diplomatique - Dokumentar.no

tet
for Grønlandsdepartementet i København.
Ordningen blev også omhyggeligt udlagt
som en undtagelsestilstand, der ville ophøre,
når forbindelsen til et befriet Danmark en
gang kunne genetableres. Alligevel – eller
netop på denne baggrund – suppleredes den
almindelige ængstelse af følelser af et øget
økonomisk og mentalt råderum. I marts
1941 advarede Kauffmann de overordnede
kolonialembedsmænd mod det stigende forbrug
i Grønland, og påpegede at man måske,
i solidaritet med de besatte syddanskere,
burde spænde livremmen et par huller ind.
Også kvaliteten af de fra USA indførte varer,
måtte så vidt mulig holdes nede, «[..]fordi
de Kvaliteter, Danmark til sin Tid vil have
Raad til at sende til Grønland, formodentlig
i mange Tilfælde vil blive ringere end de hidtidige,
og det psykologisk vilde være uheldigt,
om Genoptagelsen af Forbindelsen med
Danmark i denne eller anden Henseende
skulde blive en ubehagelig Begivenhed for
Grønlands Beboere». 6
Krigsafslutningens og genforeningens
begivenhed ville uundgåeligt markere noget
andet end en genindsættelse af den gamle
ordens provinsialisme. På den ny agenda
stod global retfærdighed og anstændighed,
anti-imperialisme, beskyttelse af småfolk
mod stormagternes kyniske og vilkårlige
overgreb. I bestræbelserne på at undslippe
sit eget koloniale prædikat, valgte man i
Danmark en strategi, der kan synes oplagt
og på samme tid dybt original, idet man
nemlig søgte at befæste sit ry – ikke mindst
i den officiøse selvopfattelse – som den bedste,
lille kolonimagt i verden 7 . Det skulle ske
ved at knytte Grønland tættere til rigsfællesskabet,
at indlede den såkaldte normaliseringspolitik,
der sigtede mod at udvikle
de nordlige besiddelser til en ligestillet del
af rigsfællesskabet. I dag ville man tale om
en integrationspolitik, og den gang som i
dag var målet med den at gøre anderledes
mennesker mere normale, eller måske tværtimod
at udstille og marginalisere dem i
deres abnormitet.
Danskerne var hurtigt ude i det integrative
ærinde. I 1948 satte statsminister Hans
Hedtoft ud på en grønlandsfærd, hvorunder
han i Nuuk mødtes med det grønlandske
landsråd og præsenterede det for et tilbud
om at gøre landet til en ligestillet del af riget.
De overrumplede landsrådsmedlemmer fik
lov til at sove på det, og næste dag fremkom
de med et svar, der kunne opfattes som en
principiel accept. Grønlands ny status som
noget i retning af et amt blev stadfæstet med
grundlovsændringen i 1953, og samtidig
ophørte Danmark formelt med at være en
kolonimagt. Men integrationens begivenhed,
forstærkningen og legitimeringen af
tilhørsforholdet, var på alle måder en forudsætning
for Grønlands særlige funktionalitet
i forhold til rigsfællesskabet. Det gjorde
Danmark i stand til imødekomme kravene
fra den store alliancepartner i vest, USA, der
fik frie hænder til at oprette nukleariserede
baser i rigets nordlige del, mens til gengæld
det sydlige Danmark kunne få lov til at
fremstå undermilitariseret og harmløs overfor
den drabelige nabo i øst, Sovjetunionen.
Grønlandskortet indgik på en intrikat måde
i et spil, i hvilket dets karakter af carte blanche
løbende blev bearbejdet i overensstemmelse
med parternes, til dels uforenelige,
folkeretslige og sikkerhedspolitiske interesser.
