diplomatique - Dokumentar.no

enker»
for medlemmer af den nyvalgte Duma om
landets sikkerhed efter katastrofen sagde
FSB’s vicechef Vjatjeslav Usjakov, at antallet
af terrorangreb i Rusland næppe vil falde,
men at nye terroraktioner var mulige «i
transportsektoren, imod atomanlæg og i
energisektoren».
Han sagde også, at den øgede terroraktivitet
overalt i Rusland tydede på, at «visse
lande» er interesserede i at «gøre republikken
(Tjetjenien) til et center for global
terrorisme».
Nyhedsbureauet Gazeta.ru skrev om
FSB´s krav om øget magt: «FSB kræver licens
til at dræbe». Bureauet understregede, at
FSB havde krævet og fået øgede beføjelser
efter alle større terroraktioner.
Selv om det intet havde at gøre med
terrorisme, benyttede FSB lejligheden til
at kræve øget magt til at «undersøge privatiseringshandler»,
altså ret til at gribe ind
over for de såkaldte oligarker, der havde
tjent enorme formuer på 1990’ernes lyssky
privatiseringer.
Usjakov bebudede også pres på Dumaen
for ophævelse af det moratorium for dødsstraf,
som var en forudsætning for Ruslands
optagelse i Europarådet. «Dødsstraf er nødvendig
for at afskrække terrorister,» sagde
han. Men dødsstraf er næppe noget effektivt
middel til at bekæmpe selvmordsbombere.
Efter terrorbølgen i august og september
2004 blev det afsløret, at politibetjente i
Beslan havde ladet sig bestikke eller afpresse
til at hjælpe gidseltagerne.
Med selvmordsbombefænomenets indtog
i Rusland i år 2000, kom kvinder til at
sætte deres særlige præg på terrorismen.
Omkring halvdelen af de selvmordsbombere,
som siden har været på spil, skønnes
at være kvinder, såkaldte sorte enker. Det
er tjetjenske kvinder, der hævner sig efter
at have mistet mænd, fædre, sønner eller
andre slægtninge i krigen. Sørgende enker
har frivilligt kastet sig i døden og taget
tilfældige russere, der var på det forkerte
sted på det forkerte tidspunkt, med sig for
at påtvinge russiske familier tragedier af
samme omfang, som russiske styrker har
udsat deres familier for. Der er imidlertid
også eksempler på, at kvinder ikke gør det
frivilligt, men at social udstødning fra især
traditionelle bondesamfund har gjort dem
til nemme ofre for rekruttering til det dødbringende
job.
Et eksempel er den 23-årige Sarema
Musjakhojeva i Lefortovo-fængslet i Moskva,
hvis mand var blevet dræbt som oprørssoldat,
mens hun var gravid.
«Jeg var blevet en skam for familien,»
sagde hun i et interview til dagbladet
Isvestija i februar 2004.
Sarema havde stjålet smykker fra svigerfamilien
for at skaffe penge til at flygte med
sin datter, efter at svigerforældrene havde
givet hendes spæde datter til en barnløs
søn. Hun fortalte, at hun besluttede at blive
sjakhid, martyr, for at tilbagebetale de 800
dollar, som hun havde fået for de stjålne
smykker. En wahhabistisk terrorgruppe
havde tilbudt hende 1.000 dollar for en selvmordsaktion.
«Jeg måtte erkende, at jeg ikke kunne
gennemføre det,» sagde hun i fængslet, hvor
hun ventede på at komme på anklagebænken
for terrorisme.
Hun blev arresteret med en udetoneret
bombe i Moskvas centrum 10. juli 2003.
Terrorgruppen havde overbevist hende om,
at det var hendes religiøse pligt at sprænge
en bombe i en café. Hun forlod cafeen uden
at have detoneret bomben, men frygtede
at «instruktørerne» ville gøre det per fjernkontrol.
«Hverken jeg eller de vidste, hvad der
skulle gøres. Jeg gik og ventede på at dø,»
sagde Sarema.
En betjent beordrede hende til at smide
tasken.
«Jeg gjorde som befalet og sprang væk fra
den rædsomme taske,» sagde hun.
Nogle dage før var hun af en midaldrende
kvinde, som hun kendte under navnet Ljuba,
blevet bragt til et hus uden for Moskva,
hvor der var to mandlige «instruktører».
Ljuba menes at være den navnkundige Sorte
Fatima, som skal have rekrutteret mange
unge kvinder til selvmordsaktioner.
Der var to andre kvinder i huset: 19-årige
Salikhan Elikhadsjijeva og 26-årige Sinaida
Alijeva, som sprængte sig selv og fjorten
andre ihjel ved en rockkoncert ved Tusjinolufthavnen
i Moskvas udkant fire dage før
Sarema stod for tur.
Ifølge hendes udsagn var den 19-årige
blevet udstødt af sin familie, efter at hun
var løbet bort med sin stedbror, som hun var
forelsket i. Hun blev overbevist om, at det
eneste hun kunne gøre efter således at have
bragt skam over familien, var at ofre sit liv.
