene i 2002 sammenliknet med 

samme periode i 2001. Antall turister fra 

Argentina ble halvert. 

Den vinteren ble det åpnet suppekjøkken 

over hele Uruguay, spesielt i Montevideo. En 

del nødhjelp kom fra utlandet hvor EU bidro 

med et større beløp. Det var likevel hovedsakelig 

solidariteten mellom Montevideos 

egne innbyggere som var avgjørende for å 

klare seg gjennom krisa. De var vant til å 

samles på bydelsmøter for å delta i utviklingen 

av byen og dens infrastruktur, i tett 

dialog med rådhuset, og dette bidro til at de 

mest utsatte delene av befolkningen kom 

seg velberget gjennom krisa, bortsett fra 

noen få tragiske tilfeller. «I bydeler som 

Pocitos, Punta Gorda og Carrasco, der fattigdom 

ikke rammer mer enn 2 prosent av 

innbyggerne, innførte jeg økt skatt til fordeling 

i de mer vanskeligstilte bydelene, der 

50, 60 og opp til 95 prosent av innbyggerne 

er fattige,» forteller Arana. 

Mens denne delen av verden ellers er 

hjemsøkt av politiske kriser – Venezuela er 

blitt utsatt for forsøk på destabilisering og 

presidenten i Bolivia Sánchez de Lozada er 

blitt avsatt, for å ta to eksempler – har ikke 

den økonomiske krisa i Uruguay rokket 

ved landets politiske stabilitet. I frykt for 

argentinske tilstander, et kaos som fører 

til oppslutning om høyrekreftene, har det 

politiske venstre (Frente Amplio) og det 

sosiale venstre (PIT-CNT, landets største 

fagforening) unngått direkte konfrontasjon 

med Jorge Batlles regjering. 2 Tabare Vásquez 

strakk tilmed ut en hånd til styresmaktene 

med oppfordring til alle politiske partier og 

sosiale sektorer om å holde sammen slik at 

landet ikke skulle synke ned i krise. 

Med absolutt flertall – 17 plasser 

av 31 i Senatet og 52 plasser av 99 i 

Nasjonalforsamlingen – fremstår de nye 

makthaverne som et balansert hele til tross 

for at koalisjonen består av ulike strømninger, 

noe som ifølge deres ledere vil være en garanti 

for en intern stabilitet som også skal trygges 

gjennom forholdet til opposisjonen. «Vår 

oppgave består i å fremme dialog, til beste for 

alle,» erklærer José Mujica overfor oss. 

Påtroppende finansminister Danilo 

Astori viser seg på sin side som en tilhenger 

av reforhandlinger med Det internasjonale 

pengefondet (IMF) om Uruguays enorme 

utenlandsgjeld på 13 milliarder dollar. På 

bakgrunn av at arbeidsledigheten er gått 

ned til 13,3 prosent og 

økonomien viser tegn 

til vekst, har den nye 

regjeringen annonsert 

som sin første og viktigste 

oppgave å sørge for 

et verdig liv for de rundt 100 000 personer 

som fremdeles lever i den ytterste nød. 

Adriana Marquisio, nestleder i det statlige 

vann- og avløpsvesenet (OSE), har full 

tillit til valgvinnerne: «Venstresiden kommer 

ikke til å selge seg. Uruguay er sterkt 

politisert med stort engasjement blant folk 

helt ut på landsbygda. Man hører på alternative 

radiostasjoner, og mange engasjerer seg 

også i kampanjer som den vi nettopp vant, 

for bevaring av vannressursene. Folket lar 

seg ikke manipulere, og vil gi politikerne 

svar på tiltale.» 

Etter folkeavstemningen mot privatisering 

av offentlige vannverk, har det spanskeide 

vannselskapet Uragua, som har hatt 

base i turistområdet Punta del Este siden år 

2000, kunngjort at det vil trekke seg ut av 

Uruguay så snart som mulig. Samtidig krever 

selskapet en erstatning som de neppe 

vil få utbetalt. «Dette selskapet har ikke 

oppfylt sine sanitære forpliktelser, slik at 

drikkevannet er blitt infisert av kolibakterier 

og innbyggerne har måttet kjøpe vann 

på flaske. Og det stopper ikke der – i løpet av 

fire år har selskapet kostet skattebetalerne 

mer enn 100 millioner dollar,» oppsummerer 

Adriana Marquisio. 

Dette bedrøvelige prosjektet ble satt i 

gang etter press fra IMF, og skulle altså vise 

seg å bli en dyrkjøpt erfaring: 70 millioner 

dollar i forhåndsinvesteringer som staten 

skulle betale tilbake fram til 2009 med et 

tillegg på 20 millioner i renter, 24 millioner 

dollar i tapte inntekter foruten de om lag 

10 millioner som trengs for å sette i stand 

vannsystemet igjen. 

Valget av Tabaré Vázquez er ikke bare 

uttrykk for en innenrikspolitisk venstrebølge. 

Også sett i søramerikansk målestokk 

bekrefter det en progressiv tendens som 

har fått stadig større utbredelse med president 

Luiz Inacio da Silva («Lula») i Brasil, 

Nestor Kirchner i Argentina og Ricardo 

Lagos i Chile. «Og vi må heller ikke glemme 

Chávez’ Venezuela,» understreker den sittende 

borgermester i Montevideo. Men mer 

enn Chávez’ radikalisme er det nok Lulas 

brasilianske modell som vil danne skole for 

den nye regjeringen i Uruguay. 

«Venstresiden kommer 

ikke til å selge seg» 

– Adriana Marquisio 

Frente Amplios lange marsj 

1973: På tross av en lang demokratisk tradisjon opplever landet et militærkupp. 

25. november 1984: Valget av Julio Maria Sanguinetti (Colorado-partiet) til president markerer 

en gradvis liberalisering av regimet. 

26. november 1989: Første frie valg siden 1972. Luis Alberto Lacalle (Nasjonalistpartiet) 

blir valgt til president. Tabaré Vàsquez fra Frente Amplio («Bred front») blir borgermester i 

Montevideo. 

27. november 1994: Julio Maria Sanguinetti (Coloradopartiet) blir valgt til president. 

Sentrum-venstre koalisjonen, med Frente Amplio som viktigste parti, oppnår 30,8 prosent av 

stemmene. 

31. oktober 1999: Tabaré Vàsquez vinner første runde av presidentvalget med 38,5 prosent av 

stemmene, men blir slått i andre runde av Coloradopartiets kandidat Jorge Batlle. 

31. oktober 2004: Tabaré Vàsquez stiller som kandidat for tredje gang og vinner presidentvalget 

med 50,69 prosent av stemmene. 

FILOSOFI: Om borgeres politisk-juridiske 

status i såkaldt 

demokratiske samfund – en 

introduktion til den italienske 

filosof Giorgio Agamben. 

CARSTEN JUHL 

Filosof og lektor ved Det kongelige Danske Kunstakademi, afdelingen 

for teori og formidling 

Den 9. og 10. juni 1993 bragte dagbladet 

Libération i Paris en dobbeltkronik om flygtningenes 

status. Den var forfattet af den 

italienske filosof Giorgio Agamben, der dermed 

indførte Foucaults biopolitiske tema i 

den dengang nye globaliseringsdebat. 

To år efter udkom Agambens hovedværk 

om emnet, Homo Sacer (Torino, 1995); den er 

siden blevet oversat til engelsk, fransk, tysk 

og hollandsk. Denne bog er allerede blevet 

gjort til genstand for mange kommentarer 

og introduktioner. 1 

Homo Sacer (HS I) indeholder en omfattende 

og perspektivrig analyse af en figur fra 

tidlig romerret: Det drejer sig om en bandlyst 

eller fredløs, der hverken lader sig indskrive 

i religiøse offerritualer eller i kampen 

mellem plebejer og patricier. Agamben placerer 

dette udsatte menneske, som enhver 

straffrit kan slå ihjel, i en heterogen relation 

til den suveræne magt. 

Er suveræniteten magten til at bestemme, 

hvem der er indenfor og hvem, der er 

udenfor retten, så må den suveræne instans 

besidde en form for eksklusiv overhøjhed, 

der har sit modstykke i den bandlystes absolutte 

uindskrivelighed og dermed udsathed. 

Den suveræne drager grænserne, omfatter 

og udelukker, mens homo sacer flakker om 

i ubestemmelighedens gråzoner. Der er en 

gensidig afhængighed på færde. Den suveræne 

behøver den udelukkende for at opretholde 

sig selv: Der er ingen funktionsdygtig 

(national)stat uden en flygtning udenfor. 

Homo Sacer-bøgerne publiceres ikke i 

rækkefølge: Homo Sacer II,1 udkom sidste 

sommer (Torino 2003), og den bærer titlen 

«undtagelsestilstanden», på italiensk Stato 

di Eccezione, der også kan forstås som en 

undtagelsens stat. Her fortsætter Agamben 

sin analyse af den tyske retsfilosof Carl 

Schmitts teorier om legitimitetens dannelse. 

Agamben, der også er udgiver af Walter 

Benjamins værker på italiensk, påviser den 

tætte dialog mellem ophavsmanden til 

Politisk Teologi fra 1922 og forfatteren til Det 

Tyske Sørgespillets Opprinnelse (1928, norsk 

oversættelse: Pax, 1994). 

HS I er dynamisk i sine begrebers tilblivelse: 

Gråzoner og ubestemmelighed, lejre 

og biopolitik sammenflettes med henblik 

på en anden forståelse af den politiske ordning 

af menneskelivet end det gængse sam- 


Agamben 

funds. HS II,1 er derimod strukturerende i 

sin undersøgelse af forskellen mellem ret og 

jura eller mellem undtagelse og muligheden 

for politisk handling. HS I når frem til dramatiske 

teser om «det nøgne liv», mens HS 

II,1 især muliggør en underkendelse af det 

nationale demokratis selvretfærdige selvforståelse. 

HS III udkom allerede i 1998 og bærer 

titlen «Hvad der er tilbage af Auschwitz 

– Arkivet og vidnet». Bogen, der er oversat 

til fransk, engelsk og tysk, åbner for en 

mere principiel forståelse af udryddelseslejren 

ved at knytte den til muselmandens 

skikkelse og til en særlig følelse, skammen: 

Begge tilstande, der reducerer det menneskelige 

til noget, der næsten udelukker etikken: 

Er udryddelseslejren nulpunktet eller den 

yderste grænse for menneskenes politik, 

hvor slipper da etikken? Indtil muselmanden 

findes der selv i det nøgne liv en sidste 

etisk streng: det er følelsen af skam over det 

enkle og korte greb, der forvandler den menneskelige 

tilstand til absolut udsathed. 

Lad os slutte med et citat fra det interview 

til dagbladet Le Figaro 7. april 2003, 

Agamben gav i forbindelse med krigen i 

Irak; det kan læses i sin helhed på www.noland.dk. 

Og interviewet danner fint bro til 

tatoveringsartiklen fra forsiden af Le Monde 

dateret 11/12. januar 2004, som læseren vil 

møde på disse sider. Agamben sagde: 

«Jeg vil gå så langt som til at sige, at 

den beredvillige oprettelse af en permanent 

undtagelsestilstand er blevet til en afgørende 

fremgangsmåde for samtidens stater, de 

demokratiske indbefattet. Hvad de Forenede 

Stater angår, synes jeg, at det er indlysende, at 

det Hvide Hus forsøger at påtvinge såvel sit 

eget land som hele planeten en permanent 

undtagelsestilstand, som vi får fremstillet 

som udgjorde den svaret på en slags verdensomspændende 

borgerkrig mellem stat 

og terrorisme. Det er tilstrækkeligt at huske 

på overgangen fra Weimarrepublikken til 

nazismen eller på staten Israels aktuelle 

situation… Den nyeste historie lærer os, at 

intet demokrati i længden kan modstå en 

undtagelsestilstand, der er for langvarig, 

eller en krigstilstand, der bliver permanent. 

Med det vil jeg sige, at selv det amerikanske 

demokrati, såfremt det endnu findes i dag, 

løber en fare for at forvandle sig til et åbenlyst 

antidemokratisk regime under presset 

fra den permanente undtagelsestilstand.» 

© LMD Norden 

Georgio Agamben, Resterne efter Auschwitz, kom ut i november på 

dansk. 

1 På dansk foreligger Veronica Juhls gennemgang af bogen i tidsskriftet 

Hæfter for Gæstfrihed nr.2, København, dec. 2001. 

Se artikkel av Agamben neste side


FILOSOFISK ESSAY: At være udenfor og samtidig tilhøre. Dette er undtagelsestilstandens grundvilkår. 

i har at gøre med et komplekst begreb, der befinder sig på grænsen mellem politik og jura. 

Den permanente u 

GIORGIO AGAMBEN 

Professor i filosofi, Italia. 

Det var i sin Politisk teologi (1922), at Carl 

Schmitt (1888-1985) fastslog den grundlæggende 

sammenhæng mellem undtagelsesilstand 

og suverænitet. Men selvom hans 

erømte definition af den suveræne, som 

den der beslutter undtagelsestilstanden», 

fte er blevet kommenteret, savner vi i statsretten 

fortsat en egentlig teori om undtagelsestilstanden. 

Det synes dog som om, 

problemet for juristerne såvel som for retshistorikerne 

mere er af praktisk karakter 

end et egentligt juridisk problem. 

Selve definitionen af begrebet besværligøres 

af det faktum, at det befinder sig på 

rænsen mellem jura og politik. Ifølge en 

dbredt opfattelse skulle 

ndtagelsestilstanden 

emlig ligge i «det tveydige 

og uklare grænsemråde 

mellem jura og 

olitik», og skulle således 

dgøre «et uligevægtsunkt 

mellem statsret og 

olitisk virkelighed». Dermed bliver arbejdet 

med at definere disse afgrænsninger kun 

mere påtrængende. Hvis de særforanstaltninger, 

som karakteriserer undtagelsestiltanden, 

er resultatet af perioder med politiske 

kriser, og hvis man derfor må anskue 

dem i et politisk snarere end et juridisk 

og forfatningsmæssigt lys, vil man faktisk 

have den paradoksale situation, at en række 

juridiske foranstaltninger ikke kan forstås 

ud fra en juridisk synsvinkel, og undtagelsestilstanden 

bliver dermed til en lovbunden 

form for det, som ikke kan have nogen 

lovbunden form. 

Hvis den «suveræne undtagelse» endvidere 

er den oprindelige mekanisme, hvorigennem 

juraen referer til livet for at indlemme 

det i samme bevægelse, som den ophæver sig 

selv, så vil en teori om undtagelsestilstanden 

være den præliminære betingelse for at forstå 

den relation, der knytter det levende til 

juraen. At løfte det slør, der tildækker dette 

usikre felt mellem på den ene side statsretten 

og den politiske virkelighed og på den 

anden side den juridiske orden og livet, er 

betingelsen for at begribe det, der står på spil 

i forskellen, eller den påståede forskel, mellem 

det politiske og det juridiske og mellem 

juraen og livet. 

Blandt de elementer, som vanskeliggør 

en definition af undtagelsestilstanden, må 

man nævne relationen til borgerkrig, oprør 

og modstandsret. I og med at borgerkrigen 

må anses for modstykket til en normal tilstand, 

vil der være en tilbøjelighed til at forveksle 

den med undtagelsestilstanden, som 

er statens umiddelbare reaktion på alvorlige 

indre konflikter. I det 20. århundrede har 

man således været vidne til det paradoksale 

fænomen, som har fået betegnelsen «lovlig 

borgerkrig». 

Som det var tilfældet med Nazityskland. 

Hitler havde knap nok grebet magten (eller, 

hvilket er mere korrekt, fået den foræret), 

før han den 28. februar 1933 udstedte dekretet 

til beskyttelse af folket og staten. Dette 

dekret suspenderede alle de paragraffer i 

Weimarrepublikkens forfatning, som sikede 

de individuelle rettigheder. Det blev 

ldrig ophævet, og man kan således ud fra 

t juridisk synspunkt anskue hele det 3. 

ige som én undtagelsestilstand, der varede 

2 år. I den forstand kan man definere den 

oderne totalitarisme som indførslen af 

n lovlig borgerkrig gennem undtagelsestilstanden, 

der ikke alene gør det muligt 

at eliminere politiske modstandere, men 

også hele befolkningskategorier, som ikke 

synes at kunne integreres i det politiske 

system. Siden da er den forsætlige etablering 

af en permanent undtagelsestilstand blevet 

en essentiel praksis i nutidens stater, heri- 

Hele Det tredje Rige 

kan anskues som én 

undtagelsestilstand, der 

varede 12 år 

blandt også de demokratiske. I ordets tekniske 

forstand er det i øvrigt ikke nødvendigt, 

at undtagelsestilstanden bliver erklæret. 

Endvidere skelnes der i den franske doktrin 

i hvert fald fra og med Napoleons dekret af 

24. december 1811 mellem en «fiktiv eller 

politisk» belejringstilstand og en militær 

belejringstilstand. Den engelske retsvidenskab 

taler i den forbindelse om en fancied 

emergency; hvad de nazistiske jurister angår, 

så talte de uden forbehold om en «villet undtagelsestilstand» 

for at etablere den nationalsocialistiske 

stat. Under begge verdenskrige 

udbreder brugen af undtagelsestilstanden 

sig til alle de krigsførende nationer. Overfor 

den fortsatte udvikling af det, som er blevet 

defineret som en «verdensomspændende 

borgerkrig», tenderer undtagelsestilstanden 

i dag i stadig stigende 

grad til at være en regerings 

dominerende paradigme i 

nutidens politik. Når først 

undtagelsestilstanden er 

blevet reglen, kan man 

frygte, at denne afdrift af en 

regeringsteknisk, midlertidig 

særforanstaltning kan medføre tabet af 

en traditionel skelnen mellem forskellige 

forfatningsformer. 

Undtagelsestilstandens fundamentale 

betydning som oprindelig struktur – i hvilken 

juraen indlemmer det levende gennem 

sin egen suspension – trådte frem med al 

ønskelig tydelighed med den military order, 

som USA’s præsident udstedte den 31. 

november 2001. I henhold til den bliver noncitizens, 

som er under mistanke for terroristisk 

aktivitet, underlagt en særlovgivning, 

der omfatter muligheden for «internering 

på ubestemt tid» (indefinite detention) samt at 

stille dem for militærdomstole. Den amerikanske 

Patriot Act af 26. oktober 2001 gjorde 

det i forvejen muligt for landets Attorney 

General at tilbageholde enhver udlænding 

(alien), som var under mistanke for at udgøre 

en trussel mod landets sikkerhed. Det var 

dog påkrævet, at den pågældende udlænding, 

inden for en frist på syv dage, enten 

skulle udvises eller at der skulle rejses tiltale 

mod vedkommende for at have overtrådt 

immigrationsloven eller at have begået 

en anden forbrydelse. Det nye i præsident 

Bushs dagsorden var de facto at ophæve 

disse personers juridiske status og dermed 

at skabe størrelser, som juraen hverken 

kunne kategorisere eller betegne. Ikke alene 

nyder de talebaner, som blev taget til fange 

i Afghanistan, ikke status som krigsfanger 

i henhold til Genève-konventionen, men 

de falder heller ikke ind under nogen sigtelsesbestemmelser 

i den amerikanske lovgivning: 

De er hverken fanger, sigtede eller 

tiltalte, men blot detainees, som er underlagt 

et faktuelt overherredømme, en internering 

som ikke alene er ubestemt i tidsmæssig 

forstand, men også i selve sin natur, i og med 

at den unddrager sig enhver lov og enhver 

form for juridisk kontrol. Med en detainee på 

Guantanamo antager det nøgne liv sin mest 

ekstreme form for ubestemthed. 

Det mest stringente forsøg på at formulere 

en teori om undtagelsestilstanden finder 

vi i Carl Schmitts værk. Den findes i alt 

væsentligt i hans bog Diktaturet såvel som i 

hans Politisk teologi, der udkom et år efter. Da 

begge disse bøger, som blev udgivet i begyndelsen 

af 1920’erne, beskriver et paradigme, 

der ikke alene er aktuelt, men som først nu 

om stunder har fundet sit egentlige, fulde 

udtryk, vil det være nødvendigt at opsummere 

hovedteserne. 

De to bøgers målsætning var at indplacere 

undtagelsestilstanden i en juridisk kontekst. 

Schmitt var vel klar over, at undtagelsestilstanden, 

i og med at den medfører en 

«suspension af den juridiske orden i dens 

helhed», synes at «unddrage sig enhver juridisk 

betragtning», men for ham handler det 

netop om at etablere en relation, hvad den så 

end måtte være, mellem undtagelsestilstand 

og juridisk orden. «Undtagelsestilstanden 

adskiller sig altid fra anarki og kaos, og 

i juridisk forstand optræder der stadig en 

orden i den, selvom der ikke er tale om en 

juridisk orden.»Denne fremstilling er paradoksal 

i og med at det, der må være indskrevet 

i juraen, i sin essens ligger udenfor, da 

det jo svarer til en suspension af selve den 

juridiske orden. Hvem det end er, der foretager 

denne indskrivning af undtagelsestilstanden 

i den juridiske orden, gælder det om 

at påvise, at en suspension af loven stadig 

ligger indenfor lovens domæne og ikke blot 

er ren og skær anarki. Undtagelsestilstanden 

indfører således en anomisk zone i juraen, 

som ifølge Schmitt gør det muligt effektivt 

at skabe orden i det reelle. Man forstår 

da, hvorfor teorien om undtagelsestilstanden 

i Politisk teologi kan præsenteres som en 

lære om suverænitet. Statsoverhovedet, der 

beslutter at indføre en undtagelsestilstand, 

sikrer dens forankring i den juridiske orden. 

Men netop fordi beslutningen her omfatter 

normens ophævelse, og fordi undtagelsestilstanden 

er bemægtigelsen af et rum, 

som hverken er indenfor eller udenfor, «forbliver 

statsoverhovedet udenfor den under 

normale omstændigheder gældende juridiske 

orden samtidig med at han, da en sådan 

beslutning er hans ansvar, skal afgøre om 

forfatningen skal suspenderes i sin helhed.» 

At være udenfor og samtidig tilhøre: Det er 

undtagelsestilstandens topologiske struktur, 

og fordi statsoverhovedet, der beslutter 

undtagelsen, ud fra en logisk betragtning i 

sit væsen er defineret af denne struktur, kan 

han også karakteriseres ved oxymoronet 

ekstase-tilhørsforhold. 

I 1990 holdt Jacques Derrida i New York 

et foredrag over emnet Lovkraft: Autoritetens 

mystiske fundament. Konferencen, som faktisk 

var en gennemgang af Walter Benjamins 

essay For en kritik af 

volden, vakte en omfattende 

debat blandt 

såvel filosoffer som 

jurister. At ingen fandt 

på at analysere den tilsyneladende 

gådefulde 

formulering, som var 

foredragets titel, er 

ikke alene et tegn på den totale adskillelse 

af den filosofiske og den juridiske kultur, 

men også på den sidstes forfald. Syntagmet 

«lovkraft» støtter sig til en lang tradition 

i romerretten og i middelalderretten, hvor 

den i bred forstand betyder «effektivitet, 

evne til at forpligte». Men det er først i nyere 

tid, i den franske revolutions kontekst, at 

udtrykket kommer til at dække den højeste 

værdi af de akter, som blev vedtaget af den 

repræsentative folkeforsamling. I paragraf 

6 i forfatningen af 1791 betegner udtrykket 

«lovkraft» således lovens ufravigelige 

karakter, som selv statsoverhovedet ikke 

kan ophæve eller ændre. 

Ud fra en teknisk betragtning er det dog 

afgørende, i såvel den moderne som i ældre 

doktriner, at syntagmet «lovkraft» ikke henviser 

til selve loven, men til de dekreter, der 

netop, som udtrykket angiver, har lovkraft, 

dekreter som den udøvende magt i visse tilfælde 

kan få tilladelse til at formulere, som 

for eksempel ved en undtagelsestilstand. 

Som teknisk lovudtryk definerer konceptet 

«lovkraft» altså adskillelsen af lovens effektivitet 

og dens formelle væsen, en adskillelse 

som tilfører dekreter og foranstaltninger, 

der ikke formelt er love, lovkraft. Denne 

uklarhed mellem den udøvende og den lovgivende 

magts akter er et af de væsentligste 

karakteristika ved undtagelsestilstanden. 

(Grænsetilfældet er nazistyret; som Adolf 

Undtagelsestilstanden 

forvandles til en fest uden 

grænser, hvor den rene vold 

bliver trukket frem for at 

kunne nydes frit 

Eichmann yndede at gentage, var «Førerens 

ord lov».) Og i de nuværende demokratier 

er det blevet almindelig praksis, at et parlament 

efterfølgende ratificerer retsvirkende 

dekreter udstedt af regeringen. Nu om dage 

er republikken ikke længere parlamentarisk; 

den er regeringsstyret. Ud fra en ren teknisk 

betragtning ligger undtagelsestilstandens 

særpræg ikke så meget i sammenblandingen 

af magtbeføjelserne som i lovkraftens 

isolering fra loven. Undtagelsestilstanden 

definerer en retstilstand, hvor normen gælder, 

men ikke finder anvendelse (fordi den 

ikke har kraft), og hvor bestemmelser, som 

ikke har lovstatus, har kraft. 

I grænsetilfældene betyder det, at lovkraften 

fluktuerer som et ubestemmeligt element, 

der snart kan påberåbes af statsmagten, 

snart af en revolutionær organisation. 

Undtagelsestilstanden er et anomisk rum, 

hvor det, der står på spil, er en lovkraft uden 

lov. En sådan lovkraft er uden tvivl et gådefuldt 

element, eller snarere en fiktion gennem 

hvilken juraen forsøger at indlemme 

anomien. Men hvordan skal man forstå et 

gådefuldt element af den art, gennem hvilken 

juraen overlever sin egen udviskning 

og fungerer som ren kraft i undtagelsestilstanden? 

Undtagelsestilstandens særkende 

træder tydeligt frem, når man studerer den 

foranstaltning i romerretten, som kan anses 

som dens sande arketype, iustitium. 

Lige så snart det romerske senat fik underretning 

om en situation, der kunne true 

eller kompromittere republikken, udstedte 

det en senatus consultum ultimum, hvorigennem 

den anmodede konsulerne (deres substitutter, 

alle borgere) om at træffe alle nødvendige 

forholdsregler for at sikre statens 

sikkerhed. Et senatus consultum forudsatte 

et dekret, hvori man erklærede tumultus, 

det vil sige en nødsituation skabt enten af 

indre uroligheder eller af et oprør, som så 

medførte, at man proklamerede et iustitium. 

Udtrykket ius-titium – der er opbygget nøjagtigt 

som sol-stitium – betyder bogstavelig 

talt at «standse, ophæve ius’en, den juridiske 

orden». De romerske 

grammatikere forklarede 

udtrykket således: 

«Når juraen gør 

ophold, ligesom solen 

ved solhverv.» 

Iustitium var dermed 

ikke så meget en suspension 

indenfor retshåndhævelsens 

rammer som en suspension 

af juraen i sig selv. Hvis vi vil forstå undtagelsestilstandens 

væsen og struktur, må 

vi først forstå denne juridiske institutions 

paradoksale status, der ganske enkelt går ud 

på at skabe et juridisk tomrum, at skabe et 

rum helt blottet for ius. Således det iustitium 

som Cicero nævner i en af sine Filippiske 

taler. Marcus Antonius» hær marcherer 

mod Rom, og konsulen Cicero henvender 

sig til senatet med følgende ord: «Jeg finder 

det påkrævet at erklære tumultus, bekendtgøre 

iustitium og forberede os på kamp». 

Den alment vedtagne oversættelse af iustitium 

– juridisk stilstand – ville her ikke give 

nogen mening. I en faretruende situation 

handler det tværtimod om at afskaffe de 

restriktioner, som lovene pålægger øvrighedspersonerne 

– det vil først og fremmest 

sige forbuddet mod at henrette en borger 

uden folkedom. 

Overfor dette anomiske rum, som pludselig 

bliver sammenfaldende med bystaten, 

synes både nyere og ældre forfattere at balancere 

mellem to modsatrettede opfattelser: At 

skabe overensstemmelse mellem iustitium 

og forestillingen om en total anomi, i hvilken 

al magt og al juridisk struktur bliver 

ophævet, eller anskue det som selve juraens 

fylde, hvor den er sammenfaldende med det 

reelles helhed. 

Hvoraf spørgsmålet: Hvilken beskaffen-

hed har de handlinger, som udføres under 

et iustitium? Fra det tidspunkt de udføres i 

et juridisk tomrum, burde de betragtes som 

rene kendsgerninger uden juridiske konnotationer. 

Spørgsmålet har sin betydning, 

fordi den handlingssfære, der her først og 

fremmest er under overvejelse, er muligheden 

for at slå ihjel. Retshistorikere har 

således spurgt sig selv, hvorvidt en embedsmand 

eller en øvrighedsperson, der slog en 

borger ihjel under iustitium, kunne blive 

stillet for retten anklaget for mord efter iustitiums 

afslutning. Vi står her overfor en type 

handlinger, der synes at overskride den traditionelle 

juridiske opdeling i lovgivning, 

udøvelse og overskridelse. Embedsmanden, 

der handler under iustitium, lige som officeren 

under undtagelsestilstanden, hverken 

håndhæver eller overskrider loven, lige så 

lidt som han er i færd med at skabe en ny. 

Man kunne sige, for nu at bruge et paradoksalt 

udtryk, at han i færd med at ikkehåndhæve 

loven. Men hvad betyder det at 

ikke-håndhæve loven? Hvordan skal man 

forstå denne særlige kategori af menneskelige 

handlinger? 

Ud fra en almen teori om udtagelsestilstanden 

kan vi så forsøge at udbygge resultaterne 

af vores genealogiske undersøgelse 

af iustitium. 1. Undtagelsestilstanden er ikke 

et diktatur, men et rum tømt for jura. I 

den romerske konstitution var diktatoren 

en specifik type øvrighedsperson, som fik 

sin magt gennem en lov, der blev vedtaget 

af folket. Derimod medfører iustitium, ligesom 

den moderne undtagelsestilstand, ikke 

skabelsen af et nyt embede, men kun af en 

anomisk zone, hvor alle juridiske bestemmelser 

bliver gjort inaktive. På trods af nogle 

lighedspunkter kan hverken Mussolini eller 

Hitler teknisk defineres som diktatorer. 

Hitler var rigskansler, lovligt udnævnt af 

præsidenten. Det, der karakteriserer nazistyret, 

og gør den model så farlig, er, at det lod 

Weimarforfatningen overleve, men dublerede 

det med en anden, ikke juridisk formaliseret 

struktur, som kun kunne overleve ved 

siden af den første takket være undtagelsestilstandens 

generalisering. 2. Dette juridiske 

tomrum forekommer af den ene eller den 

anden grund så væsentligt for selve den juridiske 

orden, at denne på enhver tænkelig 

måde må forsøge at etablere en relation med 

den første, som om juraen, for at sikre sin 

funktion, nødvendigvis må vedligeholde en 

relation med en anomi. 

Det er netop i det perspektiv, at vi må 

læse den debat om undtagelsestilstanden, 

der fra 1928 til 1940 foregik mellem Walter 

Benjamin og Carl Schmitt. Man antager som 

regel, at udgangspunktet var Benjamins 

læsning af Politisk teologi i 1923, samt de 

citater fra Schmitts suverænitetsteori, som 

Benjamin havde i bogen om det barokke 

drama. Benjamins anerkendelse af den 

påvirkning, Schmitt havde på hans tænkning, 

er altid blevet betragtet som skandaløs. 

Uden at gå i detaljer tror jeg, at jeg 

kan imødegå anklagen om skandale med 

forslaget om at læse Schmitts teori om suverænitet 

som et svar på den kritik af volden, 

som Benjamin formulerede. Hvad er det for 

et problem Benjamin formulerer i sin Kritik 

af volden? For ham gælder det om at fastslå 

muligheden for en vold udenfor og hinsides 

juraen, en vold der i sig selv er i stand 

til at bryde dialektikken mellem volden, 

der fastsætter, og den, der fastholder loven. 

Denne anden vold kalder Benjamin «ren», 

«guddommelig» eller «revolutionær». Det 

loven ikke kan tolerere, det, den opfatter 

som en utålelig trussel, er tilstedeværelsen 

af en vold, som er udenfor loven, ikke kun 

fordi dens målsætninger er inkompatible 

med den juridiske ordens mål, men «ganske 

enkelt på grund af dens udvendighed.» 

Man forstår da bedre, hvordan Schmitts 

teori om suverænitet kan betragtes som et svar 

på Benjamins Kritik. Undtagelsestilstanden 

er netop det rum, hvori Schmitt forsøger at 

fiksere og indlemme tesen om en ren vold, 

der eksisterer uden for loven. For Schmitt 

findes der ikke sådan noget som ren vold, 

der findes ikke nogen vold, som er udvendig 

i forhold til nomos, fordi med undtagelsestilstanden 

bliver den revolutionære vold altid 

indlemmet i juraen. Undtagelsestilstanden 

er altså det middel, Schmitt opfandt for 

at imødegå Benjamins tese om den rene 

vold. Det afgørende dokument i Benjamin- 

Schmitt sagen er utvivlsomt den 8. tese om 

historiekonceptet: «De undertryktes tradition 

lærer os, at den «undtagelsestilstand», 

vi lever i, er reglen. Vi må nå frem til en 

historieopfattelse, som er på højde med den 

kendsgerning. Vi vil derefter tydeligt kunne 

se, at vores opgave er at producere en faktisk 

undtagelsestilstand, og det vil forbedre vores 

position i kampen mod fascismen.» 

At undtagelsestilstanden efterhånden er 

blevet normen, betyder ikke alene en overskridelse 

af en beslutningsgrænse, men også 

at den ikke længere kan udfylde den rolle, 

Schmitt havde tildelt den. Ifølge ham hviler 

den juridiske ordens funktion i sidste 

instans på en mekanisme, 

undtagelsestilstanden, 

hvis målsætning er at gøre 

normen anvendelig, mens 

udøvelsen af den midlertidigt 

bliver suspenderet. 

Men hvis undtagelsen 

bliver reglen, kan mekanismen 

ikke længere fungere, og Schmitts 

teori om undtagelsestilstanden bliver sat 

skak mat. 

I det perspektiv er Benjamins skelnen 

mellem en faktisk undtagelsestilstand og 

en fiktiv undtagelsestilstand essentiel, om 

end den sjældent er blevet noteret. Man 

fandt den allerede hos Schmitt, som havde 

lånt den fra den franske juridiske doktrin; 

men i overensstemmelse med sin kritik af 

den liberale opfattelse af en retsstat kalder 

Schmitt en undtagelsestilstand, som hævdes 

styret af loven, for fiktiv. 

Benjamin omformulerer uoverensstemmelsen 

for at vende den mod Schmitt: Når 

først muligheden for en fiktiv undtagelsestilstand, 

i hvilken undtagelsen og normen 

tidsmæssigt og lokalt er adskilte, er forsvundet, 

vil det være den faktiske undtagelsestilstand, 

vi lever i og ikke længere kan skelne 

fra reglen. Her forsvinder al fiktion om en 

forbindelse mellem vold og jura: Der findes 

kun en anomisk zone, som domineres af den 

rene vold, uden juridisk dækning. 

Man begriber således bedre det, der stod 

på spil i debatten mellem Benjamin og 

Schmitt. Uenigheden optræder i forhold til 

denne anomiske zone, som for Schmitt for 

enhver pris må fastholdes i tilknytning til 

juraen, hvorimod den for Benjamin skal 

frigøres fra denne relation. Det, det handler 

om her, er forholdet mellem vold og jura, 

det vil sige voldens status som ciffer for 

den politiske handling. Denne strid om ord, 

hvad anomien angår, synes for den vestlige 

politik at være lige så afgørende som denne 

«kæmpernes strid om væsenet», der definerer 

den vestlige metafysik. Det rene væsen 

er den ultimative indsats i metafysikken, 

ligesom den rene vold er det i politik; overfor 

den ontologisk-teologiske strategi, som 

vil fiksere det rene væsen 

i logos» masker, finder vi 

undtagelsesstrategien, som 

skal sikre relationen mellem 

vold og jura. Det ser 

altså ud til, at såvel jura 

som logos har brug for en 

anomisk, eller ikke-logisk, 

suspensionszone for at kunne grundfæste 

deres relation med livet. 