Poul Villaume finder det sandsynligt, at
grønlandskortet: «[..] i betragtning af USA’s
vitale interesser i Grønland, havde den største
– psykologiske – effekt, så længe danskerne
netop ikke spillede det direkte.» 8
Grønland var – i modsætning til kagen, som
man ikke både kan have og spise – et kort,
som, dygtig spillet, har kunnet lægges på
bordet for at genvindes. I hvert fald er dette
det indtryk, man får ved at betragte den
måde, Danmark har høstet politiske og militære
fordele af at stille arktisk territorium til
rådighed for USA og NATO, samtidig med at
man har indstillet sig «[..] på et længere forløb,
der gradvis kunne føre til genvindelsen
af kontrollen over Grønland [..].» 9
De vigtigste momenter i genvindelsesprocessen
er i følge en hvidbog fra Dansk
Udenrigspolitisk Institut undertegnelsen af
overenskomsten mellem USA og Danmark
om forsvaret af Grønland i 1951, samt
undertegnelsen af en tillægsaftale hertil i
1968. Overenskomsten fra 1951 formaliserede
amerikanernes reelt ubegrænsede råderet
i Grønland – der var indrømmet dem
under de uredelige tilstande, hvorunder
Grønlandstraktaten af 1941 var tiltrådt – og
som sådan fungerede den som en vigtig symbolsk
suverænitetsudøvelse fra danskernes
side. Tillægsaftalen fra 1968 var ikke mindst
foranlediget af, at et amerikansk B-52 bombefly
i januar dette år faldt ud af himlen over
Thule med «some of that stuff on board»,
nemlig 4 stk. 1,1 megaton brintbomber. I
øvrigt kan den ses som en formalisering
af en igangværende udvikling i retning af
de-nuklearisering og omdefinering af Thulebasen
til først og fremmest en radar-base.
Tillægsaftalen fastslog den officielle danske
politik, nemlig at nukleare våben ikke
måtte indføres i eller oplagres på dansk
territorium, samt at der ved
dansk territorium også skulle
forstås Grønland. Frem til
dette tidspunkt havde den
danske politik, at man ikke
ville vide af nukleare våben,
for Grønlands vedkommende
bestået i, at man blot ikke
ønskede at vide om nukleare
våbens tilstedeværelse. I 1957,
diskret adspurgt af den amerikanske
regering om den danske
regerings stilling til en
eventuel oplagring af «munition
of a special kind», svarede statsminister
H. C. Hansen – med et «ikke-svar på et
ikke stillet spørgsmål», som det udtrykkes
i DUPI’s udredning 10 – amerikanerne, at
deres henvendelse ikke kunne «give rise
to any comments from my side». Ikke-svaret
betegnedes af medarbejdere i udenrigsministeriet,
der kendte til dets eksistens,
som «skelettet i skabet». Det kom, under
betegnelsen ’H. C. Hansen-papiret’, først til
den almindelige offentligheds kendskab i
forbindelse med de senere års oprydninger i
det udenrigsministerielle arkiv.
Genvindelsens lange forløb er fortsat over
i de aktuelle forhandlinger om en mulig
revision af forsvarsaftalen fra 1951 og opgraderingen
af Thule-radaren til stjernekrigstider.
I disse forhandlinger har Hjemmestyret
været inddraget som det danske udenrigsministeriums
partner, som det hedder i dag.
Heri kan man på mange måder se en fortsættelse
af det lange, seje træk med at genvinde
kontrollen over sine territorier, der altså nu
giver sig udslag i en slags reproduktion af
det asymmetriske forhold mellem USA og
Danmark efter 2. Verdenskrigs afslutning,
da Danmark fra sin prekære placering på
grænsen mellem den første og den anden
verdens supermagter spillede sit grønlandskort.
Ude i offentlighedens kroge foranledigede
den aktuelle debat om Thules rolle i missilskjoldet
en del skæve smil, fordi der i realiteten
blot skulle være tale om en teknisk
ukompliceret computer-opgradering, som
amerikanerne, hvis de havde haft behov for
det, for længst ville have gennemført. Det
hele var altså at anse for business as usual, et
spørgsmål om at skabe et formaliseret dække
for amerikanernes frie hænder i Grønland,
hvor nu blot jet-motorers hvinen er afløst
af dyt, båt og knitren fra datamateriel, der
logger på cyberspace. Det kunne mærkes på
debatten, der, når den blussede op, havde et
anstrøg af forstillelse og irrealisme over sig,
men som det meste af tiden befandt sig i en
tilstand af hendøen af mangel på input fra
den politisk-diplomatiske proces. De danskgrønlandske
politikere og embedsmænd
holdt som altid grønlandskortet tæt ind til
kroppen. I de pågående forhandlinger stod
en tid lang Grønlands Hjemmestyre – med
opbakning fra udenrigsministeriet, men
næppe fra sit eget formelle resortministerium,
statsministeriet – fast på, at en eller
anden betalingsordning måtte indgå i en
ny aftale. Dette ville markere et brud med
1951-aftalens bestemmelser, i følge hvilke
USA vederlagsfrit har ret til at drive sin
basevirksomhed.