Kun den 26-årige passede til definitionen
på sorte enker, frivillige hæv-
nere af en ægtemands eller et
andet familiemedlems død i
krigen. De to andre var drevet
af social udstødning efter
at have krænket en eller flere
uskrevne, men strengt overholdte
sociale og religiøse
love i fattige landområder i
Nordkaukasus.
Myterne om Sorte Fatima
er mange. Hun formodes
at være en effektiv jæger af
unge tjetjenske kvinders
sjæle. De russiske myndigheder
har beskrevet hende
som «midaldrende med en krum næse og
sort hår».
Avisen Los Angeles Times har interviewet
familier, der har haft besøg af Sorte Fatima.
Medna Bajrakova siger til avisen, at en
midaldrende kvinde med Fatimas træk dukkede
op i deres hjem i Grosnij for at tale med
hendes 26-årige datter Sareta under fire øjne.
Efter samtalen sagde Sareta til moderen, at
hun ville følge kvinden på vej. En time senere
kom flere mænd i camouflageuniformer
og sagde til familien, at datteren var draget
bort for at gifte sig med en af deres mænd.
Næste gang, Bajrakova så sin datter, var
på tv. Hun var sikker på, at det var Saretas
øjne over et af de sorte slør, som tilhyllede
kvinderne i aktionen på Dubrovkateatret.
Russiske sikkerhedsfolk kom siden til
Bajrakovas hjem med et billede, der var taget
i de tidlige morgentimer, efter at teatret var
stormet og alle gidseltagere dræbt.
«De spurgte mig: Er det din datter? Men
ansigtet var helt smadret. Og så besvimede jeg,»
fortalte moderen til den amerikanske avis.
Sjamil Basajev menes at have trænet
mange sorte enker. Undergrundspræsidenten
Aslan Maskhadov har kaldt de sorte enker et
produkt af «den russiske besættelses ødelæggelse
af tjetjenske familier», men FSB
hævder at have beviser for, at han står bag
alle tjetjenske terroraktioner, også selvmordsaktioner.
Los Angeles Times rapporterede også
fra landsbyen Assinovskaja i det vestlige
Tjetjenien. I en sidegade ligger murbrokker,
som engang var Sulumbek Ganijevs hus,
hvor hans ti børn voksede op. Kun fire af
dem er i live i dag, heraf to i fangenskab. En
søn blev dræbt under et russisk raketangreb
i 1999, en datter forsvandt i 2000 og menes
dræbt under et bombeangreb mod Grosnij,
en søn blev samme år dræbt som guerillakæmper,
en tredje ved et biluheld.
Og to døtre skal have været blandt
de selvmordsbombere, der blev dræbt i
Dubrovkateatret med udetonerede sprængstofbælter
om livet.
Få dage efter kom russiske soldater og
sprængte familien Ganijevs hus i stumper
og stykker. Ganijev og hans kone overlevede
kun, fordi de så tv hos en nabo.
«Det er ikke vores skyld. Før krigen var
alle børnene hjemme. Russerne tog dem fra
os,» sagde han.
Familiens første møde med russiske styrker
var i oktober 1999, da soldater skød deres
fire køer og slæbte to af kadaverne med sig
bag deres køretøj. Kort efter sluttede to af
sønnerne sig til oprørsstyrkerne.
I juni 2002 kom russiske soldater og slæbte
en yngre søn og to døtre med sig. Efter tre
dage lykkedes det familien at købe børnene
fri for 1.000 dollar. Men da de kom tilbage,
var de helt forandrede, fortæller faderen.
Børnene sagde, at de havde været udsat
for elektrisk og anden tortur for at aftvinge
dem oplysninger om oprørerne.
Om pigernes reaktion
efter fangenskabet fortalte
moderen: «De kom tilbage
og sagde, at de nu var
påført skam. Vi kan ikke
leve sådan mere, sagde de.
Vi så dem aldrig græde.
De sad bare og var deprimerede.»
29. september 2002
fortalte døtrene Fatima og
Khadsjad, at de ville besøge
en nevø i Dagestan. En
måned senere genkendte
forældrene dem på tv-billeder
fra Dubrovka-teatret.
En anden datter, Rajsa, meldte sig til russisk
politi og fortalte, at hun var bange for
ikke længere at kunne modstå rebellernes
forsøg på også at rekruttere hende til de
sorte enker. Siden har familien ikke kunnet
få oplyst, hvor Rajsa holdes fanget.
Hun er en af de potentielle sorte enker,
der enten har meldt sig selv eller er pågrebet,
som Aleksej Sakharov, specialist i psykologi
i ekstreme situationer, har interviewet.
Sakharov mener, at mange af dem har
fået narkotiske stoffer. Han sagde på en pressekonference:
«De viser alle tegn på dybe
mentale traumer.»
Sørgende enker har
frivilligt kastet sig
i døden og taget
tilfældige russere med
sig for at påtvinge
russiske familier
tragedier af samme
omfang, som russiske
styrker har udsat
deres familier for
Rekrutteringen af kvinder til selvmordsaktioner
har ifølge menneskerettighedsorganisationer
forværret alle tjetjenske kvinders
situation.