Den strukturelle nærhed mellem jura og 

anomi, mellem ren vold og undtagelsestilstand, 

indeholder også, som det ofte er 

tilfældet, en omvendt figur. Historikere, 

etnologer og folkloreeksperter er vant til 

disse anomiske fester – romerske saturnalier, 

charivarier og Middelalderens karneval 

– som suspenderer og vender de juridiske og 


ndtagelsestilstand 

Hvis undtagelsen 

bliver reglen, kan 

mekanismen ikke 

længere fungere 


sociale relationer om, der definerer den normale 

orden. Herskabet bliver tyendets tjenere, 

mænd klæder og opfører sig som dyr, 

dårlige skikke og forbrydelser, som ellers 

ville blive straffet af loven, bliver med ét 

tilladt. Karl Meuli var den første, som betonede 

forbindelsen mellem disse anomiske 

fester og de situationer, hvor juraen blev 

suspenderet i visse arkaiske straffeinstitutioner. 

Der kan man, ligesom under iustitium, 

dræbe et menneske uden at blive stillet for 

retten, ødelægge dets hus eller konfiskere 

dets ejendom. Den uorden, der skabes under 

karneval, de kaotiske ødelæggelser, som 

forekommer under charivarien, er ikke genoplivningen 

af en mytologisk fortid, men 

en virkeliggørelse af en historisk og reel 

anomisk tilstand. Den tvetydige forbindelse 

mellem jura og anomi bliver således fuldt 

belyst: Undtagelsestilstanden forvandles til 

en fest uden grænser, hvor den rene vold bliver 

trukket frem for at kunne nydes frit. 

Vestens politiske system synes altså at 

være et dobbelt maskineri, som bygger på en 

dialektik mellem to heterogene, og i og for 

sig antitetiske, elementer: nomos og anomi, 

jura og ren vold, loven og de former for liv, 

hvis sammenføjning undtagelsestilstanden 

har til formål at tilsikre. Så længe disse 

elementer forbliver adskilte, kan deres dialektik 

fungere, men når de tenderer imod en 

gensidig ubestemthed og bliver kongruente 

i en politisk enhedsmagt med to ansigter, 

når undtagelsestilstanden bliver reglen, forvandles 

det politiske system til en dødsmaskine. 

Man må derfor spørge sig selv, 

hvorfor nomos så grundlæggende har brug 

for anomien? Hvorfor skal den vestlige politik 

måles i forhold til dette indre tomrum? 

Hvad er politikkens substans, hvis den i sit 

væsen er bundet til dette juridiske vakuum? 

Så længe vi ikke er i stand til at besvare disse 

spørgsmål, vil vi heller ikke kunne besvare 

et andet, som genlyder gennem hele den 

vestlige politiks historie: Hvad betyder det 

at handle politisk? 

© LMD Norden 

Oversatt av Frants Iver Gundelach. Også trykket i danske Lettre


BILLEDKUNST: Kunstner i dette 

nummer av Le Monde diplomatique 

er Gerhard Richter. Hans motstand 

mot stil er knyttet til hans innbitte 

avsky mot politiske ideologier. Han 

har gjort stilbruddet til eneste gjelende 

stilprinsipp. 

MONA PAHLE BJERKE 

Skribent og kunsthistoriker. 

Den 72 år gamle tyske kunstneren Gerhard 

Richter har en dobbel kunsthistorisk skolering. 

Først studerte han sosialrealismen på 

kunsthøyskolen i Dresden, i det gamle DDR, 

og deretter studerte han abstrakt ekspresjonisme 

på kunstakademiet i Düsseldorf. For 

Richter ble det imidlertid fort tydelig at både 

kommunismens sosialrealistiske formspråk, 

som tok utgangspunkt i kunsten som en 

funksjonell instans som skulle gi en realistisk 

skildring av arbeidernes kår, og den modernistiske 

abstraksjonen, som Vestens symbol 

for frihet og liberalisme, hver især bare var 

tomme formler som tjente sine respektive 

ideologier. 

Det er et karakteristisk trekk ved Richters 

prosjekt at det lettest lar seg beskrive i negative 

termer. Richter skriver selv om sine bilder: 

«De er verken fotografier eller malerier…» 

og om prosjektet sitt skriver han: «Jeg følger 

ingen mål, intet system, ingen tendens, jeg har 

intet program, ingen stil, ingen retning…» 

For å beskrive hva som står på spill i 

Richters abstrakte bilder, kan det derfor være 

fruktbart å begynne med å si noe om hva 

bildene ikke er. Hva er det for eksempel som 

gjør at hans nonfigurative malerier ikke kan 

sees som nok et forsinket bidrag til abstrakt 

ekspresjonisme? 

Fremfor alt er Richters abstrakte bilder fri 

for de metafysiske og spirituelle aspirasjonene 

som kjennetegner den modernistiske 

abstraksjonen. Bildene kan verken forstås 

som psykologiske symptomer eller som subjektive 

uttrykk for essensielle sannheter. 

Richters prosjekt må snarere sees som en 

«arkeologisk» undersøkelse av maleriets historie. 

Bildene erindrer, nedtegner og undersøker 

de ulike fenomenene som konstituerer 

feltet «maleri» innenfor den spesifikke 

historiske konteksten. Bildene approprierer 

bruddstykker av maleriske diskurser og konvensjoner, 

de siterer malemåter strategisk, for 

slik å tømme dem for mening. I sine abstrakte 

bilder jobber Richter seg gjennom det nonfigurative 

maleriets komplekse historie i det 

20. århundre. 

Bildene blir således en dokumentasjon 

av maleriets fenomener, en analyse av 

dets funksjoner, og til slutt en avvisning 

av hele mulighetsspekteret som danner 

grunnlaget for modernismens heroiske 

prosjekt. Det er på bakgrunn av en slik 

forståelse av Richters kunst at den tyske 

kunsthistorikeren Benjamin Buchloh 

betegner Richter som en medspiller i et 

større demystifiseringsprosjekt av det 

Maleriet 

abstrakte formspråkets åndelige og metafysiske 

kvaliteter. 

Et bilde som kan eksemplifisere denne 

parafraserende tilnærming til abstrakt maleri 

er Abstraktes Bild – 862-1 fra 1999. Det mest 

påfallende ved bildet er formatet (ca 40 x 50 

cm). Når man studerer det i reproduksjon, 

uten målangivelser, er det umulig å tenke seg 

at det virkelig er så lite. I overraskelsen blir 

det tydelig hvor sjelden denne typen abstrakt 

retorikk forekommer i et slikt format. 

Richters vakre fargerike bilde har mye til 

felles med Kandinskijs malerier fra 1910- og 

20-tallet. Vasilij Kandinskij er regnet som en 

av de første malerne som helt og holdent forlot 

det figurative billedinnhold til fordel for 

rene former og farger. På samme måte som i 

Richters abstrakte bilder finnes likevel hele 

tiden fragmenter og konturer av noe som kan 

oppfattes som figurasjon. De høye brede penselstrøkene 

som er trukket nedenfra og opp i 

Abstraktes Bild – 862-1 kan se ut som melankolske 

vandrende skikkelser. Bildet henspiller 

imidlertid også, med sine kraftige penselstrøk, 

på den abstrakte ekspresjonismen. Når 

disse historiebrokkene er sammenfattet i et 

maleri, ikke større enn et middels stort fotografi, 

blir det tydelig at dette fra Richters side 

er ment som parafraser over episoder hentet 

fra det nonfigurative maleriets historie. 

Et av de mest slående trekkene ved Richters 

mangefasetterte prosjekt er kontinuerlig veksling 

mellom malerisk og fotografisk representasjon. 

Richter begynte å bruke fotografi som 

forelegg for sine malerier tidlig på 60-tallet. 

Med nitid nøyaktighet malte han etter alt 

fra gamle amatørbilder hentet fra familiealbum, 

snapshots tatt med eget kamera, og 

bilder fra magasiner eller andre massemedier. 

I begynnelsen brukte han fotografi for å skape 

et mest mulig nøytralt uttrykk i bildene. 

Fotografiet hjalp ham til 

å male uavhengig av sin Richters 

egen personlige erfaring 

og skolering, og fremfor ikke polit 

alt uavhengig av de kunst- transform 

historiske konvensjonene de får likeve 

knyttet til maleriet. 

Richter var opplært til funksjon idet 

å se fotografiet som male- fetisjeringen 

riets antitese. På 60-tallet 

var det å male etter foto- uttrykk 

grafi for ham noe av det 

mest ukunstneriske han overhodet kunne 

foreta seg. Dermed ble inkluderingen av noe 

«fotografisk» i maleriene en slags «negasjon» 

av tradisjonelle maleriske konvensjoner. 

At fotografiet utfordrer og truer maleriet er 

en idé som går tilbake til fotografiets opprinnelse. 

En stund så det ut som om maleriet 

kunne berges gjennom det abstrakte formspråket 

– som var særegent for det maleriske 

mediet. Maleriets funksjon ble omdefinert fra 

representasjon til abstraksjon. Abstraksjonen 

var sett på som et fullstendig autonomt 

uttrykk, og unndro seg derfor sammenlikning 

med fotografiet, som var oppfattet som et rent 

representasjonsmedium. Det abstrakte formspråket 

mistet imidlertid raskt sin radikalitet, 

og ble selve det hegemoniske kunstuttrykket

som krise 

innenfor høymodernismen. Den modernistiske 

abstraksjonen var allerede på 60-tallet 

«dominerende, men død», som filosofen 

Jürgen Habermas uttrykte det. 

Richters måte å forholde seg til denne dobbelte 

krisen i maleriet på, var verken å insistere 

på maleriets fortsatte 

bilder er 

iske eller 

ative, men 

l en kritisk 

de utfordrer 

av visuelle 

sformer 

legitimitet, eller å forkaste 

maleriet til fordel for happenings, 

performance eller 

videokunst – slik mange 

av hans samtidige gjorde. 

I stedet opprettholder han 

negasjonen – mellom det 

maleriske og det fullstendig 

upersonlig fotografiske 

– som et åpent skisma i 

bildene. Han fortsetter, så 

å si, maleriet som krise. 

Dette er et vanlig perspektiv på Richters 

fotorealistiske bilder, hvor det fotografiske 

selvfølgelig er helt eksplisitt til stede, i den 

forstand at maleriet rett og slett er en etteraping 

av et konkret fotografi. Det som imidlertid 

har vært lite betont er at vekslingen 

mellom det maleriske og det fotografiske 

også spiller en rolle i de abstrakte bildene. 

«Medievekslingen» har endret betydning 

fra Richters tidlige fotorealistiske arbeider 

til de abstrakte 90-tallsbildene, hvor vekslingen 

ikke lenger er knyttet til en faktisk 

involvering av fotografi. Vekselspillet mellom 

mediene er tilstede indirekte, gjennom 

å involvere det fotografiske som en visuell 

kvalitet i det maleriske. Richter gir bildene 

fotografiske elementer som nedfeller foto- 

realismen som en klangbunn i de abstrakte 

bildene. 

I det blodrøde og blåsorte Abstraktes Bild 

858-3 fra 1999 har Richter skapt en metallisk 

overflate som i sin mekaniske perfeksjon 

likner et ødelagt eller manipulert fotografi. 

Denne mediemessige kompleksiteten som 

finnes i hvert enkelt bilde, styrkes også ytterligere 

ved at han fører sammen fotorealistiske 

og abstrakte bilder innenfor samme serie. 

Richter bearbeider og forflytter seg uavlatelig 

i forhold til sine egne posisjoner. Ved å 

la bildene dvele i en «verken-eller-posisjon» 

undergraver han tradisjonelle tolkningskonvensjoner 

for de respektive medier. En annen 

type posisjonsforflytning er knyttet til selve 

maleprosessen i de abstrakte bildene. Richter 

begynner med en intensjon og en komposisjonell 

idé som han bevisst og systematisk bryter 

ned i løpet av prosessen. Bildene blir til i en 

kontinuerlig prosess av oppbygning, nedbrytning, 

konstruksjon og kansellering. 

De fleste av Richters 90-tallsbilder er 

bygget opp gjennom flere faser med ulike 

malingslag. Malingen er påført vekselvis performativt 

med grov pensel og mekanisk med 

spatel eller glassplate. Bruken av spatel og 

glassplate gir en slags marmoreringseffekt. 

Med glassplaten har han presset malingen 

til lerretet helt til luftboblene mellom glasset 

og tekstilet har sprukket – og slik at de 

underliggende fargelagene avdekkes. Slik 

har han med en viss kontroll kunnet la fargene 

blandes tilfeldig. Uten å etterlate seg 

penselspor. I noen bilder er denne teknikken 

gjentatt i flere omganger på tørt eller halvtørt 

underlag. 

Over det rike fargespillet har han brukt 

spatel eller palettkniv til å skave, raspe og rive 

av malingslagene. Denne delen av prosessen 

likner mer gravering enn maling. Med spatelen 

har han trukket loddrette eller vannrette 

bånd i malingen, som har etterlatt seg render 

i billedflaten. I hvert spateldrag over lerretet 

ligger en langsom, nitid kontroll, allikevel ser 

det ut som om malingen er påført med kraft 

og hastighet. I disse bildene ser vi hvordan 

han i flere omganger skaver og skraper av 

malingen til lerretet står skrint og ribbet tilbake 

– før han finner noe ved bildet han kan 

bruke. Richters utforskning av det maleriske 

mediet omfatter også etter hvert en undersøkelse 

av hans eget kunstneriske virke, der han 

«graver ut» sine egne grunner, i en uendelig 

spiral av revideringer. 

Richters uopphørlige forflytninger i forhold 

til egne posisjoner og intensjoner i maleprosessen, 

også slik den utvikler seg gjennom 

faser av hans eget kunstnerskap, er uttrykk 

for en streben etter å oppnå en form for annethet. 

Richter forsøker også å unndra bildene 

mytene og konnotasjonene som kobler seg til 

billedspråket. Richters bilder er ikke politiske 

eller transformative, men de får likevel en kritisk 

funksjon idet de utfordrer fetisjeringen 

av visuelle uttrykksformer. 

Richter forsøker gjennomgående å la sine 

bilder negere og overskride seg selv, ut fra en 

forestilling om at det bare gjennom negasjon 

er mulig å fremstille noe som ikke er usant. 

Selv om bildene streber mot et avsondret 


© Gerhard Richter: River (WV 822-824), 1995 

uttrykk som unndrar seg begrepsliggjøring, 

påberoper de seg ikke en fullstendig autonomi. 

Nettopp gjennom negasjonene forholder 

de seg til den virkeligheten de negerer. 

Richter har gjort stilbruddet til eneste gjeldende 

stilprinsipp. Hans vedvarende forflytninger 

og endringer i uttrykk er en strategi 

for å unngå å bli forbundet med ett enkelt 

formspråk. «Stil er vold,» har Richter en gang 

uttalt. Denne motstanden mot stil er knyttet 

til den innbitte avsky han nærer for politiske 

ideologier, og for kunst som uttrykk for 

slike. Forestillingen om at enhver stil, ethvert 

program har sine ideologiske undertoner, 

er utgangspunktet for Richters forsøk på å 

unngå å henfalle til et bestemt formspråk. 

Denne holdningen er kanskje ikke så underlig 

hos en kunstner som i oppveksten opplevde 

både nazismens Tyskland og kommunismens 

Tyskland i øst – og siden, etter å ha flyktet til 

Vest-Tyskland, fikk se at også kapitalismen 

har sine ideologiske implikasjoner. 

Ved å beskrive Richters abstrakte bilder 

som «fotografiske», fremsettes her ingen helhetlig 

eller overgripende teori – noe Richters 

prosjekt i sin natur med nødvendighet vil 

motsette seg. Men bildene er bygget over 

samme lest. Hans abstrakte bilder skiller seg 

fra abstrakt ekspresjonisme, fordi de i likhet 

med de fotorealistiske bildene opprettholder 

den negative dialektikken – som en internalisert 

kritikk av maleriske konvensjoner og 

ideologi. 

© LMD Norden


Generasjonsskifte i afrikansk 

FRANKOFONI: Franskspråklig 

afrikansk litteratur har en sterk 

tradisjon for politisk engasjement 

og antikolonialisme. Dagens unge 

forfattere søker imidlertid mer 

mot det universelle og det selvrefleksive 

– med globalisering og 

emigrasjon som bakteppe. 

TIRTHANKAR CHANDA 

Universitetsansatt, og litteraturkritiker i Radio France internationale. 

I desember 2003 døde forfatteren Ahmadou 

Kourouma fra Elfenbenskysten. Hans bortang 

markerer slutten på en epoke som har 

ært grunnleggende for moderne afrikansk 

itteratur. Epoken kjennetegnes av mange 

yvinninger, deriblant selve begrepet afriansk 

frankofon 1 litteratur, et begrep som 

åde er sammensatt og paradoksalt: Denne 

itteraturen definerte seg fra første stund i 

pposisjon til kolonialismen og fremmet 

et afrikanske særpreg, samtidig som den 

rukte kolonimaktens språk. Den var antiolonialistisk 

samtidig som den lånte både 

oder (realisme) og konvensjoner (eksotise) 

fra europeisk litteratur for å skrive om 

frika. 

Disse paradoksene har ikke hindret 

rankofone afrikanske forfattere i å skape 

n original og sterk litteratur som ifølge den 

ranske surrealisten André Breton var «vaker 

som nyfødt luft». 2 Uttrykket formulerer 

et nye og det «uunnværlige» i négritudeevegelsens 

3 poesi – som var første sats i 

denne litterære symfonien. 

Foto: Tom Henning Bratlie 

Prøv Klassekampen 

hver dag i 3 mnd. for 

kun kroner 550,– 

(normalpris 670,–) 

For bestilling, send en SMS med kodeord 

ABO til 1960 og få denne lekre koppen 

med trykk fra det kommunistiske 

manifest i hurtigsvarpremie. 

W W W . K L A S S E K A M P E N . NO 

NB: Tilbudet gjelder ut 2004 

I fortsettelsen har talentfulle forfattere 

gjort seg gjeldende i andre sjangere: teater, 

selvbiografi og selvsagt også romansjangeren. 

Innenfor sistnevnte sjanger har 

Kourouma – sammen med kongoleseren 

Sony Labou Tansi, kamerunske Mongo 

Beti og senegaleseren Ousmane Sembène 

– tilpasset afrikansk forestillingsverden og 

uttrykksmåte på mesterlig vis. Denne sosialt 

engasjerte litteraturen, som var sterkt 

preget av négritude-bevegelsen, ble etterfulgt 

av en ny generasjon forfattere ved 

inngangen til 1990-tallet. Disse forfatterne 

har til felles at de mer eller mindre bevisst 

motsetter seg at den afrikanske litteraturen 

skulle ha som oppdrag å være engasjert eller 

å bære vitnesbyrd om Afrika. Samtidig som 

de plasserer sine fortellinger i et turbulent 

afrikansk landskap, målbærer de et syn på 

litteraturens oppgave som bryter med deres 

forgjengeres. 

De første generasjonenes suksess bygde 

nettopp på visjonen om en 

litteratur med et direkte politisk 

og sosialt engasjement. 

Gjennom ulike litterære registre 

– fra satire til sosialrealisme 

via det mytologiske, det 

barokke, det magiske og det 

lyriske – søkte de å uttrykke 

virkeligheten med alt den 

innebærer, fra det sublime til 

det uutholdelige. Dette sterke 

ønsket om å gi det svarte folks virkelighet 

et litterært uttrykk preger derfor både 

de «lovprisende» arbeidene til négritudepoeter 

som Léopold Sédar Senghor og Aimé 

Césaire, og den postkoloniale afrikanske 

fiksjonsfortellingen fra de første årene 

etter uavhengigheten – der sidene fylles av 

Afrikas mangfoldige lidelse. 

Ahmadou Kourouma er ofte blitt oppfattet 

som en forfatter som bryter med den 

politisk engasjerte antikolonialistiske litteraturen. 

Dette på grunn av hans nyskapende 

eksperimentering med romanformen og det 

franske språket. Allerede i sin første roman, 

Les Soleils des indépendances (1970), integrerer 

han med stort hell ord og strukturer fra sitt 

morsmål malinke. 4 Kouroumas begavelse 

har også bestått i å gi fortellingen om samtidens 

konflikter en episk form. 

Kourouma har samtidig videreført den 

engasjerte og virkelighetsnære tradisjonen 

fra sine forgjengere, både gjennom fire 

romaner som utforsker de grunnleggende 

faser i det moderne Afrikas historie – kolonisering, 

uavhengighet, diktatur og stammekrig 

– og gjennom sterk kritikk av postkoloniale 

diktaturer. Samtidig har han slått 

opp et bredere lerret for å vise hele Afrikas 

videre utvikling. 

Den teoretiske rammen 

for dette afrikanske litterære 

og kunstneriske engasjementet 

ble etablert av 

en rekke store markeringer 

på 50-, 60- og 70-tallet – tre 

«gylne tiår» i afrikansk 

litteratur. Spesielt gjelder 

dette de to første kongressene 

for svarte afrikanske 

forfattere og kunstnere som ble arrangert 

henholdsvis i Paris i 1956 og i Roma i 1959 

etter initiativ fra Alioune Diop i tidsskriftet 

Présence africaine. Disse kongressenes 

slutterklæringer om litteraturens ansvar 

og funksjon var sterkt inspirert av Jean- 

Paul Sartres tanker om «en litteratur som er 

Dagens afrikanske 

forfattere ønsker 

ikke å være 

representanter for 

«afrikanitet» 

lidenskapelig opptatt av samtiden og ønsker 

å ta stilling i den politiske debatten» 5 og 

var lenge retningsgivende for den litterære 

praksis i Afrika. 

På denne tiden var Afrika på vei ut av 

århundrer med undertrykkelse og kolonial 

utbytting som hadde forkludret kontinentets 

selvbilde og andre befolkningers oppfatning 

av det. Man satte sin lit til at forfattere 

og kunstnere skulle gi kontinentet dets 

verdighet tilbake gjennom å fremme «en 

sannferdig beskrivelse av virkeligheten til 

et folk som i lang tid har vært usynliggjort, 

fordreid eller fornektet». 6 

Senghor, Césaire og Damas, som allerede 

var etablerte og anerkjente diktere på dette 

tidspunktet, men også nyere romanforfattere 

som Mongo Beti, Bernard Dadié, Cheikh 

Hamidou Kane og Sembène Ousmane, svarte 

på denne forventningen ved å sette opprøret 

mot undertrykkelsen og fremmedgjøringen 

deres afrikanske brødre opplevde, i sentrum 

for sine forfatterskap. Gjennom deres penn 

er den afrikanske litteraturen blitt preget 

av anklage, protest og motstand. «Jeg skulle 

komme til dette landet som er mitt og jeg 

skulle si til det: ’(…) Min munn skal være 

munnen til ulykkene som ikke har noen 

munn, min røst friheten til dem som segner 

i fortvilelsens fangehull,» skrev Aimé 

Césaire. 7 

Kourouma var nok en av denne strømningens 

siste kjemper. Den nye generasjonen 

forfattere fra 1990-årene bryter med 

forgjengernes politiske visjoner for å utvikle 

nye litterære former preget av selvrefleksjon 

– med globalisering og emigrasjon som 

bakteppe. Den togolesiske dramatikeren 

Kossi Efoui, som utvilsomt er en av de mest 

talentfulle forfattere i den nye litterære stal- 

“ 

Klassekampen ser 

sammenhenger som få 

andre i et tilsynelatende 

virvar. Avisa er glimrende 

for dem som vil lære litt 

mer. Og så er den ribbet 

for kjendisvrøvlet! 

Trond Kirkvaag 

Utfordrer det etablerte

litteratur 

len, gjorde skandale i 2001 på festivalen 

Etonnants Voyageurs (Overraskende reisende) 

i Bamako da han hevdet at det ikke finnes 

noe slikt som «afrikansk litteratur». 8 Og 

han la til: «Den afrikanske forfatteren står 

ikke på lønningslista til turistministeren. 

Hans oppdrag er ikke å uttrykke den afrikanske 

sjel.» Senegalesiske Fatou Diome, 

som fikk en bestselger med sin første roman 

Le Ventre de l’Atlantique (Atlanterhavets 

mage), understreker på sin side at hun «ikke 

taler på vegne av et samfunn»: «Jeg er ikke 

talskvinne for Afrika,» 9 sier hun. 

I en viktig artikkel med tittelen «Les 

enfants de la postcolonie» («Postkoloniens 

barn») bruker den nye generasjonens djiboutiske 

teoretiker Abdourahman A. Waberi 

fenomener som migrasjon, eksil og kulturblanding 

for å forklare hvorfor dagens 

afrikanske forfattere ikke ønsker å være 

representanter for «afrikanitet». De forfatterne 

som lever og bor i Frankrike, noen er 

også født der, nekter å se på seg selv kun 

som afrikanere. «For å sette det på spissen», 

skriver Waberi, «kan man 

si at før ville man først og 

fremst være afrikaner, mens 

i dag vil man være forfatter 

først og så afrikaner.» Ifølge 

Waberi er det betegnende for 

den nye situasjonen at «reisen 

tilbake til fødelandet er 

nesten blitt borte som tema 

i afrikansk litteratur: det er 

det motsatte tema (afrikanerens ankomst 

i Frankrike) som gjør seg gjeldende hos de 

unge forfatterne.» 10 

Tendensen blant de unge afrikanske forfatterne 

går mot utforskning og definisjon av 

seg selv, ifølge forskeren Odile Cazenave: 

«Deres blikk er av en annen type og har en 

annen rekkevidde enn forgjengernes. Det er 

et blikk som ikke nødvendigvis rettes mot 

Afrika, men snarere mot forfatteren selv […]: 

Gjennom å skrive det afrikanske selvet, eller 

’afrikanske skrifter om selvet’ 11 for å låne et 

uttrykk og et konsept fra Achille Mbembe, 

viser de hvordan man kan skrive og tenke 

seg selv fristilt fra det bilde av Afrika som 

er preget i Vesten/den gamle kolonimakten.» 

12 

Sylvie Chalaye, spesialist på afrikansk 

teater, ser den samme tendensen i ny afrikansk 

dramatikk som «forlater afrikanitetens 

minefelt for å skrive seg inn i en større 

verden. Denne nye posisjonen, hvor tilhørighet 

til menneskeheten er viktigere enn 

fasttømring av identitet, gjør det mulig for 

dem å fornye oppfatningene om Afrika og 

det svarte folk». 13 

De unge forfattere er likevel ikke helt 

uinteresserte i krisene som ryster kontinentet 

deres – kanskje med unntak av Kossi 

Efoui som har skapt et enestående verk 

uten klare orienteringspunkter, i tråd med 

hans oppgjør med négritude-bevegelsens 

underliggende essensialisme og kulturalisme. 

Den nye generasjonen finner nemlig 

det vesentligste av råmaterialet sitt i opphavslandenes 

håp og skuffelser, samtidig 

som de leter etter estetiske og formelle grep 

som kan «av-eksotisere» den opprinnelige 

diskursen og gjøre den universell. «Jeg har 

faktisk aldri sluttet å behandle det svarte folkets 

erfaringer, men jeg forsøker å gjøre det 

på en slik måte at mitt teater taler til hvert 

enkelt menneske gjennom det særegne ved 

disse erfaringene,» 14 forklarer teaterman- 

«Reisen tilbake til 

fødelandet er nesten 

blitt borte som tema 

i afrikansk litteratur» 

Abdourahman A. Waberi 

nen Koffi Kwahulé. 

Koulsy Lamko fra Tsjad og Jean-Luc 

Raharimanana fra Madagaskar, bruker på 

sin side allusjoner, myter og besvergelser for 

å «vise frem de tidløse verdier» i konkrete 

afrikanske situasjoner som ofte står sentralt 

i deres fortellinger. 15 

Den senegalesiske forfatteren Boubacar 

Boris Diop, som nettopp har publisert sin 

første roman på morsmålet wolof, 16 er ganske 

alene om å beklage «avpolitiseringen» 

av afrikanske kunstneriske eliter. Han etterlyser 

nye former for engasjement, særlig 

når det gjelder kritikken av globaliseringen 

og av ideen om de fransktalende kulturers 

enhet. 

Diops valg om å skrive på morsmålet 

representerer et unntak i det frankofone litterære 

landskap. Dette valget synes paradoksalt 

nok å være motivert like mye av et politisk 

engasjement som av ønsket om å finne 

en estetisk enhet: å knytte den afrikanske 

forfatter nærmere hans forestillingsverden. 

En mer åpenbar politisk fremgangsmåte er 

valgt av en gruppe unge 

forfattere som nylig har 

utgitt en novellesamling 

om overgrepene som er 

blitt begått i «Franskafrika» 

(Françafrique). 17 Men det 

er kanskje tidsskriftet 

Africultures som best vitner 

om at det foregår en 

intens debatt omkring «litteraturens 

unyttige nyttighet», 18 for å bruke 

Boniface Mongo-Mboussas uttrykk. 

Dilemmaet mellom det afrikanske og 

det universelle, og mellom kunstens engasjement 

og dens frihet, sto sentralt på 

Kongressen for afrikanske forfattere i og 

utenfor Afrika, som fant sted i N’Djamena 

(Tsjad) i 2003. Kongressen ble arrangert av 

Nocky Djedanoum fra Tsjad og Maïmouna 

Coulibaly fra Elfenbenskysten, som de siste 

ti årene har arrangert Frankrikes eneste afrikanske 

kulturfestival, Fest’Africa 19 i Lille. 

Fra 24. oktober til 2. november 2003 samlet 

kongressen et hundretalls svarte kunstnere 

fra hele verden rundt temaet «Fred og krig: 

problemstillinger omkring engasjement». 

Deltakerne kom raskt til enighet om at den 

tradisjonelle engasjerte litteraturen har sine 

begrensninger, særlig etter folkemordet i 

Rwanda (1994). 

I 1998 organiserte Nocky Djedanoum et 

forfatterseminar i Kigali med den målsetting 

å skrive folkemordet i Rwanda inn i den 

afrikanske litteraturens forestillingsverden. 

Prosjektet ble kalt «Rwanda: Å skrive for 

ikke å glemme», og resulterte i et titalls 

bøker som gjennom fiksjon forklarer galskapen, 

det umenneskelige hatet hos de altfor 

menneskelige folkemordere og lidelsen hos 

ofrene og de overlevende. Denne erfaringen 

av det uutsigelige og av stillheten var et viktig 

øyeblikk, eller snarere et vendepunkt, i 

den afrikanske litteraturhistorien fordi den 

viser både det nødvendige og det umulige i 

det litterære engasjement. 

Dette ble en viktig bevisstgjøring for 

den afrikanske forfatter som etter et halvt 

århundre med messiansk tro på litteraturen, 

begynte å tvile på forbindelsen mellom 

virkelighet og fortelling. «Det viser seg i 

enhver kriseperiode at språket ikke er egnet 

til å uttrykke verden og alle dens nedrigheter. 

Ordene forblir ubehjelpelige krykker 

som stadig er på nippet til å miste balan- 

sen,» skrev Abdourahman A. Waberi da han 

kom tilbake fra Rwanda. 20 

Likevel er det nødvendig å fortsette å skrive 

for å utsi verden og stille spørsmålstegn 

ved den. Det er dette afrikanske forfattere 

gjør. Uten håp, siden idealet om en litteratur 

som kan forandre verden er smuldret opp. 

Men den unge generasjonen skriver med 

vissheten om at så lenge det er skrift er det 

liv. Afrika vil klare seg. Det er nok poeten 

Nimrod fra Tsjad som best har uttrykt denne 

livsnødvendigheten: «Vi har bare kulturen 

igjen. (…) Så lenge vi arbeider med vår bakgrunn, 

så lenge vi kan skildre, skrive og 

tenke vår tilværelses mysterium, så lenge 

regnskogen, Sahel og Bozoenes 21 sang finnes 

i våre land, skal vi leve.» 22 

For mer om franskspråklig litteratur fra Afrika 

nord og sør for Sahara, se universitetsbiblioteket 

i Oslos omfattende frankofonisamling: 

www.ub.uio.no/uhs/sok/fag/RomSpr/fran/kofoni/index.html 

Av nyere franskspråklig afrikansk litteratur 

som er oversatt til norsk, finnes blant annet: 

Aimé Césaire: Opptegnelser ved hjemkomsten til 

fødelandet (2001) 

Ahmadou Kourouma: Allah skylder ingen 

noe (2002), Les soleils des indépendances av 

Kourouma er planlagt utgitt høsten 2005. 

Assia Djebar: Kjærlighet, fantasia (2003) 

1 Opprinnelig betydning: «det å snakke fransk», brukes fra ca. 1960 

om det fellesskapet (språklig, kulturelt, politisk og økonomisk) som 

eksisterer mellom fransktalende områder, enten fransk er morsmål 

(ca. 72 mill., hovedsakelig i Europa og Nord-Amerika) eller innført 

som offisielt språk (tidligere og nåværende franske og belgiske besittelser). 

[O.a. Kilde: Caplex.no, «frankofoni».] 

2 «belle comme l’oxygène naissant» – fra forordet til Cahier d’un retour 

au pays natal (Opptegnelser ved hjemkomsten til fødelandet) av Aimé 

Césaire, Présence africaine, Dakar-Paris, 1947 

3 Négritude: Politisk og kulturell bevegelse i det franskspråklige Afrika 

og Vest-India. Ønsker å fremheve særegenhetene og verdiene ved 

ikke-europeisk kultur. Ble utviklet på 1930-tallet og har hatt stor 

betydning for utviklingen av kulturen i den 3. verden, men er i dag 

sterkt omdiskutert fordi den angivelig hevder «den svarte rases 

egenart». [O.a. Kilde: Caplex.no] 

4 Denne boken er planlagt utgitt på norsk høsten 2005. O.a. 

5 Benoît Denis, Littérature et engagement: de Pascal à Sartre, Seuil, Paris, 

2000, s. 268. 

6 Présence africaine, nr. 24-25 og 27-28, 1959. Nummeret er viet Den 

andre kongress for svarte afrikanske forfattere og kunstnere. 

7 Aimé Césaire, Opptegnelser fra hjemkomsten til fødelandet, Pax Forlag, 

Oslo, 2001. Oversatt av Kjell Olaf Jensen. 

8 Jean-Luc Douin, «Ecrivains d’Afrique en liberté», Le Monde, 22. mars 

2002. 

9 Moussa Sawadogo, «Littérature francophone subsaharienne: un 

manque de popularité», Le Courrier ACP-UE, Brussel, mai-juni 2002, s. 

69-70. 

10 Se «Nouveaux paysages littéraires», Notre Librairie, nr. 135 et 136, 

Paris, september-desember 1998, s. 8-15. 

11 «écritures africaines de soi» 

12 Odile Cazenave, Afrique sur Seine: une nouvelle génération de romanciers 

africains à Paris, L’Harmattan, Paris, 2003, s. 8. 

13 Sylvie Chalaye, «Des dramaturges qui se pensent au monde», 

Africultures, n° 54, Paris, januar-mars 2003. 

14 Samme kilde som over. 

15 Se Jean-Luc Raharimanana, Nour 1947, Le Serpent à plumes, Paris, 

2003. 

16 Doomi golo, éditions Papyrus d’Afrique, Dakar, 2004. 

17 Dernières nouvelles de la Françafrique, Vents d’ailleurs, La Roque-d’Anthéron, 

2004. 

