diplomatique - Dokumentar.no

More documents

Recommendations

Info

litteratur len, gjorde skandale i 2001 på festivalen Etonnants Voyageurs (Overraskende reisende) i Bamako da han hevdet at det ikke finnes noe slikt som «afrikansk litteratur». 8 Og han la til: «Den afrikanske forfatteren står ikke på lønningslista til turistministeren. Hans oppdrag er ikke å uttrykke den afrikanske sjel.» Senegalesiske Fatou Diome, som fikk en bestselger med sin første roman Le Ventre de l’Atlantique (Atlanterhavets mage), understreker på sin side at hun «ikke taler på vegne av et samfunn»: «Jeg er ikke talskvinne for Afrika,» 9 sier hun. I en viktig artikkel med tittelen «Les enfants de la postcolonie» («Postkoloniens barn») bruker den nye generasjonens djiboutiske teoretiker Abdourahman A. Waberi fenomener som migrasjon, eksil og kulturblanding for å forklare hvorfor dagens afrikanske forfattere ikke ønsker å være representanter for «afrikanitet». De forfatterne som lever og bor i Frankrike, noen er også født der, nekter å se på seg selv kun som afrikanere. «For å sette det på spissen», skriver Waberi, «kan man si at før ville man først og fremst være afrikaner, mens i dag vil man være forfatter først og så afrikaner.» Ifølge Waberi er det betegnende for den nye situasjonen at «reisen tilbake til fødelandet er nesten blitt borte som tema i afrikansk litteratur: det er det motsatte tema (afrikanerens ankomst i Frankrike) som gjør seg gjeldende hos de unge forfatterne.» 10 Tendensen blant de unge afrikanske forfatterne går mot utforskning og definisjon av seg selv, ifølge forskeren Odile Cazenave: «Deres blikk er av en annen type og har en annen rekkevidde enn forgjengernes. Det er et blikk som ikke nødvendigvis rettes mot Afrika, men snarere mot forfatteren selv […]: Gjennom å skrive det afrikanske selvet, eller ’afrikanske skrifter om selvet’ 11 for å låne et uttrykk og et konsept fra Achille Mbembe, viser de hvordan man kan skrive og tenke seg selv fristilt fra det bilde av Afrika som er preget i Vesten/den gamle kolonimakten.» 12 Sylvie Chalaye, spesialist på afrikansk teater, ser den samme tendensen i ny afrikansk dramatikk som «forlater afrikanitetens minefelt for å skrive seg inn i en større verden. Denne nye posisjonen, hvor tilhørighet til menneskeheten er viktigere enn fasttømring av identitet, gjør det mulig for dem å fornye oppfatningene om Afrika og det svarte folk». 13 De unge forfattere er likevel ikke helt uinteresserte i krisene som ryster kontinentet deres – kanskje med unntak av Kossi Efoui som har skapt et enestående verk uten klare orienteringspunkter, i tråd med hans oppgjør med négritude-bevegelsens underliggende essensialisme og kulturalisme. Den nye generasjonen finner nemlig det vesentligste av råmaterialet sitt i opphavslandenes håp og skuffelser, samtidig som de leter etter estetiske og formelle grep som kan «av-eksotisere» den opprinnelige diskursen og gjøre den universell. «Jeg har faktisk aldri sluttet å behandle det svarte folkets erfaringer, men jeg forsøker å gjøre det på en slik måte at mitt teater taler til hvert enkelt menneske gjennom det særegne ved disse erfaringene,» 14 forklarer teaterman- «Reisen tilbake til fødelandet er nesten blitt borte som tema i afrikansk litteratur» Abdourahman A. Waberi nen Koffi Kwahulé. Koulsy Lamko fra Tsjad og Jean-Luc Raharimanana fra Madagaskar, bruker på sin side allusjoner, myter og besvergelser for å «vise frem de tidløse verdier» i konkrete afrikanske situasjoner som ofte står sentralt i deres fortellinger. 15 Den senegalesiske forfatteren Boubacar Boris Diop, som nettopp har publisert sin første roman på morsmålet wolof, 16 er ganske alene om å beklage «avpolitiseringen» av afrikanske kunstneriske eliter. Han etterlyser nye former for engasjement, særlig når det gjelder kritikken av globaliseringen og av ideen om de fransktalende kulturers enhet. Diops valg om å skrive på morsmålet representerer et unntak i det frankofone litterære landskap. Dette valget synes paradoksalt nok å være motivert like mye av et politisk engasjement som av ønsket om å finne en estetisk enhet: å knytte den afrikanske forfatter nærmere hans forestillingsverden. En mer åpenbar politisk fremgangsmåte er valgt av en gruppe unge forfattere som nylig har utgitt en novellesamling om overgrepene som er blitt begått i «Franskafrika» (Françafrique). 