Status 2000

Forord
14
steret har nu understreget, at den tiltalte bør have mulighed for selv at være
til stede i det tilstødende rum under afhøringen.
Herudover har bl.a. spørgsmålet om lang sagsbehandlingstid været
behandlet i et par af sagerne. I en byretsafgørelse er der endog givet erstatning
til en person, som blev frifundet i en færdselssag, fordi sagen tog for
lang tid. Så vidt vides er det første gang, de danske domstole begrunder en
afgørelse om erstatning til en frifundet i en straffesag alene med, at sagsbehandlingstiden
har været for lang.
De fleste af de sager, som Danmark har været involveret i, og som er
afsluttet i det sidste år ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol,
har også handlet om spørgsmålet om lang sagsbehandlingstid. I en dom fra
februar måned blev Danmark således dømt for at have krænket art. 6 på
dette punkt og til at betale en erstatning til den krænkede borger. Danmark
har senere indgået forlig i fire sager om det samme spørgsmål. I alle fire
sager har den danske stat indvilliget i at betale erstatning.
Danmark er i det hele taget blevet involveret i flere sager ved de internationale
organer, ikke blot ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol,
men også ved de komitéer, der behandler individuelle klagesager. I det forløbne
år er der således offentliggjort tre afgørelser i sager mod Danmark - to
fra FNs Racediskriminationskomité og én fra FNs Torturkomité. I én af
afgørelserne har Racediskriminationskomitéen fundet Danmark skyldig i at
have krænket racediskriminationskonventionen, fordi politiet havde undladt
at efterforske en anmeldelse om racediskrimination fra en herboende
person af udenlandsk afstamning. I lighed med en afgørelse fra 1999 fandt
Komitéen, at dette var ensbetydende med, at personen var blevet nægtet
den adgang til beskyttelse mod racediskrimination og effektive retsmidler,
som er fastsat i konventionen. I de to øvrige sager blev Danmark frifundet.
Både den kritiserende afgørelse fra Racediskriminationskomitéen og flere
af de generelle kommentarer fra de internationale organer om Danmark
må give anledning til at overveje, hvordan man kan indrette systemet, så det
i højere grad kan beskytte etniske grupper i Danmark mod diskrimination.
Ved sin underskrift på flere af de internationale konventioner har Danmark
således forpligtet sig til ikke blot at sørge for, at sager om diskrimination
retsforfølges og straffes, men tillige til at gøre en mere aktiv indsats for på
en bred front at bekæmpe diskriminationen.
Lov om ligestilling mellem kvinder og mænd, som blev vedtaget i maj
2000, er et eksempel på en lov, hvor sådanne mere aktive menneskeretlige
forpligtelser både er tænkt og skrevet ind i reglerne. Her har man ikke blot
udstedt forbud mod kønsdiskrimination og nedsat et Ligestillingsnævn til
at tage sig af klagerne, når forbudet overtrædes. Loven tager simpelthen