18 Africultures, nr. 59, april-juni 2004. 

19 www.nordnet.fr/festafrica 

20 Abdourahman A. Waberi, Moisson de crânes: textes pour le Rwanda, Le 

Serpent à plumes, Paris, 2000, s. 14. 

21 Bozoene er et fiskerfolk ved elva Niger [O.a.]. 

22 Nimrod, Tombeau de Léopold Sédar Senghor, Le Temps qu’il fait, 

Cognac, 2003, s. 55. 


Filosofibøker 

Negri on Negri 

Anne Dufourmantelle, oversat til engelsk af 

M.B. DeBevoise, Routledge, 2004, 201 s. 

Op gennem det meste af 

1980’erne og 1990’erne 

vandrede Antonio Negri 

papirløst rundt i Paris. 

Efter opgøret mod det 

katolsk-kommunistiske 

regime i 77-78, blev 

Negri sigtet for mordet 

på den tidligere kristelige 

ministerpræsident 

Aldo Moro. Negri måtte 

vente fire år i fængslet, 

inden sigtelsen frafaldt, 

hvorpå han drog i landflygtighed 

men aldrig 

blev anerkendt som politisk flygtning. Derfor 

vandrede han papirløst rundt. Nu er han for alvor 

vendt tilbage. Især med hovedværket Empire er 

han blevet den teoretiske ballast, som venstresiden 

og globaliseringsskeptikerne har haft så 

hårdt brug for. 

Det er sjældent, at indholdsfortegnelser kan 

fange læseren ind, men den sker faktisk i 

Dufourmantelles interviewbog med Negri. Således 

præsenterer indholdsfortegnelsen læseren for 26 

punkter i alfabetisk orden. Hvert bogstav knyttet 

til en erfaring, en term, en ide hos Negri, som 

Dufourmantelle ønsker uddybet. Derfor hedder 

det F as in Fascism, S as in Sensuality og Y as 

in Yet. Systematik er nok udgangspunktet, men 

heldigvis er Negri en levende og springende samtalepartner. 

Eksempelvis: Afsnittet med w, hvori 

ikke blot w som Wittgenstein kommer igennem 

Negris vurderingsapparat men også tænkere som 

Levinas, Ricoeur og Dilthey. 

– Steffen Moestrup 

Vecket: Leibniz & barocken 

Gilles Deleuze, oversat til svensk af Sven- 

Olov Wallenstein, Glänta, 2004, 256 s. 

Næste år er det en dekade siden, den ellers så vitale 

filosof Gilles Deleuze valgte at spring ud fra sit 

hospitalsvindue og dermed stoppe tanken. Men 

værkerne er her stadig, og de bliver flere og flere. 

Det oprindelige projekt for Deleuze var at bryde 

med vante forestillinger om, hvad filosofi kunne 

være. Det må man sige er lykkedes. Han er om 

nogen blevet ikonet på differenstænkningen, der 

vender op og ned på alting. Deleuzes tanker har 

således ikke blot manifesteret sig indenfor filosofien, 

men i så ulige discipliner som psykoanalyse, 

arkitektur, filmvidenskab og politisk teori. 

I dette værk søger Deleuze en kobling mellem 

Leibniz’ filosofi og ’barok æstetik’. Bogen er på 

sin vis en tolkning af et historisk fænomen, men 

samtidig formår Deleuze at placere koblingen 

som en filosofisk tankemulighed i vores samtid. 

Fokus er på begrebet le pli, som på svensk er blevet 

oversat til vecket og på dansk kunne oversættes 

med folden. Verden er så at sige foldet og kan dermed 

ikke begribes dialektisk. Med brug af denne 

term i dens betydning som indvikling, udvikling 

eller blot vikling undersøges Leibniz’ tænkning. 

Men Deleuze stopper ikke her. Han går videre og 

betragter det komplekse kunsthistoriske begreb 

det barokke, ligesom han kobler tanken om folden 

på moderne poesi, billedkunst og musik. 


Aiolos + Glänta nr. 24 

Frederika Spindler & Jan Homgaard (red.), 

Glänta, 2004, 206 s. 

Har man endnu ikke 

fået nok af Deleuze, 

kan man ved fordel 

kaste sig over dette 

særnummer, der er et 

samarbejde mellem de 

to svenske tidsskrifter 

Aiolos og Glänta. 

Her er Gilles Deleuze 

nemlig emnet, og der 

gives et væld af gode tekster om og af den franske 

mand. Blandt sidstnævnte er Deleuzes tekst 

«samtalet», hvor han i en art dialogisk monolog 

kommer med sine tanker om filosofien, tilværelsen 

og måder, hvorpå man holder sig i gang 

– sådan rent begrebsligt. Også Deleuze’s tekst om 

maleren Francis Bacon er spændende læsning, 

om end den kræver et vist forhåndskendskab til 

kontinentalfilosofi. Derudover er der gode introduktionstekster 

af blandt andre kunstteoretiker 

Sven-Olov Wallenstein og redaktøren Frederika 

Spindler samt tekster, hvor forfatteren søger at 

tænke videre med Deleuze i hånden. Tidsskriftets 

flow afbrydes – helt i Deleuzes ånd – af et par 

digte, hvori tænkeren selvsagt også indgår. 


Bøgerne kan erhverves hos Norli bokhandel, Oslo (www.norli.no)


Butch Cassidy et sa « horde sauvage » défrayèrent la chronique aux Etats-Unis, 

à la fin du XIX e siècle. On les accusait d’attaquer les banques pour financer 

la révolution anarchiste. La bande fut décimée, mais Butch et son ami 

Sundance Kid parvinrent à fuir et à entrer ainsi dans la légende. Hollywood 

leur a consacré, en 1969, un film devenu célèbre qui situe la fin de leur cavale en Bolivie. 

C’est faux, démontre ici l’écrivain Luis Sepúlveda, 

qui a retrouvé leurs traces et celles de leur implacable poursuivant, 

le shérif Martin Sheffields, au fond de la Patagonie argentine. 

Jakten på 

P A R N O T R E E N V O Y É S P É C I A L L U I S S E P Ú L V E D A * 

LEGENDER: I 1902 reiste den 

selvutnevnte sheriffen Martin 

Sheffields til Argentina på jakt 

etter rømlingene Butch Cassidy 

og Sundance Kid. Han fant dem, 

men arresterte dem aldri. Vi fulgte 

Sheffields’ fotspor, hundre år etter. 

TEKST: LUIS SEPÚLVEDA 

OTO: DANIEL MORDZINSKI 

Sepúlveda er chilensk forfatter født i 1949. På norsk finnes Den gamle 

mannen som leste kjærlighetsromaner (Gyldendal, 1996). Denne teksten 

er hentet fra den kommende boken Ultimas Noticias del Sur (Siste nytt 

fra Sør), med fotografier av Daniel Mordzinski. 

Vi var i det sørlige Argentina, ikke langt fra 

den pittoreske byen El Bolsón, på grensen 

mellom provinsene Rio Negro og Chubut. 

De gigantiske poplene rundt kirkegården 

bøyde seg i den kraftige vinden. Løvverket 

formet en enorm kuppel over dem som 

hvilte der, folk som hadde kommet til denne 

sørlige verdens ende med sine drømmer, 

ambisjoner, håp, planer, kjærlighet og hat 

– de grunnleggende ingrediensene i vårt 

korte opphold på jorda. De kom allestedsfra 

med sine egne skikker og språk, og de endte 

opp der, på denne forglemte og forblåste kiregården 

– evig forent i sin underjordiske 

vile og forbundet med hverandre gjennom 

ødens universelle språk. 

En mann med sigaretten hengende i 

unnviken sto bøyd over en gravstein, bytet 

ut noen tørre blomsterkvaster. 

– De sier at Martin Sheffields er gravlagt her 

t sted, forsøkte jeg. 

– Sheriffen. Jo da, den rakkeren ligger 

er, han. 

Det var umulig å gjette mannens alder. 

nsiktet hans, herdet av vind og sol, var 

ugjennomtrengelig. 

– Vet du hvor graven hans er? Jeg ga meg 

ikke. 

– Ja, men man må være forsiktig når man 

ærmer seg den. Sheffields ble gravlagt med 

e to colt-revolverne sine i hendene, og hvis 

ævelen er i dårlig humør, skal du ikke se 

ort fra at han tar imot deg med pistolskudd, 

varte mannen og begynte å gå. 

Martin Sheffields kom til Patagonia på 

egynnelsen av 1900-tallet. Han snakket et 

altende «tex-mex»-spansk, og hans eneste 

iendeler var to colt-revolvere som han aldri 

a slipp på, en velutstyrt hvit hest med 

n vakker Texas-sadel, og en sheriffstjerne 

estet på jakkeslaget. Han var som tatt ut av 

arcial Lafuente Estefanias westernbøker. 1 

– Her er det. Håper han holder seg der 

nede, sa mannen og pekte mot en gravstein 

uten inskripsjon. Den var dekket av et lag 

med tørr, sammenpresset, nærmest forsteiet, 

rød jord. En prestekrage i plast med 

orbrente kronblader var eneste pynt. Skulle 

kke tro dette var graven til en av Patagonias 

tore legender. 

Ingen vet helt sikkert når Martin 

heffields døde. Antakelig var det i 1939. Det 

r skrevet flere biografier om ham, basert på 

ykter, av forfattere som har lært seg regioens 

historie. Men i Patagonia er legender, 

yter og sannheter like omskiftelige som 

inden, og historie en fortellende sjanger 

om ikke lar seg styre av kronologi og fakta2 – først og fremst en unnskyldning for å 

utbrodere en muntlig fortelling rundt bålet, 

over en kopp maté. 3 

han satt på hesteryggen, på leting etter gull med våpen. Han opplevde utrenskningen «gjentatt løsgjengeri». Hvordan det enn var: 

i de mange elvene som har sitt utspring i av The Wild Bunch på nært hold, banden av De 50 000 dollar som ble utlovet i dusør til 

Andesfjellenes innsjøer. I alle fall ble han bank- og togrøvere som blant annet besto av den som fanget Butch Cassidy, var en utmer- 

funnet ved siden av Las Minas-elven av mul- Black Jack Ketchum, Harry Tracey, «PO8» ket anledning for Sheffields til å avlegge 

dyrdrivere. Da hadde han ligget død i flere Logan (som skrev dikt om eskapadene Argentina en visitt. 

uker. Gribbene og kondorene hadde hatt deres), Flat Nose Curry – og den berømte Sheffields ankom Buenos Aires 6. februar 

et festmåltid på denne staute karen, som Butch Cassidy. 

1902. Han tok inn på et havnehotell som tok 

var 1,80 høy og veide over hundre kilo. De Mot slutten av 1898 hadde Pinkerton- imot tusenvis av immigranter mellom 1830 

hadde revet i stykker de tykke vinterklærne byråets agenter klart å etablere den sterkes- og 1960. I gjesteboka skrev han: «Martin 

hans, gnagd seg innover til innvollene og tes rett – det vil si kvegavlernes og jernbane- Sheffields, sheriff fra USA». Kanskje viste 

ribbet skrotten fullstendig. Bortsett fra de to selskapenes – over hele «den ville vesten». han frem sheriffstjernen som han hadde 

revolverne han holdt i hendene, dem hadde De hadde fanget eller drept nesten alle de stjålet noen år tidligere fra en fordrukken 

åtseldyrene ikke klart å rive løs. Det var det lovløse. Bortsett fra den farligste av dem alle, sheriff i Montana. Han spurte sikkert på sitt 

som gjorde at muldyrdriverne som fant skje- Butch Cassidy. 

tex-mex-spansk hvordan i helvete man kom 

lettet skjønte at det var ham. 

I 1901 fikk Pinkerton-byrået en dårlig seg til Patagonia. 

Anstendige gutter var de, som alle einstø- nyhet: Cassidy hadde klart å flykte fra USA Etta Place, Burch Cassidy og Sundance 

inger, og dekket levningene hans med stei- om bord på det britiske dampskipet HMS Kid bygde en hytte av trestokker i nærhener. 

Slik ble de liggende helt frem til 1959, da Soldier Prince som gikk ruten New York- ten av Cholila. Den står der fortsatt, og ser 

ut til å være solid nok til å stå i mange år 

til. Ved et merkelig sammentreff har familien 

som bor der nå samme etternavn som 

meg, Sepúlveda. En stormfull ettermiddag 

satt min fotografvenn Daniel Mordzinski 

og jeg og pratet og drakk maté med Aladín 

Sepúlveda, familiens overhode – en gammel 

mann med barnlig blikk, men listig som 

en rev. 

– Selvfølgelig fant han dem. Han kom 

hit og snakket med dem. Jeg var ikke født 

ennå, har akkurat fylt 84 år, men faren min 

fortalte meg om det. Det må ha vært rundt 

1907. Sheffields kom ridende på den hvite 

hesten sin, han hadde aldri annet enn hvite 

hester. Da han kom frem til porten skrek 

han: «Butch! Sun!». Og de to mennene svarte 

på spansk at deres navn var Pedro og José. Da 

brøt Sheffields ut i latter, og lo så mye at han 

nesten falt av hesten. Deretter snakket de 

sammen på yankee-språk. 

Vi får aldri vite hva de sa til hverandre, 

men de må ha inngått en eller annen 

avtale, for telegrammene Sheffields sendte 

til Pinkertonbyrået mellom 1902 og 1905 

inneholdt alltid den samme beskjeden: 

«Argentina er et stort land, jeg er på sporet 

av dem.» 

I 1905 kom en amerikaner som reiste under 

navnet Andrew Duffy til trehuset i Cholila. 

Hans virkelige navn var Harvey Logan, og 

han var en av grunnleggerne av The Wild 

et av de tolv barna Sheffields fikk med Maria Brasil-Rio de la Plata og var på vei mot Buenos Bunch. To år tidligere hadde han skutt seg 

Pichún, en innfødt Mapuche-indianer som Aires. Han reiste sammen med to andre ut av fengselet i Knoxville, noe som kostet 

folk fortsatt tenker tilbake på med frykt, personer, læreren Etta Place og en mann fire voktere livet. Butch Cassidy, Etta Place, 

fikk fraktet beinrestene til kirkegården ved uten rulleblad som kalte seg Sundance Kid. Sundance Kid og den nyankomne robbet 

El Bolsón. 

Pinkerton bestemte seg umiddelbart for å Banco del Sur i Santa Cruz-provinsen samme 

Maria Pichún skal ha vært like stor og sende en detektiv etter dem. Oppdraget gikk år, mens Martin Sheffields skrev notater 

sterk som Sheffields. Det sies at da hun kom til italiensk-amerikaneren Frank Dimaio. som han aldri sendte til Pinktertonbyrået. 

inn på barene reiste mennene seg fryktsomt 

Joe Giglian, en newzealender som er 

fra spillebordene for å unnslippe slagene Dimaio ankom Buenos Aires kort tid etter, lidenskapelig samler av Butch Cassidy- 

hun langet ut mot Sheffields, som ofte endte og fikk vite at trekløveret han var på jakt memorabilia, har bosatt seg på en øy i 

opp bevisstløs. På trygg avstand så de henne etter hadde kjøpt seks tusen hektar jord Guaitecas-arkipelet ved kysten av Chile. 

bære Sheffield ut og slenge ham over heste- i nærheten av Cholila i Patagonia. Mens Da jeg besøkte ham der, viste han meg en 

ryggen: «Ingen våger å røre kortene hans,» han forberedte seg på å reise sørover, ble skinninnbundet notatbok han mente hadde 

truet hun. «Han skal bare gi meg et nytt han imidlertid sjarmert av den argentinske tilhørt Sheffields. Et notat datert oktober 

barn, han er snart tilbake.» 

hovedstadens fornøyelser, forelsket seg i en 1907 lyder som følger: «Jeg kunne ha skutt 

Sheffields skjelett skal visstnok ikke ha ung kvinne av italiensk herkomst, og fikk dem da de kom ut bærende på walisernes 

tålt transporten langs de humpete veiene i smaken på det rotfaste livet. Han ga blaffen penger, men jeg gjorde det ikke.» 

Patagonia. Det falt fra hverandre, men col- i Pinkerton-byrået og startet et nytt liv som 

tene var som limt fast til hendene hans. skoselger i Buenos Aires. I San Telmo-strø- 

En prestekrage i plast og en sheriffstjerne ket, rett i nærheten av plassen der verdens 

i en glassmonter på museet i San Carlos beste antikvitetsmarked holdes hver søn- 

de Bariloche er alt som er igjen av Martin dag, kunne man helt frem til 1976 besøke 

Sheffields. Men han har også etterlatt seg butikken «Dimaios sko». Her kunne man 

en historie som fascinerer og begeistrer. Slik beundre grunnleggerens detektivskilt som 

fortellinger om banditter og eventyrere all- var godt synlig utstilt i vinduet. I Latintid 

gjør. 

Amerika styres yankeens vilje av skjebnen. 

Noen hevder at Sheffields ble født i I 1901 gjorde Martin Sheffields en avta- 

Baltimore, mens andre sier han kom til le med Pinkerton-byrået. Det sies at han 

verden i Tom Green, Texas. Dokumenter i ble ansatt av detektivbyråets representant 

arkivene til detektivbyrået Pinkerton viser i Houston, Texas. Det er også mulig at han 

Enkelte hevder at Sheffields ble myrdet. at han tilbrakte ungdomstiden i Utah. Han sto på lønningslista i San Francisco, der 

Andre mener han døde av et infarkt mens var en vanlig cowboy, men usedvanlig flink han hadde sonet en kortere fengselsdom for 

4 Butch 

OUS ÉTIONS AU SUD DE L’ARGENTINE, 

Cassidy og Sundance Kid 

près d’El Bolsón, une pittoresque 

ville à la limite des provinces de 

Rio Negro et de Chubut. Le vent 

faisait pencher les gigantesques 

peupliers qui bordaient le cimee, 

et leur feuillage formait une immense coupour 

protéger la paix de tous ceux qui y 

osent, des gens arrivés au sud du monde remde 

rêves, d’ambitions, d’espérances, de projets, 

ours et de haines, chargés de ces matériaux 

entaires qui constituent le bref passage sur 

e. Ils étaient venus de partout avec leurs coues 

et leurs langages, et ils avaient fini là, dans ce 

etière oublié, balayé par le vent, unis désormais 

s leur quiétude souterraine et reliés entre eux 

la langue universelle de la mort. 

Une cigarette aux lèvres, un homme replaçait 

lques fleurs séchées près d’une sépulture. 

– On dit que Martin Sheffields est enterré par ici, 

emandai-je. 

– Le shérif. Cette sale engeance est là. 

C’était un type d’un âge indéfinissable. Son 

ge, tanné par les vents et le soleil, était indéfrable. 

– Vous savez où est sa tombe ? insistai-je. 

– Oui, mais il faut s’en approcher avec précaution, 

e que ce salopard a été enterré avec ses deux 

dans les mains, et s’il est mal luné il pourrait vous 

eillir à coups de feu, répondit-il en se mettant 

arche. 

ARTIN SHEFFIELDS est arrivé en Patagonie au 

ut du XX 

(1) NDLR. Ecrivain espagnol très populaire, auteur, entre 1939 

et 1984, de quelque 3 500 romans « de gare » dont l’intrigue se 

situe toujours dans un imaginaire Far West américain. I 1907 

ranet (2) de NDLR. fire gangsterne Lire, par exemple, Banco Bruce de Chatwin, la Nación En Patagonie, 

i Villa Grasset, Mercedes, Paris, 1979. et bankran som utartet da 

Harvey (3) NDLR. Logan Le skjøt maté est og une drepte plante d’Amérique banksjefen. du Sud I dont on 

infuse les feuilles pour élaborer une boisson au goût amer qui, en 

Sheffields Argentine, notatbok en Uruguay et står au Paraguay, det: «Jeg remplace gjenkjente souvent le café 

ikke ou kvinnen le thé. med en gang fordi hun var 

kledd ut som mann. Dette drapet kommer 

til å skape problemer for oss.»Vi får aldri vite 

hva slags avtale Martin Sheffields inngikk 

med Butch Cassidy, Sundance Kid og Etta 

Place i trehuset i Cholila, men det er godt 

mulig at en del av utbyttet fra bankranene 

ble brukt til å kjøpe sheriffens taushet. I 

1907 kjøpte Sheffields nemlig fem tusen 

hektar god jord i nærheten av El Maitén i 

Chubut-provinsen. Uansett må det ha vært 

e mains. C’est ainsi qu’on avait trouvé le squelette, et Vers la fin de 1898, les agents de la Pinkerton 

deviné, parce qu’il était armé, que c’était lui. 

étaient parvenus à établir la loi du plus fort – celle 

des éleveurs et des compagnies de chemin de fer – 

Ces muletiers, de bons gars comme tous les 

sur l’ensemble des territoires de l’Ouest améri- 

hommes solitaires, recouvrirent la dépouille avec 

cain, après avoir capturé ou liquidé presque tous 

des pierres, et elle resta là, près du torrent Las 

les hors-la-loi. Mais ils n’avaient pu mettre la main 

Minas, jusqu’à ce que, en 1959, l’un des douze 

sur le plus dangereux : Butch Cassidy. 

Paul Newman, Robert Redford et Katharine Ross 

enfants qu’il avait eus avec Maria Pichún, une 

dans le film de George Roy Hill (1969) 

Indienne mapuche dont les gens se souviennent En 1901, l’agence Pinkerton reçut une nou- 

encore avec crainte, décidât de faire transporter velle alarmante : Butch Cassidy avait réussi à quit- 

les ossements jusqu’au cimetière d’El Bolsón. ter le territoire américain à bord du navire à 

Maria Pichún, d’après ce qu’on raconte, devait 

vapeur britannique Soldier-Prince, qui faisait la des milliers d’immigrants entre 1830 et 1960, il 

avoir été aussi grande et robuste que Sheffields. 

ligne New York - Brésil - Rio de la Plata et navi- écrivit : « Martin Sheffields, shérif des Etats-Unis », et 

Comment expliquer sinon la passivité des hommes 

guait vers Buenos Aires. Il ne voyageait pas seul. peut-être montra-t-il l’étoile d’argent qu’il avait 

qui, lorsqu’ils la voyaient pénétrer dans les tavernes, 

Une institutrice nommée Etta Place et un homme subtilisée quelques années auparavant à un vrai 

quittaient vite la table de jeu et préféraient voir les 

non fiché par la police qui se faisait appeler Sun- shérif alcoolique dans le Montana. A l’aide de son 

cartes s’envoler plutôt que recevoir l’un de ces 

dance Kid l’accompagnaient. Immédiatement, les espagnol « tex-mex », il dut certainement deman- 

redoutables revers de main qu’elle assénait à son 

responsables de Pinkerton décidèrent qu’un der comment diable on se rendait en Patagonie. 

homme jusqu’à le laisser inconscient. A prudente 

détective devait se mettre à leurs trousses et La maison aux murs de troncs qu’Etta Place, 

distance, ils voyaient comment elle le portait, le 

désignèrent dans ce but Frank Dimaio, un Italo- Butch Cassidy et Sundance Kid avaient construite 

couchait sur le cheval pendant qu’elle menaçait : 

Américain qui arriva bientôt à Buenos Aires, près de Cholila est toujours debout, et sa solidité 

« Que personne ne s’avise de toucher ses cartes, il me 

apprit que le trio avait acheté six mille hectares est si impressionnante qu’on pourra encore la 

fait juste un autre enfant et il revient. » 

de terres près de Cholila, en Patagonie, et, au contempler pendant de très longues années. La 

moment où il s’apprêtait à voyager vers le sud du famille qui l’habite actuellement porte – c’est un 

On raconte que le squelette n’avait pas sup- monde, commença à connaître les bontés et les curieux hasard ! – le nom de Sepúlveda. Un aprèsporté 

le voyage en « chata » – une énorme camion- plaisirs de la capitale argentine. Dimaio rencontra midi de ciel tourmenté, mon ami photographe 

Daniel Mordzinski et moi, nous avons bavardé et 

bu du maté avec don Aladín Sepúlveda, le chef de 

famille, un petit vieux au regard enfantin et rusé 

comme un renard. 

– Sûr qu’il les a trouvés. Il est venu ici et a parlé 

avec eux. Je n’étais pas encore né, et je viens d’avoir 

84 ans, mais mon père me l’a raconté. Cela a dû se 

passer vers 1907. Sheffields est venu sur son cheval 

blanc – il n’a jamais eu de monture d’une autre robe. 

Arrivé à la clôture, il a crié : “Butch ! Sun !”, et les 

deux hommes lui ont répondu en espagnol qu’ils s’ap- 

siècle. Il parlait un espagnol approxipelaient 

don Pedro et don José. Alors Sheffields s’est 

if, bourré d’expressions mexicano-texanes, et 

mis à rire, à rire si fort qu’il a failli tomber du cheval. 

entaire de son patrimoine était élémentaire : 

Ensuite ils ont parlé entre eux en yankee. 

x splendides revolvers Colt qu’il portait collés 

Nous ne saurons jamais ce qu’ils se sont dit, 

cuisses, un cheval blanc bien harnaché, avec 

mais il est clair qu’ils sont arrivés à un accord de 

belle selle texane, et une étoile de shérif épin- 

cohabitation, car les télégrammes adressés par 

sur le revers de sa veste. C’était une sorte de 

sonnage de Marcial Lafuente Estefanía (1) très 

Sheffields à l’agence Pinkerton entre 1902 et 1905 

gné de l’« Ouest sauvage » nord-américain. 

évoquent toujours le même argument : « L’Argentine 

est un pays immense et je suis sur leurs traces. » 

– Il est là, et j’espère qu’il est bien au fond, dit 

mme en signalant une sépulture dépourvue de 

te inscription. 

La tombe était couverte d’une couche de terre 

e, sèche et tassée, presque pétrifiée, et dessus il 

ait une marguerite en plastique aux pétales cals. 

Peu de choses pour orner la sépulture d’un 

grands mythes de la Patagonie. 

Martin Sheffields est probablement mort en 

9, nul ne le sait avec certitude, bien qu’on ait 

t sur lui plusieurs biographies fondées sur des 

dire, publiées par des écrivains qui se sont 

ropriés l’histoire d’une région dont les 

ndes, les mythes et les vérités changent selon 

olonté du vent. Car, en Patagonie, l’histoire est 

enre narratif qui ne prend pas la peine d’assules 

rigueurs de la chronologie ou l’objectivité 

faits (2). Elle n’est qu’un prétexte pour décorer 

écit oral et rallonger les soirs de maté (3) à la 

leur d’un bon feu. 

Certains prétendent que Sheffields fut assassiné 

’autres qu’il mourut d’un infarctus sur son cheblanc, 

alors qu’il cherchait de l’or dans les cenes 

de rivières qui naissent des lacs andins. 

lle qu’ait été la cause de son décès, des mules 

l’ont trouvé alors qu’il était déjà mort depuis 

ieurs semaines. Les condors et les vautours 

ent fait ripaille avec ce gaillard d’un mètre 

tre-vingt-cinq qui pesait plus de cent kilos. Ils 

ent déchiqueté ses épais vêtements d’hiver 

r parvenir jusqu’aux viscères et avaient laissé sa 

asse tout épluchée. Mais ils n’avaient pas réussi à 

rracher les deux revolvers qu’il tenait dans ses 

crivain chilien, né en 1949, qui a publié, entre autres, Le 

qui lisait des romans d’amour (Seuil, Paris, 1997). Le reporque 

nous publions sera repris dans un livre signé conjointepar 

Luis Sepúlveda et le photographe Daniel Mordzinski, 

ières nouvelles du Sud, à paraître prochainement. 

EN 1905, UN AMÉRICAIN qui voyageait sous le nom 

d’Andrew Duffy parvint jusqu’à la maison de Cholila. 

En réalité, il s’appelait Harvey Logan, et c’était 

l’un des fondateurs de la « Wild Bunch ». Deux ans 

auparavant, il avait quitté la prison de Knoxville, 

Tennessee, à sa façon, à coups de revolver, et sa 

fuite s’était soldée par quatre matons condamnés 

pour toujours à manger des pissenlits par la racine. 

Cette même année, Butch Cassidy, Etta Place, Sun- 

« The dance Kid et le nouvel arrivé cambriolèrent la 

«The Wild Wild Bunch Bunch» » à Dallas, i Dallas, Texas, Texas, en 1901. De Bak gauche fra venstre à droite til : debout, høyre: WIlliam William Carver, Carver Harvey og Harvey Logan Logan « Kid «Kid Curry Curry». » ; 

assis : Harry Longbaugh Banque del Sur, dans la province de Santa Cruz. 

Foran « Sundance fra venstre Kid », til Ben høyre: Kilpatrick Harry « Longbaugh The Tall Texan «Sundance » et Robert Kid», Leroy Ben Parker Kilpatrick « Butch «The Cassidy Tall Texan» ». 

Entre-temps, Sheffields rédigeait des notes qu’il 

og Robert Leroy Parker «Butch Cassidy». 

n’envoya jamais à l’agence Pinkerton. 

nette – sur les chemins défoncés de la Patagonie et une belle jeune fille, de parents italiens, et sentit 

qu’il s’était démantibulé, mais les colts sont restés l’appel de la vie sédentaire. Il envoya promener 

Dans sa demeure de l’archipel des Guaitecas, 

collés aux os des mains. 

l’agence Pinkerton et décida de s’établir en 

au large du Chili, M. Jo Giglian, un Néo-Zélandais 

Une marguerite en plastique sur sa tombe et 

Argentine comme négociant de chaussures. 

collectionneur passionné de tout ce qui concerne 

Butch Cassidy, m’a montré un cahier relié en peau 

l’étoile de shérif dans une vitrine du musée de San Jusqu’en 1976, dans le quartier de San Telmo, à marron ayant appartenu, selon lui, à Martin Shef- 

Carlos de Bariloche, c’est tout ce qui reste de Buenos Aires, tout près de la place où se tient fields. Dans une note datée d’octobre 1907, on 

Martin Sheffields. Tout ? Non. Il a également laissé chaque dimanche le meilleur marché d’antiquités peut lire : « J’aurais pu leur tirer dessus quand ils sor- 

une histoire qui amuse, divise et passionne. du monde, se trouvait encore la boutique « Chaustaient en transportant l’argent des Gallois. Mais je ne 

Comme toujours quand il est question de truands sures Dimaio », où l’on pouvait contempler, accro- l’ai pas fait. » En 1907, les gars et l’institutrice 

et d’aventuriers. 

chée de manière très visible, la plaque de détective avaient attaqué la banque de la Nación, à Villa Mer- 

Certains soutiennent qu’il est né à Baltimore du fondateur. En Amérique latine, le destin brise cedes, une affaire qui se compliqua lorsque Harvey 

et d’autres qu’il est venu au monde à Tom Green toujours la volonté des Yankees. 

Logan abattit le gérant de l’établissement. Dans le 

(Texas). Dans les archives de l’agence de détec- 

cahier de Sheffields, on lit : « Au début, je n’ai pas 

Cette même année 1901, Martin Sheffields se 

tives Pinkerton, on trouve des documents confir- rapprocha de Pinkerton. Selon certains, il fut engagé 

mant qu’il a passé sa jeunesse dans l’Etat d’Utah. par le représentant de l’agence de détectives à 

C’était un cow-boy ordinaire, assez adroit avec les Houston, Texas. D’autres soutiennent que ce fut à 

armes, et il avait été témoin de l’extermination de San Francisco, ville où il avait été condamné à une 

la « Wild Bunch », la horde sauvage, une petite courte peine pour « désœuvrement réitéré ». Quoi 

armée de cambrioleurs de banques et d’attaquants qu’il en soit, la prime de 50 000 dollars offerte pour 

de trains constituée, entre autres célébrités, par la capture de Butch Cassidy lui parut un excellent 

William Carver, Ben Kilpatrick, Harvey Logan, un prétexte pour visiter l’Argentine. 

barde qui écrivait des poèmes épiques sur leurs 

vilenies, Harry Longbaugh « Sundance Kid » et le Sheffields arriva à Buenos Aires le 6 février 

célèbre Butch Cassidy. 

1902. Sur le registre de l’Hôtel du Port, qui reçut


Martin Sheffields grav 

tøffe forhandlinger. Hvis Harvey Logan også 

var tilstede, var det fire mot en – fire hard- 

hauser mot to superbe revolvere av typen 

Colt 45. 

Aladín Sepúlvedas far fortalte ham at 

forhandlingene mellom Sheffields og de lov- 

løse pågikk i flere dager og netter. De drakk 

seg fulle, ropte og skrek, lo og bannet om 

hverandre på et språk den gamle bonden 

ikke forsto. Til slutt red sheriffen av gårde 

på sin hvite hest. 

– Vil du vite hva jeg tror, spurte Aladín. 

– Klart, svarte jeg, mens jeg rev av noen 

fliser fra treveggen. Dem har jeg beholdt.– 

Sheffields sa til dem at han ikke ville at 

noen skulle bli drept. Dødsfall fører alltid til 

problemer. Selv den mest harmløse person i 

verden skaper vanskeligheter for sine omgi- 

velser når han dør. 

Det finnes bare to måter å utmerke seg på 

innen bankvirksomhet: enten som direktør 

i dress og slips, eller som bevæpnet røver. 

Etter bankjobben i Villa Mercedes la Butch 

Cassidy, Sundance Kid og Etta Place sine 

finanskarrierer på is for en periode. Harvey 

Logan forsvant sporløst. Etta Place reiste i 

all hemmelighet tilbake til USA, hvor hun 

senere døde av kreft. Butch og Sundance 

solgte eiendommen i Cholila og bega seg 

lenger sør, nærmere verdens ende. De krys- 

set Magellanstredet og fortsatte dypt inn i 

Tierra del Fuego, hvor de ble lokale legender 

– to romantiske veteraner som ranet banker 

og skattekontorer for å finansiere anarkis- 

tiske revolusjoner. 

En grav uten inskripsjon og en preste- 

krage i plast. Det er alt sheriffen etterlot seg 

i Patagonia. 

– Er noen som kan ha kjent ham fortsatt 

i live, spurte jeg mannen med sigaretten i 

munnviken på kirkegården. 

– En av døtrene til kjeltringen lever fort- 

satt, svarte han med både forakt og beund- 

ring i stemmen. 

Dagen etter dro vi av sted for å besøke 

Martin Sheffields datter. Da vi hadde satt oss 

godt til rette på tresetene i det gamle toget 

Patagonia Express, eller «Trochita» som folk 

i området kaller det, fikk vi høre om sherif- 

fens befatning med jernbanebyggingen i 

området. Byggingen av jernbanelinjen mel- 

lom Norquinco og El Maitén startet i 1933, 

og Martin Sheffields sauer ga føde til de flere 

titalls arbeidslagene. Sheriffen likte å under- 

holde mennene med sine våpenferdigheter. 

Han kunne skyte en sigarett ut av munnen 

på en åndsfraværende lærling, eller brenne 

vekk barten på en annen – ingen dårlig 

prestasjon med en Colt 45. Når arbeidet med 

jernbanen var ferdig, forærte Sheffields seks 

kalver og et trettitalls sauer som ble grillet 

under feiringen. Jeg traff flere eldre folk i 

El Maitén, Esquel, Leleque og Cholila som 

fortsatt kunne huske yankeens gavmild- 

het. Men hans skjødesløshet når det gjaldt 

penger og de utallige barna han satte til 

verden på disse sørlige breddegradene skulle 

komme til å ruinere ham. Det var derfor han 

lette etter gull da han døde eller ble drept. 

Toget vårt beveget seg sakte. Det smale 

passet, de medtatte veiene og de krappe svin- 

gene begrenset hastigheten til 40 kilometer i 

timen. Det gamle damplokomotivet prustet 

som en utslitt drage, og den tette stripen av 

røyk det etterlot seg ble raskt løst opp av 

den evige vinden. Togvognen vugget mykt 

frem og tilbake og passasjerene ble enten 

dysset i søvn eller snakket lavmælt med 

sidemannen. 

