Status 2000

Nationale kontrolorganer
78
blev udvist i 5 år. I overensstemmelse med T´s og anklagemyndighedens
samstemmende påstande for Højesteret blev T frifundet for udvisningspåstanden,
således at byrettens dom blev stadfæstet af Højesteret.
Krænkelse
U 2000.293 H
En nu 37-årig T, der tidligere var idømt nogle mindre bødestraffe og en
betinget dom uden straffastsættelse, blev for førstegangsbesiddelse med
henblik på videresalg af i alt 0,18 gram heroin idømt en tillægsstraf på hæfte
i 14 dage, jf. straffelovens § 89, mens det havde sit forblivende ved den
betingede dom. Efter T`s og anklagemyndighedens samstemmende påstande
for Højesteret blev T, der var indrejst her i landet i 1985 og ved byrettens
og landsrettens domme var blevet udvist, frifundet for udvisningspåstanden.
Krænkelse
U 1999.1883 V
T, der var født i 1971, blev for salg af 200-250 gram heroin straffet med en
tillægsstraf af fængsel i 1 år og 9 måneder. T var i 1976 kommet fra Tyrkiet
til Danmark og var i 1989 meddelt tidsubegrænset opholds- og arbejdstilladelse.
T var gift og havde en datter på 6 år, ligesom han havde forældre og
søskende i Danmark. En afvejning af den begåede kriminalitet med T´s tilknytning
til Danmark førte til, at udvisning burde udelades.
Ikke krænkelse
NS 2000/35/99
Ved en dom i oktober 1993 blev A, der var svensk statsborger, idømt fængsel
i 4 år samt udvist af Danmark for bestandig, og i december 1993 blev han
udsendt af landet. I november 1997 afslog Udlændingestyrelsen U en
ansøgning fra A om ophævelse af indrejseforbudet, og i april 1998 blev
afgørelsen stadfæstet af Indenrigsministeriet I. A indbragte afgørelsen for
domstolene, idet han gjorde gældende, at U´s og I´s afgørelser var ugyldige
og åbenbart urimelige og stred mod EMRK art. 8. A var født og opvokset i
Danmark, men havde fået svensk pas efter sin herboende far. Hans nu afdøde
mor havde været dansk statsborger, og hans tre nulevende søskende og
disses familier var alle danske statsborgere og bosat i Danmark. Hans ægtefælle
var nu dansk statsborger, og to af hans tre børn, der alle boede i Danmark,
var danske statsborgere. Landsretten og Højesteret fandt ikke grundlag
for at tilsidesætte I´s skøn, hvorefter der ikke for hans vedkommende
gjorde sig sådanne omstændigheder gældende, at der var grundlag for at
fravige den almindelige praksis. Højesteret bemærkede desuden, at der ikke