diplomatique - Dokumentar.no

More documents

Recommendations

Info

nærmere 20 kilometer og gjenåpning av offentlige strender som et tilbud til de 300 000 byboerne som ikke har mulighet til å benytte strendene langt unna hovedstaden. Borgermester Mario Arana fra Frente Amplio ble gjenvalgt til en ny femårsperiode med 58 prosent av stemmene i år 2000. Han forklarer at han i løpet av de siste ti årene har hatt som ett av sine mål å gjøre Montevideo – hovedsetet for Mercosur, frihandelsområdet som siden 1990 omfatter Uruguay og de tre nabolandene Brasil, Paraguay og Argentina – til Sør-Amerikas svar på Brussel. Montevideo er igjen blitt en vakker hovedstad på tross av at staten har holdt tilbake midler som skulle vært overført til hovedstaden – de sentrale styresmaktene har gjort sitt for å stikke kjepper i hjulene for opposisjonen. Eksempelet Montevideo har likevel uten tvil overbevist mange velgere om at nye koster feier best, også i nasjonal målestokk. Forutsetningene for opprustningen av byen har ikke vært av de enkleste. Mario Arana viser til det økonomiske sammenbruddet som slo inn i Argentina mot slutten av 2001 og som seks måneder senere rammet Uruguay, og trekker paralleller til børskrakket i 1929. Uruguays eksport til Argentina falt med 70 prosent de første fire månedene i 2002 sammenliknet med samme periode i 2001. Antall turister fra Argentina ble halvert. Den vinteren ble det åpnet suppekjøkken over hele Uruguay, spesielt i Montevideo. En del nødhjelp kom fra utlandet hvor EU bidro med et større beløp. Det var likevel hovedsakelig solidariteten mellom Montevideos egne innbyggere som var avgjørende for å klare seg gjennom krisa. De var vant til å samles på bydelsmøter for å delta i utviklingen av byen og dens infrastruktur, i tett dialog med rådhuset, og dette bidro til at de mest utsatte delene av befolkningen kom seg velberget gjennom krisa, bortsett fra noen få tragiske tilfeller. «I bydeler som Pocitos, Punta Gorda og Carrasco, der fattigdom ikke rammer mer enn 2 prosent av innbyggerne, innførte jeg økt skatt til fordeling i de mer vanskeligstilte bydelene, der 50, 60 og opp til 95 prosent av innbyggerne er fattige,» forteller Arana. Mens denne delen av verden ellers er hjemsøkt av politiske kriser – Venezuela er blitt utsatt for forsøk på destabilisering og presidenten i Bolivia Sánchez de Lozada er blitt avsatt, for å ta to eksempler – har ikke den økonomiske krisa i Uruguay rokket ved landets politiske stabilitet. I frykt for argentinske tilstander, et kaos som fører til oppslutning om høyrekreftene, har det politiske venstre (Frente Amplio) og det sosiale venstre (PIT-CNT, landets største fagforening) unngått direkte konfrontasjon med Jorge Batlles regjering. 2 Tabare Vásquez strakk tilmed ut en hånd til styresmaktene med oppfordring til alle politiske partier og sosiale sektorer om å holde sammen slik at landet ikke skulle synke ned i krise. Med absolutt flertall – 17 plasser av 31 i Senatet og 52 plasser av 99 i Nasjonalforsamlingen – fremstår de nye makthaverne som et balansert hele til tross for at koalisjonen består av ulike strømninger, noe som ifølge deres ledere vil være en garanti for en intern stabilitet som også skal trygges gjennom forholdet til opposisjonen. «Vår oppgave består i å fremme dialog, til beste for alle,» erklærer José Mujica overfor oss. Påtroppende finansminister Danilo Astori viser seg på sin side som en tilhenger av reforhandlinger med Det internasjonale pengefondet (IMF) om Uruguays enorme utenlandsgjeld på 13 milliarder dollar. På bakgrunn av at arbeidsledigheten er gått ned til 13,3 prosent og økonomien viser tegn til vekst, har den nye regjeringen annonsert som sin første og viktigste oppgave å sørge for et verdig liv for de rundt 100 000 personer som fremdeles lever i den ytterste nød. Adriana Marquisio, nestleder i det statlige