– Vet du hvem Martin Sheffields var, spurte 

jeg en gammel mann som umiddelbart bød 

meg på en slurk maté. 

– Klart jeg gjør. De kalte ham «den hvite 

ulven», svarte mannen og takket ja til en 

sigarett. 

– Fortell meg om ham, ba jeg. 

– Han var en einstøing. Han hadde mange 

venner og mange barn, men han var alene. 

Ingen fikk noen gang vite hvordan han skaf- 

fet seg penger til å kjøpe all jorda han seine- 

re mistet. Det ble sagt at han hadde kommet 

for å arrestere noen yankee-banditter, men 

han gjorde det aldri. Han var en flink skyt- 

ter, og når han var full pleide han å inngå 

latterlige veddemål. For eksempel veddet 

han på at han kunne skyte skohælene av en 

dame, og gjorde det. Hvis hennes ektemann 

eller forlovede protesterte, ga han dem et par 

sauer, og så var det i orden. Han eide mer enn 

hundre tusen sauer på en tid da ull var gull 

verdt, men han gikk kledd som en landstry- 

ker. Han dro fra sted til sted, alltid alene, på 

den hvite hesten sin. Fra Cholila til Esquel, 

fra Norquinco til Portezuelo – alltid alene. 

Noen ganger stanset han på en bar hvor 

han tapte penger på kortspill og skålte med 

ei jente på fanget. Så kunne han plutselig 

reise seg og fortsette å drikke i et hjørne for 

seg selv. I bunn og grunn var han en forlatt 

mann. Ikke fordi vennene, kona eller barna 

hadde forlatt ham, men fordi han hadde 

forlatt seg selv. En merk- 

verdig, ensom mann, men 

alltid med latteren på lur. 

Du har vel hørt historien 

om plesiosauren? 5 

Sheffields store spøk. 

En dag i 1922 skrev han 

et brev til direktøren for 

zoologisk hage i Buenos 

Aires, hvor han i detalj 

beskrev et digert dyr som 

bodde i vannet i Den svarte 

lagunen i Andesfjellene. 

Beskrivelsen hans var så nøyaktig og detal- 

jert at naturforskerne var overbevist om at 

dette måtte være en plesiosaur, en overlev- 

ning fra forhistorien. Nyheten spredte seg 

over hele verden, og skapte stor oppstandel- 

se. USAs republikanske president Warren 

Harding truet Argentina med represalier 

dersom de lokale myndighetene ikke over- 

lot til Smithsonian Institution i Washington 

å studere og bevare plesiosauren i Patagonia. 

Kong George V i Storbritannia erklærte at 

vitenskapsmennene på British Museum 

selvsagt måtte undersøke plesiosauren først, 

noe annet ville være utenkelig. Det ble att- 

påtil laget en egen sang om det merkverdige 

dyret, den svært populære «Plesiosaurens 

tango». 

Til slutt ankom flere grupper av forskere 

Buenos Aires, fast bestemt på å slå kloa i 

det forhistoriske vesenet. De raste av sted 

til Patagonia, tråkket på hverandres tær og 

knuffet seg frem, bare for å oppdage at det 

berømte dyret i Den svarte lagunen ikke var 

annet enn en trestokk innpakket i kuskinn… 

Folk i Patagonia lo godt da de fikk høre om 

Sheffields spøk, og de ler fortsatt. Men ver- 

ken forskerne eller argentinske myndighe- 

ter satte særlig stor pris på den. 

Vi gikk av toget i El Maitén, og fulgte den 

støvete veien som ledet til Juana Sheffields 

hus. Hun var den spøkefulle eventyrerens 

siste gjenlevende datter. Støvet gjorde oss 

knusktørre i halsen, og vi var urolige for 

kameraene. For å holde humøret oppe, sang 

Mordzinski og jeg av full kraft: «El Uruguay 

no es un rio, es un cielo azul que viaja» 

(Uruguay er ingen elv, det er en blå him- 

mel som flyter forbi). De underlige åtseldy- 

rene som lokabefolkningen kaller «teros» så 

anklagende på oss. Etter å ha gått i nesten to 

timer, fikk vi øye på huset sheriffen i sin tid 

bygget til sin datter Juana. 

Beliggenheten var fantastisk, huset var 

omgitt av eiketrær, teak og popler. Luften 

duftet av de patagonske Andesfjellenes 

urskog, møkk fra sunne og friske dyr og vel- 

luktende urter som gjør en lys til sinns. 

Juana Sheffields var 86 år gammel. Hun 

var ved god helse, og rak i ryggen selv om 

hun gikk med stokk. Ansiktet hennes var 

typisk for Patagonia, merket av hennes erfa- 

ringer av kjærlighet og hat opp igjennom 

livet. Man kunne se sporene av en mapu- 

cheindiansk mor og en yankee-far, som selv 

var av blandet herkomst. 

Juana ba meg sette meg ned overfor 

henne, og bød meg på maté. Hun rettet på 

forkleet og det hvite håret, som var gredd 

bakover og samlet i en stram knute. Mens 

Mordzinski fotograferte, spurte hun hvorfor 

vi hadde kommet. 

– Fortell oss om faren din. 

– Martin Sheffields. Sheriffen. Det er han 

som har bygget dette huset og mange andre. 

Han var en virkelig mann, og han ble elsket 

og hatet for det. Det har aldri vært lett å være 

en virkelig mann. 

– En mann som likte en god spøk. 

– Dumheter. Han hadde humor, men han 

gjorde aldri noen noe vondt. 

Noen ganger, da han var full, 

inngikk han idiotiske vedde- 

mål. Det er sant at det av og til 

gikk galt, at han siktet feil og 

skjøt nesen av en gaucho, men 

han mente aldri å skade noen. 

– Noen sier det var nesen… og 

av og til resten av hodet også. 

– Og så? Det var sånn livet 

var på den tiden. Det var ikke 

lett. Livet har aldri vært lett i 

Patagonia. Som overalt ellers, 

du lever og du dør. Han døde alene. Som en 

virkelig mann skal gjøre. 

– Vi har besøkt graven hans. Den ser forlatt 

ut. 

– Det var en feiltakelse å bringe bein- 

restene til kirkegården. De skulle ha blitt 

liggende ved Las Minas-elven, der de ble 

funnet. Men sønner og døtre er svake. Det 

finnes ikke lenger menn som min far, og den 

beste måten å vise ham respekt på, er å ikke 

gå til kirkegården. 

Før vi drar, ga Juana Sheffields oss 

nystekt brød og hardkokte egg til reisen. 

Den omtenksomme måten hun pakket alt 

sammen inn i et klede på sto i skarp kon- 

trast til de harde ordene og bevegelsene 

hennes. 

Da vi tok fatt på tilbaketuren var him- 

melen tung av mørke skyer. Vi brydde oss 

ikke om det, enhver reisende vet at veien 

stadig byr på overraskelser. Etter en halv- 

time åpnet himmelen seg, og regnet styrtet 

ned i den enorme dalen. Kort etter gikk vi 

under en gigantisk regnbue, og på veien 

mot Cholila stoppet vi opp for å betrakte en 

gruppe ryttere som galopperte i det fjerne. 

En av dem red på en nydelig hvit hest. Jeg 

funderte på om disse spøkelsesaktige ryt- 

terne befant seg på denne siden av livet, eller 

hinsides… Og om ikke mannen på den hvite 

hesten tilfeldigvis bar en sølvstjerne festet 

til jakkeslaget? 

1 Populær spansk forfatter som i perioden 1939-84 skrev tusenvis av 

romaner som alle utpant seg i et imaginært «Far West». 

2 Se Bruce Chatwin, In Patagonia, Cape, London, 1977. 

3 Maté er en plante som vokser i Sør-Amerika, og bladene brukes til 

å lage en te-lignende, bitter drikk. Argentinas nasjonaldrikk. 

4 Walisiske bønder begynte å slå seg ned i Chubut-dalen i 1865. 

(4) NDLR. Le plésiosaure est un reptile marin de l’époque des 

dinosaures pouvant mesurer jusqu’à 12 mètres de long, qui se 

caractérise par un très long cou et une très petite tête. On a parfois 

pensé que le « monstre du Loch Ness » pourrait être un plésiosaure. 

reconnu la femme, parce qu’elle était habillée en 

homme. Ce mort va nous créer des problèmes. » 

Jamais nous ne connaîtrons les termes de l’ac- 

cord conclu entre Butch Cassidy, Sundance Kid, 

Etta Place et Martin Sheffields dans la cabane de 

Cholila, mais il est fort probable qu’une partie du 

butin des attaques de banques ait servi à acheter le 

silence du shérif, car, en 1907, celui-ci acheta 

5 000 hectares de bonnes terres près d’El Maitén, 

dans la province de Chubut. Ce dut être une négo- 

ciation forte et intéressante. Si Harvey y participa 

aussi, alors c’était quatre contre un, quatre argu- 

ments de beau calibre contre les deux superbes 

colts 45 du chasseur de primes. 

Don Aladín Sepúlveda nous a assuré que, selon 

son père, la négociation de Sheffields avec les hors- 

la-loi dura plusieurs jours et plusieurs nuits. Ils 

s’étaient saoulés ensemble, avaient crié, puis ri et 

lancé mille jurons en une langue que le vieux pay- 

san ne comprenait pas. Finalement, le shérif s’était 

éloigné sur son cheval blanc. 

– Voulez-vous savoir ce que je pense ? demanda 

don Aladín. 

– Bien entendu, lui répondis-je, tout en arra- 

chant quelques éclats des troncs de la cabane que 

je conserve encore. 

– Sheffields leur dit qu’il ne voulait pas de morts. 

Les morts créent toujours des problèmes. Même la 

personne la plus inoffensive du monde, dès qu’elle 

meurt, complique la vie de ceux qui l’entourent. 

Dans les affaires de banque, c’est bien connu, il 

y a toujours deux façons de se distinguer : comme 

délinquant en col blanc ou comme voleur à main 

armée. Après l’attaque de Villa Mercedes, Butch 

Cassidy, Etta Place et Sundance Kid abandonnèrent 

provisoirement leur activité bancaire. Harvey 

Logan disparut sans laisser de traces, Etta Place 

retourna clandestinement aux Etats-Unis, où elle 

mourut d’un cancer. Butch et Sundance vendirent 

leur propriété de Cholila et s’en allèrent plus au 

sud, vers les derniers confins du monde. Ils traver- 

sèrent le détroit de Magellan et s’enfoncèrent dans 

la Terre de Feu, où ils entrèrent dans la légende 

comme deux romantiques vétérans qui attaquaient 

des banques et des perceptions d’impôts pour 

financer des révolutions anarchistes. 

Une tombe sans nom et une marguerite en 

plastique. C’est tout ce qu’a laissé le shérif de son 

passage par la Patagonie. 

– Y a-t-il encore quelqu’un de vivant qui l’aurait 

connu ? demandai-je à l’homme à la cigarette accro- 

chée aux lèvres qui nous avait conduit sur la tombe. 

– Une des filles de ce scélérat vit encore, répon- 

dit-il sur un ton qui mêlait l’admiration au mépris. 

L E LENDEMAIN, ON SE RENDIT CHEZ LA FILLE de Mar- 

tin Sheffields. Confortablement installés sur les 

sièges en bois du vieux train Patagonia Express, ou 

« Trochita », comme l’appellent avec affection les 

gens d’ici, nous commencions à découvrir le lien 

entre la construction du chemin de fer et le shérif. 

Les travaux sur la ligne qui unit Ñorquinco à El 

Maitén ont démarré en 1933, et les moutons de 

Sheffields ont permis de nourrir les dizaines 

d’équipes d’ouvriers. Le shérif aimait distraire les 

hommes avec sa surprenante habileté de tireur. Il 

était capable de faire exploser une cigarette sur les 

lèvres d’un jeune apprenti distrait, ou même de 

cramer la moustache d’un autre, et faire cela avec 

une balle calibre 45 de revolver n’est pas sans 

mérite. Quand les travaux furent terminés, Martin 

Sheffields offrit six veaux et une trentaine de mou- 

tons pour le grand barbecue des festivités. J’ai 

retrouvé plusieurs vieilles personnes à El Maitén, 

Esquel, Leleque et Cholila qui se souviennent de la 

générosité du Yankee. Mais son mépris pour la for- 

tune et les innombrables filles et fils qu’il avait 

semés dans ces terres australes allaient finir par le 

ruiner. C’est pour cela qu’il cherchait de l’or quand 

il est mort – ou quand on l’a tué. 

NOTRE TRAIN « TROCHITA » avançait lentement. 

L’étroit défilé, la vétusté des voies et la raideur des 

virages l’empêchaient de dépasser les 40 kilo- 

mètres à l’heure. Sa vieille locomotive à vapeur 

soufflait comme un dragon épuisé, et le sillage 

d’épaisse fumée qu’elle laissait à son passage était 

vite dissipé par le vent éternel, qui n’accepte 

aucune autre présence dans le ciel de cette 

contrée australe. Le bercement du wagon invitait à 

une douce somnolence ou à parler à voix basse 

avec le voisin de siège. 

– Savez-vous qui était Martin Sheffields ? deman- 

dai-je à un ancien qui me proposa immédiatement 

une calebasse de maté. 

– Et comment ! Il était connu comme le loup 

blanc, répondit-il en acceptant une cigarette. 

– Racontez-moi. 

– C’était un homme solitaire. Il avait eu beaucoup 

d’amis, de nombreux enfants, mais c’était un homme 

seul. Nul n’a jamais su d’où il avait sorti l’argent pour 

acheter toutes les terres qu’il a perdues par la suite. 

On dit qu’il était venu pour arrêter des bandits yan- 

kees, mais il ne l’a pas fait. C’était un grand tireur et, 

quand il était saoul, il aimait faire des paris minables. 

Par exemple, il pariait qu’il pouvait briser les talons 

des chaussures d’une dame, et le faisait. Si le fiancé ou 

le mari protestait, il leur offrait une paire de brebis 

et c’était réglé. Il est arrivé à posséder plus de 

cent mille moutons à l’époque où la laine valait de l’or, 

mais il s’habillait comme un vagabond. Il allait d’un 

endroit à l’autre, toujours seul. Sur son cheval blanc, il 

chevauchait de Cholila à Esquel, de Ñorquinco à Por- 

tezuelo, toujours seul. Parfois il s’arrêtait dans les 

tavernes, jouait aux cartes et perdait tant et plus, il 

chantait avec une fille assise sur ses genoux, mais sou- 

dain il s’arrêtait et s’écartait dans un coin pour conti- 

nuer à boire tout seul. Au fond, c’était un homme 

abandonné, non pas parce que ses amis, sa femme ou 

ses enfants l’avaient abandonné, mais parce qu’il 

s’était lui-même abandonné. Un homme solitaire, 

étrange, mais toujours de bonne humeur. Connaissez- 

vous l’histoire du plésiosaure (4) ? 

La grande blague de Sheffields. Un jour, en 1922, 

il écrivit une lettre au directeur du jardin zoolo- 

gique de Buenos Aires dans laquelle il décrivait avec 

mille détails l’existence d’un animal, vivant, dont 

l’habitat se trouvait dans les eaux de la Lagune 

noire, dans les Andes. Sa description était si exacte, 

si rigoureuse, que les scientifiques et les naturalistes 

n’eurent pas le moindre doute qu’il s’agissait d’un 

plésiosaure, rescapé de la préhistoire. La nouvelle fit 

le tour du monde et enflamma vite les esprits.War- 

ren Harding, le président (républicain) des Etats- 

Unis, menaça l’Argentine de représailles si les auto- 

rités locales n’abandonnaient pas à la Smithsonian 

Institution de Washington l’étude et la sauvegarde 

du plésiosaure de Patagonie. La couronne britan- 

nique estima inconcevable que le plésiosaure ne 

soit pas examiné, en priorité, par les savants du Bri- 

tish Museum. Il y eut même une chanson dédiée à 

l’étrange animal, après qu’un musicien eut composé 

un très populaire Tango du plésiosaure. 

Finalement, tous ceux qui voulaient s’emparer 

de l’animal antédiluvien arrivèrent à Buenos Aires 

et s’acheminèrent en bande dispersée, en se faisant 

force croche-pieds, vers la Patagonie. Ils devaient 

découvrir avec stupeur que l’étrange animal de la 

Lagune noire n’était qu’un tronc d’arbre enveloppé 

de peaux de vache... Tous les Patagons rirent de 

très bon cœur en apprenant la blague de Sheffields. 

Ils en rient encore, mais ni les scientifiques de 

l’époque ni les autorités argentines n’apprécièrent, 

et c’est peu dire, cette mauvaise blague... 

Arrivés à El Maitén, on descendit du Patagonia 

Express pour emprunter un chemin poussiéreux 

vers la maison de doña Juana Sheffields, la dernière 

fille de l’aventurier blagueur. Avec le photographe 

Daniel Mordzinski, pour nous stimuler au milieu 

d’une poussière qui nous séchait la gorge et faisait 

craindre pour les appareils photo, nous chantions à 

tue-tête : « L’Uruguay n’est pas un fleuve, c’est un ciel 

bleu qui coule. » Au milieu des coassements de 

reproche de ces étranges charognards qu’on 

appelle ici « teros ».Au bout d’environ deux heures 

de marche, on aperçut la maison que le shérif avait 

construite pour sa fille. 

Elle était située à un endroit d’une beauté fabu- 

leuse, entourée de chênes rouvres, de tecks, de 

peupliers et de chênes verts. L’air y sentait le bois 

vierge de la Patagonie andine, la bouse d’animaux 

sains et les bonnes herbes odorantes qui réjouis- 

sent l’âme. 

DOÑA JUANA SHEFFIELDS AVAIT 86 ANS. Elle se por- 

tait bien et se tenait très droite. Il y avait pas mal 

d’orgueil chez cette femme qui devait s’appuyer 

sur une canne pour marcher. Maculé de marques 

qui rappelaient peut-être ses amours et ses haines, 

son visage était définitivement patagon. On y trou- 

vait ce mélange d’une mère mapuche et d’un père 

yankee porteur lui-même d’on ne sait combien de 

sangs mêlés. 

Elle me pria de m’asseoir en face d’elle et m’of- 

frit une calebasse de maté. D’un geste coquet, elle 

se lissa le tablier et vérifia la symétrie de sa cheve- 

lure blanche ramassée en un chignon énergique. 

Pendant que Daniel la photographiait, elle me 

demanda ce qui nous amenait. 

– Votre père. Parlez-nous de votre père. 

– Martin Sheffields. Le shérif Martin Sheffields. 

C’est lui qui a construit cette maison et bien d’autres. 

C’était un homme. On l’a aimé et détesté pour cette 

raison, parce que c’était un homme, un vrai de vrai. Ça 

n’a jamais été facile d’être un homme. 

– Un homme qui aimait les grosses blagues. 

– Des bêtises. Il avait de l’humour, mais il n’a 

jamais fait de mal à personne. Parfois, quand il était 

saoul, il faisait des paris... Ça lui est arrivé, c’est vrai, de 

mal viser et d’arracher le nez à un gaucho, mais il n’a 

jamais fait de mal à personne. 

– Certains disent le nez... et parfois le reste de 

la tête. 

– Que diable ! C’était ça la vie avant. C’était pas 

facile. La vie n’a jamais été facile en Patagonie. Partout, 

d’ailleurs, on vit, on meurt. Lui est mort tout seul. 

Comme doivent mourir les vrais hommes. 

– Nous avons visité sa tombe. Elle est très aban- 

donnée. 

– C’est une erreur d’avoir emmené ses ossements 

au cimetière. On aurait dû les laisser là-bas, près du 

torrent Las Minas, où on l’a trouvé. Mais les fils et les 

filles sont faibles. Il n’y a plus d’hommes comme mon 

père, et la meilleure façon de le respecter c’est de ne 

pas aller au cimetière. 

Avant de partir, doña Juana Sheffields nous 

offrit du pain encore chaud, sorti du four, et des 

œufs durs pour le voyage. La chaleureuse 

manière dont elle enveloppa le tout dans un 

carré de tissu contredisait la dureté de ses pro- 

pos et de ses gestes. 

On commença le retour sous un ciel lourd qui 

annonçait un orage, mais cela nous était indifférent, 

parce que tout marcheur sait que le chemin est 

une permanente surprise. Au bout d’une demi- 

heure, une pluie violente se mit à tomber sur l’im- 

mense vallée. Un peu plus loin, on passa sous un 

imposant arc-en-ciel, et, sur la route de Cholila, on 

s’arrêta pour contempler un groupe de cavaliers 

qui galopait au loin. 

L’un d’eux montait un splendide cheval blanc, 

et je me demandais si ces fantomatiques cavaliers 

chevauchaient de ce côté-ci de la vie ou de 

l’autre... Et si l’homme du cheval blanc ne portait 

pas, par hasard, accrochée au revers de sa veste, 

une étoile d’argent de shérif... 

LUIS SEPÚLVEDA. 

Reportage photographique de DANIEL MORDZINSKI. 

23 LE MONDE diplomatique – AOÛT 2004 

1939 

ue se 

onie, 

nt on 

i, en 

café 

0, il 

», et 

vait 

vrai 

son 

an- 

. 

ace, 

uite 

dité 

la 

. La 

un 

rès- 

phe 

et 

f de 

usé 

arlé 

voir 

û se 

eval 

obe. 

les 

’ap- 

s’est 

eval. 

dit, 

de 

par 

905 

gen- 

s. » 

om 

ho- 

tait 

ans 

ille, 

t sa 

nés 

ine. 

un- 

t la 

ruz. 

qu’il 

cas, 

dais 

rne 

eau 

hef- 

, on 

sor- 

ne 

rice 

er- 

vey 

s le 

pas 

Martin Sheffields 

kunne skyte en 

sigarett ut av 

munnen på en 

åndsfraværende 

lærling, eller brenne 

vekk barten på en 

annen 

LA FIN DE CAVALE DE DEUX HORS-LA-LOI LÉGENDAIRES 

En Patagonie, à la recherche 

de Butch Cassidy et de Sundance Kid 

Butch Cassidy et sa « horde sauvage » défrayèrent la chronique aux Etats-Unis, 

à la fin du XIX e siècle. On les accusait d’attaquer les banques pour financer 

la révolution anarchiste. La bande fut décimée, mais Butch et son ami 

Sundance Kid parvinrent à fuir et à entrer ainsi dans la légende. Hollywood 

leur a consacré, en 1969, un film devenu célèbre qui situe la fin de leur cavale en Bolivie. 

C’est faux, démontre ici l’écrivain Luis Sepúlveda, 

qui a retrouvé leurs traces et celles de leur implacable poursuivant, 

le shérif Martin Sheffields, au fond de la Patagonie argentine. 

OUS ÉTIONS AU SUD DE L’ARGENTINE, 

près d’El Bolsón, une pittoresque 

ville à la limite des provinces de 

Rio Negro et de Chubut. Le vent 

faisait pencher les gigantesques 

peupliers qui bordaient le cime- 

mains. C’est ainsi qu’on avait trouvé le squelette, et 

deviné, parce qu’il était armé, que c’était lui. 

Ces muletiers, de bons gars comme tous les 

hommes solitaires, recouvrirent la dépouille avec 

des pierres, et elle resta là, près du torrent Las 

Minas, jusqu’à ce que, en 1959, l’un des douze 

Vers la fin de 1898, les agents de la Pinkerton 

étaient parvenus à établir la loi du plus fort – celle 

des éleveurs et des compagnies de chemin de fer – 

sur l’ensemble des territoires de l’Ouest améri- 

cain, après avoir capturé ou liquidé presque tous 

les hors-la-loi. Mais ils n’avaient pu mettre la main 

22 

LE MONDE diplomatique 

P A R N O T R E E N V O Y É S P É C I A L L U I S S E P Ú L V E D A * 

Paul Newman, Robert Redford og Katharine Ross 

i George Roy Hills film Butch Cassidy 

and the Sundance Kid (1969) 

Juana, sheriffens datter 

... tid for la Marcada! 

På pampaen... 

reconnu la femme, parce qu’elle était habillée en 

homme. Ce mort va nous créer des problèmes. » 

Jamais nous ne connaîtrons les termes de l’ac- 

cord conclu entre Butch Cassidy, Sundance Kid, 

Etta Place et Martin Sheffields dans la cabane de 

Cholila, mais il est fort probable qu’une partie du 

butin des attaques de banques ait servi à acheter le 

silence du shérif, car, en 1907, celui-ci acheta 

5 000 hectares de bonnes terres près d’El Maitén, 

dans la province de Chubut. Ce dut être une négo- 

ciation forte et intéressante. Si Harvey y participa 

aussi, alors c’était quatre contre un, quatre argu- 

ments de beau calibre contre les deux superbes 

colts 45 du chasseur de primes. 

Don Aladín Sepúlveda nous a assuré que, selon 

son père, la négociation de Sheffields avec les hors- 

la-loi dura plusieurs jours et plusieurs nuits. Ils 

s’étaient saoulés ensemble, avaient crié, puis ri et 

lancé mille jurons en une langue que le vieux pay- 

san ne comprenait pas. Finalement, le shérif s’était 

éloigné sur son cheval blanc. 

– Voulez-vous savoir ce que je pense ? demanda 

don Aladín. 

– Bien entendu, lui répondis-je, tout en arra- 

chant quelques éclats des troncs de la cabane que 

je conserve encore. 

– Sheffields leur dit qu’il ne voulait pas de morts. 

Les morts créent toujours des problèmes. Même la 

personne la plus inoffensive du monde, dès qu’elle 

meurt, complique la vie de ceux qui l’entourent. 

Dans les affaires de banque, c’est bien connu, il 

y a toujours deux façons de se distinguer : comme 

délinquant en col blanc ou comme voleur à main 

armée. Après l’attaque de Villa Mercedes, Butch 

Cassidy, Etta Place et Sundance Kid abandonnèrent 

provisoirement leur activité bancaire. Harvey 

Logan disparut sans laisser de traces, Etta Place 

retourna clandestinement aux Etats-Unis, où elle 

mourut d’un cancer. Butch et Sundance vendirent 

leur propriété de Cholila et s’en allèrent plus au 

sud, vers les derniers confins du monde. Ils traver- 

sèrent le détroit de Magellan et s’enfoncèrent dans 

la Terre de Feu, où ils entrèrent dans la légende 

comme deux romantiques vétérans qui attaquaient 

des banques et des perceptions d’impôts pour 

financer des révolutions anarchistes. 

Une tombe sans nom et une marguerite en 

plastique. C’est tout ce qu’a laissé le shérif de son 

passage par la Patagonie. 

– Y a-t-il encore quelqu’un de vivant qui l’aurait 

connu ? demandai-je à l’homme à la cigarette accro- 

chée aux lèvres qui nous avait conduit sur la tombe. 

– Une des filles de ce scélérat vit encore, répon- 

dit-il sur un ton qui mêlait l’admiration au mépris. 

L E LENDEMAIN, ON SE RENDIT CHEZ LA FILLE de Mar- 

mérite. Quand les travaux furent terminés, Martin 

Sheffields offrit six veaux et une trentaine de mou- 

tons pour le grand barbecue des festivités. J’ai 

retrouvé plusieurs vieilles personnes à El Maitén, 

Esquel, Leleque et Cholila qui se souviennent de la 

générosité du Yankee. Mais son mépris pour la for- 

tune et les innombrables filles et fils qu’il avait 

semés dans ces terres australes allaient finir par le 

ruiner. C’est pour cela qu’il cherchait de l’or quand 

il est mort – ou quand on l’a tué. 

NOTRE TRAIN « TROCHITA » avançait lentement. 

L’étroit défilé, la vétusté des voies et la raideur des 

virages l’empêchaient de dépasser les 40 kilo- 

mètres à l’heure. Sa vieille locomotive à vapeur 

soufflait comme un dragon épuisé, et le sillage 

d’épaisse fumée qu’elle laissait à son passage était 

vite dissipé par le vent éternel, qui n’accepte 

aucune autre présence dans le ciel de cette 

contrée australe. Le bercement du wagon invitait à 

une douce somnolence ou à parler à voix basse 

avec le voisin de siège. 

– Savez-vous qui était Martin Sheffields ? deman- 

dai-je à un ancien qui me proposa immédiatement 

une calebasse de maté. 

– Et comment ! Il était connu comme le loup 

blanc, répondit-il en acceptant une cigarette. 

– Racontez-moi. 

– C’était un homme solitaire. Il avait eu beaucoup 

d’amis, de nombreux enfants, mais c’était un homme 

seul. Nul n’a jamais su d’où il avait sorti l’argent pour 

acheter toutes les terres qu’il a perdues par la suite. 

On dit qu’il était venu pour arrêter des bandits yan- 

kees, mais il ne l’a pas fait. C’était un grand tireur et, 

quand il était saoul, il aimait faire des paris minables. 

Par exemple, il pariait qu’il pouvait briser les talons 

des chaussures d’une dame, et le faisait. Si le fiancé ou 

le mari protestait, il leur offrait une paire de brebis 

et c’était réglé. Il est arrivé à posséder plus de 

cent mille moutons à l’époque où la laine valait de l’or, 

mais il s’habillait comme un vagabond. Il allait d’un 

endroit à l’autre, toujours seul. Sur son cheval blanc, il 

chevauchait de Cholila à Esquel, de Ñorquinco à Por- 

tezuelo, toujours seul. Parfois il s’arrêtait dans les 

tavernes, jouait aux cartes et perdait tant et plus, il 

chantait avec une fille assise sur ses genoux, mais sou- 

dain il s’arrêtait et s’écartait dans un coin pour conti- 

nuer à boire tout seul. Au fond, c’était un homme 

abandonné, non pas parce que ses amis, sa femme ou 

ses enfants l’avaient abandonné, mais parce qu’il 

s’était lui-même abandonné. Un homme solitaire, 

étrange, mais toujours de bonne humeur. Connaissez- 

vous l’histoire du plésiosaure (4) ? 

La grande blague de Sheffields. Un jour, en 1922, 

il écrivit une lettre au directeur du jardin zoolo- 

gique de Buenos Aires dans laquelle il décrivait avec 

mille détails l’existence d’un animal, vivant, dont 

l’habitat se trouvait dans les eaux de la Lagune 

Finalement, tous ceux qui voulaient s’emparer 

de l’animal antédiluvien arrivèrent à Buenos Aires 

et s’acheminèrent en bande dispersée, en se faisant 

force croche-pieds, vers la Patagonie. Ils devaient 

découvrir avec stupeur que l’étrange animal de la 

Lagune noire n’était qu’un tronc d’arbre enveloppé 

de peaux de vache... Tous les Patagons rirent de 

très bon cœur en apprenant la blague de Sheffields. 

Ils en rient encore, mais ni les scientifiques de 

l’époque ni les autorités argentines n’apprécièrent, 

et c’est peu dire, cette mauvaise blague... 

Arrivés à El Maitén, on descendit du Patagonia 

Express pour emprunter un chemin poussiéreux 

vers la maison de doña Juana Sheffields, la dernière 

fille de l’aventurier blagueur. Avec le photographe 

Daniel Mordzinski, pour nous stimuler au milieu 

d’une poussière qui nous séchait la gorge et faisait 

craindre pour les appareils photo, nous chantions à 

tue-tête : « L’Uruguay n’est pas un fleuve, c’est un ciel 

bleu qui coule. » Au milieu des coassements de 

reproche de ces étranges charognards qu’on 

appelle ici « teros ».Au bout d’environ deux heures 

de marche, on aperçut la maison que le shérif avait 

construite pour sa fille. 

Elle était située à un endroit d’une beauté fabu- 

leuse, entourée de chênes rouvres, de tecks, de 

peupliers et de chênes verts. L’air y sentait le bois 

vierge de la Patagonie andine, la bouse d’animaux 

sains et les bonnes herbes odorantes qui réjouis- 

sent l’âme. 

DOÑA JUANA SHEFFIELDS AVAIT 86 ANS. Elle se por- 

tait bien et se tenait très droite. Il y avait pas mal 

d’orgueil chez cette femme qui devait s’appuyer 

sur une canne pour marcher. Maculé de marques 

qui rappelaient peut-être ses amours et ses haines, 

son visage était définitivement patagon. On y trou- 

vait ce mélange d’une mère mapuche et d’un père 

yankee porteur lui-même d’on ne sait combien de 

sangs mêlés. 

Elle me pria de m’asseoir en face d’elle et m’of- 

frit une calebasse de maté. D’un geste coquet, elle 

se lissa le tablier et vérifia la symétrie de sa cheve- 

lure blanche ramassée en un chignon énergique. 

Pendant que Daniel la photographiait, elle me 

demanda ce qui nous amenait. 

– Votre père. Parlez-nous de votre père. 

– Martin Sheffields. Le shérif Martin Sheffields. 

C’est lui qui a construit cette maison et bien d’autres. 

C’était un homme. On l’a aimé et détesté pour cette 

raison, parce que c’était un homme, un vrai de vrai. Ça 

n’a jamais été facile d’être un homme. 

– Un homme qui aimait les grosses blagues. 

– Des bêtises. Il avait de l’humour, mais il n’a 

jamais fait de mal à personne. Parfois, quand il était 

saoul, il faisait des paris... Ça lui est arrivé, c’est vrai, de 

mal viser et d’arracher le nez à un gaucho, mais il n’a 

jamais fait de mal à personne. 

– Certains disent le nez... et parfois le reste de 

la tête. 

– Que diable ! C’était ça la vie avant. C’était pas 

facile. La vie n’a jamais été facile en Patagonie. Partout, 

d’ailleurs, on vit, on meurt. Lui est mort tout seul. 

Comme doivent mourir les vrais hommes. 

– Nous avons visité sa tombe. Elle est très aban- 

donnée. 

– C’est une erreur d’avoir emmené ses ossements 

au cimetière. On aurait dû les laisser là-bas, près du 

torrent Las Minas, où on l’a trouvé. Mais les fils et les 

filles sont faibles. Il n’y a plus d’hommes comme mon 

père, et la meilleure façon de le respecter c’est de ne 

pas aller au cimetière. 

Avant de partir, doña Juana Sheffields nous 

offrit du pain encore chaud, sorti du four, et des 

œufs durs pour le voyage. La chaleureuse 

manière dont elle enveloppa le tout dans un 

carré de tissu contredisait la dureté de ses pro- 

pos et de ses gestes. 

On commença le retour sous un ciel lourd qui 

annonçait un orage, mais cela nous était indifférent, 

parce que tout marcheur sait que le chemin est 

une permanente surprise. Au bout d’une demi- 

heure, une pluie violente se mit à tomber sur l’im- 

mense vallée. Un peu plus loin, on passa sous un 

imposant arc-en-ciel, et, sur la route de Cholila, on 

s’arrêta pour contempler un groupe de cavaliers 

qui galopait au loin. 

23 LE MONDE diplomatique – AOÛT 2004 

Luis Sepúlveda foran Butch Cassidys hus Patagonia ekspress


Gaza-plan med bakta 

TILBAKETREKNING: Yasir 

rafats død og George W. Bushs 

jenvalg har fått flere til å antyde 

t fredsforhandlingene i Midtøsten 

il gjenopptas. Ariel Sharons tilbaketrekningsplan 

for Gaza har også 

avfødt positive reaksjoner, men 

planen handler først og fremst om 

å sette fredsprosessen på vent. 

AMNON KAPELIOUK 

Journalist, Jerusalem. 

Israels statsminister Ariel Sharons plan om 

å avvikle de jødiske bosettingene i Gaza har 

skapt positive reaksjoner fra flere hold. 1 Det 

israelske Arbeiderpartiet og bevegelsen Fred 

nå har berømmet Sharon for hans «mot» 

og «klarsynthet». Til og med Yahad-partiet, 

som tok initiativ til Genève-avtalen 2 som 

oreslår at man går tilbake til grensene fra 

967 med noen justeringer som kan akseperes 

av begge parter, har uttalt seg positivt. 

et samme skjer i utlandet: Vestlige statsverhoder 

lovpriser den israelske statsmiisteren, 

og uttrykker stor glede over å høre 

am snakke om å «avvikle bosettingene». 