17 Men det er kanskje tidsskriftet Africultures som best vitner om at det foregår en intens debatt omkring «litteraturens unyttige nyttighet», 18 for å bruke Boniface Mongo-Mboussas uttrykk. Dilemmaet mellom det afrikanske og det universelle, og mellom kunstens engasjement og dens frihet, sto sentralt på Kongressen for afrikanske forfattere i og utenfor Afrika, som fant sted i N’Djamena (Tsjad) i 2003. Kongressen ble arrangert av Nocky Djedanoum fra Tsjad og Maïmouna Coulibaly fra Elfenbenskysten, som de siste ti årene har arrangert Frankrikes eneste afrikanske kulturfestival, Fest’Africa 19 i Lille. Fra 24. oktober til 2. november 2003 samlet kongressen et hundretalls svarte kunstnere fra hele verden rundt temaet «Fred og krig: problemstillinger omkring engasjement». Deltakerne kom raskt til enighet om at den tradisjonelle engasjerte litteraturen har sine begrensninger, særlig etter folkemordet i Rwanda (1994). I 1998 organiserte Nocky Djedanoum et forfatterseminar i Kigali med den målsetting å skrive folkemordet i Rwanda inn i den afrikanske litteraturens forestillingsverden. Prosjektet ble kalt «Rwanda: Å skrive for ikke å glemme», og resulterte i et titalls bøker som gjennom fiksjon forklarer galskapen, det umenneskelige hatet hos de altfor menneskelige folkemordere og lidelsen hos ofrene og de overlevende. Denne erfaringen av det uutsigelige og av stillheten var et viktig øyeblikk, eller snarere et vendepunkt, i den afrikanske litteraturhistorien fordi den viser både det nødvendige og det umulige i det litterære engasjement. Dette ble en viktig bevisstgjøring for den afrikanske forfatter som etter et halvt århundre med messiansk tro på litteraturen, begynte å tvile på forbindelsen mellom virkelighet og fortelling. «Det viser seg i enhver kriseperiode at språket ikke er egnet til å uttrykke verden og alle dens nedrigheter. Ordene forblir ubehjelpelige krykker som stadig er på nippet til å miste balan- sen,» skrev Abdourahman A. Waberi da han kom tilbake fra Rwanda. 20 Likevel er det nødvendig å fortsette å skrive for å utsi verden og stille spørsmålstegn ved den. Det er dette afrikanske forfattere gjør. Uten håp, siden idealet om en litteratur som kan forandre verden er smuldret opp. Men den unge generasjonen skriver med vissheten om at så lenge det er skrift er det liv. Afrika vil klare seg. Det er nok poeten Nimrod fra Tsjad som best har uttrykt denne livsnødvendigheten: «Vi har bare kulturen igjen. (…) Så lenge vi arbeider med vår bakgrunn, så lenge vi kan skildre, skrive og tenke vår tilværelses mysterium, så lenge regnskogen, Sahel og Bozoenes 21 sang finnes i våre land, skal vi leve.» 22 For mer om franskspråklig litteratur fra Afrika nord og sør for Sahara, se universitetsbiblioteket i Oslos omfattende frankofonisamling: www.ub.uio.no/uhs/sok/fag/RomSpr/fran/kofoni/index.html Av nyere franskspråklig afrikansk litteratur som er oversatt til norsk, finnes blant annet: Aimé Césaire: Opptegnelser ved hjemkomsten til fødelandet (2001) Ahmadou Kourouma: Allah skylder ingen noe (2002), Les soleils des indépendances av Kourouma er planlagt utgitt høsten 2005. Assia Djebar: Kjærlighet, fantasia (2003) 1 Opprinnelig betydning: «det å snakke fransk», brukes fra ca. 1960 om det fellesskapet (språklig, kulturelt, politisk og økonomisk) som eksisterer mellom fransktalende områder, enten fransk er morsmål (ca. 72 mill., hovedsakelig i Europa og Nord-Amerika) eller innført som offisielt språk (tidligere og nåværende franske og belgiske besittelser). [O.a. Kilde: Caplex.no, «frankofoni».] 2 «belle comme l’oxygène naissant» – fra forordet til Cahier d’un retour au pays natal (Opptegnelser ved hjemkomsten til fødelandet) av Aimé Césaire, Présence africaine, Dakar-Paris, 1947 3 Négritude: Politisk og kulturell bevegelse i det franskspråklige Afrika og Vest-India. Ønsker å fremheve særegenhetene og verdiene ved ikke-europeisk kultur. Ble utviklet på 1930-tallet og har hatt stor betydning for utviklingen av kulturen i den 3. verden, men er i dag sterkt omdiskutert fordi den angivelig hevder «den svarte rases egenart». [O.a. Kilde: Caplex.no] 4 Denne boken er planlagt utgitt på norsk høsten 2005. O.a. 5 Benoît Denis, Littérature et engagement: de Pascal à Sartre, Seuil, Paris, 2000, s. 268. 6 Présence africaine, nr. 24-25 og 27-28, 1959. Nummeret er viet Den andre kongress for svarte afrikanske forfattere og kunstnere. 7 Aimé Césaire, Opptegnelser fra hjemkomsten til fødelandet, Pax Forlag, Oslo, 2001. Oversatt av Kjell Olaf Jensen. 8 Jean-Luc Douin, «Ecrivains d’Afrique en liberté», Le Monde, 22. mars 2002. 9 Moussa Sawadogo, «Littérature francophone subsaharienne: un manque de popularité», Le Courrier ACP-UE, Brussel, mai-juni 2002, s. 69-70. 10 Se «Nouveaux paysages littéraires», Notre Librairie, nr. 135 et 136, Paris, september-desember 1998, s. 8-15. 11 «écritures africaines de soi» 12 Odile Cazenave, Afrique sur Seine: une nouvelle génération de romanciers africains à Paris, L’Harmattan, Paris, 2003, s. 8. 13 Sylvie Chalaye, «Des dramaturges qui se pensent au monde», Africultures, n° 54, Paris, januar-mars 2003. 14 Samme kilde som over. 15 Se Jean-Luc Raharimanana, Nour 1947, Le Serpent à plumes, Paris, 2003. 