diplomatique - Dokumentar.no

hed har de handlinger, som udføres under
et iustitium? Fra det tidspunkt de udføres i
et juridisk tomrum, burde de betragtes som
rene kendsgerninger uden juridiske konnotationer.
Spørgsmålet har sin betydning,
fordi den handlingssfære, der her først og
fremmest er under overvejelse, er muligheden
for at slå ihjel. Retshistorikere har
således spurgt sig selv, hvorvidt en embedsmand
eller en øvrighedsperson, der slog en
borger ihjel under iustitium, kunne blive
stillet for retten anklaget for mord efter iustitiums
afslutning. Vi står her overfor en type
handlinger, der synes at overskride den traditionelle
juridiske opdeling i lovgivning,
udøvelse og overskridelse. Embedsmanden,
der handler under iustitium, lige som officeren
under undtagelsestilstanden, hverken
håndhæver eller overskrider loven, lige så
lidt som han er i færd med at skabe en ny.
Man kunne sige, for nu at bruge et paradoksalt
udtryk, at han i færd med at ikkehåndhæve
loven. Men hvad betyder det at
ikke-håndhæve loven? Hvordan skal man
forstå denne særlige kategori af menneskelige
handlinger?
Ud fra en almen teori om udtagelsestilstanden
kan vi så forsøge at udbygge resultaterne
af vores genealogiske undersøgelse
af iustitium. 1. Undtagelsestilstanden er ikke
et diktatur, men et rum tømt for jura. I
den romerske konstitution var diktatoren
en specifik type øvrighedsperson, som fik
sin magt gennem en lov, der blev vedtaget
af folket. Derimod medfører iustitium, ligesom
den moderne undtagelsestilstand, ikke
skabelsen af et nyt embede, men kun af en
anomisk zone, hvor alle juridiske bestemmelser
bliver gjort inaktive. På trods af nogle
lighedspunkter kan hverken Mussolini eller
Hitler teknisk defineres som diktatorer.
Hitler var rigskansler, lovligt udnævnt af
præsidenten. Det, der karakteriserer nazistyret,
og gør den model så farlig, er, at det lod
Weimarforfatningen overleve, men dublerede
det med en anden, ikke juridisk formaliseret
struktur, som kun kunne overleve ved
siden af den første takket være undtagelsestilstandens
generalisering. 2. Dette juridiske
tomrum forekommer af den ene eller den
anden grund så væsentligt for selve den juridiske
orden, at denne på enhver tænkelig
måde må forsøge at etablere en relation med
den første, som om juraen, for at sikre sin
funktion, nødvendigvis må vedligeholde en
relation med en anomi.
Det er netop i det perspektiv, at vi må
læse den debat om undtagelsestilstanden,
der fra 1928 til 1940 foregik mellem Walter
Benjamin og Carl Schmitt. Man antager som
regel, at udgangspunktet var Benjamins
læsning af Politisk teologi i 1923, samt de
citater fra Schmitts suverænitetsteori, som
Benjamin havde i bogen om det barokke
drama. Benjamins anerkendelse af den
påvirkning, Schmitt havde på hans tænkning,
er altid blevet betragtet som skandaløs.
Uden at gå i detaljer tror jeg, at jeg
kan imødegå anklagen om skandale med
forslaget om at læse Schmitts teori om suverænitet
som et svar på den kritik af volden,
som Benjamin formulerede. Hvad er det for
et problem Benjamin formulerer i sin Kritik
af volden? For ham gælder det om at fastslå
muligheden for en vold udenfor og hinsides
juraen, en vold der i sig selv er i stand
til at bryde dialektikken mellem volden,
der fastsætter, og den, der fastholder loven.
Denne anden vold kalder Benjamin «ren»,
«guddommelig» eller «revolutionær». Det
loven ikke kan tolerere, det, den opfatter
som en utålelig trussel, er tilstedeværelsen
af en vold, som er udenfor loven, ikke kun
fordi dens målsætninger er inkompatible
med den juridiske ordens mål, men «ganske
enkelt på grund af dens udvendighed.»
Man forstår da bedre, hvordan Schmitts
teori om suverænitet kan betragtes som et svar
på Benjamins Kritik. Undtagelsestilstanden
er netop det rum, hvori Schmitt forsøger at
fiksere og indlemme tesen om en ren vold,
der eksisterer uden for loven. For Schmitt
findes der ikke sådan noget som ren vold,
der findes ikke nogen vold, som er udvendig
i forhold til nomos, fordi med undtagelsestilstanden
bliver den revolutionære vold altid
indlemmet i juraen. Undtagelsestilstanden
er altså det middel, Schmitt opfandt for
at imødegå Benjamins tese om den rene
vold. Det afgørende dokument i Benjamin-
Schmitt sagen er utvivlsomt den 8. tese om
historiekonceptet: «De undertryktes tradition
lærer os, at den «undtagelsestilstand»,
vi lever i, er reglen. Vi må nå frem til en
historieopfattelse, som er på højde med den
kendsgerning. Vi vil derefter tydeligt kunne
se, at vores opgave er at producere en faktisk
undtagelsestilstand, og det vil forbedre vores
position i kampen mod fascismen.»