vann- og avløpsvesenet (OSE), har full tillit til valgvinnerne: «Venstresiden kommer ikke til å selge seg. Uruguay er sterkt politisert med stort engasjement blant folk helt ut på landsbygda. Man hører på alternative radiostasjoner, og mange engasjerer seg også i kampanjer som den vi nettopp vant, for bevaring av vannressursene. Folket lar seg ikke manipulere, og vil gi politikerne svar på tiltale.» Etter folkeavstemningen mot privatisering av offentlige vannverk, har det spanskeide vannselskapet Uragua, som har hatt base i turistområdet Punta del Este siden år 2000, kunngjort at det vil trekke seg ut av Uruguay så snart som mulig. Samtidig krever selskapet en erstatning som de neppe vil få utbetalt. «Dette selskapet har ikke oppfylt sine sanitære forpliktelser, slik at drikkevannet er blitt infisert av kolibakterier og innbyggerne har måttet kjøpe vann på flaske. Og det stopper ikke der – i løpet av fire år har selskapet kostet skattebetalerne mer enn 100 millioner dollar,» oppsummerer Adriana Marquisio. Dette bedrøvelige prosjektet ble satt i gang etter press fra IMF, og skulle altså vise seg å bli en dyrkjøpt erfaring: 70 millioner dollar i forhåndsinvesteringer som staten skulle betale tilbake fram til 2009 med et tillegg på 20 millioner i renter, 24 millioner dollar i tapte inntekter foruten de om lag 10 millioner som trengs for å sette i stand vannsystemet igjen. Valget av Tabaré Vázquez er ikke bare uttrykk for en innenrikspolitisk venstrebølge. Også sett i søramerikansk målestokk bekrefter det en progressiv tendens som har fått stadig større utbredelse med president Luiz Inacio da Silva («Lula») i Brasil, Nestor Kirchner i Argentina og Ricardo Lagos i Chile. «Og vi må heller ikke glemme Chávez’ Venezuela,» understreker den sittende borgermester i Montevideo. Men mer enn Chávez’ radikalisme er det nok Lulas brasilianske modell som vil danne skole for den nye regjeringen i Uruguay. «Venstresiden kommer ikke til å selge seg» – Adriana Marquisio Frente Amplios lange marsj 1973: På tross av en lang demokratisk tradisjon opplever landet et militærkupp. 25. november 1984: Valget av Julio Maria Sanguinetti (Colorado-partiet) til president markerer en gradvis liberalisering av regimet. 26. november 1989: Første frie valg siden 1972. Luis Alberto Lacalle (Nasjonalistpartiet) blir valgt til president. Tabaré Vàsquez fra Frente Amplio («Bred front») blir borgermester i Montevideo. 27. november 1994: Julio Maria Sanguinetti (Coloradopartiet) blir valgt til president. Sentrum-venstre koalisjonen, med Frente Amplio som viktigste parti, oppnår 30,8 prosent av stemmene. 31. oktober 1999: Tabaré Vàsquez vinner første runde av presidentvalget med 38,5 prosent av stemmene, men blir slått i andre runde av Coloradopartiets kandidat Jorge Batlle. 31. oktober 2004: Tabaré Vàsquez stiller som kandidat for tredje gang og vinner presidentvalget med 50,69 prosent av stemmene. FILOSOFI: Om borgeres politisk-juridiske status i såkaldt demokratiske samfund – en introduktion til den italienske filosof Giorgio Agamben. CARSTEN JUHL Filosof og lektor ved Det kongelige Danske Kunstakademi, afdelingen for teori og formidling Den 9. og 10. juni 1993 bragte dagbladet Libération i Paris en dobbeltkronik om flygtningenes status. Den var forfattet af den italienske filosof Giorgio Agamben, der dermed indførte Foucaults biopolitiske tema i den dengang nye globaliseringsdebat. To år efter udkom Agambens hovedværk om emnet, Homo Sacer (Torino, 1995); den er siden blevet oversat til engelsk, fransk, tysk og hollandsk. Denne bog er allerede blevet gjort til genstand for mange kommentarer og introduktioner. 