16 Doomi golo, éditions Papyrus d’Afrique, Dakar, 2004. 17 Dernières nouvelles de la Françafrique, Vents d’ailleurs, La Roque-d’Anthéron, 2004. 18 Africultures, nr. 59, april-juni 2004. 19 www.nordnet.fr/festafrica 20 Abdourahman A. Waberi, Moisson de crânes: textes pour le Rwanda, Le Serpent à plumes, Paris, 2000, s. 14. 21 Bozoene er et fiskerfolk ved elva Niger [O.a.]. 22 Nimrod, Tombeau de Léopold Sédar Senghor, Le Temps qu’il fait, Cognac, 2003, s. 55. desember 2004 – LE MONDE diplomatique 19 Filosofibøker Negri on Negri Anne Dufourmantelle, oversat til engelsk af M.B. DeBevoise, Routledge, 2004, 201 s. Op gennem det meste af 1980’erne og 1990’erne vandrede Antonio Negri papirløst rundt i Paris. Efter opgøret mod det katolsk-kommunistiske regime i 77-78, blev Negri sigtet for mordet på den tidligere kristelige ministerpræsident Aldo Moro. Negri måtte vente fire år i fængslet, inden sigtelsen frafaldt, hvorpå han drog i landflygtighed men aldrig blev anerkendt som politisk flygtning. Derfor vandrede han papirløst rundt. Nu er han for alvor vendt tilbage. Især med hovedværket Empire er han blevet den teoretiske ballast, som venstresiden og globaliseringsskeptikerne har haft så hårdt brug for. Det er sjældent, at indholdsfortegnelser kan fange læseren ind, men den sker faktisk i Dufourmantelles interviewbog med Negri. Således præsenterer indholdsfortegnelsen læseren for 26 punkter i alfabetisk orden. Hvert bogstav knyttet til en erfaring, en term, en ide hos Negri, som Dufourmantelle ønsker uddybet. Derfor hedder det F as in Fascism, S as in Sensuality og Y as in Yet. Systematik er nok udgangspunktet, men heldigvis er Negri en levende og springende samtalepartner. Eksempelvis: Afsnittet med w, hvori ikke blot w som Wittgenstein kommer igennem Negris vurderingsapparat men også tænkere som Levinas, Ricoeur og Dilthey. – Steffen Moestrup Vecket: Leibniz & barocken Gilles Deleuze, oversat til svensk af Sven- Olov Wallenstein, Glänta, 2004, 256 s. Næste år er det en dekade siden, den ellers så vitale filosof Gilles Deleuze valgte at spring ud fra sit hospitalsvindue og dermed stoppe tanken. Men værkerne er her stadig, og de bliver flere og flere. Det oprindelige projekt for Deleuze var at bryde med vante forestillinger om, hvad filosofi kunne være. Det må man sige er lykkedes. Han er om nogen blevet ikonet på differenstænkningen, der vender op og ned på alting. Deleuzes tanker har således ikke blot manifesteret sig indenfor filosofien, men i så ulige discipliner som psykoanalyse, arkitektur, filmvidenskab og politisk teori. I dette værk søger Deleuze en kobling mellem Leibniz’ filosofi og ’barok æstetik’. Bogen er på sin vis en tolkning af et historisk fænomen, men samtidig formår Deleuze at placere koblingen som en filosofisk tankemulighed i vores samtid. Fokus er på begrebet le pli, som på svensk er blevet oversat til vecket og på dansk kunne oversættes med folden. Verden er så at sige foldet og kan dermed ikke begribes dialektisk. Med brug af denne term i dens betydning som indvikling, udvikling eller blot vikling undersøges Leibniz’ tænkning. Men Deleuze stopper ikke her. Han går videre og betragter det komplekse kunsthistoriske begreb det barokke, ligesom han kobler tanken om folden på moderne poesi, billedkunst og musik. – Steffen Moestrup Aiolos + Glänta nr. 24 Frederika Spindler & Jan Homgaard (red.), Glänta, 2004, 206 s. Har man endnu ikke fået nok af Deleuze, kan man ved fordel kaste sig over dette særnummer, der er et samarbejde mellem de to svenske tidsskrifter Aiolos og Glänta. Her er Gilles Deleuze nemlig emnet, og der gives et væld af gode tekster om og af den franske mand. Blandt sidstnævnte er Deleuzes tekst «samtalet», hvor han i en art dialogisk monolog kommer med sine tanker om filosofien, tilværelsen og måder, hvorpå man holder sig i gang – sådan rent begrebsligt. Også Deleuze’s tekst om maleren Francis Bacon er spændende læsning, om end den kræver et vist forhåndskendskab til kontinentalfilosofi. Derudover er der gode introduktionstekster af blandt andre kunstteoretiker Sven-Olov Wallenstein og redaktøren Frederika Spindler samt tekster, hvor forfatteren søger at tænke videre med Deleuze i hånden. Tidsskriftets flow afbrydes – helt i Deleuzes ånd – af et par digte, hvori tænkeren selvsagt også indgår. – Steffen Moestrup Bøgerne kan erhverves hos Norli bokhandel, Oslo (www.norli.no)