Det er et af de mange ironiske udslag
af det urolige system af fortsættelser og
omvendinger, at Grønlands Hjemmestyre
med sit betalingskrav viklede sig ind i det
intrigante forhold mellem de to ministerier
og dermed i det kritiske forhold mellem de
to regeringsbærende partier, det liberale og
det konservative. Krisen, der med jævne
mellemrum, er brudt ud i forholdet mellem
de to regeringspartier, har ikke mindst formet
sig som et spil af divergerende sikkerhedspolitiske
og folkeretslige opfattelser,
der rækker langt ud over de rent indenrigspolitiske
positioner, og knytter an til geopolitikkens
varme steder, EU, Mellemøsten,
Irak, Guantanamo.
Udenrigsministerens
spage udmeldinger til fordel
for FN-sporet overhaledes
i marts 2003 af verdens
gang, statsministerens
ubetingede opslutning bag
præsident George W. Bush
og høgene i Washington,
Irak-krigens fait accompli
og det danske troppebidrag
til de invaderende
koalitionsstyrker. I den
helt anden ende af den
globale krig mod terror, i Thule, kan man
iagttage et tilsvarende sammenstød mellem
neo- og palæo-konservative positioner, som
man fristes til at sige. Også i spørgsmålet
om opgraderingen af Thule-basens radarsystem
stod statsministeren for den ukritisk
pro-amerikanske logren, mens udenrigsministeriets
og Hjemmestyrets akse kan ses
som en forlængelse af FN-sporet helt ud i
den forkølede grønlandske udkant. Men her
er vi netop ude i et andet domæne, i et af
de gode gamle folkeretslige idealers hjertelande,
omgærdet af respektabilitet, på dansk
og dog så fremmedartet grund.
I Danmark valgte
man en strategi,
der skulle befæste
landets ry – ikke
mindst i den officiøse
selvopfattelse – som
den bedste, lille
kolonimagt i verden
Man kan tale om en opgraderingstrend, en
optagethed af at udvikle hjemmestyret til
et egentligere selvstyre, der gennemsyrer
den offentlige debat og de grønlandske
politikeres positioneringer. Statsmænd på
forskellige niveauer af prominence mødes
i afsidesliggende grønlandske bygder for at
underskrive folkeretslige aftaler bygget på
venskab og respekt. I 2003 fik vi Itilleq-
desember 2004 – LE MONDE diplomatique 31
aftalen, opkaldt efter og underskrevet i
hjembygden til det grønlandske landsstyres
førstemand, Hans Enoksen. Itilleq-aftalen
mellem Hjemmestyret og den danske regering
stadfæstede vores ret til medindflydelse
på udenrigspolitiske forhold, der vedrører
Grønland. Trenden har således ført til oprettelsen
af et område for udenrigsanliggender
indenfor Grønlands Hjemmestyre under
ledelse af en grå eminence og neo-realist i
grønlandsk politik, Josef Motzfeldt, der i de
senere år fra venstre er trukket gevaldigt
ind mod magtens centrum. Her skal han
nu forlige sig med en status som genfødt
allieret, for den 6. august i år var det nemlig
Motzfeldts tur til at invitere mægtige kolleger
til sin hjembygd, Igaliko i Sydgrønland.
Hertil kom flyvende vestfra den amerikanske
udenrigsminister Colin Powell, og østfra
den danske Per Stig Møller for at underskrive
den moderniserede tillægsaftale til
forsvarsaftalen fra 1951.
Den gamle aftale er – selvfølgelig – stadig
i kraft, også hvad angår princippet om
vederlagsfrihed for amerikanerne, som
Hjemmestyret ikke formåede at rokke ved.