1 Homo Sacer (HS I) indeholder en omfattende og perspektivrig analyse af en figur fra tidlig romerret: Det drejer sig om en bandlyst eller fredløs, der hverken lader sig indskrive i religiøse offerritualer eller i kampen mellem plebejer og patricier. Agamben placerer dette udsatte menneske, som enhver straffrit kan slå ihjel, i en heterogen relation til den suveræne magt. Er suveræniteten magten til at bestemme, hvem der er indenfor og hvem, der er udenfor retten, så må den suveræne instans besidde en form for eksklusiv overhøjhed, der har sit modstykke i den bandlystes absolutte uindskrivelighed og dermed udsathed. Den suveræne drager grænserne, omfatter og udelukker, mens homo sacer flakker om i ubestemmelighedens gråzoner. Der er en gensidig afhængighed på færde. Den suveræne behøver den udelukkende for at opretholde sig selv: Der er ingen funktionsdygtig (national)stat uden en flygtning udenfor. Homo Sacer-bøgerne publiceres ikke i rækkefølge: Homo Sacer II,1 udkom sidste sommer (Torino 2003), og den bærer titlen «undtagelsestilstanden», på italiensk Stato di Eccezione, der også kan forstås som en undtagelsens stat. Her fortsætter Agamben sin analyse af den tyske retsfilosof Carl Schmitts teorier om legitimitetens dannelse. Agamben, der også er udgiver af Walter Benjamins værker på italiensk, påviser den tætte dialog mellem ophavsmanden til Politisk Teologi fra 1922 og forfatteren til Det Tyske Sørgespillets Opprinnelse (1928, norsk oversættelse: Pax, 1994). HS I er dynamisk i sine begrebers tilblivelse: Gråzoner og ubestemmelighed, lejre og biopolitik sammenflettes med henblik på en anden forståelse af den politiske ordning af menneskelivet end det gængse sam- desember 2004 – LE MONDE diplomatique 13 Agamben funds. HS II,1 er derimod strukturerende i sin undersøgelse af forskellen mellem ret og jura eller mellem undtagelse og muligheden for politisk handling. HS I når frem til dramatiske teser om «det nøgne liv», mens HS II,1 især muliggør en underkendelse af det nationale demokratis selvretfærdige selvforståelse. HS III udkom allerede i 1998 og bærer titlen «Hvad der er tilbage af Auschwitz – Arkivet og vidnet». Bogen, der er oversat til fransk, engelsk og tysk, åbner for en mere principiel forståelse af udryddelseslejren ved at knytte den til muselmandens skikkelse og til en særlig følelse, skammen: Begge tilstande, der reducerer det menneskelige til noget, der næsten udelukker etikken: Er udryddelseslejren nulpunktet eller den yderste grænse for menneskenes politik, hvor slipper da etikken? Indtil muselmanden findes der selv i det nøgne liv en sidste etisk streng: det er følelsen af skam over det enkle og korte greb, der forvandler den menneskelige tilstand til absolut udsathed. Lad os slutte med et citat fra det interview til dagbladet Le Figaro 7. april 2003, Agamben gav i forbindelse med krigen i Irak; det kan læses i sin helhed på www.noland.dk. Og interviewet danner fint bro til tatoveringsartiklen fra forsiden af Le Monde dateret 11/12. januar 2004, som læseren vil møde på disse sider. Agamben sagde: «Jeg vil gå så langt som til at sige, at den beredvillige oprettelse af en permanent undtagelsestilstand er blevet til en afgørende fremgangsmåde for samtidens stater, de demokratiske indbefattet. Hvad de Forenede Stater angår, synes jeg, at det er indlysende, at det Hvide Hus forsøger at påtvinge såvel sit eget land som hele planeten en permanent undtagelsestilstand, som vi får fremstillet som udgjorde den svaret på en slags verdensomspændende borgerkrig mellem stat og terrorisme. Det er tilstrækkeligt at huske på overgangen fra Weimarrepublikken til nazismen eller på staten Israels aktuelle situation… Den nyeste historie lærer os, at intet demokrati i længden kan modstå en undtagelsestilstand, der er for langvarig, eller en krigstilstand, der bliver permanent. Med det vil jeg sige, at selv det amerikanske demokrati, såfremt det endnu findes i dag, løber en fare for at forvandle sig til et åbenlyst antidemokratisk regime under presset fra den permanente undtagelsestilstand.» © LMD Norden Georgio Agamben, Resterne efter Auschwitz, kom ut i november på dansk. 1 På dansk foreligger Veronica Juhls gennemgang af bogen i tidsskriftet Hæfter for Gæstfrihed nr.2, København, dec. 2001. Se artikkel av Agamben neste side