Selvfølgelig ville avvikling av én enkelt 

osetting på palestinsk jord være en stor 

egivenhet etter 37 års okkupasjon, men 

etyr det at tilbaketrekningsplanen er en 

fredsplan? 

Hvis Ariel Sharon virkelig mente alvor, 

kunne de jødiske bosettingene ha vært avvilet 

i løpet av noen få uker, maksimalt to 

ller tre måneder. Men det er nå mer enn 

t år siden denne planen ble offentliggjort 

ørste gang, og foreløpig har ikke en eneste 

osetter forlatt Gaza. Sharon drøyer, han 

nakker om de «smertefulle ofre» israelerne 

ar gått med på ved å avvikle en håndfull 

osettinger – og gjør ingenting. Ved å holde 

ppmerksomheten rettet mot Gaza sørger 

NEKROLOG: Mens nogle gisner 

m Arafats dødsårsag og andre 

m fremtidsudsigterne for Arafats 

fterladte formue, forsøger Eric 

ouleau i denne personlige beretning 

at give et billede af mennesket 

Yassir Arafat. Frem kommer 

indtrykket af en sorgløs og idealistisk 

politiker, der aldrig mistede 

troen på det forjættede land. 

ERIC ROULEAU 

Journalist, Frankrigs tidligere ambassadør i Tunesien og Tyrkiet. 

Eftersom Yassir Arafat var udstyret med en 

robust psyke, viste han sjældent – selv i de 

mest dramatiske situationer – tegn på forvivlelse 

eller mismod. Han syntes besjælet af 

n ukuelig optimisme, af en urokkelig vilje 

il at forsætte sin kamp og af en forbløffende 

vne til at rejse sig igen efter hvert styrt. Jeg 

ar fuldt hans løbebane i over 35 år og har 

ruffet ham adskillige gange, som journaist 

eller som udstationeret diplomat ved 

en Palæstinensiske Befrielsesorganisation 

PLO). Ved vores sidste samtaler forrige år 

lev jeg overrasket over at møde ham i en 

ilstand, der mest af alt mindede om depresion. 

Han var bleg med udtærede træk. 

ygningen, han var bundet til, lå i ruiner, 

ans opholdssted var et rum uden vinduer. 

han for at fundamentale forhandlinger om 

en palestinsk stat settes på vent. 

Samtidig er det åpenbart at etableringen 

av jødiske bosettinger på Gazastripen 

ikke har vært noen suksess: I alt dreier 

seg om 7000 jødiske nybyggere, mens de 

er 250 000 på Vestbredden (foruten de 200 

000 jødene som bor i Øst-Jerusalem som 

har vært okkupert siden 1967). Nybyggerne 

i Gaza utgjør altså en ørliten gruppe sammenliknet 

med de 1,5 millioner palestinere 

som er stuet sammen på dette området, 

men de legger likevel beslag på 40 prosent 

av jorda og 50 prosent av vannet. Det brukes 

i tillegg enorme pengesummer for å 

garantere sikkerheten til bosetterne i Gaza. 

Mange soldater sendes dit, og det 

hender de må bøte med livet for 

denne utakknemlige oppgaven. 

I en slik situasjon burde det ikke 

være et offer, men heller en lettelse 

for Israel å trekke seg ut av 

Gaza.. 

Demonstrasjonene blant nasjonalistiske 

høyreekstremister, 

trusselen om «borgerkrig» dersom 

bosettingene fraflyttes, og oppfordringene 

fra enkelte fascistiske bevegelser om 

å drepe statsministeren som straff for hans 

forræderi, er faktorer som brukes av den 

israelske regjeringen, særlig i utlandet, for 

å vise hvor pinefull tilbaketrekningen fra 

Gaza egentlig er, og at det derfor er umulig å 

tenke seg en tilsvarende tilbaketrekning fra 

Vestbredden på veldig lang tid. 

I mellomtiden legges fredsforhandlingene 

på is. I et intervju i avisen Haaretz uttaler 

Sharons høyt betrodde rådgiver og faste 

utsending til Det hvite hus, advokat Dov 

Weisglass, seg i klare ordelag om hva statsministeren 

har i tankene: «Tilbaketrekningen 

er egentlig formalin. Den gir akkurat den 

mengden formalin som er nødvendig for 

å unngå en politisk prosess med palestinerne.» 

3 

Hvert øjeblik, det vidste han, var der en 

risiko for, at han enten blev tvunget i eksil 

eller myrdet. For første gang udelukkede 

han ikke at «resterne af den Palæstinensiske 

Autoritet ville forsvinde helt og aldeles». 

Han forstod ikke, hvorledes man havde kunnet 

dæmonisere ham, eftersom han havde 

arbejdet så ihærdigt for at slutte de «modiges 

fred» med Israel. Stemmen blev tyk af 

bevægelse hver gang han refererede til sin 

«partner Itzak Rabin». 

Med resignation belavede han sig på at 

udnævne en premierminister efter fælles 

påbud fra Israel, USA og, hvad der var topmålet 

for ham, EU. Han foregav uforståenhed 

overfor, at man ville påtvinge ham en 

premierminister, eftersom han var «chef for 

en ikke-statslig enhed». Adspurgt om han 

var forpligtet til at adlyde, bøjede Arafat 

hovedet, og en medarbejder ved hans side 

tog ordet: «Det er Bush, som vil det…» 

Til frokosten, som fulgte efter interviewet, 

var flere ministre samlet, og der var en 

livlig debat om den verdslige status af den 

fremtidige palæstinensiske stat. Den palæstinensiske 

autoritets udenrigsminister 

Nabil Shaath, der var i gang med formuleringen 

af et forfatningsudkast, præciserede, at 

af indlysende politiske grunde følte han sig 

forpligtet til at inkludere formuleringen, at 

«Islam er statsreligion». Det fremprovokerede 

et ramaskrig af protester omkring frokostbordet. 

Regeringsmedlemmerne Saeb 

Ereikat og Yassir Abd Rabbo protesterede på 

det heftigste. Med øjnene fæstede på Arafat 

Med andre ord: å fryse fredsforhandlingene. 

Dette sier Weisglass rett ut: 

«Fredsprosessen innebærer opprettelsen av 

en palestinsk stat, avvikling av bosettingene 

(på Vestbredden, red. anm.), flyktningenes 

rett til å komme tilbake og deling av 

Jerusalem. Nå er alt dette lagt på is.» 

Tilbaketrekningsplanens første punkt 

presiserer for øvrig at «i mangel av en palestinsk 

motpart i fredsforhandlingene» må 

Israel handle unilateralt. Påstanden om 

manglende forhandlingspartner er ment å 

gi israelerne frie hender og rett til å overse 

palestinernes interesser. Den kolonialistiske 

tenkemåten er tydelig: Okkupasjonsmakten 

velger ikke bare sine egne representanter, 

men bestemmer også hvem 

som skal representere det 

okkuperte folket. Forslaget 

om en folkeavstemning i 

Israel om tilbaketrekningsplanen, 

er et uttrykk for den 

samme tenkemåten. De som 

først og fremst burde spørres 

er selvfølgelig alle de som 

daglig lider under denne 

okkupasjonen, alle dem som 

lever i et apartheidsystem hvor de jødiske 

bosetterne har en særegen og langt bedre 

juridisk beskyttelse enn den palestinske 

befolkningen, noe som strider mot den fjerde 

Genèvekonvensjonen. 

«Sharons plan er 

som gift med litt 

honning i» 

Elias Zananiri 

Ariel Sharon gledet seg over Yasser Arafats 

plutselige død. Han håper nå å kunne tvinge 

sine egne planer på dem som skal ta over 

etter mannen som symboliserte palestinernes 

nasjonale kamp. Alle de som trodde 

Sharon ville endre sin unilaterale politikk 

etter at «hinderet» Arafat var borte, ble fort 

skuffet. Den gamle palestinske lederens død 

innebærer ikke for Sharon at Israel har noen 

ny motpart i fredsforhandlinger. Han slår 

tvert imot fast at dette er starten på en 

periode med usikkerhet, og at det slett ikke 

er sikkert at det nye palestinske lederskapet 

rindringer om Yassir Arafat 

udbrød Maie Sarraf, der er rådgiver om europæiske 

forhold: «Som kristen kvinde vil 

jeg aldrig acceptere at leve i en sådan stat!» 

På mærkeligste vis ytrede palæstinensernes 

leder ikke et ord under hele diskussionen, 

blikket blot frosset fast til sin tallerken. 

Nødsaget til at give sig til kende, erklærede 

han forsigtigt: «Jeg har ikke haft tid til at se 

på forfatningsudkastet…» 

Da vi mødtes første gang i januar 1969, stadigvæk 

inden at han var valgt til PLO’s leder, 

udtrykte Yassir Arafat sig langt mere selvsikkert 

om samme emne. Siddende til bords 

hos Algeriets ambassadør i Cairo, Lakhdar 

Brahimi 1 , forklarede Fatahs chef med entusiasme, 

hvorledes han ville skabe en «demokratisk 

og samlet stat for hele Palæstina», 

i hvilken «jøder, kristne og muslimer ville 

være ligestillede borgere». Han brugte ikke 

ordet verdsligt, da begrebet er ukendt i 

Islam, men hans beskrivelse af den fremtidige 

stat stod i intet tilbage for et demokrati 

af vestlig art. Han var fuldstændig sikker 

på, at flertallet af israelere ville tilslutte sig 

denne formulering, som ville sikre dem fred 

og sikkerhed. I den henseende skamroste 

han de sefardiske jøder, der udgør flertallet i 

Israel, hvis kultur og mentalitet gjorde dem 

til arabernes «tvillingebrødre». Fra sin barndom 

i Egypten og fra sit hemmelige ophold 

i de besatte territorier efter Seksdagskrigen 

kendte han dem godt… 

Salah Khalaf, kaldet Abou Iyad, der blev 

nummer to i PLO, fulgte op med en lig- 

vil forhindre terrorisme og voldshandlinger 

eller greie å gjennomføre de nødvendige 

endringene. I mellomtiden, i lang tid fremover, 

vil derfor den israelske regjeringen 

fortsette sin unilaterale politikk. 

Ved siden av å legge fredsforhandlingene 

på is, har Sharon som hovedmål å gi de 

jødiske bosettingene på Vestbredden – spesielt 

de store enhetene – en status som gjør det 

mulig å innlemme dem i Israel. Da planen 

om tilbaketrekning fra Gaza ble offentliggjort, 

ga jo også president George W. Bush 

løfter til Sharon om at disse bebyggelsene 

vil bli definert som en del av staten Israel 

i den endelige avtalen. 4 Weisglass avslører 

igjen statsministerens innerste tanker: «Og 

når det blir nye fredsforhandlinger mellom 

Israel og palestinerne om noen år, kanskje 

om flere tiår, kommer verdens hersker til å 

banke i bordet og si: ’Allerede for ti år siden 

sa vi at de store bosettingene skal være en 

integrert del av staten Israel’.» 5 

I mellomtiden fortsetter kolonialiseringen 

med det håp å fordoble antall jødiske 

bosettere på Vestbredden og dermed skape 

en irreversibel situasjon som vil gjøre opprettelsen 

av en uavhengig palestinsk stat til 

en umulighet. 

En tilbaketrekning fra Gaza som ikke 

skjer i samarbeid med palestinerne, vil gjøre 

dette landområdet til verdens største fengsel: 

Fangevokterne trekker seg ut, men vil 

fortsatt bli stående ved portene. Den israelske 

hæren får kontroll over luftrommet, 

havområdene og landegrensene, og forbeholder 

seg retten til å trenge inn «for å 

bekjempe terrorisme». 

Det var fordi han ønsker et Stor-Israel at 

Ariel Sharon ikke støttet forgjengeren Ehud 

Baraks forslag til avvikling av bosettingene 

og opprettelsen av atskilte palestinske 

områder. «Hele Eretz Israël (det historiske 

Palestina, red. anm.) er vårt,» sa han til elevene 

ved en skole i Jerusalem noen måneder 

etter valget i februar 2001. 

Sharon har endret mening fordi situasjo- 

nelse for at antyde at virkeliggørelsen af 

det projekt var forhastet. Men snart ville 

palæstinenserne ruske Mellemøstens æbletræ, 

erklærede han, for således at få den 

rådne frugt, som han sammenlignede med 

de arabiske stater, til at falde til jorden. 

Først da, tilføjede han med et skælmsk smil, 

vil palæstinenserne kunne høste det eneste 

sunde æble tilbage på træet – Israel. En lang 

tavshed fulgte ved bordet, hvor adskillige 

arabiske ambassadører sad opbænket. Ingen 

af dem svarede igen på injurien, ingen af 

dem forlod stedet. Det arabiske nederlag i 

juni 1967 var stadig nær og fremtiden, troede 

man i tiden, tilhørte de «revolutionære 

palæstinensere». 

De palæstinensiske lederes standhaftige 

bitterhed over for de arabiske regimer var 

velkendt: regimerne havde svigtet deres sag 

lige fra begyndelsen af konflikten med den 

zionistiske bevægelse. Begivenhederne, der 

fulgte året efter, kuldkastede deres egne fantasmer. 

Kraftprøven med Kong Hussein af 

Jordan i 1969-70 endte med massakren på 

fedajinerne (Sorte September), inden de blev 

forvist fra kongedømmet. De ytringer, som 

vi hørte fra Arafat i Amman, var af en sjælden 

hårdhed over for «kredsen» omkring 

monarken, og lod én tro, at den palæstinensiske 

leder, sammen med sine allierede fra 

Folkefronten til Befrielse af Palæstina (PFLP) 

under George Habache og den Demokratiske 

Front til Befrielse af Palæstina (DFLP) under 

Nayef Hawatmeh, søgte at omstyrte det 

hachemitiske monarki. 

Nogle timer inden den jordanske hærs 

offensiv betroede Abou Lyad mig i en fortvivlet 

tone, at han frygtede det værste: «Det 

er helt sikkert», sagde han til mig, «vi vil gå 

slagne ud af denne styrkeprøve…» Styrken


 

nker 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

nen i området er endret. Han har gjort alt 

 

gen av protester. Han forstod at 

han måtte 

 

han har kunnet for 

 

å knuse intifadaen 

 

som 

 

legge 

frem en plan som både kunne bidra 

allerede var godt rotfestet 

da han kom til 

 

til 

 

å nøytralisere 

 

Genève-avtalen 

 

og 

 

dempe 

makten. Ved å holde sivilbefolkningen i de 

kritikken inne og ute. Flere forslag kom 

palestinske områdene i et jerngrep, forven- 

 

 

opp; å gjøre ende på de palestinske selvstyre- 

 

tet den israelske statsministeren at de ville 

myndighetene en gang for alle, eller motsatt 

kapitulere. 

 

å 

gjenoppta fredsforhandlingene, men uten 

Men der tok han feil. For første gang i 

 

 

 

noe reelt mål om å fullføre dem. Sharon 

Israels krigshistorie trenger fienden inn i 

 

avviste begge forslagene. 

israelske byer og dreper hundrevis av sivile. 

I Roma 18. november 2003 delte han sin 

Det er alvorlige problemer i den israelske 

 

 

bekymring med utsendingen fra Det hvite 

økonomien, særlig i turistsektoren som står 

 

hus, Eliott Abrams. Abrams rådet ham til å 

for store deler av inntektene. Befolkningen 

 

gjenoppta 

samtalene med Syria, noe Sharon 

er i ferd med å miste motet. 

 

avviste. Han nevnte imidlertid overfor 

 

Abrams sin plan om ensidig 

tilbaketrekning 

Samtidig øker kritikken mot at fredsfor- 

 

 

fra 

 

Gaza. 

handlingene med de palestinske selvstyre- 

 

 

 

myndighetene ikke blir gjenopptatt og mot 

 

 

 

de åpenlyse bruddene på menneskerettig- 

hetene. 

 

 

 

 

 

Genève-avtalen som ble inngått etter ini- 

 

 

tiativ fra israelske og palestinske pasifister 

 

 

 

 

(Sharon karakteriserer den som «verre enn 

 

Oslo-avtalen») får flere tilhengere både i 

 

 

Israel og ellers i verden. Flere vestlige myn- 

 

 

 

digheter har gitt uttrykk for at Genève-avta- 

 

len 

bør være grunnlag for fremtidige freds- 

 

 

 

 

forhandlinger. 

 

 

General Sharons største bekymring er 

 

 

 

imidlertid den skarpe kritikken fra israelske 

 

 

 

militære mot den brutale behandlingen av 

 

 

 

palestinske sivile. 27 piloter fra luftvåpenet, 

 

 

 

deriblant general Iftah Spector, en kjent 

 

 

 

 

veteran fra krigen i 1967, har sluttet seg til 

 

 

de mange hundre «refuzniks» i bevegelsen 

 

Yesh Gvul («Det finnes grenser») som har 

 

 

fått fengselsstraff fordi de nekter å utføre eliteenhet nr.1, Sayeret-Matkal, skrevet til elske sikkerhetstjenesten Shin Beth slo 

 

militærtjeneste i de okkuperte områdene. statsminister Sharon at de ikke aksepterer alarm under en konferanse der de advarte 

 

Mot slutten av 2003 skrev de under på å delta i handlinger 

som «berøver flere mil- mot 

en politikk som «driver landet mot 

en kampanje som fordømte okkupasjonen lioner palestinere deres rettigheter»: «Vi vil avgrunnen». «Uakseptabelt,» svarte Sharon, 

og beskrev den som «ødeleggende for hele ikke være med på å beskytte bosettingene, og 

beskyldte de fire, som alle var tidligere 

det israelske samfunnet». De nekter å utføre vi 

 

aksepterer ikke å skitne til vårt bilde ansvarlige for Israels indre sikkerhet, for å 

«målrettede likvidasjoner» i de palestinske ved 

å delta 

kamper på vegne av en okkupa- skape en atmosfære som truet nettopp lan- 

områdene, «ramme uskyldige sivile» og sjonsmakt.» 

dets 

sikkerhet. 

 

«angripe tett befolkede strøk». Senere har 13 

 

Men toppen ble nådd i midten 

av novem- Statsministeren rådførte seg med sine 

reserveoffiserer og underoffiserer i hærens ber 2003, da fire tidligere ledere i den isra- nærmeste 

for å få slutt på denne opptrappin- 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

7 Reaksjonene lot ikke vente på seg. 

Hemningsløst berømmet vestlige statsoverhoder 

general Sharon for hans «mot». 

Genève-avtalen er lagt på hylla. Det israelske 

Arbeiderpartiet støtter statsministeren 

og gjør alt for å bli med i den nasjonalistiske 

og religiøse høyrekoalisjonen igjen. «Sharon 

har forandret seg,» sier Shimon Peres og 

hans venner, uten å uttrykke det minste forbehold 

når det gjelder planens svake sider. 

Ingen kritikk heller mot hærens forbrytelser 

i Rafah, Jabaliyya eller andre steder 

i de okkuperte områdene hvor hundrevis 

av mennesker, i overveiende grad sivile, er 

drept og hvor hundrevis av boliger er jevnet 

med jorden, særlig i flyktningleirene. 

Palestinerne på sin side stiller seg skeptisk 

til tilbaketrekningsplanen. De tror ikke 

på Ariel Sharon. Den palestinske journalisten 

Elias Zananiri oppsummerer det slik: 

«Sharons plan er som gift med litt honning 

i.» 

1 Planen inkluderer også fire mindre bosettinger på Vestbredden som 

har stått halvtomme i flere år. 

2 Se Qadoura Fares, «I Geneve åbnedes et vindue til håbet», nordiske 

Le Monde diplomatique, desember 2003. 

3 Intervju i avisen Haaretz 8. oktober 2004. 

4 Tale Geoge W. Bush holdt under Sharons besøk i Washington 14. 

april 2004. 

5 Intervju i avisen Haaretz 8. oktober 2004. 

6 Haaretz 13. oktober 2004. 

af Kong Husseins hær var han sig fuldt 

bevidst, støtten den fik fra Israel, USA og 

UK, hvorimod PLO ikke havde taget en eneste 

forholdsregel. Han syntes at bebrejde 

Yassir Arafat, der var enig i hans analyse af 

magtforholdet, at han ikke havde forstået at 

handle i overensstemmelse med hans inderste 

overbevisninger, og simpelthen havde 

indvilliget i at give Kong Hussein, hvad han 

krævede. 2 

end, at man ville stoppe den hebræiske hærs udtrykt deres misbilligelse over for den blev holdt fangen af islamiske grupper med 

massakrer på civilbefolkningen. 

israelske offensiv mod den palæstinensiske forbindelser til Iran. Den franske admini- 

Det var massakrerne i september 1982 på bevægelse. Det var uden tvivl i denne periostration mente at vide, at disse grupper var 

hundredvis af palæstinensiske flygtninge de, at han besluttede sig for – i sit tunesiske infiltreret af agenter fra PLO. I løftet stem- 

i Sabra og Chatila, som fulgte efter hans hovedkvarter – at modtage repræsentanter ning over at kunne hjælpe, tilkaldte Arafat 

afgang fra Beirut, der havde rystet ham i for det israelske civilsamfund og arbejde for i min tilstedeværelse to af hans nærme- 

hans grundvold. Kort tid efter fik jeg et gensidig anerkendelse mellem staten Israel ste medarbejdere og bedte dem om at rejse 

interview med ham i Damaskus, hvor han og PLO. Et projekt, som blev virkelighed ti ufortøvet til henholdsvis Beirut og Teheran, 

midlertidigt havde søgt tilflugt. Med øjnene år senere i Oslo. 

hvor jeg også skulle begive mig hen. Han 

fulde af tårer talte han om tragedien. Han I Tunis henvendte han sig gentagne gav dem som hovedinstruks, at de skulle 

I Amman levede Yassir Arafat i en form var blevet forrådt, beklagede han sig, af USA gange til den franske ambassadør, hvad jeg gøre alt for at gidslerne forblev i live og ved 

for halvskjul, da han kort tid efter den væb- og Frankrig, som havde trukket deres trop- på det tidspunkt var, enten direkte eller godt helbred, imens forhandlingerne, som 

nede konflikt, startede på en slags systemaper hjem for tidligt, selvom de havde for- med Abou Iyad, PLO’s nummer to, som mel- jeg skulle føre i Teheran, om deres frigivelse 

tisk «selvkritik». Under et interview indpligtet sig til at beskytte palæstinenserne i lemmand, for at fremme kontakten med blev ført til ende. 

rømmede han, at fedajinerne havde været Libanon. Ved navns nævnelse beskyldte han jødiske eller israelske personligheder såvel 

forfaldne til at provokere. I hans egne ter- general Ariel Sharon, den- 

som med regeringen i Yasser Arafat begik fejlkalkulationer og 

mer havde de overgivet sig til en «revolutiogang forsvarsminister, for at 

Jerusalem. I 1985 invi- skønnede forkert; hans fejl og brister, hans 

nær ekshibitionisme», til en «uacceptabel have involveret sine special- Han drømte om at terede Yasser Arafat ambivalente og modsætningsfyldte opførsel 

opførsel» over for individer i den jordanske tropper og kommandosolda- blive en palæstinensisk mig dagen efter det kan ikke benægtes. Men palæstinenserne til- 

hær, for ikke at forglemme «flykapringerter i massakren: «Begin og 

israelske bombeangav ham dem, samtidig med at de ikke holdt 

ne», som han skarpt fordømte. Dog, når man Sharon er ikke jøder; de for- Mandela, den første greb med fly af PLO’s sig tilbage fra voldsomt at kritisere ham. 

ser nøje efter, så var målene for hans kritik brydelser, som de begår, er præsident for et suverænt hovedsæde, som De betragtede ham som en faderskikkelse, 

hovedsageligt rivaliserende organisationer hverken i overensstemmelse 

Palæstina, om det så blot 

han kun lige netop og der var en fast kult omkring ham. I gen- 

til hans egen som fx PFLP og DFLP. Disse med den jødiske moral eller 

havde undsluppet, nem et halvt århundrede lykkedes en tour 

hørte sandt nok til PLO, og i teorien var han tradition; de sande jøder er havde været i dets mest til at besøge hans lil- de force ham. Han modstod farlige fjender 

øverst ansvarlig for dem. 

dem, som nægter at tilslutte simple form 

lebitte soveværelse, såvel på den internationale scene – Israel, 

sig udryddelsesprojektet af 

der var blevet ramt USA og flertallet af de arbabiske regimer -, 

Palæstinensernes leder brystede sig af at det palæstinensiske folk…» 

af en raket fra Tsahal. som inden for hans egen bevægelses rækker, 

være hærchefen for de forenede modstands- Og han konkluderede: «Til alle jødiske og Fra sit bibliotek viste han mig general Ezer maximalisterne, der uophørligt satte hinkræfter. 

Han havde svært ved at anerkende israelske demokrater og pacifister, giver jeg Weizmanns selvbiografi, en «due» blandt dringer på den vej, der førte til det «histori- 

et nederlag. Ifølge ham selv havde han besej- udtryk for det palæstinensiske folks høj- «høgene» i Begins nationalistparti og senere ske kompromis», som han kaldte sine løfter. 

ret den jordanske hær i 1970 og den israelske agtelse og anerkendelse, vi vil aldrig glem- præsident for staten Israel, og sagde til mig Han drømte om at blive en palæstinensisk 

i forbindelse med invasionen af Libanon i me deres solidaritet med os i modgangen.» med et stort smil: «Her er en mand, som jeg Mandela, den første præsident for et suve- 

1982. Hvad angik den sidstnævnte konfron- Arafat hentydede til de hundrede tusinder respekterer, og som jeg meget gerne ville rænt Palæstina, om det så blot havde været 

tation, sagde han til mig med tydelig over- israelere, der havde demonstreret deres soli- møde…» 

i dets mest simple form. Døden besejrede 

bevisning: «Synes De ikke, at yde heroisk daritet med ofrene fra Sabra og Chatila, François Mitterand var det lykkedes at ham på tærsklen til hans «forjættede land». 

modstand i gennem tre måneder mod en hvorimod den «arabiske gade» var forblevet opnå et fortroligt forhold til Yasser Arafat før 

af verdens stærkeste hære i sig selv er en tavs. Han følte sig ligeledes i taknemme- hans mindeværdige besøg i Paris i 1989. Han 

opsigtsvækkende sejr?» Fedajinernes evakulighedsgæld over for Pierre Mendès-France, havde således ved min mellemkomst bedt 1 Brahimi blev senere udenrigsminister, inden han blev FN’s specialudsending 

til Afghanistan og Irak. 

ering af Libanon med våben og bagage i 1982 Nahum Goldmann og mange andre jødi- ham om i begyndelsen af 1986, at hjælpe til 

2 Kravene var, at den palæstinensiske modstandsbevægelse begræn- 

havde ifølge ham ingen anden bevæggrund ske personligheder i diasporaen, som havde med frigivelsen af de franske gidsler, som 

sede eller indstillede sin aktivitet i Jordan.


Manifest for 

MARXISME: Det er på tide å 

gjenreise «fornuftens front» i historiefaget, 

skriver den britiske historikeren 

Eric Hobsbawm. Han vil 

slå et slag for menneskets muligheter 

til å observere og forstå sin 

egen historie. 

ERIC HOBSBAWM 

Britisk historiker, forfatter av bl.a. Ekstremismens tidsalder – det 20. 

århundrets historie 1914-1991 (Gyldendal pocket, 2003). Vi tryker 

her avslutningsforedraget Hobsbawm holdt på British Academy 

olloquium om marxistisk historiografi 13. november 2004. 

Det har foregått to parallelle utviklinger i 

marxistisk historiografi. Disse kan betrakes 

som refleksjoner av de to delene av den 

erømte Feuerbach-tesen – «Filosofene har 

il nå bare fortolket verden, poenget er å forndre 

den». De fleste intellektuelle som ble 

arxister fra 1880-tallet og framover, inkluert 

marxistiske historikere, ble marxister 

ordi de ville forandre verden. Dette ville de 

jøre gjennom å assosiere seg med arbeiderevegelsen 

og den sosialistiske bevegelsen, 

om ble politiske massebevegelser samtiig 

som de var under sterk innflytelse fra 

arxismen. Samarbeidet med arbeiderbeveelsen 

ledet historikere som ville forandre 

erden naturlig til særskilte studieområder 

særlig historie om vanlige folk og arbeidee 

– som i utgangspunktet ikke i særlig grad 

ar assosiert med marxistiske fortolkninger, 

elv om de var naturlig attraktive for folk 

å venstresiden. Disse intellektuelle sluttet 

være marxister samtidig med at de sluttet 

være sosiale revolusjonære, fra 1890-tallet 

g framover. 

Engasjementet blusset opp igjen i 

orbindelse med oktoberrevolusjonen 

Russland i 1917. Vi bør ha i mente at 

arxismen formelt ikke ble fjernet fra de 

osialdemokratiske partienes programmer 

å kontinentet før på 1950-tallet eller seiere. 

Oktoberrevolusjonen skapte i tillegg 

et som kanskje kan kalles en obligatorisk 

arxistisk historiografi i Sovjetunionen og 

ndre stater under kommunistisk styre. Den 

ntifascistiske æraen forsterket dette. Fra 

950-tallet og framover ble motivasjonen 

or å være marxist svekket i de utviklede 

andene – dog ikke i den tredje verden – selv 

m den enorme utvidelsen av universitetstdanning 

og påfølgende studenturoligheer 

skapte en ny stor akademisk kontingent 

v folk som ville forandre verden på 1960allet. 

En stor andel av disse var radikale, 

en det var ikke lenger tydelig i hvor stor 

rad disse var marxister, om de i det hele 

att var det. 

Denne perioden nådde antakelig sitt høyepunkt 

på 1970-tallet. Ikke lenge etter staret 

en massiv reaksjon mot marxismen – priært 

av politiske grunner. Denne reaksjoen 

pågår fortsatt. Hovedeffekten har vært 

ødelegge troen på at en vellykket måte å 

rganisere menneskelige samfunn på kan 

orutsies og assisteres av historisk analyse, 

elv om liberalerne fortsatt mener dette. 

istorien har blitt skilt fra teleologien. 1 

Gitt de usikre framtidsutsiktene for sosildemokratiske 

og revolusjonære bevegeler 

tror jeg det er usannsynlig at det vil skje 

t politisk motivert skifte i retning av marismen 

igjen, men her må vi unngå overdreen 

vestlig sentrisme. Skulle jeg dømme på 

akgrunn av etterspørselen etter mine egne 

istoriebøker, noterer jeg at den har økt i 

ør-Korea og Taiwan fra 1980-tallet, i Tyrkia 

å 1990-tallet og at det er ting som tyder på 

t den øker i den arabisktalende delen av 

erden i dag. 

Hva så med «å fortolke verden»? Her 

er historien litt annerledes, men samtidig 

parallell. Den handler om framveksten av 

det vi kan kalle en reaksjon mot Ranke 2 

innen historiefaget. Marxismen var et viktig 

element i dette, selv om den ikke alltid ble 

anerkjent som det. I essens var det en tosidig 

bevegelse. På den ene siden utfordret den 

den positivistiske antakelsen at virkelighetens 

objektive struktur var selvforklarende: 

Alt som var nødvendig var å bruke vitenskapelig 

metode på den, forklare hvorfor 

ting skjedde som de gjorde og oppdage «wie 

es eigentlich gewesen» (hvordan det egentlig 

var). For alle historikere forble, og forblir, 

historiografien forankret i en objektiv virkelighet, 

nemlig det som har skjedd i fortiden. 

Men den tar utgangspunkt i problemstillinger 

framfor i fakta, og undersøker hvordan 

og hvorfor slike problemer, paradigmer og 

forestillinger formuleres 

i ulike sosiale/kulturelle 

miljøer og historiske tradisjoner. 

På den andre siden 

var dette en bevegelse 

for å bringe historiefaget 

nærmere samfunnsvitenskapene, 

og gjøre den 

til del av en generaliserende 

disiplin som ville 

være i stand til å forklare 

forandringene i menneskelige samfunn 

gjennom historien. Historien skulle være 

hva Lawrence Stone 3 kalte «å stille de store 

spørsmålene om Hvorfor». Initiativet til 

denne «vendingen mot det sosiale» kom 

ikke fra historiografien, men fra samfunnsvitenskapene. 

Noen av disse var selv i støpeskjeen 

som vitenskapelige disipliner og 

ble betraktet som evolusjonære, det vil si 

historiske, disipliner. 

I den grad Marx kan anses som kunnskapssosiologiens 

far, er det sikkert at marxismen 

bidro til den første av disse bevegelsene, 

men den har ofte feilaktig blitt 

anklaget for en påstått blind objektivisme. 

På den andre siden var de mest kjente aspektene 

ved marxistiske ideer – vektleggingen 

av økonomiske og sosiale faktorer – ikke 

spesifikt marxistisk, selv om den i stor grad 

var båret fram av marxistisk analyse. Dette 

fokuset var del av en større historiografisk 

bevegelse som hadde røtter tilbake til 1890tallet 

og nådde sitt høydepunkt på 1950- og 

60-tallet – et lykketreff for min generasjon 

historikere som tok utgangspunkt i denne 

bevegelsen for å transformere historiefaget. 

De sosioøkonomiske strømningene var 

altså bredere enn marxismen. Noen ganger 

kom initiativet til tidsskrifter og institusjoner 

for økonomisk/sosial historie fra 

marxistiske sosialdemokrater (for eksempel 

tidsskriftet Vierteljahrschrift i 1893). Dette 

var ikke tilfelle i Storbritannia, Frankrike 

og USA. Til og med i Tyskland var tradisjonen 

for økonomi med sterke historiske 

tendenser langt fra marxistisk. Bare i 1800tallets 

tredje verden 

– Russland og Balkan 

– var økonomisk historie, 

som all «samfunnsvitenskap»,primært 

revolusjonært 

orientert, i sosial forstand 

– og derfor var 

den ofte inspirert av 

Marx, som i den tredje 

verden på 1900-tallet. 

Uansett var de marxistiske 

historikerne ikke så interessert i 

«basis» som de var i forholdet mellom basis 

og overbygning. 

Antallet uttalt marxistiske historikere 

var relativt lavt på ethvert tidspunkt. Den 

viktigste innflytelsen Marx hadde på historiefaget 

var gjennom historikerne og 

samfunnsviterne som tok opp spørsmålene 

Marx stilte, uavhengig av hvorvidt de ga 

gode svar på dem eller ikke. Den marxistiske 

historiografien har beveget seg et godt 

stykke framover fra hvor den sto i Kautskys 

og Plekhanovs dager på begynnelsen av 

1900-tallet. 4 Dette er i stor grad på grunn av 

innspillene den har fått fra andre disipliner 

(særlig sosialantropologien) og fra Marxinfluerte 

og Marx-supplerende tenkere som 

Max Weber. 5 

Jeg generaliserer her i forhold til 

denne historiografiske strømningen, ikke 

Av ulike årsaker har 

de siste 30 årene 

vært en gullalder for 

masseproduksjon av 

følelsesmessig baserte 

historiske usannheter og 

myter 


fordi jeg vil undervurdere forskjellene innad 

i den, eller innad i enkeltelementer av den, 

som marxismen. De som moderniserte historiefaget 

stilte de samme spørsmålene og 

anså seg som deltakere i de samme intellektuelle 

kampene, uansett om de var inspirert 

av samfunnsgeografi, Durkheims sosiologi, 6 

statistikk – som i Frankrike (både Annales- 

og Labrousse-skolen), Webers sosiologi 

– som «Historische Sozialwissenschaft» i 

Vest-Tyskland, eller marxisme – som historikerne 

fra det britiske kommunistpartiet 

som sto for en avgjørende modernisering av 

historiefaget i Storbritannia, eller i hvert fall 

grunnla det viktigste tidsskriftet for denne 

utviklingen. 