20 LE MONDE diplomatique – desember 2004 Butch Cassidy et sa « horde sauvage » défrayèrent la chronique aux Etats-Unis, à la fin du XIX e siècle. On les accusait d’attaquer les banques pour financer la révolution anarchiste. La bande fut décimée, mais Butch et son ami Sundance Kid parvinrent à fuir et à entrer ainsi dans la légende. Hollywood leur a consacré, en 1969, un film devenu célèbre qui situe la fin de leur cavale en Bolivie. C’est faux, démontre ici l’écrivain Luis Sepúlveda, qui a retrouvé leurs traces et celles de leur implacable poursuivant, le shérif Martin Sheffields, au fond de la Patagonie argentine. Jakten på P A R N O T R E E N V O Y É S P É C I A L L U I S S E P Ú L V E D A * LEGENDER: I 1902 reiste den selvutnevnte sheriffen Martin Sheffields til Argentina på jakt etter rømlingene Butch Cassidy og Sundance Kid. Han fant dem, men arresterte dem aldri. Vi fulgte Sheffields’ fotspor, hundre år etter. TEKST: LUIS SEPÚLVEDA OTO: DANIEL MORDZINSKI Sepúlveda er chilensk forfatter født i 1949. På norsk finnes Den gamle mannen som leste kjærlighetsromaner (Gyldendal, 1996). Denne teksten er hentet fra den kommende boken Ultimas Noticias del Sur (Siste nytt fra Sør), med fotografier av Daniel Mordzinski. Vi var i det sørlige Argentina, ikke langt fra den pittoreske byen El Bolsón, på grensen mellom provinsene Rio Negro og Chubut. De gigantiske poplene rundt kirkegården bøyde seg i den kraftige vinden. Løvverket formet en enorm kuppel over dem som hvilte der, folk som hadde kommet til denne sørlige verdens ende med sine drømmer, ambisjoner, håp, planer, kjærlighet og hat – de grunnleggende ingrediensene i vårt korte opphold på jorda. De kom allestedsfra med sine egne skikker og språk, og de endte opp der, på denne forglemte og forblåste kiregården – evig forent i sin underjordiske vile og forbundet med hverandre gjennom ødens universelle språk. En mann med sigaretten hengende i unnviken sto bøyd over en gravstein, bytet ut noen tørre blomsterkvaster. – De sier at Martin Sheffields er gravlagt her t sted, forsøkte jeg. – Sheriffen. Jo da, den rakkeren ligger er, han. Det var umulig å gjette mannens alder. nsiktet hans, herdet av vind og sol, var ugjennomtrengelig. – Vet du hvor graven hans er? Jeg ga meg ikke. – Ja, men man må være forsiktig når man ærmer seg den. Sheffields ble gravlagt med e to colt-revolverne sine i hendene, og hvis ævelen er i dårlig humør, skal du ikke se ort fra at han tar imot deg med pistolskudd, varte mannen og begynte å gå. Martin Sheffields kom til Patagonia på egynnelsen av 1900-tallet. Han snakket et altende «tex-mex»-spansk, og hans eneste iendeler var to colt-revolvere som han aldri a slipp på, en velutstyrt hvit hest med n vakker Texas-sadel, og en sheriffstjerne estet på jakkeslaget. Han var som tatt ut av arcial Lafuente Estefanias westernbøker. 1 – Her er det. Håper han holder seg der nede, sa mannen og pekte mot en gravstein uten inskripsjon. Den var dekket av et lag med tørr, sammenpresset, nærmest forsteiet, rød jord. En prestekrage i plast med orbrente kronblader var eneste pynt. Skulle kke tro dette var graven til en av Patagonias tore legender. Ingen vet helt sikkert når Martin heffields døde. Antakelig var det i 1939. Det r skrevet flere biografier om ham, basert på ykter, av forfattere som har lært seg regioens historie. Men i Patagonia er legender, yter og sannheter like omskiftelige som inden, og historie en fortellende sjanger om ikke lar seg styre av kronologi og fakta2 – først og fremst en unnskyldning for å utbrodere en muntlig fortelling rundt bålet, over en kopp maté. 3 han satt på hesteryggen, på leting etter gull med våpen. Han opplevde utrenskningen «gjentatt løsgjengeri». Hvordan det enn var: i de mange elvene som har sitt utspring i av The Wild Bunch på nært hold, banden av De 50 000 dollar som ble utlovet i dusør til Andesfjellenes innsjøer. I alle fall ble han bank- og togrøvere som blant annet besto av den som fanget Butch Cassidy, var en utmer- funnet ved siden av Las Minas-elven av mul- Black Jack Ketchum, Harry Tracey, «PO8» ket anledning for Sheffields til å avlegge dyrdrivere. Da hadde han ligget død i flere Logan (som skrev dikt om eskapadene Argentina en visitt. uker. Gribbene og kondorene hadde hatt deres), Flat Nose Curry – og den berømte Sheffields ankom Buenos Aires 6. februar et festmåltid på denne staute karen, som Butch Cassidy. 