Status 2000

Nationale kontrolorganer
72
Ikke krænkelse
NS 2000/36/101 (se referat under art. 10, s. 82)
Ikke krænkelse
U 2000.1894 Ø
Strafansvar ikke forældet efter straffelovens § 94, stk. 5, 2. pkt., idet det ikke
kunne antages, at forfølgningen efter anklageskriftets indlevering havde
været standset på ubestemt tid. Fristen var brudt ved anklageskriftets indlevering.
EMRK art. 6, stk. 1 og stk. 3, litra d, fandtes ikke krænket trods
sagens varighed siden 1991. Byretten havde nedsat straffen fra udgangspunktet
3 år til 2 år. Landsretten fandt ikke grundlag for at nedsætte den
idømte straf.
Ikke krænkelse
U 2000.1309 H
En på gerningstidspunktet ustraffet 20-årig T blev idømt fængsel i 14 år for
voldtægt af en ham ubekendt kvinde, som han havde trukket ind i en port,
og for manddrab ved efter voldtægten at have slået, sparket og kvalt hende.
En påstand fra T´s forsvarer om ophævelse af nævningerettens dom og
hjemvisning til fornyet behandling blev ikke taget til følge. Forsvareren havde
henvist til, at T´s forklaring til politirapport var blevet dokumenteret
under domsforhandlingen, og at den polititjenestemand, der havde foretaget
den pågældende afhøring, under domsforhandlingen afgav vidneforklaring
om rapportens indhold og omstændighederne ved dens tilblivelse.
Desuden havde forsvareren henvist til, at spørgsmålet til nævningerne vedrørende
drabet var fejlagtigt udformet.
Ikke krænkelse
U 2000.186 H
I marts 1987 deltog landsdommer D i en afgørelse, hvorved Østre Landsret
stadfæstede byrettens afgørelse om varetægtsfængsling af A i medfør af retsplejelovens
§ 762, stk. 1, nr. 1 som sigtet for skattesvig. I maj 1987 deltog D
i en afgørelse om beslaglæggelse hos A. I 1993 opgav statsadvokaten påtale
mod A. Denne påstod sig herefter ved byretten tilkendt en meget betydelig
erstatning. Anklagemyndigheden påstod frifindelse, idet det bl.a. blev gjort
gældende, at A selv havde givet anledning til foranstaltningerne, jf. rpl. §
1018 a, stk. 3. Ved byrettens dom fik A alene tilkendt en mindre erstatning,
og A ankede dommen til Østre Landsret. Her blev sagen behandlet af en
afdeling, i hvilken D var retsformand. Den omstændighed, at D tidligere
havde deltaget i de nævnte afgørelser, medførte efter Højesterets opfattelse
ikke, at der med rette kunne rejses tvivl om D´s fuldstændige upartiskhed