Skovkirkegård i Herfølge - Danske Landskabsarkitekter

More documents

Recommendations

Info

træ har for mennesker i alle kulturkredse og til alle tider ha en symbolkra som et tegn på livets tilblivelse og forgængelighed” (Løvfald 2006, p.2). Danskerne som samfund set har i mange år accepteret at være under kirkens ind ydelse på begravelsesområdet. Men i de seneste år er der kommet bevægelser, der arbejder imod de e forhold. Det ses bl.a. af initiativet til dannelse af foreningen Løvfald, der arbejder for opre else af kommunale, uindviede skovkirkegårde. Initiativtagerne, der selv er medlemmer af den danske folkekirke, arbejder for følgende: ”Uden religiøse motiver eller specielle verdensanskuelser i øvrigt ønsker LØVFALD at kunne tilbyde: En individuel bisæ else af afdødes aske i naturen ved foden af et træ på et til formålet udvalgt skovareal” (Løvfald 2006, p.2). Sekulariseringen i samfundet har omsider resulteret i, at kirkens store monopol på begravelser med al sandsynlighed får konkurrence i de kommende år. Om de e samtidig vil få den e ekt at endnu ere melder sig ud af folkekirken, nu hvor de ikke er a ængige af den i forbindelse med begravelsen, kan man kun gisne om. At der er en interesse for ikke-religiøse begravelser og begravelsesplad- Periode Tidlig middelalder (ca. 900-1200) ser kan man udlede ud fra tal fra Danmarks Statistik (2008), der viser, at knap 10 % af de bisæ elser og begravelser der blev foretaget i 2007, foregik uden medvirken af en præst (hverken fra folkekirken eller andre religioner). 2.4.3 Ændringer i synet på døden Måden vi opfa er døden på er forskellig fra samfund til samfund, men forandrer sig også med tiden. Det syn, vi anlægger på døden som helhed, har betydning for de rammer vi sæ er omkring begravelsen. Michael Hviid Jacobsen (2001) beskriver hvordan synet på døden i Vesteuropa ifølge den franske historiker Philippe Ariès har bevæget sig fra en død i fællesskabet i middelalderen over ”selvets død” til ”den andens død” og videre frem til ”den moderne forbudte død”. Se gur 2.3 nedenfor. Han peger på, at begravelsesformerne har fulgt dødssynet. Man har således ha en død i et fællesskab, hvor familien og landsbyen i højeste grad var involveret både før, under og efter døden indtraf, og hvor døden på sin vis var en accepteret del af livet. Til de e fællesskab hørte naturligt fællesgrave. Senere er man gået over til individuelle grave, der synes at Senmiddelalder – tidlig renæssance (ca. 1200-1750) Oplysningtid – romantikken (ca. 1750-1900) være den naturlige begravelsesform i forbindelse med ”selvets død”. Nu er fokus nemlig ikke længere på, at fællesskabet mister et medlem, men på, at den enkelte står over for sit helt eget møde med døden og heri regnskabet med Gud. De e følges op af ”den andens død”, en periode, hvor man romantiserer tabet af den elskede afdøde. Døden bliver den store ende, der river mennesker fra hinanden. De store følelser skal vises frem i forbindelse med afskeden, og gravstedet skal også helst bære præg af, at afdøde i høj grad er elsket og savnet: ”De elskede skal såvel begrædes som hyldes i døden, og det gøres ved at rejse overvældende gravstø er [...] Gravinskriptionerne bliver mere lidelsesfulde og poetiske i deres udtryk, og dødens symbolik begynder at tage form som små forstenede duer eller andre udtryksfulde gurer på gravstenene” (Jacobsen 2001, p.56). I nyere tid er ”den moderne forbudte død” blevet gemt væk og overladt til de professionelle (læger, bedemænd osv.). Man kan diskutere, hvorvidt døden er et tabu eller ej. Hver dag konfronteres vi med døden i medierne, hvad enten det er i nyhederne eller på biogra ærredet. Det er derimod sjældent at vi konfronteres personligt med døden. Tidligere, hvor Moderne tid (ca. 1900 og freme - er) Syn på døden Døden i fællesskabet Selvets død Den andens død Den moderne forbudte død Begravelsesform Fællesgrave, o est uden gravminder Individuelle grave med gravminder Individuelle grave, overdådige gravminder * Begravelsesformer med kremering og askefællesgrave nævnes ikke i Jacobsen (2001), men er egen indføjelse. Kremering og anonyme askefællesgrave vinder frem* Figur 2.3 Skematisk fremstilling af opdeling i forskellige perioders dødssyn i forhold til den dominerende begravelsesform ifølge Michael Hviid Jacobsen (2001). 29