Efter terroraktionen i Dubrovkateatret
viste der sig et frysende mønster. Det var
ikke længere fortrinsvis yngre mænd, som
forsvandt sporløst i Tjetjenien, men også
yngre kvinder, hvis mænd, brødre eller
fædre var faldet i krigen. Først dør han under
sammenstød med russiske styrker, eller simpelthen
fordi han er mistænkt for at være
oprører eller for at have oplysninger om
sådanne. Han dør i fangenskab eller forsvinder
sporløst. Så forsvinder hustruen, søsteren
eller datteren.
Ifølge menneskerettighedsgrupper er der
tale om en relativt ny strategi for «forebyggende
angreb» på unge tjetjenske kvinder,
som de russiske sikkerhedsstyrker mistænker
for at være potentielle sorte enker. Et
ukendt, men stort antal kvinder er blevet
hentet i deres hjem af maskerede mænd i
camouflageuniformer. Ifølge efterforskere
har mange af kvinderne ingen forbindelse
til terrorister eller oprørere, men fælles for
desember 2004 – LE MONDE diplomatique 27
dem er, at de har mistet ægtemand eller en
nær slægtning kort før deres forsvinden.
Praksis er, at hvis en kvinde forsvinder
og findes igen, så sker det inden for de første
tre-fire dage. Hvis der går længere tid, dukker
vedkommende sjældent nogen sinde op,
ifølge den russiske menneskerettighedsorganisation
Memorial.
Familier til forsvundne kvinder har som
regel været ude af stand til at få oplyst, hvilke
myndigheder, der har pågrebet dem, og hvor
de holdes i fangenskab. Soldaterne kommer
som regel efter dem om natten uden identificerbare
uniformer og køretøjer.
Russiske myndigheder hævder ofte, at
kvinderne er forsvundet til træningslejre
under Sjamil Basajev eller til hemmelige
opholdssteder i Moskva, hvor de trænes til
selvmordsopgaver.
Elsa Gajtamirovas mand, Rumid-Babek
Isajev, forsvandt i 2001. Siden har den 31årige
Elsa, mor til fire børn, været arresteret
fire gange. Naboer har sagt, at hun fortalte
dem, at hun gentagne gange var udsat for
tortur under langvarige forhør, hvor hun
blev hængt op med hovedet nedad.
Hun blev slæbt væk fjerde gang 15. januar
2004 fra sit hjem i landsbyen Gekhi. Der har
ikke været livstegn fra hende siden.
Uidentificerede mænd kørte ti dage
tidligere væk med den 59-årige Petimat
Gambulatova samt hendes tre døtre og en
søn fra deres hjem i udkanten af Grosnij. Det
var en måned efter en nær mandlig slægtnings
forsvinden. Gambulatova og døtrene
blev løsladt tre måneder efter, men af angst
for flere repressalier har de nægtet at udtale
sig om deres skæbne til menneskerettighedsadvokater.
Ud fra tilgængelige oplysninger
mener efterforskere, at de var i fangenskab
hos tidligere præsident, Akhmad Kadyrovs
private hær. Det ses som et eksempel på den
øgede prorussiske tjetjenske chikane imod
civilbefolkningen.
Senere samme januar pågreb omkring
tyve svært bevæbnede mænd Luisa Mutajeva,
hvis søster angiveligt deltog i gidseltagningen
på Dubrovka-teatret. Luisa blev kørt
væk fra sit hjem i Assinovskaja i en minibus
uden nummerplader. Hun har været sporløst
forsvundet siden.
Embedsmand Ljubov Dubas’ datter, den
21-årige Milana Osdojeva, blev arresteret 19.
januar 2004. Faderen har forgæves prøvet at
overtale russiske myndigheder til at slippe
hende fri og tage ham selv i stedet.
Osdojevas mand, der var tilknyttet
oprørsstyrkerne, forsvandt i 2003. Hun var
efterladt med en lille dreng, der blev født
efter faderens død, og en tre-årig datter.
Mændene, som kom efter hende, hævdede,
at de havde beviser for, at hun havde ladet
sig rekruttere som selvmordsbomber. Hun
skal ifølge faderen havde afvist det og sagt:
«Jeg vil ikke være martyr. Jeg vil leve.»
Også Milanas skæbne viser, at tabet af en
ægtemand ofte følges af trusler på eget liv
for tjetjenske kvinder.
Da faderen dagen efter hendes forsvinden
og siden utallige gange henvendte sig
til FSB og anklagemyndigheden, fik han at
vide, at de intet kendte til hendes skæbne.
Mens Milena efter alt at dømme var
uskyldigt mistænkt i planer om at blive
selvmordsbomber, steg to kvinder af slagsen
på hver sit fly 24. august 2004 og dræbte alle
ombordværende ved to næsten samtidige
flystyrt. Det kunne have været undgået. De
havde bestukket sig fri af sikkerhedskontrollen
i lufthavnen Domodedovo i Moskva.
Det kostede 250 kroner i bestikkelse at tage
90 liv.
© LMD Norden
1 Gyldendal, november 2004, København.