Status 2000

mod tre forsikringsselskaber ved retten i Skanderborg. Den 11. maj 1988
blev sagen udsat, da man afventede en ekspertudtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen
(AS). Denne udtalelse forelå den 17. januar 1990. Den 7. marts 1990
blev AS anmodet om at besvare yderligere spørgsmål. Disse svar forelå den
8. februar 1991. Den 22. februar 1991 anmodede Kurt Nielsen AS om en ekspertudtalelse
om, hvornår hans tilstand kunne forventes at være stationær.
Denne udtalelse forelå den 13. maj 1991. Fra maj 1991 til marts 1992 fulgte
forskellige skriftvekslinger mellem parterne. Den 11. marts 1992 anmodede
et af selskaberne om, at yderligere spørgsmål blev stillet til AS, hvorfor
byretten den 8. april 1992 udsatte sagen. Den 13. august 1992 blev sagen
igen udsat, da der endnu ikke var kommet svar fra AS. Kurt Nielsen kærede
denne udsættelsesbeslutning til Vestre Landsret, som den 1. oktober 1992
stadfæstede udsættelsen. Den 8. januar 1993 meddelte AS, at man ikke kunne
komme med yderligere udtalelser, da sagen nu var for gammel. Den 25.
januar 1995 kom sagen for byretten, og den 15. februar 1995 blev selskaberne
dømt til at betale 950.803 kr. plus renter til Kurt Nielsen. Selskaberne
ankede dommen til landsretten, som ved dom af 9. september 1996 stadfæstede
byrettens afgørelse.
Kurt Nielsen klagede til EMD og gjorde gældende, at den lange sagsbehandlingstid
var et brud på retten til en retfærdig rettergang inden en rimelig
frist efter EMRK art. 6. Domstolen lagde til grund, at det relevante tidsrum
strakte sig fra 26. februar 1988 til 9. september 1996, i alt 8 år 6 måneder
og 13 dage. I henhold til EMDs praksis skal tidsperiodens længde ses i
lyset af sagens kompleksitet samt klagers og de nationale myndigheders
handlemåde. I tilknytning hertil er det relevant, hvad der står på spil for klager
i sagen. Selvom sagen var en del kompliceret, kunne dette ikke forklare
en sagsbehandlingstid på over 8 år. Da sagen drejede sig om erstatning efter
en ulykke, der gjorde klager delvist lam, var der grund til yderligere omhu
fra de nationale myndigheders side. På trods af, at også klager anmodede
om nye oplysninger undervejs i sagen, gjorde hans handlemåde ikke alene,
at sagen trak ud i så mange år. Staten er ansvarlig for forsinkelser, der skyldes
langsommelighed hos organer, der, skønt de ikke er statslige, dog
udfører offentlige opgaver. Ligeledes fratager det ikke staten ansvaret efter
art. 6, at initiativet i civile sager ligger hos sagens parter og ikke hos retten.
I denne sag godkendte byretten alle anmodninger om udsættelse. Danmark
havde samlet set ikke redegjort fyldestgørende for i hvert fald en periode på
over 5 år og 9 måneder. På den baggrund var kravet om en rimelig frist ikke
overholdt, og der var sket krænkelse af art. 6. Domstolen tildelte Kurt Nielsen
70.000 kr. som kompensation.
Internationale kontrolorganer
89