Status 2000

Det Danske Center
for Menneskerettigheder
Menneskeret i Danmark
Status 2000
Nationale kontrolorganer
3

FORORD . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9
MENNESKERETTIGHEDER I LOVGIVNINGSPROCESSEN. 16
1. Straf og retspleje. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18
1.1. Lov om rettens pleje i Grønland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19
1.2. Militær straffe- og retsplejelov . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24
1.3. Bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder m.v. . . . 25
1.4. Straffeloven - seksuelt misbrug af børn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27
1.5. Straffeloven - maskeringsforbud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29
1.6. Lov om oprettelse af et dna-profilregister . . . . . . . . . . . . . . . . . 31
1.7. Bekendtgørelse op opbygningen, driften og brugen
af Statstidende . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32
1.8. Retsplejeloven - offentlighed. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33
1.9. Lov om politimæssigt samarbejde i Øresundsregionen . . . . . 35
Siden sidst . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 36
2. Udlændinge. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42
2.1. Lov om strafforfølgning ved Jugoslavien-tribunalet
- tålt ophold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42
2.2. Udlændingeloven - Schengen-konventionen . . . . . . . . . . . . . . 43
2.3. Udlændingeloven - familiesammenføring . . . . . . . . . . . . . . . . 45
2.4. Lejeloven m.m. - beboermaksimum i udlejningsboliger
og fleksible udlejningsregler. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 48
2.5. Integrationsloven - boligplacering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 50
Siden sidst . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51
3. Sundhed og sociale forhold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55
3.1. Dementes rettigheder. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55
Siden sidst. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59
4. Andet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 62
4.1. Lov om el-installatører. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 62
4.2. Religionsfrihed og religionslighed i Danmark . . . . . . . . . . . . . 63
Indhold
5

Indhold
6
NATIONALE KONTROLORGANER . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66
Domstolene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66
EMRK art. 3 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 67
EMRK art. 6 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 67
EMRK art. 7 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 73
EMRK art. 8 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 74
EMRK art. 10 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 82
EMRK art. 11 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83
FNs Børnekonvention. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 84
FNs Racediskriminationskonvention . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 84
Andet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 85
Folketingets Ombudsmand . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86
INTERNATIONALE KONTROLORGANER . . . . . . . . . . . . . . . . 88
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. . . . . . . . . . . . . . . 88
Kurt Nielsen mod Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 88
Hansen mod Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 90
Skoubo mod Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 90
Grosse mod Danmark. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 90
Danmark mod Tyrkiet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91
Henry Krog Pedersen mod Danmark. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 92
Afviste klager. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 92
Europarådskomitéer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93
Europarådets Sociale Komité (ESCR) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93
Den Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur og
Umenneskelig eller Nedværdigende Behandling eller Straf (CPT) 98
Den Europæiske Komité mod Racisme og Intolerance (ECRI) . . . 99
Den Europæiske Komité til beskyttelse af nationale mindretal. . . 100
FN-komitéer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 100
Human Rights Comittee (HRC) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 100

Komitéen for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder
(CESCR) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103
Komitéen mod tortur (CAT) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 104
Komitéen vedrørende afskaffelse af racediskrimination (CERD) . 106
Komitéen til afskaffelse af diskrimination mod kvinder
(CEDAW) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 110
Komitéen vedrørende Barnets rettigheder (CRC) . . . . . . . . . . . . . . 111
2000 - ET ÅR I OVERSKRIFTER . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113
Forkortelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117
Stikordsregister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 119
Domsregister. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121
Bilag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 122
EMRK (artikel 1-18) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 122
CCPR (artikel 14). . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 127
Europarådets Persondatabeskyttelseskonvention (art. 5-9) . . . . . . 128
FNs Flygtningekonvention (art. 1, 2, 3, 23, 26 og 33) . . . . . . . . . . . 131
FNs Torturkonvention (art. 3) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 132
FNs Racediskriminations-konvention (art. 1, 4, 5, og 6) . . . . . . . . . 133
ICESCR (art. 2, 3, 9, 10 og11) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 135
FNs Konvention om Barnets Rettigheder (art. 12) . . . . . . . . . . . . . 137
ILO-konvention nr. 169 (art. 8, 28 og 30) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 137
Læs mere om menneskerettigheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 139
Kolofon. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 140
Indhold
7

FORORD
Det har heller ikke i år 2000 været beretninger om politivold, tortur og lemlæstelser,
der har tegnet det menneskeretlige billede af Danmark. Det er derimod
især historier om myndighedernes tvivlsomme indgreb i borgernes
ret til privatliv og familieliv, der går igen, både på det straffe- og retsplejemæssige
område, på udlændingeområdet og inden for det sociale og sundshedsmæssige
område. Noget kan tyde på, at Danmark allerede er ved at
udvikle sig til det overvågningssamfund, som mange længe har forudset.
Dette er Det Danske Center for Menneskerettigheders anden status-rapport.
Intensionen er lige som i 1999 at gøre status over året, der gik, i forhold
til beskyttelsen af menneskerettighederne, for at sætte fingeren på de særlige
områder, hvor lovgiver og administratorer skal passe særligt på for ikke
at komme i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
I lighed med sidste års Status 1999 indeholder denne rapport ikke en
udtømmende undersøgelse af, om dansk ret lever op til menneskerettighederne.
Den består derimod først og fremmest af en gennemgang af den kritik,
som Centret i årets løb har udtrykt i notater og udtalelser, enten afgivet
i høringer om konkrete lovforslag, betænkninger eller rapporter, eller i udtalelser,
som Centret har afgivet på eget initiativ. Derudover giver beretningen
en oversigt over afgørelser fra de danske domstole og Folketingets
Ombudsmand, samt afgørelser og udtalelser om Danmark fra Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol og de internationale komitéer, som har
til opgave at overvåge, om medlemsstaterne lever op til deres forpligtelser
i forhold til de forskellige konventioner. Endelig skildres til slut i overskriftsform
det seneste års offentlige debat i Danmark om menneskeretlige
emner.
Menneskerettighederne har fået en bedre beskyttelse på flere områder af
dansk lovgivning i det forløbne år. Det gælder både i en række nytilkomne
love og ved ændringer i love, som allerede eksisterer. Og flere forbedringer
er forhåbentlig undervejs. Flere udvalg og kommissioner arbejder for tiden
med at revidere reglerne på områder, hvor menneskerettighederne ikke
altid er blevet tillagt afgørende vægt. Således forventer både Den Grønlandske
Retsvæsenskommission og Udvalget om den militære straffe- og
retsplejelovgivning at afslutte sit arbejde i 2001. Desuden arbejder et udvalg
under Justitsministeriet mere generelt med spørgsmålet, om Danmark skal
indkorporere flere af de internationale konventioner, så de gælder direkte i
dansk ret, lige som man gjorde med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
i 1992.
Det, som på de følgende sider går igen i kritikken inden for alle områder
Forord
9

Forord
10
af lovgivningen, er, at de love, som skal give staten adgang til at gøre indgreb
i borgernes rettigheder, ikke er gode nok. Lovene er simpelthen ikke tilstrækkeligt
klare og præcise. Ofte overlader reglerne det til de administrative
myndigheder at afgøre sagerne på grundlag af et skøn, uden at det er
muligt for den enkelte at forudsige, indenfor hvilke rammer dette skøn skal
foretages. Det er især i forhold til indgreb i retten til privatliv og familieliv,
at reglerne bliver kritiseret for ikke at leve op til de grundlæggende krav,
som Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og praksis fra Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strassbourg stiller til sådanne
bestemmelser.
På det strafferetlige område er det også især forholdet til privatlivets fred,
der oftest volder problemer. Det har altid været en vanskelig balancegang at
foretage den rette afvejning mellem hensynet til efterforskningen på den
ene side og hensynet til den sigtede eller tiltalte på den anden side. I takt
med at der udvikles nye metoder til at foretage en stadig mere effektiv efterforskning,
bliver denne balance vanskeligere. Man risikerer en umærkelig
forskubbelse i retning af mere overvågning og mere registrering uden tilsvarende
vægt på personbeskyttelsen. Udover de allerede eksisterende
data-registre har politiet f.eks. i det sidste år fået mulighed for at søge oplysninger
i et nyt register over dna-profiler. Det kan da også være svært at se,
hvorfor man ikke skal benytte sig af de nye muligheder, når nu de er til stede.
Problemet er blot, at de stadig mere effektive metoder forøger risikoen
for, at den enkeltes rettigheder krænkes i konkrete tilfælde. Det nye dnaregister
indeholder f.eks. ikke blot dna-profiler over dømte forbrydere, men
også sigtede, som efterfølgende er blevet frifundet.
Derudover har det seneste års lovgivning inden for strafferetten været
kendetegnet ved, at man har villet bestemte typer af kriminalitet til livs. Der
er f.eks. vedtaget særlige bestemmelser i straffeloven mod forskellige former
for seksuelt misbrug af børn, bl.a. den, der finder sted ved spredningen
af pædofile billeder via Internettet. Et andet eksempel er, at man nu risikerer
at blive straffet, hvis man deltager i en demonstration med en maske,
hætte eller et tørklæde på hovedet. Bestemmelsen er indført for at forhindre
de episoder af vold og hærværk begået af uromagere iført elefanthuer, som
gennem de senere år er fulgt i hælene på i øvrigt lovlige demonstrationer.
Begge eksempler handler på hver sin måde om forbrydelser, som uden
diskussion er forkastelige, og som en bred del af befolkningen derfor tager
kraftigt afstand fra. Bagsiden ved sådanne punktvise tiltag er imidlertid, at
man i den gode sags tjeneste går til værks med relativt skrappe midler, som
ikke altid er afbalanceret i forhold til mere overordnede menneskerettigheds-
og retssikkerhedsgarantier. Den samme tendens ses på den civile ret-

splejes område. Her er der f.eks. en lov på vej, som skal gøre det muligt at
undersøge kontorer og private hjem uden forudgående varsel, for at skaffe
bevis for, at der foregår ulovlig kopiering eller salg af edb-programmer,
o.lign.
På det civile område volder den stadig udvidede adgang til at foretage
dataregistrering også problemer. Selv så uskyldige forskrifter, som dem der
gælder for Statstidende, kan give problemer i forhold til individets ret til
privatliv, fordi man ikke i tilstrækkelig grad har taget højde for de beskyttelseskrav,
som internationale konventioner stiller for at mindske de uanede
muligheder for misbrug af data-registrerede personoplysninger.
Herudover er der inden for området straf og retspleje vedtaget flere nye
love i det forgangne år, som indebærer en øget hensyntagen til menneskerettigheder.
I enkelte tilfælde kunne man dog ønske sig, at skridtet var taget
mere fuldt ud i de vedtagne love. Det gælder f.eks. den ændring af retsplejelovens
regler om varetægtsfængsling i isolation, som blev vedtaget i maj
2000. Her har man fortsat valgt ikke at indsætte en endelig maksimal tidsgrænse
for, hvor længe isolationen må vare ved de groveste forbrydelser, på
trods af, at både FNs Menneskerettighedskomité, FNs Torturkomité og
Europarådets Torturkomité har anbefalet dette.
Inden for lovgivningen om sundhed og sociale forhold er det igen kravene
til klare og entydige lovregler, der volder problemer. Uklare regler bruges til
at foretage indgreb i privatlivet og den personlige frihed, som måske virker
nødvendige, men som ikke desto mindre har et tvivlsomt og ofte direkte
utilstrækkeligt lovgrundlag. Tvangsmæssig tilbageholdelse af senil-demente
og skjult medicinering med psykofarmaka er f.eks. hverdag på mange
danske plejehjem på trods af, at de gældende love på området ofte ikke
giver nogen entydig hjemmel til det. Det er ikke let at afgøre, hvordan man
på én og samme tid kan beskytte en dement mod at være til fare for sig selv
og samtidig bevare respekten for den enkeltes værdighed. Men det er ikke
desto mindre vigtigt, at de grundlæggende retningslinier fastsættes i Folketinget,
så det ikke overlades til den enkelte afdeling på plejehjemmet selv at
finde ud af, hvornår praktiske hensyn til en funktionel hverdag bør veje
tungere end hensynet til det enkelte individ.
Man kan håbe, at det kan give anledning til at se de gældende regler efter
i sømmene, at Europarådets Sociale Komité i sine seneste konklusioner vedrørende
Danmark bl.a. har ønsket at få oplysninger om forholdene for ældre
mennesker i Danmark, bl.a. om, hvilke praktiske skridt, der tages for at sikre
retten til privatliv for ældre på institution.
Komitéen har desuden udtrykt kritik af bl.a. det eksisterende aftalesystem
på det danske arbejdsmarked. Komitéen gentager f.eks. sin tidligere
Forord
11

Forord
12
kritik af, at det efter gældende dansk ret i visse tilfælde fortsat er lovligt at
fyre en ansat, hvis den pågældende ikke er medlem af et fagforbund, der
har indgået eksklusivaftale med arbejdsgiveren. Det traditionelle aftalesystem
på arbejdsmarkedet er indrettet således, at det enkelte individs rettigheder
i visse tilfælde må vige til fordel for fællesskabet, og der er en lang tradition
for, at lovgivningsmagten ikke blander sig i forhold, som arbejdsmarkedets
parter kan nå til enighed om. Udfordringen til såvel arbejdsmarkedet
som lovgiver på dette område må derfor være at finde frem til, hvordan
man med held kan flette et overordnet hensyn til den enkelte ind i aftalesystemet.
Igen i år er det imidlertid lovgivningen om udlændinge og flygtninge, som
scorer de laveste karakterer i forhold til den menneskeretlige respekt. Lige
som sidste år ligger den menneskeretlige beskyttelse på visse punkter af
dette område så tæt på det menneskeretlige minimum som muligt. ændringer
i udlændingelovens krav til familiesammenføring har f.eks. indført
yderligere stramninger på et område, som i forvejen var kritiseret for ikke
at leve op til Danmarks internationale forpligtelser. Sidste år blev det bl.a.
kritiseret, at udlændingeloven ikke skelner mellem tvangsægteskaber og
arrangerede ægteskaber, når unge, herboende udlændinge under 25 år nægtes
ret til familiesammenføring med en ægtefælle. Ikke desto mindre tilføjede
man i 2000 et krav om tilknytning til Danmark og et krav om, at unge
under 25 år nu kun kan få ægtefællesammenføring, hvis ægteskabet utvivlsomt
er indgået efter den herboendes eget ønske. Kriterierne for familiesammenføring
er i øvrigt blevet strammet, fordi - hævdes det - det fremmer
integrationen. Hvilket er stik imod holdningen bag det arbejde for at harmonisere
reglerne om familiesammenføring, som foregår i EU. Her anser
man nemlig familiesammenføring for at fremme integration.
Også på boligmarkedet er etniske minoritetsgruppers rettigheder blevet
indskrænket i 2000. Nye regler har gjort det lovligt for både private udlejere
og almene boligorganisationer at frasortere lejere udfra særlige kriterier
som f.eks. et beboermaksimum, der erfaringmæssigt vil føre til, at bestemte
befolkningsgrupper med mange familiemedlemmer bliver skubbet bagud i
boligkøen. Samtidig opererer man i integrationsloven fortsat med regler for
boligplacering af flygtninge, som nu i praksis har vist sig at indebære risiko
for, at den enkeltes ret til at bo sammen med en ægtefælle eller andre familiemedlemmer
bliver tilsidesat. Af de forhold vedrørende udlændinge, som
gav anledning til kritik i Status 1999, er det således kun den nedsatte introduktionsydelse
til udlændinge, der er omfattet af integrationsloven, som er
blevet ændret i positiv retning.
Et andet aspekt, som generelt vejer tungere for udlændinge end for den

danske befolkning i almindelighed, er svagheden ved den danske beskyttelse
af religionsfriheden. Den danske ordning med en statslig folkekirke
indebærer således på flere punkter en favorisering af Folkekirken og dens
medlemmer frem for ikke-medlemmer, der tilhører andre trossamfund.
F.eks. betales dele af Folkekirkens aktiviteter via skatten, lige som Folkekirken
stadig har visse funktioner i forhold til alle personer i landet, uanset
trosforhold.
Vender man blikket mod de danske domstole, er det igen først og fremmest
de mange domme om Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
art. 8, der springer i øjnene. I ikke mindre end 14 af de refererede domme
om art. 8 nægter retten at udvise en kriminel udlænding af hensyn til den
pågældendes privat- og familieliv. I syv sager har retten fundet, at art. 8 ikke
vil blive krænket ved en udvisning. Domstolene har dermed fortsat den
linie, som Højesteret lagde i slutningen af 1998 i forhold til den såkaldte
pusherlov og den efterfølgende stramning af udvisningsreglerne i forbindelse
med bestemte straffelovsovertrædelser: Selvom betingelserne for at
udvise i udlændingelovens bestemmelser utvivlsomt er opfyldte også i de
otte sager, hvor udvisning nægtes, finder retten, at lovreglernes ordlyd må
vige for det menneskeretlige hensyn til privat- og familielivet. Retterne foretager
dermed den afvejning af proportionaliteten mellem den begåede kriminalitet
og konsekvenserne af en udvisning for den enkelte, som reglernes
ordlyd ikke i sig selv levner megen plads til.
En afgørelse fra Folketingets Ombudsmand handler også om art. 8.
Ombudsmanden kritiserede således Socialministeriet for ikke at inddrage
art. 8 i en afgørelse, hvor ministeriet mente, at en udlænding, der havde del
i forældremyndigheden over sin herboende danske søn, skulle hjemsendes
efter bistandslovens § 4 (nu aktivlovens § 4) fordi han ikke havde en sådan
tilknytning til Danmark, at han kunne modtage hjælp til vedvarende forsørgelse.
Europarådets Sociale Komité har i øvrigt i sine seneste konklusioner
kritiseret denne adgang i dansk ret til at sende udlændinge hjem, fordi
de ikke kan forsørge sig selv.
Den anden, store gruppe af afgørelser fra de danske domstole handler
om retten til en retfærdig rettergang i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
art. 6. Af disse handler tre om den tiltaltes ret til at modafhøre
vidner i sager om seksuelle overgreb mod børn. I disse sager bruger
man normalt en videooptagelse med barnets forklaring, som er optaget forud
for domsforhandlingen, som bevismiddel, i stedet for at afhøre barnet
direkte i retten. Det har førhen været accepteret, at den tiltalte ikke selv var
til stede under afhøringen, når blot hans forsvarer havde været til stede i et
tilstødende lokale og haft lejlighed til at få stillet spørgsmål til barnet. Høje-
Forord
13

Forord
14
steret har nu understreget, at den tiltalte bør have mulighed for selv at være
til stede i det tilstødende rum under afhøringen.
Herudover har bl.a. spørgsmålet om lang sagsbehandlingstid været
behandlet i et par af sagerne. I en byretsafgørelse er der endog givet erstatning
til en person, som blev frifundet i en færdselssag, fordi sagen tog for
lang tid. Så vidt vides er det første gang, de danske domstole begrunder en
afgørelse om erstatning til en frifundet i en straffesag alene med, at sagsbehandlingstiden
har været for lang.
De fleste af de sager, som Danmark har været involveret i, og som er
afsluttet i det sidste år ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol,
har også handlet om spørgsmålet om lang sagsbehandlingstid. I en dom fra
februar måned blev Danmark således dømt for at have krænket art. 6 på
dette punkt og til at betale en erstatning til den krænkede borger. Danmark
har senere indgået forlig i fire sager om det samme spørgsmål. I alle fire
sager har den danske stat indvilliget i at betale erstatning.
Danmark er i det hele taget blevet involveret i flere sager ved de internationale
organer, ikke blot ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol,
men også ved de komitéer, der behandler individuelle klagesager. I det forløbne
år er der således offentliggjort tre afgørelser i sager mod Danmark - to
fra FNs Racediskriminationskomité og én fra FNs Torturkomité. I én af
afgørelserne har Racediskriminationskomitéen fundet Danmark skyldig i at
have krænket racediskriminationskonventionen, fordi politiet havde undladt
at efterforske en anmeldelse om racediskrimination fra en herboende
person af udenlandsk afstamning. I lighed med en afgørelse fra 1999 fandt
Komitéen, at dette var ensbetydende med, at personen var blevet nægtet
den adgang til beskyttelse mod racediskrimination og effektive retsmidler,
som er fastsat i konventionen. I de to øvrige sager blev Danmark frifundet.
Både den kritiserende afgørelse fra Racediskriminationskomitéen og flere
af de generelle kommentarer fra de internationale organer om Danmark
må give anledning til at overveje, hvordan man kan indrette systemet, så det
i højere grad kan beskytte etniske grupper i Danmark mod diskrimination.
Ved sin underskrift på flere af de internationale konventioner har Danmark
således forpligtet sig til ikke blot at sørge for, at sager om diskrimination
retsforfølges og straffes, men tillige til at gøre en mere aktiv indsats for på
en bred front at bekæmpe diskriminationen.
Lov om ligestilling mellem kvinder og mænd, som blev vedtaget i maj
2000, er et eksempel på en lov, hvor sådanne mere aktive menneskeretlige
forpligtelser både er tænkt og skrevet ind i reglerne. Her har man ikke blot
udstedt forbud mod kønsdiskrimination og nedsat et Ligestillingsnævn til
at tage sig af klagerne, når forbudet overtrædes. Loven tager simpelthen

udgangspunkt i, at reel ligestilling kræver en mere aktiv indsats. Det er derfor
også bestemt, hvilke forpligtelser offentlige myndigheder har til positivt
at bekæmpe de uligheder, som stadig eksisterer, selvom det i efterhånden
mange år har været forbudt at diskriminere. Desuden er der nedsat et
Videnscenter for Ligestilling, som skal arbejde mere bredt for at fremme
ligestilling.
Fremtiden vil vise, hvordan loven kommer til at virke i praksis. Men man
kunne ønske sig en lignende vilje til at tænke i hele løsninger også på andre
områder, hvor der er brug for at beskytte udsatte befolkningsgrupper. Det
gælder ikke mindst diskrimination over for etniske minoriteter. Også på
dette område er der imidlertid tegn på, at ændringer er undervejs. I sommeren
2000 blev der således i EU-regi vedtaget et sæt regler om ligebehandling
af alle, uanset race eller etnisk oprindelse, som bl.a. omfatter klageadgang
og fastsætter omvendt eller delt bevisbyrde i sager om diskrimination.
Man må derfor forvente, at det danske regelsæt inden for en overskuelig
fremtid vil blive ændret og forhåbentlig forbedret.
I det hele taget er der i EU foregået meget i det forgangne år, som er interessant
set fra en menneskeretlig synsvinkel. Ikke mindst diskussionen om
det nye EU-Charter for grundlæggende rettigheder, som formentlig munder
ud i et sæt regler, der skal beskytte det enkelte individ over for EU- og
de institutioner, der på nationalt plan omsætter de europæiske regler til virkelighed.
Charteret bliver ganske vist ikke juridisk bindende, men det vil
ikke desto mindre være et vigtigt skridt nærmere et EU, som bygger på et
menneskeretligt fundament.
Det er Centrets håb, at status-beretningen vil blive et brugbart værktøj i det
daglige lovgivningsarbejde, i den offentlige administration og forvaltning
og i øvrigt, hvor der er brug for et praktisk overblik over, hvordan den menneskeretlige
situation i Danmark i 2000 har formet sig, og hvor der skal
gøres en særlig indsats i 2001.
Claus Haagen-Jensen Morten Kjærum
Professor, bestyrelsesformand Direktør
København, december 2000
Forord
15

Menneskerettigheder i lovgivningsprocessen
16
MENNESKERETTIGHEDER I LOVGIVNINGSPROCESSEN
Menneskerettighederne har generelt spillet en stigende rolle i dansk lovgivning,
ikke mindst siden EMRK blev inkorporeret som en del af dansk lov i
1992. Hvor menneskerettigheder tidligere næsten udelukkende blev omtalt
i folketingssalen, når Danmarks udenrigspolitik og forhold til andre lande
blev debatteret, bliver disse forpligtelser i dag lige så hyppigt bragt på
banen i forbindelse med konkrete lovforslag.
Den øgede bevidsthed om menneskerettighedskonventionernes indhold
har utvivlsomt ført til, at den menneskeretlige beskyttelse er forbedret i dele
af lovgivningen. Igangværende kommissions- og udvalgsarbejder om revision
af den grønlanske retsplejelov og den militære straffe- og retsplejelovgivning
vidner ligeledes om en vilje til at inddrage menneskeretlige overvejelser
i lovgivningen også på områder, hvor sådanne hensyn førhen ikke
altid spillede nogen afgørende rolle.
Også andre lovgivningsmæssige tiltag kunne fortjene at blive nævnt for
deres positive indflydelse på menneskerettighederne. Alligevel er der i det
følgende bevidst fokuseret på de svagheder, som lovgivningen fortsat indeholder,
fordi det er her, fremtidige menneskeretlige krænkelser kan ske, og
her, en indsats derfor må gøres.
I lighed med Status 1999 er det følgende ikke udtryk for en tilbundsgående
undersøgelse af gældende dansk lovgivning og praksis. Der er derimod
tale om en gennemgang af de kritikpunkter, som Det Danske Center
for Menneskerettigheder har udtrykt i notater og udtalelser, der er offentliggjort
fra efteråret 1999 til 1. oktober 2000. Notaterne er enten lavet i forbindelse
med, at Centret er blevet hørt om konkrete lovforslag, eller efter
nye betænkninger eller rapporter er udkommet. Eller det kan være udtalelser,
som Centret har afgivet på eget initiativ for netop at pege på forhold i
lovgivning eller praksis, der volder problemer i forhold til menneskerettighederne.
Lovgivningsprocessen er inddelt i fire områder: Straf og retspleje,
Udlændinge, Sundhed og sociale forhold, og Andet. I slutningen af hvert
afsnit gives et overblik over, hvordan det er gået i det forløbne år med de
kritikpunkter, som blev refereret i Status 1999-rapporten.
Lige som tidligere går en del af kritikken inden for alle områder på, at
reglerne ikke lever op til de grundlæggende krav til de love, hvormed staten
gør indgreb i borgernes rettigheder. Mange af bestemmelserne i EMRK
kræver således, at indgreb i rettigheder, der er beskyttet af konventionen,
skal ske “ved lov” eller “i overensstemmelse med lov”. Disse udtryk indeholder
tre grundlæggende elementer, som alle skal være opfyldt: 1) Indgrebet
skal have hjemmel i national ret. Dette retsgrundlag skal desuden opfyl-

de et retssikkerhedsmæssigt kvalitetskrav således, at 2) borgerne har
adgang til reglerne (kravet om tilgængelighed) og 3) med enhver efter forholdene
rimelig sikkerhed kan forudse, hvilke konsekvenser reglerne kan få
for den enkelte (kravet om forudsigelighed). Dette sidste betyder, at reglerne
skal være klare og præcise, og hvis de overlader et skøn til myndighederne,
skal de også angive rækkevidden af skønnet og måden, hvorpå myndighederne
bør udøve skønnet. Kravene til lovhjemmelen stiger desuden i
takt med det konkrete indgrebs intensitet. Jo mere alvorligt et indgreb er for
den enkelte, des større krav stilles der til lovens klarhed, præcision, m.v.
Menneskerettigheder i lovgivningsprocessen
17

Straf og retspleje
18
1. Straf og retspleje
Efterforskning, domfældelse og straf er områder, hvor menneskerettigheder
traditionelt får stor opmærksomhed. Mange af menneskerettighederne
både i den danske grundlov og i internationale konventioner sigter på at
give den enkelte en retfærdig rettergang bl.a. ved at begrænse statens magtudøvelse
til det absolut nødvendige. Igennem århundreder er der udviklet
grundlæggende principper for strafferetsplejen, som i dag udgør centrale
elementer i den menneskeretlige beskyttelse. F.eks. at den tiltalte er uskyldig,
indtil han eller hun er dømt, og om at enhver rimelig tvivl skal komme
den tiltalte til gode. Af samme grund er der i lovgivningen udførlige regler
på dette område. Især retsplejeloven er fuld af detaljerede bestemmelser om
politiets efterforskning af forbrydelser og om anholdelse og varetægtsfængsling
af den mistænkte.
De problemer, som fortsat viser sig på området, knytter sig i lighed med
tidligere år især til afvejningen mellem ønsket om at komme forbrydelser til
livs og dermed politiets muligheder for at foretage en effektiv efterforskning
over for hensynet til privatlivet. Den teknologiske udvikling giver konstant
nye muligheder for stadig mere effektiv efterforskning. Det er i det seneste
år bl.a. resulteret i et nyt dna-profilregister, der skal supplere de registre,
politiet allerede bruger. Men mere effektive metoder indebærer også større
risiko for, at den enkeltes rettigheder krænkes, og det er derfor vigtigt at
indrette reglerne sådan, at der i hvert enkelt indgreb sker en tilbundsgående
afvejning af disse modstridende hensyn.
Den stadig udvidede adgang til at foretage dataregistrering volder også
problemer i andre sammenhænge. F.eks. kan forskrifter, som dem der
gælder for Statstidende, give problemer i forhold til individets ret til privatliv.
Det seneste års lovgivning på området bærer desuden præg af, at man
har ønsket at gøre en indsats over for afgrænsede typer af kriminalitet, som
der er bred enighed i samfundet om at fordømme. Det gælder f.eks. forskellige
seksuelle forbrydelser rettet mod børn, som på det seneste har
afstedkommet flere ændringer af straffeloven. Også hærværk og vold
begået med elefanthue i ly af i øvrigt lovlige demonstrationer er eksempler
på forbrydelser, som formentlig et stort flertal af den danske befolkning finder
forkastelige. Fra det civilretlige område kan nævnes et lidt lignende
eksempel. Her er man i færd med at gøre en indsats for at komme grove
krænkelser af immaterialrettigheder - ulovlig kopiering og salg af edb-programmer
o.lign. - til livs ved at skabe adgang for at foretage undersøgelser
af lokaler m.v. inden en egentlig retssag, også selv om den, som undersøgelsen
retter sig imod, ikke er til stede.

Det kendetegnende for sådanne punktvise tiltag er desværre, at der i den
gode sags tjeneste ofte tilvejebringes relativt skrappe midler, som umiddelbart
kan virke nødvendige for at bekæmpe en særlig grov adfærd, men ikke
desto mindre indebærer en væsentligt forøget risiko for, at enkeltindividers
rettigheder tilsidesættes. Det kan med andre ord virke, som om man lader
målet hellige midlet og derved udfordrer de mere overordnede menneskerettigheds-
og retssikkerhedsgarantier.
1.1. Lov om rettens pleje i Grønland
(a) Landsdommerens tilsyn med kredsdommerne kan være problematisk i forhold til
kravet om uafhængighed i EMRK art. 6, stk. 1
(b) Tilbageholdelse på særligt bestyrket mistanke kan være problematisk i forhold til
kravet om upartiskhed i EMRK art. 6, stk. 1
(c) Bisidderordningen kan i visse tilfælde stride mod EMRK art. 6, stk. 3
(d) Domfældtes anbringelse i Danmark kan være i strid med EMRK art. 8
(e) Manglende oversættelse til grønlandsk er problematisk i forhold til ILO-konvention
nr. 169, art. 28 og art. 30
Siden 1951 har der eksisteret en særlig retsplejelov for Grønland. Loven blev
udformet i lyset af den grønlandske samfundsstruktur og de værdier og
skikke, der dengang prægede det grønlandske samfund. På samme vis har
en særlig kriminallov for Grønland været i kraft siden 1954. Siden da har
samfundsforholdene i Grønland ændret sig væsentligt. I begyndelsen af
1990'erne fandt man det derfor nødvendigt med en grundig gennemgang
og nyvurdering af hele det grønlandske retsvæsen.
Efter forhandling med Det Grønlandske Hjemmestyre nedsatte Justitsministeriet
i marts 1994 Den Grønlandske Retsvæsenskommission med højesteretsdommer
Per Walsøe som formand. Retsvæsenskommissionen har til
formål at gennemgå det grønlandske retsvæsen og at vurdere det i forhold
til det grønlandske samfund, sådan som det ser ud i dag. I kommissoriet er
det udtrykkeligt fastslået, at overvejelserne om en nyordning på området
fortsat bør ske under hensyntagen til de særlige grønlandske forhold, og det
skal videre påses, at det grønlandske retsvæsen lever op til de internationale
forpligtelser, som gælder for riget, herunder navnlig forpligtelserne på
menneskerettighedsområdet.
Retsvæsenet i Grønland - politi, anklagemyndighed, domstole, anstalter og
fri kriminalforsorg - og lovgivningen herom er et af de få områder, der ikke
er overført til Grønlands hjemmestyre. Lovgivningskompetencen ligger formelt
i Folketinget, og forvaltningen varetages af Justitsministeriet. Det grøn-
Straf og retspleje
19

Straf og retspleje
20
landske retsvæsen adskiller sig på flere måder markant fra den tilsvarende
danske lovgivning. Således hviler retsplejen i Grønland i meget vid
udstrækning på lægfolk, hvor dommere, domsmænd og forsvarere (bisiddere)
er almindelige borgere, mens det lokale politi varetager anklagefunktionen.
Først når en sag kommer for Grønlands Landsret i Nuuk, optræder
der juridisk uddannede anklagere, dommere og advokater.
EMRK er ikke inkorporeret som en del af grønlandsk ret, som den har været
det i dansk ret siden 1992. Alligevel har den været gældende i Grønland,
siden Danmark i 1953 afgav erklæring derom i henhold til EMRK art. 63,
stk. 1. Efter art. 63, stk. 1, kan en stat nemlig erklære, at konventionen skal
udstrækkes til områder, hvor den pågældende stat er ansvarlig for de internationale
forbindelser - som det dengang var tilfældet med Danmarks forhold
til Grønland. Efter EMRK art. 63, stk. 3, skal konventionen imidlertid
anvendes “under skyldig hensyntagen til de stedlige vilkår” i sådanne
områder. Det er ikke helt klart, hvad denne bestemmelse betyder, men det
er dog fastlagt i EMDs praksis, at der skal være et konkret og beviseligt
behov for at påberåbe sig bestemmelsen (se EMD 26 Tyrer). Man kan altså
ikke generelt henvise til de stedlige vilkår, hvis forholdene ikke lever op til
konventionen.
I forbindelse med sit indledende arbejde anmodede Retsvæsenskommissionen
i 1994 og 1995 DCMR om at belyse henholdsvis det grønlandske retsvæsen
i relation til EMRK og de menneskeretlige aspekter af anvendelsen af
dansk som retssprog i Grønland. Centret pegede i den forbindelse på en del
punkter ved den eksisterende ordning, som gav anledning til menneskeretlige
problemer. Det skal understreges, at kritikken beror på en overordnet
gennemgang af det arbejde, som Retsvæsenskommissionen på det tidspunkt
havde foretaget. Mange af de anførte kritikpunkter indgik således i
de overvejelser og forslag, som Retsvæsenskommissionen fremsatte i sit Status
Notat fra 1997. Allerede i 1997 havde man i øvrigt iværksat visse konkrete
tiltag, som imødekommer en del af kritikpunkterne.
Retsvæsenskommissionens endelige betænkning ventes at foreligge i slutningen
af 2001.
(a) Den grønlandske landsdommer har efter lov om rettens pleje i Grønland,
kap. 1, § 16, en særlig instruktionsbeføjelse i forhold til kredsdommerne.
Dette kan udgøre et problem i forhold til kravet om en retfærdig rettergang
for en uafhængig domstol i EMRK art. 6, stk. 1. I uafhængighedskravet ligger
bl.a., at ingen udenforstående må have adgang til at øve nogen direkte
indflydelse på de afgørelser, som domstolen træffer. Ingen af domstolens

medlemmer må således være undergivet tjenestebefalinger med hensyn til
stemmeafgivningen. Hvis landsdommeren i praksis instruerer i konkrete
sager, og kredsretterne opfatter denne instruktion som styrende for domsafsigelsen,
kan art. 6, stk. 1, derfor være krænket.
Det kan desuden være problematisk, at den grønlandske landsdommer
efter kap. 1, § 9 a, kan meddele en lægdommer, der gør sig skyldig i forsømmelse
i udøvelsen af sit hverv, en advarsel, og såfremt der foreligger
grov eller gentagen forsømmelse, eller den pågældende i øvrigt viser sig
uegnet til at bestride hvervet, kan fratage den meddelte beskikkelse, uden
at dette f.eks. skal ske ved en dom, evt. afsagt af Den Særlige Klageret, som
tilfældet er for dommere i øvrigt. Ganske vist stiller EMRK art. 6, stk. 1, ikke
noget absolut krav om, at domstolens medlemmer skal være uafsættelige,
men der lægges vægt på, at afskedigelser ikke i praksis sker i nævneværdigt
omfang.
Af Retsvæsenskommissionens Status Notat fra 1997, s. 3, fremgår, at visse
tiltag, som kan styrke kredsdommernes uafhængighed allerede er gennemført.
F.eks. er Landsrettens vejledningsafdeling udskilt fra ankeafdelingen,
og der er gennemført mere uddannelse af bl.a. kredsdommere og domsmænd.
Endvidere planlagde man forsøgsordninger med en egentlig uddannelse
af kredsdommere og forsøg på at styrke vejledningsafdelingens virksomhed.
(b) Den grønlandske retsplejelovs kap. 5, § 18, stk. 2, kan give anledning til
betænkeligheder i forhold til kravet om en retfærdig rettergang for en upartisk
domstol i EMRK art. 6, stk. 1. Efter kap. 5, § 18, stk. 2, kan en sigtet tilbageholdes
under hensyn til retshåndhævelsen, hvis der er en særligt
bestyrket mistanke om, at vedkommende er skyldig.
Bestemmelsen svarer stort set til den danske retsplejelovs § 762, stk. 2, nr. 1,
som gav anledning til EMD’s kritik af Danmark i Hauschildt-sagen (EMD
154, dom af 24. maj 1989). I denne sag kunne der nemlig rejses tvivl om de
danske dommeres upartiskhed, fordi flere af de dommere, der deltog i den
endelige domsafsigelse, tidligere havde deltaget i vurderingen af, om der
skulle varetægtsfængsles på grundlag af en særlig bestyrket mistanke. Efter
Hauschildt-dommen blev den danske retsplejelov ændret, således at en
dommer ikke både kan varetægtsfængsle på grundlag af særligt bestyrket
mistanke og efterfølgende deltage i den endelige domsafsigelse i samme
sag. Der synes derfor at være grund til at overveje at ændre de tilsvarende
grønlandske regler om dommeres habilitet i kap. 1, §§ 10-11.
Straf og retspleje
21

Straf og retspleje
22
(c) En anklaget i en straffesag har efter EMRK art. 6, stk. 3 (a) ret til juridisk
bistand. Det må på grundlag heraf i hvert fald kræves, at den juridiske
bistand skal være effektiv, hvorved menes, at den pågældende forsvarer i
det mindste har relevant juridisk kundskab til brug for den konkrete sag og
kan udskille de faktiske omstændigheder, som er relevante for processen.
Efter den gældende grønlandske ordning opererer man ikke på dansk med
begrebet forsvarer, men begrebet bisidder. Som bisidder i kriminalsager ved
kredsretterne anvendes næsten udelukkende ikke-jurister, der som bibeskæftigelse
stiller deres bistand til rådighed fra sag til sag. Disse personer
indgår ikke i nogen organisatorisk sammenhæng og fik ikke tidligere nogen
form for juridisk undervisning, men var overladt til selv at skaffe sig viden
gennem praktisk erfaring. Advokater optræder i reglen kun som bisiddere
i kriminalsager, der er anket til Grønlands Landsret.
Denne ordning kan i visse tilfælde stride mod EMRK art. 6, stk. 3. Det gælder
især, hvis den anklagede er repræsenteret ved en ikke-jurist og anklagemyndigheden
ved en jurist eller ved en lokal politimand, som enten selv
har juridisk kendskab eller kan indhente den forud for processen. I disse
tilfælde vil der være risiko for, at forsvaret efter omstændighederne ikke vil
være effektivt.
Af Retsvæsenskommissionens Status Notat fra 1997, s. 3, fremgår, at man i
1997 havde gennemført mere uddannelse af bisiddere og tilvejebragt en
ordning med telefonrådgivning fra et advokatkontor i Nuuk, lige som bisiddere
nu kan få mere omfattende rådgivning fra en advokat i alvorlige
kriminalsager.
(d) Grønlændere, som er idømt forvaring, er igennem mange år sendt til
Danmark, hvor de er blevet anbragt ved Anstalten ved Herstedvester. Dette
kan imidlertid være i strid med retten til privatliv i EMRK art. 8. På baggrund
af praksis fra EMD og EMK må det nemlig antages, at frihedsberøvede
har ret til familieliv. Der gælder dog visse begrænsninger, som staten kan
fastsætte som nødvendige for f.eks. at forebygge uro eller forbrydelse, jf. art.
8, stk. 2. I et enkelt tilfælde har EMK således fundet, at en anbringelse fjernt
fra hjemegnen under særligt alvorlige omstændigheder kan være en krænkelse
af art. 8, se EMK 5712/17, X mod UK. Også praksis om tvangsfjernelse
af børn og udvisning viser, at stor fysisk afstand mellem forældre og børn
kan svække de familiemæssige bånd, så art. 8 krænkes, se f.eks. EMD 130
Olsson og EMD 138 Berrehab. Adskillelse af samlevende eller andre familiemedlemmer
kan formentlig på samme måde være en krænkelse.

