Stavgang - 270269.dk

det, at hofteekstensionen ville øges under stavgang som følge af øget hastighed. Dette kunne
tænkes at medføre øget aktivitet i m. gluteus maximus,(23-25) men da hastigheden ikke er
forskellig, er det heller ikke overraskende, at aktiviteten ikke er det.
Skridtlængen er signifikant større under stavgang, og kadencen er tilsvarende mindre (ikke
signifikant testet: gang=105, stavgang=95, beregnet fra middelværdier af hastighed og
skridtlængde.(20) Dette kan evt. skyldes en længere standfase under stavgang.(14) Standfasen
er efterfølgende beregnet i dette projekt og er ikke signifikant forskellig (p=0,124). Den øgede
skridtlængde skyldes ikke et øget bevægeudslag i hoften. Den kan stamme fra en større
bækkenrotation frem,(34) som er signifikant øget under stavgang. Forskellen er dog så lille, at
den øgede skridtlængde må skyldes andre årsager, så som ændrede bevægeudslag i ankel- og
knæled eller usikkerheder forbundet med metoden, som sænker studiets validitet, jf.
metodediskussionen.
På disse 10 raske testpersoner er der ikke forskel på bevægeudslaget i hoften under gang og
stavgang. Det kunne have set anderledes ud på artrose- eller ortopædkirurgiske patienter, der
typisk har kontrakturer på hoftens forside og derfor ofte ses begrænsede i hofteekstensionen
under gang. Det er relevant at undersøge, om stavgang evt. kan have en udspændende effekt
for videre at afdække, hvorvidt stavgang kan forebygge kontrakturer eller vedligeholde
bevægeligheden.
8.0 Konklusion
Det konkluderes på baggrund af den gennemgåede litteratur om stavgang, at der ikke er et
entydigt grundlag for anvendelse af stavgang som et fysioterapeutisk tilbud. Den nuværende
evidens indeholder fund såsom øget ilt- og energiforbrug samt knæaflastning, hvilket har
fysioterapeutisk relevans for flere patientgrupper. Således er uddybende forskning nødvendig,
for at klarlægge værdien af stavgang som behandlingsmetode.
Hypotesen om øget EMG aktivitet i fire udvalgte muskler under stavgang accepteres for m.
latissimus dorsi og m. trapezius, da der for disse muskler findes signifikant øget aktivitet
under stavgang. Dette vurderes at være klinisk relevant, idet der kan drages nytte af heraf i
fysioterapeutisk behandling. Hypotesen forkastes for m. gluteus maximus og m. erector
spinae, hvor aktiviteten under gang og stavgang ikke er signifikant forskellig. Der er tendens
48