1902. Han tok inn på et havnehotell som tok var 1,80 høy og veide over hundre kilo. De Mot slutten av 1898 hadde Pinkerton- imot tusenvis av immigranter mellom 1830 hadde revet i stykker de tykke vinterklærne byråets agenter klart å etablere den sterkes- og 1960. I gjesteboka skrev han: «Martin hans, gnagd seg innover til innvollene og tes rett – det vil si kvegavlernes og jernbane- Sheffields, sheriff fra USA». Kanskje viste ribbet skrotten fullstendig. Bortsett fra de to selskapenes – over hele «den ville vesten». han frem sheriffstjernen som han hadde revolverne han holdt i hendene, dem hadde De hadde fanget eller drept nesten alle de stjålet noen år tidligere fra en fordrukken åtseldyrene ikke klart å rive løs. Det var det lovløse. Bortsett fra den farligste av dem alle, sheriff i Montana. Han spurte sikkert på sitt som gjorde at muldyrdriverne som fant skje- Butch Cassidy. tex-mex-spansk hvordan i helvete man kom lettet skjønte at det var ham. I 1901 fikk Pinkerton-byrået en dårlig seg til Patagonia. Anstendige gutter var de, som alle einstø- nyhet: Cassidy hadde klart å flykte fra USA Etta Place, Burch Cassidy og Sundance inger, og dekket levningene hans med stei- om bord på det britiske dampskipet HMS Kid bygde en hytte av trestokker i nærhener. Slik ble de liggende helt frem til 1959, da Soldier Prince som gikk ruten New York- ten av Cholila. Den står der fortsatt, og ser ut til å være solid nok til å stå i mange år til. Ved et merkelig sammentreff har familien som bor der nå samme etternavn som meg, Sepúlveda. En stormfull ettermiddag satt min fotografvenn Daniel Mordzinski og jeg og pratet og drakk maté med Aladín Sepúlveda, familiens overhode – en gammel mann med barnlig blikk, men listig som en rev. – Selvfølgelig fant han dem. Han kom hit og snakket med dem. Jeg var ikke født ennå, har akkurat fylt 84 år, men faren min fortalte meg om det. Det må ha vært rundt 1907. Sheffields kom ridende på den hvite hesten sin, han hadde aldri annet enn hvite hester. Da han kom frem til porten skrek han: «Butch! Sun!». Og de to mennene svarte på spansk at deres navn var Pedro og José. Da brøt Sheffields ut i latter, og lo så mye at han nesten falt av hesten. Deretter snakket de sammen på yankee-språk. Vi får aldri vite hva de sa til hverandre, men de må ha inngått en eller annen avtale, for telegrammene Sheffields sendte til Pinkertonbyrået mellom 1902 og 1905 inneholdt alltid den samme beskjeden: «Argentina er et stort land, jeg er på sporet av dem.» I 1905 kom en amerikaner som reiste under navnet Andrew Duffy til trehuset i Cholila. Hans virkelige navn var Harvey Logan, og han var en av grunnleggerne av The Wild et av de tolv barna Sheffields fikk med Maria Brasil-Rio de la Plata og var på vei mot Buenos Bunch. To år tidligere hadde han skutt seg Pichún, en innfødt Mapuche-indianer som Aires. Han reiste sammen med to andre ut av fengselet i Knoxville, noe som kostet folk fortsatt tenker tilbake på med frykt, personer, læreren Etta Place og en mann fire voktere livet. Butch Cassidy, Etta Place, fikk fraktet beinrestene til kirkegården ved uten rulleblad som kalte seg Sundance Kid. Sundance Kid og den nyankomne robbet El Bolsón. Pinkerton bestemte seg umiddelbart for å Banco del Sur i Santa Cruz-provinsen samme Maria Pichún skal ha vært like stor og sende en detektiv etter dem. Oppdraget gikk år, mens Martin Sheffields skrev notater sterk som Sheffields. Det sies at da hun kom til italiensk-amerikaneren Frank Dimaio. som han aldri sendte til Pinktertonbyrået. inn på barene reiste mennene seg fryktsomt Joe Giglian, en newzealender som er fra spillebordene for å unnslippe slagene Dimaio ankom Buenos Aires kort tid etter, lidenskapelig samler av Butch Cassidy- hun langet ut mot Sheffields, som ofte endte og fikk vite at trekløveret han var på jakt memorabilia, har bosatt seg på en øy i opp bevisstløs. På trygg avstand så de henne etter hadde kjøpt seks tusen hektar jord Guaitecas-arkipelet ved kysten av Chile. bære Sheffield ut og slenge ham over heste- i nærheten av Cholila i Patagonia. Mens Da jeg besøkte ham der, viste han meg en ryggen: «Ingen våger å røre kortene hans,» han forberedte seg på å reise sørover, ble skinninnbundet notatbok han mente hadde truet hun. «Han skal bare gi meg et nytt han imidlertid sjarmert av den argentinske tilhørt Sheffields. Et notat datert oktober barn, han er snart tilbake.» hovedstadens fornøyelser, forelsket seg i en 1907 lyder som følger: «Jeg kunne ha skutt Sheffields skjelett skal visstnok ikke ha ung kvinne av italiensk herkomst, og fikk dem da de kom ut bærende på walisernes tålt transporten langs de humpete veiene i smaken på det rotfaste livet. Han ga blaffen penger, men jeg gjorde det ikke.» Patagonia. Det falt fra hverandre, men col- i Pinkerton-byrået og startet et nytt liv som tene var som limt fast til hendene hans. skoselger i Buenos Aires. I San Telmo-strø- En prestekrage i plast og en sheriffstjerne ket, rett i nærheten av plassen der verdens i en glassmonter på museet i San Carlos beste antikvitetsmarked holdes hver søn- de Bariloche er alt som er igjen av Martin dag, kunne man helt frem til 1976 besøke Sheffields. Men han har også etterlatt seg butikken «Dimaios sko». Her kunne man en historie som fascinerer og begeistrer. Slik beundre grunnleggerens detektivskilt som fortellinger om banditter og eventyrere all- var godt synlig utstilt i vinduet. I Latintid gjør. Amerika styres yankeens vilje av