Status 2000

Sundhed og sociale forhold
58
Også servicelovens § 109 e om flytning af demente til særlige botilbud kan
give anledning til problemer. Bestemmelsen gælder formentlig både passive
og modvillige demente, og servicelovens regulering er dermed udtømmende
på området. I givet fald vil det betyde, at passive demente ikke længere
kan flyttes på plejehjem med værgens samtykke. Dette kan blive et problem,
fordi § 109 e’s betingelser er så stramme, at de næppe kan opfyldes af
en del af de passive demente, som man hidtil har kunnet flytte med værgens
samtykke.
Som et sidste problem i serviceloven kan nævnes § 67 a, hvorefter kommunen
eller amtskommunen skal yde hjælp til personer med nedsat psykisk
funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser, uanset om
der foreligger samtykke fra vedkommende. Bestemmelsen giver ikke hjemmel
til at anvende magt. Alligevel nævner vejledningen til serviceloven
nogle mindre indgribende, tvangsmæssige foranstaltninger, som kan finde
sted på grundlag af omsorgspligten, selvom den demente yder aktiv modstand.
Vejledningen er uklar på dette punkt, og der kan derfor være risiko
for, at problemerne søges løst ved ulovlig magtanvendelse.
Det er i øvrigt tvivlsomt, om bestemmelsen i lovens § 67 a lever op til kravene
i EMRKs art. 8 om lovhjemmel til indgreb i privatlivet. En sådan
lovhjemmel skal bl.a. opfylde et krav om forudsigelighed og ensartet retsanvendelse.
Det kan dog opveje nogle af betænkelighederne, hvis personligt
inhabile altid skal have en bistandsperson, der kan varetage deres anliggender.
Det er imidlertid ønskeligt, om bisidderkravet var kommet tydeligere
til udtryk i loven og/eller vejledningen.
Et mere overordnet problem er, at der ikke er lovgivet om, at plejehjemmene
skal have regelmæssigt besøg af en uafhængig tilsynsmyndighed. Der
kan i den forbindelse også peges på behovet for at rådgive plejepersonalet,
bl.a. om den rette demensbehandling, medicinering m.v.
Mange af de dementes problemer burde kunne klares ved i tide at tilbyde
de demente de rigtige rammer. Demente har behov for særlig pleje og
omsorg, som ofte kun kan gives på et plejehjem, der er hensigtsmæssigt indrettet
og har et uddannet og forstående personale. Når de demente enten
ikke får eller får utilstrækkelige eller skiftende plejehjemstilbud i årevis, bliver
både de og deres pårørende udsat for lidelser, som ikke stemmer med
det menneskeretlige krav om en værdig behandling. Der er derfor behov for
at sikre, at demente får de rigtige plejehjems- eller botilbud i tide.