Historiefagets modernisatorer så hverandre 

som allierte mot den historiografiske 

konservatismen, også i tilfeller hvor de 

representerte motstridende politiske eller 

ideologiske standpunkter. Det klassiske 

uttrykket for denne framskrittets koalisjon 

er tidsskriftet Past & Present. Det ble grunnlagt 

i 1952 og ble innflytelsesrikt innenfor 

den historiefaglige verden. Innflytelsen 

kom fordi de unge marxistene som grunnla 

det nektet å være ideologisk ekskluderende, 

samt at unge modernisatorer fra andre ideologiske 

leire var beredt til å gå sammen med 

dem. I tillegg visste de at de ideologiske og 

politiske forskjellene mellom dem ikke var 

et hinder for samarbeid. 

Framskrittets front avanserte dramatisk 

fra slutten av andre verdenskrig fram til det 

Lawrence Stone kalte «den store klyngen 

av forandringer i den historiske diskursens 

natur» på 1970-tallet. Fra da av har moderniseringskoalisjonen 

vært på defensiven 

– inkludert de ikke-marxistiske elementene 

som økonomisk og sosial historie. 

På 1970-tallet hadde historiefagets hovedstrømning 

blitt så forandret, ikke minst av 

innflytelsen fra marximens måte å stille de 

«Store Spørsmålene» på – at jeg kunne ta 

meg selv i å skrive at «det er i dag ofte umulig 

å avgjøre om et verk er skrevet av en marxist 

eller en ikke-marxist hvis ikke forfatte-

historien 

ren avslører sitt ideologiske ståsted… Jeg vil 

gjerne se framover til den dagen ingen spør 

hvorvidt en forfatter er marxist eller ikke.» 

Men vi var allerede da langt fra det Utopia, 

noe jeg også bemerket. 

Tvert imot har behovet for å insistere på 

hva marxismen kan bidra med i historiografien 

blitt større siden den gang, og er nå 

større enn på lenge. Både fordi historiefaget 

trenger å forsvares mot dem som avviser at 

det kan bidra til forståelse av verden og fordi 

nye utviklinger i vitenskapen har forandret 

den historiefaglige dagsorden. 

Metodologisk har den viktigste negative 

utviklingen vært etableringen av et sett barrierer 

mellom hva som skjedde eller skjer i 

historien og vår evne til å observere og forstå 

det. Dette har vært gjort enten ved å avvise 

at det finnes en virkelighet som objektivt 

sett er der og ikke konstrueres av den som 

observerer den av ulike og skiftende grunner, 

eller ved å argumentere for at vi aldri 

kan trenge forbi språkets begrensninger, 

det vil si de begrepene vi er nødt til å bruke 

for å snakke om verden, inkludert fortiden. 

Dette ville i seg selv eliminere spørsmålet 

om hvorvidt det finnes mønstre eller gjentakelser 

i fortiden som historikere kan uttale 

seg meningsfylt om. Men dette er også blitt 

avvist på mindre teoretisk grunnlag, vanligvis 

ved å argumentere for at det historiske 

forløpet er avhengig av for mange elementer 

til at man kan generalisere – nærmest hva 

som helst kunne ha skjedd. 

Underforstått er disse argumentene imot 

enhver form for vitenskap. Jeg hopper glatt 

over de mer trivielle forsøk på å skru tiden 

tilbake i historiefaget – som forsøket på 

å konsentrere seg om politiske eller militære 

toppledere, ideenes eller «verdienes» 

allmektige stilling, eller det å redusere historisk 

kunnskap til den viktige, men i seg 

selv utilstrekkelige, søken etter empati med 

fortiden. 

Den viktigste umiddelbare politiske faren 

for historiografien i dag er «anti-universalisme», 

eller «min sannhet er like riktig 

som din, uansett bevis». Dette synet tiltaler 

naturligvis ulike former for identitetspolitisk 

historie, hvor det viktige ikke er hva 

som skjedde, men hvilke konsekvenser det 

fikk for medlemmene av en bestemt gruppe. 

Generelt sett er det som er viktig for denne 

måten å skrive historie på ikke rasjonell 

forklaring, men «betydning», ikke hva som 

skjedde, men hva medlemmer av en kollektiv 

gruppering som definerer seg i forhold 

til utenforstående – ut fra religion, etnisitet, 

nasjonalitet, kjønn, livsstil eller på annen 

måte – føler om det. Det er derfor relativisme 

i historiesynet tiltaler identitetspolitiske 

grupper. 

Av ulike årsaker har de siste 30 årene 

vært en gullalder for masseproduksjon av 

følelsesmessig baserte historiske usannheter 

og myter. Noen av dem – jeg tenker da på 

India under det hinduistiske regimet, 7 USA 

og Berlusconis Italia, for ikke å snakke om 

de nye formene for nasjonalisme som noen 

ganger forsterkes av religiøs fundamentalisme 

– er en fare for offentligheten. Samtidig 

som denne formen for historie produserer 

endeløst visvas og trivia ytterst i utkanten 

av de nasjonalistiske, feministiske, homofile, 

svarte eller andre gruppers historie, har 

den også stimulert til noen ekstremt interessante 

nye historiske utviklinger innen kulturstudier, 

for eksempel den nye «hukommelsesboomen 

i samtidige historiske studier» 

som Jay Winter kaller det, 8 noe det 

franske trebindsverket Les Lieux de Mémoire 

(Minnenes sted) er et godt eksempel på. 

Det er etter mitt syn på tide å gjenopprette 

alliansen mellom de som mener at 

historiefaget er en rasjonell undersøkelse av 

hvilke forandringer som skjer i menneskelige 

samfunn, mot de som systematisk fordreier 

historien for politiske formål samt, 

mer generelt, relativister og postmodernis- 

ter som avviser denne rasjonelle undersøkelsen 

som umulig. 

Siden noen av disse anser seg som tilhørende 

venstresiden, kan en slik allianse 

komme til å splitte historikere på politisk 

uventede måter. Jeg tror den marxistiske 

innretningen er et nødvendig element i 

gjenoppbyggingen av «fornuftens front», 

slik den var det på 1950- og 1960-tallet. 

Marxismens bidrag er sannsynligvis enda 

mer relevant i dag, siden de andre elementene 

av alliansen – for eksempel «Annales»retningen 

etter Fernand Braudel 9 og de som 

var inspirert av «strukturell-funksjonalistisk» 

sosialantropologi – mer eller mindre 

har abdisert. 

Samtidig som postmodernister har avvist 

muligheten for historisk forståelse og historikerne 

knapt har lagt merke til det, har 

utviklinger innenfor naturvitenskapen satt 

en evolusjonær historie om menneskeheten 

ettertrykkelig tilbake på dagsorden. 

Dette har de gjort på to måter. For det 

første har nye DNA-analyser etablert en sikrere 

kronologi for utviklingen etter at homo 

sapiens oppsto som art, og særlig for kronologien 

fra artens opprinnelse i Afrika, til 

spredningen av arten til resten av verden og 

resten av utviklingen som fant sted før de 

skriftlige kildene kom. 

Dette har fastslått både at menneskets 

historie er oppsiktsvekkende kort – i geologisk 

og paleontologisk forstand – og eliminert 

de nydarwinistiske sosiobiologenes 

reduksjonistiske løsning. Forandringene 

i menneskenes kollektive og individuelle 

måte å leve på de siste 10 000 årene, for ikke 

å snakke om de siste ti gene- 

rasjonene, er for store til at 

det kan ha vært en fullstendig 

darwinistisk mekanisme 

ved genetisk evolusjon 

som har funnet sted. Det 

viser den stadig voksende 

arven av tillærte kulturelle 

egenskaper og ikke-genetiske 

mekanismer – jeg antar 

at dette er Lamarcks 10 hevn 

over Darwin via menneskets 

historie. Det hjelper ikke å kle det ut 

i biologiske metaforer – «memer» og ikke 

«gener». Kulturell og biologisk arv fungerer 

ikke på samme måte. I korthet krever DNArevolusjonen 

en spesifikk historisk metode 

for studier av menneskehetens utvikling. 

Det gir oss for øvrig et rasjonelt rammeverk 

for verdenshistorien, i betydningen å bruke 

hele kloden og dens kompleksitet som arena 

for historiske studier, ikke et atskilt miljø 

eller underområde. Historien er fortsettelsen 

av homo sapiens sin biologiske utvikling 

med andre midler. 

For det andre eliminerer den evolusjonære 

biologien det tydelige skillet mellom 

historien og naturvitenskapen, et skille som 

allerede er svekket av systematisk historisering 

de siste tiårene. Luigi Luca Cavalli- 

Sforza, en av de tverrfaglige pionerene bak 

DNA-revolusjonen, snakker om «den intellektuelle 

gleden av å finne så mange likheter 

mellom ulike fagfelter, hvor noen av 

dem tradisjonelt står på motsatte sider i 

forhold til kultur: naturvitenskap og humaniora». 

Den frigjør oss fra tulledebattene om 

historien er en vitenskap eller ikke. 

For det tredje går vi uunngåelig tilbake 

til den grunnleggende innretningen 

i forhold til evolusjonen av mennesket 

som arkeologer og pre-historikere 

inntar, nemlig studien av hvordan vår 

art og miljøet gjensidig påvirker hverandre, 

og vår økende kontroll over det. 

Kjernen i dette er å stille Marx’ spørsmål. 

«Produksjonsmåter», eller hva vi velger å 

kalle dem, basert på viktige innovasjoner 

i produktiv teknologi, kommunikasjon 

og sosial organisering – men også i militærmakt 

– har vært sentrale for menneskets 

evolusjon. 

Jeg tror den 

marxistiske 

innretningen er et 

nødvendig element i 

gjenoppbyggingen av 

«fornuftens front» 

Marx var klar over at disse innovasjonene 

ikke skapte seg selv tidligere, og de gjør 

det heller ikke nå. Materielle og kulturelle 

krefter og produksjonsforhold er uatskillelige. 

De var og er menn og kvinners aktiviteter 

i omstendigheter de ikke selv har 

valgt, hvor de handler og tar avgjørelser 

(«skaper sin egen historie»), men ikke i et 

vakuum – ikke engang et vakuum hvor man 

tilskriver rasjonalitet og kalkulerbarhet en 

egendynamikk. 

Derfor bør de nye perspektivene på historiefaget 

returnere til det essensielle, men 

aldri fullt oppnåelige målet til de som studerer 

fortiden, nemlig «totalhistorie». Ikke i 

betydningen «historie om alt», men historie 

som en fullstendig vev hvor all menneskelig 

aktivitet er knyttet sammen. Marxister er 

ikke de eneste som har hatt dette målet for 

øye – tankene går til Braudel – men de har 

vært de mest standhaftige i arbeidet med å 

oppnå det. 

En av disse historikerne, Pierre Vilar, 

avviste i likhet med Marx «ethvert rigid 

skille eller vanntett skott mellom historiens 

ulike sektorer. Analyse forblir selvfølgelig 

en essensiell del av enhver undersøkelse, og 

historiefaget kan ikke eksistere uten spesialisering. 

Men økonomi alene forklarer 

ikke fullt ut alle økonomiske fenomener, ei 

heller forklarer politisk teori alle politiske 

fenomener, like lite som teorien om det 

åndelige forklarer alle åndelige fenomener. 

I hvert konkrete tilfelle ligger problemet 

i hvordan interaksjonen mellom de ulike 

delene arter seg.» 11 

Disse perspektivene reiser et avgjørende 

spørsmål som bringer oss til- 

bake til den historiske evolusjonen 

av homo sapiens. 

Det dreier seg om konflikten 

mellom kreftene som har 

skapt utviklingen av homo 

sapiens fra det neolittiske til 

det nukleære mennesket, og 

de konstante kreftene som 

har motvirket dem, nemlig 

menneskelig reproduksjon, 

kollektivitet og sosialt miljø. 

Etter mitt syn er dette det sentrale teoretiske 

spørsmålet de nye perspektivene stiller oss 

overfor. 

I dag har denne balansen i avgjørende 

grad blitt forskjøvet i en retning, kanskje 

forbi menneskets evne til å forstå det, og 

nesten helt sikkert forbi menneskelige sosiale 

og politiske institusjoners evne til å kontrollere 

det. Kanskje marxistiske historikere 

i det minste kan hjelpe oss til å forstå hvordan 

denne forskyvningen fant sted, med sin 

praktiske erfaring i manglende forståelse av 

de ikke-intenderte og uønskede konsekvensene 

av menneskets kollektive prosjekter i 

det 20. århundre. 

1 Teleologi: oppfatningen om at naturen og det menneskelige liv har et 

iboende formål 

2 Léopold von Ranke (1795-1886) ble betraktet som grunnleggeren av 

den dominerende akademiske historiografi-retningen før 1914. 

3 Lawrence Stone (1920-1999) – en av de mest innflytelsesrike personene 

innen sosialhistorie. Forfatter av blant annet The Causes of the 

English Revolution, 1529-1642 (1972) og The Family, Sex and Marriage 

in England 1500-1800 (1977) 

4 Kautsky var leder for det tyske sosialdemokratiske partiet, 

Plekhanov for det russiske sosialdemokratiske partiet – på begynnelsen 

av 1900-tallet. 

5 Max Weber (1894-1920), tysk sosiolog. 

6 Emile Durkheim (1858-1917) anses som en av den moderne 

sosiologiens grunnleggere. Kjent blant annet for boken Selvmordet 

(1897) 

7 Partiet Bharatiya Janata (BNP) satt med regjeringsmakten i India fra 

1999 til mai 2004. 

8 Professor ved Colombia-universitetet. En av de store spesialistene 

på det 20- århundrets kriger og spesielt hukommelsesarbeidet knyttet 

til disse. 

9 Fransk historiker, har blant annet skrevet Kapitalismens dynamikk 

(1986). 

10 Jean-Baptiste Lamarck (1744-1829) fransk naturforsker. Den første 

som klart formulerte tanken om at artene gradvis utviklet seg til 

høyerestående, det vil si mer komplekse, arter. 

11 J. Revel og Lynn Hunt (red.), Histories: French Constructions of the Past, 

New York 1995, ss. 77-78. 


Politisk TV i 

desember 

Læsø Forever. I februar 2003 modtager den 

danske ø Læsø sine første flygtninge nogensinde 

- tre unge afghanske mænd. Men det er ikke nemt, 

når man står helt uden beskæftigelsestilbud til unge 

og aldrig før har prøvet at integrere fremmede.DR2, 

onsdag 1. december, kl. 21.30 

At leve er bedre end at dø. Kinesisk 

dokumentarfilm. I 1990’erne faldt tusindvis af fattige 

bønder i Henan-provinsen i det centrale Kina 

for fristelsen til at tjene gode penge i en fart ved 

at sælge deres blod. 

Men de kom selv 

til at betale den 

højeste pris, for på 

grund af lægesjusk 

og dårlige sanitære 

forhold blev 

to ud af tre smittet 

med hiv. Filmen 

har netop modtaget den prestigefyldte Grierson 

Award for Bedste Internationale TV-dokumentar. 

TV2 Danmark, onsdag 1. december, kl. 23.10 

Dokument 2: Trusselen mot Norge. 

Osama bin Ladens høyre hånd, doktor Ayman al- 

Zawahiri, har to ganger truet Norge. Første gang 

Norge ble truet skapte det forvirring. Tok terroristene 

feil av Danmark og Norge? Hvem er egentlig 

doktor Zawahiri, og hvorfor truer denne mannen 

Norge? TV2 Norge, lørdag 4. desember, kl. 13.10 

K special: Soundtrack to war. För USA’s 

soldater i Irak är cd-spelaren en del av fältutrustningen. 

I stridsvagnarna överröstas granatkrevader 

och motorbuller av metal och rap. Den australiske 

dokumentärfilmaren George Gittoes talade med de 

vanligen mycket unga männen om deras musik och 

fick på köpet veta mycket om deras krigsupplevelser 

och inställning till kriget. 

SVT2, søndag 4. desember, kl. 22.45 

Nobelpriset 2004 - litteraturprisporträtt. 

Årets Nobelpristagare i litteratur presenteras en 

älskad och hatad författare. Vi möter en kvinna 

som aldrig dragit sig för att utmana sin publik. Hon 

har skrivit såväl lyrik som dramatik och romaner, 

och är mycket omdebatterad i sitt hemland 

Österrike, där man periodvis till och med utfärdat 

förbud för att spela hennes verk på teatern. 

SVT2, torsdag 9. desember, kl. 15.55 

Perspektiv: Møt årets nobelprisvinner, 

Wangari Maathai. Wangari Maathais 

lederskap har gjort Kenyas grønnbeltebevegelse 

til en politisk bevegelse. Når det plantes så mye 

som tretti millioner trær, forandrer ørkenen seg 

til grønne områder. Det sikrer mat og vann og 

skaffer utdanning til mer enn tretti tusen kvinner. 

Etter denne dokumentar kommer direkte 

sending fra Nobels fredsprisutdeling 2004. 

NRK1, fredag 10. desember, kl. 12.20 

Lilja 4-ever. Svensk film. 16-årige Lilja fra Estland 

er alene i verden og må klare sig som prostituert. Men 

så en dag møter hun en vennlig fyr, der inviterer henne 

til Sverige. Den gribende film er instruert av Lukas 

Moodysson og titelrollen spilles av Oksana Akinshina. 

DR2, søndag 12. desember, kl. 19.35 

Presteliv - med Gud i Irak. Dansk dokumentar. 

(1:2) ”Nå kommer jeg ned til det livet 

virkelig handler om, nemlig å være menneske på 

godt og vondt”. Jes er prest og har bestemt seg for 

å gjøre en jobb i Irak. I to program følger vi ham. 

NRK1, mandag 13. desember kl. 13.30 

Dokument inifrån: Jävla politiker! 

Svenskarna demonstrerar mer än någonsin förr. 

Protesterna handlar idag om den lokala välfärden, nedläggning 

av skolor, dagis och akutsjukhus. En helt ny proteströrelse 

har vuxit fram, en sorts välfärdskramare. 

SVT2, onsdag 15. desember, kl. 20.00 

Hva skjedde med «Djurens krigare» 

Svensk dokumentar. Miljø- og dyrevernforkjempere 

tok håndfaste midler i bruk på slutten av 90-tallet. 

Henrik slapp mink ut av burene og Lina og Staffan 

saboterte elgjakten. Vi møter aktivistene igjen og 

får vite hvordan de ser på hjertesakene i dag. 

NRK2, søndag 19. desember, kl. 19.00 

Historien om Blitz. Blitzhuset i Oslo har 

gjennom 20 år vært et urosenter, en politisk 

hodepine og et sted å være for ungdom med 

sterke meninger og sans for sterk musikk. I filmen 

forteller sentrale aktivister om Blitz-miljøet 

og viktige hendelser i husets historie. 

NRK2, fredag 31. desember kl. 19.55 

Steffen Moestrup


TJETJENIEN: Med selvmordsbombernes indtog i Rusland i år 2000 kom kvinder til at sætte 

deres særlige præg på terrorismen. Kvinderne, såkaldte sorte enker, hævner sig efter at have 

mistet mænd, fædre og børn. Vi bringer uddraget «Terroren og ‘de sorte enker’» fra Vibeke 

Sperlings nylig udkomne bog Åh Tjetjenien. 

Terroren og «de sorte 

1 

VIBEKE SPERLING 

Journalist i den danske avis Politiken. 

Moskva proklamerede i marts 2000 «sejr 

over terroristerne», men siden tog teroraktionerne 

til på russisk jord. Russiske 

orbrydelser imod tjetjenske civile, social 

lendighed og manglende udsigt til fred 

kabte reelle og potentielle terrorister i stort 

al. Efter at Moskva hævdede at have gentableret 

«fuld kontrol» i republikken, blev 

ituationen endnu værre for hele Rusland 

nd i den korte periode af tjetjensk uafhænighed. 

Situationen i Tjetjenien blev yderigere 

kompliceret, da flere konkurrerende 

ro-russiske tjetjenske klaner trådte ind i 

et allerede kaotiske billede. 

Ifølge Vladimir Putin er der tale om terorbekæmpelse, 

men det er værd at bemære, 

at russiske angreb på tjetjenerne kom før 

terrorismen. 

Den første større terroraktion, som tjetjeere 

stod bag, var Sjamil Basajevs tidligere 

mtalte gidselaktion i den sydrussiske by 

udjonnovsk i juni 1995. Det var et halvt år 

fter den første sønderbombning af Grosnij. 

Efter den anden russiske invasion og 

ornyede sønderbombning af Grosnij 

ar terroraktioner med og uden tjetjensk 

fsender været talrige og har antaget nye 

ormer. I 2000 oplevede Rusland de første 

elvmordsaktioner, som har vist at være et 

ænomen, der, som i Mellemøsten, er komet 

for at blive. 

Terrorisme i Rusland er organiseret af 

ussiske efterretningstjenester for at gøre 

jetjenere til syndebukke, hævder Aslan 

askhadovs undergrundsregering: 

«Det forhold, at russiske efterretningsjenester 

under terrorhandlinger i Rusland 

g andre steder bruger agenter af tjetjensk 

prindelse, gør ikke det tjetjenske folk eller 

en tjetjenske regering ansvarlig for Kremls 

ædsomme forbrydelser. Den tjetjenske regeing 

vil ikke under nogen omstændigheder 

cceptere vold imod civile. Vi gentager, at vi 

ordømmer terrorisme i alle dens former,» 

ed det i en erklæring fra Maskhadov, efter 

t en selvmordsbomber tog seks mennesker 

ed sig i døden ved Hotel National over for 

reml i december 2003. 

Sergej Jastrsjembskij, leder af Kremls 

nformationskontor for Tjetjenien, skrev i 

n artikel publiceret i flere russiske og interationale 

aviser i begyndelsen af 2004: 

«Vi må erkende, at international terroisme 

bruger kampen for ‚uafhængighed’ 

or Tjetjenien som et dække for mål, der 

ntet har at gøre med det tjetjenske folks 

nsker. De internationale terroristers mål 

r at løsrive Nordkaukasus fra Den Russiske 

øderation og skabe en islamisk stat fra det 

aspiske Hav til Sortehavet som trinbræt 

or et eventuelt verdenskalifat.» 

Således fortæller Kreml os, at tjetjenerne 

å standses, ellers risikerer vi alle at ende i 

n muslimsk, fundamentalistisk stat. 

«Alle genopbygningsmidler for Tjetjenien 

ra det russiske føderationsbudget blev brugt 

il at købe våben, mens det overvejende fleral 

af befolkningen blev drevet ud i ekstrem 

attigdom,» skriver Kreml-talsmanden. 

Er det den Moskva-indsatte tjetjenske 

edelse, som Jastrsjembski anklager for at 

ruge midlerne til våbenkøb? Oprørerne 

an næppe have haft adgang til dem. 

Rusland vil ikke overlade tjetjenerne til 

eres egen skæbne som med Khasavjurtftalen, 

forsikrer han. «Den russiske præsient 

er overbevist om, at på grund af landets 

gen svaghed og meddelagtighed overlod 

øderationsregeringen tjetjenerne til deres 

gen skæbne i 1999. Som han har udtrykt 

et, så svigtede det russiske statsmaskineri. 

oskva vil aldrig igen overlade tjetjenerne 

til skæbnen. Vi er kommet til den konklusion, 

at halve foranstaltninger over for 

Tjetjeniens problemer er meget farligere 

end beslutsomme og sammenhængende. 

Føderationsstyrkerne vil blive på republikkens 

territorium.» 

I forbindelse med alle større terroraktioner, 

som tjetjenere anklages for eller har påtaget 

sig ansvaret for, har der været formodninger 

fremme om russisk medvirken. 

Journalisten Anna Politkovskaja, som var 

blandt dem, som forgæves forsøgte at mægle 

under gidseldramaet i Dubrovkateatret i 

Moskva i oktober 2002, har i sin avis Novaja 

Gaseta påvist, at tjetjeneren Khanpasja 

Terkibajev, som var blandt gidseltagerne, 

var russisk agent. Det hed sig, at 41 terrorister 

blev dræbt, og at det var samtlige 

gidseltagere, men Terkibajev undgik den 

skæbne. Han omkom imidler- 

tid ved et mystisk biluheld efter 

Politkovskajas offentliggørelse 

af, at han var set i live. 

Op til valget til Dumaen i 

2003 og præsidentvalget i 2004 

blev den russiske hovedstad 

igen rystet af terror. En bombe 

sprang i et lokaltog i Stavropolregionen 

to dage før parlamentsvalget 

7. december med mindst 44 

dødsofre. To dage efter valget detonerede en 

‚sort enke’ et sprængstofbælte i centrum af 

Moskva og tog seks andre med sig i døden. 

I februar 2004 blev over fyrre dræbt 

af en bombeeksplosion i Moskvas 

metro. Det var alles skræk, som blev til 

virkelighed i byens transportnerve, der 

fragter millioner af passagerer dagligt. 

Det blev set som noget nær et mirakel, 

at bomben ikke krævede endnu flere liv 

Et TV-klipp fra russisk NTV, som viser kroppene til kvinnelige tsjetsjenske seperatister drept i gisseldramaet i Moskva-teateret 26. oktober 2002. © Scanpix 

i den tætpakkede metrovogn i myldretiden. 

Der kom modstridende oplysninger. 

Nogle myndigheder mente, at en selvmordsbomber 

havde været på spil, andre at det var 

en fjernstyret bombe. 

Der kom også modstridende oplysninger 

om det anvendte sprængstofs art og omfang. 

Det er en af de mange terroraktioner, som 

aldrig er fuldt opklaret. Militæranalytikeren 

Pavel Felgenhauer mente, at der kunne være 

tale om en ulykke, som der også var officielle 

forlydender om lige efter eksplosionen. 

«En eller anden kan have fragtet sprængstof 

i metroen, stjålet fra et militærlager eller en 

industrivirksomhed sammen med detonatorer 

for at sælge det på det sorte marked,» 

skrev Felgenhauer i Moscow Times. 

Mange russiske medier og politikere 

anklagede FSB for dårligt arbejde. Ifølge 

dagbladet Isvestija havde 

FSB i et par måneder kendt 

til terrorplaner imod metroen. 

Dagbladet Nesavisimaja 

Gaseta skrev, at Ruslands 

politiske elite burde anklages 

mere end FSB. «I hvilket 

omfang er Moskvas 

handlinger baggrund for, at 

den tjetjenske separatistiske bevægelse har 

udviklet sig til blodig terrorisme?» spurgte 

bladet. 

Folkebevægelsen til støtte for efterladte 

til ofre for gidseldramaet i Dubrovkateatret 

skrev i et åbent brev til Putin: «Er De reelt 

garant for befolkningens sikkerhed og dens 

ret til et normalt liv?» 

Brevet anklagede myndighederne for 

intet at have lært af tragedien i teatret, som 

kun var muliggjort af, at terroristerne havde 

Dødsstraf er 

næppe noget 

effektivt middel 

til at bekæmpe 

selvmordsbombere 

kunnet bringe store ladninger våben og 

sprængstof til Moskva – ved at bestikke sikkerhedsfolk. 

Bladet Vremja Novostej skrev, at bekæmpelse 

af terrorisme ikke blot er en vanskelig 

sag, «men praktisk talt umuligt i et gennemkorrupt 

samfund». Dagligt bestikker «mistænkelige 

personer» sig fri, skrev bladet, og 

«alt vil også vende tilbage til det normale i 

Moskva, bortset fra, at der vil blive krævet 

mere i bestikkelse». 

Og fra Tjetjenien forlød det, at russiske 

soldater ved kontrolposter så passivt til, når 

lastbiler med smuglergods, herunder våben, 

kørte forbi, eller de brugte kontrolposter 

som toldstationer, hvor de tog afgifter fra 

køretøjer og vinkede dem videre uden at 

undersøge dem. 

Efter dramaet i metroen ventede mange, at 

krigen i Tjetjenien ville blive et dominerende 

emne i valgkampen op til præsidentvalget 

måneden efter, og at Putins popularitet 

ville falde. 

Da Vladimir Putin blev valgt til præsident 

i 2000 forventede kommentatorer, at 

hans opbakning ville falde dramatisk, hvis 

han ikke hurtigt fik gjort en ende på krigen 

og terroren. Det gjorde han ikke, men blev 

alligevel endnu mere populær. Det paradoks 

så de stadig flere terroraktioner og ringe succes 

i terrorbekæmpelsen ikke ud til at ændre 

på, før gidseldramaet i Skole nr. 1 i Beslan 

1. september 2004, der fulgte umiddelbart 

efter selvmordbomber imod to russiske fly, 

der kostede 90 livet, og en selvmordsbombning 

i Moskva, der dræbte ti mennesker. Da 

faldt Putins popularitetskurve. 

FSB deltog tilsyneladende ikke i forsøg 

på at begrænse panikken efter terrorbomben 

i Moskvas metro. Under en forelæsning

enker» 

for medlemmer af den nyvalgte Duma om 

landets sikkerhed efter katastrofen sagde 

FSB’s vicechef Vjatjeslav Usjakov, at antallet 

af terrorangreb i Rusland næppe vil falde, 

men at nye terroraktioner var mulige «i 

transportsektoren, imod atomanlæg og i 

energisektoren». 

Han sagde også, at den øgede terroraktivitet 

overalt i Rusland tydede på, at «visse 

lande» er interesserede i at «gøre republikken 

(Tjetjenien) til et center for global 

terrorisme». 

Nyhedsbureauet Gazeta.ru skrev om 

FSB´s krav om øget magt: «FSB kræver licens 

til at dræbe». Bureauet understregede, at 

FSB havde krævet og fået øgede beføjelser 

efter alle større terroraktioner. 

Selv om det intet havde at gøre med 

terrorisme, benyttede FSB lejligheden til 

at kræve øget magt til at «undersøge privatiseringshandler», 

altså ret til at gribe ind 

over for de såkaldte oligarker, der havde 

tjent enorme formuer på 1990’ernes lyssky 

privatiseringer. 

Usjakov bebudede også pres på Dumaen 

for ophævelse af det moratorium for dødsstraf, 

som var en forudsætning for Ruslands 

optagelse i Europarådet. «Dødsstraf er nødvendig 

for at afskrække terrorister,» sagde 

han. Men dødsstraf er næppe noget effektivt 

middel til at bekæmpe selvmordsbombere. 

Efter terrorbølgen i august og september 

2004 blev det afsløret, at politibetjente i 

Beslan havde ladet sig bestikke eller afpresse 

til at hjælpe gidseltagerne. 

Med selvmordsbombefænomenets indtog 

i Rusland i år 2000, kom kvinder til at 

sætte deres særlige præg på terrorismen. 

Omkring halvdelen af de selvmordsbombere, 

som siden har været på spil, skønnes 

at være kvinder, såkaldte sorte enker. Det 

er tjetjenske kvinder, der hævner sig efter 

at have mistet mænd, fædre, sønner eller 

andre slægtninge i krigen. Sørgende enker 

har frivilligt kastet sig i døden og taget 

tilfældige russere, der var på det forkerte 

sted på det forkerte tidspunkt, med sig for 

at påtvinge russiske familier tragedier af 

samme omfang, som russiske styrker har 

udsat deres familier for. Der er imidlertid 

også eksempler på, at kvinder ikke gør det 

frivilligt, men at social udstødning fra især 

traditionelle bondesamfund har gjort dem 

til nemme ofre for rekruttering til det dødbringende 

job. 

Et eksempel er den 23-årige Sarema 

Musjakhojeva i Lefortovo-fængslet i Moskva, 

hvis mand var blevet dræbt som oprørssoldat, 

mens hun var gravid. 

«Jeg var blevet en skam for familien,» 

sagde hun i et interview til dagbladet 

Isvestija i februar 2004. 

Sarema havde stjålet smykker fra svigerfamilien 

for at skaffe penge til at flygte med 

sin datter, efter at svigerforældrene havde 

givet hendes spæde datter til en barnløs 

søn. Hun fortalte, at hun besluttede at blive 

sjakhid, martyr, for at tilbagebetale de 800 

dollar, som hun havde fået for de stjålne 

smykker. En wahhabistisk terrorgruppe 

havde tilbudt hende 1.000 dollar for en selvmordsaktion. 

«Jeg måtte erkende, at jeg ikke kunne 

gennemføre det,» sagde hun i fængslet, hvor 

hun ventede på at komme på anklagebænken 

for terrorisme. 

Hun blev arresteret med en udetoneret 

bombe i Moskvas centrum 10. juli 2003. 

Terrorgruppen havde overbevist hende om, 

at det var hendes religiøse pligt at sprænge 

en bombe i en café. Hun forlod cafeen uden 

at have detoneret bomben, men frygtede 

at «instruktørerne» ville gøre det per fjernkontrol. 

«Hverken jeg eller de vidste, hvad der 

skulle gøres. Jeg gik og ventede på at dø,» 

sagde Sarema. 

En betjent beordrede hende til at smide 

tasken. 

«Jeg gjorde som befalet og sprang væk fra 

den rædsomme taske,» sagde hun. 

Nogle dage før var hun af en midaldrende 

kvinde, som hun kendte under navnet Ljuba, 

blevet bragt til et hus uden for Moskva, 

hvor der var to mandlige «instruktører». 

Ljuba menes at være den navnkundige Sorte 

Fatima, som skal have rekrutteret mange 

unge kvinder til selvmordsaktioner. 

Der var to andre kvinder i huset: 19-årige 

Salikhan Elikhadsjijeva og 26-årige Sinaida 

Alijeva, som sprængte sig selv og fjorten 

andre ihjel ved en rockkoncert ved Tusjinolufthavnen 

i Moskvas udkant fire dage før 

Sarema stod for tur. 

Ifølge hendes udsagn var den 19-årige 

blevet udstødt af sin familie, efter at hun 

var løbet bort med sin stedbror, som hun var 

forelsket i. Hun blev overbevist om, at det 

eneste hun kunne gøre efter således at have 

bragt skam over familien, var at ofre sit liv. 

Kun den 26-årige passede til definitionen 

på sorte enker, frivillige hæv- 

nere af en ægtemands eller et 

andet familiemedlems død i 

krigen. De to andre var drevet 

af social udstødning efter 

at have krænket en eller flere 

uskrevne, men strengt overholdte 

sociale og religiøse 

love i fattige landområder i 

Nordkaukasus. 

Myterne om Sorte Fatima 

er mange. Hun formodes 

at være en effektiv jæger af 

unge tjetjenske kvinders 

sjæle. De russiske myndigheder 

har beskrevet hende 

som «midaldrende med en krum næse og 

sort hår». 

Avisen Los Angeles Times har interviewet 

familier, der har haft besøg af Sorte Fatima. 

Medna Bajrakova siger til avisen, at en 

midaldrende kvinde med Fatimas træk dukkede 

op i deres hjem i Grosnij for at tale med 

hendes 26-årige datter Sareta under fire øjne. 

Efter samtalen sagde Sareta til moderen, at 

hun ville følge kvinden på vej. En time senere 

kom flere mænd i camouflageuniformer 

og sagde til familien, at datteren var draget 

bort for at gifte sig med en af deres mænd. 

Næste gang, Bajrakova så sin datter, var 

på tv. Hun var sikker på, at det var Saretas 

øjne over et af de sorte slør, som tilhyllede 

kvinderne i aktionen på Dubrovkateatret. 

Russiske sikkerhedsfolk kom siden til 

Bajrakovas hjem med et billede, der var taget 

i de tidlige morgentimer, efter at teatret var 

stormet og alle gidseltagere dræbt. 

«De spurgte mig: Er det din datter? Men 

ansigtet var helt smadret. Og så besvimede jeg,» 

fortalte moderen til den amerikanske avis. 