14 LE MONDE diplomatique – desember 2004 FILOSOFISK ESSAY: At være udenfor og samtidig tilhøre. Dette er undtagelsestilstandens grundvilkår. i har at gøre med et komplekst begreb, der befinder sig på grænsen mellem politik og jura. Den permanente u GIORGIO AGAMBEN Professor i filosofi, Italia. Det var i sin Politisk teologi (1922), at Carl Schmitt (1888-1985) fastslog den grundlæggende sammenhæng mellem undtagelsesilstand og suverænitet. Men selvom hans erømte definition af den suveræne, som den der beslutter undtagelsestilstanden», fte er blevet kommenteret, savner vi i statsretten fortsat en egentlig teori om undtagelsestilstanden. Det synes dog som om, problemet for juristerne såvel som for retshistorikerne mere er af praktisk karakter end et egentligt juridisk problem. Selve definitionen af begrebet besværligøres af det faktum, at det befinder sig på rænsen mellem jura og politik. Ifølge en dbredt opfattelse skulle ndtagelsestilstanden emlig ligge i «det tveydige og uklare grænsemråde mellem jura og olitik», og skulle således dgøre «et uligevægtsunkt mellem statsret og olitisk virkelighed». Dermed bliver arbejdet med at definere disse afgrænsninger kun mere påtrængende. Hvis de særforanstaltninger, som karakteriserer undtagelsestiltanden, er resultatet af perioder med politiske kriser, og hvis man derfor må anskue dem i et politisk snarere end et juridisk og forfatningsmæssigt lys, vil man faktisk have den paradoksale situation, at en række juridiske foranstaltninger ikke kan forstås ud fra en juridisk synsvinkel, og undtagelsestilstanden bliver dermed til en lovbunden form for det, som ikke kan have nogen lovbunden form. Hvis den «suveræne undtagelse» endvidere er den oprindelige mekanisme, hvorigennem juraen referer til livet for at indlemme det i samme bevægelse, som den ophæver sig selv, så vil en teori om undtagelsestilstanden være den præliminære betingelse for at forstå den relation, der knytter det levende til juraen. At løfte det slør, der tildækker dette usikre felt mellem på den ene side statsretten og den politiske virkelighed og på den anden side den juridiske orden og livet, er betingelsen for at begribe det, der står på spil i forskellen, eller den påståede forskel, mellem det politiske og det juridiske og mellem juraen og livet. Blandt de elementer, som vanskeliggør en definition af undtagelsestilstanden, må man nævne relationen til borgerkrig, oprør og modstandsret. I og med at borgerkrigen må anses for modstykket til en normal tilstand, vil der være en tilbøjelighed til at forveksle den med undtagelsestilstanden, som er statens umiddelbare reaktion på alvorlige indre konflikter. I det 20. århundrede har man således været vidne til det paradoksale fænomen, som har fået betegnelsen «lovlig borgerkrig». Som det var tilfældet med Nazityskland. Hitler havde knap nok grebet magten (eller, hvilket er mere korrekt, fået den foræret), før han den 28. februar 1933 udstedte dekretet til beskyttelse af folket og staten. Dette dekret suspenderede alle de paragraffer i Weimarrepublikkens forfatning, som sikede de individuelle rettigheder. Det blev ldrig ophævet, og man kan således ud fra t juridisk synspunkt anskue hele det 3. ige som én undtagelsestilstand, der varede 2 år. I den forstand kan man definere den oderne totalitarisme som indførslen af n lovlig borgerkrig gennem undtagelsestilstanden, der ikke alene gør det muligt at eliminere politiske modstandere, men også hele befolkningskategorier, som ikke synes at kunne integreres i det politiske system. Siden da er den forsætlige etablering af en permanent undtagelsestilstand blevet en essentiel