FÆLLES VÆRDIER - Social

”Al sand hjælpen begynder med en ydmygelse; Hjælperen må først ydmyge sig
under den han vil hjælpe, og herved forstå, at det at hjælpe er ikke det at herske,
men det at tjene, (…) at det at hjælpe er villighed til indtil videre at finde sig i at have
uret, og i ikke at forstå, hvad den anden forstår (…) dersom du ikke kan begynde
således med ham, at han finder en sand lindring i at tale med dig om sin lidelse (…)
så kan du heller ikke hjælpe ham; han lukker sig inde i sit inderste – og præk du så
kun for ham.” (Kierkegaard, 1964)
At ”ydmyge sig” under den man vil hjælpe og ”at tjene”, implicerer netop, at den
stærke og magtfulde hjælper (lægen, sygeplejersken, social rådgiveren, pædagogen)
lægger en dæmper på sig selv og anerkender den til enhver tid værende andens ret
til at vælge at leve usundt, farligt og anderledes. Det kan godt være, at den anden
aldrig har truffet et frit valg, og at det liv, han eller hun lever, næsten gør det meningsløst
at tale om et valg, men så må hjælperen anerkende det og i overensstemmelse
med Søren Kierkegaards etik, anstrenge sig for at møde det andet menneske, dér
hvor det befinder sig her og nu. Det er i høj grad det, anerkendelse drejer sig om.
Handler vi hen over hovedet på den udsatte borger og presser alle vore egne idéer om
det gode liv ned over hovedet på ham eller hende, risikerer vi, at relationen umuliggøres
eller går i stykker.
Social- og sundhedsarbejderne må altså i en vis forstand anerkende det svage liv, hvilket
er noget helt andet end at erklære de udsatte for usamarbejdsvillige og uden for
rækkevidde. Den professionelle må tværtimod signalere interesse og søge relationen i
respekt for det svage liv, og være ved siden af, når den udsatte borger er parat. I den
forstand kræver arbejdet med de socialt udsatte en ekstraordinær menneskelig indsats.
At handle anerkendende over for den udsatte borger indebærer, at hjælperen må
”ydmyge sig”, men det betyder ikke, at den professionelle usynliggør sig selv og aktivt
understøtter den udsatte borger i alt, hvad han eller hun kommer med. Anerkendelse
er noget helt andet end eftergivenhed, og det drejer sig under ingen omstændigheder
om ligegyldighed. Hvis social- og sundhedsarbejderen er af den overbevisning, at det
vil indebære yderligere skade og lidelse for den udsatte borger aktivt at understøtte
den vision, han eller hun kommer med, ja så ville det være meget lidt anerkendende
at gøre det. Tværtimod skal hun indgå en samtale med den anden og aktivt søge
dialogen vel vidende, at det i sidste ende er borgerens liv, der er til diskussion, og at
det derfor er ham eller hende, der har det sidste ord.
I ekstreme situationer indebærer det alvorlige etiske dilemmaer. Det kan være svært
for social- og sundhedsarbejderne at se på, at det andet menneske ødelægger sig
selv. Undertiden kan det selvsagt være nødvendigt at skride ind af hensyn til et truet
barn, og det kan være umuligt at undgå at den udsatte borger føler sig krænket over
det. Men hvad er bedst for barnet? Og hvad er bedst for den udsatte borger? Værdierne
kan som nævnt ikke fortælle social- og sundhedsarbejderen, hvordan der
konkret bør handles. Det må afgøres af en god dømmekraft i situationen, der tager
hensyn til konteksten, og hvor værdierne fungerer som etiske ledetråde.
64 FÆLLES VÆRDIER