Status 2000

omfanget af tvang og skjult medicinering, men der er ingen tvivl om, at det
foregår. Set fra et menneskeretligt synspunkt er dette uacceptabelt. Indgreb
i privatlivet og den personlige frihed kræver nemlig en klar lovhjemmel.
Der er derfor fortsat behov for regler om tvangsbehandling, herunder den
skjulte medicinering af patienter, der ikke er i stand til at give et samtykke.
Reglerne om fysisk tvang kan i visse tilfælde have en negativ virkning på
forbruget af psykofarmaka. At der mangler regler om brugen af psykofarmaka
er et problem i sig selv, men det bliver endnu mere problematisk
set i sammenhæng med, at de eksisterende regler om magtanvendelse stiller
strenge procedurekrav. Der er endvidere ikke adgang til at låse dørene i
plejeboligerne. Det kan derfor være svært at anvende tvang i praksis, f.eks.
over for demente, der konstant vil forlade plejehjemmet og vandrer
omkring uden at kunne tage vare på sig selv. Der opstår derfor risiko for,
at man i stedet forsøger at kontrollere de dementes adfærd med psykofarmaka.
Efter de nye regler i servicelovens § 109 c, er der nu hjemmel til at holde en
dement tilbage med magt, hvis det er absolut påkrævet for at afværge en
nærliggende risiko for, at vedkommende ved at forlade boligen udsætter sig
selv eller andre for at lide væsentlig personskade. Det er imidlertid ikke sikkert,
at dette vil hjælpe på konflikterne med personalet, som hidtil har måttet
nøjes med at forsøge at overtale den demente til ikke at forlade plejehjemmet.
Tværtimod må man forvente, at den demente i højere grad vil
modsætte sig korporligt, hvis der bliver brugt magt til at få vedkommende
tilbage til hjemmet, fordi svært demente i perioder kan blive bange eller
utrygge, hvis en person holder dem tilbage. På den baggrund kan der være
grund til påny at overveje at gøre det lovligt at installere kodelåse som en
muligt mere værdig løsning i stedet for et “medikamentelt sengeleje”, der
er et indgreb i den fysiske integritet og for så vidt også rejser spørgsmål om
frihedsberøvelse, jf. EMRKs art. 5.
Serviceloven indeholder også regler om, hvilke beskyttelsesmidler, der må
bruges ved fiksering, jf. § 109. Mod den dementes ønske må man således
ikke bruge andre beskyttelsesmidler end stofseler, heller ikke selv om andre
midler kan være nødvendige for at beskytte den demente. Det kan f.eks.
være en hjelm, som kan afbøde skader, hvis der er risiko for, at den demente
falder. Samtidig hedder det i vejledningen til serviceloven, at hvis personalet
undlader at forhindre selvdestruktiv adfærd ved at anvende beskyttelsesmidler,
vil det kunne udgøre brud på pligten til at undgå omsorgssvigt.
Sundhed og sociale forhold
57