praksis i nutidens stater, heri- Hele Det tredje Rige kan anskues som én undtagelsestilstand, der varede 12 år blandt også de demokratiske. I ordets tekniske forstand er det i øvrigt ikke nødvendigt, at undtagelsestilstanden bliver erklæret. Endvidere skelnes der i den franske doktrin i hvert fald fra og med Napoleons dekret af 24. december 1811 mellem en «fiktiv eller politisk» belejringstilstand og en militær belejringstilstand. Den engelske retsvidenskab taler i den forbindelse om en fancied emergency; hvad de nazistiske jurister angår, så talte de uden forbehold om en «villet undtagelsestilstand» for at etablere den nationalsocialistiske stat. Under begge verdenskrige udbreder brugen af undtagelsestilstanden sig til alle de krigsførende nationer. Overfor den fortsatte udvikling af det, som er blevet defineret som en «verdensomspændende borgerkrig», tenderer undtagelsestilstanden i dag i stadig stigende grad til at være en regerings dominerende paradigme i nutidens politik. Når først undtagelsestilstanden er blevet reglen, kan man frygte, at denne afdrift af en regeringsteknisk, midlertidig særforanstaltning kan medføre tabet af en traditionel skelnen mellem forskellige forfatningsformer. Undtagelsestilstandens fundamentale betydning som oprindelig struktur – i hvilken juraen indlemmer det levende gennem sin egen suspension – trådte frem med al ønskelig tydelighed med den military order, som USA’s præsident udstedte den 31. november 2001. I henhold til den bliver noncitizens, som er under mistanke for terroristisk aktivitet, underlagt en særlovgivning, der omfatter muligheden for «internering på ubestemt tid» (indefinite detention) samt at stille dem for militærdomstole. Den amerikanske Patriot Act af 26. oktober 2001 gjorde det i forvejen muligt for landets Attorney General at tilbageholde enhver udlænding (alien), som var under mistanke for at udgøre en trussel mod landets sikkerhed. Det var dog påkrævet, at den pågældende udlænding, inden for en frist på syv dage, enten skulle udvises eller at der skulle rejses tiltale mod vedkommende for at have overtrådt immigrationsloven eller at have begået en anden forbrydelse. Det nye i præsident Bushs dagsorden var de facto at ophæve disse personers juridiske status og dermed at skabe størrelser, som juraen hverken kunne kategorisere eller betegne. Ikke alene nyder de talebaner, som blev taget til fange i Afghanistan, ikke status som krigsfanger i henhold til Genève-konventionen, men de falder heller ikke ind under nogen sigtelsesbestemmelser i den amerikanske lovgivning: De er hverken fanger, sigtede eller tiltalte, men blot detainees, som er underlagt et faktuelt overherredømme, en internering som ikke alene er ubestemt i tidsmæssig forstand, men også i selve sin natur, i og med at den unddrager sig enhver lov og enhver form for juridisk kontrol. Med en detainee på Guantanamo antager det nøgne liv sin mest ekstreme form for ubestemthed. Det mest stringente forsøg på at formulere en teori om undtagelsestilstanden finder vi i Carl Schmitts værk. Den findes i alt væsentligt i hans bog Diktaturet såvel som i hans Politisk teologi, der udkom et år efter. Da begge disse bøger, som blev udgivet i begyndelsen af 1920’erne, beskriver et paradigme, der ikke alene er aktuelt, men som først nu om stunder har fundet sit egentlige, fulde udtryk, vil det være nødvendigt at opsummere hovedteserne. De to bøgers målsætning var at indplacere undtagelsestilstanden i en juridisk kontekst. Schmitt var vel klar over, at undtagelsestilstanden, i og med at den medfører en «suspension af den juridiske orden i dens helhed», synes at «unddrage sig enhver juridisk betragtning», men for ham handler det netop om at etablere en relation, hvad den så end måtte være, mellem undtagelsestilstand og juridisk orden. «Undtagelsestilstanden adskiller sig altid fra anarki