Til gengæld åbner aftalen for indirekte økonomiske
fordele for Grønland, nemlig i og
med aftalens bestemmelser om teknisk-økonomisk
spin-offs, samarbejde i spørgsmål
om miljø, uddannelse og forskning etc. Men
i øvrigt er aftalen, som det er blevet gentaget
fra alle kanter, først og fremmest af psykologisk
og symbolsk betydning, en dekolonisatorisk
og folkeretslig manifestation på en
lokalitet, hvor en sådan endnu i vor tid er
gennemførlig – afsides i Grønland, hvor selv
de allermindste kan sidde med ved bordet.
Formularen – der i dagene omkring underskrivelsen
genlød i den danske og grønlandske
presse – bestod i at tale om tre parter,
nemlig USA på den ene side, og Danmark og
Grønland på den anden, en formular der for
så vidt præcist udtrykker partnerskabets
asymmetrier. Parterne pluraliserer sig, men
samtidig gør en konvolutterende proces
sig gældende, i hvilken deres antal igen
formindskes, idet de ligesom pakkes ind i
hinanden.
1 Jvf. Finn Løkkegaard, Det danske Gesandtskab i Washington 1940-1942
(Gyldendal, Odense, 1968), pp 305-311.
2 Jvf. ibid. n 54, p 531; n 35, p 538.
3 Bo Lidegaard, I Kongens Navn. Henrik Kauffmann i Dansk Diplomati
1919-58 (Samleren, Viborg, 1996), p 334.
4 Finn Løkkegaard, Det danske Gesandtskab i Washington 1940-1942
(Gyldendal, Odense, 1968), n 23, p 508.
5 Jørgen Fleischer, «Politisk og administrativ udvikling i Grønland», i
Hanne Petersen og Jakob Janussen (red.), Retsforhold og Samfund i
Grønland (Ilisimatusarfik, Nuuk/Viborg, 1998), p 17.
6 Citeret fra Finn Løkkegaard, op. cit., p 443.
7 Jvf. Knud Hertlings kapitel «Udvikling - på danske forudsætninger»,
i Bent Gynther og Aqissiaq Møller (red.), Kalaallit Nunaat. Gyldendals
Bog om Grønland (Gyldendal, Århus, 1999), p 262.
8 Poul Villaume, Allieret med Forbehold (VANDKUNSTEN, nr. 11/12, april
1995/Forlaget Eirene, Skjern, 1995), p 852.
9 Grønland under den Kolde Krig (udarbejdet af Svend Aage Christensen,
Niels-Jørgen Nehring m.fl.), Dansk Udenrigspolitisk Institut, Skjern,
1997, p 537.
10 Ibid., p 565.
Danmark løj for grønlænderne
KOLONIMAGT: En ny rapport påviser, at Danmark førte så vel FN
som Grønland bag lyset.
Indlemmelsen af Grønland i den danske rigsfællesskab i 1953-54 skete under fortielser, manipulation
og direkte løgn, konkluderer rapporten The Right To National Self-Determination - The
Faroe Islands and Greenland. Rapporten, der udkom 23. november, er udarbejdet af tre nordiske
folkeretseksperter på oplæg fra Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget. Et af FN’s første
hovedmål var enten at afvikle alverdens koloniforhold eller udvikle dem til mere ligeværdige forhold.
FN gav kolonierne flere muligheder for en sådan integrering. Men ifølge rapporten oplyste
Danmark fejlagtigt ikke disse valgmuligheder til Grønland, som efter blot tre dages betænkningstid
måtte acceptere at lade sig indlemme i det danske rige. Danske embedsmænd løj direkte, når
man sagde, at Danmark ikke havde forpligtelser til at støtte Grønland økonomisk, hvis landet
valgte at blive selvstændigt. Af rapporten fremgår det i øvrigt, at Danmark indleverede manipulerede
oplysninger om befolkningen og forholdene i Grønland for at få FN til hurtigt at godkende
indlemmelsen. Rapporten kan anskaffes ved henvendelse til Martinus Nijhoff Publishers
(www.brill.nl/Martinus_Nijhoff.htm).
Steffen Moestrup