skjebnen. Noen hevder at Sheffields ble født i I 1901 gjorde Martin Sheffields en avta- Baltimore, mens andre sier han kom til le med Pinkerton-byrået. Det sies at han verden i Tom Green, Texas. Dokumenter i ble ansatt av detektivbyråets representant arkivene til detektivbyrået Pinkerton viser i Houston, Texas. Det er også mulig at han Enkelte hevder at Sheffields ble myrdet. at han tilbrakte ungdomstiden i Utah. Han sto på lønningslista i San Francisco, der Andre mener han døde av et infarkt mens var en vanlig cowboy, men usedvanlig flink han hadde sonet en kortere fengselsdom for 4 Butch OUS ÉTIONS AU SUD DE L’ARGENTINE, Cassidy og Sundance Kid près d’El Bolsón, une pittoresque ville à la limite des provinces de Rio Negro et de Chubut. Le vent faisait pencher les gigantesques peupliers qui bordaient le cimee, et leur feuillage formait une immense coupour protéger la paix de tous ceux qui y osent, des gens arrivés au sud du monde remde rêves, d’ambitions, d’espérances, de projets, ours et de haines, chargés de ces matériaux entaires qui constituent le bref passage sur e. Ils étaient venus de partout avec leurs coues et leurs langages, et ils avaient fini là, dans ce etière oublié, balayé par le vent, unis désormais s leur quiétude souterraine et reliés entre eux la langue universelle de la mort. Une cigarette aux lèvres, un homme replaçait lques fleurs séchées près d’une sépulture. – On dit que Martin Sheffields est enterré par ici, emandai-je. – Le shérif. Cette sale engeance est là. C’était un type d’un âge indéfinissable. Son ge, tanné par les vents et le soleil, était indéfrable. – Vous savez où est sa tombe ? insistai-je. – Oui, mais il faut s’en approcher avec précaution, e que ce salopard a été enterré avec ses deux dans les mains, et s’il est mal luné il pourrait vous eillir à coups de feu, répondit-il en se mettant arche. ARTIN SHEFFIELDS est arrivé en Patagonie au ut du XX (1) NDLR. Ecrivain espagnol très populaire, auteur, entre 1939 et 1984, de quelque 3 500 romans « de gare » dont l’intrigue se situe toujours dans un imaginaire Far West américain. I 1907 ranet (2) de NDLR. fire gangsterne Lire, par exemple, Banco Bruce de Chatwin, la Nación En Patagonie, i Villa Grasset, Mercedes, Paris, 1979. et bankran som utartet da Harvey (3) NDLR. Logan Le skjøt maté est og une drepte plante d’Amérique banksjefen. du Sud I dont on infuse les feuilles pour élaborer une boisson au goût amer qui, en Sheffields Argentine, notatbok en Uruguay et står au Paraguay, det: «Jeg remplace gjenkjente souvent le café ikke ou kvinnen le thé. med en gang fordi hun var kledd ut som mann. Dette drapet kommer til å skape problemer for oss.»Vi får aldri vite hva slags avtale Martin Sheffields inngikk med Butch Cassidy, Sundance Kid og Etta Place i trehuset i Cholila, men det er godt mulig at en del av utbyttet fra bankranene ble brukt til å kjøpe sheriffens taushet. I 1907 kjøpte Sheffields nemlig fem tusen hektar god jord i nærheten av El Maitén i Chubut-provinsen. Uansett må det ha vært e mains. C’est ainsi qu’on avait trouvé le squelette, et Vers la fin de 1898, les agents de la Pinkerton deviné, parce qu’il était armé, que c’était lui. étaient parvenus à établir la loi du plus fort – celle des éleveurs et des compagnies de chemin de fer – Ces muletiers, de bons gars comme tous les sur l’ensemble des territoires de l’Ouest améri- hommes solitaires, recouvrirent la dépouille avec cain, après avoir capturé ou liquidé presque tous des pierres, et elle resta là, près du torrent Las les hors-la-loi. Mais ils n’avaient pu mettre la main Minas, jusqu’à ce que, en 1959, l’un des douze sur le plus dangereux : Butch Cassidy. Paul Newman, Robert Redford et Katharine Ross enfants qu’il avait eus avec Maria Pichún, une dans le film de George Roy Hill (1969) Indienne mapuche dont les gens se souviennent En 1901, l’agence Pinkerton reçut une nou- encore avec crainte, décidât de faire transporter velle alarmante : Butch Cassidy avait réussi à quit- les ossements jusqu’au cimetière d’El Bolsón. ter le territoire américain à bord du navire à Maria Pichún, d’après ce qu’on raconte, devait vapeur britannique Soldier-Prince, qui faisait la des milliers d’immigrants entre 1830 et 1960, il avoir été aussi grande et robuste que Sheffields. ligne New York - Brésil - Rio de la Plata et navi- écrivit : « Martin Sheffields, shérif des Etats-Unis », et Comment expliquer sinon la passivité des hommes guait vers Buenos Aires. Il ne voyageait pas seul. peut-être montra-t-il l’étoile d’argent qu’il avait qui, lorsqu’ils la voyaient pénétrer dans les tavernes, Une institutrice nommée Etta Place et un homme subtilisée quelques années auparavant à un vrai quittaient vite la table de jeu et préféraient voir les non fiché