og kaos, og i juridisk forstand optræder der stadig en orden i den, selvom der ikke er tale om en juridisk orden.»Denne fremstilling er paradoksal i og med at det, der må være indskrevet i juraen, i sin essens ligger udenfor, da det jo svarer til en suspension af selve den juridiske orden. Hvem det end er, der foretager denne indskrivning af undtagelsestilstanden i den juridiske orden, gælder det om at påvise, at en suspension af loven stadig ligger indenfor lovens domæne og ikke blot er ren og skær anarki. Undtagelsestilstanden indfører således en anomisk zone i juraen, som ifølge Schmitt gør det muligt effektivt at skabe orden i det reelle. Man forstår da, hvorfor teorien om undtagelsestilstanden i Politisk teologi kan præsenteres som en lære om suverænitet. Statsoverhovedet, der beslutter at indføre en undtagelsestilstand, sikrer dens forankring i den juridiske orden. Men netop fordi beslutningen her omfatter normens ophævelse, og fordi undtagelsestilstanden er bemægtigelsen af et rum, som hverken er indenfor eller udenfor, «forbliver statsoverhovedet udenfor den under normale omstændigheder gældende juridiske orden samtidig med at han, da en sådan beslutning er hans ansvar, skal afgøre om forfatningen skal suspenderes i sin helhed.» At være udenfor og samtidig tilhøre: Det er undtagelsestilstandens topologiske struktur, og fordi statsoverhovedet, der beslutter undtagelsen, ud fra en logisk betragtning i sit væsen er defineret af denne struktur, kan han også karakteriseres ved oxymoronet ekstase-tilhørsforhold. I 1990 holdt Jacques Derrida i New York et foredrag over emnet Lovkraft: Autoritetens mystiske fundament. Konferencen, som faktisk var en gennemgang af Walter Benjamins essay For en kritik af volden, vakte en omfattende debat blandt såvel filosoffer som jurister. At ingen fandt på at analysere den tilsyneladende gådefulde formulering, som var foredragets titel, er ikke alene et tegn på den totale adskillelse af den filosofiske og den juridiske kultur, men også på den sidstes forfald. Syntagmet «lovkraft» støtter sig til en lang tradition i romerretten og i middelalderretten, hvor den i bred forstand betyder «effektivitet, evne til at forpligte». Men det er først i nyere tid, i den franske revolutions kontekst, at udtrykket kommer til at dække den højeste værdi af de akter, som blev vedtaget af den repræsentative folkeforsamling. I paragraf 6 i forfatningen af 1791 betegner udtrykket «lovkraft» således lovens ufravigelige karakter, som selv statsoverhovedet ikke kan ophæve eller ændre. Ud fra en teknisk betragtning er det dog afgørende, i såvel den moderne som i ældre doktriner, at syntagmet «lovkraft» ikke henviser til selve loven, men til de dekreter, der netop, som udtrykket angiver, har lovkraft, dekreter som den udøvende magt i visse tilfælde kan få tilladelse til at formulere, som for eksempel ved en undtagelsestilstand. Som teknisk lovudtryk definerer konceptet «lovkraft» altså adskillelsen af lovens effektivitet og dens formelle væsen, en adskillelse som tilfører dekreter og foranstaltninger, der ikke formelt er love, lovkraft. Denne uklarhed mellem den udøvende og den lovgivende magts akter er et af de væsentligste karakteristika ved undtagelsestilstanden. (Grænsetilfældet er nazistyret; som Adolf Undtagelsestilstanden forvandles til en fest uden grænser, hvor den rene vold bliver trukket frem for at kunne nydes frit Eichmann yndede at gentage, var «Førerens ord lov».) Og i de nuværende demokratier er det blevet almindelig praksis, at et parlament efterfølgende ratificerer retsvirkende dekreter udstedt af regeringen. Nu om dage er republikken ikke længere parlamentarisk; den er regeringsstyret. Ud fra en ren teknisk betragtning ligger undtagelsestilstandens særpræg ikke så meget i sammenblandingen af magtbeføjelserne som i lovkraftens isolering fra