At undtagelsestilstanden efterhånden er
blevet normen, betyder ikke alene en overskridelse
af en beslutningsgrænse, men også
at den ikke længere kan udfylde den rolle,
Schmitt havde tildelt den. Ifølge ham hviler
den juridiske ordens funktion i sidste
instans på en mekanisme,
undtagelsestilstanden,
hvis målsætning er at gøre
normen anvendelig, mens
udøvelsen af den midlertidigt
bliver suspenderet.
Men hvis undtagelsen
bliver reglen, kan mekanismen
ikke længere fungere, og Schmitts
teori om undtagelsestilstanden bliver sat
skak mat.
I det perspektiv er Benjamins skelnen
mellem en faktisk undtagelsestilstand og
en fiktiv undtagelsestilstand essentiel, om
end den sjældent er blevet noteret. Man
fandt den allerede hos Schmitt, som havde
lånt den fra den franske juridiske doktrin;
men i overensstemmelse med sin kritik af
den liberale opfattelse af en retsstat kalder
Schmitt en undtagelsestilstand, som hævdes
styret af loven, for fiktiv.
Benjamin omformulerer uoverensstemmelsen
for at vende den mod Schmitt: Når
først muligheden for en fiktiv undtagelsestilstand,
i hvilken undtagelsen og normen
tidsmæssigt og lokalt er adskilte, er forsvundet,
vil det være den faktiske undtagelsestilstand,
vi lever i og ikke længere kan skelne
fra reglen. Her forsvinder al fiktion om en
forbindelse mellem vold og jura: Der findes
kun en anomisk zone, som domineres af den
rene vold, uden juridisk dækning.
Man begriber således bedre det, der stod
på spil i debatten mellem Benjamin og
Schmitt. Uenigheden optræder i forhold til
denne anomiske zone, som for Schmitt for
enhver pris må fastholdes i tilknytning til
juraen, hvorimod den for Benjamin skal
frigøres fra denne relation. Det, det handler
om her, er forholdet mellem vold og jura,
det vil sige voldens status som ciffer for
den politiske handling. Denne strid om ord,
hvad anomien angår, synes for den vestlige
politik at være lige så afgørende som denne
«kæmpernes strid om væsenet», der definerer
den vestlige metafysik. Det rene væsen
er den ultimative indsats i metafysikken,
ligesom den rene vold er det i politik; overfor
den ontologisk-teologiske strategi, som
vil fiksere det rene væsen
i logos» masker, finder vi
undtagelsesstrategien, som
skal sikre relationen mellem
vold og jura. Det ser
altså ud til, at såvel jura
som logos har brug for en
anomisk, eller ikke-logisk,
suspensionszone for at kunne grundfæste
deres relation med livet.
Den strukturelle nærhed mellem jura og
anomi, mellem ren vold og undtagelsestilstand,
indeholder også, som det ofte er
tilfældet, en omvendt figur. Historikere,
etnologer og folkloreeksperter er vant til
disse anomiske fester – romerske saturnalier,
charivarier og Middelalderens karneval
– som suspenderer og vender de juridiske og
desember 2004 – LE MONDE diplomatique 15
ndtagelsestilstand
Hvis undtagelsen
bliver reglen, kan
mekanismen ikke
længere fungere
© Gerhard Richter: Abstraktes Bild (858-3), 1999
sociale relationer om, der definerer den normale
orden. Herskabet bliver tyendets tjenere,
mænd klæder og opfører sig som dyr,
dårlige skikke og forbrydelser, som ellers
ville blive straffet af loven, bliver med ét
tilladt. Karl Meuli var den første, som betonede
forbindelsen mellem disse anomiske
fester og de situationer, hvor juraen blev
suspenderet i visse arkaiske straffeinstitutioner.
Der kan man, ligesom under iustitium,
dræbe et menneske uden at blive stillet for
retten, ødelægge dets hus eller konfiskere
dets ejendom. Den uorden, der skabes under
karneval, de kaotiske ødelæggelser, som
forekommer under charivarien, er ikke genoplivningen
af en mytologisk fortid, men
en virkeliggørelse af en historisk og reel
anomisk tilstand. Den tvetydige forbindelse
mellem jura og anomi bliver således fuldt
belyst: Undtagelsestilstanden forvandles til
en fest uden grænser, hvor den rene vold bliver
trukket frem for at kunne nydes frit.
Vestens politiske system synes altså at
være et dobbelt maskineri, som bygger på en
dialektik mellem to heterogene, og i og for
sig antitetiske, elementer: nomos og anomi,
jura og ren vold, loven og de former for liv,
hvis sammenføjning undtagelsestilstanden
har til formål at tilsikre. Så længe disse
elementer forbliver adskilte, kan deres dialektik
fungere, men når de tenderer imod en
gensidig ubestemthed og bliver kongruente
i en politisk enhedsmagt med to ansigter,
når undtagelsestilstanden bliver reglen, forvandles
det politiske system til en dødsmaskine.
Man må derfor spørge sig selv,
hvorfor nomos så grundlæggende har brug
for anomien? Hvorfor skal den vestlige politik
måles i forhold til dette indre tomrum?
Hvad er politikkens substans, hvis den i sit
væsen er bundet til dette juridiske vakuum?
Så længe vi ikke er i stand til at besvare disse
spørgsmål, vil vi heller ikke kunne besvare
et andet, som genlyder gennem hele den
vestlige politiks historie: Hvad betyder det
at handle politisk?
© LMD Norden
Oversatt av Frants Iver Gundelach. Også trykket i danske Lettre