par la police qui se faisait appeler Sun- shérif alcoolique dans le Montana. A l’aide de son cartes s’envoler plutôt que recevoir l’un de ces dance Kid l’accompagnaient. Immédiatement, les espagnol « tex-mex », il dut certainement deman- redoutables revers de main qu’elle assénait à son responsables de Pinkerton décidèrent qu’un der comment diable on se rendait en Patagonie. homme jusqu’à le laisser inconscient. A prudente détective devait se mettre à leurs trousses et La maison aux murs de troncs qu’Etta Place, distance, ils voyaient comment elle le portait, le désignèrent dans ce but Frank Dimaio, un Italo- Butch Cassidy et Sundance Kid avaient construite couchait sur le cheval pendant qu’elle menaçait : Américain qui arriva bientôt à Buenos Aires, près de Cholila est toujours debout, et sa solidité « Que personne ne s’avise de toucher ses cartes, il me apprit que le trio avait acheté six mille hectares est si impressionnante qu’on pourra encore la fait juste un autre enfant et il revient. » de terres près de Cholila, en Patagonie, et, au contempler pendant de très longues années. La moment où il s’apprêtait à voyager vers le sud du famille qui l’habite actuellement porte – c’est un On raconte que le squelette n’avait pas sup- monde, commença à connaître les bontés et les curieux hasard ! – le nom de Sepúlveda. Un aprèsporté le voyage en « chata » – une énorme camion- plaisirs de la capitale argentine. Dimaio rencontra midi de ciel tourmenté, mon ami photographe Daniel Mordzinski et moi, nous avons bavardé et bu du maté avec don Aladín Sepúlveda, le chef de famille, un petit vieux au regard enfantin et rusé comme un renard. – Sûr qu’il les a trouvés. Il est venu ici et a parlé avec eux. Je n’étais pas encore né, et je viens d’avoir 84 ans, mais mon père me l’a raconté. Cela a dû se passer vers 1907. Sheffields est venu sur son cheval blanc – il n’a jamais eu de monture d’une autre robe. Arrivé à la clôture, il a crié : “Butch ! Sun !”, et les deux hommes lui ont répondu en espagnol qu’ils s’ap- siècle. Il parlait un espagnol approxipelaient don Pedro et don José. Alors Sheffields s’est if, bourré d’expressions mexicano-texanes, et mis à rire, à rire si fort qu’il a failli tomber du cheval. entaire de son patrimoine était élémentaire : Ensuite ils ont parlé entre eux en yankee. x splendides revolvers Colt qu’il portait collés Nous ne saurons jamais ce qu’ils se sont dit, cuisses, un cheval blanc bien harnaché, avec mais il est clair qu’ils sont arrivés à un accord de belle selle texane, et une étoile de shérif épin- cohabitation, car les télégrammes adressés par sur le revers de sa veste. C’était une sorte de sonnage de Marcial Lafuente Estefanía (1) très Sheffields à l’agence Pinkerton entre 1902 et 1905 gné de l’« Ouest sauvage » nord-américain. évoquent toujours le même argument : « L’Argentine est un pays immense et je suis sur leurs traces. » – Il est là, et j’espère qu’il est bien au fond, dit mme en signalant une sépulture dépourvue de te inscription. La tombe était couverte d’une couche de terre e, sèche et tassée, presque pétrifiée, et dessus il ait une marguerite en plastique aux pétales cals. Peu de choses pour orner la sépulture d’un grands mythes de la Patagonie. Martin Sheffields est probablement mort en 9, nul ne le sait avec certitude, bien qu’on ait t sur lui plusieurs biographies fondées sur des dire, publiées par des écrivains qui se sont ropriés l’histoire d’une région dont les ndes, les mythes et les vérités changent selon olonté du vent. Car, en Patagonie, l’histoire est enre narratif qui ne prend pas la peine d’assules rigueurs de la chronologie ou l’objectivité faits (2). Elle n’est qu’un prétexte pour décorer écit oral et rallonger les soirs de maté (3) à la leur d’un bon feu. Certains prétendent que Sheffields fut assassiné ’autres qu’il mourut d’un infarctus sur son cheblanc, alors qu’il cherchait de l’or dans les cenes de rivières qui naissent des lacs andins. lle qu’ait été la cause de son décès, des mules l’ont trouvé alors qu’il était déjà mort depuis ieurs semaines. Les condors et les vautours ent fait ripaille avec ce gaillard d’un mètre tre-vingt-cinq qui pesait plus de cent kilos. Ils ent déchiqueté ses épais vêtements d’hiver r parvenir jusqu’aux viscères et avaient laissé sa asse tout épluchée. Mais ils n’avaient pas réussi à rracher les deux revolvers qu’il tenait dans ses crivain chilien, né en 1949, qui a publié, entre autres, Le qui lisait des romans d’amour (Seuil, Paris, 1997). Le reporque nous publions sera repris dans un livre signé conjointepar Luis Sepúlveda et le photographe Daniel Mordzinski, ières nouvelles du Sud, à paraître prochainement. EN 1905, UN AMÉRICAIN qui voyageait sous le nom d’Andrew Duffy parvint jusqu’à