loven. Undtagelsestilstanden definerer en retstilstand, hvor normen gælder, men ikke finder anvendelse (fordi den ikke har kraft), og hvor bestemmelser, som ikke har lovstatus, har kraft. I grænsetilfældene betyder det, at lovkraften fluktuerer som et ubestemmeligt element, der snart kan påberåbes af statsmagten, snart af en revolutionær organisation. Undtagelsestilstanden er et anomisk rum, hvor det, der står på spil, er en lovkraft uden lov. En sådan lovkraft er uden tvivl et gådefuldt element, eller snarere en fiktion gennem hvilken juraen forsøger at indlemme anomien. Men hvordan skal man forstå et gådefuldt element af den art, gennem hvilken juraen overlever sin egen udviskning og fungerer som ren kraft i undtagelsestilstanden? Undtagelsestilstandens særkende træder tydeligt frem, når man studerer den foranstaltning i romerretten, som kan anses som dens sande arketype, iustitium. Lige så snart det romerske senat fik underretning om en situation, der kunne true eller kompromittere republikken, udstedte det en senatus consultum ultimum, hvorigennem den anmodede konsulerne (deres substitutter, alle borgere) om at træffe alle nødvendige forholdsregler for at sikre statens sikkerhed. Et senatus consultum forudsatte et dekret, hvori man erklærede tumultus, det vil sige en nødsituation skabt enten af indre uroligheder eller af et oprør, som så medførte, at man proklamerede et iustitium. Udtrykket ius-titium – der er opbygget nøjagtigt som sol-stitium – betyder bogstavelig talt at «standse, ophæve ius’en, den juridiske orden». De romerske grammatikere forklarede udtrykket således: «Når juraen gør ophold, ligesom solen ved solhverv.» Iustitium var dermed ikke så meget en suspension indenfor retshåndhævelsens rammer som en suspension af juraen i sig selv. Hvis vi vil forstå undtagelsestilstandens væsen og struktur, må vi først forstå denne juridiske institutions paradoksale status, der ganske enkelt går ud på at skabe et juridisk tomrum, at skabe et rum helt blottet for ius. Således det iustitium som Cicero nævner i en af sine Filippiske taler. Marcus Antonius» hær marcherer mod Rom, og konsulen Cicero henvender sig til senatet med følgende ord: «Jeg finder det påkrævet at erklære tumultus, bekendtgøre iustitium og forberede os på kamp». Den alment vedtagne oversættelse af iustitium – juridisk stilstand – ville her ikke give nogen mening. I en faretruende situation handler det tværtimod om at afskaffe de restriktioner, som lovene pålægger øvrighedspersonerne – det vil først og fremmest sige forbuddet mod at henrette en borger uden folkedom. Overfor dette anomiske rum, som pludselig bliver sammenfaldende med bystaten, synes både nyere og ældre forfattere at balancere mellem to modsatrettede opfattelser: At skabe overensstemmelse mellem iustitium og forestillingen om en total anomi, i hvilken al magt og al juridisk struktur bliver ophævet, eller anskue det som selve juraens fylde, hvor den er sammenfaldende med det reelles helhed. Hvoraf spørgsmålet: Hvilken beskaffen-
Page 2 and 3: de pesticides par an (4). Les habit
Page 4 and 5: LE MONDE diplomatique Avisen med de
Page 6 and 7: det som foregår utenfor Norges gre
Page 8 and 9: I likhet med disse utbyttbare perso
Page 10 and 11: arbide a vait pas santé et de dés
Page 12 and 13: franskmenn som bodde i Belgia hvor
Page 16 and 17: hed har de handlinger, som udføres
Page 18 and 19: som krise innenfor høymodernismen.
Page 20 and 21: litteratur len, gjorde skandale i 2
Page 22 and 23: desember 2004 - LE MONDE diplomatiq
Page 24 and 25: desember 2004 - LE MONDE diplomatiq
Page 26 and 27: historien ren avslører sitt ideolo
Page 28 and 29: enker» for medlemmer af den nyvalg
Page 30 and 31: på Mars? fremferd kunne komme til
Page 32 and 33: tet for Grønlandsdepartementet i K

diplomatique - Dokumentar.no

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?