Af Retsvæsenskommissionens Status Notat fra 1997, s. 3, fremgår, at man da
havde gennemført en mulighed for, at forvarede i Herstedvester kan overføres
til anstalt i Grønland med henblik på senere løsladelse i Grønland. Ved
lov nr. 476 af 12. juni 1996 blev der således indsat en ny § 102, stk. 4, i kriminalloven
for Grønland, hvorefter justitsministeren kan bestemme, at personer,
der er dømt til anbringelse i anstalt i Danmark, skal overføres til
anstalt i Grønland, når det må anses for formålstjenligt og foreneligt med
hensynet til retssikkerheden. Hvis den dømte viser sig uegnet til ophold i
anstalt i Grønland, eller viser denne anbringelse sig ikke at give tilstrækkelig
sikkerhed, kan justitsministeren dog bestemme, at den pågældende skal
tilbageføres til anstalt i Danmark. Det fremgår dog videre af Status Notatet,
s. 23, at Retsvæsenskommissionen i 1997 fortsat overvejede at oprette en
anstalt i Grønland til Herstedvesterklientellet og evt. afskaffe tidsubestemte
foranstaltninger.
(e) Retssproget i Grønland er grønlandsk og dansk, og begge sprog kan derfor
lovligt anvendes af og ved domstolene. Ved kredsretterne dominerer
grønlandsk som regel retsmøderne som talesprog, men hvis der deltager
personer, der ikke taler eller forstår grønlandsk, er tolkning som regel nødvendig.
Det er typisk enten kredsdommeren eller retssekretæren, som tolker.
Retsmøderne ved Grønlands Landsret foregår derimod på dansk, da
retsformændene hidtil alle har været danske og ikke forstået eller talt grønlandsk.
Hvis der deltager personer, der ikke taler eller forstår dansk, tolker
landsrettens fastansatte tolk. Skriftsproget har derimod traditionelt været
domineret af dansk, både ved kredsretterne og landsretten. Retsbøger og
domme blev udelukkende udfærdiget på dansk, uden hensyn til om retsmødet
helt eller delvis foregik på grønlandsk. Dokumenterne er dog efterfølgende
oversat til grønlandsk i det omfang, man har fundet det nødvendigt
i forbindelse med udsendelse til parter m.fl.
Mens denne praksis næppe kan kritiseres på baggrund af EMRK, er den
imidlertid problematisk i forhold til ILO-konvention nr. 169 vedrørende
indfødte folk og stammefolk i selvstændige stater (1989). Efter konventionens
art. 28, stk. 3, skal der således “træffes foranstaltninger med henblik på
at bevare og fremme udvikling og anvendelse af de pågældende indfødte
folks sprog”. Og for at sikre, at indfødte folk har lige mulighed for at opnå
kendskab til deres rettigheder og pligter, bestemmer art. 30, stk. 2, at dette
“såfremt det er nødvendigt, skal ... ske ved hjælp af skriftlige oversættelser
... på de pågældende folks sprog”.
Straf og retspleje
23

Straf og retspleje
24
Især anklageskrifter, men også andre dokumenter, som er af stor betydning
for sagen, bør derfor oversættes til grønlandsk, hvis de i den konkrete sag
er nødvendige for, at den sigtede eller sagsøgte person kan forstå sagen og
dens behandling, og myndighederne ikke kan godtgøre, at vedkommende
forstår dansk. Også domme bør oversættes til grønlandsk for give grønlændere,
som ikke taler dansk, mulighed for få kendskab til rettigheder og
pligter, der er fastslået ved retspraksis.
Af Retsvæsenskommissionens Status Notat fra 1997, s. 14, fremgår, at man
har måttet konstatere, at det ikke er muligt at pege på en enkelt og samlet
løsning på sprogproblemerne. Man har derfor koncentreret indsatsen om en
række tiltag, der hurtigst muligt kunne afhjælpe problemerne og på sigt
bidrage til en endelig løsning.
Helt generelt er der en fare for, at udviklingen i det grønlandske retssystem
trækkes i retning af en homogenisering med det danske retssystem, f.eks.
ved at der fokuseres for ensidigt på, at uddanne kredsdommerne til at kunne
leve op til danske jurister. I stedet bør man satse på også at lægge vægt
på grønlandsk sædvaneret og de værdier, der udgør en særlig grønlandsk
retskultur, sådan som det er udtrykt i Retsvæsenskommissionens kommisorium,
og som Danmark i øvrigt har forpligtet sig til via ILO-konvention
nr. 169 art. 8.
DCMR’s brev til Sekretariatet for Den Grønlandske Retsvæsenskommission.
6. september 2000
Den Grønlandske Retsvæsenskommissions Status Notat udarbejdet med
henblik på kommissionens konference i København den 1. december 1997
Morten Kjærums tale på Den Grønlandske Retsvæsenskommissions konference
den 1. december 1997
DCMR’s notat om anvendelsen af dansk som retssprog i Grønland. 1995
DCMR’s notat vedrørende det grønlandske retsvæsen i relation til den europæiske
Menneskeretskonvention. August 1994
1.2. Militær straffe- og retsplejelov
Den nuværende militære straffe- og retsplejeordning rejser flere menneskeretlige
aspekter
I maj 1999 nedsatte forsvarsministeren et udvalg med henblik på en generel
vurdering af den militære straffe- og retsplejelovgivning. Ifølge kommissoriet
er udganspunktet for arbejdet, at forsvarets personale både under tjeneste
i Danmark og i udlandet så vidt muligt skal sidestilles med civile bor-

gere. Personellet skal således kun tåle, at der gøres indskrænkninger i de
almindelige retssikkerhedsgarantier m.v., hvis det i hvert enkelt tilfælde kan
begrundes, at det er absolut nødvendigt. Det fremgår videre, at den eksisterende
militære straffe- og retsplejelovgivning m.v. og udvalgets evt. forslag
til ændringer skal vurderes i forhold til Danmarks folke- og menneskeretlige
forpligtelser, herunder EMRK.
Den nuværende militære straffe- og retsplejeordning rejser således flere
menneskeretlige aspekter:
(a) De militære chefer indtager en dobbeltrolle i den militære strafferetspleje.
Kompagnicheferne (underafdelingscheferne) varetager således både
funktioner som anklager og dommer i forbindelse med straffe og disciplinære
midler. Dette stemmer ikke overens med EMRK art. 6, hvorefter
enhver har ret til en retfærdig rettergang for en uafhængig og upartisk domstol,
når der skal træffes afgørelse angående en mod ham rettet anklage.
(b) Den militære retsplejelovs §§ 13 og 14 indeholder adgang til ransagning
og beslaglæggelse. Som bestemmelserne er udformet, lever de imidlertid
ikke op til beskyttelsen af privatlivet i EMRK art. 8.
(c) Efter den militære straffelovs § 15 kan den der forsætligt eller uagtsomt
undlader at efterkomme de pligter, som tjenesten medfører, uden at gerningen
er omfattet af en anden bestemmelse i loven, straffes med bøde, hæfte
eller fængsel indtil 3 måneder. Er pligtforsømmelsen særlig grov, eller har
den medført stor skade eller fare, kan straffen stige til fængsel i 1 år, i krigtid
indtil 3 år. Det er imidlertid tvivlsomt, om bestemmelsen lever op til
EMRK art. 7 og de krav, som her stilles til en klar lovhjemmel for så vidt
angår adgang til frihedsberøvelse.
Udvalget forventes at afslutte sit arbejde i november 2001.
DCMR’s brev til Udvalget om den militære straffe- og retsplejelovgivning.
8. september 2000
1.3. Bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder m.v.
Især adgangen til at undlade forudgående meddelelse om en undersøgelse til bevissikring
indebærer risiko for konkrete krænkelser af EMRK art. 8 og art. 6
I september 1998 nedsatte kulturministeren et udvalg til at behandle de problemer,
der findes med at sikre bevis for, at ophavsrettigheder til datapro-
Straf og retspleje
25

Straf og retspleje
26
grammer m.v. (såkaldte immaterialrettigheder) er krænket. Udvalget blev
nedsat efter, at IT-branchen havde rettet henvendelse til ministeren om
branchens problemer med at bevise, f.eks. når edb-programmer kopieres og
sælges ulovligt. I 2000 afgav udvalget sin betænkning om bevissikring ved
krænkelse af immaterialrettigheder m.v.
Et flertal i udvalget giver i betænkningen udtryk for, at der i klare og omfattende
tilfælde er et væsentligt behov for at give rettighedshavere mulighed
for i den civile retsplejes former at få gennemført en uanmeldt og tvangsmæssig
undersøgelse af en formodet krænkers lokaler og genstande, herunder
navnlig også af regnskabsmateriale m.v. og af computere, for at sikre
bevis for krænkelser og omfanget heraf, se s. 8. Flertallet stiller derfor forslag
om, at fogedretten i visse tilfælde skal kunne bestemme, at der skal
foretages en undersøgelse hos en person, som mistænkes for at have krænket
de pågældende rettigheder, for på den måde at sikre bevis til brug for en
senere retssag om spørgsmålet.
Både lokaler og genstande er en del af retten til privatliv, som er beskyttet af
bl.a. EMRK art. 8. Tvangsmæssig adgang dertil kan derfor udgøre en krænkelse
af art. 8 og må derfor kun ske, hvis betingelserne i art. 8, stk. 2, er til
stede. Det vil sige, at det skal ske i overensstemmelse med loven og være
nødvendigt i et demokratisk samfund bl.a. for at beskytte andres ret og frihed.
Sådan som de foreslåede regler er indrettet, bliver der da også taget
hensyn til disse krav. F.eks. kan fogedretten kun bestemme, at der skal foretages
en undersøgelse, hvis det allerede på forhånd kan sandsynliggøres, at
en immaterialret m.v. er krænket i ikke ubetydeligt omfang. Fogedretten
skal desuden vurdere, om den skade eller ulempe, som en undersøgelse i
det konkrete tilfælde vil medføre, står i forhold til rettighedshaverens interesse
i undersøgelsen.
Selvom forslaget altså ikke i sig selv er i strid med retten til privatliv, indeholder
det imidlertid elementer, som i konkrete tilfælde kan blive problematiske
i forhold til den menneskeretlige beskyttelse. Det gælder især
fogedrettens adgang til at undlade at give meddelelse til den, som undersøgelsen
retter sig imod. Hvis der er risiko for, at den pågældende vil fjerne,
ødelægge eller ændre de genstande, dokumenter, oplysninger på edbanlæg
eller andet, som ønskes undersøgt, kan fogedretten nemlig undlade
at give den pågældende besked om en planlagt undersøgelse. Vedkommende
skal dog have mulighed for at protestere, når fogeden henvender
sig, lige som han eller hun skal have mulighed for at tilkalde en advokat. Er
vedkommende ikke til stede, opfordrer fogeden efter de foreslåede regler

eventuelle andre personer over 18 år, som er til stede, og som må antages at
have kendskab til forholdene, til at varetage hans eller hendes interesser
under forretningen. Er der slet ingen til stede, er det muligt at foretage
undersøgelsen alligevel, altså uden at den pågældende ved besked.
Især i den situtation, hvor ingen varetager interesserne for den, som undersøgelsen
retter sig imod, vil der være betydeligt større risiko for, at vedkommendes
rettigheder i det konkrete tilfælde bliver krænket. Der er således
ingen til at fremføre de argumenter, som kan tale imod undersøgelsen,
og som bør indgå i fogedrettens afvejning af modstridende interesser. På
samme vis vil der være en forøget risiko for krænkelser af retten til en retfærdig
rettergang efter EMRK art. 6, herunder især princippet om equality
of arms. En person, som ikke har varetaget sine interesser allerede ved fogedens
uanmeldte besøg, kan således få svært ved at overvinde dette handicap
i forhold sin modpart under den efterfølgende retssag.
På grundlag af udvalgets overvejelser fremsatte regeringen den 4. oktober
2000 forslag til lov om bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder
m.v. Lovforslaget er i hovedsagen identisk med det forslag, som blev fremsat
af udvalgets flertal.
Lovforslag nr. 17, fremsat 4. oktober 2000
Betænkning nr. 1385 om bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder
m.v.
DCMR’s notat om betænkning nr. 1385 om bevissikring ved kærnkelse af
immaterialrettigheder m.v. August 2000
1.4. Straffeloven - seksuelt misbrug af børn
Det er problematisk i forhold til EMRK art. 7 at tillægge de skærpede forældelsesregler
tilbagevirkende kraft
I foråret 2000 vedtog Folketinget en ændring af bl.a. straffeloven for at øge
beskyttelsen af børn og unge mod seksuelt misbrug. Loven ændrer beregningen
af forældelsesfristen ved seksuelt misbrug af børn og unge, således
at fristen først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor den unge fylder 18
år. Endvidere gør loven det strafbart at anvende børn og unge som pornomodeller.
Desuden hæves strafferammen for børnepornografi fra 6 måneders
til 2 års fængsel, og videre udbredelse af børnepornografi, f.eks. via
Internettet, gøres strafbart. Det gøres tillige muligt at anvende retsplejelovens
regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden i sager om børnepornografi.
Straf og retspleje
27

Straf og retspleje
28
Efter ændringslovens § 3, stk. 1, træder loven i kraft den 1. juli 2000. Ifølge
§ 3, stk. 2, gælder dette dog ikke de nye, skærpede forældelsesregler. Disse
gælder nemlig også lovovertrædelser, der er begået, og straffe, der er idømt,
før den 1. juli 2000, medmindre forældelse på dette tidspunkt allerede er
indtrådt efter de hidtidige regler.
Dette er imidlertid problematisk i forhold til EMRK art. 7. Efter art. 7, stk. 1,
kan ingen nemlig straffes for noget, som ikke var strafbart på det tidspunkt,
da det fandt sted. Efter art. 7, stk. 1, kan der heller ikke pålægges en strengere
straf end den, der var anvendelig på det tidspunkt, da lovovertrædelsen
blev begået. Det er derfor nærliggende at spørge, om dette forbud mod tilbagevirkende
kraft også beskytter mod, at der efterfølgende fastsættes strengere
forældelsesregler end dem, der gjaldt, da forbrydelsen blev begået.
Justitsministeriet har i bemærkningerne til ændringslovens § 3, stk. 2,
anført, at reglen efter ministeriets opfattelse ikke er i strid med art. 7, stk. 1,
fordi denne kun forbyder at indføre nykriminaliseringer og strafskærpelser
med tilbagevirkende kraft, men ikke skærpede forældelsesfrister. Under
Folketingets behandling af lovforslaget, har Justitsministeriet uddybet denne
holdning i et svar på et spørgsmål fra Retsudvalget, se Retsudvalgets
bilag 10, spørgsmål nr. 11.
Spørgsmålet om, hvorvidt ordene “en strengere straf” i art. 7 også omfatter
skærpede forældelsesregler, er imidlertid ikke afklaret, hverken i EMDs
praksis eller de danske domstoles retspraksis. I to domme fra 1995 har EMD
f.eks. fundet, at forbudet mod tilbagevirkende kraft også gælder for henholdsvis
konfiskation i forbindelse med en straffedom og en forvandlingsstraf
i forhold til en bøde (se Welch mod UK, dom af 9. februar 1995 og
Jamil mod Frankrig, dom af 8. juni 1995). Det kan derfor ikke udelukkes, at
også skærpede regler om forældelse af strafansvaret kan være omfattet af
forbudet i art. 7.
Lov nr. 441 af 31. maj 2000 (lovforslag nr. 281 af 27. april 2000)
Loven trådte i kraft den 1. juli 2000
DCMR’s notat vedrørende udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven
(Forældelse af strafansvar i sager om seksuelt misbrug af børn og forældelse
af idømt straf). November 1999

1.5. Straffeloven - maskeringsforbud
Det er tvivlsomt, om § 134 b opfylder kravene til lovhjemmel i EMRK art. 10 og
art. 11
I maj 2000 vedtog Folketinget at indføre et forbud mod at bære identitetsslørende
maskering i forbindelse med møder, forsamlinger, optog og lignende
på offentligt sted (maskeringsforbud). Forbudet findes i en ny
bestemmelse i straffelovens § 134 b.
Ifølge bemærkningerne til § 134 b gælder forbudet især tilfælde, hvor
maskeringen kan være (eller har været) medvirkende til eller befordrende
for, at en demonstration eller anden offentlig forsamling udvikler sig til uroligheder
eller optøjer. Desuden gælder forbudet selve besiddelsen af beklædningsgenstande,
der under lignende omstændigheder må anses for
bestemt til maskering, jf. § 134 b, stk. 2. Derimod gælder forbudet ikke
maskering, der foretages for at beskytte mod vejret, eller som tjener et andet
anerkendelsesværdigt formål, jf. § 134 b, stk. 3.
Baggrunden for forbudet var en række voldelige konfrontationer mellem
politiet og grupper af aktivister, f.eks. bz'ere og autonome, siden 1980'erne.
Konfrontationerne var præget af alvorlige lovovertrædelser, bl.a. vold mod
politiet og omfattende hærværk. I flere tilfælde lykkedes det ikke - trods
større politistyrker - at anholde mere end nogle få af gerningsmændene. Det
skyldes især, at politiet ikke med sikkerhed kunne identificere, hvem der
deltog i ulovlighederne, bl.a. fordi aktivisterne ofte optrådte med masker
eller hætter. Et maskeringsforbud har derfor været diskuteret flere gange de
sidste 10 år, men er blevet afvist, især på grund af lovtekniske og håndhævelsesmæssige
vanskeligheder. Men i november 1999 gav uroligheder på
Nørrebro og i Torup ved Randers regeringen anledning til at tage spørgsmålet
op igen.
Formålet med forbudet er således at forbedre politiets muligheder for at
forebygge kriminalitet under demonstrationer o.lign., og at give politiet et
mere sikkert grundlag for at gribe ind over for deltagere, der optræder
maskeret, når uroligheder er brudt ud. Det er imidlertid tvivlsomt, om
§ 134 b lever op til de krav, som EMRK art. 10 og art. 11 stiller til en lov, der
giver adgang til at foretage begrænsninger i ytringsfriheden og forsamlingsfriheden.
Bl.a. kræves det, at borgeren med en rimelig grad af sikkerhed
skal kunne forudsige, hvilke konsekvenser reglerne vil kunne få for
vedkommende. Dette skal ikke forstås som et forbud mod, at der kan foretages
et skøn, men der må på den anden side ikke ske vilkårlige og tilfældi-
Straf og retspleje
29

Straf og retspleje
30
ge indgreb. Lovhjemlen skal derfor både fastsætte rækkevidden af det tilladte
skøn og den måde, som myndighederne bør udøve skønnet på.
Efter § 134 b, stk. 1, straffes tilsløring, hvis den sker “i forbindelse med
møder, forsamlinger, optog eller lignende på offentligt sted”. Strafansvaret
indtræder altså som udgangspunkt allerede, når tilsløringen er foretaget,
selvom den pågældende person ikke har noget ønske om at skjule sig eller
at begå kriminalitet. Det afgørende er, om tilsløringen er egnet til at forhindre
identifikation. På den måde kriminaliseres en adfærd som i andre sammenhænge
er fuldt lovlig og i øvrigt helt almindelig. Det kan derfor ikke
udelukkes, at forbudet generelt kan virke begrænsende på folks lyst til at
ytre sig og forsamles, fordi det medfører en vis risiko for at blive mistænkt
for noget strafbart.
Efter § 134 b, stk. 3, gælder forbudet ikke, hvis tildækningen af ansigtet foretages
for at “beskytte mod vejrliget” eller hvis den tjener et andet “anerkendelsesværdigt
formål”. Som eksempler på anerkendelsesværdige formål
nævner bemærkningerne bl.a. tildækning af religiøse grunde, fastelavnsoptog
og karneval. Endvidere kan en maskering i sig selv udtrykke en holdning,
og det nævnes udtrykkeligt i bemærkningerne, at lovforslaget ikke
skal kriminalisere dette, som er en del af ytringsfriheden.
Det kan altså være lovligt at optræde tilsløret i forbindelse med en demonstration,
men det virker vanskeligt med nogen større grad af præcision at
finde ud af, hvilke tilsløringer der er anerkendelsesværdige, og hvilke der
er forbudte. Efter bemærkningerne er et væsentligt element i denne vurdering,
om forsamlingen er fredelig. Men hvis f.eks. en demonstration udvikler
sig til uroligheder, vil en oprindeligt anerkendelsesværdig tilsløring ifølge
bemærk-ningerne som regel blive ulovlig. Forbudet mod at besidde beklædningsgenstande
i § 134 b, stk. 2, gælder desuden, når som helst en
demonstration er under opsejling, uanset om den senere udvikler sig uroligt
eller ej. Det vil sige, at det også gælder tidspunkter og steder, hvor uroligheder
endnu ikke har fundet sted.
Forbudet kræver derfor en overordentlig vanskelig skønsafvejning, som i
første omgang skal foretages af politiet, ofte inden for ganske kort tid. Derfor
vil det næppe kunne undgås, at der ind imellem bliver skønnet forkert.
Et fejlskøn vil imidlertid kunne udgøre en krænkelse af bestemmelserne i
EMRK. Bestemmelsen beskriver derfor ikke tydeligt nok, hvad der er forbudt
i forhold til EMRK’s krav til en lovhjemmel.

Lov nr. 440 af 31. maj 2000 (lovforslag nr. 196 af 9. februar 2000)
Loven trådte i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende
DCMR’s notat om Justitsministeriets udkast til Forslag til Lov om ændring
af straffeloven (Maskeringsforbud). Februar 2000
1.6. Lov om oprettelse af et centralt dna-profilregister
(a) Flere af bestemmelserne opfylder ikke kravene til lovhjemmel i EMRK art. 8
(b) Registrering af sigtede er i strid med proportionalitetskravet i EMRK art. 8
I maj 2000 vedtog Folketinget en ny lov om oprettelse af et centralt dna-profilregister.
Lovforslaget var udarbejdet på baggrund af rapporten “Etablering
af et dna-profilregister” fra 1996, der var udarbejdet af en arbejdsgruppe
nedsat af Justitsministeriet. Af bemærkningerne fremgår, at formålet
med loven er at etablere et centralt dna-profilregister som internt arbejdsregister
for politiet for at forbedre politiets muligheder for at efterforske og
opklare forbrydelser. Det er hensigten, at dna-profilregistret skal supplere
politiets eksisterende registre, herunder Det Centrale Kriminalregister og
Rigspolitichefens Centrale Fingeraftryksregister.
Registret består af en persondel med dna-profiler, der knytter sig til identificerede
personer, og en spordel med dna-profiler, der knytter sig til ikke-identificerede
personer. I persondelen må optages dna-profiler af personer, som
er eller har været sigtet for visse nærmere angivne straffelovsovertrædelser
af grovere karakter. Oplysningerne i persondelen skal slettes i en række nærmere
angivne situationer, bl.a. hvis en sigtelse opgives som grundløs, eller
der er forløbet 10 år fra frifindelse eller tiltalefrafald. I spordelen må optages
dna-profiler af biologisk materiale, der er fundet på gerningssteder eller på
effekter, personer eller steder med tilknytning til en forbrydelse.
(a) Efter EMD’s praksis skal f.eks. registrering af fingeraftryk behandles som
indgreb i individets privatliv. Selvom EMD ikke har behandlet sager om
registrering af dna-profiler, må det samme gælde for registrering af dnaprofiler,
fordi disse i endnu højere grad end fingeraftryk kan indeholde
følsomme oplysninger. Indholdet af følsomme oplysninger i dna-profiler vil
i øvrigt stige i takt med udviklingen i genteknologien. Lovregler om registrering
af dna-profiler skal derfor leve op til de krav, som EMRK art. 8, stk.
2, stiller til indgreb i privatlivet, det vil bl.a. sige, at loven skal være klar,
gennemsigtig og forudsigelig for borgeren.
Flere af bestemmelserne i den vedtagne lov er imidertid så åbne og upræcise,
at disse krav ikke fuldt ud er opfyldt. Det gælder f.eks. bestemmelserne
Straf og retspleje
31

Straf og retspleje
32
i lovens § 2, stk. 1, hvorefter der i registeret kun må optages oplysninger, der
er “af politimæssig betydning i forbindelse med personidentifikation”, og §
2, stk. 3, der giver adgang til at registrere oplysninger “af betydning for registerets
praktiske anvendelse og førelse”.
(b) Loven giver også mulighed for at registrere sigtede personer. Dette
omfatter både personer, der er sigtede i en verserende sag, og personer, der
har været sigtede i en afsluttet sag, men af den ene eller anden grund ikke
er blevet dømt. Det er imidlertid tvivlsomt, om kravet om proportionalitet i
EMRK art. 8, stk. 2, altid vil være opfyldt ved konsekvent registrering. En
registrering vil således ikke altid være det mindst indgribende middel i en
efterforskningsmæssig sammenhæng.
Desuden er det tvivlsomt, om det formål, som registreringen af sigtede skal
tjene, stadig er til stede, når det er klart, at sigtelsen ikke vil føre til, at den
pågældende person bliver dømt. Det er af samme grund tvivlsomt, om
lovens § 3, stk. 1, nr. 2, lever op til EMRK art. 8. Efter § 3, stk. 1, nr. 2, skal
dna-profiler af sigtede, men ikke dømte personer, slettes efter 10 år. Europarådet
har imidlertid i rekommendation nr. R(92)1 anbefalet, at sådanne
oplysninger slettes fra registeret, når sigtelsen ikke fører til domfældelse.
Danmark har ganske vist taget forbehold for rekommendationen, men den
er ikke desto mindre et vigtigt fortolkningsbidrag til EMRK art. 8, og må
derfor forventes at spille en rolle, hvis EMD får en konkret sag om emnet.
Lov nr. 434 af 31. maj 2000 (lovforslag nr. 107, fremsat 2. december 1999)
Loven trådte i kraft den 1. juli 2000
DCMR’s notat vedrørende forslag til lov om oprettelse af et centralt dnaprofilregister.
November 1999
1.7. Bekendtgørelse om opbygningen, driften og brugen af Statstidende
Det er tvivlsomt, om behandlingen af personoplysninger lever op til EPDK art. 5
(e)
I maj 2000 vedtog Folketinget en ny lov om Statstidende. Loven medførte,
at Statstidende fremover kan udkomme i elektronisk form, og at retsvirkningen
af offentliggørelse i Statstidende på sigt knyttes til den elektroniske
udgave. På grundlag af loven udstedte forskningsministeren i august 2000
bl.a. en bekendtgørelse om opbygningen, driften og brugen af Statstidende.
Det fremgår af et bilag til bekendtgørelsen, at der i det elektroniske Statstidende
bl.a. optages oplysninger af personlig karakter, så som personers

økonomiske forhold i forbindelse med konkurser, gældssaneringer og
tvangsakkorder, samt forkyndelser i skilsmisse- og faderskabssager. Sådanne
oplysninger er omfattet af beskyttelsen i EPDK og tillige af retten til privatliv
efter EMRK art. 8.
Bekendtgørelsens § 13 fastslår, at personoplysninger må være tilgængelige i
højst 5 år på Internettet, hvorefter de skal opbevares i arkiv på Det Kongelige
Bibliotek. Det er imidlertid tvivlsomt, om denne bestemmelse fuldt ud
lever op til de krav, som EPDK stiller til, hvordan personlige oplysninger
skal behandles. Særlig fastsætter art. 5 (e), at oplysningerne skal opbevares
på en måde, der alene gør identifikation af individet mulig i den periode,
der må anses for nødvendig for at nå det tilsigtede formål. De personlige
oplysninger, der er tale om at offentliggøre, bør derfor som udgangspunkt
ikke være søgbare efter offentliggørelsestidspunktet, medmindre der er tale
om særlige tilfælde, f.eks. i forbindelse med indrykning af proklamaer eller
for så vidt angår konkursdekreter, indtil konkursboet er afsluttet.
Bekendtgørelsens § 13 forekommer i øvrigt også i strid med lovens § 5, stk.
2, hvorefter personoplysninger, der i anden sammenhæng anses for fortrolige,
ikke må kunne søges i det elektroniske Statstidende ved at bruge personens
navn eller anden form for personidentifikation som søgekriterium
efter 1 år fra tidspunktet for offentliggørelse. Kun hvis afgørende grunde
taler derfor, kan forskningsministeren fastsætte regler om, at fortrolige personoplysninger
skal være søgbare i et længere tidsrum end 1 år.
Bekendtgørelse nr. 799 af 24. august 2000 om opbygningen, driften og brugen
af Statstidende. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 2. september 2000
Lov nr. 419 af 31. maj 2000 (lovforslag nr. 31, fremsat 7. oktober 1999). Loven
trådte i kraft den 1. juli 2000
DCMR’s notat om udkast til bekendtgørelse om opbygningen, driften og
brugen af Statstidende. Juli 2000
DCMR’s notat vedrørende udkast til lov om Statstidende (Udgivelse af
Statstidende i elektronisk form). April 1997
1.8. Retsplejeloven - offentlighed
Foged- og skiftesager bør som udgangspunkt være omfattet af det almindelige krav
om offentlighed i bl.a. EMRK art. 6
I juni 1999 vedtog Folketinget en række ændringer i retsplejeloven for at
styrke samarbejdet mellem domstolene og pressen. Generelt betød ændringerne,
at pressens adgang til at overvære og referere retssager blev udvidet,
lige som der blev indført mulighed for, at journalister i visse tilfælde kan få
Straf og retspleje
33

Straf og retspleje
34
kopi af sagsakter, domme og retsbøger. Lovændringerne bygger på en
betænkning, som Justitsministeriets udvalg vedrørende samarbejdet mellem
retterne og pressen afgav i 1997.
I forlængelse af lovændringerne udstedte Justitsministeriet i oktober 1999
en bekendtgørelse om retslister og om massemediernes aktindsigt i og
opbevaring af retsbogsudskrifter og kopier af anklageskrifter og retsmødebegæringer.
Med bekendtgørelsen blev der bl.a. fastsat ensartede retningslinier
for, hvordan der skal føres retslister ved de enkelte retter. Dette har
tidligere været overladt til de enkelte retter, og der har derfor eksisteret en
uensartet praksis i landets retskredse, se f.eks. betænkning 1330/1997, s. 60f.
Efter bekendtgørelsens § 1, stk 1, skal der for hver retsdag udarbejdes lister
over de retssager, der skal behandles (retslister). Retslisterne skal bekendtgøres
ved opslag i retsbygningen. Retslister sikrer en systematisk, hurtig og
effektiv adgang for pressen - og dermed offentligheden - til at få oplysninger
om retssager. I lyset af EMRK art. 6 må mere oplysende retslister derfor
betragtes som et fremskridt, dels fordi individet har krav på, at hemmelige
processer ikke finder sted, og dels fordi offentligheden har en ret til at blive
informeret om, hvad der foregår ved domstolene.
Men efter bekendtgørelsens § 1, stk. 3, er sager, der behandles ved foged- og
skifteretten, som udgangspunkt generelt undtaget fra kravet om retslister.
Foged- eller skifteretten kan dog beslutte at udarbejde retslister vedrørende
sager, der har offentlig interesse. Gode grunde taler da også for at undlade
at udarbejde retslister i foged- og skiftesager. Her behandles typisk mange
sager på kort tid, og det vil derfor være en uforholdsmæssig stor arbejdsbyrde
at skulle udarbejde retslister. Desuden vedrører disse sager ofte private
forhold, som sjældent har offentlig interesse.
Men der er samtidig grund til at understrege, at også disse sager som
udgangspunkt bør være omfattet af det almindelige krav om offentlighed,
både af hensyn til den individuelle retssikkerhed og af hensyn til den generelle
tillid til domstolene. I betænkningen fra 1997 påpegede Justitsministeriets
udvalg vedrørende samarbejdet mellem retterne og pressen, at der
eksisterer en usikkerhed vedrørende offentlighedens adgang til retsmøder i
foged- og skifteretten, og man opfordrede til, at der foretages en generel
afklaring heraf, jf. betænkningen side 70. En sådan afklaring er endnu ikke
foretaget.

Bekendtgørelse nr. 811 af 28. oktober 1999. Bekendtgørelsen trådte i kraft
den 15. november 1999
Lov nr. 362 af 2. juni 1999 (lovforslag nr. 78, fremsat 5. november 1998).
Loven trådte i kraft den 1. oktober 1999
Betænkning 1330/1997
DCCMR’s notat om Justitsministeriets udkast til bekendtgørelse om retslister
og om massemediernes aktindsigt i og opbevaring af retsbogsudskrifter
og kopier af anklageskrifter og retsmødebegæringer. Oktober 1999
1.9. Lov om politimæssigt samarbejde i Øresundsregionen
Fortsat observation over grænserne indebærer risiko for krænkelse af EMRK art. 8
Folketinget vedtog i foråret 2000 en lov om politimæssigt samarbejde i Øresundsregionen.
Loven skal skabe grundlag for dansk tiltrædelse af aftalen
af 6. oktober 1999 mellem Danmark og Sverige om politimæssigt samarbejde
i Øresundsregionen.
Efter lovens § 2 kan polititjenestemænd fra Danmark udføre opgaver i Sverige
efter aftalen mellem Danmark og Sverige, art. 6-8, lige som polititjenestemænd
fra Sverige efter § 3 kan udføre opgaver i Danmark efter de samme
regler. Ifølge aftalens art. 7, kan grænseoverskridende observation i forbindelse
med Øresundsforbindelsen således ske efter betingelserne i Schengen-konventionens
art. 40.
Schengen-konventionens art. 40 giver adgang til at fortsætte en observation
af personer, der mistænkes for at være impliceret i en strafbar handling på
andre staters område. Observation kan ske for at indsamle oplysninger, der
kan bruges til at opklare eller forebygge forbrydelser. Observation - og især
hemmelig observation - indebærer, at den observerede ikke selv har kontrol
over, hvilke oplysninger, der indsamles, herunder om der indsamles information,
der vedrører den pågældendes privatliv. Observationen kan derfor
være et indgreb i privatlivet, som er beskyttet af EMRK art. 8. Sådanne indgreb
skal opfylde kravene i art. 8, stk. 2, nemlig være fastsat ved lov, tjene et
af en række nærmere bestemte hensyn, og være nødvendigt i forhold til det
formål, det skal tjene. Sidstnævnte betingelse er udtryk for en proportionalitetsvurdering,
som skal foretages i hvert enkelt tilfælde.
Hvis et land ønsker at fortsætte en observation i Danmark, er det derfor vigtigt,
at de danske myndigheder i hvert enkelt tilfælde konkret vurderer, om
observationen er nødvendig og proportionel, førend det danske politi giver
tilladelse til den fortsatte observation. Der er imidlertid ikke i forbindelse
Straf og retspleje
35

Straf og retspleje
36
med Schengen-konventionens art. 40 noget krav om en sådan konkret vurdering.
Bestemmelsen indebærer derfor en risiko for krænkelse af EMRK
art. 8, som også omtalt i Status 1999, s. 21f. Med henvisningen til Schengenkonventionens
art. 40 i aftalen mellem Danmark og Sverige overføres samme
risiko derfor til det politimæssige samarbejde mellem Danmark og Sverige.
Lov nr. 318 af 9. maj 2000 (lovforslag nr. 214, fremsat 1. marts 2000)
Loven trådte hovedsagelig i kraft den 1. juni 2000
DCMR’s udtalelse vedrørende forslag til lov om politimæssigt samarbejde i
Øresundsregionen. April 2000
DCMR’s notat vedrørende forslag til lov om tiltrædelse af Schengen-konventionen.
Maj 1997
Siden sidst
Straffeloven - tidsubestemt frihedsberøvelse
Status 1999 s. 13
Justitsministeren sendte i juni 1999 et udkast til lovforslag om ændring af
bl.a. straffelovens §§ 68-69 i høring. Forslaget byggede på Straffelovrådets
kritik af, at de gældende regler ikke indeholdt et krav om en konkret proportionalitetsvurdering,
selvom de giver adgang til indgreb i den personlige
frihed på ubestemt tid, se betænkning 1372/1999. Lovforslaget blev vedtaget
i Folketinget i maj 2000. Den vedtagne lov forpligter bl.a. anklagemyndigheden
til at påse, at enhver af de omhandlede foranstaltninger ikke
opretholdes i længere tid og i videre omfang end nødvendigt. Der er dermed
indføjet et krav om en konkret proportionalitetsvurdering.
Lov nr. 438 af 31. maj 2000 (lovforslag nr. 144, fremsat 8. december 1999)
Loven trådte i kraft den 1. juli 2000
Lov om fuldbyrdelse af straf
Status 1999 s. 14
Justitsministeriet sendte i juni 1999 et udkast til et lovforslag om fuldbyrdelse
af straf i høring. Dette gav anledning til kritik på tre punkter: (a) Det
blev for det første anført, at det var tvivlsomt, om adgangen til at overføre
en “stærk” indsat til en anden institution havde tilstrækkelig lovhjemmel i
forhold til EMRK art. 8. (b) Dernæst blev det kritiseret, at en institutions

leder efter § 37, stk. 3, på forhånd kan gennemlæse de blade, som de indsatte
selv laver i fængslet, og evt. forbyde bestemte artikler. Det blev anført,
at det er tvivlsomt, om dette er i overensstemmelse med retten til ytringsfrihed
efter EMRK art. 10. Også en adgang til at nægte indsatte kontakt til
medierne i § 59, stk. 2, kunne være indgreb i ytringsfriheden, som ikke var
tilstrækkeligt hjemlet i forhold til EMRK art. 10, stk. 2. (c) Endelig blev det
kritiseret, at lovudkastets § 55 og § 57 begrænsede den indsattes ret til brevveksling
og telefonsamtaler udfra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn
eller af hensyn til retsfølelsen. Herved kan der ske krænkelser af retten til
privatliv og derved EMRK art. 8.
Lovforslaget blev vedtaget i Folketinget i maj 2000. Ingen af reglerne i
lovudkastet, som gav anledning til kritik i Status 1999, er ændret i den vedtagne
lov, og kritikken står derfor fortsat ved magt.
Lov nr. 432 af 31. maj 2000 (lovforslag nr. 145, fremsat 8. december 1999)
Loven træder i kraft den 1. juli 2001
Det Centrale Kriminalregister
Status 1999 s. 16
I februar 1999 afgav en arbejdsgruppe under Justitsministeriet en rapport
om revision af dele af forskrifterne for Det Centrale Kriminalregister. Ministeriet
sendte rapporten i høring i foråret 1999. Det blev i den anledning kritiseret,
at det enkelte individ efter arbejdsgruppens anbefaling fortsat ikke
skulle have adgang til indsigt i egne data i efterforskningsregistret og i stedet
på grundlag af de generelle forskrifter selv må vurdere, om vedkommende
er registreret. Det kan være i strid med EPDK art. 8 (b) og art. 8 (c).
I maj 2000 vedtog Folketinget en ny lov om behandling af personoplysninger.
Denne lov gælder som udgangspunkt også for Det Centrale Kriminalregister,
og der er hermed bl.a. skabt en generel adgang for den enkelte til at
få indsigt i egne registrerede data, jf. § 31. Derimod har den enkelte stadig
ikke mulighed for at gøre indsigelse mod, at oplysninger behandles, lige
som en registreret person fortsat ikke har ret til at få rettet eller slettet registrerede
oplysninger inden for det strafferetlige område. Kritikken står derfor
fortsat ved magt for så vidt angår adgangen til at få rettet eller slettet
data i henhold til EPDK art. 8 (c).
Lov nr. 429 af 31. maj 2000 (lovforslag nr. 147, fremsat 9. december 1999)
Loven trådte i kraft den 1. juli 2000
Straf og retspleje
37

Straf og retspleje
38
Retsplejeloven - isolations-fængsling
Status 1999 s. 17
Strafferetsplejeudvalget fremsatte i 1998 sin betænkning 1358/1998 om isolationsfængsling,
hvor et flertal foreslog visse ændringer i de da gældende
regler om isolation. På grundlag heraf fremsatte regeringen i oktober 1999
et lovforslag, som stort set fulgte flertallets forslag. Strafferetsplejeudvalgets
forslag blev kritiseret for ikke at være tilstrækkeligt vidtgående til at begrænse
isolationsfængsling til et acceptablet niveau i forhold til den internationale
kritik fra flere internationale organer som CPT, CAT og HRC. Her er
det nemlig bl.a. anbefalet, at der indføres en maksimal tidsgrænse for varetægtsfængsling
i isolation.
Lovforslaget blev vedtaget i Folketinget i maj 2000. Den vedtagene lov er
stort set identisk med lovforslaget, og loven indeholder derfor fortsat f.eks.
ikke nogen maksimal tidsgrænse for isolationsfængsling, når det handler
om de groveste forbrydelser. Den udtalte kritik står derfor ved magt.
Lov nr. 428 af 31. maj 2000 (lovforslag nr. 14, fremsat 6. oktober 1999)
Loven trådte i kraft den 1. juli 2000
Bekendtgørelse om personer indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til
en strafferetlig afgørelse
Status 1999 s. 18
Justitsministeriet fastsatte i en bekendtgørelse nr. 892 af 14. december 1998
nærmere regler for, hvornår de almindelige regler for psykiatrien også skal
gælde for personer, som er dømt til psykiatrisk behandling. Det blev bl.a.
bestemt, at alle disse såkaldte retslige patienter enten skal have en patientrådgiver
eller en bistandsværge. Hvis der allerede er beskikket en bistandsværge
for en domfældt, kan vedkommende således ikke også få en patientrådgiver.
Dette blev kritiseret, fordi bistandsværgeordningen ikke er fuldt
ud af samme standard som patientrådgiverordningen. Bekendtgørelsen
gælder fortsat uændret. Efter de gældende bekendtgørelser om bistandsværgeordningen
(bekendtgørelse nr. 77 af 5. februar 1999) og patientrådgiverordningen
(bekendtgørelse nr. 78 af 29. januar 1999) er de anførte forskelle
på de to ordninger heller ikke ændret. Kritikken opretholdes derfor.

