diplomatique - Dokumentar.no

desember 2004 – LE MONDE diplomatique 23
nker
nen i området er endret. Han har gjort alt
gen av protester. Han forstod at
han måtte
han har kunnet for
å knuse intifadaen
som
legge
frem en plan som både kunne bidra
allerede var godt rotfestet
da han kom til
til
å nøytralisere
Genève-avtalen
og
dempe
makten. Ved å holde sivilbefolkningen i de
kritikken inne og ute. Flere forslag kom
palestinske områdene i et jerngrep, forven-
opp; å gjøre ende på de palestinske selvstyre-
tet den israelske statsministeren at de ville
myndighetene en gang for alle, eller motsatt
kapitulere.
å
gjenoppta fredsforhandlingene, men uten
Men der tok han feil. For første gang i
noe reelt mål om å fullføre dem. Sharon
Israels krigshistorie trenger fienden inn i
avviste begge forslagene.
israelske byer og dreper hundrevis av sivile.
I Roma 18. november 2003 delte han sin
Det er alvorlige problemer i den israelske
bekymring med utsendingen fra Det hvite
økonomien, særlig i turistsektoren som står
hus, Eliott Abrams. Abrams rådet ham til å
for store deler av inntektene. Befolkningen
gjenoppta
samtalene med Syria, noe Sharon
er i ferd med å miste motet.
avviste. Han nevnte imidlertid overfor
Abrams sin plan om ensidig
tilbaketrekning
Samtidig øker kritikken mot at fredsfor-
fra
Gaza.
handlingene med de palestinske selvstyre-
myndighetene ikke blir gjenopptatt og mot
de åpenlyse bruddene på menneskerettig-
hetene.
Genève-avtalen som ble inngått etter ini-
tiativ fra israelske og palestinske pasifister
(Sharon karakteriserer den som «verre enn
Oslo-avtalen») får flere tilhengere både i
Israel og ellers i verden. Flere vestlige myn-
digheter har gitt uttrykk for at Genève-avta-
len
bør være grunnlag for fremtidige freds-
forhandlinger.
General Sharons største bekymring er
imidlertid den skarpe kritikken fra israelske
militære mot den brutale behandlingen av
palestinske sivile. 27 piloter fra luftvåpenet,
deriblant general Iftah Spector, en kjent
veteran fra krigen i 1967, har sluttet seg til
de mange hundre «refuzniks» i bevegelsen
Yesh Gvul («Det finnes grenser») som har
fått fengselsstraff fordi de nekter å utføre eliteenhet nr.1, Sayeret-Matkal, skrevet til elske sikkerhetstjenesten Shin Beth slo
militærtjeneste i de okkuperte områdene. statsminister Sharon at de ikke aksepterer alarm under en konferanse der de advarte
Mot slutten av 2003 skrev de under på å delta i handlinger
som «berøver flere mil- mot
en politikk som «driver landet mot
en kampanje som fordømte okkupasjonen lioner palestinere deres rettigheter»: «Vi vil avgrunnen». «Uakseptabelt,» svarte Sharon,
og beskrev den som «ødeleggende for hele ikke være med på å beskytte bosettingene, og
beskyldte de fire, som alle var tidligere
det israelske samfunnet». De nekter å utføre vi
aksepterer ikke å skitne til vårt bilde ansvarlige for Israels indre sikkerhet, for å
«målrettede likvidasjoner» i de palestinske ved
å delta
kamper på vegne av en okkupa- skape en atmosfære som truet nettopp lan-
områdene, «ramme uskyldige sivile» og sjonsmakt.»
dets
sikkerhet.
«angripe tett befolkede strøk». Senere har 13
Men toppen ble nådd i midten
av novem- Statsministeren rådførte seg med sine
reserveoffiserer og underoffiserer i hærens ber 2003, da fire tidligere ledere i den isra- nærmeste
for å få slutt på denne opptrappin-
7 Reaksjonene lot ikke vente på seg.
Hemningsløst berømmet vestlige statsoverhoder
general Sharon for hans «mot».
Genève-avtalen er lagt på hylla. Det israelske
Arbeiderpartiet støtter statsministeren
og gjør alt for å bli med i den nasjonalistiske
og religiøse høyrekoalisjonen igjen. «Sharon
har forandret seg,» sier Shimon Peres og
hans venner, uten å uttrykke det minste forbehold
når det gjelder planens svake sider.
