Status 2000

Forord
10
af lovgivningen, er, at de love, som skal give staten adgang til at gøre indgreb
i borgernes rettigheder, ikke er gode nok. Lovene er simpelthen ikke tilstrækkeligt
klare og præcise. Ofte overlader reglerne det til de administrative
myndigheder at afgøre sagerne på grundlag af et skøn, uden at det er
muligt for den enkelte at forudsige, indenfor hvilke rammer dette skøn skal
foretages. Det er især i forhold til indgreb i retten til privatliv og familieliv,
at reglerne bliver kritiseret for ikke at leve op til de grundlæggende krav,
som Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og praksis fra Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strassbourg stiller til sådanne
bestemmelser.
På det strafferetlige område er det også især forholdet til privatlivets fred,
der oftest volder problemer. Det har altid været en vanskelig balancegang at
foretage den rette afvejning mellem hensynet til efterforskningen på den
ene side og hensynet til den sigtede eller tiltalte på den anden side. I takt
med at der udvikles nye metoder til at foretage en stadig mere effektiv efterforskning,
bliver denne balance vanskeligere. Man risikerer en umærkelig
forskubbelse i retning af mere overvågning og mere registrering uden tilsvarende
vægt på personbeskyttelsen. Udover de allerede eksisterende
data-registre har politiet f.eks. i det sidste år fået mulighed for at søge oplysninger
i et nyt register over dna-profiler. Det kan da også være svært at se,
hvorfor man ikke skal benytte sig af de nye muligheder, når nu de er til stede.
Problemet er blot, at de stadig mere effektive metoder forøger risikoen
for, at den enkeltes rettigheder krænkes i konkrete tilfælde. Det nye dnaregister
indeholder f.eks. ikke blot dna-profiler over dømte forbrydere, men
også sigtede, som efterfølgende er blevet frifundet.
Derudover har det seneste års lovgivning inden for strafferetten været
kendetegnet ved, at man har villet bestemte typer af kriminalitet til livs. Der
er f.eks. vedtaget særlige bestemmelser i straffeloven mod forskellige former
for seksuelt misbrug af børn, bl.a. den, der finder sted ved spredningen
af pædofile billeder via Internettet. Et andet eksempel er, at man nu risikerer
at blive straffet, hvis man deltager i en demonstration med en maske,
hætte eller et tørklæde på hovedet. Bestemmelsen er indført for at forhindre
de episoder af vold og hærværk begået af uromagere iført elefanthuer, som
gennem de senere år er fulgt i hælene på i øvrigt lovlige demonstrationer.
Begge eksempler handler på hver sin måde om forbrydelser, som uden
diskussion er forkastelige, og som en bred del af befolkningen derfor tager
kraftigt afstand fra. Bagsiden ved sådanne punktvise tiltag er imidlertid, at
man i den gode sags tjeneste går til værks med relativt skrappe midler, som
ikke altid er afbalanceret i forhold til mere overordnede menneskerettigheds-
og retssikkerhedsgarantier. Den samme tendens ses på den civile ret-