Retsplejeloven - anke af nævningeafgørelser
Status 1999 s. 19
Retsplejerådet afgav i 1998 en betænkning, hvori man foreslog, at nævningesager
skal starte i byretten med mulighed for anke til landsretten. Dermed
vil man bl.a. kunne leve op til kravet i CCPR art. 14, stk. 5, om, at enhver,
der er domfældt for en forbrydelse, har ret til at få prøvet domfældelsen og
straffens udmåling af en højere domstol. Der er endnu ikke taget initiativ til
at indføre dette to-instansprincip også i nævningesager, og kritikken af den
eksisterende ordning står derfor ved magt.
Schengen-konventionen
Status 1999 s. 20
Danmark tiltrådte formelt Schengen-konventionen i 1997. Der blev i den
anledning fremført fire kritikpunkter vedrørende konventionens regler om
indsatsen mod international kriminalitet og illegal indvandring. Punkterne
gennemgås nedenfor. Ved Rådets afgørelse af 20. maj 1999 blev Schengenreglerne
integreret i EF-traktaten og EU-traktaten. Der er ikke ændret på indholdet
i Schengen-reglerne, men enkelte bestemmelser er ikke inkorporeret,
eksempelvis fordi den pågældende bestemmelse er blevet overflødig med
tiden eller af omstændighederne, eller fordi emnet er reguleret af gældende
fælleskabs- eller EU-lovgivning. Bestemmelserne beskrevet i det følgende
gælder imidlertid fortsat og er inkorporeret i traktatgrundlaget for EU:
(a) Der kan registreres oplysninger i Schengen-informationssystemet (SIS),
som er omfattet af retten til privatliv og formentlig også følsomme oplysninger,
selvom EPDKs krav om passende sikkerhedsforanstaltninger ikke er
gentaget i bestemmelsen i Schengen-konventionens art. 94. (b) Schengenkonventionens
art. 40 giver adgang til i visse tilfælde at fortsætte en observation
over grænsen til en anden medlemsstat. Schengen-konventionen
indeholder imidlertid ikke krav om, at der altid foretages en konkret proportionalitetsvurdering
af, om observationen er nødvendig i det enkelte
tilfælde, jf. EMRK art. 8, stk. 2. (c) Schengen-konventionen forpligter ikke
myndighederne til at underrette en person, som er indberettet til SIS. Dette
vil formentlig ikke altid være i overensstemmelse med EMRK art. 8, især
når det drejer sig om følsomme oplysninger. (d) Oplysninger i SIS kan i visse
tilfælde gives videre til tredjelande, jf. Schengen-konventionens art. 118,
stk. 2. Men konventionen indeholder ikke de fornødne krav til modtagerlandenes
beskyttelse af sådanne oplysninger eller de berørte personer, jf.
EPDK art. 12, stk. 3.
Straf og retspleje
39

Straf og retspleje
40
Alle de anførte kritikpunkter opretholdes derfor. Det forventes, at Danmark
indtræder i det praktiske Schengen-samarbejde den 25. marts 2001. Loven
sættes i kraft ved en bekendtgørelse.
Europol-konventionen
Status 1999 s. 23
I 1997 vedtog Danmark at gennemføre Europol-konventionen i dansk ret.
Der blev i den anledning fremført tre kritikpunkter:
(a) I Europol-registret kan der registreres visse personfølsomme oplysninger,
hvilket kan være problematisk i forhold til EMRK art. 8, stk. 2, og EPDK
art. 6. (b) Efter EPDK art. 8 skal enhver have mulighed for at gøre sig
bekendt med eksistensen af elektroniske oplysninger om vedkommende
selv. En tilsvarende underretningspligt følger ikke af Europol-konventionen.
Det er også tvivlsomt, om manglende underretning altid er i overensstemmelse
med EMRK art. 8. (c) Det er i visse tilfælde muligt at videregive
oplysninger i Europol til tredjelande. Men Europol-konventionens beskyttelsesniveau
ved udveksling af oplysninger kan være lavere end det, der
følger af EPDK art. 12, stk. 3.
Konventionen er ikke ændret og forventes ikke ændret for så vidt angår
bestemmelserne om registrering, udveksling og beskyttelse af oplysninger,
herunder personfølsomme oplysninger. Alle de anførte kritikpunkter opretholdes
derfor.
Retsplejeloven - styrkelse af efterforskningen
Status 1999 s. 24
Ved en ændring af retsplejeloven i 1997 blev politiets efterforskning i sager
om alvorlig kriminalitet styrket. Dette gav anledning til kritik på tre punkter.
Alle de anførte regler i retsplejeloven gælder uændret, og den anførte
kritik opretholdes derfor.
(a) Med en ny § 799 i retsplejeloven blev der indført adgang til at foretage
hemmelige ransagninger. I bemærkningerne til loven anførte Justitsministeriet,
at hemmelig ransagning er mindre indgribende end rum- eller telefonaflytning,
fordi disse tiltag foregår over længere tid. Dette er imidlertid
tvivlsomt, om denne begrundelse er tilstrækkelig i forhold til EMRK art. 8,
stk. 2's nødvendighedskrav. (b) I bemærkningerne til lovforslaget anførte

Justitsministeriet, at man ville bede rigsadvokaten om at meddele politi og
anklagemyndighed om at søge at anvende den eksisterende bestemmelse i
§ 747, stk. 1, 2. pkt., for at beskytte vidner bedre, “i videst muligt omfang ...
når omstændighederne taler for det”. Det kan imidlertid være en krænkelse
af EMRK art. 6 stk. 3 (d). (c) En ny § 32 gav retsformanden mulighed til
at nægte grupper af personer adgang til et offentligt retsmøde. Dette kan
dog være i strid med EMRK art. 14.
Straf og retspleje
41

Udlændinge
42
2. Udlændinge
I tråd med tendensen fra tidligere år er det især på udlændingeområdet, at
dansk lovgivning har problemer med at leve op til de menneskeretlige standarder.
Den linie, der er lagt i de seneste år med stramninger af udlændingelovgivningen,
er på flere områder fortsat i år 2000.
Dette har bl.a. udmøntet sig i øgede muligheder for politiets kontrol af
udlændinges indrejse i landet. Men også ønsket om at integrere udlændinge
i det danske samfund har i det forgangne år været fremført som argument
for en række lovændringer, der på visse punkter må betragtes som
indskrænkninger af den enkeltes rettigheder. Således er kravene for familiesammenføring
blevet strammet med den begrundelse, at dette skulle fremme
integrationen. I øvrigt stik modsat holdningen bag EU’s bestræbelser på
at harmonisere reglerne om familiesammenføring, hvor man anser muligheden
for familiesammenføring for at fremme integration. Udlændinges
mulighed for at finde en bolig er reelt også blevet indskrænket. Et andet
problem er, at et stadig større antal mennesker lever på såkaldt tålt ophold
her i landet, uden noget legalt grundlag for en tilværelse her, og uden at de
danske myndigheder på den anden side kan sende de pågældende ud af
landet. Foreløbig er der ikke taget initiativ til at afklare disse menneskeres
retlige status i landet.
I det hele taget har flere nye lovtiltag på udlændingeområdet også i det
forgangne år indført flere skønsmæssige beføjelser for de administrative
myndigheder frem for at lægge vægt på, at lovreglerne i sig selv skal være
klare og entydige, så den enkelte har bedre mulighed for at forudsige, hvordan
en afgørelse vil falde ud. Og igen ses en generel tendens til at indrette
lovreglerne så tæt på menneskerettighedskonventionernes minimumsregler
som muligt.
2.1. Lov om strafforfølgning ved Jugoslavien-tribunalet - tålt ophold
Tålt ophold er formentlig ikke i fuld overensstemmelse med en række af Danmarks
internationale forpligtelser
Hvis en udlænding er blevet udvist af Danmark, men ikke kan sendes ud af
landet, f.eks. fordi der er risiko for, at den pågældende vil blive forfulgt eller
tortureret i hjemlandet, kan de danske myndigheder henvise vedkommende
til et såkaldt tålt ophold i Danmark på ubegrænset tid. Tålt ophold er
ikke det samme som en opholdstilladelse, og personens fortsatte ophold i
Danmark bliver ikke betragtet som et formelt lovligt ophold. Problemet er,
at ingen love regulerer de juridiske konsekvenser af et tålt ophold eller forholdene
for de personer, der opholder sig her på tålte ophold. Sådanne per-

soner er derfor forhindret i at nyde helt basale rettigheder såsom retten til
arbejde, uddannelse, bolig, osv. Ordningen er formentlig ikke i fuld overensstemmelse
med en række af Danmarks internationale forpligtelser.
Allerede i 1997 påpegede Udvisningsudvalget i sin betænkning nr.
1326/1997 det uhensigtsmæssige i, at retsvirkningerne af og vilkårene for
sådanne ophold ikke er reguleret i loven. Igen i forbindelse med behandlingen
af et forslag til ændring af udlændingeloven i 1998 (lovforslag 154/1997
- senere lov 473/1998) blev dette påpeget, men hidtil er der ikke taget lovgivningsmæssige
initiativer på området.
Problemet er senest blevet aktuelt igen, da regeringen i foråret 2000 vedtog
en ændring af lov om strafforfølgning ved Jugoslavien-tribunalet (fuldbyrdelse
i Danmark af tribunalets afgørelser). Formålet var at gennemføre de
ændringer i den oprindelige lov fra 1994, der var nødvendige, for at Danmark
kunne indgå en generel aftale med tribunalet om at overføre domfældte
fra tribunalet til afsoning her i landet. For så vidt angår det retlige
grundlag for de pågældende personers ophold i Danmark i forbindelse med
afsoning af tribunalets domme er der lagt op til, at domfældte efter afsoningen
henvises til et tålt ophold, hvis udsendelse ikke er mulig.
Lov nr. 436 af 31. maj 2000 (lovforslag nr. 245, fremsat 29. marts 2000)
Loven trådte i kraft den 1. juli 2000
DCMRs notat om forslag til lov om ændring af lov om strafforfølgning ved
det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere
Jugoslavien (Fuldbyrdelse i Danmark af tribunalets afgørelser) April 2000
2.2. Udlændingeloven - Schengen-konventionen
Politiets adgang til at standse og kontrollere køretøjer i § 38, stk. 6, indebærer risiko
for en praksis i strid med grundlæggende principper i CERD
I foråret 2000 vedtog Folketinget forskellige ændringer på udlændingeområdet
som led i forberedelserne af Danmarks praktiske indtræden i Schengensamarbejdet.
Samtidig ønskede regeringen at stramme reglerne for
ulovlig beskæftigelse af udlændinge.
Lovændringerne indebar bl.a., at der blev indført hjemmel i dansk ret til at
nægte udlændinge indrejse med henvisning til EF-asylkonventionen
(Dublin-konventionen). Konventionens hovedformål er, at en asylansøger,
der én gang har indgivet en asylansøgning til en medlemsstat, ikke på ny
kan få behandlet en ansøgning på samme asylgrundlag i en anden med-
Udlændinge
43

Udlændinge
44
lemsstat. Konventionen regulerer bl.a. den situation, hvor en asylansøger,
der opholder sig i én medlemsstat, indgiver ansøgning på landegrænsen til
en anden medlemsstat. I så fald skal den anden medlemsstat nægte vedkommende
indrejse. Danmark underskrev Dublin-konventionen i 1991, og
den trådte i kraft i 1997, uden at man samtidig indførte nogen hjemmel til
denne form for afvisning i de danske regler. Alligevel administrerede de
danske myndigheder i henhold til konventionen. Dette betød, at udlændinge
blev nægtet indrejse ved grænsen til Danmark med henvisning til konventionens
art. 12, uden at der fandtes nogen tilsvarende bestemmelse i
dansk lov. En sådan bestemmelse blev altså først indført i foråret 2000 med
den aktuelle lovændring.
Herudover var det væsentligste indhold i lovændringerne bl.a., at politiet
får beføjelse til at standse køretøjer inde i landet for at kontrollere, om det
transporterer udlændinge, som er rejst ulovligt ind i landet. Dette er indeholdt
i en ny § 38, stk. 6, i udlændingeloven.
Efter den hidtil gældende bestemmelse i udlændingelovens § 38, stk. 3, har
politiet ret til at undersøge bagagerum og andre lukkede rum i køretøjer,
skibe og luftfartøjer i forbindelse med ind- og udrejsekontrol for at sikre, at
ulovlig ind- og udrejse ikke finder sted. Det er ikke noget krav, at der skal
være en konkret mistanke om, at noget ulovligt finder sted. Den særlige
kontrol kan dog ikke udøves over for personer, som er indrejst, f.eks. når et
køretøj er kommet ind i landet. Hvis der skal foretages kontrol af et køretøj
efter indrejsen, er politiet i stedet henvist til at anvende retsplejelovens
bestemmelser om ransagning, som forudsætter, at der er en konkret mistanke
om illegal indrejse og menneskesmugling.
Med Schengen-konventionens ikrafttræden skal de indre grænser mellem
Schengen-landene kunne passeres alle steder uden personkontrol. Adgangen
til at foretage ind- og udrejsekontrol på grænserne til andre Schengenlande
ophører derfor, når Danmark indtræder i det praktiske Schengensamarbejde,
formentlig i år 2001. Der vil herefter ikke længere være mulighed
for at undersøge køretøjer ved indrejse f.eks. over den dansk-tyske landegrænse.
Med den nye § 38, stk. 6, vil politiet derimod kunne standse og kontrollere
et køretøj inde i landet, uanset om der er en konkret mistanke om illegal
indrejse og menneskesmugling eller ej. § 38, stk. 6, giver dog ikke i sig selv
hjemmel til, at politiet kan ransage køretøjets bagagerum og andre lukkede
rum. Men hvis politiet som led i en kontrol efter § 38, stk. 6, finder, at der er

imelig grund til mistanke om, at en eller flere udlændinge, der er indrejst
ulovligt i landet, befinder sig i køretøjets bagagerum eller andre lukkede
rum, vil man kunne foretage en ransagning efter retsplejelovens bestemmelser.
Dette vil kunne ske både i konkrete tilfælde og ved stikprøvevis kontrol,
f.eks. i forbindelse med færdselskontroller efter færdselslovens § 77. Man
kan frygte, at en så tilfældig kontrol, uden konkret mistankekrav i praksis
vil rette sig mod køretøjer, der bliver kørt af personer af anden etnisk herkomst,
hvis udseende adskiller sig fra flertallet af den danske befolkning.
Det vil ikke blot føles ubehageligt for den, der bliver standset og kontrolleret
alene på grund af sit udseende, men det vil desuden kunne være i strid
med de grundlæggende forpligtelser til ikke at forskelsbehandle mennesker
på grund af race, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse,
som Danmark har påtaget sig med tiltrædelsen af CERD.
Lov nr. 425 af 31. maj 2000 (lovforslag nr. 264, fremsat 30. marts 2000)
Loven trådte i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende
DCMR's notat vedrørende udkast til forslag til ændring af udlændigeloven
m.v. (skærpelse af strafniveauet for ulovlig beskæftigelse af udlændinge
m.v.) Marts 2000
DCMR's notat vedrørende et par problemer vedrørende Dublin-konventionen.
Januar 1999
2.3. Udlændingeloven - familiesammenføring
(a) Loven bryder generelt med overordnede principper om forudsigelighed
(b) Tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 10, og forbudet mod tvangsægteskaber
i § 9, stk. 2, nr. 7, indebærer risiko for afgørelser i strid med EMRK art. 8
I maj 2000 vedtog Folketinget en lov om ændring af udlændingeloven m.v.
ændringslovens overordnede formål var ifølge bemærkningerne at medvirke
til en bedre integration af familiesammenførte udlændinge og at forhindre
ægtefællesammenføring ved tvangsægteskaber. Dette skulle ske ved en
række konkrete tiltag: - Retskravet på familiesammenføring blev ophævet
for alle under 25 år. I stedet meddeles familiesammenføring til ansøgere i
denne aldersgruppe efter et individuelt skøn. - En betingelse for familiesammenføring
er, at den herboende råder over egen bolig af passende
størrelse. - Indvandrere kan kun blive familiesammenført i Danmark, hvis
parrets samlede tilknytning til Danmark er mindst lige så stort som til et
andet land. - Familiesammenføring for de 18-25-årige kan kun gives, hvis
ægteskabet vurderes at være indgået efter den herboendes eget ønske.
Udlændinge
45

Udlændinge
46
(a) Lovforslaget, som var fremsat af indenrigsministeren i februar 2000, byggede
på en handlingsplan udarbejdet af et ministerudvalg, som var blevet
nedsat i efteråret 1999 bl.a. for at behandle spørgsmål om udlændinges integration
i Danmark. På det generelle plan videreførte loven imidlertid nogle
uheldige tendenser, der er blevet stadigt mere fremherskende igennem de
senere år.
For det første brød loven endnu en gang med princippet om forudsigelighed
frem for skønsmæssi ge beføjelser i udlændingeretten. Historien bag
udlændingeloven fra 1983 var i væsentlig grad et opgør med myndighedernes
brede skønsmæssige beføjelser og den retlige usikkerhed for herboende
udlændinge, som den tidligere lovgivning gav anledning til. Et flertal
i Folketinget ønskede med 1983-loven at skabe større tryghed for udlændinge
med hensyn til deres rettigheder og pligter, og dette blev også anset for
at skabe de bedste forudsætninger for integrationen. F.eks. blev der med
ændringen af reglerne om familiesammenføring i 2000 på ny lagt op til at
indføre en række brede skøn fra udlændingemyndighedernes side inden for
et helt centralt område som familiesammenføring.
For det andet valgte man nok engang at lovgive så tæt på menneskerettighedskonventionernes
minimumsregler, at man flere steder i bemærkningerne
følte sig kaldet til at bemærke, at “de foreslåede bestemmelser vil - naturligvis
- blive administreret, således at der ikke er tvivl om forvaltningens
overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser”. Dette burde
være en selvfølge i en europæisk retsstat. En sådan lovgivningsform er i
øvrigt i strid med forudsætningerne for og intentionerne bag loven om
inkorporering af EMRK fra 1992, hvor det gentagne gange blev fremhævet,
at det fortsat skal være den danske regerings og Folketingets ansvar at sikre,
at Danmark lever op til sine internationale forpligtelser i medfør af konventionen.
Da lovteksten med tilhørende bemærkninger i øvrigt kun i ganske ringe
grad oplyser, hvordan de enkelte elementer konkret kan forventes at blive
anvendt i praksis, er det ikke muligt på forhånd at sige, om de enkelte regler
er forenelige med Danmarks internationale forpligtelser. Der skal dog
nævnes et par eksempler på, at reglerne er problematiske i forhold til menneskerettighederne:
(b) For så vidt angår tilknytningskravet, fastslår en ny § 9, stk. 10, i udlændingeloven,
at en herboende person, som ikke har dansk indfødsret, kun kan
få familiesammenføring med en ægtefælle eller samlevende, hvis parrets

samlede tilknytning til Danmark mindst svarer til deres samlede tilknytning
til et andet land, eller hvis særlige, personlige forhold i øvrigt taler for det.
Bemærkningerne opstiller en række kriterier, der kan eller skal indgå i vurderingen
af, hvorvidt et pars samlede tilknytning til Danmark er stærkere
end til et andet land. Blandt disse kriterier genfindes en række, der også indgår
i EMDs afgørelser i sager om retten til familieliv, jf. EMRK art. 8. Men
kriterierne giver ikke megen hjælp som grundlag for at kunne forudsige
den enkeltes retsstilling, fordi flere er ganske brede og vanskelige at afgrænse.
Desuden angiver bemærkningerne med ganske få undtagelser ikke
holdepunkter for, hvordan de enkelte kriterier skal afvejes indbyrdes. Uden
yderligere retningslinier må bemærkningerne anses for ganske utilstrækkelige
som basis for forvaltningens administration af disse sager.
Desuden afviger tilknytningskravet markant fra udviklingen i EU's
bestræbelser på at harmonisere reglerne om familiesammenføring. Her
lægges der nemlig op til, at tredjelandsborgere som udgangspunkt får
adgang til familiesammenføring, hvis de har lovligt ophold i en medlemsstat
og har en gyldig opholdstilladelse i mindst et år. Det gælder i øvrigt for
familiesammenføring med en ganske bred kreds af familiemedlemmer. Det
er således EU’s holdning, at familiesammenføring gør det muligt at leve et
normalt familieliv og letter integrationen i samfundet. Men i Danmark
mener man altså, at det modsatte middel - en begrænsning i adgangen til
familiesammenføring - vil fremme det samme mål, uden at bemærkningerne
til loven giver nogen forklaring herpå.
Med hensyn til indsatsen mod tvangsægteskaber bestemmer en ny § 9, stk.
2, nr. 7, at der kun gives opholdstilladelse til familiesammenføring for ægtefæller
eller samlevende mellem 18 og 25 år, hvis “forholdet utvivlsomt må
anses for indgået efter den herboendes eget ønske, eller særlige, personlige
forhold i øvrigt taler herfor”. Hvornår og hvordan noget sådant kan anses
at være tilfældet, er ikke nærmere beskrevet. I bemærkningerne hedder det
blot, at man ved denne vurdering skal inddrage samtlige foreliggende
oplysninger i sagen, og at der “vil kunne lægges vægt på omstændighederne
ved ægteskabets indgåelse og ægtefællernes personlige kontakt forud for
ægteskabets indgåelse”.
Danmarks internationale menneskeretlige forpligtelser sætter imidlertid
ganske snævre rammer for bestemmelsens anvendelse i praksis. Det eneste,
der i relation til EMRK art. 8 kan begrunde et indgreb i retten til familieliv,
vil være statens forpligtelse til at beskytte mod tvangsægteskaber. Det er
Udlændinge
47

Udlændinge
48
derfor kun i tilfælde, hvor der klart er tale om egentlig tvang, at det vil være
i overensstemmelse med art. 8 at begrænse retten til et familieliv for flygtninge
og indvandrere født i Danmark med den begrundelse, at der er tale
om et tvangsægteskab.
Både tilknytningskravet og forbudet mod tvangsægteskaber indebærer
således risiko for, at der i konkrete tilfælde vil blive truffet afgørelser i strid
med retten til et familieliv i EMRK art. 8.
Lov nr. 424 af 31. maj 2000 (lovforslag nr. 208, fremsat 29. februar 2000)
Loven trådte i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Reglerne i
bl.a. udlændingelovens § 9, stk. 2, nr.7 og § 9, stk. 10, finder dog ikke anvendelse
for udlændinge, der har indgivet ansøgning om eller er meddelt
opholdstilladelse inden lovens ikrafttræden
DCMR’s notat vedrørende forslag til lov om ændring af udlændingeloven
(krav om egen bolig ved familiesammenføring, tilknytningskrav ved ægtefællesammenføring
og indsats mod ægteskaber, der ikke beror på parternes
egen fri vilje). Februar 2000
2.4. Lejeloven m.m. - beboermaksimum i udlejningsboliger og fleksible
udlejningsregler
a) Beboermaksimum i udlejningsboliger er problematisk i forhold til CERD art. 1 og
art. 5
b) Muligheden for at indgå aftaler om udlejning efter særlige kriterier åbner mulighed
for misbrug, sådan at visse grupper reelt forhindres i indflytning efter sædvanlige
kriterier
I maj 2000 vedtog Folketinget med to love en række ændringer af forskellige
love på boligområdet. ændringerne indgik i regeringens samlede handlingsplan
for bedre integration og er en del af en række redskaber i by- og
boligpolitikken, som kommunerne kan anvende for at løse by- og boligsociale
problemer for at forbedre forholdene i socialt belastede områder og for
at undgå ghettodannelse.
(a) Den første ændringslov vedrørte lov om leje, lov om midlertidig regulering
af boligforholdene og lov om leje af almene boliger (beboermaksimum).
Loven går i korthed ud på at fast-sætte et beboermaksimum på 2 personer
pr. beboelsesrum i udlejningsboliger. Reglerne om beboermaksimum gælder
kun, hvis kommunalbestyrelsen i en kommune har besluttet, at reglen skal
gælde for kommunen og kun i de tilfælde, hvor udlejeren har meddelt kommunal-bestyrelsen,
at disse regler skal gælde i udlejerens ejendomme.

Reglen om fastsættelse af et beboermaksimum er imidlertid problematisk i
forhold til CERD art. 1, der forbyder enhver forskel, udelukkelse, begrænsning
eller fortrinsstilling på grundlag af race, hudfarve, afstamning eller
national eller etnisk oprindelse, hvis formål eller virkning er at ophæve eller
svække den ligelige anerkendelse, nydelse eller udøvelse af menneskerettigheder
og grundlæggende frihedsrettigheder på det politiske, økonomiske,
sociale, kulturelle eller et hvilket som helst andet område af samfundslivet.
I samme konventions art. 5 har Danmark forpligtet sig til at sikre
ethvert menneskes ret til lighed for loven især med hensyn til bl.a. retten til
frit at færdes og bosætte sig inden for statens grænser.
Reglerne om beboermaksimum vil navnlig ramme børnerige familier eller
familier, hvor flere generationer bor sammen. Sådanne familiemønstre har
en tæt sammenhæng med visse befolkningsgruppers nationale og etniske
oprindelse. Fastsættelsen af et beboermaksimum på 2 personer pr. beboelsesrum
i udlejningsejendomme vil derfor i praksis i særlig grad begrænse
boligmulighederne for befolkningsgrupper med en vis national og/eller
etnisk oprindelse, og vil derfor kunne virke diskriminerende. Valgfriheden
for både kommunalbestyrelsen og den enkelte udlejer med hensyn til, om
man vil anvende reglerne om beboermaksimum eller ej, kan desuden føre
til en vilkårlighed i retstilstanden, der vil kunne forstærke den diskriminerende
virkning.
(b) Den anden ændringslov vedrørte lov om almene boliger, lov om andelsboligforeninger
m.v. En af de væsentligste ændringer var, at man hermed
indførte en ordning, hvorefter kommunalbestyrelsen kan indgå aftaler med
almene boligorganisationer om, at almene boliger skal udlejes efter særlige
kriterier. Aftalerne kan indgås for, hvad der svarer til 90 % af de ledige boliger,
og de almindelige udlejningsregler sættes således ud af kraft.
Ved at tilsidesætte de almindelige regler for udlejning, herunder oprykningsret,
skabes der en vis risiko for misbrug, således at indflytning af visse
befolkningsgrupper i realiteten kan forhindres. Også denne ordning kan
føre til diskrimination, og der er derfor et udtalt behov for nøje at overvåge
dels de aftaler, der indgås mellem kommunerne og de almene boligforeninger,
dels måden hvorpå disse aftaler administreres i praksis.
Lov nr. 405 af 31. maj 2000 (lovforslag nr. 210, fremsat 1. marts 2000)
Lov nr. 404 af 31. maj 2000 (lovforslag nr. 211, fremsat 1. marts 2000)
Begge love trådte i kraft den 3. juni 2000
DCMR’s bemærkninger til udkast til forslag til lov til ændring af lov om leje,
Udlændinge
49

Udlændinge
50
lov om midlertidig regulering af boligforholdene og lov om leje af almene
boliger (beboermaksimum) samt udkast til forslag til lov om ændring af lov
om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., lov om andelsboligforeninger
og andre boligfællesskaber, lov om individuel boligstøtte og
lov om integration af udlændinge i Danmark. Marts 2000
2.5. Integrationsloven - boligplacering
Udlændingestyrelsens praksis indebærer risiko for modstrid med EMRK art. 8
I januar 2000 vedtog Folketinget en ændring af integrationsloven, som var
trådt i kraft i 1998. Det væsentligste element i lovændringen var, at introduktionsydelsen
(integrationsydelsen) blev hævet, så den nu svarer til de
sociale ydelser, der udbetales efter lov om aktiv socialpolitik, dvs. almindelig
kontanthjælp. Baggrunden for lovændringen var ifølge bemærkningerne
en evaluering af introduktionsydelsen, som var blevet indført, da
integrationsloven trådte i kraft den 1. januar 1999. Evalueringen viste, at
kun få nyankomne udlændinge havde været i stand til at supplere den
lave introduktionsydelse med indtægter fra erhvervsarbejde, men i stedet
i vidt omfang havde modtaget ydelser efter reglerne om hjælp i særlige
tilfælde.
Lovændringen indebar derimod ikke nogen ændring af reglerne om boligplacering,
selvom kravet om bopæl i bestemte kommuner (visitering) som
udgangspunkt er uforeneligt med flygtninges ret til frit at vælge opholdssted,
jf. FK art. 26. Der kan ganske vist ske en vis generel regulering af indkvarteringsforholdene
for flygtninge, uden at det vil stride mod konventionen.
Men det må så være en forudsætning, at reguleringen er forenelig med
selve princippet om bevægelses- og opholdsfrihed ud fra en samlet vurdering
af ordningens karakter, varighed og begrundelse. Se også Status 1999,
s. 30f.
Når Udlændingestyrelsen meddeler en flygtning opholdstilladelse, træffer
styrelsen samtidig afgørelse om, i hvilken kommune den pågældende skal
tage bopæl. Denne visitering sker på grundlag af gældende kommunekvoter,
forholdene i kommunen og den pågældendes personlige forhold. Blandt
disse personlige forhold er bl.a. familiemæssig eller anden tilknytning til
personer i Danmark, uddannelsesmuligheder eller behov for speciel
behandling. Udlændingestyrelsen skal i hvert enkelt tilfælde foretage en
konkret afvejning af den enkeltes personlige behov over for de offentlige
hensyn.

Udlændingestyrelsens afgørelser om visitering kan ikke påklages til en
anden administrativ myndighed. Hvis en flygtning ønsker at flytte til en
anden kommune end den, som Udlændingestyrelsen har visiteret til, kan
tilflytterkommunen derimod godkende at fortsætte introduktionsprogrammet
for den pågældende, jf. § 18. Vil kommunen ikke godkende dette, kan
den bestemme, at introduktionsydelsen nedsættes eller ophører, jf. § 32.
Selv om Udlændingestyrelsen skal tage hensyn til den enkelte flygtnings
personlige forhold, er der set eksempler på, at personer med nære familierelationer
bliver boligplaceret meget langt fra hinanden. Dermed er der risiko
for modstrid med f.eks. retten til familieliv i EMRK art. 8. Desuden kan
resultatet af en sådan praksis blive, at den lovpligtige afvejning af en flygtnings
personlige forhold forskydes fra visiteringsfasen til en efterfølgende
kommunal vurdering af, om en flytning fra den oprindelige visiteringskommune
skal godkendes efter § 18.
Lov nr. 57 af 25. januar 2000 (lovforslag nr. 148, fremsat 8. december 1999)
Lovændringerne trådte i det væsentligste i kraft den 1. februar 2000
DCMR’s notater om forslag til lov om ændring af lov om integration af
udlændinge i Danmark (integrationsloven). Januar 2000 og december 1999
Siden sidst
Kosovo-nødloven
Status 1999 s. 27
I april 1999 vedtog Folketinget den såkaldte Kosovo-nødlov, som gav midlertidig
opholdstilladelse til nødstedte fra Kosovo. Det blev i den forbindelse
kritiseret, at ordningen var på kant med FK, i hvert fald hvis opholdet i
Danmark varede i længere tid end en kortere periode. Disse personer var
således ikke omfattet af udlændingelovens system og kunne f.eks. ikke søge
om asyl i Danmark, selvom betingelserne for at få status som flygtning efter
FK art. 1 A, stk. 2, var til stede.
Kosovo-nødloven blev ophævet i maj 2000. I stedet blev der i udlændingeloven
indsat et retsgrundlag for opholdstilladelse til de personer, som ikke
kan vende tilbage til Kosovo på grund af deres personlige forhold. Kosovonødloven
gælder dog fortsat for personer, der inden lovens ikrafttræden har
indgivet ansøgning om eller er meddelt opholdstilladelse efter loven.
Udløber en opholdstilladelse efter Kosovo-nødloven efter lovens ikrafttræ-
Udlændinge
51

Udlændinge
52
den, kan en ny opholdstilladelse efter Kosovo-nødloven ikke meddeles.
Den anførte kritik opretholdes herefter delvis.
Lov nr. 427 af 31. maj 2000 (lovforslag nr. 285, fremsat 28. april 2000)
Loven trådte i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende
Udlændingeloven - frihedsberøvelse
Status 1999 s. 29
Efter udlændingelovens § 36, stk. 1, 3. pkt., kan en udlænding frihedsberøves,
hvis hans eller hendes ansøgning om opholdstilladelse behandles
efter en såkaldt “åbenbart grundløs”-procedure, hvis det er nødvendigt for
at fastholde udlændingen under asylsagsbehandlingen. Dette blev kritiseret
for at være i strid med EMRK art. 5. stk. 1 (f). Udlændingelovens § 36, stk.
1, 3. pkt., gælder uændret, og kritikken opretholdes derfor.
Integrationsloven
Status 1999 s. 30
I forbindelse med, at Folketinget i 1998 vedtog integrationsloven, blev der
udtalt kritik på to punkter:
(a) Den månedlige introduktionsydelse efter § 27 udgjorde væsentlig mindre
beløb end de beløb, der ydes i kontanthjælp. Dette var i strid med FK
art. 23 og formentlig også ICESCR art. 2, stk. 2 og 3. Folketinget vedtog i
januar 2000 en ændring af integrationsloven, således at introduktionsydelsen
(integrationsydelsen) blev hævet, så den nu svarer til de sociale ydelser,
der udbetales i almindelig kontanthjælp. Den kritik, der blev udtalt i Status
1999 under dette afsnit, er derfor bortfaldet, se også afsnit 2.5, s. 50. (b) Videre
blev det kritiseret, at integrationslovens krav om bopæl i en bestemt kommune
som udgangspunkt er uforenelig med FK art. 26. Reglerne om boligplacering
gælder uændret, og kritikken på dette punkt opretholdes.
Lov nr. 57 af 25. januar 2000 (lovforslag nr. 148, fremsat 8. december 1999)
Lovændringerne trådte i det væsentligste i kraft den 1. februar 2000
Udlændingeloven - familiesammenføring
Status 1999 s. 33
Sammen med integrationsloven blev der også vedtaget flere ændringer i
udlændingeloven. Dette gav anledning til kritik på fire punkter:

(a) En ny § 9, stk. 2 (d) indførte krav om tidsubegrænset opholdstilladelse i
Danmark i mere end de sidste tre år for at få familiesammenføring med en
ægtefælle. Sammen med betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse,
f.eks. i § 11, stk. 5, kan der opstå problemer i forhold til retten til privat-
og familieliv i EMRK art. 8. (b) Også reglerne om pro forma-forhold og
arrangerede ægteskaber i henholdsvis § 9, stk. 9, og § 9, stk. 10, blev skærpet.
Begge de nye bestemmelser blev kritiseret for at rumme risiko for krænkelser
af retten til privat- og familieliv i EMRK art. 8 om og retten til at indgå
ægteskab og stifte familie i art. 12. (c) § 19, stk. 1, nr. 4, om adgangen til
at inddrage en opholdstilladelse, der er meddelt efter reglerne om familiesam
menføring, blev ligeledes skærpet. Dette blev kritiseret for at kunne
være i strid med retten til privat- og familieliv i EMRK art. 8. (d) Endelig
blev bestemmelsen i § 31 kritiseret for at kunne være i strid med forbudet
mod tortur m.m. i EMRK art. 3.
Alle de anførte bestemmelser gælder fortsat, bortset fra § 9, stk. 10. Her er
kriterierne skærpet yderligere, se også afsnit 2.3, s. 45. Den udtalte kritik
opretholdes derfor med de ændringer, der følger af den senere udtalte kritik
af den nye § 9, stk. 10.
Lov nr. 424 af 31. maj 2000 (lovforslag nr. 208, fremsat 29. februar 2000)
Loven trådte i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Bl.a. udlændingelovens
§ 9, stk. 10, finder dog ikke anvendelse for udlændinge, der har
indgivet ansøgning om eller er meddelt opholdstilladelse inden lovens
ikrafttræden.
Schengen-konventionen
Status 1999 s. 36
Danmark tiltrådte formelt Schengen-konventionen i 1997. Der blev i den
anledning fremført to kritikpunkter vedrørende konventionens asylretlige
del. Ved Rådets afgørelse af 20. maj 1999 blev Schengen-reglerne integreret
i EF-traktaten og EU-traktaten. Der er ikke ændret på indholdet i Schengenreglerne,
men enkelte bestemmelser er ikke inkorporeret, eksempelvis fordi
den pågældende bestemmelse er blevet overflødig med tiden eller af omstændighederne,
eller fordi emnet er reguleret af gældende fælleskabs- eller
EU-lovgivning. De asylretlige regler (art. 28-28) er således nu erstattet af
Dublin-konventionen og anvendes ikke i praksis. Dublin-konventionen
regulerer kun formelle spørgsmål så som hvilket land, der skal behandle en
asylansøgning og hvordan, mens der ikke som i Schengen-konventionen
findes regler om selve asylgrundlaget. Det er derfor ikke muligt at foretage
Udlændinge
53

Udlændinge
54
en egentlig sammenligning mellem de to regelsæt, se dog afsnit 2.2, s. 43.
Danmarks aktive deltagelse i den øvrige del af Schengen-samarbejdet forventes
at træde i kraft 25. marts 2001. Loven sættes i kraft ved en bekendtgørelse.
Udlændingeloven - dna-analyser m.m.
Status 1999 s. 38
I 1997 vedtog Folketinget en række ændringer i udlændingeloven for at sikre
det bedst mulige grundlag for at træffe afgørelser i asylsager, herunder
for at forhindre misbrug af reglerne. Dette blev kritiseret på to punkter:
(a) En ny § 34, stk. 2, gav udvidet adgang til at pålægge en udlænding meldepligt
hos politiet, når det er hensigtsmæssigt. Dette blev kritiseret for at
kunne være i strid med princippet om fri bevægelighed i art. 2 til den 4. protokol
til EMRK. (b) En ny § 40 b indførte adgang til at tage personfotografi
af en udlænding, hvis politiet skønner, at det er hensigtsmæssigt af visse,
nærmere bestemte hensyn. Og en ny § 40 c skabte mulighed for at bruge
dna-analyser i familiesammenføringssager. Begge regler blev kritiseret for i
praksis at rumme risiko for krænkelser af EMRK art. 8. Alle de nævnte
bestemmelser gælder fortsat, og kritikken opretholdes.