Sjamil Basajev menes at have trænet 

mange sorte enker. Undergrundspræsidenten 

Aslan Maskhadov har kaldt de sorte enker et 

produkt af «den russiske besættelses ødelæggelse 

af tjetjenske familier», men FSB 

hævder at have beviser for, at han står bag 

alle tjetjenske terroraktioner, også selvmordsaktioner. 

Los Angeles Times rapporterede også 

fra landsbyen Assinovskaja i det vestlige 

Tjetjenien. I en sidegade ligger murbrokker, 

som engang var Sulumbek Ganijevs hus, 

hvor hans ti børn voksede op. Kun fire af 

dem er i live i dag, heraf to i fangenskab. En 

søn blev dræbt under et russisk raketangreb 

i 1999, en datter forsvandt i 2000 og menes 

dræbt under et bombeangreb mod Grosnij, 

en søn blev samme år dræbt som guerillakæmper, 

en tredje ved et biluheld. 

Og to døtre skal have været blandt 

de selvmordsbombere, der blev dræbt i 

Dubrovkateatret med udetonerede sprængstofbælter 

om livet. 

Få dage efter kom russiske soldater og 

sprængte familien Ganijevs hus i stumper 

og stykker. Ganijev og hans kone overlevede 

kun, fordi de så tv hos en nabo. 

«Det er ikke vores skyld. Før krigen var 

alle børnene hjemme. Russerne tog dem fra 

os,» sagde han. 

Familiens første møde med russiske styrker 

var i oktober 1999, da soldater skød deres 

fire køer og slæbte to af kadaverne med sig 

bag deres køretøj. Kort efter sluttede to af 

sønnerne sig til oprørsstyrkerne. 

I juni 2002 kom russiske soldater og slæbte 

en yngre søn og to døtre med sig. Efter tre 

dage lykkedes det familien at købe børnene 

fri for 1.000 dollar. Men da de kom tilbage, 

var de helt forandrede, fortæller faderen. 

Børnene sagde, at de havde været udsat 

for elektrisk og anden tortur for at aftvinge 

dem oplysninger om oprørerne. 

Om pigernes reaktion 

efter fangenskabet fortalte 

moderen: «De kom tilbage 

og sagde, at de nu var 

påført skam. Vi kan ikke 

leve sådan mere, sagde de. 

Vi så dem aldrig græde. 

De sad bare og var deprimerede.» 

29. september 2002 

fortalte døtrene Fatima og 

Khadsjad, at de ville besøge 

en nevø i Dagestan. En 

måned senere genkendte 

forældrene dem på tv-billeder 

fra Dubrovka-teatret. 

En anden datter, Rajsa, meldte sig til russisk 

politi og fortalte, at hun var bange for 

ikke længere at kunne modstå rebellernes 

forsøg på også at rekruttere hende til de 

sorte enker. Siden har familien ikke kunnet 

få oplyst, hvor Rajsa holdes fanget. 

Hun er en af de potentielle sorte enker, 

der enten har meldt sig selv eller er pågrebet, 

som Aleksej Sakharov, specialist i psykologi 

i ekstreme situationer, har interviewet. 

Sakharov mener, at mange af dem har 

fået narkotiske stoffer. Han sagde på en pressekonference: 

«De viser alle tegn på dybe 

mentale traumer.» 

Sørgende enker har 

frivilligt kastet sig 

i døden og taget 

tilfældige russere med 

sig for at påtvinge 

russiske familier 

tragedier af samme 

omfang, som russiske 

styrker har udsat 

deres familier for 

Rekrutteringen af kvinder til selvmordsaktioner 

har ifølge menneskerettighedsorganisationer 

forværret alle tjetjenske kvinders 

situation. 

Efter terroraktionen i Dubrovkateatret 

viste der sig et frysende mønster. Det var 

ikke længere fortrinsvis yngre mænd, som 

forsvandt sporløst i Tjetjenien, men også 

yngre kvinder, hvis mænd, brødre eller 

fædre var faldet i krigen. Først dør han under 

sammenstød med russiske styrker, eller simpelthen 

fordi han er mistænkt for at være 

oprører eller for at have oplysninger om 

sådanne. Han dør i fangenskab eller forsvinder 

sporløst. Så forsvinder hustruen, søsteren 

eller datteren. 

Ifølge menneskerettighedsgrupper er der 

tale om en relativt ny strategi for «forebyggende 

angreb» på unge tjetjenske kvinder, 

som de russiske sikkerhedsstyrker mistænker 

for at være potentielle sorte enker. Et 

ukendt, men stort antal kvinder er blevet 

hentet i deres hjem af maskerede mænd i 

camouflageuniformer. Ifølge efterforskere 

har mange af kvinderne ingen forbindelse 

til terrorister eller oprørere, men fælles for 


dem er, at de har mistet ægtemand eller en 

nær slægtning kort før deres forsvinden. 

Praksis er, at hvis en kvinde forsvinder 

og findes igen, så sker det inden for de første 

tre-fire dage. Hvis der går længere tid, dukker 

vedkommende sjældent nogen sinde op, 

ifølge den russiske menneskerettighedsorganisation 

Memorial. 

Familier til forsvundne kvinder har som 

regel været ude af stand til at få oplyst, hvilke 

myndigheder, der har pågrebet dem, og hvor 

de holdes i fangenskab. Soldaterne kommer 

som regel efter dem om natten uden identificerbare 

uniformer og køretøjer. 

Russiske myndigheder hævder ofte, at 

kvinderne er forsvundet til træningslejre 

under Sjamil Basajev eller til hemmelige 

opholdssteder i Moskva, hvor de trænes til 

selvmordsopgaver. 

Elsa Gajtamirovas mand, Rumid-Babek 

Isajev, forsvandt i 2001. Siden har den 31årige 

Elsa, mor til fire børn, været arresteret 

fire gange. Naboer har sagt, at hun fortalte 

dem, at hun gentagne gange var udsat for 

tortur under langvarige forhør, hvor hun 

blev hængt op med hovedet nedad. 

Hun blev slæbt væk fjerde gang 15. januar 

2004 fra sit hjem i landsbyen Gekhi. Der har 

ikke været livstegn fra hende siden. 

Uidentificerede mænd kørte ti dage 

tidligere væk med den 59-årige Petimat 

Gambulatova samt hendes tre døtre og en 

søn fra deres hjem i udkanten af Grosnij. Det 

var en måned efter en nær mandlig slægtnings 

forsvinden. Gambulatova og døtrene 

blev løsladt tre måneder efter, men af angst 

for flere repressalier har de nægtet at udtale 

sig om deres skæbne til menneskerettighedsadvokater. 

Ud fra tilgængelige oplysninger 

mener efterforskere, at de var i fangenskab 

hos tidligere præsident, Akhmad Kadyrovs 

private hær. Det ses som et eksempel på den 

øgede prorussiske tjetjenske chikane imod 

civilbefolkningen. 

Senere samme januar pågreb omkring 

tyve svært bevæbnede mænd Luisa Mutajeva, 

hvis søster angiveligt deltog i gidseltagningen 

på Dubrovka-teatret. Luisa blev kørt 

væk fra sit hjem i Assinovskaja i en minibus 

uden nummerplader. Hun har været sporløst 

forsvundet siden. 

Embedsmand Ljubov Dubas’ datter, den 

21-årige Milana Osdojeva, blev arresteret 19. 

januar 2004. Faderen har forgæves prøvet at 

overtale russiske myndigheder til at slippe 

hende fri og tage ham selv i stedet. 

Osdojevas mand, der var tilknyttet 

oprørsstyrkerne, forsvandt i 2003. Hun var 

efterladt med en lille dreng, der blev født 

efter faderens død, og en tre-årig datter. 

Mændene, som kom efter hende, hævdede, 

at de havde beviser for, at hun havde ladet 

sig rekruttere som selvmordsbomber. Hun 

skal ifølge faderen havde afvist det og sagt: 

«Jeg vil ikke være martyr. Jeg vil leve.» 

Også Milanas skæbne viser, at tabet af en 

ægtemand ofte følges af trusler på eget liv 

for tjetjenske kvinder. 

Da faderen dagen efter hendes forsvinden 

og siden utallige gange henvendte sig 

til FSB og anklagemyndigheden, fik han at 

vide, at de intet kendte til hendes skæbne. 

Mens Milena efter alt at dømme var 

uskyldigt mistænkt i planer om at blive 

selvmordsbomber, steg to kvinder af slagsen 

på hver sit fly 24. august 2004 og dræbte alle 

ombordværende ved to næsten samtidige 

flystyrt. Det kunne have været undgået. De 

havde bestukket sig fri af sikkerhedskontrollen 

i lufthavnen Domodedovo i Moskva. 

Det kostede 250 kroner i bestikkelse at tage 

90 liv. 

© LMD Norden 

1 Gyldendal, november 2004, København.


Menneskeliv 

TERRAFORMING: Både forskere 

og science-fiction-forfattere har 

skrevet mye om såkalt terraforming, 

det å gjøre andre planeter 

beboelige for mennesker. Men 

hvor mulig – eller ønskelig – er 

det? 

ROLAND LEHOUCQ 

Astrofysiker ved atomenergisenteret CEA i Saclay. 

Drømmen om å kolonisere verdensrommet 

– eller i det minste planetene i vårt eget 

solsystem – støter på et uunngåelig teknisk 

problem. For å oppnå varige, gunstige levevilkår 

utenfor jorda, må vi skape et økosystem 

tilsvarende vårt eget i miniatyr, et økosystem 

som må være i stand til å utvikle seg 

og reprodusere seg til tross for ekstreme ytre 

forhold. Den som vil opprette en menneskekoloni 

utenfor jorda (det være seg på månen, 

på Mars eller i gigantiske romstasjoner), står 

overfor en rekke hindere: Ingen atmosfære, 

intet vann, ingen vegetasjon, en ytre temperatur 

som enten er for lav eller for høy, for 

kraftig UV-stråling og røntgenstråling, eller 

for stor radioaktivitet. Hva en fremtidig planetkoloni 

angår, finnes en ambisiøs løsning: 

Endre forholdene på den aktuelle planetens 

overflate slik at den blir beboelig for mennesker. 

Denne enorme planetære ingeniøroperasjonen 

har et navn: terraforming. 

Tanken om at man kan gå inn og endre 

forholdene på Mars’ overflate finnes allerede 

i Edgar Rice Burroughs roman fra 1917: 

A Princess of Mars. Boken er den første i en 

serie på elleve romaner, der en «atmosfærefabrikk» 

gjør den røde planeten beboelig. 

Den engelske forfatteren Olaf Stapledon 

(1886-1950) fremmer den samme tanken i 

romanen Last and First Men fra 1930, en 

onumental skildring av menneskehetens 

remtid over to milliarder år. Takket være 

enmodifiserte planter som suger opp skadelige 

gasser og skiller ut oksygen, kan menneskene 

puste i Neptuns atmosfære. 

Når det gjelder begrepet «terraforming», 

er de fleste enige om at det stammer fra den 

amerikanske science fiction-forfatteren Jack 

Williamson, som introduserte det i romanen 

Seetee Ship i 1951. Der betegner terraforming 

helheten av de operasjoner som 

må til for at en planet skal kunne gjøres 

beboelig for mennesker. Siden utgivelsen 

av Williamsons bok, er terraforming blitt 

et svært populært emne blant science fiction-forfattere. 

I 1952 ga Arthur C. Clarke 

ut romanen The Sands of Mars, hvor han 

foreslo å varme opp Mars ved å «tenne på» 

månen Phobos ved hjelp av en kjernefysisk 

reaksjon. I Frank Herberts hovedverk Dune 

(1965), har fremen-folket, godt hjulpet av 

den keiserlige planetolog Liet Kynes, satt i 

gang et prosjekt for å gjøre ørkenplaneten 

Arrakis fruktbar. De mest kjente bøkene 

om dette emnet er imidlertid Kim Stanley 

Robinsons trilogi Red Mars, Green Mars og 

Blue Mars, hvor forfatteren tar for seg terraforming 

av Mars og de menneskelige, sosiale 

og politiske konsekvensene av det. 

Terraforming interesser imidlertid ikke 

bare science fiction-forfattere – også vitenskapsmenn 

har åpnet øynene for dette fenomenet. 

Den første som studerte det nærmere 

var ingen ringere enn den berømte 

amerikanske astrofysikeren Carl Sagan. I 

1961 foreslo han en metode for å gjøre forholdene 

mildere på Venus, en planet som 

allerede har en atmosfære og som er omtrent 

like stor som jorda. Men Venus’ overflate er 

imidlertid et sant helvete: Temperaturen er 

nærmere 480 grader celsius og lufttrykket 

92 ganger høyere enn gjennomsnittet på 

vår egen planet. De sovjetiske Venera-sondene 

som landet på Venus mellom 1975 

og 1982, fungerte bare et titalls minutter 

under disse ekstreme forholdene. Etter Carl 

Sagans arbeider er imidlertid forskning på 

terraforming blitt mer akseptert, og en av 

de mest aktive forskerne på dette området er 

Christopher McKay, som jobber på NASAs 

Ames Research Center i California. 1 

Terraforming tar tid. Den aktuelle planeten 

må gradvis gjennom flere stadier av beboelighet. 

Heldigvis er det flere faktorer som 

gjør det mulig for mennesket å okkupere 

planeten før den er fullstendig terraformet. 

For eksempel vil en tykkere atmosfære, selv 

om man ikke kan puste i den, utgjøre et 

ypperlig skjold mot kosmiske partikler og 

kraftig stråling, og gjøre det enklere å få 

romskip i bane rundt planeten ved hjelp 

av luftbremsing. Samtidig vil dette gjøre 

det mulig å bruke flygende kjøretøy, bygge 

vektløse bosteder, og la folk ta spaserturer 

på overflaten uten annen beskyttelse enn en 

enkel oksygenmaske. 

Første etappe i en vellykket terraforming 

består i det den kanadiske biologen 

Robert Haynes kaller «ecopoiesis». Dette 

er omgjøringen av en steril planet til et 

sted som kan ta imot liv og bevare et fullstendig 

økosystem. Vi kunne naivt innbille 

oss at det bare er å innføre riktig antall 

utvalgte eller genmodifiserte bakterier på 

den aktuelle planeten, men det er ikke så 

enkelt. La oss for eksempel ta for oss Mars: 

Overflatetemperaturen på denne planeten 

varierer fra – 140 til + 20 grader celsius i 

løpet av et døgn, og gjennomsnittet ligger 

godt under null. Atmosfæren har et svært 

lavt lufttrykk, og det finnes ikke noe ozonlag 

som kan beskytte mot UV-stråling fra 

solen. For at bakterier fra vår planet, selv de 

mest seiglivete av dem, skal kunne overleve, 

må følgende endringer gjennomføres: Øke 

gjennomsnittstemperaturen med minst 60 

grader, øke lufttrykket, legge til rette for 

rennende vann på overflaten, samt sørge for 

en betydelig reduksjon av mengden ultrafiolett 

stråling og kosmiske partikler som 

når overflaten. 

Dette er selvfølgelig lettere sagt enn gjort. 

To fenomener vil imidlertid lette gjennomføringen 

av disse endringene. For det første 

er endringene nært knyttet til hverandre: 

Dersom man gjennomfører ett av punktene 

ovenfor, kan et av de andre følge naturlig 

etter. Økning av lufttrykket fører for 

eksempel til bedre beskyttelse mot stråling 

og skaper samtidig en drivhuseffekt som 

gir temperaturøkning. I tillegg er systemet 

velsignet med noe som i den tekniske terminologien 

kalles «positiv retroaksjon»: Det 

betyr at forbedring av situasjonen gir gunstige 

forhold for en ny forbedring. Vi trenger 

ikke importere gasser til Mars for å gjøre 

atmosfæren tykkere, ei heller bygge enorme 

radiatorer for å varme den opp. En første 

kraftig impuls burde holde for å sette i gang 

en spontan utvikling av forholdene på Mars, 

slik at temperaturen øker og – forhåpentligvis 

– holder seg stabil. Dette likner for øvrig 

svært så mye på det menneskeheten er i ferd 

med å gjøre på jorda – her med uønskede 

konsekvenser… 

Det ser ut til at man nå kan slå fast 

– etter observasjon av flere bilder – at det har 

vært flytende stoffer, spesielt vann, på Mars. 

Planeten har også vært dekket av en tykk 

atmosfære, antakelig for det meste bestående 

av karbondioksid. Håpet om «ecopoiesis» 

på Mars bygger på tanken om at det er 

mulig å gjenskape de gamle forholdene. Den 

viktigste hypotesen går ut fra at det fremdeles 

finnes store mengder karbondioksid 

på Mars, og at dette er tilgjengelig i former 

man lett kan utnytte, gjemt i «reservoarer» 

på overflaten. Ved å frigjøre denne gassen 

oppnår vi resultater på to plan. Først vil 

dette øke lufttrykket, og slik skape kimen til 

© Gerhard Richter: Venezia (WV606-3), 1986 

en atmosfære. Deretter vil karbondioksidet 

– som fanger opp infrarød stråling – føre 

til økt drivhuseffekt: Jo mer karbondioksid 

som finnes i atmosfæren, desto varmere blir 

det, og en positiv syklus er satt i gang. Høyere 

temperatur fører til frigjøring av gasser, ved 

at isen ved polene sublimeres (går direkte 

fra fast tilstand til gass), eller ved at det løse 

overflatelaget på Mars, såkalt regolitt, 2 slipper 

fri gasser. Denne tilleggsproduksjonen 

av gass fører til høyere lufttrykk og temperatur 

i atmosfæren, som øker frigjøringen 

av karbondioksid, som igjen øker trykk og 

temperatur, og så videre. Dette vil faktisk 

kunne fungere, og er ikke bare tankespinn: 

I løpet av et år på Mars 3 kan lufttrykket øke 

med 20 prosent om våren, når isen på polene 

sublimeres på grunn av solvarmen, og synker 

igjen om vinteren, når karbondioksidet 

går over til fast tilstand. 

Vi vet imidlertid ikke nøyaktig hvor mye 

gass som finnes på polene og i regolitten. 

Noen undersøkelser forteller at polene inneholder 

nok karbondioksid til minst å tidoble 

dagens lufttrykk. Reservene som finnes 

i regolitten vil kunne fire- eller femdoble 

dagens nivå, og til sammen vil vi dermed 

kunne oppnå et lufttrykk som nærmer 

seg halvparten av det vi har på jorda. En 

stor skuffelse truer imidlertid i kulissene: I 

januar 2004 oppdaget den europeiske romsonden 

Mars Express 4 at sørpolen på Mars 

hovedsakelig består av vannis – og ikke 

frosset karbondioksid som man tidligere 

har trodd. 

Det er også mulig at karbondioksid finnes 

i form av karbonater, som på jorda. På 

vår planet kommer karbondioksid fanget i 

marine karbonater tilbake til atmosfæren 

(takket være vulkanaktivitet) etter en liten 

omvei i jordas indre. På Mars må karbonatene 

fordampes ved hjelp av særlig brutale 

virkemidler: Kjernefysiske eksplosjoner, 

asteroidenedslag, laserskudd. Visst ville det 

å bombardere en planet for å kolonisere den 

være et typisk trekk ved vår art, men en slik

på Mars? 

fremferd kunne komme til å dempe entusiasmen 

betraktelig… 

Hvordan bør man så gå frem? En studie 

av Christopher McKay og Robert Zubrin 5 

viser at en temperaturøkning på fire grader 

på sørpolen ville være nok til å utløse hele 

prosessen, og naturen vil så selv redusere 

bruken av tid, energi og tekniske hjelpemidler 

som trengs for å endre klimaforholdene 

på Mars til et minimum. For å gjennomføre 

dette, foreslår forfatterne ganske enkelt 

å varme opp polkalotten med hjelp av et 

enormt «romspeil» som vil konsentrere sollyset. 

Et slikt speil må være stort (minst 100 

kilometer stråling), lett og godt plassert, slik 

at gravitasjonskraften på Mars kompenserer 

for det svake, men ikke ubetydelige, presset 

fra sollyset på speilets overflate. Speilet må 

være konstant i forhold til den sonen det 

skal varme opp. Et slikt speil vil være en 

gigantisk versjon av det russiske romspeilet 

Znamya, som ble satt i posisjon i februar 

1999. Det består av et Mylar solfilter, er fem 

tusendels millimeter tykt og måler 25 meter 

i diameter. 

En annen løsning for å øke temperaturen 

ved en polkalott, er å spre et svart stoff, 

som kullpulver, over den. Dette stoffet vil 

absorbere sollyset mer effektivt og føre til 

en temperaturøkning. Ifølge en studie utført 

av NASA, vil en slik teknikk få kalottene til 

å smelte i løpet av godt og vel et århundre. 

Men også dette forslaget har en ulempe: 

Vinden på Mars kunne forkludre spredningen 

av stoffet, eller rett og slett blåse det 

bort. 

Hva regolitten angår, er problemet litt 

mer komplekst, for karbondioksidet som 

finnes på overflaten av mineralene, er vanskeligere 

å frigjøre. Man må også finne et 

svært tykt lag (200 meter) å varme opp, og 

ikke bare et overfladisk lag. For å overkomme 

dette hinderet, kunne vi for eksempel 

føre mer effektive drivhusgasser enn karbondioksid 

inn i atmosfæren. Store fabrikker, 

som «atmosfæreprosessorene» i James 

Camerons film Alien 2 (1986), vil kunne lage 

flere titalls milliarder tonn klor-, fluor- og 

karbongasser (KFK), som bidrar til drivhuseffekt 

i langt større grad enn karbondioksid 

(slike gasser er 10 000 ganger mer «effektive»). 

På vår egen planet har KFK-gasser etter 

industriutslipp ført til klimaoppvarming og 

hull i ozonlaget. Dette vil imidlertid ikke 

være noe problem på Mars, ettersom den 

røde planeten ikke har noe ozonlag. 

Når forholdene på Mars er blitt noe forbedret, 

vil det være mulig å innføre mikroorganismer. 

Hvis disse klarer å produsere 

ammoniakk og metan, gode drivhusgasser, 

vil disse organismene også bidra til oppvarmingen 

av planeten. Det vil imidlertid 

være alt annet enn et paradis. De utvalgte 

mikroorganismene må kunne 

overleve under ekstreme forhold. 

Laboratoriesimulasjoner har allerede 

vist at visse typer bakterier 

som produserer metan, kan venne 

seg til et redusert lufttrykk og 

finne nødvendig næring i Mars’ 

overflatelag. Vi kan også benytte oss av den 

utrolige motstandsdyktigheten til bakterier 

som Deinococcus radiodurans (som kan overleve 

svært høye doser ioniserende stråling) 

og Matteia (som kan overleve i vann). 

Når atmosfæren på Mars er blitt tykkere, 

vil temperaturen enkelte steder 

være høy nok til at flytende vann på ny 

vil renne på overflaten. Det vil fremdeles 

ikke være mulig å puste i denne 

atmosfæren, men mikroorganismer 

eller lav vil kunne overleve. Mennesker 

vil kunne gå rundt omkring uten trykkdrakt, 

men må likevel ha på seg klær 

som beskytter mot kulden og bruke 

oksygenmaske. 

Mens oppvarmingen og fortykningen av 

atmosfæren kan gjennomføres med overraskende 

beskjedne midler, er den påfølgende 

etappen mer krevende: Reaktivering 

av planetens hydrosfære slik at den får en 

fullstendig vannsyklus, som den hadde 

for noen milliarder år siden. Polkalottene 

synes være de mest åpenbare vannreservene. 

Ifølge informasjon fra den amerikanske 

romsonden Mars Odyssey, 6 skal det også 

finnes store mengder vann i isform under 

planetens overflatelag. 

Visse mineraler i Mars’ regolitt kan også 

inneholde vann. Og hvis planetens egne ressurser 

ikke skulle være nok, må man importere: 

Det kan være tilstrekkelig (kvantitativt 

sett) å fange en kometkjerne eller en gigantisk 

isblokk fra Saturns ringer for å føre den 

inn i den røde planetens atmosfære. Nok en 

bombardering, men for en god sak. 

Noen steder vil vanndampen kondensere 

og bli til skyer: For første gang på over flere 

milliarder år vil Mars’ overflate bli vannet 

av regn. Innsjøer, fosser, elver og floder 

vil finne sin plass; vann vil på ny slynge 

seg gjennom den røde planets landskap. 

Bunnen av Valles Marineris vil oversvømmes, 

og bli til en enorm 

flod, med svimlende bredder 

og en størrelse utenom 

det vanlige. De lave 

slettene på den nordlige 

halvkulen, som ligger to 

kilometer lavere enn den 

gjennomsnittlige overflaten, 

vil bli til et hav som 

vil omkranse nordpolen. 

For å øke oksygeninnholdet 

i Mars’ atmosfære, 

slik at det blir mulig å puste der, må vi spre 

cyanobakterier som er vant til ekstreme 

forhold over hele planeten. Deres fotosynteseaktivitet 

vil fange opp karbondioksid og 

frigjøre oksygen. På jorda var disse mikroorganismene 

eneveldige herskere i to milliarder 

år. De utvalgte cyanobakteriene vil 

i første omgang føre oksygennivået i lufttrykket 

opp til grenseverdien på en hektopascal, 

7 slik at planter kan utvikle seg 

fritt. Disse plantene vil kanskje være genmodifiserte, 

slik at de kan eksistere under 

de harde forholdene på Mars, og være bedre 

oksygenprodusenter. Når oksygennivået i 

lufttrykket når 120 hektopascal, vil de første 

kolonialistene kunne legge oksygenmasken 

igjen hjemme når de går ut. 

Terraforming er et langsiktig prosjekt. 

Mars vil kunne gjøres beboelig etter flere 

etapper med ganske forskjellige tidsskalaer. 

Vi må regne med at det tar et par hundre år 

å fullføre den første etappen, 

«ecopoiesis». Et par tusen år 

senere burde det være mulig å 

dyrke planter på Mars. Nok et 

par – eller snarere et titalls – 

tusen år senere vil atmosfæren 

kunne inneholde nok oksygen 

for at vi skulle kunne puste uten assistanse. 

Sjansene til å lykkes er imidlertid minimale. 

Den røde planet er nemlig hjemsøkt 

av to betydelige handicap som vil kunne 

legge ethvert forsøk på terraforming i grus. 

For det første er Mars mindre og lettere enn 

jorda, og dens gravitasjonskraft er dermed 

svakere. Så svak at den ikke kan hindre store 

deler av sin primitive atmosfære i å forsvinne 

i verdensrommet. Dersom en kunstig 

atmosfære etableres på Mars, er det trolig at 

frigjorte eller injiserte gasser på nytt forsvinner 

i rommet, og all innsats var forgjeves. 

I tillegg har ikke Mars lenger noe mag- 

Kolonisering av 

Mars er kanskje 

uunngåelig 

Terraforming av 

Mars er et av de 

mest ekstraordinære 

prosjektene 

menneskehjernen 

noensinne har 

forestilt seg 

netfelt. Mekanismen som frembragte dette 

feltet tok slutt da kjernen ble for kald (en 

konsekvens av planetens beskjedne størrelse). 

På jorda utgjør dette magnetfeltet et 

slags skjold, som sammen med atmosfæren 

beskytter overflaten mot høyenergipartikler 

fra sola eller kosmos. Vi kan med stor sikkerhet 

slå fast at vi aldri vil kunne gjenopprette 

Mars’ magnetfelt. Planeten vil ikke kunne 

regne med denne formidable naturlige paraplyen 

som beskytter overflaten og begrenser 

forsvinningen av atmosfæren. 

Terraforming av Mars er et grandiost prosjekt, 

kanskje et av de mest ekstraordinære 

menneskehjernen noensinne har forestilt 

seg. Prosjektets absurditet eller dets arroganse 

kan også kritiseres. I sin berømte Mars-trilogi 

beskriver Kim Stanley Robinson i detalj 

en metode som vil kunne endre Mars’ ytre. 

Han forsøker også å svare på følgende vanskelige 

spørsmål: Må menneskeheten terraforme 

den røde planeten? To grupperinger 

med radikalt motstridende oppfatninger står 

mot hverandre i romanene. For de grønne er 

terraforming intet annet enn en logisk konsekvens 

av erobringen av verdensrommet. 

For de røde er Mars en geologisk helligdom, 

som forteller vårt solsystems historie og 

absolutt må bevares. Det dreier seg altså til 

syvende og sist om en konfrontasjon mellom 

en antroposentrisme som 

forsvarer oppfatningen om at 

menneskeheten må innta alle 

steder der den har tilgang, og 

en biosentrisme som anerkjenner 

naturens iboende 

verdi og søker å bevare den 

for enhver pris. Miljøetikken 

som råder på jorda gis gyldighet 

i Kosmos, noe som uten 

tvil åpner for nye politiske 

og filosofiske perspektiver 

og debatter: Dersom terraforming er mulig, 

skal den dermed aksepteres? Kan vi akseptere 

at en planets ytre blir endret? 

Likevel er koloniseringen av Mars kanskje 

uunngåelig. Vår planet er tross alt sårbar 

og isolert, og et asteroidenedslag kan i 

løpet av noen sekunder utslette hele menneskeheten 

og dens historie. Hvis vi terraformer 

Mars, øker vi på et vis menneskehetens 

sjanser til å overleve i solsystemet 

– og i et større perspektiv: Galaksen – på 

lang sikt. En ting er sikkert: Terraforming 

av Mars er mulig, og kan påbegynnes med 

den teknologi vi besitter nå i begynnelsen 

av det 21. århundre. Det krever imidlertid 

både teoretisk fordypning og en betydelig 

teknisk innsats. 

I tillegg til å inneha en mulig objektiv 

rolle over tid i utforskningen av verdensrommet, 

er og blir studiet av terraforming 

(naturlig eller kunstig) også en intellektuell 

stimuli, som fremmer tverrfaglighet, deling 

av kunnskap og refleksjon over handlingene 

til en menneskehet som er blitt en «planetingeniør». 

For dersom det er mulig, for ikke 

å si enkelt, å gjøre Mars beboelig, er det også 

enkelt å destabilisere og ugjenkallelig bryte 

ned jordas biosfære. 

1 www.arc.nasa.gov 

2 Regolitt er en blanding av støv og grus, et resultat av meteornedslag. 

Den samme typen overflatelag finnes på vår egen måne. 

3 Mars roterer rundt sin egen akse omtrent like raskt som jorda: En 

dag på Mars (også kalt en «sol») varer i 24 timer og 39,6 minutter. 

Den bruker imidlertid nesten dobbelt så lang tid rundt sola: Et år på 

Mars består av 669 dager, tilsvarende 687 dager etter vår jordlige 

tidsregning. 

4 www.esa.int/SPECIALS/Mars_Express/ 

5 http://mars.nw.net/docs/terrafrm.pdf 

6 http://mars.jpl.nasa.gov/odyssey/ 

7 På Mars varierer lufttrykket ved bakken mellom seks og ti hektopascal 

(hPa), avhengig av årstidene. Til sammenlikning er trykket på 

jordas overflate på 1015 hektopascal. 


Bøker kunst/media 

Democracy and New Media 

Henry Jenkins og David Thorburn (red.), MIT 

Press, 2004, 385 s. 

Det nyligt overståede amerikanske præsidentvalg 

er et tydeligt eksempel, på hvordan de nye 

teknologier integreres i og spiller en stadigt mere 

afgørende rolle i den politiske sfære. Flere stemmer 

blev afgivet digitalt, hvilket på den ene side 

forhindrede en gentagelse af den farce, at en 

genoptælling trak ud i over en måned for fire år 

siden uden at konkludere noget endeligt, og på 

den anden side lagde optællingen i «hænderne» 

på et stykke software, hvor stemmeresultat ikke 

kunne bevises fysisk, men baserede sig på «digital 

tro». Tydeligt er det altså også, at disse teknologier 

og medier som world wide web ikke entydigt kan 

siges at tjene en generel demokratiseringsproces. 

For samtidig med at de giver mulighed for en bred 

og direkte folkelig vidensudveksling og organisering 

gennem uhierarkiske netværker, så rummer 

de også et antidemokratisk potentiale. Den 

digitale revolution har ikke fundet sted, og hvis 

ikke vi lægger den blinde utopiske tankegang 

bag os og mobiliserer et kritisk engagement som 

borgere, gør den det måske aldrig. Det seneste 

ti års erfaring viser i hvert fald, at det er naivt at 

insistere på, at internettet i sig selv er et demokratisk 

medie, sådan som diverse teknologi-hippier 

har gjort det. Antologien Democracy and New 

Media stiller med såvel historiske og teoretiske 

tekster som praktiske og journalistiske case studies 

skarpt på de problemstillinger, demokratiet 

står overfor i cyberspace. Og den er kort og godt 

væsentlig læsning for alle med en interesse i det 

komplekse samspil mellem medier og politik, 

der er ved at transformere vores demokratiske 

selvforståelse i mange retninger. Både ængstende 

og håbefulde. 

– Jacob Lillemose 

Broken Column 

Jan Inge Reilstad (red.), Wigestrand Forlag, 

2004, 265 s. 

Spredt ud over Stavanger by 

er 23 kvinde- og mandeskikkelser 

støbt i jern. De er permanente, 

og man træffer dem 

altid samme sted. Om man 

så, en morgen, er cyklende på 

vej til arbejde eller – en sen 

nattestund – er vaklende og 

fordrukken på vej hjem fra 

byen. Antony Gormley kalder sin skulpturinstallation 

for Broken Column, og bogen her søger at 

indfange processen omkring værket. Om tiden 

før, hvor Gormley formulerer sig således: «Det 

offentlige rommet eksisterer inni mennesker like 

mye som det er et fysisk byrom. Jeg er interessert 

i å bruke rommet mellom menneskene – om det 

består av rykter, sladder, samtale eller annet – som 

en del av det rommet Broken Column ønsker å infiltrere.» 

Senere følger detaljer om produktionen 

undervejs, hvor især Vegvesenets indsigelser mod 

projektet er ganske morsom læsning. Slutteligt 

omhandler bogen tiden efter, hvor borgerne skal 

tage mod værket. Om mødet mellem kunst og 

by. Hvordan jernhårde og helt igennem døde 

skulpturer bliver til levende bestanddele af en 

moderne by. 


Woody Allen and Philosophy: You 

Mean My Whole Fallacy Is Wrong? 

Mark T. Conard og Aeon J. Skoble (red.), 

Open Court, 2004, 269 s. 

Store spørgsmål om livet og 

døden, og alt det ind i mellem. 

To eksempler: «Not only is there 

no God, but try getting a plumber 

on weekends.» Eller den her 

om ondskabens problematik, 

fra filmen Hannah and Her 

Sisters: «If there is a god, why 

were there Nazis?» «How the 

hell should I know why there 

were Nazis, I don’t even know 

how the can opener works!» 

Den finurlige samling af underholdende og til 

tider tankevækkende essays søger at afdække, 

hvorledes Woody Allen gør brug af filosofi i sin 

ouevre. Bogens grundlæggende argument er, at 

Woody Allen er guld værd for filosofien. Han 

bruger humor til at etablere filosofiske pointer og 

videregiver disse til et massepublikum, som ellers 

ikke ville røre filosofi med en ildtang. Gennem 

såvel dialog som handling fremsætter Woody 

Allen væsentlige filosofiske spørgsmål og ideer. 

Blandt bogens bidragsydere er James Lawler, som 

med en kantiansk analyse undersøger moralbegrebet 

i Crimes and Misdemeanors og Sander 

Lee, der overbevisende argumenterer for, at man 

i A Midsummer Night’s Sex Comedy kan aflæse en 

advarsel mod hedonisme. Woody Allen er nok 

faldet lidt af på det med sine senere film, men 

efter læsning af denne bog, har man stor lyst til at 

gense de gamle mesterværker. 

- Steffen Moestrup


Grønlandsko 

GEOPOLITIK: Grønland har 

aldrig blot været en geografisk 

erkendelse. Som en del af et større 

magtpolitisk spil, er Grønland 

også i dag et af Danmarks bedre 

spillekort. Det ses, når den ameikanske 

udenrigsminister Colin 

owell – ud af en luft der svirrer 

ed myg og helikoptere – materialiserer 

sig i en sydgrønlandsk 

fåreholderbygd. 

