Status 2000

Forord
12
kritik af, at det efter gældende dansk ret i visse tilfælde fortsat er lovligt at
fyre en ansat, hvis den pågældende ikke er medlem af et fagforbund, der
har indgået eksklusivaftale med arbejdsgiveren. Det traditionelle aftalesystem
på arbejdsmarkedet er indrettet således, at det enkelte individs rettigheder
i visse tilfælde må vige til fordel for fællesskabet, og der er en lang tradition
for, at lovgivningsmagten ikke blander sig i forhold, som arbejdsmarkedets
parter kan nå til enighed om. Udfordringen til såvel arbejdsmarkedet
som lovgiver på dette område må derfor være at finde frem til, hvordan
man med held kan flette et overordnet hensyn til den enkelte ind i aftalesystemet.
Igen i år er det imidlertid lovgivningen om udlændinge og flygtninge, som
scorer de laveste karakterer i forhold til den menneskeretlige respekt. Lige
som sidste år ligger den menneskeretlige beskyttelse på visse punkter af
dette område så tæt på det menneskeretlige minimum som muligt. ændringer
i udlændingelovens krav til familiesammenføring har f.eks. indført
yderligere stramninger på et område, som i forvejen var kritiseret for ikke
at leve op til Danmarks internationale forpligtelser. Sidste år blev det bl.a.
kritiseret, at udlændingeloven ikke skelner mellem tvangsægteskaber og
arrangerede ægteskaber, når unge, herboende udlændinge under 25 år nægtes
ret til familiesammenføring med en ægtefælle. Ikke desto mindre tilføjede
man i 2000 et krav om tilknytning til Danmark og et krav om, at unge
under 25 år nu kun kan få ægtefællesammenføring, hvis ægteskabet utvivlsomt
er indgået efter den herboendes eget ønske. Kriterierne for familiesammenføring
er i øvrigt blevet strammet, fordi - hævdes det - det fremmer
integrationen. Hvilket er stik imod holdningen bag det arbejde for at harmonisere
reglerne om familiesammenføring, som foregår i EU. Her anser
man nemlig familiesammenføring for at fremme integration.
Også på boligmarkedet er etniske minoritetsgruppers rettigheder blevet
indskrænket i 2000. Nye regler har gjort det lovligt for både private udlejere
og almene boligorganisationer at frasortere lejere udfra særlige kriterier
som f.eks. et beboermaksimum, der erfaringmæssigt vil føre til, at bestemte
befolkningsgrupper med mange familiemedlemmer bliver skubbet bagud i
boligkøen. Samtidig opererer man i integrationsloven fortsat med regler for
boligplacering af flygtninge, som nu i praksis har vist sig at indebære risiko
for, at den enkeltes ret til at bo sammen med en ægtefælle eller andre familiemedlemmer
bliver tilsidesat. Af de forhold vedrørende udlændinge, som
gav anledning til kritik i Status 1999, er det således kun den nedsatte introduktionsydelse
til udlændinge, der er omfattet af integrationsloven, som er
blevet ændret i positiv retning.
Et andet aspekt, som generelt vejer tungere for udlændinge end for den