3. Sundhed og sociale forhold
I tidligere tider var der ikke tradition for at tale om menneskerettigheder
inden for sundshedsvæsenet eller den sociale forsorg. Her gjaldt det om at
behandle og hjælpe, hvor det var nødvendigt, og der var ikke i særlig høj
grad stillet fokus hverken på den enkeltes ret til behandling eller på, at
behandlingen af og til gjorde indgreb i individets grundlæggende rettigheder.
Det er der ændret på i den senere tid, og man har i højere grad fået øjnene
op for, at der er behov for at beskytte de mennesker, som af den ene eller
anden grund får brug for myndighedernes hjælp. Det gælder naturligvis
først og fremmest, hvor hjælpen eller behandlingen gives tvangsmæssigt,
men også hvor den ydes frivilligt. Ikke mindst fordi myndighederne på disse
områder ofte har at gøre med samfundets svageste grupper, de psykisk
syge, ældre, omsorgssvigtede børn med ressourcesvage forældre. Fokus er
dog stadig koncentreret på situationer, hvor myndighederne foretager
direkte indgreb i menneskerettigheder.
Derimod er der stadig næsten ingen opmærksomhed på de minimumsgarantier,
som menneskerettighederne pålægger myndighederne at opfylde
over for den enkelte. Det skyldes formentlig, at Danmark er et land, som
generelt ikke har svært ved at leve op til disse minimumskrav. Men det er
dog alligevel relevant at holde sig forpligtelserne for øje.
Nyere lovtiltag vidner om en vilje til at se vanskelige problemer i øjnene
og til i højere grad at tage stilling til, hvordan de skal løses, i lovgivningen.
Den menneskeretlige beskyttelse er derfor på visse måder blevet forbedret.
Men der er fortsat problemer. Ét af de generelle problemer i såvel gamle som
nye forskrifter er, at den enkelte ikke kan forudse sin retsstilling ved at læse
loven. Lovens beskrivelse af myndighedernes beføjelser og pligter i de konkrete
situationer kan være uklar, eller lovens bestemmelser kan give en bred
bemyndigelse til ministeren på området, uden at de nærmere retningslinier
for bemyndigelsen fremgår af loven.
3.1. Dementes menneskerettigheder
Behandlingen af demente indebærer en række problemer i forhold til menneskerettigheder
Siden 1990 er der vedtaget en del love, som regulerer forholdene for demente.
Myndighedsloven er blevet erstattet af værgemålsloven, psykiatriloven
er ændret, der er vedtaget en patientretsstillingslov, og i serviceloven er indsat
helt nye regler om tvangsforanstaltninger med særligt sigte på bl.a. de
demente. Der kan dog stadig på forskellige områder stilles spørgsmålstegn
ved, om lovgivningen er tilstrækkelig og tilstrækkeligt klar:
Sundhed og sociale forhold
55

Sundhed og sociale forhold
56
Det største problem for de demente er formentlig behandlingen med psykofarmaka
(nervemedicin). Flere undersøgelser viser, at mere end halvdelen
af plejehjemsbeboerne i lange perioder er blevet behandlet dagligt med
psykofarmaka, og at det ofte er sket for at korrigere deres adfærd eller for at
forsøge at disciplinere dem ad kemisk vej. Mange af patienterne har været
ude af stand til at kommunikere, og de har således ikke kunnet give et
såkaldt informeret samtykke til behandlingen.
Behandling af demente med psykofarmaka er problematisk på grund af de
alvorlige bivirkninger, den kan medføre. Bl.a. parkinsonisme, der kan føre
til, at gangfunktionen falder bort, og medicinsk fremkaldt hjerneskade, der
kan medføre ufrivillige bevægelser. Behandlingen kan altså i sig selv føre til
flere lidelser og mere forpinthed. I sådanne situationer kan behandlingen
være i strid med både EMRKs art. 3 og art. 8 og i visse tilfælde formentlig
også art. 5. Derudover strider en sådan behandling mod reglerne i den europæiske
konvention om Menneskerettigheder og Bioetik fra 1997, hvorefter
behandlingen skal være til den dementes direkte fordel.
Der er derfor behov for regler om, hvornår man må anvende psykofarmaka
for at kunne beskytte de demente i overensstemmelse med Danmarks konventionsmæssige
forpligtelser. Et udgangspunkt for sådanne regler kunne
være de amerikanske OBRA-regler, som har ført til, at forbruget af psykofarmaka
for demente er nedsat væsentligt i USA. Efter disse regler må plejehjemsbeboere
ikke behandles med psykofarmaka, hvis det sker af
bekvemmelighed eller et ønske om at disciplinere de demente, og psykosemedicin
må kun bruges ved psykose, og ikke for uro, rastløshed og omkringvandring.
Et andet væsentligt problem er, at hverken patientretsstillingsloven eller
serviceloven indeholder regler om tvangsbehandling, som ikke er akut. Ikke
desto mindre kan der i visse tilfælde være behov for at tvangsbehandle
inhabile demente, hvis de har lidelser, som i ubehandlet form udsætter
deres liv eller helbred for væsentlig fare. Problemet løses i praksis ved
såkaldt skjult medicinering, hvor medicinen gemmes i mad eller drikkevarer.
Men dette er reelt det samme som tvangsmedicinering, når det foregår
uden patientens accept. Der findes ingen lovhjemmel til en sådan behandling,
uanset om den kan være nødvendig for at undgå omsorgssvigt.
Reglerne om tvangsbehandling er vanskelige at overskue. Det er klart, at i
de akutte, livstruende situationer kan man altid behandle. Problemerne
opstår i de ikke-akutte situationer. Der er ikke lavet undersøgelser over

omfanget af tvang og skjult medicinering, men der er ingen tvivl om, at det
foregår. Set fra et menneskeretligt synspunkt er dette uacceptabelt. Indgreb
i privatlivet og den personlige frihed kræver nemlig en klar lovhjemmel.
Der er derfor fortsat behov for regler om tvangsbehandling, herunder den
skjulte medicinering af patienter, der ikke er i stand til at give et samtykke.
Reglerne om fysisk tvang kan i visse tilfælde have en negativ virkning på
forbruget af psykofarmaka. At der mangler regler om brugen af psykofarmaka
er et problem i sig selv, men det bliver endnu mere problematisk
set i sammenhæng med, at de eksisterende regler om magtanvendelse stiller
strenge procedurekrav. Der er endvidere ikke adgang til at låse dørene i
plejeboligerne. Det kan derfor være svært at anvende tvang i praksis, f.eks.
over for demente, der konstant vil forlade plejehjemmet og vandrer
omkring uden at kunne tage vare på sig selv. Der opstår derfor risiko for,
at man i stedet forsøger at kontrollere de dementes adfærd med psykofarmaka.
Efter de nye regler i servicelovens § 109 c, er der nu hjemmel til at holde en
dement tilbage med magt, hvis det er absolut påkrævet for at afværge en
nærliggende risiko for, at vedkommende ved at forlade boligen udsætter sig
selv eller andre for at lide væsentlig personskade. Det er imidlertid ikke sikkert,
at dette vil hjælpe på konflikterne med personalet, som hidtil har måttet
nøjes med at forsøge at overtale den demente til ikke at forlade plejehjemmet.
Tværtimod må man forvente, at den demente i højere grad vil
modsætte sig korporligt, hvis der bliver brugt magt til at få vedkommende
tilbage til hjemmet, fordi svært demente i perioder kan blive bange eller
utrygge, hvis en person holder dem tilbage. På den baggrund kan der være
grund til påny at overveje at gøre det lovligt at installere kodelåse som en
muligt mere værdig løsning i stedet for et “medikamentelt sengeleje”, der
er et indgreb i den fysiske integritet og for så vidt også rejser spørgsmål om
frihedsberøvelse, jf. EMRKs art. 5.
Serviceloven indeholder også regler om, hvilke beskyttelsesmidler, der må
bruges ved fiksering, jf. § 109. Mod den dementes ønske må man således
ikke bruge andre beskyttelsesmidler end stofseler, heller ikke selv om andre
midler kan være nødvendige for at beskytte den demente. Det kan f.eks.
være en hjelm, som kan afbøde skader, hvis der er risiko for, at den demente
falder. Samtidig hedder det i vejledningen til serviceloven, at hvis personalet
undlader at forhindre selvdestruktiv adfærd ved at anvende beskyttelsesmidler,
vil det kunne udgøre brud på pligten til at undgå omsorgssvigt.
Sundhed og sociale forhold
57

Sundhed og sociale forhold
58
Også servicelovens § 109 e om flytning af demente til særlige botilbud kan
give anledning til problemer. Bestemmelsen gælder formentlig både passive
og modvillige demente, og servicelovens regulering er dermed udtømmende
på området. I givet fald vil det betyde, at passive demente ikke længere
kan flyttes på plejehjem med værgens samtykke. Dette kan blive et problem,
fordi § 109 e’s betingelser er så stramme, at de næppe kan opfyldes af
en del af de passive demente, som man hidtil har kunnet flytte med værgens
samtykke.
Som et sidste problem i serviceloven kan nævnes § 67 a, hvorefter kommunen
eller amtskommunen skal yde hjælp til personer med nedsat psykisk
funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser, uanset om
der foreligger samtykke fra vedkommende. Bestemmelsen giver ikke hjemmel
til at anvende magt. Alligevel nævner vejledningen til serviceloven
nogle mindre indgribende, tvangsmæssige foranstaltninger, som kan finde
sted på grundlag af omsorgspligten, selvom den demente yder aktiv modstand.
Vejledningen er uklar på dette punkt, og der kan derfor være risiko
for, at problemerne søges løst ved ulovlig magtanvendelse.
Det er i øvrigt tvivlsomt, om bestemmelsen i lovens § 67 a lever op til kravene
i EMRKs art. 8 om lovhjemmel til indgreb i privatlivet. En sådan
lovhjemmel skal bl.a. opfylde et krav om forudsigelighed og ensartet retsanvendelse.
Det kan dog opveje nogle af betænkelighederne, hvis personligt
inhabile altid skal have en bistandsperson, der kan varetage deres anliggender.
Det er imidlertid ønskeligt, om bisidderkravet var kommet tydeligere
til udtryk i loven og/eller vejledningen.
Et mere overordnet problem er, at der ikke er lovgivet om, at plejehjemmene
skal have regelmæssigt besøg af en uafhængig tilsynsmyndighed. Der
kan i den forbindelse også peges på behovet for at rådgive plejepersonalet,
bl.a. om den rette demensbehandling, medicinering m.v.
Mange af de dementes problemer burde kunne klares ved i tide at tilbyde
de demente de rigtige rammer. Demente har behov for særlig pleje og
omsorg, som ofte kun kan gives på et plejehjem, der er hensigtsmæssigt indrettet
og har et uddannet og forstående personale. Når de demente enten
ikke får eller får utilstrækkelige eller skiftende plejehjemstilbud i årevis, bliver
både de og deres pårørende udsat for lidelser, som ikke stemmer med
det menneskeretlige krav om en værdig behandling. Der er derfor behov for
at sikre, at demente får de rigtige plejehjems- eller botilbud i tide.

Et særligt problem udgør de sager, hvor lejemål er blevet ophævet, fordi den
demente har overtrådt husordenen. At overholde husordenen har altid
været et alvorligt anliggende for de omflakkende og urolige demente, men
lejereformen i 1997 har forværret dette problem. Tvisterne begynder således
ikke længere i boligretten (med dommer, bisidder og mulighed for advokatbeskikkelse),
men skal nu først behandles af et beboerklagenævn, hvis
afgørelser så kan indbringes for boligretten. En dement vil ofte ikke reagere
på en tilsigelse til nævn og boligret og vil da blive dømt som udebleven.
Men en dements udeblivelse kan ikke tages som udtryk for, at den demente
stiltiende accepterer, at lejemålet er ophævet. En reel ligestilling i forhold
til retten til en retfærdig rettergang i EMRK art. 6 forudsætter derfor, at lovgivingen
sikrer, at der beskikkes en værge og/eller en advokat for den
demente i disse sager.
Generelt er der behov for at samordne reglerne på det psykiatriske, det
sundhedsmæssige og det sociale område, så de i højere grad kommer til at
bygge på de samme principper, og så de i højere grad tager udgangspunkt
i den gruppe mennesker, de skal beskytte. Frem for behovene hos de institutioner
eller den sektor, som de demente på et givet tidspunkt måtte befinde
sig i.
Eva Ersbøll, “Dementes menneskerettigheder - Etik og Ret i Danmark”,
DCMR, 2000
Siden sidst
Lov om social service - tvangsanbringelse af børn
Status 1999 s. 40
I marts 1999 sendte Socialministeriet et udkast til et lovforslag om ændring
af reglerne om særlig støtte til børn og unge, herunder reglerne om tvangsfjernelse
af børn, i lov om social service i høring. Dette gav anledning til kritik
på tre punkter:
(a) Udkastets § 42 a og § 42 b gav mulighed for, at en frivillig anbringelse af
et barn uden for hjemmet kunne ændres til en tvangsanbringelse, hvis en
hjemgivelse ville skade barnet. Dette blev kritiseret for ikke at leve op til
EMRK art.8's krav til til en tvangsmæssig anbringelse. (b) Fristen for genbehandling
af bl.a. sager om hjemgivelse af børn blev foreslået forlænget fra et
til to år i udkastets § 46. Dette blev kritiseret for at kunne stride mod EMRK
Sundhed og sociale forhold
59

Sundhed og sociale forhold
60
art. 8. (c) Udkastets § 58 blev kritiseret for ikke at tage højde for, at barnet
efter FNs børnekonventions art. 12 ikke blot har krav på at udtale sig, men
også på at få sine synspunkter tillagt passende vægt.
Folketinget vedtog lovændringen i maj 2000. Den vedtagne lovs § 58 indeholder
en bestemmelse, som ligner bestemmelsen i Socialministeriets
udkast til lovforslaget.Kritikken opretholdes derfor på punkt (c). De dele af
lovforslaget som gav anledning til kritik under punkt (a) og (b) i Status 1999
er derimod faldet bort i den vedtagne lov.
Lov nr. 466 af 31. maj 2000 (lovforslag nr. 232, fremsat 30. marts 2000)
Loven træder i kraft den 1. januar 2001
DCMR’s notat om Udkast til forslag til lov om ændring af lov om social service
og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Styrkelse
af den særlige støtte til børn og unge og om dispensationsadgang ved
nedsættelse af børn- og unge-udvalg). Marts 2000
Lov om social service - psykisk handicappede
Status 1999 s. 42
Lov om social service blev vedtaget i 1999. Dette gav anledning til kritik på
to punkter: (a) Loven indeholder ikke krav om, at den pågældende person
skal orienteres om muligheden for at rette henvendelse til Folketingets § 71tilsyn
i tilfælde af frihedsberøvelse. (b) Loven indeholder heller ikke regler,
der klart giver hjemmel til adgang til boligen. Der er ikke efterfølgende sket
ændringer heri, og de to kritikpunkter fastholdes.
Aktivloven
Status 1999 s. 43
I forbindelse med integrationslovens ikrafttræden blev aktivlovens § 3 stk.
4, 3. pkt., ændret, således at tre års-fristen for hjemsendelse af udlændinge,
der forventes at få vedvarende hjælp til forsørgelse, først skal beregnes fra
integrationsperiodens udløb. Dette blev kritiseret for at være uforeneligt
med Den Europæiske Socialpagt og EMRK art. 8. Bestemmelsen gælder
uændret, og kritikken fastholdes derfor.

Psykiatriloven
Status 1999 s. 45
En ændring af psykiatriloven i 1998 gav anledning til kritik på tre punkter:
(a) En ny formulering af § 2 om “god sygehusstandard” blev kritiseret for
ikke at leve op til EMRK art. 8. (b) Loven blev kritiseret for ikke at indeholde
bestemmelser om adgang til tolkebistand, jf. EMRK art. 5. (c) Indgreb i
psykisk syges ret til privatliv udfra anstaltsmæssige betragtninger blev kritiseret
for ikke at leve op til hjemmelskravet i EMRK art. 8. Der er ikke foretaget
ændringer af psykiatriloven på de nævnte punkter, og kritikpunkterne
opretholdes derfor.
Patientretsstillingsloven
Status 1999 s. 46
I forbindelse med, at Folketinget i 1998 vedtog patientretsstillingsloven,
blev det kritiseret, at en patient, der er fyldt 15 år, efter § 8 kan give informeret
samtykke til behandling, selvom indehaverne af forældremyndigheden
måtte være uenige. Bestemmelsen gælder uændret, og kritikken opretholdes.
Den Europæiske Socialpagt
Status 1999 s. 47
Det blev kritiseret, at Danmark ikke har ratificeret den reviderede Socialpagt,
som blev undertegnet den 3. maj 1996. Heller ikke en tillægsprotokol
til Socialpagten, som Danmark underskrev den 9. november 1995, er ratificeret.
Og endelig har Danmark fortsat ikke underskrevet ændringsprotokollen
fra 1991. I et brev af 5. oktober 2000 har Socialministeriet oplyst, at
man i løbet af året har foretaget en omfattende teknisk gennemgang af det
store sagskompleks sammen med andre berørte ministerie med henblik på
en ratifikation. Det er målet at få dette arbejde gjort færdigt inden udgangen
af 2000. Danmark vil sandsynligvis kunne ratificere inden for de nærmeste
par år. Kritikken opretholdes derfor indtil videre.
Sundhed og sociale forhold
61

Andet
62
4. Andet
Selvom menneskerettighederne typisk er mere relevante i nogle dele af lovgivningen
end i andre, gælder de ikke desto mindre i alle de tilfælde, hvor
offentlige organer udøver magt i forhold til borgerne. Det kan være forskrifter
for offentlig forsyningsvirksomhed, offentlige autorisationer, osv.
F.eks. har Justistministeriet i et svar til Folketingets Retsudvalg oplyst, at der
ved en søgning i Retsinformations database blev fundet 111 love, som gav
hjemmel til at foretages indgreb i boligens ukrænkelighed af kontrolhensyn
eller som oplysningsmiddel uden retskendelse (spørgsmål nr. 34, svar af 8.
januar 1996).
4.1. Lov om el-installatører
Lovens § 14, stk. 1, lever ikke op til kravet om forudsigelighed i forhold til EMRK
art. 8
I foråret 2000 vedtog Folketinget en ny el-installatørlov. Den nye lov afløste
den hidtidige lov fra 1989, fordi den samfundsmæssige og tekniske udvikling
havde medført, at der på den ene side var behov for en regulering af
lovens gyldighedsområde, og på den anden side behov for en modernisering
af kravene til el-installatørvirksomhederne.
Efter både den gamle og den nye lovs § 14 har Elektricitetsrådet adgang til
offentlig og privat ejendom uden retskendelse for at undersøge, om en elinstallatør
har udført et installationsarbejde på tilfredsstillende måde. Betingelserne
for adgangen er ifølge ordlyden kun, at Elektricitetsrådet skønner
det nødvendigt, og at der gives forudgående underretning samt vises legitimation.
I den nye lovs § 14, stk. 1, udvides denne adgang til også at gælde
undersøgelser af, om en virksomhed har etableret og opretholder et sikkerhedskvalitetsstyringssystem
i overensstemmelse med kravene hertil.
Ifølge bemærkningerne til § 14, er bestemmelsen påkrævet for, at Elektricitetsrådet
kan gribe ind i tilfælde, hvor der er mistanke om livsfarlige elektriske
installationer, eller el-installationer, der indebærer brandfare. Det hedder
videre, at bestemmelsen som hidtil vil blive administreret restriktivt og
kun benyttes i meget få situationer.
Adgangen til privat og offentlig ejendom rejser imidlertid spørgsmål om,
hvorvidt § 14, stk. 1, er i overensstemmelse med retten til respekt for privatliv
og hjem efter EMRK art. 8. Efter art. 8, stk. 2, må ingen offentlig myndighed
således gøre indgreb i denne ret, medmindre det sker i overens-

stemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af en
række nærmere fastsatte hensyn.
EMD har fortolket kravet om lovhjemmel således, at det indeholder tre
grundlæggende elementer, som alle skal være opfyldt, før en lov udgør en
tilstrækkelig hjemmel til et indgreb: Der skal først og fremmest være en national
lov, som giver adgang til det pågældende indgreb, som borgerne dernæst
skal have adgang til at gøre sig bekendt med. Og som det tredje skal
borgerne med en efter forholdene rimelig sikkerhed kunne forudse lovens
konsekvenser. Det sidste krav indebærer, at loven skal være klar og præcis.
Hvis loven overlader et skøn til myndighederne, skal loven angive rækkevidden
af dette skøn og måden, hvorpå myndighederne bør udøve skønnet.
Hvis loven ikke opfylder disse betingelser, kan indgrebet ikke anses for
foreskrevet ved lov. Kravene til lovhjemlen stiger desuden i takt med det
konkrete indgrebs intensitet. Jo mere alvorligt indgrebet er, des større krav
stilles der til de nævnte elementer.
Under Folketingets behandling af lovforslaget, har By- og boligministeren i
et svar på et spørgsmål fra Boligudvalget givet udtryk for, at det tilstrækkeligt
tydeligt fremgår både af ordlyden af § 14, stk. 1, og bemærkningerne
hertil, hvornår Elektricitetsrådet har mulighed for at gribe ind, se Boligudvalgets
bilag 12, spørgsmål nr. 4.
§ 14, stk. 1, beskriver imidlertid ikke rækkevidden af skønnet og måden,
hvorpå det bør udøves. Ganske vist angiver bemærkningerne til § 14 til en
vis grad, hvilke kriterier der skal gælde, men selve ordlyden af bestemmelsen
overlader det fuldstændig til Elektricitetsrådets skøn, hvornår et indgreb
er nødvendigt. Det er derfor tvivlsomt, om den enkelte borger på dette
grundlag har en sådan mulighed for at forudse sin retsstilling ved at læse
loven, som EMDs krav om forudsigelighed kræver.
Lov nr. 314 af 5. maj 2000 (lovforslag nr. 59 af 27. oktober 1999)
Loven trådte i kraft den 1. januar 2001
DCMR’s notat om forslag til lov om autorisation af elinstallatører m.v.
Januar 2000
4.2. Religionsfrihed og religionslighed i Danmark
Der er nok religionsfrihed, men ikke religionslighed i Danmark
Religionsfriheden er beskyttet i grundlovens § 67, § 70 og § 71. Derudover
beskytter også EMRK art. 9 religionsfriheden i endnu videre grad end
grundloven. Men religionsfriheden fortolkes i Danmark ikke som en for-
Andet
63

Andet
64
pligtelse til at behandle alle religiøse samfund og disses medlemmer lige.
Derimod omfatter EMRK art. 14 om ikke-diskrimination også religion.
Ifølge grundloven er den evangelisk-lutherske kirke et privilegeret trossamfund,
og der eksisterer et tæt forhold mellem staten og den evangelisklutherske
kirke. Grundloven bestemmer f.eks., at Folkekirken skal understøttes
af staten. Det betyder bl.a., at staten støtter Folkekirken økonomisk.
Det vil sige, at alle skatteydere uanset religiøst tilhørsforhold betaler til Folkekirken
gennem de almindelige direkte skatter, selv om det i grundlovens
§ 68 hedder, at “Ingen er pligtig til at yde personlige bidrag til nogen anden
gudsdyrkelse end den, som er hans egen”.
Men de almindelige indkomstskatter bliver ikke fortolket som personlige
bidrag, og på den måde begrundes det, at alle skatteydere - altså bl.a. også
jøder, muslimer og kristne, der ikke tilhører Folkekirken - bidrager til at
opretholde Folkekirken. Bl.a. betaler de direkte skatter ca. 40% af præstelønningerne,
og også pension til præster, lønninger til biskopperne og løn
m.v. i forbindelse med drift af Kirkeministeriet finansieres over de almindelige
skatter. Udover disse tilskud påtager det offentlige sig administrative
opgaver for Folkekirken, der for andre trossamfunds vedkommende tilfalder
trossamfundet selv, så som beregning og opkrævning af kirkebidrag (skatter).
Endelig varetages den teologiske uddannelse af Folkekirkens
præster af to af landets universiteter.
I dag opererer man med en fire-deling af de danske trossamfund: 1. Folkekirken,
2. de såkaldte anerkendte trossamfund, 3. trossamfund med vielsesbemyndigelse
- også kaldet de godkendte trossamfund - samt 4. trossamfund
eller religiøse grupper uden statslig anerkendelse. De sidste fire årtiers
indvandring har sammen med bl.a. et vist antal udmeldelser af Folkekirken
betydet, at omtrent 13 % af befolkningen i det moderne Danmark ikke tilhører
Folkekirken.
Da grundloven kom til verden, var det kristne vielsesritual den eneste
måde, hvorpå man kunne indgå et juridisk gyldigt ægteskab. Derfor gav i
1851 en Lov om Troesfrihed anerkendte trossamfund ret til at vie deres medlemmer.
På den måde blev trossamfundenes status som anerkendte knyttet
sammen med retten til at vie medlemmer af trossamfundet. Der er i dag 10
anerkendte trossamfund i Danmark.
I 1970 trådte en ny ægteskabslov i kraft. Nu var det ikke længere muligt at
opnå status som anerkendt trossamfund. Til gengæld kan et trossamfund

live godkendt af Kirkeministeriet. Det sker normalt ved, at Kirkeministeriet
giver vielsesbemyndigelse til en eller flere af trossamfundets præster,
efter at det pågældende trossamfund har ansøgt herom. Ved en sådan godkendelse
skal Kirkeministeriet vurdere, at der er tale om et egentligt religiøst
samfund. Ministeriet har siden 1998 haft et nyt sammensat udvalg,
hvis ekspertviden skal danne grundlag for en sådan vurdering. Der er i dag
ca. 60 trossamfund, hvis præster har fået meddelt vielsesbemyndigelse.
De præster uden for Folkekirken, der har vielsesbemyndigelse efter 1970ordningen
- altså de som er præster i godkendte trossamfund - kan ikke selv
registrere vielser, så de får juridisk gyldighed. De kan heller ikke navngive
med borgerlig gyldighed i forbindelse med dåb. Navngivelse skal ske til
Folkekirken i fødselsregistreringssognet. Kun anerkendte samfund kan føre
ministerialbøger over kirkelige handlinger, for eksempel vielse og dåb.
Registrering af fødsel og død varetages af Folkekirken, der altså står for personregistreringen
af hele befolkningen, uanset religiøst tilhørsforhold.
I én henseende er trossamfund uden for Folkekirken begunstigede i forhold
til Folkekirken. For disses medlemmer gælder det, at de inden for afstukne
rammer kan trække bidrag til trossamfundet fra i skat. En fordel, som ikke
gælder for Folkekirkens medlemmer, når de betaler kirkeskat. De anerkendte
og de godkendte trossamfund er endvidere fritaget for ejendomsvurdering
og beskatning at ejendom, der anvendes til religiøse formål.
Det centrale i diskussionen om religionslighed må være, om minoritetsreligioner
på enkelte punkter er udsat for usaglig diskrimination i strid med
EMRK art. 14.
Med Amsterdamtraktaten, der trådte i kraft den 1. maj 1999, har EU nu fået
ret til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af religion kirke og religion,
jf. art. 13. Men bl.a. på grund af Danmarks skepsis over for denne bestemmelse
forpligter traktaten samtidig Unionen til at respektere den status, som
trossamfundene har i de enkelte medlemslande.
Eva Maria Lassen: “Religion og menneskeret. Om jødedom, kristendom og
islam”, Lindhardt & Ringhoff, 2000
Andet
65

Nationale kontrolorganer
66
Nationale kontrolorganer
Danmark har ingen særlige institutioner eller organer til at behandle klager
over menneskerettighedskrænkelser. Hvis en person mener, at staten har
krænket hans eller hendes rettigheder, må den pågældende derfor føre
sagen i det almindelige klagesystem. Det vil først og fremmest sige de
almindelige domstole, som især træffer afgørelser i sager om strafferetlige
eller civilretlige spørgsmål. Men også Folketingets Ombudsmand behandler
sager, hvor der klages over menneskerettighedskrænkelser. Det kan
være i forbindelse med klager over administrative afgørelser eller i forbindelse
med det offentliges behandling af borgerne i øvrigt (den faktiske forvaltning).
Udover de menneskerettigheder, der findes i grundloven, er EMRK det
hidtil eneste menneskeretlige dokument, som gælder direkte som dansk lov.
Et udvalg under Justitsministeriet har siden 1999 arbejdet med spørgsmålet
om, hvorvidt flere af de internationale konventioner, som Danmark har
underskrevet, skal inkorporeres i dansk ret.
Domstolene
De danske domstole har i de senere år skærpet opmærksomheden omkring
menneskerettighederne betydeligt. Det gælder både de rettigheder, der er
en del af den danske grundlov, og - måske især - de rettigheder, som følger
af EMRK. Denne tendens er ikke blevet mindre udtalt i løbet af år 2000.
Også andre konventioner end EMRK har i enkelte tilfælde i løbet af året
spillet ind på domstolenes vurdering af en sag.
På de følgende sider er oplistet en række afgørelser, hvor menneskerettighederne
på den ene eller anden måde er indgået i domstolenes overvejelser
i konkrete sager. Listen bygger hovedsagelig på en gennemgang af
Ugeskrift for Retsvæsen fra november måned 1999 frem til 14. oktober 2000.
Alle afgørelser er refereret, uanset om retten fandt, at de pågældende rettigheder
var krænket. Derudover er en enkelt byretsafgørelse refereret. I landets
82 byretskredse afsiges der næsten hver dag domme og kendelser, der
forholder sig til menneskerettigheder, men som kan ændres under appel til
landsrettene. Det er derfor ikke fundet relevant at forsøge at give en samlet
oversigt over byretternes afgørelser på området.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Artikel 3 - forbud mod tortur m.m.
Ikke krænkelse
NS 2000/38/107
E blev ved nævningsdom af 14. maj 1996 frifundet for tiltalen for overtrædelse
af straffelovens § 191 ved i forening med en anden at have indført ca.
6 kg kokain, der var skjult i en palle papajafrugter. E havde forklaret, at han
havde fået at vide, at der var tale om indsmugling af diamanter. Han blev
ved dommen for skattesvig af særlig grov karakter idømt fængsel i 8 måneder
og en tillægsbøde med forvandlingsstraf af hæfte i 60 dage. Han havde
forud for dommen været varetægtsfængslet fra den 13. december 1994, herunder
i isolation i tiden indtil den 28. november 1995. E, der under varetægtsfængslingen
havde udviklet en psykisk lidelse, fremsatte krav om en
erstatning på i alt ca. 18,6 mio. kr. for tort, erhvervsevnetab, varigt mén, tabt
arbejdsfortjeneste samt økonomisk skade i øvrigt. Det lagdes til grund, at
varetægtsfængslingen i isolation var hovedårsagen til E’s psykiske lidelse,
at der ikke var sket overtrædelse af EMRK art. 3, og at E selv i betydelig grad
havde givet anledning til varetægtsfængslingen og isolationen. Der fandtes
ikke at være grundlag for at nægte eller nedsætte erstatning for erhvervsevnetab
og varigt mén, og der tilkendtes E i alt ca. 1,1 mio. kr. vedrørende
disse poster. Derimod fandtes E ved sin deltagelse i papajaprojektet og sine
forhold i en del af fængslingsperioden, herunder ved aktivt at have modvirket
efterforskningen i sagen, i medfør af retsplejelvoens § 1018 a, stk. 3, at
have afskåret sig fra anden erstatning, herunder erstatning for tort.
Ikke krænkelse
U 1999.2085 V (se referat under art. 8, s. 80)
Artikel 6 - ret til retfærdig rettergang m.m.
Krænkelse
U 2000.1912 Ø
Højesteret stadfæstede ved kendelse af 17. maj 2000 berammelse af en
domsforhandling i en straffesag. En af de beskikkede forsvarere var forhindret
i at møde. Landsretten tilbagekaldte beskikkelse ud fra retsplejemæssige
hensyn, af hensyn til de medtiltaltes tarv samt efter en afvejning af
EMRK´s bestemmelser.
Nationale kontrolorganer
67

Nationale kontrolorganer
68
Krænkelse
U 2000.1751 H
Under domsforhandlingen i november 1999 i en straffesag mod T, der var
tiltalt for seksuelle overgreb på et i juli 1993 født barn B, som havde været i
pleje hos T og dennes hustru, ønskede anklagemyndigheden at afspille en
videoafhøring af B foretaget i maj 1998. Der var ikke givet lejlighed til forud
for videoafhøringen at drøfte sagen med den advokat, der som hans repræsentant
skulle overvære afhøringen fra monitorrummet. Der blev heller ikke
givet T lejlighed til efterfølgende sammen med advokaten at se videooptagelsen
hos politiet, og der havde således ikke været mulighed for inden for
kortere tid efter den første afhøring at foretage en genafhøring af B, som T
måtte have ønsket. Under videoafhøringen var B´s nuværende plejemor,
som havde anmeldt forholdet, og som skulle afgive vidneforklaring under
domsforhandlingen, til stede i afhøringslokalet. Under disse omstændigheder
var der i forbindelse med videoafhøringen sket en sådan tilsidesættelse
af retssikkerhedsmæssige hensyn til tiltalte, at der ikke i medfør af retsplejelovens
§ 877, stk. 3, burde gives tilladelse til at vise videoafhøringen under
domsforhandlingen. Udtalt, at Højesterets kendelser af 16. marts 2000,
hvorefter den mistænkte eller sigtede i almindelighed bør have adgang til
under videoafhøringen at være til stede i monitorrummet, ikke kan tillægges
betydning ved afgørelsen af, om en videoafhøring, der er gennemført
forud for kendelserne, bør tillades anvendt under domsforhandlingen.
Krænkelse
U 2000.1632 Ø
I byretten blev en 28-årig pædagogmedhjælper idømt 6 måneders fængsel
for seksuelt misbrug af en 6-årig dreng, jf. straffelovens § 155 og § 225, jf. §
222, stk. 2, jf. stk. 1, og § 223, stk.1. Der vistes en videooptagelse med en
afhøring af drengen. Under ankesagen nægtedes anklagemyndigheden af
retssikkerhedsmæssige grunde tilladelse til at vise videooptagelsen. Der
henvistes til forsvarerens indsigelser mod afhøringens form og til Højesterets
kendelse af 13. marts 2000. Manden frifandtes.
Krænkelse
U 2000.1326 H
Under efterforskningen i en sag mod T1 og T2 vedrørende seksuelle overgreb
på børn i en institution skulle der i overensstemmelse med sædvanlig
praksis i sager af denne karakter foretages videooptagelse af politiets
afhøringer af børnene. En sådan videooptagelse skal under en eventuel
domsforhandling anvendes som bevis og skal således træde i stedet for en
afhøring af barnet i retten. Dette taler for, at videoafhøringer i videst muligt

omfang sker under iagttagelse af retssikkerhedsmæssige garantier svarende
til dem, der gælder ved indenretlige afhøringer. På denne baggrund fandt
Højesteret, at det - uanset ordlyden af og forarbejderne til retsplejelovens §
745, stk. 3 - som udgangspunkt bør tillades, at den mistænkte eller sigtede er
til stede i et andet lokale (monitorrummet) og derfra sammen med forsvareren
via tv-skærm overværer afhøringen. Da der ikke var oplyst omstændigheder,
som kunne begrunde, at udgangspunktet burde fraviges i den
foreliggende sag, tiltrådte Højesteret landsrettens afgørelse om at tillade T1
og T2 at være til stede i moniturrummet. En anmodning fra forsvareren for
T1 om, at han ikke skulle være henvist til at stille sine eventuelle spørgsmål
gennem den afhørende kriminalassistent, men skulle have adgang til selv at
stille spørgsmål til børnene, blev derimod ikke taget til følge.
Krænkelse
U 2000.1286 Ø
T, der i nævningesag var tiltalt for manddrab, var blevet varetægtsfængslet
den 9. juni 1998. Landsretten modtog anklageskrift den 22. april 1999. Retsformanden
redegjorde ved domsforhandlingens strart den 7. februar 2000
for de bestræbelser, retten under hensyn til EMRK art. 6, havde udfoldet for
at fremme sagen. Retsformanden rettede i den forbindelse en generel appel
til de advokater, der lader sig beskikke som forsvarere i straffesager, om ikke
at påtage sig flere sager end dem, de kan overkomme inden for en rimelig
tidshorisont.
Krænkelse
U 2000.1201 H
S ApS blev erklæret konkurs i oktober 1998. Hovedparten af anparterne i S
ApS ejedes af B ApS, hvis moderselskab var R ApS. I forbindelse med en
ransagning i juni 1998 havde politiet rejst sigtelse mod A, der bl.a. var bestyrelsesmedlem
i S ApS, og mod hans samlever B, der ejede anparterne i R
ApS, foreløbig for mandat- eller skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed i
forbindelse med nogle udlodninger fra B ApS til R ApS. Under et møde i
skifteretten i december 1998 begærede kurator i S ApS under konkurs A
afhørt i medfør af konkurslovens § 105, jf. § 100, og B afhørt som vidne, jf.
konkurslovens § 240. Den oplysningspligt, som efter konkurslovens § 100
og § 105 påhviler skyldneren, henholdsvis bestyrelsesmedlemmer m.v., kan
ikke anses for begrænset af vidnefritagelsesbestemmelsen i retsplejelovens
§ 171, stk. 2. Er den pågældende sigtet for et strafbart forhold, eller er der
grundlag for at rejse sigtelse mod den pågældende, har denne imidlertid
ikke pligt til at besvare spørgsmål, som kan have betydning ved bedømmelsen
af det mulige strafbare forhold. Dette følger af grundprincippet om
Nationale kontrolorganer
69