ERIK GANT 

Har indleveret Ph.d.-afhandlingen «Eskimotid – Analyser af filmiske 

fremstillinger af eskimoer med udgangspunkt i postkolonialistisk 

teori» til forsvar ved Aarhus Universitet. Afhandlingen – der er den 

første postkoloniale afhandling om Grønland – forsvares ved Aarhus 

Universitet 10. december. 

Grønland er et godt eksempel på kartografiens 

dobbelthed, på disciplinens fremskridt 

og mysterium, i hvilke det naturgivne og 

det vedtagne støder sammen. Begrebet om 

Grønland udviklede sig sikkert overhovedet 

i takt med kortlægningens kunst. For de 

norrøne skandinaver betegnede Grønland 

et sted ovre i den vestlige kulde, hvor man 

fandt langt grønnere strøg end forventeligt. 

Men dets sammenhæng – der viste sig at 

være en usammenhæng – med den gamle 

såvel som den ny verden, blev først klarlagt 

af de moderne opdagelsesrejsendes avantgarde 

omkring år 1900: at det var en afgrænset 

entitet, en ø, forbundet hverken med 

andre øgrupper i det Arktiske Ocean såsom 

Svalbard eller med de asiatiske eller amerikanske 

kontinenter. 

Og dog var opdagelsen af den grønlandske 

insularitet aldrig bare en ren erkendelse, 

et geografisk datum, men – fordi de 

opdagelsesrejsende altid var ude i nationalt 

bestemte ærinder – altid allerede indviklet 

i en politisk forhandling af sandheden om 

dette hjørne af verden. For den danske kolonimagt 

måtte opdagelsen indebære, at kongerigets 

højhedsret gjaldt hele øen og på 

naturlig måde afgrænsedes af dens kystlinier. 

For andre nationer, der havde gjort sig 

gældende i udforskningen af landet, var det 

danske synspunkt slet ikke selvfølgeligt. Det 

gjaldt nordmændene, der ikke uden videre 

ville opgive deres unge nations ældgamle 

krav på Grønland. Og det gjaldt det britiske 

imperium og den canadiske dominion, hvis 

arktiske arkipel Grønland føjede sig til som 

den naturligste ting i verden. 

Men først og fremmest gjaldt det amerikanerne, 

for hvem Grønland tog sig ud som en 

nordøstlig klump territorium indenfor deres 

helt egen hemisfære. Ganske vist kunne 

Danmarks suverænitet formelt respekteres 

og stadfæstes i traktater, og dog måtte der, 

fordi Grønland lå i den ny verden, være tale 

om en besynderlig suverænitet. Hvis ikke 

før, kom det under og efter 2. verdenskrig 

til at stå uafviselig klart, at Grønland kun 

i bestemte henseender var et dansk anliggende, 

mens det i andre henseender var en 

del af den ny verden, og omfattet af amerikanernes 

store ord: Fingrene væk! 

Der forekom i begyndelsen af krigen, 

endnu inden USA var gået ind i krigen 

på de allieredes side mod aksemagterne, 

enkelte spegede episoder, forsøg på at 

forlænge de krigsførende efterretningsvirksomhed 

ud i Arktis. F.eks. sejlede 

danske og norske nazi-kollaboratører til 

Østgrønland for der at etablere meteorologiske 

stationer, som kunne forsyne 

tyskerne med vigtige informationer om 

vejrforholdene i Nordatlanten. Forsøgene 

blev neutraliserede af engelske og eksilnorske 

styrker, der gik i land ved vejrstationerne, 

konfiskerede våben og udstyr, 

og herpå atter trak sig ud af grønlandsk 

territorium medbringende stationernes 

uheldige mandskaber 1 . 

Især i det amerikanske State Department 

holdt man skarpt øje med alle sådanne tildragelser, 

der måtte opfattes som europæisk 

– herunder engelsk-canadisk – indgreb i 

den amerikanske hemisfære. Som sagerne 

stod på dette tidspunkt, kunne den allierede 

fremfærd mod dansk ejendom – Grønland 

og den danske handelsflåde – endnu opfattes 

som «a bit of low-grade English piracy og 

third rate commercial imperialim» 2 . I følge 

præsident F. D. Roosevelt kunne bare de danske 

og amerikanske interesser opfattes som 

legitime, idet han førte de danske interesser 

900 år tilbage til Leif den lykkeliges dage. 

De amerikanske interesser var bundet op på 

Monroe-doktrinen fra 1823, der sigtede mod 

at neutralisere alle forskydninger i magtforholdene 

mellem de europæiske kolonimagter, 

for så vidt disse indvirkede på de 

koloniale besiddelser i den ny verden. 

Den kartografiske dobbelthed kan opfattes 

som en vekslen mellem landkort og 

spillekort, en vekslen der mærkede grønlandskortet 

i denne fase, da USA forberedte 

sig på at gå ind i krigen. Henrik Kauffmann, 

den danske gesandt i Washington, spillede 

det grønlandske kort i 1941, da han som uanmodet 

forretningsfører, negotiorum gestor, på 

den undertvungne danske regerings vegne 

underskrev den såkaldte Grønlandstraktat 

med den amerikanske regering. Processen 

var forbundet med en del fuzzy logic og 

statsretslig irregularitet. F.eks. underskrev 

Kauffmanns traktaten i egenskab af kongerigets 

uafhængige gesandt. Men, som Bo 

Lidegaard har påpeget, opnåede han kun 

anerkendelse som sådan hos den amerikanske 

regering i og med sin underskrift. I 

alle tilfælde sikrede USA sig med traktaten 

et uindskrænket militært spillerum i 

Grønland, og når USA herefter garanterede 

den danske suverænitet over Grønland, 

betød det, at i militær henseende var denne 

suverænitet de facto overdraget til amerikanerne. 

3 

Heftigheden af den danske regerings 

undsigelse af traktaten var udtryk ikke bare 

for tvang fra den tyske besættelsesmagts 

side, men også for oprigtig bestyrtelse. 

Kauffmann havde, hævdede hans fjender i 

Udenrigsministeriet, solgt ud af den regale 

smykkesamling, spillet Danmark dets grønlandskort 

af hænde. Efter krigen var kortet 

ikke desto mindre, i den ny verdensordens 

kontekst, fortsat i spil, og knyttet til bestræbelserne 

på at få Danmark placeret her 

indenfor, i FN og NATO. Tilbageførslen af 

den koloniale administration efter krigen 

samt alle understregninger af de af historien 

og skæbnen bestemte bånd mellem det 

lille moderland og dets monstrøse arktiske 

vedhæng måtte på alle måder mærkes dels 


af den kolde krig og behovet for at opretholde 

den amerikanske tilstedeværelse i 

Grønland, dels også Danmarks engagement 

i opbygningen af FN og dets dekolonisatoriske 

agenda. 

De to komplikationer var under krigen 

faldet sammen i et supplement til den 

underdrejede forestilling om such a thing 

as Denmark, «[..] even if it was, for the time 

being, nothing more than an idea in the breasts 

of a few courageous Danes.» 4 I Grønland, 

den eneste ubesatte del af riget, bredte ikke 

kun ængstelsen og mismodet sig, men også 

en vild sans for – kryolit-finansieret – frisættelse. 

Herom erindrer Jørgen Fleischer, grønlandsk 

journalistiks grand old man: 

«Men pludselig indtraf der en ganske 

uforudset situation, og i disse selvstyretider 

er det nok interessant at høre, at jeg i min 

ungdom oplevede et selvstyrende Grønland, 

der på alle områder klarede sig som en suveræn 

stat. Som lyn fra en klar himmel blev 

kolonien Grønland uafhængigt den 9. april 

1940, da tyskerne besatte Danmark og kappede 

båndene over til moderlandet.» 5 

Frihedsfølelsen kan have haft nogen 

karakter af momentan forstyrrelse over sig, 

for i alle tilfælde blev jo de danske embedsmænd 

siddende på deres poster i landet, og 

refererede nu blot til gesandt Kauffmann og 

det amerikanske State Department i stedet

tet 

for Grønlandsdepartementet i København. 

Ordningen blev også omhyggeligt udlagt 

som en undtagelsestilstand, der ville ophøre, 

når forbindelsen til et befriet Danmark en 

gang kunne genetableres. Alligevel – eller 

netop på denne baggrund – suppleredes den 

almindelige ængstelse af følelser af et øget 

økonomisk og mentalt råderum. I marts 

1941 advarede Kauffmann de overordnede 

kolonialembedsmænd mod det stigende forbrug 

i Grønland, og påpegede at man måske, 

i solidaritet med de besatte syddanskere, 

burde spænde livremmen et par huller ind. 

Også kvaliteten af de fra USA indførte varer, 

måtte så vidt mulig holdes nede, «[..]fordi 

de Kvaliteter, Danmark til sin Tid vil have 

Raad til at sende til Grønland, formodentlig 

i mange Tilfælde vil blive ringere end de hidtidige, 

og det psykologisk vilde være uheldigt, 

om Genoptagelsen af Forbindelsen med 

Danmark i denne eller anden Henseende 

skulde blive en ubehagelig Begivenhed for 

Grønlands Beboere». 6 

Krigsafslutningens og genforeningens 

begivenhed ville uundgåeligt markere noget 

andet end en genindsættelse af den gamle 

ordens provinsialisme. På den ny agenda 

stod global retfærdighed og anstændighed, 

anti-imperialisme, beskyttelse af småfolk 

mod stormagternes kyniske og vilkårlige 

overgreb. I bestræbelserne på at undslippe 

sit eget koloniale prædikat, valgte man i 

Danmark en strategi, der kan synes oplagt 

og på samme tid dybt original, idet man 

nemlig søgte at befæste sit ry – ikke mindst 

i den officiøse selvopfattelse – som den bedste, 

lille kolonimagt i verden 7 . Det skulle ske 

ved at knytte Grønland tættere til rigsfællesskabet, 

at indlede den såkaldte normaliseringspolitik, 

der sigtede mod at udvikle 

de nordlige besiddelser til en ligestillet del 

af rigsfællesskabet. I dag ville man tale om 

en integrationspolitik, og den gang som i 

dag var målet med den at gøre anderledes 

mennesker mere normale, eller måske tværtimod 

at udstille og marginalisere dem i 

deres abnormitet. 

Danskerne var hurtigt ude i det integrative 

ærinde. I 1948 satte statsminister Hans 

Hedtoft ud på en grønlandsfærd, hvorunder 

han i Nuuk mødtes med det grønlandske 

landsråd og præsenterede det for et tilbud 

om at gøre landet til en ligestillet del af riget. 

De overrumplede landsrådsmedlemmer fik 

lov til at sove på det, og næste dag fremkom 

de med et svar, der kunne opfattes som en 

principiel accept. Grønlands ny status som 

noget i retning af et amt blev stadfæstet med 

grundlovsændringen i 1953, og samtidig 

ophørte Danmark formelt med at være en 

kolonimagt. Men integrationens begivenhed, 

forstærkningen og legitimeringen af 

tilhørsforholdet, var på alle måder en forudsætning 

for Grønlands særlige funktionalitet 

i forhold til rigsfællesskabet. Det gjorde 

Danmark i stand til imødekomme kravene 

fra den store alliancepartner i vest, USA, der 

fik frie hænder til at oprette nukleariserede 

baser i rigets nordlige del, mens til gengæld 

det sydlige Danmark kunne få lov til at 

fremstå undermilitariseret og harmløs overfor 

den drabelige nabo i øst, Sovjetunionen. 

Grønlandskortet indgik på en intrikat måde 

i et spil, i hvilket dets karakter af carte blanche 

løbende blev bearbejdet i overensstemmelse 

med parternes, til dels uforenelige, 

folkeretslige og sikkerhedspolitiske interesser. 

Poul Villaume finder det sandsynligt, at 

grønlandskortet: «[..] i betragtning af USA’s 

vitale interesser i Grønland, havde den største 

– psykologiske – effekt, så længe danskerne 

netop ikke spillede det direkte.» 8 

Grønland var – i modsætning til kagen, som 

man ikke både kan have og spise – et kort, 

som, dygtig spillet, har kunnet lægges på 

bordet for at genvindes. I hvert fald er dette 

det indtryk, man får ved at betragte den 

måde, Danmark har høstet politiske og militære 

fordele af at stille arktisk territorium til 

rådighed for USA og NATO, samtidig med at 

man har indstillet sig «[..] på et længere forløb, 

der gradvis kunne føre til genvindelsen 

af kontrollen over Grønland [..].» 9 

De vigtigste momenter i genvindelsesprocessen 

er i følge en hvidbog fra Dansk 

Udenrigspolitisk Institut undertegnelsen af 

overenskomsten mellem USA og Danmark 

om forsvaret af Grønland i 1951, samt 

undertegnelsen af en tillægsaftale hertil i 

1968. Overenskomsten fra 1951 formaliserede 

amerikanernes reelt ubegrænsede råderet 

i Grønland – der var indrømmet dem 

under de uredelige tilstande, hvorunder 

Grønlandstraktaten af 1941 var tiltrådt – og 

som sådan fungerede den som en vigtig symbolsk 

suverænitetsudøvelse fra danskernes 

side. Tillægsaftalen fra 1968 var ikke mindst 

foranlediget af, at et amerikansk B-52 bombefly 

i januar dette år faldt ud af himlen over 

Thule med «some of that stuff on board», 

nemlig 4 stk. 1,1 megaton brintbomber. I 

øvrigt kan den ses som en formalisering 

af en igangværende udvikling i retning af 

de-nuklearisering og omdefinering af Thulebasen 

til først og fremmest en radar-base. 

Tillægsaftalen fastslog den officielle danske 

politik, nemlig at nukleare våben ikke 

måtte indføres i eller oplagres på dansk 

territorium, samt at der ved 

dansk territorium også skulle 

forstås Grønland. Frem til 

dette tidspunkt havde den 

danske politik, at man ikke 

ville vide af nukleare våben, 

for Grønlands vedkommende 

bestået i, at man blot ikke 

ønskede at vide om nukleare 

våbens tilstedeværelse. I 1957, 

diskret adspurgt af den amerikanske 

regering om den danske 

regerings stilling til en 

eventuel oplagring af «munition 

of a special kind», svarede statsminister 

H. C. Hansen – med et «ikke-svar på et 

ikke stillet spørgsmål», som det udtrykkes 

i DUPI’s udredning 10 – amerikanerne, at 

deres henvendelse ikke kunne «give rise 

to any comments from my side». Ikke-svaret 

betegnedes af medarbejdere i udenrigsministeriet, 

der kendte til dets eksistens, 

som «skelettet i skabet». Det kom, under 

betegnelsen ’H. C. Hansen-papiret’, først til 

den almindelige offentligheds kendskab i 

forbindelse med de senere års oprydninger i 

det udenrigsministerielle arkiv. 

Genvindelsens lange forløb er fortsat over 

i de aktuelle forhandlinger om en mulig 

revision af forsvarsaftalen fra 1951 og opgraderingen 

af Thule-radaren til stjernekrigstider. 

I disse forhandlinger har Hjemmestyret 

været inddraget som det danske udenrigsministeriums 

partner, som det hedder i dag. 

Heri kan man på mange måder se en fortsættelse 

af det lange, seje træk med at genvinde 

kontrollen over sine territorier, der altså nu 

giver sig udslag i en slags reproduktion af 

det asymmetriske forhold mellem USA og 

Danmark efter 2. Verdenskrigs afslutning, 

da Danmark fra sin prekære placering på 

grænsen mellem den første og den anden 

verdens supermagter spillede sit grønlandskort. 

Ude i offentlighedens kroge foranledigede 

den aktuelle debat om Thules rolle i missilskjoldet 

en del skæve smil, fordi der i realiteten 

blot skulle være tale om en teknisk 

ukompliceret computer-opgradering, som 

amerikanerne, hvis de havde haft behov for 

det, for længst ville have gennemført. Det 

hele var altså at anse for business as usual, et 

spørgsmål om at skabe et formaliseret dække 

for amerikanernes frie hænder i Grønland, 

hvor nu blot jet-motorers hvinen er afløst 

af dyt, båt og knitren fra datamateriel, der 

logger på cyberspace. Det kunne mærkes på 

debatten, der, når den blussede op, havde et 

anstrøg af forstillelse og irrealisme over sig, 

men som det meste af tiden befandt sig i en 

tilstand af hendøen af mangel på input fra 

den politisk-diplomatiske proces. De danskgrønlandske 

politikere og embedsmænd 

holdt som altid grønlandskortet tæt ind til 

kroppen. I de pågående forhandlinger stod 

en tid lang Grønlands Hjemmestyre – med 

opbakning fra udenrigsministeriet, men 

næppe fra sit eget formelle resortministerium, 

statsministeriet – fast på, at en eller 

anden betalingsordning måtte indgå i en 

ny aftale. Dette ville markere et brud med 

1951-aftalens bestemmelser, i følge hvilke 

USA vederlagsfrit har ret til at drive sin 

basevirksomhed. 

Det er et af de mange ironiske udslag 

af det urolige system af fortsættelser og 

omvendinger, at Grønlands Hjemmestyre 

med sit betalingskrav viklede sig ind i det 

intrigante forhold mellem de to ministerier 

og dermed i det kritiske forhold mellem de 

to regeringsbærende partier, det liberale og 

det konservative. Krisen, der med jævne 

mellemrum, er brudt ud i forholdet mellem 

de to regeringspartier, har ikke mindst formet 

sig som et spil af divergerende sikkerhedspolitiske 

og folkeretslige opfattelser, 

der rækker langt ud over de rent indenrigspolitiske 

positioner, og knytter an til geopolitikkens 

varme steder, EU, Mellemøsten, 

Irak, Guantanamo. 

Udenrigsministerens 

spage udmeldinger til fordel 

for FN-sporet overhaledes 

i marts 2003 af verdens 

gang, statsministerens 

ubetingede opslutning bag 

præsident George W. Bush 

og høgene i Washington, 

Irak-krigens fait accompli 

og det danske troppebidrag 

til de invaderende 

koalitionsstyrker. I den 

helt anden ende af den 

globale krig mod terror, i Thule, kan man 

iagttage et tilsvarende sammenstød mellem 

neo- og palæo-konservative positioner, som 

man fristes til at sige. Også i spørgsmålet 

om opgraderingen af Thule-basens radarsystem 

stod statsministeren for den ukritisk 

pro-amerikanske logren, mens udenrigsministeriets 

og Hjemmestyrets akse kan ses 

som en forlængelse af FN-sporet helt ud i 

den forkølede grønlandske udkant. Men her 

er vi netop ude i et andet domæne, i et af 

de gode gamle folkeretslige idealers hjertelande, 

omgærdet af respektabilitet, på dansk 

og dog så fremmedartet grund. 

I Danmark valgte 

man en strategi, 

der skulle befæste 

landets ry – ikke 

mindst i den officiøse 

selvopfattelse – som 

den bedste, lille 

kolonimagt i verden 

Man kan tale om en opgraderingstrend, en 

optagethed af at udvikle hjemmestyret til 

et egentligere selvstyre, der gennemsyrer 

den offentlige debat og de grønlandske 

politikeres positioneringer. Statsmænd på 

forskellige niveauer af prominence mødes 

i afsidesliggende grønlandske bygder for at 

underskrive folkeretslige aftaler bygget på 

venskab og respekt. I 2003 fik vi Itilleq- 


aftalen, opkaldt efter og underskrevet i 

hjembygden til det grønlandske landsstyres 

førstemand, Hans Enoksen. Itilleq-aftalen 

mellem Hjemmestyret og den danske regering 

stadfæstede vores ret til medindflydelse 

på udenrigspolitiske forhold, der vedrører 

Grønland. Trenden har således ført til oprettelsen 

af et område for udenrigsanliggender 

indenfor Grønlands Hjemmestyre under 

ledelse af en grå eminence og neo-realist i 

grønlandsk politik, Josef Motzfeldt, der i de 

senere år fra venstre er trukket gevaldigt 

ind mod magtens centrum. Her skal han 

nu forlige sig med en status som genfødt 

allieret, for den 6. august i år var det nemlig 

Motzfeldts tur til at invitere mægtige kolleger 

til sin hjembygd, Igaliko i Sydgrønland. 

Hertil kom flyvende vestfra den amerikanske 

udenrigsminister Colin Powell, og østfra 

den danske Per Stig Møller for at underskrive 

den moderniserede tillægsaftale til 

forsvarsaftalen fra 1951. 

Den gamle aftale er – selvfølgelig – stadig 

i kraft, også hvad angår princippet om 

vederlagsfrihed for amerikanerne, som 

Hjemmestyret ikke formåede at rokke ved. 

Til gengæld åbner aftalen for indirekte økonomiske 

fordele for Grønland, nemlig i og 

med aftalens bestemmelser om teknisk-økonomisk 

spin-offs, samarbejde i spørgsmål 

om miljø, uddannelse og forskning etc. Men 

i øvrigt er aftalen, som det er blevet gentaget 

fra alle kanter, først og fremmest af psykologisk 

og symbolsk betydning, en dekolonisatorisk 

og folkeretslig manifestation på en 

lokalitet, hvor en sådan endnu i vor tid er 

gennemførlig – afsides i Grønland, hvor selv 

de allermindste kan sidde med ved bordet. 

Formularen – der i dagene omkring underskrivelsen 

genlød i den danske og grønlandske 

presse – bestod i at tale om tre parter, 

nemlig USA på den ene side, og Danmark og 

Grønland på den anden, en formular der for 

så vidt præcist udtrykker partnerskabets 

asymmetrier. Parterne pluraliserer sig, men 

samtidig gør en konvolutterende proces 

sig gældende, i hvilken deres antal igen 

formindskes, idet de ligesom pakkes ind i 

hinanden. 

1 Jvf. Finn Løkkegaard, Det danske Gesandtskab i Washington 1940-1942 

(Gyldendal, Odense, 1968), pp 305-311. 

2 Jvf. ibid. n 54, p 531; n 35, p 538. 

3 Bo Lidegaard, I Kongens Navn. Henrik Kauffmann i Dansk Diplomati 

1919-58 (Samleren, Viborg, 1996), p 334. 

4 Finn Løkkegaard, Det danske Gesandtskab i Washington 1940-1942 

(Gyldendal, Odense, 1968), n 23, p 508. 

5 Jørgen Fleischer, «Politisk og administrativ udvikling i Grønland», i 

Hanne Petersen og Jakob Janussen (red.), Retsforhold og Samfund i 

Grønland (Ilisimatusarfik, Nuuk/Viborg, 1998), p 17. 

6 Citeret fra Finn Løkkegaard, op. cit., p 443. 

7 Jvf. Knud Hertlings kapitel «Udvikling - på danske forudsætninger», 

i Bent Gynther og Aqissiaq Møller (red.), Kalaallit Nunaat. Gyldendals 

Bog om Grønland (Gyldendal, Århus, 1999), p 262. 

8 Poul Villaume, Allieret med Forbehold (VANDKUNSTEN, nr. 11/12, april 

1995/Forlaget Eirene, Skjern, 1995), p 852. 

9 Grønland under den Kolde Krig (udarbejdet af Svend Aage Christensen, 

Niels-Jørgen Nehring m.fl.), Dansk Udenrigspolitisk Institut, Skjern, 

1997, p 537. 

10 Ibid., p 565. 

Danmark løj for grønlænderne 

KOLONIMAGT: En ny rapport påviser, at Danmark førte så vel FN 

som Grønland bag lyset. 

Indlemmelsen af Grønland i den danske rigsfællesskab i 1953-54 skete under fortielser, manipulation 

og direkte løgn, konkluderer rapporten The Right To National Self-Determination - The 

Faroe Islands and Greenland. Rapporten, der udkom 23. november, er udarbejdet af tre nordiske 

folkeretseksperter på oplæg fra Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget. Et af FN’s første 

hovedmål var enten at afvikle alverdens koloniforhold eller udvikle dem til mere ligeværdige forhold. 

FN gav kolonierne flere muligheder for en sådan integrering. Men ifølge rapporten oplyste 

Danmark fejlagtigt ikke disse valgmuligheder til Grønland, som efter blot tre dages betænkningstid 

måtte acceptere at lade sig indlemme i det danske rige. Danske embedsmænd løj direkte, når 

man sagde, at Danmark ikke havde forpligtelser til at støtte Grønland økonomisk, hvis landet 

valgte at blive selvstændigt. Af rapporten fremgår det i øvrigt, at Danmark indleverede manipulerede 

oplysninger om befolkningen og forholdene i Grønland for at få FN til hurtigt at godkende 

indlemmelsen. Rapporten kan anskaffes ved henvendelse til Martinus Nijhoff Publishers 

(www.brill.nl/Martinus_Nijhoff.htm). 

Steffen Moestrup


Bush II 

Det er bekymringsverdig at preident 

Bush nå er den presidentandidaten 

som har oppnådd flest 

temmer i det amerikanske demokratiets 

historie. 

IGNACIO RAMONET 

Ansvarlig utgiver, Le Monde diplomatique, Frankrike. 

At George W. Bush ble gjenvalgt som USAs 

president 2. november i år, er en alvorlig 

krenkelse av det amerikanske demokratiets 

ånd. Dette er verdens eldste demokrati og 

følgelig også en grunnleggende referanse. 

Rent teknisk sett fungerte det – denne ganen 

– som det skal. Ingen kan hevde at 

algresultatet ikke er legitimt. Velgerne 

rukte sin stemmerett, og valgte etter egen 

ri vilje. 1 Dette gjenvalget er likevel foruoligende, 

for ikke å si sjokkerende. Og det 

ekrefter at også demokratiet – det minst 

fullkomne av alle politiske styreformer 

ikke er forskånt for valgmuligheter som 

an føre farlige demagoger til makten. 

Det er bekymringsverdig at president 

ush, som er kjent for sin religiøse fundaentalisme, 

sin intellektuelle middelmåighet 

og sin mangel på kultur, nå er den 

residentkandidat som har oppnådd flest 

temmer i det amerikanske demokratiets 

istorie. Særlig fordi det dreier seg om en 

ann som har bedratt sitt folk og løyet for 

ongressen for å oppnå godkjenning for 

n «forkjøpskrig» mot Irak (som ikke var 

utorisert av FN). En mann som har oppforret 

til uhemmet maktbruk og forårsaket 

lere tusen uskyldige sivile irakeres død. 2 

om har oversett president Gerald Fords 

xecutive order fra 1976 som forbød de hemelige 

tjenestene å ta livet av utenlandke 

statsoverhoder – et forbud som fremeles 

er gjeldende. Som har gitt ordre om at 

ntatte «terrorister» skal tas av dage. 3 Som 

har brutt Genève-konvensjonens regler om 

behandling av krigsfan- 

ger. Som godtok bruk av 

tortur i Abu Ghraib-fengselet 

og andre hemmelige 

fengsler. Som har vekket 

MacCarthy-ånden til live 

igjen slik at enhver samfunnsborger som 

kan mistenkes for å ha forbindelser med 

en fiendtligsinnet organisasjon, anses som 

skyldig inntil det motsatte er bevist. 

Enhver annen statsleder med en så dyser 

merittliste ville øyeblikkelig blitt bannyst 

fra det gode internasjonales selskap. 

en ikke George W. Bush. I kraft av sitt 

mbete som president for verdens eneste 

upermakt spiller han til alt overmål den 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bush tolker valgseieren 

som en folkeavstemning 

i favør av hans politikk 

viktigste rollen på den internasjonale politiske 

arenaen. 

Presidentens andre mandat ser ut til å ville 

fortsette der det forrige slapp. De to første 

ministerutnevnelsene bekrefter at Bush tolker 

valgseieren som en folkeavstemning i 

favør av hans politikk. Valget av Alberto 

Gonzales som justisminister er et realt slag 

i ansiktet på de som kritiserte tortur av 

terroranklagede fanger. Som presidentens 

juridiske rådgiver var det nettopp Gonzales 

som sto bak de juridiske foranstaltningene 

som gjorde det mulig å omgå Genève-konvensjonen 

ved å gi afghanske og irakiske 

krigsfanger betegnelsen 

«fiendtlige stridende», og 

å opprette Guantanamofengselet. 

I strid med 

amerikansk lov og internasjonale 

traktater opphevet 

Gonzales forbudet mot bruk av «fysisk 

press» mot disse fangene, fordi «presidentens 

autoritet er total i krigssituasjoner». 4 

Når det gjelder utnevnelsen av 

Condoleezza Rice som utenriksminister: 

Kan den forstås som noe annet enn en styrking 

av den knallharde unilateralismen som 

fremmes av de autoritære republikanerne 

rundt presidenten – og som bekreftes ytterligere 

av de nye truslene mot Iran? 

Det faktum at de væpnede amerikanske 

styrkene ikke er i stand til å overmanne 

opprørerne i Irak, viser begrensningene som 

ligger i bruk av militærmakt. Det samme 

kan Bushs fremste allierte i Midtøsten, general 

Ariel Sharon, konstatere – ved Yassir 

Arafats bortgang. Israels statsminister kan 

bare konstatere at palestinerne kan lide mer 

enn hans hær kan skade. Er han i stand til å 

ta konsekvensene av dette? 

Vil Bush til syvende og sist gå med på at 

globaliseringens negative aspekter (økt fattigdom 

blant de fattigste, verdensomspennende 

urett, regional rivalisering, klimaendringer 

og så videre) kan føre til direkte 

konfrontasjoner dersom vi ikke møter dem 

med multilateral dialog? Og at én makt 

alene ikke kan bestemme hva som er rett 

og galt? 

1 En fri vilje som rett nok må ha vært under sterk innflytelse av 

politisk marketing og mediepropaganda. Jf. Robert Greenwalds 

dokumentar om TV-kanalen Fox News’ manipulering av informasjon 

til presidentens fordel, Outfoxed (2004). 

2 Ifølge organisasjonen Iraq Body Count (www.iraqbodycount.net), er 

antallet sivile dødsfall som en følge av USAs militære intervensjon 

i Irak oppe i 14 454 (21. november 2004). Det britiske legetidsskriftet 

The Lancet skriver imidlertid i november 2004 at tallet på 

sivile irakiske dødsfall som direkte eller indirekte kan knyttes til den 

amerikanske invasjonen er nærmere 100 000. 

3 Jf. Seymour Hersh, Chain of Command: The Road from 9/11 to Abu 

Ghraib, Harper Collins Publishers (2004). 

4 El País, Madrid, 11. november 2004. 

Årets julegave! 

Le Monde diplomatique– 12 utgaver i 2005. 

Registrer gaveabonnement på www.diplomatique.no 

og vi sender deg et gavekort til regningsadressen du oppgir. 

Du kan også bestille på telefon +47 22434245 

380 NOK, 420 DKK eller 480 SEK for ett år. 

Første avis kommer 1. januar. 

© Gerhard Richter: Farben (1025), 1974 

www.diplomatique.no 

Michel de Montaigne 

Michel de Montaignes (1533-1592) trebindsverk 

Essays kommer nå ut i fullstendig norsk oversettelse 

(Aschehoug Forlag). Le Monde diplomatique 

trykker flere kapitler fra Første bok, som nylig ble 

utgitt. Denne måneden bringer vi kapittel 35, «Om 

en mangel ved vår samfunnsorden». 

Forrige måned kom Le Monde diplomatique i skade 

for å oppgi feil oversetter av Montaignes Essays. 

Riktig navn er Beate Vibe, som tidligere også har 

oversatt utdrag av dette verket til norsk. Vi beklager 

feilen. 

Montaigne regnes som essaysjangerens opphavsmann. 

Ordet kommer fra essai, som på fransk betyr 

forsøk, utprøving. Og det er nettopp det som er 

karakteristisk for Montaignes måte å skrive på: Han 

sammenholder ulike oppfatninger, erfaringer og iakttakelser, 

og trer åpent og utforskende frem i sine 

egne tekster. Mange har understreket 1500-tallsforfatterens 

modernitet og originalitet – og ikke minst 

hans aktualitet i dag. 

Så lenge han levde forsatte Montaigne å bearbeide 

sine Essays, også etter at de var utgitt. Tekstene har 

derfor tre nivåer markert med bokstavene A, B og 

C. A markerer teksten som den var i den første 

utgaven fra 1580, B markerer det som var lagt til i 

1588-utgaven og C viser til de mange håndskrevne 

tilføyelsene i margene på Montaignes arbeidseksemplar 

fra 1588 («Bordeaux-eksemplaret»). 

Om en mangel ved 

vår samfunnsorden 

A I betraktning av at min avdøde far bare 

hadde sin egen erfaring og naturlige begavelse 

å hjelpe seg med, var han utstyrt med 

en svært klar dømmekraft. Han fortalte meg 

en gang at han hadde ønsket å ta initiativet 

til å opprette et bestemt sted i hver by hvor 

folk som trengte hjelp, kunne henvende 

seg til en funksjonær som var ansatt for 

dette formål, og få innskrevet sitt ærend. For 

eksempel: C «Jeg ønsker å selge perler», eller 

«Jeg ønsker å kjøpe perler». A Det kunne 

være én som ville ha reisefølge til Paris eller 

som lette etter en tjener med visse kvalifikasjoner. 

Én søkte kanskje en arbeidsgiver, 

en annen arbeidskraft, den ene søkte ditt, 

den andre datt, hver og en etter sitt behov. 

Man skulle tro at et slikt middel til gjensidig 

underretning ville være til stor gagn for 

samkvemmet mellom mennesker, for til 

stadighet finnes det folk i samme situasjon, 

men fordi de ikke vet om hverandre, havner 

de i den ytterste nød. 

Jeg skammer meg over min egen tid når 

jeg hører at to høyt kultiverte personligheter 

er døde like for øynene på oss fordi de 

ikke hadde nok å spise. Jeg er sikker på at 

disse to, Lilio Gregorio Giraldo i Italia og 

Sébastien Châteillion i Tyskland, ville blitt 

innbudt til å bo hos mengder av mennesker, 

og på de mest fordelaktige betingelser, Celler 

blitt understøttet der de befant seg, A om 

man bare hadde visst om det. Verden er ikke 

så tvers igjennom fordervet at jeg ikke kan 

nevne én mann som inderlig gjerne hadde 

sett at de midler hans slekt hadde latt ham 

råde over, kunne bli brukt – så lenge det 

behager Lykken å la ham nyte godt av dem 

– til å skjerme usedvanlige personer som er 

kjent for en eller annen dåd, mot fattigdom 

når ulykken i blant har drevet dem ut i den 

ytterste nød. I det minste kunne en slik 

mann by dem såpass gode kår at det bare 

ville skyldes uforstand om de ikke syntes 

det var bra nok. 

C Når det gjelder min fars eiendomsdrift, 

så hadde han en regel som jeg nok kan lovprise, 

men ikke følge. Den gikk ut på at det, 

i tillegg til husholdningsregnskapet, hvor 

man bokførte mindre utgifter, utbetalinger 

og transaksjoner som ikke krevde notarbistand, 

og som en bokholder hadde ansvar for, 

ble ført en dagbok av den av hans folk som 

hadde skrivertjeneste. Der fikk han nedtegnet 

alle hendelser av betydning, og – dag for 

dag – erindringer til slektshistorien. Dette 

er morsomt å lese nå som årene begynner å 

utviske minnet om begivenhetene og godt 

å ty til når man vil unngå hodebry. «Når 

ble dette eller hint arbeid egentlig påbegynt? 

Og når fullført? Hvilke ekvipasjer la 

veien om huset? Hvor mange tok inn her?» 

Reiser, fravær, giftermål, dødsfall, gode og 

dårlige nyheter man mottok, utskiftning av 

hovedtjenere og denslags. Det er en gammel 

skikk som jeg synes burde gjenoppfriskes av 

enhver i ethvert hjem. Jeg er en tosk som har 

forsømt det.

diplomatique - Dokumentar.no

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?