man o ere end i dag døde i hjemmet, blev den døde ”udstillet” i sin kiste i stuen. Familie, naboer og andre pårørende kom så forbi for at tage afsked. I dag overlades den døde som regel hurtigst muligt i de professionelles varetægt, og kun den aller nærmeste familie, vælger som regel at se den afdøde en sidste gang, inden han eller hun lægges i kisten. Døden er altså ikke noget der ikke må tales om, men i mange tilfælde gør vi os umage for at undgå nærkontakt med den. Jacobsen (2001) hævder bl.a., at det kan have at gøre med, at vi i den højteknologiske tidsalder, vi lever i, er blevet vant til at alle problemer har en løsning. Døden kan vi imidlertid stadig ikke vinde over, og det fremstår som et nederlag for videnskaben, teknologien og samfundet. Derfor gemmer vi døden væk, for ikke at blive mindet om nederlaget. De anonyme askefællesgrave, der i mange år har været meget populære er en måde vi kan ”gemme døden Svensk mindeslund: fælles anonym gravplads for aske og urner, hvor døden bliver meget usynlig. Skovkirkegården, Stockholm. Blomster til de ukendtes fællesurnegrave placeres i Sve-rige kun på udvalgte steder. Skovkirkegården, Stockholm. 30 væk” på, når vi skal vælge begravelsesform. Denne tendens er imidlertid vendt (Sommer 2007), bl.a. fordi folk er blevet opmærksomme på, at der er psykologiske fordele ved, at have et bestemt gravsted, at gå til, frem for en anonym græsplæne. Men er det samtidig et tegn på, at vi er begyndt at få et nyt syn på døden? Eller er det blot et udslag af, at vi accepterer at de e erladtes behov for at have et bestemt sted at gå til for at mindes afdøde går forud for den dødes ønsker? Det sidste synes ikke at være tilfældet. Tværtimod peger udviklingen på, at folk får større og større ind- ydelse på deres egen begravelse (Sommer 2007 og Dalgaard 2007). Det lader til, at være blevet mere vigtigt for danskerne, at få ind ydelse på rammerne omkring deres egen død. De planlægger, hvor begravelsen skal holdes, hvad der skal spises og drikkes, de køber måske endda selv deres gravsted. Og der er en tendens til, at man ikke længere er så bekymret for, at et gravsted skal gå hen og blive en belastning for de e erladte. Om disse foranstaltninger vedrørende den personlige død har at gøre med at døden er ved at blive en del af vores hverdag, som den har været det engang, er tvivlsomt. Folk har formentlig stadig svært ved at acceptere døden i det moderne, højteknologiske samfund. Der kan være andre grunde til, at folk vælger, at få mere ind ydelse på deres egen død. Det kan være et ønske om, at have kontrol med sit eget liv, også e er døden er indtruffet. Det kan også være ønsket om, at undgå at belaste de e erladte med, at skulle tage stilling til hvordan omstændighederne omkring begravelsen skal være. En stor del af forklaringen kan også ligge i, at vi har et stort behov for, at udleve vores individualisme selv e er døden er indtru et (Dalgaard 2007). I de este andre af livets forhold, er det blevet en naturlig ting, at forholde sig til de signaler, man sender til omverde- nen. Vi vil gerne fortælle om os selv og vores værdier gennem påklædningen, hvilket fodboldhold vi støtter, typen af bil, vi kører i osv. Og vi ser det ikke mindst på kirkegården, hvor vi udtrykker meget personlige følelser overfor de døde, ved at dekorere gravstederne med breve og personligt udvalgte e ekter, som vi mener, siger noget om netop det forhold, vi har ha til en person vi har mistet. Døden er hermed blevet en meget individuel død, men med mere tryk på ”individuel” end på ”død”. Muligheden for, at vælge en begravelsesplads i skoven, passer således godt til tanken om den individuelle død. Ikke sådan at forstå, at placeringen i skoven nødvendigvis er bedre eller mere interessant end andre valgmuligheder. Men fordi det moderne mennesker ønsker at have så mange valgmuligheder som muligt, for at kunne vælge netop den begravelsesform, der passer den enkelte bedst, og bedst udtrykker vedkommendes personlighed og temperament. Hvis vi ikke kan overvinde døden, så kan vi dog i det mindste selv bestemme, hvilke rammer den skal omgives af. En ting, der imidlertid kunne pege på, hvorfor skoven alligevel kan være en højere prioriteret valgmulighed end andre, kan vi nde netop i forbindelse med begrebet udødelighed. Jacobsen (2001) henviser til den amerikanske psykiater Robert Lifton, der opremser nogle forskellige måder, hvorpå mennesket symbolsk søger, at opnå udødelighed på. En af disse, er naturligvis gennem religionen og lø et om liv hinsides vores verden. Religionen er dog, som beskrevet i forrige afsnit, i tilbagegang i Danmark. Andre måder kan være, at skabe sig et e ermæle, eller ved avisheden om at ens gener lever videre i ens a om. Mest interessant i skovbegravelsessammenhæng er imidlertid en tro
Page 1 and 2: Skovkirkegård i Herfølge Ny tende
Page 3 and 4: 2 RESUME I de seneste år har der v
Page 6: FORORD Denne opgave er udarbejdet s
Page 10 and 11: 1 Indledning 1.1 Baggrund 1.2 Probl
Page 12: Bisæ else er en betegnelse for cer
Page 15 and 16: 14 2.1 Kirkegården og de alternati
Page 17 and 18: 16 er der. Og når vi skal forholde
Page 19 and 20: 22 skov, hvis den indeholder træar
Page 21 and 22: 24 af skovtræer, således løvtræ
Page 23 and 24: 26 2.4 Hvorfor skovbegravelse nu? D
Page 25: 28 bæredygtighed i alle tænkelige
Page 29 and 30: 32 2.5 Skovkirkegårdens kvaliteter
Page 31 and 32: 34 stemt også kan bidrage til den
Page 33 and 34: 36 Træet er for mange er stærkt s
Page 35: 40 2.7 Konklusion Kirkegården dann

Skovkirkegård i Herfølge - Danske Landskabsarkitekter

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?