Nationale kontrolorganer
70
sigtedes ret til at undlade at udtale sig, jf. retsplejelovens § 752, stk. 1 og §
754, stk. 1, og af beskyttelsen mod selvinkriminering efter EMRK art. 6. De
spørgsmål vedrørende S ApS, som en afhøring af A og B i skifteretten måtte
antages i første række at ville angå, havde en sådan generel sammenhæng
med de foreløbig rejste sigtelser og politiets efterforskning i øvrigt, at såvel
A som B indtil videre i det hele burde være fritaget for at afgive forklaring i
skifteretten. For B´s vedkommende støttedes dette resultat tillige på retsplejelovens
§ 171, stk. 2.
Krænkelse
U 2000.765 H
En på gerningstidspunktet 31-årig T blev tiltalt for et forhold af udførsel af
ikke under 2 kg kokain fra Brasilien til Danmark og et forhold af indførsel
af ca. 1,9 kg kokain i Danmark, begået i forening med en medtiltalt. T blev
ved nævningetinget fundet skyldig i begge forhold og idømt en fængselsstraf
på 9 år. T ankede til Højesteret med påstand om frifindelse for forhold
1 under henvisning til, at nævningenes erklæring var blevet fejlagtig som
følge af retsformandens urigtige retsbelæring, og at anklagemyndigheden
under domsforhandlingen i landsretten havde foretaget en bindende påtalebegrænsning
ved ikke at ønske et subsidiært hovedspørgsmål stillet. Vedrørende
forhold 2 påstod T ophævelse og hjemvisning under henvisning til,
at retsformandens retsbelæring vedrørende den procesuelle rollefordeling
mellem forsvareren og anklageren havde været urigtig med den virkning,
at nævningenes erklæring var eller kunne være blevet fejlagtig, jf. herved
EMRK art. 6 stk. 1. Højesteret fandt, at retsformandens indledende bemærkninger,
der havde været en del af retsbelæringen, måtte forstås på en sådan
måde, at retsbelæringen var urigtig, og at det ikke kunne afvises, at nævningenes
erklæring af den grund var blevet fejlagtig. Da anklagemyndighedens
tilkendegivelse vedrørende et subsidiært hovedspørgsmål måtte anses
som en bindende påtalebegrænsning måtte retsformandens urigtige retsbelæring
føre til, at T blev frifundet for forhold 1. For så vidt angår forhold 2
udtalte Højesteret en vis kritik af retsbelæringen, men fandt ikke denne
urigtig. T´s påstand om ophævelse af dommen blev derfor ikke taget til følge,
og T blev for forhold 2 idømt fængsel i 6 år.
Krænkelse
U 2000.627 H
Under domsforhandlingen i en sag om overtrædelse af dyreværnsloven
ønskede anklagemyndigheden at dokumentere to udtalelser fra Det Veterinære
Sundhedsråd, som politiet havde indhentet inden tiltalerejsningen.
Rådet kan udtale sig om, hvorvidt en adfærd, der er nærmere beskrevet i

spørgsmål til rådet, indebærer en uforsvarlig behandling af dyr eller eventuelt
en mishandling eller grovere uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens
§ 1, § 28, stk. 1, og § 29, stk. 1. Sådanne udtalelser er omfattet af retsplejelovens
§ 877, stk. 2, nr. 5, og kan derfor benyttes som bevis. Dette gælder,
selv om udtalelsen er ensidigt indhentet af politiet forud for tiltalerejsning.
I den foreliggende sag havde rådet imidlertid - på grund af den måde
sagen var forelagt, og spørgsmålene var stillet - ikke alene udtalt sig om
veterinære spørgsmål, men også om spørgsmål, som ville være genstand for
rettens bevisvurdering. Rådet havde herved givet udtryk for en stillingtagen
til, om de tiltalte havde overtrådt dyreværnsloven. Under henvisning
hertil og til rådets særlige stilling kunne udtalelserne ikke anvendes som
bevis i sagen.
Krænkelse
Byretsdom af 20. juni 2000 (Kriminalretten i Glostrup - S 366/00)
Den 6. maj 1994 blev T indblandet i et færdselsuheld. Han blev ved anklageskrift
af 12. januar 1995 tiltalt for at have kørt med overlæs og for at have
kørt frem for rødt lys. Den 12. marts 1998 afsagde Østre Landsret endelig
dom i sagen, hvor T blev frifundet for at have kørt frem for rødt lys. T gjorde
nu gældende, at behandlingen af hans sag tog urimelig lang tid, hvorfor
EMRK art. 6, stk. 1, var krænket. Retten fandt, at de 3 år, 10 måneder og 6
dage, der gik, før der blev afsagt endelig dom, udgjorde en krænkelse af art.
6, stk. 1. Retten lagde herved vægt på, at sagen var en ukompliceret færdselssag.
Uanset at sigtelsen, tiltalen og domfældelsen i første instans ikke
var af en karakter, så det i sig selv var særligt belastende eller krænkende for
T, fandt retten, at der som følge af tidsforløbet og krænkelsen af art. 6 skulle
tillægges T erstatning efter retsplejelovens § 1018 b, jf. § 1018 a. Erstatningen
fastsattes skønsmæssigt til 10.000 kr.
Krænkelse
U 1999.2117 Ø
En 26-årig somalier, der kun med besvær talte og forstod dansk, var frihedsberøvet
fra den 9. februar til den 25. marts, som sigtet for drab på sin
broder. Påtale blev opgivet. Hans erstatningskrav på 54.900 kr. toges til følge,
da han ikke havde givet anledning til frihedsberøvelsen på en sådan
måde, at erstatning kunne nægtes. Byretten henviste bl.a. til, at der ikke forelå
mistankebegrundende adfærd, jf. EMRK art. 6, stk. 3, litra a. Landsretten
anførte, at afhøringerne om natten uden tolk ikke kunne betegnes som retsplejemæssigt
uforsvarlige. Erstatningssøgende havde ikke forklaret divergerende.
At erstatningssøgende ikke ønskede at udtale sig i grundlovsforhøret,
kunne ikke føre til anvendelse af retsplejelovens § 1018 a, stk. 3.
Nationale kontrolorganer
71

Nationale kontrolorganer
72
Ikke krænkelse
NS 2000/36/101 (se referat under art. 10, s. 82)
Ikke krænkelse
U 2000.1894 Ø
Strafansvar ikke forældet efter straffelovens § 94, stk. 5, 2. pkt., idet det ikke
kunne antages, at forfølgningen efter anklageskriftets indlevering havde
været standset på ubestemt tid. Fristen var brudt ved anklageskriftets indlevering.
EMRK art. 6, stk. 1 og stk. 3, litra d, fandtes ikke krænket trods
sagens varighed siden 1991. Byretten havde nedsat straffen fra udgangspunktet
3 år til 2 år. Landsretten fandt ikke grundlag for at nedsætte den
idømte straf.
Ikke krænkelse
U 2000.1309 H
En på gerningstidspunktet ustraffet 20-årig T blev idømt fængsel i 14 år for
voldtægt af en ham ubekendt kvinde, som han havde trukket ind i en port,
og for manddrab ved efter voldtægten at have slået, sparket og kvalt hende.
En påstand fra T´s forsvarer om ophævelse af nævningerettens dom og
hjemvisning til fornyet behandling blev ikke taget til følge. Forsvareren havde
henvist til, at T´s forklaring til politirapport var blevet dokumenteret
under domsforhandlingen, og at den polititjenestemand, der havde foretaget
den pågældende afhøring, under domsforhandlingen afgav vidneforklaring
om rapportens indhold og omstændighederne ved dens tilblivelse.
Desuden havde forsvareren henvist til, at spørgsmålet til nævningerne vedrørende
drabet var fejlagtigt udformet.
Ikke krænkelse
U 2000.186 H
I marts 1987 deltog landsdommer D i en afgørelse, hvorved Østre Landsret
stadfæstede byrettens afgørelse om varetægtsfængsling af A i medfør af retsplejelovens
§ 762, stk. 1, nr. 1 som sigtet for skattesvig. I maj 1987 deltog D
i en afgørelse om beslaglæggelse hos A. I 1993 opgav statsadvokaten påtale
mod A. Denne påstod sig herefter ved byretten tilkendt en meget betydelig
erstatning. Anklagemyndigheden påstod frifindelse, idet det bl.a. blev gjort
gældende, at A selv havde givet anledning til foranstaltningerne, jf. rpl. §
1018 a, stk. 3. Ved byrettens dom fik A alene tilkendt en mindre erstatning,
og A ankede dommen til Østre Landsret. Her blev sagen behandlet af en
afdeling, i hvilken D var retsformand. Den omstændighed, at D tidligere
havde deltaget i de nævnte afgørelser, medførte efter Højesterets opfattelse
ikke, at der med rette kunne rejses tvivl om D´s fuldstændige upartiskhed

ved pådømmelse af erstatningssagen, herunder spørgsmålet om bortfald
eller nedsættelse af erstatningen i medfør af § 1018 a, stk.3.
Ikke krænkelse
U 1999.2102 Ø
Debitor D´s ejendom blev solgt på tvangsauktion i april 1990. I juli 1994
anmodede Nykredit, hvis fordring ikke var blevet fuldt dækket på auktionen,
D om forslag til en afdragsordning og tog i oktober 1998 beløbet til
inkasso. Fordringen var omfattet af den 20-årige forældelse. Fordringen
fandtes ikke bortfaldet ved passivitet. EMRK kunne ikke finde anvendelse.
Ikke krænkelse
U 1999.2041 H
Refereret i Status 1999 s. 58, se NS 1999/41/109
Ikke krænkelse
U 1999.1843 H
Refereret i Status 1999 s. 59, se NS 1999/37/97
Ikke krænkelse
U 1999.1549 H
Refereret i Status 1999 s. 59, se NS 1999/26/74
Artikel 7 - forbud mod straf med tilbagevirkende kraft
Ikke krænkelse
U 2000.307 H
Advokat A havde i 1993 på vegne af en klient K modtaget et større beløb, der
fremkom som overskud ved tvangsauktion over K´s ejendom. På foranledning
af A underskrev K den 15. november 1994 en erklæring om, at midlerne
ikke skulle betragtes som klientkontomidler. I 1995 fremsatte K´s nye
advokat over for A påkrav om afregning, hvilket A afviste med henvisning
til, at K havde bestridt hans salærkrav og anlagt retssag mod ham. Ved kendelse
af 15. december 1996 pålagde Advokatnævnet i medfør af retsplejelovens
§ 147 c, stk. 1, A en bøde på 15.000 kr., idet nævnet fandt, at A´s opnåelse
af erklæringen af 15. november 1994 indebar en grov overtrædelse af reglerne
om god advokatskik, og at A tillige havde tilsidesat disse regler ved
ikke at afregne overfor K. Denne kendelse blev stadfæstet af Østre Landsret.
For Højesteret påstod A ophævelse af Advokatnævnets kendelse og landsrettens
dom, subsidiært alene af kendelsen. Højesteret fandt ikke grundlag
herfor og udtalte bl.a., at erklæringen af 15. november 1994 havde til formål
Nationale kontrolorganer
73

Nationale kontrolorganer
74
at omgå bestemmelserne om tilsyn med klientkontomidlerne, at Advokatnævnet
med rette havde fastslået, at der var tale om en grov tilsidesættelse
af god advokatskik, at disciplinære sanktioner i medfør af § 147 c som følge
af tilsidesættelse af god advokatskik ikke kan antages at være omfattet af
EMRK art. 7 om tiltale og straf for kriminelle forhold, og at anvendelse af en
disciplinær sanktion i den foreliggende sag heller ikke var i strid med princippet
i straffelovens § 1.
Artikel 8 - ret til privat- og familieliv
Krænkelse
NS 2000/38/108
En på gerningstidspunktet 29-årig nigeriansk statsborger T var fundet skyldig
i overtrædelse af straffelovens § 225, jf. § 222, stk. 2, og § 224, stk. 1, ved
i februar og marts 1999 at have haft kønslig omgængelse med sin danske
hustrus drenge på 3 og 4 år. Den af by- og landsret idømte straf af fængsel i
6 måneder fandtes passende bestemt. T var indrejst i Danmark i 1996 og var
blevet gift med sin nuværende danske hustru i 1997. Hustruen var gravid
med deres fælles barn. Hendes særbørn, som T havde misbrugt seksuelt,
havde på gerningstidspunktet været og var fortsat i familiepleje med ugentlig
samværsret. Medens byretten havde udvist T med indrejseforbud i 5 år,
fandt Højesteret ligesom landsretten, at der som følge af T´s ægteskab med
en ægtefælle, der ikke ville kunne klare sig i Nigeria, ikke var fuldt tilstrækkeligt
grundlag for at udvise T.
Krænkelse
NS 2000/35/97
T blev idømt fængsel i 60 dage for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer
ved at have forsøgt at sælge 0,09 gram heroin. T, der i 1996 var blevet
idømt dagbøder og i 1997 10 dages hæfte for overtrædelse af lov om euforiserende
stoffer, og som var gift med en dansk kvinde, blev efter hans og
anklagemyndighedens samstemmende påstande for Højesteret frifundet for
udvisningspåstanden, der var blevet taget til følge i byretten og landsretten.
Krænkelse
U 2000.1687 H
Den nu 19-årige T blev idømt 4 års fængsel for to bankrøverier begået under
anvendelse af pistol, hvorved han fik et udbytte på i alt ca. 218.000 kr. T var
israelsk statsborger, men født og opvokset i Danmark, hvor hans forældre
og 2 af hans søskende også boede. I overensstemmelse med T´s og anklagemyndighedens
samstemmende påstande blev T frifundet for udvisning.

Krænkelse
U 2000.1685 H
En nu 22-årig T blev for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 260,
nr. 1, idømt fængsel i 40 dage. T, der var somalisk statsborger, var indrejst i
Danmark som 18-årig i juni 1996. I januar 1998 fik han opholdstilladelse som
flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 2. T havde indtil indrejsen her i
landet opholdt sig i Kenya, hvortil han sammen med sin familie var flygtet
i begyndelsen af 90´erne på grund af borgerkrigen i Somalia. T boede sammen
med sin søster her i landet. Ved byrettens og landsrettens domme blev
T udvist. Højesteret, der fremhævede, at kun forholdet vedrørende overtrædelse
af § 119, stk. 1, indgik i vurdringen af, om T skulle udvises, jf.
udlændingelovens § 22, nr. 6, frifandt T for udvisningen med en henvisning
til, at denne overtrædelse måtte anses for at være af mindre alvorlig karakter,
og til T´s manglende kontakt til Somalia og Kenya m.v.
Krænkelse
U 2000.1627 V
T - født i 1966 - var i overensstemmelse med sin erkendelse fundet skyldig
i overtrædelse af bl.a. straffelovens § 191, stk. 1, og straffet med fængsel i 1
år. T var i 1995 kommet til Danmark fra USA sammen med sin mor og sine
morforældre og havde i 1999 indgået ægteskab med en dansk kvinde. T
havde ingen familiemæssig tilknytning til USA. Udvisning fandtes - uanset
at T var opvokset og uddannet i USA - at være en uforholdsmæssig reaktion
i forhold til lovovertrædelsen, jf. EMRK art. 8, og de i udlændingelovens
§ 26, stk. 1, nr. 4, 5 og 6 nævnte forhold fandtes på den baggrund at tale
afgørende mod udvisning, jf. bestemmelsens stk. 2. T blev derfor ikke
udvist.
Krænkelse
U 2000.1600 H
Den 24-årige T, der tidligere var straffet flere gange, senest i 1996 med fængsel
i 8 måneder for tyveri m.v., blev ved byretten idømt en fællesstraf af
fængsel i 3 år for 4 forhold af tyveri, 2 forhold af hæleri og 7 røveriforhold,
de sidste begået ved, at T i forening med andre var trængt ind i ældre kvinders
boliger. T´s forældre var kommet til Danmark i henholdsvis 1971 og
1975, og T var født her i landet, hvor han siden havde haft ophold sammen
med sin familie, herunder en bror og en søster. Han var i 1995 blevet gift
med en tyrkisk kvinde, fra hvem han var blevet skilt, og med hvem han
havde et barn på godt et år. T læste og skrev dansk, men kunne kun vanskeligt
læse og skrive tyrkisk. Han havde flere gange, senest i 1996, været på
kortere ferieophold i Tyrkiet. Uanset grovheden af den begåede kriminalitet
Nationale kontrolorganer
75

Nationale kontrolorganer
76
fandt Højesteret - ligesom byretten, men modsat landsretten - at en udvisning
ville være i strid med EMRK art. 8. T blev derfor frifundet.
Krænkelse
U 2000.1499 H
T1 blev for indførsel af 500 gram heroin i forening med T2 idømt fængsel i
3_ år, mens T2 for samme forhold samt for indførsel af 55 gram kokain og
køb af 1 kg hash blev idømt fængsel i 3 år og 9 måneder. Den 39-årige T1,
der efter at være kommet til Danmark som 13-årig havde opholdt sig her i
landet i 27 år, og hvis fraseparerede hustru og 3 børn boede her, blev ikke
udvist, jf. EMRK art. 8. Den 29-årige T2, der var kommet her til landet i 1988
som knap 17-årig, og som siden 1995 havde samlevet med en dansk kvinde,
med hvem han havde to mindreårige børn, blev derimod udvist for bestandig.
Krænkelse
U 2000.1439 V
Den 42-årige T, der var statsløs palæstinenser, og som havde boet her i Danmark
siden 1989, blev idømt fængsel i 6 år for gennem længere tid at have
begået grove seksualforbrydelser over for to døtre. T havde ni børn med en
nu afdød ægtefælle. Af disse var to, heraf en af de forurettede, myndige. En
påstand om udvisning af T toges ikke til følge, idet der lagdes vægt på konsekvenserne
af en udvisning for de syv mindreårige børn, som T alene havde
forældremyndigheden over. Godtgørelse for tort til den ene af døtrene,
der havde været udsat for overgreb, fra hun var ca. 6 til ca. 12 år, tilkendt
med 60.000 kr.
Krænkelse
U 2000.822 H
Den på gerningstidspunktet 31-årige T blev idømt fængsel i 60 dage for vold
af særlig rå og brutal karakter efter straffelovens § 245 stk. 1, ved at have
knust et ølglas i ansigtet på en restaurationsgæst. T var kommet til Danmark
i marts 1992 som 24-årig. Han var nu skilt fra sin somaliske hustru og havde
ingen børn. Hans eneste familie i Danmark var en bror, der var undergivet
psykiatrisk behandling, og denne brors to sønner, der siden januar 1999
havde opholdt sig hos T. Ved byrettens og landsrettens dom blev T udvist,
men Højesteret fandt under hensyn til længden af T´s ophold i Danmark,
hans familie- og arbejdsmæssige tilknytning hertil og den idømte relativt
beskedne straf på 60 dages fængsel, at en udvisning stred mod EMRK art.
8. T blev derfor frifundet for anklagemyndighedens påstand om udvisning.

Krænkelse
U 2000.820 H
Den på gerningstidspunktet 26-årige T blev idømt fængsel i 2 år for røveri
af tre pengetasker fra en pengetransportvogn begået i forening med to
ukendte medgerningsmænd. T´s far var kommet til Danmark i 1975, og T
selv kom hertil som 4-årig med sin mor. Siden havde familien boet i Danmark,
hvor to yngre søskende var blevet født. Han talte punjabi med sine
forældre, men kunne ikke læse eller skrive sproget. Han talte dansk med
sine søskende. T fandtes at have en så meget stærkere tilknytning til Danmark
end til Pakistan, at en udvisning ville være i strid med kravet om proportionalitet
i henhold til EMRK art. 8. T blev derfor frifundet for anklagemyndighedens
påstand om udvisning.
Krænkelse
U 2000.545/1 H
T, der den 28. august 1998 var blevet idømt betinget hæfte i 10 dage for et
forsøg på overdragelse af 0,1 gram heroin og overtrædelse af straffelovens
§ 293, stk. 1, blev ved en byretsdom den 14. oktober 1998 idømt hæfte i 20
dage for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer ved den 13. maj 1998
at have solgt 0,08 gram heroin og været i besiddelse med henblik på videresalg
af 0,07 gram heroin. Ved dommen blev T udvist i 5 år. Landsretten
ændrede dommen til fængsel i 60 dage og stadfæstede udvisningen. Da salget
var sket før byretsdommen af 28. august 1998, udtalte Højesteret, at
straffen skulle fastsættes i medfør af straffelovens § 61, stk. 1, som en fællesstraf
for de to forhold, der derved skulle bedømmes under et som førstegangsforhold.
Højesteret fastsatte herefter straffen til 20 dage, og i overensstemmelse
med T´s og anklagemyndighedens samstemmende påstande
blev T frifundet for udvisningspåstanden.
Krænkelse
U 2000.545/2 H
T, der tidligere havde været straffet adskillige gange, herunder bl.a. for
overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og senest den 31. august 1998
var blevet idømt fængsel i 3 måneder for tyveri og overtrædelse af våbenloven,
blev ved byretsdom af 31. maj 1999 idømt fængsel i 6 måneder for
tyveri, forsøg herpå og hæleri samt for 4 forhold vedrørende overtrædelse
af lov om euforiserende stoffer. Disse forhold drejede sig om besiddelse af
bl.a. 0,75 gram hash, forsøg på salg af 0,26 gram kokain og besiddelse af 3
Rohypnol tabletter. Ved dommen blev T, der havde haft lovligt ophold i
Danmark siden den 1. januar 1998, frifundet for anklagemyndighedens
påstand om udvisning. Ved landsrettens dom blev straffen stadfæstet, og T
Nationale kontrolorganer
77

Nationale kontrolorganer
78
blev udvist i 5 år. I overensstemmelse med T´s og anklagemyndighedens
samstemmende påstande for Højesteret blev T frifundet for udvisningspåstanden,
således at byrettens dom blev stadfæstet af Højesteret.
Krænkelse
U 2000.293 H
En nu 37-årig T, der tidligere var idømt nogle mindre bødestraffe og en
betinget dom uden straffastsættelse, blev for førstegangsbesiddelse med
henblik på videresalg af i alt 0,18 gram heroin idømt en tillægsstraf på hæfte
i 14 dage, jf. straffelovens § 89, mens det havde sit forblivende ved den
betingede dom. Efter T`s og anklagemyndighedens samstemmende påstande
for Højesteret blev T, der var indrejst her i landet i 1985 og ved byrettens
og landsrettens domme var blevet udvist, frifundet for udvisningspåstanden.
Krænkelse
U 1999.1883 V
T, der var født i 1971, blev for salg af 200-250 gram heroin straffet med en
tillægsstraf af fængsel i 1 år og 9 måneder. T var i 1976 kommet fra Tyrkiet
til Danmark og var i 1989 meddelt tidsubegrænset opholds- og arbejdstilladelse.
T var gift og havde en datter på 6 år, ligesom han havde forældre og
søskende i Danmark. En afvejning af den begåede kriminalitet med T´s tilknytning
til Danmark førte til, at udvisning burde udelades.
Ikke krænkelse
NS 2000/35/99
Ved en dom i oktober 1993 blev A, der var svensk statsborger, idømt fængsel
i 4 år samt udvist af Danmark for bestandig, og i december 1993 blev han
udsendt af landet. I november 1997 afslog Udlændingestyrelsen U en
ansøgning fra A om ophævelse af indrejseforbudet, og i april 1998 blev
afgørelsen stadfæstet af Indenrigsministeriet I. A indbragte afgørelsen for
domstolene, idet han gjorde gældende, at U´s og I´s afgørelser var ugyldige
og åbenbart urimelige og stred mod EMRK art. 8. A var født og opvokset i
Danmark, men havde fået svensk pas efter sin herboende far. Hans nu afdøde
mor havde været dansk statsborger, og hans tre nulevende søskende og
disses familier var alle danske statsborgere og bosat i Danmark. Hans ægtefælle
var nu dansk statsborger, og to af hans tre børn, der alle boede i Danmark,
var danske statsborgere. Landsretten og Højesteret fandt ikke grundlag
for at tilsidesætte I´s skøn, hvorefter der ikke for hans vedkommende
gjorde sig sådanne omstændigheder gældende, at der var grundlag for at
fravige den almindelige praksis. Højesteret bemærkede desuden, at der ikke

under sagen kunne tages stilling til berettigelsen af udvisningen ved dommen
fra 1993, der ikke var blevet anket, og at sagen alene angik spørgsmålet
om gyldigheden af I`s afgørelse og ikke, om A på tidspunktet for Højesterets
afgørelse opfyldte betingelserne for ophævelse af indrejseforbudet.
Ikke krænkelse
U 2000.1376 H
Den på gerningstidspunktet 33-årige T var fundet skyldig i bl.a. overtrædelse
af straffelovens § 245 ved i juni 1999 med et oversavet jagtgevær at
have affyret et skud mod en anden mands fod, hvilket medførte, at tre mellemfodsknogler
blev knust, og at tre tæer måtte amputeres. T var i perioden
1985-1999 i 12 tilfælde dømt for vold og trusler, herunder adskillige gange
for overtrædelse af straffelovens § 245, med en samlet straf på fængsel i ca.
8 år. Højesteret tiltrådte, at T i overensstemmelse med Retslægerådets anbefaling
var dømt til forvaring. T var i 1979 som 13-årig kommet til Danmark
fra Tyrkiet. Han havde i Danmark sin fraskilte tyrkiske ægtefælle og deres
5-årige datter, sin mor, en bror og en halvbror, ligesom han havde et barn
med en dansk kvinde. Han beherskede tyrkisk og havde under besøg i Tyrkiet
- senest i 1995 - besøgt sin egen og sin fraskilte ægtefælles familie. Uanset
T´s stærke tilknytning til Danmark fandtes den nu begåede kriminalitet
sammenholdt med hans tidligere kriminalitet at være så alvorlig, at det ikke
ville stride mod proportionalitetskravet efter EMRK art. 8 at udvise ham. Da
de forhold, som er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1, herefter ikke talte
afgørende mod udvisning, tiltrådte Højesteret, at T var udvist med indrejseforbud
for bestandig.
Ikke krænkelse
U 2000.1196 H
Den 40-årige T var fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 237 ved
i maj 1999 i et medborgerhus i København med 8 knivstik at have dræbt sin
tidligere hustru, fra hvem han var blevet skilt. Nævningerne svarede
bekræftende på et spørgsmål om strafnedsættelse efter straffelovens § 85.
Landsretten udmålte straffen til fængsel i 10 år med henvisning til, at det
særdeles brutale drab var begået uden noget forudgående skænderi eller
opgør. Højesteret fandt ikke grundlag for at ændre straffen. T, der var født
og opvokset i Sierra Leone, var kommet til Danmark i 1991. Hans to børn,
der nu var 13 og 11 år, var kommet til Danmark i 1992. Det ældste af børnene
var T´s og afdødes fælles barn. Det yngste havde efter det oplyste ikke
forbindelse med sin mor i Sierra Leone. Hverken T eller de to børn havde
anden familie i Danmark. Uanset T´s tilknytning til Danmark, navnlig at T
havde umyndige børn i Danmark, fandtes den begåede kriminalitet at være
Nationale kontrolorganer
79

Nationale kontrolorganer
80
så alvorlig, at det ikke ville være i strid med EMRK art. 8 at udvise ham. Da
de forhold, som er anført i udlændingelovens § 26, stk. 1, herefter ikke talte
afgørende mod udvisning, tiltrådte Højesteret tillige landsrettens bestemmelse
herom.
Ikke krænkelse
U 2000.743 Ø
Forbud, der var nedlagt i medfør af § 1 i lov om forbud mod ophold i
bestemte ejendomme (rockerloven) mod ejers ophold i en af ham ejet og
beboet ejendom, var ikke ulovligt og havde ikke karakter af ekspropriation,
der medførte erstatningspligt efter grundlovens § 73 eller efter EMRK art.
8.
Ikke krænkelse
U 2000.546 H
En nu 35-årig T blev for 6 forhold af overtrædelse af lov om euforiserende
stoffer idømt fængsel i 5 måneder. T var i 1986 blevet idømt en fællesstraf
på fængsel i 3_ år for narkokriminalitet. Fællesstraffen omfattede en reststraf
på 182 dage vedrørende en tidligere dom for bl.a. røveri. Efter en hæftestraf
på 30 dage i 1988 havde han i perioden fra 1993 til 1997 fået i alt 7
domme for bl.a. røveri og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Siden 1986 var han således blevet idømt fængselstraffe på samlet omkring 6
år. T, der var chilensk statsborger, var som 14-årig kommet til Danmark
sammen med sine forældre og 2 halvbrødre. Hans far havde siden forladt
Danmark og havde de sidste 4 år boet i Spanien. T, der tidligere havde været
gift, men ikke havde børn, boede hos sin mor. Han talte og skrev spansk og
havde i de sidste 10 år flere gange været i Chile for at besøge familie. På
denne baggrund var T´s tilknytning til Danmark ikke så stærk, at udvisning
i anledning af hans omfattende og alvorlige kriminalitet ville være i strid
med EMRK art. 8. T blev derfor udvist i 5 år.
Ikke krænkelse
U 1999.2085 V (se også art. 3, s.67)
T - født i 1959 - blev fundet skyldig i flere tilfælde af menneskesmugling
over en længere periode og straffet med fængsel i 3 år. T havde hustru og 5
børn her i landet, hvor han havde opholdt sig i mere end 13 år og havde
modtaget en vis uddannelse og havde haft arbejde. Uanset denne tilknytning
fandtes T´s kriminalitet at være så alvorlig, at udvisning ikke ville være
i strid med det krav om proportionalitet, som følger af EMRK art. 8. De forhold,
der er anført i udlændingelovens § 26, stk. 1, talte herefter ikke
afgørende mod udvisning. T ville til sin tid have mulighed for at påberåbe

sig udlændingelovens § 31 og § 50, og udvisning ville derfor heller ikke
være i strid med udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 7, eller EMRK art. 3.
Ikke krænkelse
U 1999.2032 H
En nu 42-årig nigeriansk statsborger T blev fundet skyldig i overtrædelse af
straffelovens § 191, stk. 1, m.v. i anledning af salg og besiddelse med henblik
på videresalg af i alt ca. 900 gram heroin. T var kommet her til landet som
34-årig og havde i 3 år været gift med en dansk kvinde, fra hvem han var
skilt. Han havde et barn med en anden dansk kvinde. T´s mor boede i Nigeria,
hvor T flere gange havde været på besøg. T blev idømt fængsel i 5 år og
udvist for bestandig.
Ikke krænkelse
U 1999.1842 H
Den nu 29-årige T, der som 22-årig var kommet fra Makedonien til Danmark,
hvor han siden havde boet, var gift og havde barn, og som i Norge
havde en forstraf på fængsel i 3 år og 7 måneder for narkokriminalitet, blev
idømt fængsel i 4_ år for overtrædelse af straffelovens §§ 191 og 191 a, m.v.
ved at have overdraget ikke under 500 gram heroin og have modtaget
40.000 kr., der var en del af betaling for en tidligere heroinleverance. Uanset
T´s tilknytning til Danmark var narkokriminaliteten så alvorlig, at T blev
udvist.
Ikke krænkelse
U 1999.1840 H
T blev fundet skyldig i manddrab, men frifundet i medfør af straffelovens §
16 og dømt til anbringelse i lukket (sikret) afdeling for personer med vidtgående
psykisk handicap. Endvidere blev T, der var irakisk statsborger og
havde fået asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 (konventionsstatus),
udvist for bestandig. Højesteret anførte herved, at det ikke i sig selv
udelukker udvisning, at en tiltalt er frifundet for straf i medfør af straffelovens
§ 16, og at hverken T´s mentale tilstand, asylgrundlaget - der fortsat
var til stede - eller andre grunde var til hinder for udvisning.
Ikke krænkelse
U 1999.1818 H
Refereret i Status 1999 s. 68, se NS 1999/36/93
Nationale kontrolorganer
81

Nationale kontrolorganer
82
Artikel 10 - ytringsfrihed
Krænkelse
U 2000.1005 Ø
Efter uroligheder på Nørrebro den 7.-8. november 1999 ønskede politiet ved
editionskendelser efter retsplejelovens § 804 at få udleveret billedmateriale
fra tv-stationer og dagblade. Byretten afslog, da anmodningen ikke var søgt
begrænset til konkrete hændelser og områder. Landsretten fandt ikke efter
begivenhedsforløbet og kriminalitetens alvor påstanden så upræcis, at den
allerede af den grund burde afvises. Et pålæg ville afgørende forringe mediernes
arbejdsvilkår og muligheder for at give fyldestgørende information.
Efter en afvejning af hensynene blev anmodningen afslået.
Krænkelse
U 1999.1675 Ø
Refereret i Status 1999 s. 70, se NS 1999/27/80
Krænkelse
U 1999.1636 H
Refereret i Status 1999 s. 71, se NS 1999/26/73
Ikke krænkelse
NS 2000/36/101
T, der i 1972 havde stiftet et politisk parti og i flere perioder været medlem
af Folketinget, fremsatte under en direkte TV-udsendelse, hvorunder der
var mulighed for at ringe og stille spørgsmål til deltagerne, en række udtalelser,
der den følgende dag førte til politianmeldelse mod T. T blev i byretten
og landsretten idømt betinget hæfte i 7 dage for overtrædelse af straffelovens
§ 266 b, stk. 2, jf. stk. 1. For Højesteret nedlagde T påstand om hjemvisning
til fornyet behandling ved byretten, subsidiært ved landsretten,
under henvisning til, at han under straffesagens behandling i de to instanser
ikke havde fået en retfærdig rettergang, idet han ikke havde fået lejlighed
til at tilvejebringe bevismateriale til godtgørelse af udtalelsernes rigtighed
og var blevet frataget ordet med urette. Mere subsidiært påstod han
afvisning under henvisning til, at sagen angik en politisk lovovertrædelse
og derfor skulle have været behandlet af landsretten som 1. instans med deltagelse
af nævninger. Ingen af disse påstande blev taget til følge. Højesteret
fandt ligesom byretten og landsretten, at T gennem sine udtalelser havde
lagt alle her i landet boende muslimer for had på grund af deres tro og
oprindelse, og at udtalelserne således havde været groft forhånende og nedværdigende
over for denne befolkningsgruppe. Udtalelserne kunne ikke

legitimeres under påberåbelse af videnskabelighed eller saglig debat, og det
var uden betydning for bedømmelsen af strafbarheden, hvorledes islam
bogstaveligt kan forstås, eller hvilke samfundsmæssige konsekvenser en
virkeliggørelse af fundamentalistiske muslimers program har afstedkommet.
Da hensynet til den særligt vidtgående ytringsfrihed for politikere om
kontroversielle samfundsanliggender ikke kunne begrunde straffrihed for
T, tiltrådte Højesteret, at T havde realiseret gerningsindholdet i straffelovens
§ 266 b, stk. 1. T blev derimod frifundet for overtrædelse af § 266 b, stk. 2,
allerede fordi anklageskriftet ikke opfyldte kravene i retsplejelovens § 831,
stk. 1, nr. 3. Med denne ændring stadfæstede Højesteret dommen.
Ikke krænkelse
U 1999.1910 Ø
Bemærkningen: “Jønkes bøger, som jo stort set er meget fordrejede og fulde
af løgn” måtte forstås som Erik Clausens syn på bøgernes indhold uden tillige
at være en vurdering af Jønkes subjektive forhold. Bemærkningen var
ikke omfattet af straffelovens § 267.
Artikel 11 - forsamlingsfrihed
Ikke krænkelse
U 1999.1798 H
Med henblik på navnlig at yde beskyttelse til borgere, som bor i kvarterer,
hvor der er placeret rockertilholdssteder, vedtog Folketinget i oktober 1996
lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme. Lovens § 1 indeholder
hjemmel for politiet til under nærmere angivne betingelser at forbyde en
person at opholde sig i en ejendom, der tjener som tilholdssted for en
rockergruppe, som den pågældende person tilhører eller har tilknytning til.
Efter at politiet i medfør af loven havde forbudt A at opholde sig på to ejendomme
i henholdsvis Roskilde og Snoldelev, der tjente som tilholdssted for
Hells Angels, anlagde A sag mod Justitsministeriet J med påstand om, at
forbudet var ugyldigt. For Højesteret gjorde A gældende, at lovens § 1 strider
mod grundlovens § 79 om forsamlingsfrihed, navnlig fordi den hjemler
adgang til at udstede forbud, når der foreligger en - alene - abstrakt risiko
for et angreb til fare for andres liv eller helbred. Desuden gjorde A gældende,
at der var tale om en særlov, som bryder med princippet i grundlovens
§ 3. Højesteret stadfæstede landsrettens frifindelse af J. Højesteret udtalte
bl.a., at lovens betingelser må forstås således, at forbud kun kan nedlægges,
hvis der foreligger en reel og aktuel - og ikke blot abstrakt - risiko for et farligt
angreb, at lovens forbudsordning er begrundet i hensynet til beskyttelse
af omkringboende og forbipasserende og ikke er rettet mod gruppernes
Nationale kontrolorganer
83

Nationale kontrolorganer
84
forsamling som sådan eller adgang til meningstilkendegivelse, at ordningens
betydning for grupper, som gennem deltagelse i gensidigt væbnet
opgør selv har gjort sig til angrebsmål, er beskeden i forhold til den tilstræbte
beskyttelse af andre borgere, og at faren for udenforstående ved
gruppernes fortsatte tilstedeværelse på deres kendte tilholdssteder kun kan
afværges effektivt ved en så omfattende politiindsats, at følgerne heraf ville
være langt mere indgribende.
FN´s Børnekonvention
Krænkelse
U 2000.1260 V
Moderen, M, til et knap 13 år gammelt barn, B, som hun siden eftersommeren
1999 havde haft forældremyndigheden over, havde anmodet om fogedens
bistand til udlevering af B, der efter et aftalt weekendbesøg hos sine
farforældre F1 og F2, ikke var vendt tilbage til M. Fogeden, der bestemte, at
B skulle tilbage til M om fornødent med magtanvendelse, havde ikke fundet,
at der, inden der blev truffet afgørelse herom, var behov for en samtale
med B, og havde heller ikke fundet, at der var behov for en fornyet børnesagkyndig
undersøgelse. Landsretten fandt efter en samlet vurdering af de
oplysninger, der forelå om B´s forhold gennem årene og under hensyn til
B´s alder, at fogeden, inden der blev truffet bestemmelse om udlevering af
B, burde have haft en samtale med B, jf. princippet i lov om forældremyndighed
og samvær § 29 og CRC art. 12. Landsretten kunne derfor ikke tiltræde,
at samtalen var udsat til selve udleveringsforretningens foretagelse.
Landsretten tillagde det endvidere betydning, at en samtale med B også
kunne tjene til belysning af, hvorvidt der, siden M fik forældremyndigheden
overført fra B´s far, måtte være indtrådt forhold, der kunne begrunde,
at der, inden der blev truffet afgørelse i fogedsagen, blev foretaget en ny
eller supplerende børnesagkyndig undersøgelse. Landsretten ophævede
derfor fogedrettens kendelse.
FN`s Racediskriminationskonvention
Ikke krænkelse
U 1999.1809 H
Refereret i Status 1999 s. 76, se NS 1999/35/91

Andet
Ikke krænkelse
U 2000.1613 V
A var født i december 1976 i Danmark, men var tyrkisk statsborger. I december
1997 indgav A til statsamtet en erklæring om erhvervelse af dansk indfødsret,
men amtet meddelte den 5. januar 1998 A, at hun ikke opfyldte
betingelserne i indfødsretslovens § 3, stk. 1, for at få dansk indfødsret ved
erklæring, da hun i 1996 havde opholdt sig i Tyrkiet i 6 måneder. Justitsministeriet
stadfæstede afgørelsen. Landsretten tiltrådte, at A ikke ved sin erklæring
af 5. december 1997 havde opfyldt betingelserne i den dagældende
§ 3, stk. 1, i indfødsretsloven for at erhverve dansk indfødsret.
Ikke krænkelse
U 2000.321 H
Fagforeningen Kliniske Diætister F, der var stiftet i 1993, og som havde ca.
300 medlemmer, påstod Amtsrådsforeningen og Økonomaforeningen tilpligtet
at anerkende, at F havde krav på at forhandle kollektiv overenskomst
med Amtsrådsforeningen. Denne havde med Økonomaforeningen
indgået en overenskomst, som også omfattede kliniske diætister. Indtil stiftelsen
af F havde hovedparten af de kliniske diætister været medlem af
Økonomaforeningen, men antallet af kliniske diætister, der var medlem af
denne forening, var nu faldet til 35. Amtsrådsforeningen havde afvist at forhandle
kollektiv overenskomst med F under henvisning til, at man som
udgangspunkt ikke anerkendte forhandlingsret for en organisation, som
ønskede overenskomst på et område, der allerede var overenskomstdækket,
hvilket bl.a. var begrundet i et ønske om at begrænse antallet af forhandlingsparter.
Amtsrådsforeningens virksomhed i forbindelse med overenskomstforhandling
måtte anses som et led i amtskommunernes offentlige
forvaltning. Anvendelsen af almindelige forvaltningsretlige principper
måtte imidlertid ske i lyset af, at forhandlinger om kollektiv overenskomst
finder sted indenfor det almindelige arbejdsretlige system. Domstolene
måtte derfor udvise betydelig tilbageholdenhed ved prøvelsen af, om Amtsrådsforeningen
ved at afvise forhandling havde tilsidesat forvaltningsretlige
principper. Der var ikke grundlag for at fastslå, at der var sket en sådan
tilsidesættelse i det foreliggende tilfælde. F´s påstand om forhandlingsret
kunne heller ikke støttes på funktionærlovens § 10, stk. 2, på bestemmelser
i to ILO-konventioner eller på en indstilling fra ILO´s Organisationsfrihedskomité
i anledning af en klage fra F.
Nationale kontrolorganer
85