la maison de Cholila. En réalité, il s’appelait Harvey Logan, et c’était l’un des fondateurs de la « Wild Bunch ». Deux ans auparavant, il avait quitté la prison de Knoxville, Tennessee, à sa façon, à coups de revolver, et sa fuite s’était soldée par quatre matons condamnés pour toujours à manger des pissenlits par la racine. Cette même année, Butch Cassidy, Etta Place, Sun- « The dance Kid et le nouvel arrivé cambriolèrent la «The Wild Wild Bunch Bunch» » à Dallas, i Dallas, Texas, Texas, en 1901. De Bak gauche fra venstre à droite til : debout, høyre: WIlliam William Carver, Carver Harvey og Harvey Logan Logan « Kid «Kid Curry Curry». » ; assis : Harry Longbaugh Banque del Sur, dans la province de Santa Cruz. Foran « Sundance fra venstre Kid », til Ben høyre: Kilpatrick Harry « Longbaugh The Tall Texan «Sundance » et Robert Kid», Leroy Ben Parker Kilpatrick « Butch «The Cassidy Tall Texan» ». Entre-temps, Sheffields rédigeait des notes qu’il og Robert Leroy Parker «Butch Cassidy». n’envoya jamais à l’agence Pinkerton. nette – sur les chemins défoncés de la Patagonie et une belle jeune fille, de parents italiens, et sentit qu’il s’était démantibulé, mais les colts sont restés l’appel de la vie sédentaire. Il envoya promener Dans sa demeure de l’archipel des Guaitecas, collés aux os des mains. l’agence Pinkerton et décida de s’établir en au large du Chili, M. Jo Giglian, un Néo-Zélandais Une marguerite en plastique sur sa tombe et Argentine comme négociant de chaussures. collectionneur passionné de tout ce qui concerne Butch Cassidy, m’a montré un cahier relié en peau l’étoile de shérif dans une vitrine du musée de San Jusqu’en 1976, dans le quartier de San Telmo, à marron ayant appartenu, selon lui, à Martin Shef- Carlos de Bariloche, c’est tout ce qui reste de Buenos Aires, tout près de la place où se tient fields. Dans une note datée d’octobre 1907, on Martin Sheffields. Tout ? Non. Il a également laissé chaque dimanche le meilleur marché d’antiquités peut lire : « J’aurais pu leur tirer dessus quand ils sor- une histoire qui amuse, divise et passionne. du monde, se trouvait encore la boutique « Chaustaient en transportant l’argent des Gallois. Mais je ne Comme toujours quand il est question de truands sures Dimaio », où l’on pouvait contempler, accro- l’ai pas fait. » En 1907, les gars et l’institutrice et d’aventuriers. chée de manière très visible, la plaque de détective avaient attaqué la banque de la Nación, à Villa Mer- Certains soutiennent qu’il est né à Baltimore du fondateur. En Amérique latine, le destin brise cedes, une affaire qui se compliqua lorsque Harvey et d’autres qu’il est venu au monde à Tom Green toujours la volonté des Yankees. Logan abattit le gérant de l’établissement. Dans le (Texas). Dans les archives de l’agence de détec- cahier de Sheffields, on lit : « Au début, je n’ai pas Cette même année 1901, Martin Sheffields se tives Pinkerton, on trouve des documents confir- rapprocha de Pinkerton. Selon certains, il fut engagé mant qu’il a passé sa jeunesse dans l’Etat d’Utah. par le représentant de l’agence de détectives à C’était un cow-boy ordinaire, assez adroit avec les Houston, Texas. D’autres soutiennent que ce fut à armes, et il avait été témoin de l’extermination de San Francisco, ville où il avait été condamné à une la « Wild Bunch », la horde sauvage, une petite courte peine pour « désœuvrement réitéré ». Quoi armée de cambrioleurs de banques et d’attaquants qu’il en soit, la prime de 50 000 dollars offerte pour de trains constituée, entre autres célébrités, par la capture de Butch Cassidy lui parut un excellent William Carver, Ben Kilpatrick, Harvey Logan, un prétexte pour visiter l’Argentine. barde qui écrivait des poèmes épiques sur leurs vilenies, Harry Longbaugh « Sundance Kid » et le Sheffields arriva à Buenos Aires le 6 février célèbre Butch Cassidy. 1902. Sur le registre de l’Hôtel du Port, qui reçut
Page 2 and 3: de pesticides par an (4). Les habit
Page 4 and 5: LE MONDE diplomatique Avisen med de
Page 6 and 7: det som foregår utenfor Norges gre
Page 8 and 9: I likhet med disse utbyttbare perso
Page 10 and 11: arbide a vait pas santé et de dés
Page 12 and 13: franskmenn som bodde i Belgia hvor
Page 14 and 15: nærmere 20 kilometer og gjenåpnin
Page 16 and 17: hed har de handlinger, som udføres
Page 18 and 19: som krise innenfor høymodernismen.
Page 22 and 23: desember 2004 - LE MONDE diplomatiq
Page 24 and 25: desember 2004 - LE MONDE diplomatiq
Page 26 and 27: historien ren avslører sitt ideolo
Page 28 and 29: enker» for medlemmer af den nyvalg
Page 30 and 31: på Mars? fremferd kunne komme til
Page 32 and 33: tet for Grønlandsdepartementet i K

diplomatique - Dokumentar.no

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?