Status 2000

Sundhed og sociale forhold
56
Det største problem for de demente er formentlig behandlingen med psykofarmaka
(nervemedicin). Flere undersøgelser viser, at mere end halvdelen
af plejehjemsbeboerne i lange perioder er blevet behandlet dagligt med
psykofarmaka, og at det ofte er sket for at korrigere deres adfærd eller for at
forsøge at disciplinere dem ad kemisk vej. Mange af patienterne har været
ude af stand til at kommunikere, og de har således ikke kunnet give et
såkaldt informeret samtykke til behandlingen.
Behandling af demente med psykofarmaka er problematisk på grund af de
alvorlige bivirkninger, den kan medføre. Bl.a. parkinsonisme, der kan føre
til, at gangfunktionen falder bort, og medicinsk fremkaldt hjerneskade, der
kan medføre ufrivillige bevægelser. Behandlingen kan altså i sig selv føre til
flere lidelser og mere forpinthed. I sådanne situationer kan behandlingen
være i strid med både EMRKs art. 3 og art. 8 og i visse tilfælde formentlig
også art. 5. Derudover strider en sådan behandling mod reglerne i den europæiske
konvention om Menneskerettigheder og Bioetik fra 1997, hvorefter
behandlingen skal være til den dementes direkte fordel.
Der er derfor behov for regler om, hvornår man må anvende psykofarmaka
for at kunne beskytte de demente i overensstemmelse med Danmarks konventionsmæssige
forpligtelser. Et udgangspunkt for sådanne regler kunne
være de amerikanske OBRA-regler, som har ført til, at forbruget af psykofarmaka
for demente er nedsat væsentligt i USA. Efter disse regler må plejehjemsbeboere
ikke behandles med psykofarmaka, hvis det sker af
bekvemmelighed eller et ønske om at disciplinere de demente, og psykosemedicin
må kun bruges ved psykose, og ikke for uro, rastløshed og omkringvandring.
Et andet væsentligt problem er, at hverken patientretsstillingsloven eller
serviceloven indeholder regler om tvangsbehandling, som ikke er akut. Ikke
desto mindre kan der i visse tilfælde være behov for at tvangsbehandle
inhabile demente, hvis de har lidelser, som i ubehandlet form udsætter
deres liv eller helbred for væsentlig fare. Problemet løses i praksis ved
såkaldt skjult medicinering, hvor medicinen gemmes i mad eller drikkevarer.
Men dette er reelt det samme som tvangsmedicinering, når det foregår
uden patientens accept. Der findes ingen lovhjemmel til en sådan behandling,
uanset om den kan være nødvendig for at undgå omsorgssvigt.
Reglerne om tvangsbehandling er vanskelige at overskue. Det er klart, at i
de akutte, livstruende situationer kan man altid behandle. Problemerne
opstår i de ikke-akutte situationer. Der er ikke lavet undersøgelser over