Nationale kontrolorganer
86
Folketingets Ombudsmand
Det er ikke blot de danske domstole, der er opmærksomme på eventuelle
krænkelser af menneskerettighederne. Også Folketingets Ombudsmand
tager i sine afgørelser af og til stilling til spørgsmål af menneskeretlig relevans.
I perioden fra sidst i 1999 til oktober 2000, har Ombusmanden afsluttet
fire sager, hvori der har indgået spørgsmål om EMRK. I ingen af disse
sager har ombudsmanden konstateret en menneskerettighedskrænkelse,
men en af sagerne har givet anledning til kritik og henstilling. I det følgende
er sagerne kort refereret. Ombudsmanden har derimod ikke afsluttet
nogen sager, hvori har indgået spørgsmål om andre menneskerettighedskonventioner.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Artikel 8 - ret til privat- og familieliv
FOB 1999.350
Socialministeriet traf afgørelse om, at en udlænding - der havde del i forældremyndigheden
over sin herboende danske søn - skulle hjemsendes efter
bistandslovens § 4. Ministeriet mente ikke, at den pågældende havde en
sådan tilknytning til Danmark, at han kunne modtage hjælp til vedvarende
forsørgelse. Afgørelsen blev sendt til kommunen med kopi til faderen. Retshjælpen
bad ministeriet om at genoptage sagen under henvisning til, at
ministeriet ikke i afgørelsen havde inddraget art. 8 i EMRK. Ministeriet
afslog mundtligt at genoptage sagen og henviste til, at afgørelsen var i overensstemmelse
med sædvanlig praksis. Ministeriet lovede at meddele
afgørelsen skriftligt, hvilket dog aldrig skete. Retshjælpen bad herefter om,
at klagen til ombudsmanden blev tillagt opsættende virkning. Ministeriet
meddelte, at det måtte være udlændingemyndighederne, der skulle tage
stilling til dette spørgsmål.
Ombudsmanden udtalte bl.a., at Socialministeriet i sin samlede vurdering
af sagen havde undladt at inddrage væsentlige kriterier, omfanget af
udlændingens samvær med sønnen samt art. 8 i EMRK. Ombudsmanden
mente, at det var stærkt kritisabelt, at ministeriet havde inddraget og lagt
vægt på et i denne sammenhæng ulovligt kriterium - hensynet til hvad der
var bedst for barnet. Det var beklageligt, at ministeriet til støtte for sin
afgørelse havde henvist til, at den pågældende kunne søge og få opholdstilladelse
fra hjemlandet, hvis han fandt beskæftigelse i Danmark. Argumentet
byggede efter ombudsmandens opfattelse på en retsvildfarelse.
Ombudsmanden konstaterede endvidere: at ministeriets begrundelse for
afgørelsen ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24, at afgørelsen

ikke blev meddelt udlændingen direkte, at ministeriet ikke som lovet meddelte
en skriftlig begrundelse for det mundtlige afslag på genoptagelse, og
at ministeriets mundtlige begrundelse for afslaget på genoptagelse var
direkte forkert. Endelig udtalte ombudsmanden, at Socialministeriet efter
hans opfattelse ikke generelt var afskåret fra at tillægge klagen til ombudsmanden
opsættende virkning. Derfor var det beklageligt, at ministeriet ikke
over for retshjælpen havde taget stilling til anmodningen om opsættende
virkning. Det var endvidere meget beklageligt, at ministeriet ikke havde
svaret straks efter modtagelsen af retshjælpens anmodning. Ombudsmanden
bad ministeriet genoptage sagen og træffe en ny afgørelse vedrørende
hjemsendelsesspørgsmålet. (J.nr. 1998-0579-649)
De øvrige tre sager
Den ene af sagerne drejede sig om afslag på opholdstilladelse til en udlænding,
der havde en søn med dansk statsborgerskab. Den anden drejede sig
om, hvorvidt det var i strid med art. 8, at Indenrigsministeriet havde adskilt
behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse til en myndig udlænding
fra behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse til denne
udlændings mor og mindreårige søster. Endelig drejede den tredje sag sig
om afslag på opholdstilladelse til en udlænding, der havde indgået ægteskab
med en anden udlænding på et tidspunkt, hvor sidstnævnte havde
fået afslag på asyl og alene havde en midlertidig opholdstilladelse. Alle
sagerne blev realitetsbehandlet dog uden, at det gav anledning til kritik eller
henstilling. Ingen af sagerne forventes særskilt omtalt i FOB.
Nationale kontrolorganer
87

Internationale kontrolorganer
88
Internationale kontrolorganer
I de fleste internationale konventioner, som Danmark har ratificeret, er der
oprettet kontrolorganer til at overvåge, at konventionens bestemmelser bliver
overholdt i praksis. En enkelt - EMD - er indrettet som en egentlig domstol,
der afsiger domme i konkrete sager. Andre er udformet som komitéer,
der mere generelt overvåger forholdene i medlemsstaterne på den enkelte
konventions område. Her har medlemsstaterne pligt til at indsende beretninger
og rapporter, som danner grundlag for bedømmelsen, eller komitéen
aflægger selv besøg for at undersøge forholdene nærmere. Flere af disse
komitéer kan desuden behandle klager i konkrete sager mod medlemsstaterne.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD)
EMD er nedsat i medfør af EMRK. Den er en egentlig domstol, der afsiger
domme inden for EMRK’s og de tilhørende protokollers område. Det er
først og fremmest det enkelte individ, der har adgang til at indklage staten
for domstolen med påstand om, at staten har krænket vedkommendes rettigheder,
men en medlemsstat kan også indgive klager over andre medlemsstater,
som Danmark f.eks. gjorde det i Kemal Koc-sagen, se s. 91.
Når EMD har dømt en stat, er det op til Europarådets Ministerkomité at
overvåge, om den dømte stat respekterer dommen. Ministerkomitén kan
ikke direkte tvinge staten til at efterleve en dom, som staten nægter at
respektere, på samme måde som en dom fra en dansk domstol kan fuldbyrdes.
Men i absolut sidste instans kan Ministerkomitéen ekskludere staten
af Europarådet.
Tidligere skulle klager ingives til EMK, som så tog stilling til, om sagen
skulle gå videre til egentlig domstolsbehandling ved EMD (admitteres).
Siden den 1. november 1998 er denne afgørelse overgået til EMD selv, og
klager skal nu indgives direkte til EMD.
I 2000 har EMD dømt Danmark for at have krænket konventionens rettigheder
i én sag. Derudover er der offentliggjort afgørelser i fem sager, hvor
der er indgået forlig. Endelig er der offentliggjort fem sager mod Danmark,
som er afvist fra realitetsbehandling.
Kurt Nielsen mod Danmark
EMRK art. 6 - krænkelse
Dom af 15. februar 2000
Kurt Nielsen blev den 12. november 1986 involveret i en alvorlig bilulykke.
Han er i dag delvist lammet. For at få udbetalt erstatning for invaliditet og
manglende erhvervsevne, anlagde han den 26. februar 1988 en civil sag

mod tre forsikringsselskaber ved retten i Skanderborg. Den 11. maj 1988
blev sagen udsat, da man afventede en ekspertudtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen
(AS). Denne udtalelse forelå den 17. januar 1990. Den 7. marts 1990
blev AS anmodet om at besvare yderligere spørgsmål. Disse svar forelå den
8. februar 1991. Den 22. februar 1991 anmodede Kurt Nielsen AS om en ekspertudtalelse
om, hvornår hans tilstand kunne forventes at være stationær.
Denne udtalelse forelå den 13. maj 1991. Fra maj 1991 til marts 1992 fulgte
forskellige skriftvekslinger mellem parterne. Den 11. marts 1992 anmodede
et af selskaberne om, at yderligere spørgsmål blev stillet til AS, hvorfor
byretten den 8. april 1992 udsatte sagen. Den 13. august 1992 blev sagen
igen udsat, da der endnu ikke var kommet svar fra AS. Kurt Nielsen kærede
denne udsættelsesbeslutning til Vestre Landsret, som den 1. oktober 1992
stadfæstede udsættelsen. Den 8. januar 1993 meddelte AS, at man ikke kunne
komme med yderligere udtalelser, da sagen nu var for gammel. Den 25.
januar 1995 kom sagen for byretten, og den 15. februar 1995 blev selskaberne
dømt til at betale 950.803 kr. plus renter til Kurt Nielsen. Selskaberne
ankede dommen til landsretten, som ved dom af 9. september 1996 stadfæstede
byrettens afgørelse.
Kurt Nielsen klagede til EMD og gjorde gældende, at den lange sagsbehandlingstid
var et brud på retten til en retfærdig rettergang inden en rimelig
frist efter EMRK art. 6. Domstolen lagde til grund, at det relevante tidsrum
strakte sig fra 26. februar 1988 til 9. september 1996, i alt 8 år 6 måneder
og 13 dage. I henhold til EMDs praksis skal tidsperiodens længde ses i
lyset af sagens kompleksitet samt klagers og de nationale myndigheders
handlemåde. I tilknytning hertil er det relevant, hvad der står på spil for klager
i sagen. Selvom sagen var en del kompliceret, kunne dette ikke forklare
en sagsbehandlingstid på over 8 år. Da sagen drejede sig om erstatning efter
en ulykke, der gjorde klager delvist lam, var der grund til yderligere omhu
fra de nationale myndigheders side. På trods af, at også klager anmodede
om nye oplysninger undervejs i sagen, gjorde hans handlemåde ikke alene,
at sagen trak ud i så mange år. Staten er ansvarlig for forsinkelser, der skyldes
langsommelighed hos organer, der, skønt de ikke er statslige, dog
udfører offentlige opgaver. Ligeledes fratager det ikke staten ansvaret efter
art. 6, at initiativet i civile sager ligger hos sagens parter og ikke hos retten.
I denne sag godkendte byretten alle anmodninger om udsættelse. Danmark
havde samlet set ikke redegjort fyldestgørende for i hvert fald en periode på
over 5 år og 9 måneder. På den baggrund var kravet om en rimelig frist ikke
overholdt, og der var sket krænkelse af art. 6. Domstolen tildelte Kurt Nielsen
70.000 kr. som kompensation.
Internationale kontrolorganer
89

Internationale kontrolorganer
90
Forligte sager
Hansen mod Danmark
EMRK art. 6 - forlig
11. juli 2000
Hansen ejede sammen med sin far et vognmandsfirma. Den 17. august 1984
blev de to tiltalt for, som arbejdsgivere, at have overtrådt de gældende køreog
hviletidsbestemmelser i forhold til en ansat. Bestemmelserne var udstedt
på grundlag af et EU-direktiv. Den 28. juli 1987 blev Hansen idømt en bøde
på 1.500 kr. af retten i Graasten. Han ankede dommen til Vestre Landsret,
som den 28. januar 1988 besluttede at udsætte sagen for at anmode EF-
Domstolen om at besvare nogle centrale spørgsmål. EF-Domstolens besvarelse
kom i juli 1990. Den 18. oktober 1991 stadfæstede Vestre Landsret
byretsdommen og fastsatte bøden til 750 kr. Efter dommen fik Hansen og
faderen 3. instansbevilling til at anke dommen til Højesteret. Den 4. november
1994 stadfæstede Højesteret landsrettens dom. I mellemtiden var faderen
afgået ved døden.
Hansen klagede til EMD og gjorde gældende, at Danmark havde krænket
hans ret til en retfærdig rettergang inden en rimelig frist efter EMRK art. 6.
Efter gensidig brevveksling indgik parterne forlig. Danmark forpligtede sig
til at betale 45.000 kr. til Hansen som kompensation, uden at skulle anerkende,
at der forelå en krænkelse af konventionen.
Skoubo mod Danmark
EMRK art. 6 - forlig
6. juli 2000
Den 16. marts 1988 indledte Skoubo en erstatningssag ved Østre Landsret
mod et hospital på grund af en påstået medicinsk fejl. Ved dom af 17. juni
1997 frikendte Østre Landsret hospitalet. Højesteret gav ved dom af 6.
december 1999 Skoubo delvist medhold.
Skoubo klagede til EMD og gjorde gældende, at Danmark havde krænket
hans ret til en retfærdig rettergang inden en rimelig frist efter EMRK art. 6.
Efter gensidig brevveksling indgik parterne forlig og Danmark forpligtede
sig til at betale 20.000 kr. til Skoubo som kompensation samt hans udgifter
til advokatbistand.
Grosse mod Danmark
EMRK art. 6 - forlig
8. juni 2000

Den 1. august 1985 blev Grosse tiltalt for at have importeret en brugt bil fra
Tyskland i strid med de gældende told- og registeringsbestemmelser. Den
26. marts 1986 blev Grosse frifundet ved retten i Sønderborg. Dommen blev
omgjort af Vestre Landsret, den 22. september 1986. Her blev Grosse idømt
en bøde på 26.000 kr., ligesom han blev pålagt at betale 6.491 kr. i afgift. Den
24. januar 1995 stadfæstede Højesteret dommen. Grosse klagede til EMD og
gjorde gældende, at Danmark havde krænket hans ret til en retfærdig rettergang
inden en rimelig frist efter EMRK art. 6. Efter gensidig brevveksling
indgik parterne forlig og Danmark forpligtede sig til at betale 50.000 kr. til
Grosse som kompensation.
Danmark mod Tyrkiet
EMRK art. 3 - forlig
5. april 2000
Den danske statsborger Kemal Kóc rejste i juli 1996 til Tyrkiet for at deltage
i broderens bryllup. I Tyrkiet var Kóc eftersøgt af myndighederne, og han
blev ved ankomsten bedt om at henvende sig til den lokale politistation et
par dage senere. Da Kóc den 8. juli 1996 henvendte sig til den lokale politistation,
blev han tilbageholdt og senere overflyttet til politihovedkvarteret
i Ankara, hvor han blev afhørt. Under den efterfølgende sag ved EMD
påstod Danmark, at Kóc blev udsat for tortur og anden mishandling under
afhøringerne. Dette benægtede Tyrkiet. Efter afhøringerne blev Kóc den 9.
juli varetægtsfængslet, og den 11. juli blev han ved den tyrkiske Sikkerhedsdomstol
tiltalt for at have ydet hjælp til medlemmer af PKK i strid med
tyrkisk lov. Den 15. august blev han lødsladt af domstolen, og han vendte
hjem til Danmark den 16. august 1996. Ved dom af 12. juni 1997 idømte Sikkerhedsdomstolen
Kóc 4 års fængsel. Inden da havde han den 23. december
1996 anmeldt, at han var blevet mishandlet under tilbageholdelsen og
afhøringerne den 8. til 9. juli 1996. Ved dom af 30. december 1998 blev de
involverede politifolk frifundet.
Danmark klagede til EMD over Tyrkiet og gjorde gældende, at Kóc var
blevet udsat for tortur i strid med EMRK art. 3. Derudover ønskede Danmark
klarlagt, hvorvidt den afhøringsform, som politiet havde benyttet, var
udbredt i Tyrkiet. Efter gensidig brevveksling indgik parterne forlig. Tyrkiet
forpligtede sig til at betale 450.000 kr. til Danmark, ligesom Tyrkiet officielt
udtalte beklagelse over de tilfælde af tortur og anden mishandling, der
fra tid til anden opstår. Derudover indgik i forliget, at der skal indgås bilaterale
aftaler mellem Danmark og Tyrkiet med henblik på at forbedre kendskabet
til menneskerettighederne i Tyrkiet og at forbedre undervisningen af
tyrkiske politifolk.
Internationale kontrolorganer
91

Internationale kontrolorganer
92
Henry Krog Pedersen mod Danmark
EMRK art. 6 - forlig
28. marts 2000
Den 22. november 1988 indledte Henry Krog Pedersen injuriesag mod Randers
Amtsavis ved retten i Aabenraa. Sagen blev senere overflyttet til retten
i Randers, der traf afgørelse i sagen den 28. juni 1996. Pedersen appellerede
dommen til Vestre Landsret, som ved dom af 27. oktober 1997 afviste sagen,
da Pedersen ikke havde overholdt visse procedureregler.
Pedersen klagede til EMD og gjorde gældende, at Danmark havde krænket
hans ret til en retfærdig rettergang inden en rimelig frist efter EMRK art. 6.
Efter gensidig brevveksling indgik parterne forlig. Danmark forpligtede sig
til at betale 50.000 kr. til Pedersen som kompensation.
Afviste klager
Michael Roepstorff mod Danmark
EMRK art. 6 og art. 11 - Afvist 6. juli 2000
Jens Thue Lauridsen mod Danmark
EMRK art. 6 og art. 7 - Afvist 29. juni 2000
Michael Forsmark Poulsen mod Danmark
EMRK art. 6 - Afvist 29. juni 2000
Gurli Sundstrøm mod Danmark
EMRK art. 6 - Afvist 18. maj 2000
Henryk Schrieder mod Danmark
EMRK art. 6, stk. 1, og art. 6, stk. 3 (b) og (c) - Afvist 6. april 2000
Internationale komitéer
De fleste af FNs og Europarådets forskellige konventioner om menneskerettigheder
opretter komitéer til at overvåge, om medlemsstaterne lever op
til de forpligtelser, som de påtager sig i de enkelte konventioner. Komitéerne
adskiller sig fra EMD ved ikke at kunne afsige deciderede domme over
medlemsstaterne, hvor en stat f.eks. pålægges erstatningspligt, hvis den har
krænket en borgers rettigheder.
Når en stat har ratificeret en konvention uden at tage forbehold, har staten
som regel pligt til at rapportere om menneskerettighedssituationen på
det område, som konventionen dækker, til den pågældende komité. Enkel-

te komitéer besøger desuden selv medlemslandene for at undersøge forholdene.
Komitéen kan derefter udtale officiel kritik af statens love, praksis,
m.m., lige som den kan bede staten om at forbedre eller give nærmere
oplysninger om bestemte forhold.
Nogle komitéer kan desuden behandle klager fra enkeltpersoner eller
andre private parter over medlemsstaterne. En sådan individuel klagekompetence
er en klar styrkelse af en komité og udtryk for en politisk opprioritering
af det pågældende område.
Fælles for komitéerne er, at de består af eksperter med sagkundskab
inden for det område, som den enkelte komité dækker. Man forsøger desuden
at sammensætte komitéerne, så de både har repræsentanter fra de forskellige
lande eller verdensdele og eksperter fra de forskellige typer af retssystemer.
Det er som regel i første omgang de enkelte deltagerstater, der
udpeger eksperter, som så endelig udvælges af det relevante Europarådseller
FN-organ. Det er dog et krav, at en ekspert er uafhængig af den stat,
som udpeger vedkommende.
I det følgende refereres de udtalelser og afgørelser, som i det seneste år er
kommet fra disse forskellige kontrolorganer, og som direkte vedrører Danmark.
Der er tale om en udtømmende opremsning af udtalelser og endelige
afgørelser, mens konkrete sager, som er afsluttet uden nogen egentlig
afgørelse, er udeladt. I udtalelserne sættes der fokus på den negative kritik
af de danske forhold, selvom der oftest også er positive bemærkninger.
Til sidst under hver enkelt komité følges der op på, hvordan Danmark
har reageret på den internationale kritik, som blev refereret i Status 1999.
Det er her primært den kritik, der retter sig mod lovgivningen, som er
undersøgt, mens de forskellige administrative og politiske tiltag, der er gjort
i anledning af komitéernes anbefalinger, er gennemgået mindre systematisk.
Det er i øvrigt ikke muligt at give et endeligt svar på, om den udtalte
kritik er imødekommet ved de iværksatte tiltag. Kun den enkelte komité
kan tage stilling til dette. Af samme grund er der ikke i det følgende fulgt
op på tidligere refereret kritik, hvor en komité er kommet med en ny udtalelse
i 2000.
Europarådskomitéer
Europarådets sociale Komité (ECSR)
ESCR er en ekspertkomité nedsat i medfør af Den Europæiske Socialpagt fra
1961. Komitéens formål er at undersøge, om de enkelte deltagerlande overholder
de bestemmelser, de har accepteret i Socialpagten. Komitéen fremsætter
konklusioner baseret på periodiske rapporter indleveret af deltagerlandene.
Der er ikke individuel klageadgang i forhold til Socialpagten, men
Internationale kontrolorganer
93

Internationale kontrolorganer
94
den anden tillægsprotokol fra 1995 giver adgang for forskellige organisationer
til at indgive klage. Danmark har underskrevet, men ikke ratificeret
dette tillæg.
Danmark har i april 2000 indleveret sin 20. rapport til ESCR. Rapporten vedrører
Socialpagtens art. 8, stk. 1, art. 11, 14, 17 og 18. Det er endnu ikke
offentliggjort, hvornår ESCR fremsætter sine konklusioner vedrørende denne
rapport.
Konklusioner for perioden 1997-1998
Disse konklusioner vedrører Danmarks 19. rapport, som omhandler Socialpagtens
art. 1, 5, 6, 12, 13 og 16 samt tillægsprotokollens art. 1, 2, 3 og 4. Rapporten
er indleveret i august 1999 og dækker perioden fra 1. jaunar 1997 til
31. december 1998. Komitéens konklusioner bygger på undersøgelser foretaget
i perioden mellem september 1999 og marts 2000. Det er Komitéens
opfattelse, at Danmark ikke lever op til Socialpagten på enkelte punkter,
hvoraf en del er gentagelser fra tidligere konklusioner, se også Status 1999 s.
89. Herudover ønsker Komitéen yderligere oplysninger på en række punkter.
Konklusionernes hovedlinier er sammenfattet i det følgende:
Art. 1 - Retten til arbejde
Art. 1, stk. 2 - Retten til frit at vælge erhverv: Komitéen finder, at situationen
i Danmark ikke har været i overensstemmelse med art. 1, stk. 2, i hele den
omhandlede periode, fordi straffelovens §§ 198-199 var i kraft i en del af
perioden. Bestemmelserne, som blev ophævet pr. 1. juli 1999, gav politiet
mulighed for at pålægge sanktioner for lediggang og løsgængeri og kunne
efter komitéens opfattelse føre til en form for tvangsarbejde.
Komitéen ønsker desuden en del oplysninger om de danske regler for
arbejdsløses pligt til at modtage tilbud om arbejde, bl.a. om det medfører
permanent bortfald af arbejdsløshedsunderstøttelsen, hvis en arbejdsløs
person nægter et bestemt tilbud, og hvorvidt en beslutning om suspension
af retten til dagpenge kan appelleres til et uafhængigt organ.
Art. 5 - Retten til at organisere sig
Mens retten til frit at tilslutte sig en fagforening er opfyldt, bemærker komitéen,
at der ikke er sket nogen ændring for så vidt angår retten til ikke at tilslutte
sig en fagforening i Danmark. Komitéen omtaler to nyere højesteretsdomme
(U 1999.1316 H og U 1999.1496 H) og den holdning til eksklusivaftaler
i den private sektor, som her finder udtryk. I dommene udtaler Højesteret
således ikke, at den danske lovgivning på dette punkt strider mod

EMRK. Men Komitéen minder om, at Socialpagtens art. 5 helt forbyder en
pligt til at tilslutte sig eller forblive medlem af en fagforening.
Videre bemærker Komitéen, at Danmark fortsat ikke lever op til art. 5 for så
vidt angår lov om Dansk Internationalt Skibsregister § 10, hvorefter kollektive
aftaler indgået af et dansk fagforbund kun gælder for søfolk med bopæl
i Danmark.
Art. 6 - Retten til at føre kollektive forhandlinger
Art. 6, stk. 2 - Fremme af indførelse af fremgangsmåde til frivillige forhandlinger:
Også her kritiserer Komitéen, at kollektive aftaler for søfolk på grund
af lov om Dansk Internationalt Skibsregister kun gælder søfolk bosat i Danmark,
se også art. 5.
Art. 6, stk. 4 - Indskrænkninger i retten til at tage kollektive skridt: Det kritiseres,
at tjenestemænd ikke har ret til at strejke. Komitéen har tidligere
påpeget, at man kunne give tjenestemænd i almindelighed strejkeret og alene
undtage særlige kategorier såsom politi, væbnede styrker, domstolene og
visse højt placerede tjenestemænd.
Videre ønsker Komitéen en række oplysninger om det danske arbejdsmarkedssystem.
Bl.a. omtales konflikten på arbejdsmarkedet i foråret 1998, som
resulterede i et regeringsindgreb den 8. maj 1998. Komitéen finder det ikke
oplagt, at indgrebet var berettiget i henhold til Socialpagtens art. 31 om
adgangen til at begrænse pagtens rettigheder. For det første er det ikke
oplagt, at situationen havde udviklet sig til en nødssituation allerede efter
10 dages konflikt; for det andet var indgrebet meget bredt og berørte stort
set hele det private arbejdsmarked uden at skelne mellem forskellige sektorer.
Art. 12 - Retten til social tryghed
Art. 12, stk. 3 - Tilstræbe stigende forbedringer af den sociale tryghedsordning:
Komitéen finder, at Danmark lever op til art. 12, stk. 3, men anfører
dog to punkter, som kan give anledning til problemer: Et nyt, privatiseret
forsikringssystem for erhvervsbetingede sygdomme og skader, og stramning
af reglerne om arbejdsløses pligt til at stå til rådighed.
Art. 12, stk. 4 (a) - Ligestilling af andre deltagerlandes statsborgeres ret til
social sikkerhed: Komitéen finder, at Danmark lever op til art. 12, stk. 4 a, i
forhold til danske statsborgere og statsborgere fra EU-lande. Derimod bliver
statsborgere fra andre lande, som har tiltrådt Socialpagten (det vil i den
Internationale kontrolorganer
95

Internationale kontrolorganer
96
omhandlede periode sige Tyrkiet, Cypern, Malta, Polen og Slovakiet), ikke
ligestillet med danske statsborgere i forhold til børnetilskud og børnefamilieydelse,
fordi retten til disse ydelser for statsborgere fra de pågældende
lande er betinget af, at det pågældende barn opholder sig i Danmark. Dette,
finder komitéen, udgør indirekte diskrimination.
Art. 12, stk. 4 (b) - Ydelse, bevarelse og generhvervelse af retten til sociale
ydelser: Komitéen finder, at Danmark ikke har sørget for fuldt ud at gennemføre
princippet om sammenlægning af forsikrings- eller beskæftigelsesperioder
tilbagelagt i andre deltagerlande for så vidt angår statsborgere fra
Cypern, Malta, Polen og Slovakiet.
Art. 13 - Retten til social og sundhedsmæssig bistand
Art. 13, stk. 1 - Fornøden hjælp i henhold til en social tryghedsordning:
Komitéen gentager sin kritik af, at statsborgere fra visse deltagerlande ikke
har samme ret til kontanthjælp som danske statsborgere (primært lande, der
ikke også er medlemmer af EU). Ifølge lov om aktiv social politik § 3 har
enhver, der opholder sig lovligt her i landet, ret til hjælp, men det er som
udgangspunkt kun danske statsborgere og statsborgere fra EU/EØS-lande,
som har ret til vedvarende hjælp, dvs. hjælp, som varer mere end et år. Desuden
kan en udenlandsk statsborger, som ikke har ret til vedvarende hjælp,
sendes tilbage til hjemlandet, hvis vedkommende endnu ikke har opholdt
sig lovligt i Danmark i tre år med henblik på varigt ophold.
Herudover bemærker Komitéen bl.a., at niveauet for hjælp til forsørgelse
næsten ikke er steget over perioden, hvor der til gengæld har været en årlig
inflation på ca. 2 %. Videre spørger Komitéen, hvordan de danske myndigheder
sikrer, at retten til underhold kan opretholdes, selv om en person er
frataget retten til kontanthjælp i henhold til aktivloven, og hvorvidt der ydes
retshjælp til at appellere en afgørelse, der fratager retten til kontanthjælp.
Art. 13, stk. 2 - Ikke-diskrimination af personer, der modtager sociale ydelser:
Komitéen har tidligere kritiseret, at den danske grundlovs § 29 åbner
mulighed for, at “fattighjælp” kan medføre tab af valgretten, hvis det er
nærmere fastsat ved lov. Da danske love i dag ikke længere indeholder
sådanne muligheder, finder Komitéen imidlertid, at situationen er i overensstemmelse
med art. 13, stk. 2.
Art. 16 - Familiens ret til social, juridisk og økonomisk beskyttelse
Også her gør Komitéen opmærksom på den indirekte diskrimination mod
statsborgere fra Tyrkiet, Cypern, Malta, Polen og Slovakiet for så vidt angår

etten til familieydelser, se også art. 12, stk. 4 a.
Tillægsprotokollens art. 1 - Retten til lige muligheder og ligebehandling i
forhold til ansættelse og beskæftigelse uden diskrimination på grund af køn
Komitéen bemærker bl.a., at lov om ligebehandling af mænd og kvinder
med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v. tilsyneladende ikke, giver
hjemmel til genansættelse, men alene til kompensation svarende til op til 39
ugers løn i sager om afskedigelse som følge af formodet diskrimination i
adgangen til uddannelse og forfremmelse og for så vidt angår arbejdsbetingelser.
Endvidere har arbejdsgiveren tilsyneladende ikke bevisbyrden i disse
sager. Disse forhold vil ikke være i overensstemmelse med art. 1, og Danmark
bedes derfor tilkendegive, om Komitéen har forstået de danske regler
korrekt.
Tillægsprotokollens art. 2 - Retten til information og samråd for arbejdstagere
Det bemærkes, at kun lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse
indeholder lovbestemte retningslinier herfor. Herudover har
DA og LO indgået aftaler om information og samråd. Komitéen ønsker bl.a.
oplysninger om, hvilke muligheder en arbejdstager har, hvis arbejdsgiveren
ikke overholder art. 2, og hvorvidt udenlandske statsborgere nyder gavn af
art. 2.
Tillægsprotokollens art. 3 - Arbejdstageres ret til at deltage i beslutninger
vedrørende arbejdsbetingelser og -miljø
Komitéen ønsker bl.a. oplysning om, hvorvidt udenlandske arbejdstagere
og arbejdstagere, der ikke er medlemmer af en fagforening, kan vælges som
sikkerhedsrepræsentanter, og hvilke regler, der i givet fald gælder i konflikter
om ikke-fagforeningsmedlemmers rettigheder og pligter.
Tillægsprotokollens art. 4 - ældre personers ret til social beskyttelse
Komitéen ønsker bl.a. oplysninger om, hvilke skridt, der tages for at
bekæmpe ensomhed og social isolation blandt ældre, om ældres levestandard,
om ældres muligheder for at klage over afslag på sociale ydelser, og
om hvilke praktiske skridt, der tages for at sikre retten til privatliv for ældre
personer på institution.
www.dhdirhr.coe.fr/cseweb/FR/PDF/html%20concs/Conclusions%20xvi%20denmark.html
Internationale kontrolorganer
97

Internationale kontrolorganer
98
Den Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig
eller Nedværdigende Behandling eller Straf (CPT)
CPT er nedsat i medfør af den Europæiske konvention af samme navn fra
1987. Komitéens formål er at undersøge, hvordan tilbageholdte personer -
typisk anholdte, varetægtsfængslede og indsatte i fængsler - behandles, for
om nødvendigt at styrke beskyttelsen mod tortur og mod umenneskelig
eller nedværdigende behandling eller straf. Komitéen består af et antal
medlemmer svarende til antallet af lande, der har tiltrådt konventionen.
Komitéen fremsætter officielle udtalelser på grundlag af regelmæssige
besøg i deltagerlandenes institutioner. Der er ikke individuel klageadgang.
Komitéen er ikke kommet med udtalelser om Danmark siden rapporten om
besøget i Danmark 29. september - 9. oktober 1996, se umiddelbart nedenfor.
Det er er endnu ikke offentliggjort, hvornår næste besøg i Danmark finder
sted.
Siden sidst
Status 1999 s. 90
Mange af Komitéens kommentarer i anledning af besøget i Danmark 29.
september - 9. oktober 1996 knyttede sig til helt konkrete forhold i den
enkelte institution, lige som der blev givet flere anbefalinger, som ikke havde
karakter af egentlig kritik. Det følgende knytter sig til Komitéens mere
generelle kommentarer:
Bl.a. politiets brug af hunde gav anledning til bemærkninger. Dette er senest
reguleret i cirkulære nr. 11046 af 29. december 1999 (kundgørelse om politihundetjeneste).
Her er der bl.a. fastsat regler om, at det skal indberettes til
politimesteren, når en politihund har været anvendt til politihundeopgaver.
Har en politihund været brugt til magtanvendelse, skal det dog straks indberettes
til Rigspolitichefen. Cirkulæret afløser kundgørelse II nr. 3 af 18.
december 1991.
Efter Komitéens anbefaling har bl.a. Kriminalforsorgen i 1997 udarbejdet en
vejledning for anholdte og varetægtsfængslede, som systematisk udleveres
til alle anholdte i arresten eller fængslet. Her er oplysninger bl.a. om adgang
til forsvarer og læge, om telefon og besøg, om muligheden for at få særlig
mad i arresten, o.a. Komitéen kritiserede også, at den kønsdriftsdæmpende
behandling i Anstalten ved Herstedvester skete uden tilstrækkelig information
om de følger, som behandlingen kan have. Anstalten har nu ændret sin
praksis, så der gives både mundtlig og skriftlig information inden behandling.

Komitéen kritiserede desuden brugen af varetægtsfængsling i isolation og
anbefalede bl.a., at der blev fastsat en maksismal tidsgrænse for fængsling i
isolation. Folketinget vedtog med lov nr. 429 af 31. maj 2000 en række
ændringer af retsplejelovens regler om isolationsfængsling, se også ovenfor
(Menneskerettigheder i lovgivningsprocessen, Siden sidst) s. 38 og nedenfor
(Internationale Kontrolorganer, HRC) s. 101. Kriterierne for at isolere en
varetægtsarrestent blev bl.a. præciseret og skærpet. Der gælder dog fortsat
ingen endelig maksimal tidsgrænse for varetægtsfængsling i isolation. Herudover
har Rigsadvokaten fastsat en indberetningsordning, som pålægger
politimestre at indberette alle tilfælde, hvor en varetægtsfængsling varer
mere end 3 måneder, til statsadvokaten. Ligeledes er der pligt til at forelægge
alle tilfælde, hvor varetægtsfængsling i isolation varer mere end 3
måneder, for Rigsadvokaten, se Rigsadvokatmeddelelse nr. 3/1997, nu
afløst af cirkulære nr. 11358 af 21. juni 2000.
www.cpt.coe.int/en/reports/inf9704en.htm
www.cpt.coe.int/en/reports/inf9806en.htm
Den Europæiske Komité imod Racisme og Intolerance (ECRI)
ECRI blev nedsat i 1994 af det første topmøde mellem stats- og regeringscheferne
fra medlemslandende i Europarådet med henblik på at bekæmpe
racisme, fremmedhad, antisemitisme og intolerance. Komitéens formål er
overvåge medlemsstaternes lovgivning og foretage andre tiltag for at
bekæmpe racisme og intolerance og at foreslå yderligere foranstaltninger på
lokalt, regionalt og europæisk plan. Komitéen indsamler oplysninger, både
fra myndigheder og fra relevante institutioner og NGO’er. Der er ikke individuel
klageadgang.
Komitéen har ikke fremsat udtalelser om Danmark siden sin første rapport
fra 1998, se umiddelbart nedenfor. Det er ikke offentliggjort, hvornår den
næste rapport om Danmark kan forventes.
Siden sidst
Status 1999 s. 92
I sin første rapport fra 1998 påpegede Komitéen, at Danmark ikke havde ratificeret
Det Europæiske Charter for Regionale og Minoritets Sprog fra 1992.
Dette er nu sket den 8. september 2000. Ratifikationen træder i kraft den 1.
januar 2001. Videre kritiserede Komitéen, at Danmark ikke har accepteret
reglerne i art. 19 i Den Europæiske Socialpagt om gæstearbejdere og deres
familiers rettigheder. Dette er ikke ændret i den mellemliggende periode.
Internationale kontrolorganer
99

Internationale kontrolorganer
100
Komitéen opfordrede desuden til, at der føres flere sager om straffelovens §
266 b (racismeparagraffen). Der føres ikke officiel statistik vedrørende § 266
b, men CERD-komitéen har i sine kommentarer til Danmarks 14. rapport
bemærket, at et vist antal personer er blevet dømt for at have overtrådt § 266
b, se nedenfor s. 107 (dette afsnit - CERD). Endelig opfordrede Komitéen
bl.a. til at etablere et klageorgan for etnisk diskrimination og at indføre
omvendt bevisbyrde i sager om racediskrimination. Det foreslås i den forbindelse
bl. a., at Nævnet for Etnisk Ligestillings mandat udvides, så Nævnet
selv kan træffe afgørelse i klagesager. Dette har ikke ført til ændringer i
de danske regler, heller ikke i lovgrundlaget for Nævnet for Etnisk Ligestilling.
Der er nu i EU-regi vedtaget regler om bl.a. adgang til at klage og om
omvendt eller delt bevisbyrde, se Raadets direktiv 2000/43/EF af 29. juni
2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race
eller etnisk oprindelse. Indenrigsministeriet arbejder for tiden med kommisoriet
for et udvalg, der skal arbejde med spørgsmålet om etablering af et
etnisk klageorgan.
www.ecri.coe.int/en/02/02/05/e02020584.htm
Den Europæiske Komité til beskyttelse af nationale mindretal
I medfør af Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale
mindretal fra 1994 er der nedsat en rådgivende komité med det formål at
bistå Europarådets ministerudvalg med at undersøge, om deltagerlandenes
lovgivning er i overensstemmelse med konventionen. Komitéen modtager
periodiske rapporter fra deltagerlandene, men den kan også indsamle
oplysninger fra andre, for eksempel NGO’er og private. Komitéen fremsætter
sine konklusioner på baggrund af disse oplysninger. Der er ikke individuel
klageadgang.
Danmark indleverede sin første rapport den 6. maj 1999. Komitéen forventer
at fremsætte sine kommentarer hertil i løbet af vinteren 2000/2001.
www.dhdirhr.coe.fr/Minorities/Eng/FrameworkConvention/StateReports/1999/den
mark/denmark.htm
FN-Komitéer
Human Rights Commitée (HRC)
I 1977 blev der i medfør af CCPR art. 28 oprettet en menneskerettighedskomité
inden for FN (HRC). Komitéen kan behandle henvendelser fra en stat,
som gør gældende, at en anden stat ikke opfylder sine forpligtelser i henhold
til konventionen. Derudover skal deltagerstaterne indsende rapporter,

hvori de redegør for de foranstaltninger, de har truffet for at gennemføre
konventionen, og hvilke fremskridt, der er gjort. På baggrund af disse rapporter
fremsætter Komitéen officielle kommentarer. Endelig har Komitéen i
medfør af en valgfri protokol til CCPR kompentence til at behandle individuelle
klagesager. Danmark har ratificeret protokollen. Der kan kun klages
til HRC, hvis der ikke klages til andre komitéer inden for det internationale
system, som kan behandle den pågældende klage. Komitéen består af 18
eksperter.
Kommentarer til Danmarks 4. rapport
I november 2000 fremsatte Komitéen sine konklusioner til Danmarks 4. rapport.
Komitéen roser Danmark for den grundige og detaljerede rapport
samt for den generelt høje respekt for menneskerettigheder, der er i Danmark.
Komitéen roser endvidere Danmarks bestræbelser på at uddanne
befolkningen og især politiet om menneskerettigheder. Videre er Komitéen
tilfreds med, at Danmark har ændret regler og praksis for brugen af politihunde
siden sidste rapport og indført nye procedurer for undersøgelse af
klager over politiet. Også den generelt høje respekt for ligestilling mellem
kønnene bliver rost, ligesom udviklingen i Grønland roses - specielt omtales
juridisk undervisning, økonomisk uafhængighed og støtten til grønlænderhuse
i Danmark. Endelig roser Komitéen en ændring af straffeloven,
som har indført forbud mod propaganda for racehad (§ 266 b, stk. 2).
Herefter påpeger Komitéen en række punkter, der giver anledning til
bekymring:
Komitéen gentager sin bekymring over, at Danmark stadig ikke har inkorporeret
CCPR, men har noteret sig, at der nu er nedsat et udvalg, som skal
overveje, om flere internationale konventioner skal inkorporeres i dansk ret.
Videre er Komitéen skuffet over, at Danmark fortsat ikke har ophævet sine
forbehold over for visse af konventionens bestemmelser. Komitéen udtrykker
desuden bekymring over, at sagen om erstatning til de forflyttede beboere
i Thule-sagen har trukket så længe ud, og at ofrene i sagen efter forlydende
blev tvunget til at begrænse deres krav af hensyn til indtægtsgrænserne
for retshjælp og fri proces. Videre bekymrer det Komitéen, at
man ikke har fået oplysninger om gennemførelsen af konventionen på
Færøerne.
Den udbredte brug af isolationsfængsling bekymrer især. Dette gælder både
Internationale kontrolorganer
101

Internationale kontrolorganer
102
dømte og - især - varetægtsfængslede. Isolationsfængsling er efter Komitéens
opfattelse en barsk straf med alvorlige psykologiske følger, som kun
kan forsvares i yderste nødstilfælde. Brug af isolationsfængsling ud over i
helt særlige tilfælde og i begrænsede perioder er i strid med konventionens
art. 10, stk. 1. Komitéen ønsker at sikre, at alle personer, hvis rettigheder
efter konventionen krænkes, i alle tilfælde har mulighed for at forfølge
sagen ved myndigheder eller domstole.
For så vidt angår ligestilling og ligebehandling udtrykker Komitéen først og
fremmest bekymring over, at kvinder stadig diskrimineres, især inden for
ansættelsesområdet både i den offentlige og private sektor, og i forbindelse
med ansøgninger om asyl. Dernæst er Komitéen bekymret over rapporter
om diskrimination af etniske minoriteter. Især oplysninger om, at der fortsat
er episoder af racediskrimination f.eks. på restauranter og i natklubber,
får Komitéen til at anbefale, at Danmark gør en indsats for at bekæmpe denne
form for diskrimination.
Komitéen ønsker yderligere information om ligestillingen mellem medlemmer
af den danske folkekirke og personer, der er medlemmer af andre trossamfund,
og mellem medlemmer af trossamfund og personer, der er ikketroende,
med hensyn til økonomisk støtte, udgifter til uddannelse og særlige
skatter.
Komitéen bemærker, at de danske udlændingemyndigheder ifølge udlændingelovens
§ 40 c kan kræve dna-undersøgelse i sager om familiesammenføring.
Dna-undersøgelser kan have alvorlige konsekvenser for retten til
privatliv i konventionens art. 17, og Danmark bør sikre, at sådanne undersøgelser
kun bruges, hvor det er nødvendigt og passende for at fast-slå det
slægtskab, som en opholdstilladelse baseres på. Komitéen bemærker videre,
at asylansøgeres mulighed for at bosætte sig i bestemte kommuner eller
i at flytte fra en kommune til en anden ofte begrænses. Komitéen bemærker
endelig, at asylansøgere har ret til juridisk bistand, men staten bør give
oplysning om, på hvilke stadier af sagsbehandlingen, denne bistand er tilgængelig,
og om den er gratis på alle stadier for dem, der ikke selv har kan
betale den.
Individuel klageadgang