Ingen kritikk heller mot hærens forbrytelser
i Rafah, Jabaliyya eller andre steder
i de okkuperte områdene hvor hundrevis
av mennesker, i overveiende grad sivile, er
drept og hvor hundrevis av boliger er jevnet
med jorden, særlig i flyktningleirene.
Palestinerne på sin side stiller seg skeptisk
til tilbaketrekningsplanen. De tror ikke
på Ariel Sharon. Den palestinske journalisten
Elias Zananiri oppsummerer det slik:
«Sharons plan er som gift med litt honning
i.»
1 Planen inkluderer også fire mindre bosettinger på Vestbredden som
har stått halvtomme i flere år.
2 Se Qadoura Fares, «I Geneve åbnedes et vindue til håbet», nordiske
Le Monde diplomatique, desember 2003.
3 Intervju i avisen Haaretz 8. oktober 2004.
4 Tale Geoge W. Bush holdt under Sharons besøk i Washington 14.
april 2004.
5 Intervju i avisen Haaretz 8. oktober 2004.
6 Haaretz 13. oktober 2004.
af Kong Husseins hær var han sig fuldt
bevidst, støtten den fik fra Israel, USA og
UK, hvorimod PLO ikke havde taget en eneste
forholdsregel. Han syntes at bebrejde
Yassir Arafat, der var enig i hans analyse af
magtforholdet, at han ikke havde forstået at
handle i overensstemmelse med hans inderste
overbevisninger, og simpelthen havde
indvilliget i at give Kong Hussein, hvad han
krævede. 2
end, at man ville stoppe den hebræiske hærs udtrykt deres misbilligelse over for den blev holdt fangen af islamiske grupper med
massakrer på civilbefolkningen.
israelske offensiv mod den palæstinensiske forbindelser til Iran. Den franske admini-
Det var massakrerne i september 1982 på bevægelse. Det var uden tvivl i denne periostration mente at vide, at disse grupper var
hundredvis af palæstinensiske flygtninge de, at han besluttede sig for – i sit tunesiske infiltreret af agenter fra PLO. I løftet stem-
i Sabra og Chatila, som fulgte efter hans hovedkvarter – at modtage repræsentanter ning over at kunne hjælpe, tilkaldte Arafat
afgang fra Beirut, der havde rystet ham i for det israelske civilsamfund og arbejde for i min tilstedeværelse to af hans nærme-
hans grundvold. Kort tid efter fik jeg et gensidig anerkendelse mellem staten Israel ste medarbejdere og bedte dem om at rejse
interview med ham i Damaskus, hvor han og PLO. Et projekt, som blev virkelighed ti ufortøvet til henholdsvis Beirut og Teheran,
midlertidigt havde søgt tilflugt. Med øjnene år senere i Oslo.
hvor jeg også skulle begive mig hen. Han
fulde af tårer talte han om tragedien. Han I Tunis henvendte han sig gentagne gav dem som hovedinstruks, at de skulle
I Amman levede Yassir Arafat i en form var blevet forrådt, beklagede han sig, af USA gange til den franske ambassadør, hvad jeg gøre alt for at gidslerne forblev i live og ved
for halvskjul, da han kort tid efter den væb- og Frankrig, som havde trukket deres trop- på det tidspunkt var, enten direkte eller godt helbred, imens forhandlingerne, som
nede konflikt, startede på en slags systemaper hjem for tidligt, selvom de havde for- med Abou Iyad, PLO’s nummer to, som mel- jeg skulle føre i Teheran, om deres frigivelse
tisk «selvkritik». Under et interview indpligtet sig til at beskytte palæstinenserne i lemmand, for at fremme kontakten med blev ført til ende.
