Status 2000

Straf og retspleje
22
(c) En anklaget i en straffesag har efter EMRK art. 6, stk. 3 (a) ret til juridisk
bistand. Det må på grundlag heraf i hvert fald kræves, at den juridiske
bistand skal være effektiv, hvorved menes, at den pågældende forsvarer i
det mindste har relevant juridisk kundskab til brug for den konkrete sag og
kan udskille de faktiske omstændigheder, som er relevante for processen.
Efter den gældende grønlandske ordning opererer man ikke på dansk med
begrebet forsvarer, men begrebet bisidder. Som bisidder i kriminalsager ved
kredsretterne anvendes næsten udelukkende ikke-jurister, der som bibeskæftigelse
stiller deres bistand til rådighed fra sag til sag. Disse personer
indgår ikke i nogen organisatorisk sammenhæng og fik ikke tidligere nogen
form for juridisk undervisning, men var overladt til selv at skaffe sig viden
gennem praktisk erfaring. Advokater optræder i reglen kun som bisiddere
i kriminalsager, der er anket til Grønlands Landsret.
Denne ordning kan i visse tilfælde stride mod EMRK art. 6, stk. 3. Det gælder
især, hvis den anklagede er repræsenteret ved en ikke-jurist og anklagemyndigheden
ved en jurist eller ved en lokal politimand, som enten selv
har juridisk kendskab eller kan indhente den forud for processen. I disse
tilfælde vil der være risiko for, at forsvaret efter omstændighederne ikke vil
være effektivt.
Af Retsvæsenskommissionens Status Notat fra 1997, s. 3, fremgår, at man i
1997 havde gennemført mere uddannelse af bisiddere og tilvejebragt en
ordning med telefonrådgivning fra et advokatkontor i Nuuk, lige som bisiddere
nu kan få mere omfattende rådgivning fra en advokat i alvorlige
kriminalsager.
(d) Grønlændere, som er idømt forvaring, er igennem mange år sendt til
Danmark, hvor de er blevet anbragt ved Anstalten ved Herstedvester. Dette
kan imidlertid være i strid med retten til privatliv i EMRK art. 8. På baggrund
af praksis fra EMD og EMK må det nemlig antages, at frihedsberøvede
har ret til familieliv. Der gælder dog visse begrænsninger, som staten kan
fastsætte som nødvendige for f.eks. at forebygge uro eller forbrydelse, jf. art.
8, stk. 2. I et enkelt tilfælde har EMK således fundet, at en anbringelse fjernt
fra hjemegnen under særligt alvorlige omstændigheder kan være en krænkelse
af art. 8, se EMK 5712/17, X mod UK. Også praksis om tvangsfjernelse
af børn og udvisning viser, at stor fysisk afstand mellem forældre og børn
kan svække de familiemæssige bånd, så art. 8 krænkes, se f.eks. EMD 130
Olsson og EMD 138 Berrehab. Adskillelse af samlevende eller andre familiemedlemmer
kan formentlig på samme måde være en krænkelse.