HRC har ikke offentliggjort afgørelser i individuelle klager over Danmark
fra efteråret 1999 til slutningen af oktober 2000.
Komitéen for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (CESCR)
CESCR blev nedsat i 1987 af Det Økonomiske og Sociale Råd for at overvåge
overholdelsen af ICESCR. Komitéen indgår i en dialog med deltagerstaterne
for at sikre, at konventionen efterleves, og at rettighederne i konventionen
faktisk kan udnyttes af dem, de vedrører. Komitéen overvåger og
assisterer desuden deltagerstaterne, når de udarbejder nye retsregler. Deltagerstaterne
indsender periodiske rapporter til Komitéen, der så fremsætter
sine bemærkninger. Komitéen behandler endnu ikke individuelle klagesager,
men der arbejdes på en tillægsprotokol, der skal etablere en sådan individuel
klageadgang. Komitéen består af 18 eksperter.
Komitéen har ikke afgivet kommentarer om Danmark siden kommentarerne
til den tredje rapport fra 1999. Det vides ikke på nuværende tidspunkt,
hvornår den næste danske rapport indleveres.
Siden sidst
Status 1999 s. 95
I sine kommentarer af 12. maj 1999 til Danmarks tredje rapport foreslog
Komitéen bl.a., at Danmark inkorporerer ICESCR i dansk ret. Dette er endnu
ikke sket, men et udvalg under Justitsministeriet har siden sommeren
1999 arbejdet med bl.a. dette spørgsmål. Videre udtrykte Komitéen bekymring
over integrationslovens mulige diskriminerende indflydelse og påpegede,
at loven bør overvåges. Folketinget vedtog i januar 2000 en ændring
af integrationsloven, bl.a. således at introduktionsydelsen (integrationsydelsen)
blev hævet, så den nu svarer til de sociale ydelser, der udbetales i
almindelig kontanthjælp, jf. lov nr. 57 af 25. januar 2000, se også ovenfor s.
50 (Menneskerettigheder i Lovgivningsprocessen, afsnit 2.5) og s. 52 (Samme
kapitel og afsnit, Siden sidst - Integrationsloven). Reglerne om boligplacering
gælder derimod uændret.
Videre understregede Komitéen bl.a., at der ikke i praksis er ligeløn mellem
mænd og kvinder, og at kvinder har sværere ved at få høje stillinger. Efterfølgende
har regeringen i 1999 udpeget en minister for ligestilling, og Folketinget
har vedtaget en ny lov om ligestilling af kvinder og mænd, jf. lov
nr. 388 af 30. maj 2000, se også nedenfor s. 110 (dette afsnit, CEDAW). Udover
at fastsætte regler om forbud mod diskrimination på grund af køn
præciserer loven bl.a. offentlige myndigheders forpligtelser og opretter et
Internationale kontrolorganer
103

Internationale kontrolorganer
104
Ligestillingsnævn og et Videnscenter for ligestilling.
Komitéen kritiserede også, at offentligt ansatte lærere ikke har ret til at strejke.
Dette er uændret, se også ovenfor s.95 (Europarådets Sociale Komité, art.
6, stk. 4).
www.unhchr.ch/tbs/doc.nsf/MasterFrameView/14e23179777ab903802565a30053a
bee?Opendocument
Komitéen mod tortur (CAT)
Komitéen er nedsat i henhold til FN´s konvention om tortur og anden grusom,
umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf fra 1984.
Udover at Komitéen behandler klager fra en medlemsstat, der mener, at en
anden medlemsstat har krænket konventionen, behandler Komitéen også
klager fra enkeltpersoner over en medlemsstat. Endelig indsender medlemsstaterne
rapporter, hvori der redegøres for de enkelte staters foranstaltninger
for at gennemføre konventionen, og andre beretninger, som Komitéen
måtte bede om. Til disse rapporter fremsætter Komitéen derefter sine
bemærkninger. Komitéen består af 10 eksperter.
Komitéen har ikke offentliggjort bemærkninger vedrørende Danmark siden
kommentarerne til Danmarks tredje rapport, se umiddelbart nedenfor. Danmark
indleverede sin fjerde rapport til CAT den 4. august 2000. Det er ikke
på nuværende tidspunkt offentliggjort, hvornår Komitéens kommentarer
foreligger.
Siden sidst
Status 1999 s. 96
I sine kommentarer fra maj 1997 til Danmarks tredje rapport anbefalede
Komitéen, at Danmark inkorporerer FNs torturkonvention. Dette er endnu
ikke sket, men et udvalg under Justitsministeriet har siden sommeren 1999
arbejdet med bl.a. dette spørgsmål. Videre kritiserede Komitéen, at at der
ikke findes en bestemmelse mod tortur i dansk lovgivning, som indeholder
en definition af tortur i overensstemmelse med konventionens. Dette er fortsat
uændret.
Komitéen fandt den danske brug af isolationsfængsling bekymrende, både
under varetægtsfængsling og som disciplinærmiddel, og anbefalede, at
man helt stoppede brugen af isolation, især under varetægtsfængsel, eller at
man i det mindste fik klare lovregler om brugen, herunder om det maksi-

male tidsrum, man må sidde i isolation. Folketinget vedtog med lov nr. 429
af 31. maj 2000 en række ændringer af retsplejelovens regler om isolationsfængsling,
se også ovenfor s.38 (Menneskerettigheder i lovgivningsprocessen,
Siden sidst), s. 99 (Internationale Kontrolorganer, CPT) og s. 101 (Internationale
Kontrolorganer, HRC). Kriterierne for at isolere en varetægtsarrestent
blev bl.a. præciseret og skærpet. Der gælder dog fortsat ingen endelig
maksimal tidsgrænse for varetægtsfængsling i isolation. Herudover har
Rigsadvokaten fastsat en indberetningsordning, som pålægger politimestre
at indberette alle tilfælde, hvor en varetægtsfængsling varer mere end 3
måneder, til statsadvokaten. Ligeledes er der pligt til at forelægge alle tilfælde,
hvor varetægtsfængsling i isolation varer mere end 3 måneder, for Rigsadvokaten,
se Rigsadvokatmeddelelse nr. 3/1997, nu afløst af cirkulære nr.
11358 af 21. juni 2000.
Komitéen kritiserede også bl.a. politiets metoder i forbindelse med brugen
af politihunde ved demonstrationer. Politiets brug af hunde er senest reguleret
i cirkulære nr. 11046 af 29. december 1999 (kundgørelse om politihundetjeneste),
se også ovenfor s. 98 (Internationale Kontrolorganer, CPT) og s.
101 (Internationale Kontrolorganer, HRC). Her er der bl.a. fastsat regler om,
at det skal indberettes til politimesteren, når en politihund har været
anvendt til politihundeopgaver. Har en politihund været brugt til magtanvendelse
skal det dog straks indberettes til Rigspolitichefen. Cirkulæret
afløser kundgørelse II nr. 3 af 18. december 1991.
Herudover kritiserede Komitéen politiets behandling af varetægtsarrestanter
og stillede spørgsmålstegn ved, om arrestanters klager over politiet bliver
behandlet tilstrækkeligt uafhængigt. Reglerne i retsplejelovens kap. 93 b
om behandling af klager over politipersonalet er ikke ændret siden denne
kritik.
www.unhchr.ch/tbs/doc.nsf/MasterFrameView/14e23179777ab903802565a30053a
bee?Opendocument
Individuel klageadgang
FNs torturkonventions art. 3 - ikke krænkelse
Afgørelse af 10. maj 2000 (Comm. No. 143/1999)
Den ecuadorianske kvinde, SC, ankom til Danmark den 20. august 1998
med sine tre mindreårige børn. Ved ankomsten søgte SC asyl. Hun var i
Ecuador medlem af oppositionspartiet, PRE, der kæmper for fattige kvinders
rettigheder. SC hævdede, at hun på grund af det politiske arbejde flere
Internationale kontrolorganer
105

Internationale kontrolorganer
106
gange inden flugten til Danmark var blevet udsat for tortur af myndighederne
i Ecuador. I Danmark blev hendes asylansøgning imidlertid afvist
både af immigrationsmyndighederne, Flygtningenævnet og indenrigsministeren.
De danske myndigheder mente, at SCs forklaring om den påståede
tortur i Ecuador var så usammenhængende, at hun ikke i fornødent omfang
kunne godtgøre, at hun ved en hjemrejse til Ecuador ville udsættes for den
påståede mishandling eller tortur.
SC klagede i august 1999 til Komitéen og gjorde gældende, at Danmark
havde krænket hendes rettigheder efter konventionens art. 3, da hun ved en
hjemsendelse til Ecuador ville blive udsat for tortur. Art. 3 er den såkaldte
non-refoulement bestemmelse, hvorefter staterne ikke må udvise personer
til en stat, hvor der er væsentlig grund til at frygte, at personen vil blive
udsat for tortur. Komitéen anfører, at for at opnå beskyttelse efter art. 3, skal
flygtningen påvise, at han eller hun ved en hjemsendelse/ udvisning løber
en forudsigelig, reel og personlig risiko for at blive udsat for tortur. Konkret
mente Komitéen ikke, at SC kunne påvise en sådan risiko, hvorfor Danmarks
beslutning om at udvise hende til Ecuador ikke var en krænkelse af
art. 3. Danmark blev derfor frifundet.
Komitéen vedrørende afskaffelse af racediskrimination (CERD)
CERD-komitéen er nedsat i medfør af FNs Konvention om afskaffelse af alle
former for racediskrimination. Komitéen behandler klager fra enkeltpersoner
over en medlemsstat, ligesom den modtager rapporter fra medlemsstaterne,
hvori de redegør for de lovgivningsmæssige, administrative eller
andre foranstaltninger, de har foretaget for at leve op til konventionen. På
baggrund af disse rapporter, fremsætter komitéen sine bemærkninger.
Komitéen består af 18 eksperter.
Danmark skal indlevere sin 15. rapport til CERD-komitéen i januar 2001.
Kommentarer til Danmarks 14. rapport
Den 19. april 2000 offentliggjorde Komitéen sine bemærkninger til Danmarks
14. rapport. Her gennemgås de væsentligste kritikpunkter, idet
bemærkes, at enkelte punkter er gentagelser fra kommentarerne til Danmarks
13. rapport, se Status 1999 s. 97:
Komitéen anbefaler, at staten nøje overvåger gennemførelsen af integrationsloven
for at sikre, at den geografiske fordeling af udlændinge i landet
sker i overensstemmelse med lighedsprincippet og ikke fører til krænkelser
af udlændinges rettigheder i konventionen. Angående retten til bolig udta-

ler Komitéen bekymring over, at de benyttede kvoter til fordeling af fremmede,
kan have tilfældige og uretfærdige virkninger, og komitéen anbefaler
derfor, at man vedtager procedureregler for flygtninges og asylansøgeres ret
til bolig, der er i overensstemmelse med konventionens bestemmelser og
principper.
I forhold til art. 4 er Komitéen bekymret over racistiske og fremmedfjendtlige
grupperingers udbredelse af diskrimination og racehad. Især
Radio Oasen vækker bekymring. Radio Oasen er ejet af en ny-nazistisk forening,
som i 1997 fik fornyet sin radiolicens og modtager offentlig støtte.
Komitéen anbefaler, at foreninger og organisationer, der arbejder for og
ansporer til racediskrimination, gøres ulovlige. Videre bemærker Komitéen,
at et vist antal personer er blevet dømt for at have overtrådt straffelovens §
266 b (racisme-paragraffen), og Komitéen anbefaler i den forbindelse, at
strafferammen sættes i et rimeligt forhold til karakteren af den forbrydelse,
der er begået.
Hvad angår art. 5, er Komitéen især bekymret over arbejdsløsheden
blandt udlændinge og den vanskelige adgang til arbejdsmarkedet for medlemmer
af etniske minoriteter. Komitéen minder i den forbindelse om, at
selvom Danmark ikke er forpligtet til at give arbejdstilladelse til udenlandske
statsborgere, der bor i Danmark, har landet dog pligt til at garantere, at
udlændinge, der har fået arbejdstilladelse, ikke diskrimineres, når de søger
at komme ind på arbejdsmarkedet. Komitéen anbefaler, at Danmark med
effektive midler søger at nedbringe arbejdsløsheden blandt udlændinge og,
at man i højere grad søger at integrere etniske minoriteter i den offentlige
administration.
Komitéen bemærker, at konventionen endnu ikke er oversat til grønlandsk.
Videre anbefales det, at konventionen distribueres mere bredt, især blandt
minoritetsgrupper, embedsmænd, arbejdsgivere og fagforeninger for bedre
at gøre offentligheden bekendt med den individuelle klageadgang i art. 14.
www.unhchr.ch/tbs/doc.nsf/MasterFrameView/7e8d883438e9484d802568ac0059f
49d?Opendocument
Individuel klageadgang
CERD art. 6 - ikke krænkelse
Afgørelse af 10. maj 2000 (CERD/C/56/D/17/1999)
Klageren BJ er af iransk afstamning, men har boet i Danmark siden 1984 og
har dansk statsborgerskab. Den 1. februar 1997 blev BJ sammen med sin
bror og en gruppe venner nægtet adgang til et diskotek i Odense. Dørman-
Internationale kontrolorganer
107

Internationale kontrolorganer
108
den informerede BJ og gruppen om, at de blev nægtet adgang, fordi de var
“fremmede”. BJ henvendte sig næste dag på den lokale politistation og klagede
over racediskrimination, men vagthavende ville ikke modtage klagen
og fortalte BJ, at det var helt op til ejeren af diskoteket at fastsætte adgangskriterier.
BJ klagede derefter skriftligt til politiet, som afviste klagen. Herefter
klagede BJ til statsadvokaten, som indledte efterforskning.
Den 20. marts 1998 blev dørmanden ved byretten i Odense idømt en bøde
på 1.000 kr. for at have overtrådt § 1, stk. 2, i lov om forbud mod forskelsbehandling
på grund af race mv. Byretten nægtede dog BJ erstatning, fordi
retten ikke fandt, at krænkelsen var af en så alvorlig eller ydmygende karakter,
at den gjorde erstatning påkrævet. Heller ikke Østre Landsret fandt
grundlag for at tildele erstatning. Landsretten lagde i dommen vægt på, at
dørmanden på en venlig måde havde oplyst BJ og hans bror om, at de ikke
kunne komme ind på grund af diskotekets ordensreglement, fordi der allerede
var mere end 10 udlændinge indenfor. Under disse omstændigheder
fandt landsretten ikke, at krænkelsen af BJs ære var så alvorlig og ydmygende,
at den kunne begrunde erstatning efter erstatningsansvarslovens §
26, og BJ havde fået tilstrækkelig oprejsning gennem bødestraffen. BJ søgte,
men fik ikke, 3. instansbevilling til at anke sagen til Højesteret. (Østre
Landsrets dom er trykt i U 1999.920 Ø, se også Status 1999 s. 76)
Den 13. juli 1999 klagede BJ til Komitéen og gjorde gældende, at den danske
stat havde krænket hans ret til effektiv oprejsning efter konventionens art. 6
ved ikke at tildele ham erstatning. Den rent symbolske bøde, som byretten
idømte dørmanden, udgør således ikke en tilfredsstillende oprejsning eller
erstatning efter denne bestemmelse. Desuden har domstolene ikke overholdt
dansk ret ved at nægte erstatning i henhold til erstatningsansvarslovens
§ 26. Endelig gjorde BJ gældende, at Danmark havde krænket sine forpligtelser
efter art. 5 (f) ved at tillade diskoteket at nægte klageren adgang
på grund af race mv.
Danmark medgav, at klagen kunne antages til realitetsbehandling, men
gjorde gældende, at der ikke forelå en krænkelse af konventionen, da dommen
over dørmanden var tilstrækkelg oprejsning for BJ, og da der ikke efter
konventionen gælder et ubetinget krav om, at der skal udbetales erstatning
til ofre for diskrimination, hver gang der statueres krænkelse.
Komitéen fandt, at domfældelse og straf af gerningsmanden på den ene side,
og økonomisk erstatning til offeret på den anden side, udgør to forskellige,
retlige sanktioner, som fungerer forskelligt og har forskellige formål. Et offer
for racediskrimination har ikke altid et ubetinget krav på erstatning i til-

knytning til en straffedom. I henhold til konventionens art. 6 er det dog et
krav, at offerets erstatningskrav vurderes i den enkelte sag. At blive nægtet
adgang til et sted, der er beregnet for den almindelige offentlighed, alene på
grund af personens nationale eller etniske oprindelse, er en ydmygende
oplevelse, der efter Komitéens opfattelse kan begrunde økonomisk kompensation
og ikke altid blot kan udbedres ved, at krænkeren bliver straffet.
Som sagen var forelagt, fandt Komitéen ikke, at der forelå en krænkelse af
art. 6. Alligevel anbefalede man, at Danmark tager de nødvendige skridt til
at sikre, at ofre for diskrimination, som søger erstatning og genoprejsning i
henhold til art. 6, får deres krav behørigt behandlet, selvom diskriminationen
ikke har resulteret i fysisk skade, men ydmygelse eller lignende.
www.unhchr.ch/tbs/doc.nsf/MasterFrameView/29b496816d39da29c125693b0038
7a8e?Opendocument
CERD art. 6 - krænkelse
Afgørelse af 8. maj 2000 - (CERD/C/56/D/16/1999)
Den 16. juni 1998 opholdt klageren Kashif Ahmad sig sammen med sin bror
og en gruppe venner uden for et eksamenslokale på Avedøre Gymnasium.
Mens de ventede, bad en lærer dem om at gå. Da de nægtede, gik læreren
til gymnasiets rektor, som straks tilkaldte politiet. Rektor omtalte offentligt
Kashif Ahmad og hans bror som “en folk aber”. Da Kashif Ahmad fortalte
rektor, at han ville klage over den behandling, han havde fået, gav den
pågældende lærer udtryk for, at en sådan klage nok ikke ville føre til noget,
og at Kashif Ahmad og hans bror var “en flok aber”, som ikke kunne
udtrykke sig ordentligt.
I et brev af 25. juni 1998 oplyste Kashif Ahmads advokat rektor om, at det
anvendte udtryk udgjorde en krænkelse af straffelovens § 266 b (racismeparagraffen),
og bad om en forklaring og en undskyldning. Rektor svarede,
at Kashif Ahmad og hans bror havde været støjende uden for eksamenslokalerne,
men han benægtede ikke at have brugt de nævnte ord.
Advokaten indgav den 7. juli en anmeldelse til politiet i Hvidovre. I et brev
af 23. september 1998 oplyste politiet ham om, at man havde afhørt rektor
og den pågældende lærer, og konkluderede, at de anvendte udtryk ikke var
omfattet af straffelovens § 266 b, og at efterforskningen ville blive indstillet
i henhold til retsplejelovens § 749, stk. 2. Det blev videre anført, at udtrykket
skulle ses i lyset af en spændt situation. Efter politiets mening, skulle det
ikke forstås som fornærmende eller nedværdigende på grund af race, hudfarve,
national eller etnisk oprindelse, da det også kunne anvendes om per-
Internationale kontrolorganer
109

Internationale kontrolorganer
110
soner af dansk herkomst, som opførte sig, som Kashif Ahmad havde gjort.
I et brev af 1. oktober 1998 bad advokaten politiet om at indbringe sagen for
statsadvokaten. Den 30. november stadfæstede statsadvokaten politiets
beslutning.
Den 28. maj 1999 indklagede Kashif Ahmad den danske stat for Komitéen.
Han gjorde her gældende, at de nationale myndigheder ikke havde undersøgt
sagen tilstrækkeligt, og at han aldrig havde fået en undskyldning eller
tilstrækkelig oprejsning eller erstatning, hvorfor Danmark havde krænket
sine forpligtelser efter art. 2, stk. 1 (d), og art. 6. Staten gjorde heroverfor for
det første gældende, at sagen ikke kunne antages til realitetsbehandling, da
Kashif Ahmad ikke havde udtømt alle tilgængelige retsmidler i hjemlandet,
som krævet i konventionens art. 14 og procedurereglernes art. 91. For det
andet gjorde staten gældende, at der ikke var tale om en krænkelse af konventionen.
Komitéen fandt det bevist, at rektor og den pågældende lærer havde kaldt
Kashif Ahmad og hans gruppe for “aber”, og at han derved var blevet
offentligt fornærmet foran flere vidner, i hvert fald af rektor. Det kunne have
været klarlagt, om fornærmelsen var racistisk begrundet, hvis politiet ikke
havde standset efterforskningen som sket. Komitéen gav endvidere ikke
den danske stat medhold i, at de omhandlede udtryk ikke var omfattet af
straffelovens § 266 b, da danske domstole i flere sager faktisk har dømt for
brug af lignende udtryk. Da politiet ikke fortsatte efterforskningen, og da
statsadvokatens stadfæstelse heraf ikke kunne påklages, havde Danmark
nægtet Kashif Ahmad adgang til beskyttelse mod racediskrimination og
effektive retsmidler. Komitéen fandt videre, at Kashif Ahmad havde udtømt
alle tilgængelige retsmidler i hjemlandet, og at betingelserne for at realitetsbehandle
sagen derfor var opfyldt. Ud fra de foreliggende kendsgerninger
fandt Komitéen endelig, at der forelå en krænkelse af konventionens art. 6
og anbefalede Danmark at sikre, at politi og anklagemyndighed i tilstrækkelig
grad efterforsker anklager om episoder af racediskrimination, som
skal være strafbare i henhold til konventionens art. 4.
www.unhchr.ch/tbs/doc.nsf/MasterFrameView/f363487f33153646c1256914002cd
d48?Opendocument
Komitéen til afskaffelse af diskrimination mod kvinder (CEDAW)
CEDAW-komitéen blev nedsat i 1982 i medfør af FNs konvention om
afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder fra 1979. Den
overvåger overholdelsen af konventionen i de stater, der har ratificeret den.

Deltagerstaterne skal aflægge rapport for Komitéen som minimum hver
fjerde år og i øvrigt, når Komitéen beder om det. Komitéen består af 23 eksperter.
Komitéen har ikke offentliggjort bemærkninger vedrørende Danmark
siden kommentarerne til Danmarks tredje rapport, se umiddelbart nedenfor.
Danmark indleverede sin fjerde rapport til CEDAW-komitéen den 9.
januar 1997. Det er endnu ikke offentliggjort, hvornår Komitéens kommentarer
foreligger.
Siden sidst
Status 1999 s. 99
I sine kommentarer fra 1997 til Danmarks tredje rapport anbefalede Komitéen
bl.a., at Danmark fortsætter bestræbelserne på at mindske arbejdsløsheden
blandt kvinder generelt, herunder arbejder for en bedre fordeling af
de højtlønnede jobs, lige som man anbefalede at arbejde for at opnå ligeløn
for arbejde af samme værdi. Efterfølgende har regeringen i 1999 udpeget en
minister for ligestilling, og Folketinget har vedtaget en ny lov om ligestilling
af kvinder og mænd, jf. lov nr. 388 af 30. maj 2000, se også s. 103 (dette afsnit
- CESCR). Udover at fastsætte regler om forbud mod diskrimination på
grund af køn, præciserer loven bl.a. offentlige myndigheders forpligtelser
og opretter et Ligestillingsnævn og et Videnscenter for ligestilling. Komitéen
kritiserede også, at der ikke eksisterer en specifik lov om vold mod
kvinder. Dette er ikke ændret.
www.unhchr.ch/tbs/doc.nsf/MasterFrameView/4e594c96a4ca6b3c8025649d002e7c
5e?Opendocument
Individuel klageadgang
En ny valgfri tillægsprotokol til konventionen opretter et to-strenget klagesystem.
For det første kan Komitéen behandle individuelle klager over
overtrædelse af konventionen, og for det andet kan Komitéen iværksætte
undersøgelser om meget alvorlige og systematiske krænkelser. Denne funktion
kan deltagerstaterne dog vælge fra. Danmark ratificerede den valgfri
tillægsprotokol den 31. maj 2000. Tillægsprotokollen træder i kraft den 22.
december 2000.
Komitéen vedrørende Barnets rettigheder (CRC)
CRC er nedsat i medfør af FNs konvention om barnets rettigheder fra 1989.
Komitéen modtager løbende rapporter fra deltagerstaterne, hvori de redegør
for børns vilkår i landet og for de foranstaltninger, der er truffet for at
Internationale kontrolorganer
111

Internationale kontrolorganer
112
gennemføre konventionens bestemmelser. Komitéen fungerer ikke som
klageinstans og har kun kompetence til at påtale forhold i staterne, som den
finder er i uoverensstemmelse med konventionen. Komitéen består af 10
eksperter.
Danmarks anden rapport blev afgivet den 31. marts 2000. Der foreligger
endnu ingen konklusioner fra Komitéen.
Siden sidst
Status 1999 s. 100
I sine kommentarer til Danmarks tredje rapport fra januar 1995 anså Komitéen
det for væsentligt, at Danmark trækker sit forbehold tilbage i forhold
til børnekonventionens art. 40, stk. 2 (b) (v) om retten til at få prøvet et strafbart
forhold i to instanser. Forbeholdet gælder fortsat. Derimod har Danmark
nu ratificeret Haager-konventionen om børns beskyttelse og samarbejde
adoptionslandene imellem, som Komitéen ligeledes anbefalede, se
bekendtgørelse nr. 125 af 4. december 1997 af konvention af 29. maj 1993 om
beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner.
Komitéen udtrykte videre bl.a. bekymring over de problemer, der eksisterer
i forbindelse med seksuel udnyttelse af børn. Danmark har med lov nr. 441
af 31. maj 2000 gennemført flere ændringer af straffeloven bl.a. for at gøre
en styrket indsats mod seksuelt misbrug af børn og unge, se også ovenfor s.
27 (Menneskerettigheder i lovgivningsprocessen, afsnit 1.4). Loven ændrer
beregningen af forældelsesfristen ved seksuelt misbrug af børn og unge,
således at fristen først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor den unge fylder
18 år. Endvidere gør loven det strafbart at anvende børn og unge som
pornomodeller. Desuden hæves strafferammen for børnepornografi fra 6
måneders til 2 års fængsel, og videre udbredelse af børnepornografi, f.eks.
via Internettet, gøres strafbart. Det gøres tillige muligt at anvende retsplejelovens
regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden i sager om børnepornografi.
Specielt om børnearbejde anbefalede Komitéen, at Danmark ratificerer ILO
konvention nr. 138 vedrørende minimumsalder for ansættelse. Danmark
har i 1997 ratificeret denne konvention, se bekendtgørelse nr. 31 af 10. september
1998 af ILO-konvention nr. 138 af 26. juni 1973 om mindstealder for
adgang til beskæftigelse.

2000 - et år i overskrifter
Kriminelle asylansøgere på en øde ø
I kølvandet på en række episoder, hvor kriminelle asylansøgere blev grebet
i at lave kriminalitet, skabte indenrigsminister Karen Jespersen diskussion
ved at foreslå, at kriminelle asylansøgere skal placeres på en øde ø, mens
deres sager færdigbehandles. Især visse af landets mindre kommuner følte
sig, på grund af deres beliggenhed tæt ved asyllejre og andre opholdssteder
for asylsøgere, særlig udsatte for visse asylansøgeres kriminalitet.
Charter om menneskerettigheder i EU
Op til EU´s topmøde i Nice i december 2000 har oprettelsen af et EU-retligt
katalog over anerkendte menneskerettigheder været genstand for megen
diskussion. Det har bl.a. været diskuteret, om et sådant menneskerettighedscharter
skal være bindende, og eventuelle krænkelser dermed være
underlagt kontrol af EF-domstolen, eller måske af EMD. Eller om charteret
alene skal være en uforbindende hensigtserklæring, som den enkelte borger
ikke kan påberåbe sig direkte for en domstol. De europæiske statsledere
valgte at lave et charter, som ikke er juridisk bindende.
Udlændinge sættes i gabestok
I forbindelse med vedtagelsen af lov om dansk indfødsret i foråret valgte
Dansk Folkeparti at offentliggøre ansøgernes navne på partiets hjemmeside,
med tilføjelse af, om den enkelte ansøger har gæld til det offentlige eller er
tidligere straffet. Offentliggørelsen på internettet skete, hver gang Folketinget
behandlede et lovforslag om indfødsret. Dansk Folkeparti stillede straks
et ændringsforslag, som nævnte lovovertrædere og folk, der har gæld til det
offentlige, eller folk, der efter Dansk Folkepartis mening ikke taler godt nok
dansk, ved navn.
Maskeforbudet
Justitsminister Frank Jensens lovforslag om forbud mod maskering ved
demonstrationer blev kritiseret af menneskerettighedseksperter. Navnlig
blev det fremhævet, at forbudet vil kunne virke begrænsende på befolkningens
tilskyndelse til at ytre sig og forsamles. Forslaget blev ikke desto mindre
vedtaget med bred opbakning i Folketinget. Det skete især på baggrund
af gadeurolighederne på Nørrebro og det voldelige sammenstød mellem
aktivister og nazister i landsbyen Torup ved Randers i efteråret 1999, se også
s. 29.
2000 - et år i overskrifter
113

2000 - et år i overskrifter
114
Ændring af inseminationsloven stemt ned
Et bredt flertal i Folketinget stemte efter 2. behandlingen et forslag fra CDs
Yvonne Herløv Andersen ned. Forslaget gik ud på at afskaffe § 3 i lov om
kunstig befrugtning - bestemmelsen som forbyder kunstig befrugtning af
enlige og lesbiske. Nedstemningen af forslaget blev kritiseret, ikke mindst
af Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske, der gav udtryk for, at den manglende
lovændring udgjorde en grov diskrimination af folk på baggrund af
deres seksuelle orientering. For at komme uautoriserede inseminationer af
enlige til livs blev det samtidig vedtaget, at insemination udelukkende må
udføres af læger.
Unge i fængsel
Antallet af unge under 18 år, der sad varetægtsfængslet sammen med voksne,
steg voldsomt i løbet af årets første måneder. Flere organisationer anså
dette for at være et brud på FNs børnekonvention. Placeringen af de unge
lovovertrædere i fængslerne skyldes, at der er for få pladser til unge kriminelle
på sikrede døgninstitutioner. På den baggrund er dommerne stillet
over for to muligheder: De kan enten løslade eller fængsle de unge.
Boligforsøg afvist som diskriminerende
Både Boligministeriet og Justitsministeriet har afvist et forsøg på at mindske
koncentrationen af indvandrerfamilier i boligbyggerierne Rosenhøj og
Rundhøj i Århus. Boligbyggerierne ønskede i en fem-årig forsøgsperiode at
ændre udlejningsprincipperne sådan, at man bl.a. kunne give pendlere og
studerende fortrinsret til ledige lejligheder og dermed mindske tilstrømningen
af indvandrerfamilier, se også s. 50. Men de konkrete forsøg blev ikke
accepteret med den begrundelse, at ordningerne var diskriminerende.
Regeringens udlændingepakke
Regeringen blev mødt med massiv kritik i forbindelse med ændringer i
udlændingeloven. Hårdest var kritikken af regeringens forsøg på at komme
tvangsægteskaber til livs. I et forsøg på at forhindre, at unge indvandrere
bliver gift mod deres vilje, fastsætter nye regler en minimumsalder på 25 år
for familiesammenføring i forbindelse med ægteskab. Udover denne aldersgrænse
er familiesammenføringen betinget af, at ægteskabet skønnes at
være bygget på kærlighed og ikke tvang. Loven blev bl.a. kritiseret for at
ville medføre omfattende vilkårlighed, ligesom det blev fremført, at ordningen
indebærer en reel udhuling af familiesammenføringsreglernes
karakter af retskrav, se også s.45.

Tyrkisk retssag mod dansk kurder
Den 45-årige danske statsborger Sadik Ciftci blev den 3. august anholdt af
de tyrkiske myndigheder, da han var på vej hjem til Danmark fra ferie i Tyrkiet.
Ciftci blev efterfølgende stillet for retten i Tyrkiet, tiltalt for at have ydet
støtte til Kurdistans Arbejderparti, PKK. Ciftci hævder, at den tilståelse, som
tiltalen bygger på, blev fremkaldt ved, at han under afhøringerne i Tyrkiet
fik bind for øjnene og ikke fik lov til at sove i de første dage, han var fængslet.
Ciftci har nu trukket tilståelsen tilbage. Sagen er den anden af sin slags
inden for de seneste år og opstod efter, at den såkaldte Kemal Koc-sag mellem
Danmark og Tyrkiet blev afsluttet ved EMD i foråret 2000, se også s. 91.
Plads til islam
Debatten om en muslimsk begravelsesplads blev ført videre i 2000. Der bor
omkring 160.000 muslimer i Danmark, og alligevel er det ikke lykkedes at
anlægge en muslimsk begravelsesplads, så troende muslimer kan blive
begravet i Danmark, selvom de måske både er født og opvokset her. Der er
fortsat heller ikke givet grønt lys for at bygge en moské. Videre blev det i
årets løb påpeget, at mange offentlige danske institutioner, heriblandt
offentlige sygehuse, mangler bederum, hvor man kan bede og meditere. De
bederum der findes, er som regel fyldt med kors og andre kristne symboler,
noget der giver det voksende antal ikke-kristne dårlige muligheder for at
praktisere deres tro.
Rådgiver i god opførsel
Novo Nordisk blev den første virksomhed herhjemme, der tog initiativ til at
hyre en rådgiver, der primært tager sig af hensynet til menneskerettighederne.
Han skal som etisk rådgiver i Novo Nordisk sørge for, at virksomheden
opfører sig socialt ansvarligt og overholder menneskerettighederne i
alle koncern-led, både herhjemme og i de udenlandske datterselskaber.
Politiet får dna-register
Folketinget vedtog loven om et nyt dna-register, der giver politiet et register
over sigtede og dømte for alvorlige forbrydelser. Både uskyldige og mistænkte
bliver registreret i op til 10 år. Registret er blevet kritiseret i stærke
vendinger, ikke mindst fordi oprettelsen af registret synes at stride mod en
anbefaling fra Europarådet, der forbyder registrering af uskyldige, se Status
1999 s. 103. Se også s. 31.
Skærpede betingelser for dansk statsborgerskab
Betingelserne for at få dansk statsborgerskab for unge udlændinge, som har
boet her i landet i en årrække, blev skærpet i slutningen af 1999. Efter de nye
2000 - et år i overskrifter
115

2000 - et år i overskrifter
116
regler kan unge indvandrere mellem 18 og 23 år, som har begået kriminalitet,
ikke længere få dansk statsborgerskab ved at afgive en erklæring til
statsamtet. I stedet må disse unge søge statsborgerskab på den mere besværlige
måde gennem Folketinget lige som alle andre over aldersgrænsen.
ændringen var en reaktion på konkrete eksempler på, at unge kriminelle
udlændinge havde fået statsborgerskab i statsamtet, selvom de allerede var
dømt til udvisning, se også Status 1999 s. 103.
Øst-slavonere til Færøerne
Sagen om de øst-slavonske flygtninge, der gennem en årrække holdt sig
skjult i Danmark, sluttede, da Færøerne indvilligede i at modtage de slavonske
familier. De første slavonere landede således på Færøerne i juni
måned. Debatten om udsendelsen af slavonerne toppede i 1999 da sognepræsten
Leif Bork Hansen blev dømt for at organisere slavonernes illegale
ophold i Danmark, se også Status 1999 s. 104.
Ingen sag mod lejesoldat
I 1999 fortalte en dengang 26-årig dansk mand, at han havde deltaget i den
serbiske hærs krigsforbrydelser i Kosovo. På baggrund af interviewet blev
manden fængslet og sigtet for de omtalte forbrydelser. Landsretten løslog
imidlertid manden efter en måned i varetægtsfængsel. Efter at have undersøgt
sagen indgående fandt politiet nemlig ikke, at der forelå beviser, som
var stærke nok til at få manden domfældt, og tiltalen blev derfor frafaldet. I
år blev lejesoldatens krav på erstatning for den uberettigede fængsling
afvist, da han selv havde været skyld i fængslingen, ved i et avis-interview
at fortælle, at han som lejesoldat havde slået civile ihjel, se også Status 1999
s. 105.
Forbudet mod tørklæder
Debatten om muslimske ansattes brug af tørklæder blussede op igen, da
Magasin i Østre Landsret i august blev dømt for indirekte diskrimination.
Den konkrete sag opstod, da Magasin i Odense bortviste en muslimsk pige,
der nægtede at smide sit tørklæde under et erhvervsophold i stormagasinet.
Allerede i sommeren 1999 kom det frem, at flere private virksomheder, herunder
FDB, har interne retningslinier om ikke at ansætte muslimske kvinder,
der bærer tørklæde, se Status 1999 s. 106. Efter dommen meddelte FDB,
at man ikke har i sinde at rette sig efter dommen, men fortsat vil opretholde
et forbud mod, at de ansatte bærer tørklæder.