rømmede han, at fedajinerne havde været Libanon. Ved navns nævnelse beskyldte han jødiske eller israelske personligheder såvel
forfaldne til at provokere. I hans egne ter- general Ariel Sharon, den-
som med regeringen i Yasser Arafat begik fejlkalkulationer og
mer havde de overgivet sig til en «revolutiogang forsvarsminister, for at
Jerusalem. I 1985 invi- skønnede forkert; hans fejl og brister, hans
nær ekshibitionisme», til en «uacceptabel have involveret sine special- Han drømte om at terede Yasser Arafat ambivalente og modsætningsfyldte opførsel
opførsel» over for individer i den jordanske tropper og kommandosolda- blive en palæstinensisk mig dagen efter det kan ikke benægtes. Men palæstinenserne til-
hær, for ikke at forglemme «flykapringerter i massakren: «Begin og
israelske bombeangav ham dem, samtidig med at de ikke holdt
ne», som han skarpt fordømte. Dog, når man Sharon er ikke jøder; de for- Mandela, den første greb med fly af PLO’s sig tilbage fra voldsomt at kritisere ham.
ser nøje efter, så var målene for hans kritik brydelser, som de begår, er præsident for et suverænt hovedsæde, som De betragtede ham som en faderskikkelse,
hovedsageligt rivaliserende organisationer hverken i overensstemmelse
Palæstina, om det så blot
han kun lige netop og der var en fast kult omkring ham. I gen-
til hans egen som fx PFLP og DFLP. Disse med den jødiske moral eller
havde undsluppet, nem et halvt århundrede lykkedes en tour
hørte sandt nok til PLO, og i teorien var han tradition; de sande jøder er havde været i dets mest til at besøge hans lil- de force ham. Han modstod farlige fjender
øverst ansvarlig for dem.
dem, som nægter at tilslutte simple form
lebitte soveværelse, såvel på den internationale scene – Israel,
sig udryddelsesprojektet af
der var blevet ramt USA og flertallet af de arbabiske regimer -,
Palæstinensernes leder brystede sig af at det palæstinensiske folk…»
af en raket fra Tsahal. som inden for hans egen bevægelses rækker,
være hærchefen for de forenede modstands- Og han konkluderede: «Til alle jødiske og Fra sit bibliotek viste han mig general Ezer maximalisterne, der uophørligt satte hinkræfter.
Han havde svært ved at anerkende israelske demokrater og pacifister, giver jeg Weizmanns selvbiografi, en «due» blandt dringer på den vej, der førte til det «histori-
et nederlag. Ifølge ham selv havde han besej- udtryk for det palæstinensiske folks høj- «høgene» i Begins nationalistparti og senere ske kompromis», som han kaldte sine løfter.
ret den jordanske hær i 1970 og den israelske agtelse og anerkendelse, vi vil aldrig glem- præsident for staten Israel, og sagde til mig Han drømte om at blive en palæstinensisk
i forbindelse med invasionen af Libanon i me deres solidaritet med os i modgangen.» med et stort smil: «Her er en mand, som jeg Mandela, den første præsident for et suve-
1982. Hvad angik den sidstnævnte konfron- Arafat hentydede til de hundrede tusinder respekterer, og som jeg meget gerne ville rænt Palæstina, om det så blot havde været
tation, sagde han til mig med tydelig over- israelere, der havde demonstreret deres soli- møde…»
i dets mest simple form. Døden besejrede
bevisning: «Synes De ikke, at yde heroisk daritet med ofrene fra Sabra og Chatila, François Mitterand var det lykkedes at ham på tærsklen til hans «forjættede land».
modstand i gennem tre måneder mod en hvorimod den «arabiske gade» var forblevet opnå et fortroligt forhold til Yasser Arafat før
af verdens stærkeste hære i sig selv er en tavs. Han følte sig ligeledes i taknemme- hans mindeværdige besøg i Paris i 1989. Han
opsigtsvækkende sejr?» Fedajinernes evakulighedsgæld over for Pierre Mendès-France, havde således ved min mellemkomst bedt 1 Brahimi blev senere udenrigsminister, inden han blev FN’s specialudsending
til Afghanistan og Irak.
ering af Libanon med våben og bagage i 1982 Nahum Goldmann og mange andre jødi- ham om i begyndelsen af 1986, at hjælpe til
2 Kravene var, at den palæstinensiske modstandsbevægelse begræn-
havde ifølge ham ingen anden bevæggrund ske personligheder i diasporaen, som havde med frigivelsen af de franske gidsler, som
sede eller indstillede sin aktivitet i Jordan.