Forkortelser
CAT Komitéen mod tortur (1984)
CCPR Den Internationale Konvention om civile og politiske rettigheder
(1966)
CEDAW FNs Konvention til afskaffelse af diskrimination mod kvinder
(1979)
CERD FNs Konvention til afskaffelse af alle former for racediskrimination
(1965)
CESCR FNs Komité for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder
(1966)
CPT Den Europæiske Komité til forebyggelse af tortur og umenneskelig
eller nedværdigende behandling eller straf (1987)
CRC FNs Konvention vedrørende Barnets Rettigheder (1989)
DCMR Det Danske Center for Menneskerettigheder
ECRI Den Europæiske Komité imod Racisme og Intolerance (1994)
ECSR Europarådets Sociale Komité (1961)
EKT Den Europæiske Konvention til forebyggelse af tortur og
umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf
(1987)
EMD Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (1950)
EMK Den Europæiske Menneskerettighedskommission (1950)
EMRK Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (1950)
EPDK Europarådets Persondatabeskyttelseskonvention (1981)
FK FNs konvention om flygtninges retsstilling (1951)
FOB Folketingets Ombudsmands Beretning
H Højesteretsafgørelse
HRC FNs Menneskerettighedskomité (1977)
ICESCR Den Internationale Konvention om økonomiske, sociale og
kulturelle rettigheder (1966)
ILO International Labour Organisation
NGO Non Governmental Organization
NS Ugeskrift for Retsvæsen, NyhedsService
U Ugeskrift for Retsvæsen
Forkortelser
117

Forkortelser
118
UNHCHR FNs Højkommissær for Menneskerettigheder
UNHCR FNs Flygtningehøjkommissær
V Vestre Landsretsafgørelse
Ø Østre Landsretsafgørelse

Stikordsregister
Aktindsigt, ret til S 34f
Arbejde, ret til S 94
Arbejdstager rettigheder S 97
Beboermaksimum i udlejningsboliger S 48ff
Beslaglæggelse S 25
Bevissikring S 25ff
Boligens ukrænkelighed S 62
Boligplacering, udlændinges (visitering) S 50f,103
Demente S 11,55ff
Effektive retsmidler, ret til S 14,108ff
Ekspropriation S 80
EU-Charter S 15,113
Europol S 40
Familie- / privatliv, ret til
S 9ff,18,22,26,31,33,35,37,39,47f,51,53,57f,62f,74ff, 86f
Familiens ret til social, juridisk og økonomisk beskyttelse S 96f
Familiesammenføring S 12,42,45ff,52f,102,114
Fiksering S 57
Fri bevægelighed, princip om S 54
Forsamlingsfrihed, ret til S 29f,83f
Forudsigelighed, krav om S 45ff,58,62f
Forvaring S 22f,79
Grønland S 19ff
Indgreb i meddelelseshemmeligheden S 27,112
Information, ret til S 97
Isolation S 11,38,67,99,102,104
Jugoslavien-tribunalet S 42f
Lighed for loven, ret til S 49
Lovhjemmel, krav om S 30f,58,63
Kollektive forhandlinger, ret til S 95
Kønsdiskrimination, S 14f,97,103,110
Maskeforbud S 10,29ff,113
Observation, grænseoverskridende S 35f,39
Offentlighed, krav om S 33ff
Organisering, ret til S 94f
Personlig frihed, indgreb i S 57
Politihunde, brug af S 98,105
Politirapporter, dokumentation af S 72
Proportionalitet, S 31f,35f
Stikordsregister
119

Stikordsregister
120
Psykiatrisk behandling S 38
Psykisk handicappede S 60
Psykofarmaka, behandling med S 56f
Racediskrimination S 14,49,85,100,106
Ransagning S 25,40,44f
Registre S 10,18,31ff,37,39f,115
Religionsfrihed S 13,63ff
Retfærdig rettergang, ret til S 13f,18,20ff,25,27,59,67ff,89ff
Retsbelæring, urigtig S 70
Rettergang inden rimelig tid ( lang sagsbehandlingstid), ret til
S 69,71,89ff
Rockerloven S 80,83
Schengen-konventionen S 35f,39f,43f,53f
Seksuel orientering, diskrimination på baggrund af S 114
Seksuelt misbrug af børn S 10,27f,68f,74,111f
Selvinkriminering, beskyttelse mod S 70
Social og sundhedsmæssig bistand, ret til S 96
Social tryghed, ret til S 95
Tidsubestemt frihedsberøvelse S 36
Straf med tilbagevirkende kraft, forbud mod S 27f,73f
To-instansprincip S 39,111
Tolkning S 23f
Tortur, forbud mod S 53,67,91,98f,104
“Tålt-ophold” S 42f
Tvangsbehandling S 56f
Tvangsfjernelse/ anbringelse af børn S 22,59f
Tørklæde, forbud mod S 116
Uafhængighed/ dommeres S 19,20f,25
Udvisning S 74ff
Udlændinge S 12f,42ff
Upartiskhed S 19,21,25,72
Varetægtsfængsling S 11
Videoafhøring S 68f
Ytringsfrihed S 29f,37,82f
Ældre personers ret til social beskyttelse, S 97

Domme og afgørelser
Byretsdom af 20. juni 2000 (Kriminalretten
i Glostrup - S 366/00)
(EMRK art. 6) s. 46
FOB 1999.350 (EMRK art. 8) s. 57
NS 1999/26/73 (EMRK art. 10) s. 54
NS 1999/26/74 (EMRK art. 6) s. 48
NS 1999/27/80 (EMRK art. 10) s. 54
NS 1999/35/91 (CERD) s. 56
NS 1999/36/93 (EMRK art. 8) s. 54
NS 1999/37/97 (EMRK art. 6) s. 48
NS 1999/41/109 (EMRK art. 6) s. 48
NS 2000/35/97 (EMRK art. 8) s. 49
NS 2000/35/99 (EMRK art. 8) s. 52
NS 2000/36/101 (EMRK art. 6 og
10) s. 47 og s. 54
NS 2000/38/107 (EMRK art. 3) s. 43
NS 2000/38/108 (EMRK art. 8) s. 48
U 1999.1549 H (EMRK art. 6) s. 48
U 1999.1636 H (EMRK art. 10) s. 54
U 1999.1675 Ø (EMRK art. 10) s. 54
U 1999.1798 H (EMRK art. 11) s. 55
U 1999.1809 H (CERD) s. 56
U 1999.1818 H (EMRK art. 8) s. 54
U 1999.1840 H (EMRK art. 8) s. 54
U 1999.1842 H (EMRK art. 8) s. 53
U 1999.1843 H (EMRK art. 6) s. 48
U 1999.1883 V (EMRK art. 8) s. 51
U 1999.1910 Ø (EMRK art. 10) s. 55
U 1999.2032 H (EMRK art. 8) s. 53
U 1999.2041 H (EMRK art. 6) s. 48
U 1999.2085 V (EMRK art. 3 og 8) s.
44 og s. 53
U 1999.2102 Ø (EMRK art. 6) s. 47
U 1999.2117 Ø (EMRK art. 6) s. 46
U 2000.186 H (EMRK art. 6) s. 47
U 2000.293 H (EMRK art. 8) s. 51
U 2000.307 H (EMRK art. 7 s. 48
U 2000.321 H (Andet) s. 56
U 2000.545/1 H (EMRK art. 8) s. 51
U 2000.545/2 H (EMRK art. 8) s. 51
U 2000.546 H (EMRK art. 8) s. 53
U 2000.627 H (EMRK art. 6) s. 46
U 2000.743 Ø (EMRK art. 8) s. 53
U 2000.765 H (EMRK art. 6) s. 45
U 2000.820 H (EMRK art. 8) s. 50
U 2000.822 H (EMRK art. 8) s. 50
U 2000.1005 Ø (EMRK art. 10) s. 54
U 2000.1196 H (EMRK art. 8) s. 52
U 2000.1201 H (EMRK art. 6) s. 45
U 2000.1260 V (CRC) s. 56
U 2000.1286 Ø (EMRK art. 6) s. 45
U 2000.1309 H (EMRK art. 6) s. 47
U 2000.1326 H (EMRK art. 6) s. 44
U 2000.1376 H (EMRK art. 8) s. 52
U 2000.1439 V (EMRK art. 8) s. 50
U 2000.1499 H (EMRK art. 8) s. 50
U 2000.1600 H (EMRK art. 8) s. 49
U 2000.1613 V (Andet) s. 56
U 2000.1627 V (EMRK art. 8) s. 49
U 2000.1632 Ø (EMRK art. 6) s. 44
U 2000.1685 H (EMRK art. 8) s. 49
U 2000.1687 H (EMRK art. 8) s. 49
U 2000.1751 H (EMRK art. 6) s. 44
U 2000.1894 Ø (EMRK art. 6) s. 47
U 2000.1912 Ø (EMRK art. 6) s. 44
Domsregister
121

Bilag
122
Bilag
EMRK
Konvention til beskyttelse af Menneskerettigheder
og Grundlæggende Frihedsrettigheder (1950)
Artikel 1
De høje kontraherende parter garanterer enhver person under deres jurisdiktion
de rettigheder og friheder, der angives i denne konventions afsnit I.
Artikel 2
Stk. 1. Ethvert menneskes ret til livet skal beskyttes ved lov. Ingen må forsætligt
berøves livet undtagen ved fuldbyrdelse af en dødsdom, afsagt af en
domstol i tilfælde, hvor der ved lov er fastsat dødsstraf for den pågældende
forbrydelse.
Stk. 2. Berøvelse af livet betragtes ikke som sket i modstrid med denne artikel,
når den er en følge af magtanvendelse, der ikke går ud over det absolut
nødvendige:
a) for at forsvare nogen mod ulovlig vold;
b) for at iværksætte en lovlig anholdelse eller forhindre flugt fra lovlig frihedsberøvelse;
c) for lovligt at undertrykke optøjer eller opstand.
Artikel 3
Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf.
Artikel 4
Stk. 1. Ingen må holdes i slaveri eller trældom.
Stk. 2. Ingen må pålægges at udføre tvangs- eller pligtarbejde.
Stk. 3. Ved anvendelse af denne artikel omfatter udtrykket »tvangs- eller
pligtarbejde« ikke:
a) arbejde, som sædvanligvis forlanges udført under frihedsberøvelse i
overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 5 i denne konvention, eller
under betinget løsladelse fra sådan frihedsberøvelse;
b) tjeneste af militær karakter eller, for så vidt angår personer, der er militærnægtere
af samvittighedsgrunde i lande, hvor dette anerkendes, tjeneste,
der erstatter tvungen militærtjeneste;
c) tjeneste, der pålægges i tilfælde af nødstilstand eller ulykker, der truer
samfundets eksistens eller velfærd;

d) arbejde eller tjeneste, der hører til de normale borgerpligter.
Artikel 5
Stk. 1. Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Ingen må berøves friheden
undtagen i følgende tilfælde og i overensstemmelse med den ved lov
foreskrevne fremgangsmåde:
a) lovlig frihedsberøvelse af en person efter domfældelse af en kompetent
domstol;
b) lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person for ikke at
efterkomme en domstols lovlige påbud eller for at sikre opfyldelsen af en
ved lov foreskrevet forpligtelse;
c) lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person med det formål
at stille ham for
den kompetente retlige myndighed, når der er begrundet mistanke om, at
han har begået en forbrydelse, eller rimelig grund til at anse det for nødvendigt
at hindre ham i at begå en forbrydelse eller i at flygte efter at have
begået en sådan;
d) frihedsberøvelse af en mindreårig ifølge lovlig afgørelse med det formål
at føre tilsyn med hans opdragelse eller lovlig frihedsberøvelse for at stille
ham for den kompetente retlige myndighed;
e) lovlig frihedsberøvelse af personer for at hindre spredning af smitsomme
sygdomme, af personer, der er sindssyge, alkoholikere, narkomaner eller
vagabonder;
f) lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person for at hindre
ham i uretmæssigt at trænge ind i landet eller af en person, mod hvem der
tages skridt til udvisning eller udlevering.
Stk. 2. Enhver, der anholdes, skal snarest muligt og på et sprog, som han forstår,
underrettes om grundene til anholdelsen og om enhver sigtelse mod
ham.
Stk. 3. Enhver, der anholdes eller frihedsberøves i henhold til bestemmelserne
i denne artikels stk. 1, litra c, skal ufortøvet stilles for en dommer eller
anden øvrighedsperson, der ved lov er bemyndiget til at udøve domsmyndighed,
og skal være berettiget til at få sin sag pådømt inden
for en rimelig frist, eller til at blive løsladt i afventning af rettergangen.
Løsladelsen kan gøres betinget af sikkerhed for, at den pågældende giver
møde under rettergangen.
Stk. 4. Enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller anden tilbageholdelse,
har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne hurtigt kan
træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen, og beordre ham løsladt,
hvis frihedsberøvelsen ikke er lovlig.
Bilag
123

Bilag
124
Stk. 5. Enhver, der har været anholdt eller frihedsberøvet i strid med
bestemmelserne i denne artikel, skal have ret til erstatning.
Artikel 6
Stk. 1. Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig
frist for en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, når
der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og
forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse.
Dommen skal afsiges i et offentligt møde, men pressen og offentligheden
kan udelukkes helt eller delvis fra retsforhandlingerne af hensyn til sædeligheden,
den offentlige orden eller den nationale sikkerhed i et demokratisk
samfund, når det kræves af hensynet til mindreårige eller til beskyttelse
af parternes privatliv, eller under særlige omstændigheder i det efter rettens
mening strengt nødvendige omfang, når offentlighed ville skade retfærdighedens
interesser.
Stk. 2. Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig,
indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven.
Stk. 3. Enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, skal mindst have ret
til følgende:
a) at blive underrettet snarest muligt, udførligt og på et sprog, som han forstår,
om indholdet af og årsagen til den sigtelse, der er rejst mod ham;
b) at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit forsvar;
c) at forsvare sig personligt eller ved bistand af en forsvarer, som han selv
har valgt, og, hvis han ikke har tilstrækkelige midler til at betale for juridisk
bistand, at modtage den uden betaling, når dette kræves i retfærdighedens
interesse;
d) at afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner og at få vidner for ham
tilsagt og afhørt på samme betingelser som vidner, der føres imod ham;
e) at få vederlagsfri bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller taler det
sprog, der anvendes i retten.
Artikel 7
Stk. 1. Ingen kan kendes skyldig i et strafbart forhold på grund af en handling
eller undladelse, der ikke udgjorde en forbrydelse efter national eller
international ret på det tidspunkt, da den blev begået. Der kan heller ikke
pålægges en strengere straf end den, der var anvendelig på det tidspunkt,
da lovovertrædelsen blev begået.
Stk. 2. Denne artikel er ikke til hinder for, at en person domfældes og straffes
for en handling eller undladelse, der på det tidspunkt, da den blev
begået, var en forbrydelse ifølge de af civiliserede nationer anerkendte
almindelige retsprincipper.

Artikel 8
Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin
korrespondance.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret,
medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et
demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige
tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse,
for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte
andres rettigheder og friheder.
Artikel 9
Stk. 1. Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed;
denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til enten
alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion
eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse
skikke.
Stk. 2. Frihed til at udøve sin religion eller tro skal kun kunne underkastes
sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et
demokratisk samfund af hensyn til den offentlige tryghed, for at beskytte
den offentlige orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte
andres rettigheder og friheder.
Artikel 10
Stk. 1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og
frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding
fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser. Denne artikel
forhindrer ikke stater i at kræve, at radio-, fjernsyns- eller filmforetagender
kun må drives i henhold til bevilling.
Stk. 2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar,
kan den underkastes sådanne formaliteter, betingelser, restriktioner eller
straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk
samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet
eller offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at
beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og
rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger,
eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.
Artikel 11
Stk. 1. Enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed,
herunder ret til at oprette og slutte sig til fagforeninger for at
beskytte sine interesser.
Bilag
125

Bilag
126
Stk. 2. Der må ikke gøres andre indskrænkninger i udøvelsen af disse rettigheder
end sådanne, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et
demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige
tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden
eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
Denne artikel skal ikke forhindre, at der pålægges medlemmer af de væbnede
styrker, politiet eller statsadministrationen lovlige begrænsninger i
udøvelsen af disse rettigheder.
Artikel 12
Giftefærdige mænd og kvinder har ret til at indgå ægteskab og stifte familie
i overensstemmelse med de nationale love om udøvelsen af denne ret.
Artikel 13
Enhver, hvis rettigheder og friheder efter denne konvention er blevet krænket,
skal have adgang til effektive retsmidler herimod for en national myndighed,
uanset om krænkelsen er begået af personer, der handler i embeds
medfør.
Artikel 14
Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder skal
sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller
anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et
nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.
Artikel 15
Stk. 1. Under krig eller anden offentlig faretilstand, der truer nationens eksistens,
kan en Høj kontraherende Part træffe forholdsregler, der fraviger
dens forpligtelser ifølge denne konvention, i det omfang det er strengt
påkrævet af situationen, og forudsat at sådanne forholdsregler ikke er uforenelige
med dens andre forpligtelser ifølge folkeretten.
Stk. 2. Der kan ikke med hjemmel i denne bestemmelse gøres afvigelse fra
artikel 2, undtagen ved død som følge af lovlige krigshandlinger, eller fra
artiklerne 3, 4 stk. 1, og 7.
Stk. 3. Enhver stat, som benytter sig af denne ret til fravigelse, skal holde
Europarådets generalsekretær fuldt underrettet om de forholdsregler, som
den har taget, og om grundene dertil. Den skal også underrette Europarådets
generalsekretær, når sådanne forholdsregler er ophørt at virke, og konventionens
bestemmelser igen er fuldt ud i kraft.

Artikel 16
Intet i artiklerne 10, 11 og 14 må anses for at være til hinder for, at de Høje
kontraherende Parter fastsætter indskrænkninger i udlændinges politiske
virksomhed.
Artikel 17
Intet i denne konvention må fortolkes, som om den medførte ret for nogen
stat, gruppe eller person til at indlade sig på nogen virksomhed eller udføre
nogen handling, der tilsigter at tilintetgøre nogen af de heri nævnte rettigheder
og friheder, eller at begrænse dem i videre omfang, end der er hjemmel
for i konventionen.
Artikel 18
De indskrænkninger, som er tilladt efter denne konvention i de her nævnte
rettigheder og friheder, må ikke anvendes i nogen anden hensigt end den,
som de er foreskrevet for.
CCPR
Den internationale konvention om civile og politiske rettigheder (1966)
Artikel 14
1. Alle skal være lige for domstolene. Enhver skal ved afgørelsen vedrørende
en anklage mod ham for et strafbart forhold eller vedrørende hans rettigheder
og forpligtelse i et søgsmål være berettiget til retfærdig og offentlig
rettergang for en kompetent, uafhængig og upartisk domstol, der er
oprettet ved lov. Pressen og offentligheden kan udelukkes fra hele rettergangen
eller fra dele af denne af hensyn til sædeligheden, den offentlige
orden (ordre public) eller statens sikkerhed i et demokratisk samfund, eller i
det omfang retten finder absolut nødvendigt, når offentlighed på grund af
særlige omstændigheder ville skade retfærdighedens interesser; dog skal
enhver dom, der afsiges i en straffesag eller i et søgsmål offentliggøres, medminidre
hensynet til unge mennesker taler herimod, eller det drejer sig om
ægteskabssager eller sager om forældremyndighed eller værgemål for børn.
2. Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, har ret til at blive anset for
uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven.
3. Enhver skal ved afgørelsen af en anklage mod ham for et strafbart forhold
være berettiget til følgende minimumsgarantier i fuld lighed:
a) at blive underrettet ufortøvet og udførligt i et sprog, han forstår, om indholdet
af og årsagen til den anklage, der er rejst mod ham;
b) at få tilstrækkelig tid til og mulighed for at forberede sit forsvar og til at
Bilag
127

Bilag
128
stå i forbindelse med en advokat, han selv har valgt;
c) at få sin sag pådømt uden unødigt ophold;
d) at få sagen pådømt i sin nærværelse og at forsvare sig personligt eller ved
hjælp af en forsvarer, som han selv har valgt, at blive oplyst om sin ret til
juridisk bistand, såfremt han ikke allerede har en sådan bistand, og til at få
beskikket en forsvarer, når hensynet til retfærdigheden kræver det, og i så
fald uden udgift for ham, hvis han ikke har tilstrækkelige midler til at afholde
udgifterne herved;
e) at afhøre eller lade vidnerne imod ham afhøre og at få vidner i sin interesse
tilsagt og afhørt på samme betingelser som vidner imod ham;
f) at få gratis bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der
anvendes i retten;
g) ikke blive tvunget til at vidne imod sig selv eller erkende sig skyldig.
4. I sager mod unge mennesker skal rettergangen gennemføres under hensyntagen
til de pågældendes alder og ønskeligheden af at fremme deres resocialisering.
5. Enhver, der er domfældt for en forbrydelse har ret til at få domfældelsen
og fastsættelsen af retsfølgen prøvet af en højere domstol i overensstemmelse
med loven.
6. Når en person ved endelig dom er domfældt for en strafbar handling, og
når hans dom senere er blevet omstødt, eller han er blevet benådet som følge
af, at en ny eller nyopdaget omstændighed på afgørende måde viser, at
domfældelsen var fejlagtig, skal der tillægges den, som har udstået straf
som følge af en sådan domfældelse, erstatning efter loven, medmindre det
godtgøres, at det helt eller delvis kan tilskrives ham selv, at den ukendte
omstændighed ikke kom for dagen i rette tid.
7. Ingen må på ny tiltales eller straffes for en lovovertrædelse, for hvilken
han allerede er blevet endelig domfældt eller frifundet i overensstemmelse
med det enkelte lands lovgivning og strafferetspleje.
Europarådets Persondatabeskyttelseskonvention (EPDK)
Convention on the Protection of Individuals with Regard to
Automatic Processing Personal Data (1981)
Article 5
Quality of data
Personal data undergoing automatic processing shall be:
a) obtained and processed fairly and lawfully;
b) stored for specified and legitimate purposes and not used in a way
incompatible with those purposes;

c) adequate, relevant and not excessive in relation to the purposes for which
they are stored;
d) accurate and, where necessary, kept up to date;
e) preserved in a form which permits identification of the data subjects for
no longer than is required for the purpose for which those data are stored.
Article 6
Special categories of data
Personal data revealing racial origin, political opinions or religious or other
beliefs, as well as personal data concerning health or sexual life, may not be
processed automatically unless domestic law provides appropriate
safeguards. The same shall apply to personal data relating to criminal
convictions.
Article 7
Data security
Appropriate measures shall be taken for the protection of personal data
stored in automated data files against accidental or unauthorised
destruction or accidental loss as well as against unauthorised access,
alteration or disseminiation.
Article 8
Additional safeguards for the data subject
Any person shall be enabled:
a) to establish the existence of an automated personal data file, its main
purposes, as well as the identity and habitual residence or principal place of
buisiness of the countroller of the file;
b) to obtain at reasonable intervals and without excessive delay or expense
confirmation of whether personal data relating to him are stored in the
automated data file as well as communication to him of such data in an
intelligible form;
c) to obtain, as the case may be, rectification or erasure of such data if these
have been processed contrary to the provisions of domestic law giving effect
to the basic principles set out in Articles 5 and 6 of this Convention;
d) to have a remedy if a request for confirmation or, as the case may be,
communication, rectification or erasure as referred to in paragraphs b) and
c) of this Article is not complied with.
Bilag
129

Bilag
130
Article 9
Exceptions and restrictions
1. No exception to the provcisions of Articles 5, 6 and 8 of this Convention
shall be allowed except within the limits in this Article.
2. Derogation from the provisions of Article 5, 6 and 8 of this Convention
shall be allowed when such derogation is provided for by the law of the
Party and constitutes a necessary measure in a democratic society in the
interests of:
a) protecting State security, public safety, the monetary interests of the State
or the suppression of criminal offences;
b) protection of the data subject or the rigths and freedoms of others.
3. Restrictions on the exercise of the rights specified in Article 8, paragraphs
b), c) and d), may be provided by law with respect to automated personal
data files used for statistics or for scientific research purposes when there is
obviously no risk of an infringement of the privacy of the data subjects.
...
Article 12
Transborder flows of personal data and domestic law
1. The following provcisions shall apply to the transfer across national
borders, by whatever medium, of personal data undergoing automatic
processing or collected with a view to their being automatically processed.
2. A Party shall not, for the sole purpose of the protection of privacy, prohibit
or subject to special authorisation transborder flows of personal data going
to the territory of another Party.
3. Nevertheless, each Party shall be entitled to derogate from the provisions
of paragraph 2:
a) insofar as its legislation includes specific regulations for certain categories
of personal data or of automated personal data files, because of the nature
of those data or those files, except where the regulations of the other Party
provide an equivalent protection;
b) when the transfer is made from its territory to the terriroru of a non-
Contracting State through the intermediary of the territory of another Party,
in order to avoid such transfers resulting in circumvention of the legislation
of the Party referred to at the beginning of this paragraph.

FK
Konvention om flygtninges retsstilling (1951)
Artikel 1
Bestemmelse af udtrykket “flygtning”
A. For nærværende konventions formål skal udtrykket “flygtning” finde
anvendelse på enhver person, der:
1) i henhold til aftalerne af 12. maj 1926 og 30. juni 1928, konventionerne af
28. oktober 1933 og 10. februar 1938, protokollen af 14. september 1939 eller
den Internationale Flygtningeorganisations statutter er blevet betragtet som
flygtning; de af den Internationale Flygtningeorganisation i dennes virksomhedsperiode
trufne afgørelser om, at en person ikke kan anerkendes
som flygtning, skal ikke være til hinder for, at den pågældende, når han
opfylder de i dette afsnit under stk. 2 anførte betingelser, anerkendes som
flygtning;
2) som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion,
nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske
anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret,
og som ikke er i stand til - eller på grund af sådan frygt, ikke ønsker
- at søge dette lands beskyttelse; eller som ikke har nogen statsborgerret, og
befinder sig uden for det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke
er i stand til - eller på grund af sådan frygt ikke ønsker - at vende tilbage
dertil.
Med hensyn til en person, der har statsborgerret i mere end eet land, skal
udtrykket “det land, i hvilket han har statsborgerret” betyde hvert af de lande,
i hvilke han har statsborgerret. En person skal således ikke betragtes
som værende uden beskyttelse fra det land, i hvilket han har statsborgerret,
såfremt han uden gyldig grund, der udspringer af velbegrundet frygt, har
undladt at søge beskyttelse fra et af de lande, i hvilke han har statsborgerret.
(NB: Den tidsmæssige og geografiske begrænsning blev ophævet i tillægsprotokol
1967)
Artikel 2
Almindelige forpligtelser
Der påhviler enhver flygtning forpligtelser overfor det land, i hvilket han
befinder sig, herunder navnlig at han retter sig efter dets love og bestemmelser
såvel som efter foranstaltninger, truffet til opretholdelse af den
offentlige orden.
Bilag
131

Bilag
132
Artikel 3
Forskelsfri behandlign af flygtninge
De ontraherende stater skal anvende denne konventions bestemmelser på
flygtninge uden nogen forskel med hensyn til race, religion eller oprindelsesland.
Artikel 23
Offentlig understøttelse
Med hensyn til offentlig hjælp og understøttelse skal de kontraherende stater
indrømme flygtninge, der lovligt bor indenfor deres område, samme
behandling som deres egne statsborgere.
Artikel 26
Bevægelsesfrihed
Hver kontraherende stat skal indrømme flygtninge, der lovligt befinder sig
indenfor dens område, ret til at vælge deres opholdssted og til frit at bevæge
sig inden for dens område med forbehold af sådanne bestemmelser, som
under samme forhold måtte finde anvendelse på udlændinge i almindelighed.
Artikel 33
Forbud mod udvisning eller afvisning
1. Ingen kontraherende stat må på nogensomhelst måde udvise eller afvise
en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans liv eller frihed
ville være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold
til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser.
2. Nærværende bestemmelse kan dog ikke påberåbes af en flygtning, som
med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket
han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse
må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land.
CAT
Konvention om tortur og anden grusom, umenneskelig
eller nedværdigende behandling eller straf (1984)
Artikel 3
1. Ingen deltagende stat må udvise, tilbagelevere (“refoulere”), eller udlevere
en person til en anden stat, hvor der er vægtige grunde for at antage, at
han vil være i fare for at blive underkastet tortur.
2. Med henblik på at vurdere, om der foreligger sådanne grunde, skal de

kompetente myndigheder tage alle de relevante omstændigheder i betragtning,
herunder om der i den pågældende stat er et fast mønster af alvorlige,
åbenbare eller massive krænkelser af menneskerettigheder.
CERD
International konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination
(1965)
Artikel 1
I denne konvention betyderudtrykket “racediskrimination” enhver forskel,
udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling på grundlag af race, hudfarve,
afstamning eller national eller etnisk oprindelse, hvis formål eller virkning
er at ophæve eller svække den ligelige anerkendelse, nydelse eller
udøvelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på
det politiske, økonomiske, sociale, kulturelle eller et hvilket som helst andet
område af samfundslivet.
2. Denne konvention finder ikke anvendelse på sådan forskelsbehandlling,
udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling, som en i denne konvention
deltagende stat foretager mellem sine egne statsborgere og udlændinge.
3. Intet i denne konvention må fortolkes således, at det på nogen måde
berører deltagerstaternes lovgivning vedrørende nationalitet, statsborgerskab
eller naturalisation, forudsat at denne lovgivning ikke diskriminerer
nogen bestemt nationalitet.
4. Særlige foranstaltninger, der træffes med det ene formål at sikre tilfredsstillende
fremgang for visse racemæssige eller etniske grupper, der har
behov for den beskyttelse, som måtte være nødvendig for at sikre sådanne
grupper eller enkeltpersoner lige ret til at nyde eller udøve menneskerettigheder
og grundlæggende frihedsrettigheder, skal ikke anses for racediskrimination,
forudsat at disse foranstaltninger ikke medfører opretholdelse af
særskilte rettigheder for forskellige racegrupper, og forudsat at de kun
opretholdes, intil formålet med dem er opfyldt.
Artikel 4
Deltagerstaterne fordømmer al propaganda og alle organisationer, som bygger
på ideer eller teorier om overlegenhed hos en enkelt race eller en persongruppe
af en bestemt hudfarve eller etnisk oprindelse, eller som søger at
forsvare eller fremme nogen form for racehad og racediskrimination, og forpligter
sig til at træffe øjeblikkelige og positive foranstaltninger, der tager
sigte på at bekæmpe enhver tilskyndelse til eller udøvelse af sådan diskrimation,
og skal med dette formål for øje, under skyldig hensyntagen til de
Bilag
133

Bilag
134
i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne indeholdte principper og
til de i artikel 5 i denne konvention udtrykkeligt nævnte rettigheder, bl.a.
a) kriminalisere al udbredelse af ideer, der hviler på racemæssig overlegenhed
eller racehad, tilskyndelse til diskrimination og alle voldshandlinger
eller tilskyndelse til sådanne handlinger imod enhver race eller persongruppe
af anden hudfarve eller etnisk oprindelse samt ydelse af enhver
bistand til raceforfølgelser, heunder deres finansiering;
b) erklære ulovlige og forbyde organisationer samt organiseret og al anden
propagandavirksomhed, som fremmer og tilskynder til racediskrimination,
samt kriminalisere deltagelse i sådanne organisationer eller sådan virksomhed;
c) ikke tillade offentlige myndigehder eller institutioner under stat og kommune
at fremme eller tilskynde til racediskrimination.
Artikel 5
Til opfyldelse af de i artikel 2 i denne konvention fastsatte grundlæggende
forpligtelser påtager deltagerstaterne sig at forbyde og afskaffe alle former
for racediskrimination og at sikre ethvert menneskes ret til lighed for loven,
uanset race, hudfarve eller national eller etnisk oprindelse, især med hensyn
til nydelsen af følgende rettigheder:
a) retten til ligelig behandling for domstole og andre retsudøvende organer;
b) retten til personlig sikkerhed og til statens beskyttelse mod vold eller
legemsbeskadigelse, uanset om den tilføjes af personer, der virker i offentlig
tjeneste eller hverv, eller af nogen enkelteperson, gruppe eller institution;
c) politiske rettigheder, i særdeleshed retten til at deltage i valg - at stemme
og lade sig opstille til valg - på grundlag af almindelig og lige stemmeret, til
at deltage i landets styre samt i varetagelsen af offentlige anliggender på
ethvert plan og til lige adgang til offentlige hverv;
d) andre borgerlige rettigheder, i særdeleshed:
i) retten til frit at færdes og bosætte sig inden for statens grænser;
ii) retten til at forlade ethvert land, herunder sit hjemland, og til at vende
tilabge til sit hjemland,
iii) statsborgerret;
iv) retten til at indgå ægteskab og til valg af ægtefælle;
v) retten til at besidde ejendom, såvel alene som i fællesskab med andre;
vi) arveret
vii) tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed;
viii) menings- og ytringsfrihed;
ix) forsamlings- og foreningsfrihed med fredelige formål;
e) økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, i særdeleshed:
i) retten til arbejde, til frit valg af beskæftigelse, til rimelige og gunstige

arbejdsvilkår, til beskyttelse mod arbejdsløshed, til lige løn for lige arbejde
til en rimelig og gunstig aflønning;
ii) retten til at oprette og indmelde sig i fagforeninger;
iii) retten til bolig,
iv) retten til offentlige sundhedsforanstaltninger, lægebehandling, social
tryghed og sociale ydelser;
v) retten til uddannelse og oplæring;
vi) retten til ligelig deltagelse i kurlturel virksomhed;
f) adgang til alle for offentligheden bestemte steder og indretninger såsom
transportmidler, hoteller, restauranter, cafeer, teatre og parker.
Artikel 6
Deltagerstaterne skal gennem deres kompetente domstole og andre statsinstitutioner
sikre enhver person inden for deres juridiktion effektiv beskyttelse
og effektive retsmidler imod enhver racediskrimnerende handling,
som i modstid med denne konvention krænker hans menneskerettigheder
og grundlæggende frihedsrettigheder, samt ret til gennem sådanne domstole
at søge retfærdig og passende erstatning eller oprejsning for enhver
skade, han har lidt som følge af en sådan diskrimination.
ICESR
Den internationale konvention om økonomiske,
sociale og kulturelle rettigheder (1966)
Artikel 2
1. Enhver i denne konvention deltagende stat forpligter sig til såvel alene
som gennem international bistand og internationalt samarbejde, navnlig på
det økonomiske og tekniske område, i videst mulig udstrækning og ved alle
egnede midler, herunder især lovgivningsforanstaltninger, at træffe forholdsregler
med henblik på den fremadskridende fulde virkeliggørelse af
de i denne konvention vedtagne rettigheder.
2. De i denne konvention deltagende stater forpligter sig til at garantere, at
de i konventionen anførte rettigheder gennemføres uden forskelsbehandling
af nogen art i henseende til race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk
eller anden anskuelse, national eller social herkomst, formueforhold, fødsel
eller anden stilling.
3. Udviklingslande kan under behørig hensyntagen til menneskerettighederne
og deres samfundsøkonomi, selv afgøre, i hvilken udstrækning de i
forholdet til udlændinge vil garantere de i denne konvention anførte økonomiske
rettigheder.
Bilag
135

Bilag
136
Artikel 3
De i denne konvention deltagende stater forpligter sig til at sikre mænds og
kvinders lige ret til at nyde alle de i denne konvention anførte økonomiske,
sociale og kulturelle rettigheder.
Artikel 9
De i denne konvention deltagende stater anerkender ethvert menneskes ret
til social tryghed, herunder socialforsikring.
Artikel 10
De i denne konvention deltagende stater anerkender at:
1. Den størst mulige beskyttelse og bistand skal ydes familien, som er samfundets
naturlige og grundlæggende gruppeenhed, især til dens stiftelse, og
så længe den har forsørgerpligt over for børn under uddannelse. ægteskab
skal kun kunne indgås med de vordende ægtefællers frie samtykke.
2. Der skal ydes mødre særlig beskyttelse i et rimeligt tidsrum før og efter
fødslen. I dette tidsrum skal udearbejdende mødre have orlov med løn eller
orlov med passende socialforsik-ringsydelser.
3. Særlige forholdsregler skal tages med hensyn til beskyttelse af og bistand
til alle børn og unge uden nogen forskelsbehandling på grund af herkomst
eller andre forhold. Børn og unge skal beskyttes mod økonomisk og social
udnyttelse. Det skal være strafbart efter loven at beskæftige dem ved arbejde,
der er skadeligt for deres moral eller helbred, er livsfarligt eller må
påregnes at hæmme deres normale udvikling. Staterne bør endvidere fastsætte
aldersgrænser, under hvilke beskæftigelse af børn ved lønnet arbejde
skal være forbudt og strafbar efter loven.
Artikel 11
1. De i denne konvention deltagende stater anerkender ethvert menneskes
ret til en levefod, som er tilstrækkelig for vedkommende selv og vedkommendes
familie, herunder passende ernæring, beklædning og bolig og til
fortsat forbedring af vedkommendes levevilkår. De deltagende stater vil
træffe passende foranstaltninger til at sikre virkeliggørelsen af denne ret,
idet de anerkender, at internationalt samarbejde på frivilligt grundlag er af
væsentlig betydning i denne henseende.
2. De i denne konvention deltagende stater, som anerkender ethvert menneskes
grundlæggende ret til frihed for sult, skal hver især og gennem internationalt
samarbejde, træffe nødvendige foranstaltninger, herunder udarbejdelse
af konkrete planer til:
a) at forbedre metoderne til fremstilling, opbevaring og fordeling af fødevarer
gennem fuld udnyttelse af den tekniske og videnskabelige viden, gen-

nem udbredelse af kendskab til ernæringsprincipper og gennem udvikling
eller omformning af landbrugets metoder på en sådan måde, at der opnås
den mest effektive udvikling og udnyttelse af naturrigdommene;
b) at sikre en retfærdig fordeling af verdens fødevareforsyninger i forhold til
behov under hensyntagen til såvel fødevareimporterende som fødevareeksporterende
landes problemer.
FNs Konvention om Barnets Rettigheder (1989) (Uddrag)
Artikel 12
1. Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne
synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der
vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse
med dets alder og modenhed.
2. Med henblik herpå skal barnet især gives mulighed for at udtale sig i
enhver behandling ved dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed
af sager, der vedrører barnet, enten direkte eller gennem en repræsentant
eller et passende organ i overensstemmelse med de i national ret foreskrevne
fremgangsmåder.
ILO-konvention nr. 169 vedrørende Oprindelige
Folk og Stammefolk i Selvstændige Stater (1989)
Artikel 8
1. Ved anvendelse af nationale love og forskrifter over for de berørte folk
skal der tages behørigt hensyn til deres sædvaner og sædvaneretlige regler.
2. Disse folk skal have ret til at bevarer egne sædvaner og institutioner, hvor
disse ikke er i strid med grundlægggende rettigheder, som defineret i det
nationale retssystem, og med internationalt anerkendte menneskerettigheder.
Der skal oprettes procedurer, i det omfang det er nødvendigt, med henblik
på at løse konflikter, som måtte opstå i forbindelse med anvendelsen af
dette princip.
3. Ancendelsen af denne artikels stk. 1 og 2 skal ikke hindre medlemmer af
disse folk i at udøve rettigheder, som alel borgere har og i at påtage sig de
dertil svarende pligter.
Artikel 28
1. De pågældende folks børn skal, hvor det er praktisk muligt, lære at læse
og skrive på deres eget oprindelige sprog eller det sprog, der mest almindeligt
anvendes af den gruppe, som de tilhører. Såfremt dette ikke er muligt,
skal de kompetente myndigheder konsultere disse folk med henblik på at
Bilag
137

Bilag
138
vedtage foranstatlninger for at opfylde denne målsætning.
2. Der skal træffes foranstaltninger med henblik på at sikre, at disse folk
opnår mulighed for at kunne udtrykke sig flydende på det nationale sprog
eller et af landets officielle sprog.
3. Der skal træffes oranstatlninger med henblik på at bevare og fremme
udvikling og anvendelse af de pågældende oprindelige folks sprog.
Artikel 30
1. Regeringerne skal vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med de
pågældende folks traditioner og kulturer med henblik på at give dem kendskab
til deres rettigheder og forpligtelser, særlig med hensyn til arbejde,
økonomiske muligheder, uddannelse og sundhedsspørgsmål, social
velfærd og deres rettigheder i henhold til denne konvention.
2. Såfremt det er nødvendigt, skal dette ske ved hjælp af skriftlige oversættelser
og gennem anvendelse af massekommunikationsmidler på de pågældende
folks sprog.

Læs mere om menneskerettigheder
EU-ret & Menneskeret, tidsskrift. Jurist og Økonomforbundets Forlag,
København.
Kjærum m.fl., Grundloven og menneskerettigheder, København, Jurist- og Økonomforbundets
Forlag, 1997
Lorenzen, Rehof og Trier, Den Europæiske Menneskeretskonvention med kommentarer,
København, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1994
Udtalelser om menneskeretsspørgsmål I-III, København, Det Danske Center for
Menneskerettigheder, 1990, 1993, 1996
Nowak, UN Covenant on Civil and Political Rights, CCPR Commentary, Kehl
Am Rhein, N.P. Engel, 1993
Mennesker og rettigheter, nordisk tidsskrift. Scandinavian University Press,
Oslo.
Van Dijk, van Hoof, Theory and Practice of the European Convention on Human
Rights, Haag, Kluwer Law, 1998
Zahle, Henrik, Menneskerettigheder, Dansk Forfatningsret 3, København, Christian
Ejlers Forlag, 1997
www.menneskeret.dk
www.humanrights.dk
Læs mere om menneskerettigheder
139

Forord
140
Menneskeret i Danmark. Status 2000.
© Det Danske Center for Menneskerettigheder, 2000
Mekanisk, fotografisk eller anden form for gengivelse af
Status 2000 eller dele heraf kan ske med fuldstændig
kildeangivelse.
Tilrettelæggelse: Karen Hald
Redaktion: Claus Haagen-Jensen, Morten Kjærum (ansv.)
Forlagsredaktion: Klaus Slavensky
Layout: Carsten Schiøler
Produktion: Handy-Print A/S, Skive
Følgende har bidraget til rapporten:
Cand.jur. Eva Ersbøll
Stud.jur. Anders Henriksen
Cand.jur. Kim U. Kjær
Cand.jur. Morten Kjærum
Cand.jur., PhD, Ida Elisabeth Koch
Mag.art., lic.phil., Eva Maria Lassen
Stud.jur. Tine Lehmann
Cand.jur., PhD, Birgitte Kofod Olsen
Cand.jur. Rikke Schaumann
Bibliographic Information according to the
Huridocs Standard Format:
Title: Menneskeret i Danmark. Status 2000
Corporate Author: The Danich Centre for Human Rights
Personal Author: Hald, Karen
Index Termes: Human Rights / National Law /
Criminal Law / Aliens / Asylum Seekers Health /
Psychiatry / International Law
Printed in Denmark 2000 by
Handy-Print A/S, miljøcertificeret trykkeri, Skive
ISBN 87-90744-21-7