Pædagogisk arbejde med Harry Potter - Folkeskolen

More documents

Recommendations

Info

Folkeskolen.dk august 2005 ©Mette Hansen - 14 - Harry fået anvist metoden til at overvinde Voldemort, nemlig at tilintetgøre de Horcrux’er, som Voldemort har bundet sin sjæl til, og på den måde gøre ham dødelig. Imidlertid er dette grundlæggende tema om kampen mellem liv/kærlighed og død/kynisk magt omgivet af en lang række dødsfald, som ganske vist sjældent er dødsfald af naturlige årsager. I Harry Potter-bøgerne dør langt de fleste folk ikke mæt af dage, men dramatisk og voldeligt. En undtagelse er Nicholas Flamel og hans kone. Nicholas Flamel var alkymist og producerede de vises sten og opnåede på den måde udødelighed. Da Voldemort kommer på sporet af stenen, vælger Flamel at tilintetgøre den. Dumbledore fortæller i den sammenhæng, at for så gamle mennesker som Flamel og konen (som v.hj.a. stenen har levet i adskillig hundrede år) er døden ikke så slem, ”det vil blot være som at lægge sig til at sove efter en meget, meget lang dag. Når alt kommer til alt, er døden blot endnu en stor opdagelsesrejse – hvis man har det rette sindelag” (bd. 1. kap. 17). Bortset herfra er døden er en alvorlig sag. Straks eleverne ankommer til Hogwarts, møder de Næsten Hovedløse Nick, som er et spøgelse. Næsten Hovedløse Nick tager sin død meget alvorligt: Man må ikke gøre nar af døden. Det gælder også spøgelset Hulkende Hulda, som huserer på pigetoilettet. Når eleverne taler til hende og glemmer at tage hensyn til at hun faktisk er død, bryder hun ud i hysterisk gråd. Deraf tilnavnet. Til gengæld har de døde en form for eksistens og i visse situationer afgørende betydning for de efterladte. Det første dødsfald vi hører om, er Harry Potters forældre, som er døde før vi overhovedet kommer ind i romanuniverset. Harry har ingen erindring om dem, men alligevel spiller de en central rolle i hans liv. For det første fordi moderen tilbød sit liv til gengæld for sit barns liv, da familien blev angrebet af Voldemort. Dette kærlighedsoffer har givet Harry en usynlig beskyttelse, som ikke engang Voldemort kan gennemskue. Harry får viden om dette i slutningen af første bind, hvor han efter konfrontationen med Voldemort befinder sig på sygeafdelingen for at komme til kræfter igen. Dumbledore fortæller ham om det på sygeafdelingen, hvor Harry kommer til kræfter oven på konfrontationen med Voldemort. Dumbledore siger: ”Din mor ofrede sit liv for dig. Hvis der er en ting, Voldemort ikke forstår, er det kærlighed. Det gik slet ikke op for ham, at din mors kærlighed til dig var så stærk, at den efterlod sit eget mærke. Ikke et ar, ikke et synligt mærke…at være elsket så højt, selv af en person, der ikke lever mere, giver os en evig beskyttelse mod det onde. Du har den under din hud.” (bd. 1, kap. 17) Så vidt den døde mors betydning. Hun beskytter mod det onde, men Harry havde jo også en far, hvad med ham? I begyndelsen af bind tre bliver Harry præsenteret for Dementorer. Disse væsner suger alt livslykke ud af folk, de kommer i nærheden af, og hvis de kan slippe af sted med det, giver de dig Dementorkysset, som suger sjælen ud af dig, og efterlader dig som en tom skal. For at beskytte sig mod disse uhyggelige væsner, skal man mestre en besværgelse, som hedder ’Expecto Patronum’. Denne besværgelse tager individuel form, og Harry Potters Patronusbesværgelse har form som en kronhjort. Harrys far kunne forvandle sig til en….ja, en kronhjort. Så Patronus-besværgelsen påkalder altså faderen som beskytter mod fortvivlelsen. Denne gang fortæller Dumbledore ham: ”Tror du virkelig, at vores afdøde kære nogensinde forlader os? Tror du ikke, at vi fornemmer deres nærhed stærkest i de allersværeste stunder? Din far lever i dig, Harry. Han giver sig stærkest til kende, når du virkelig behøver ham….Du mødte virkelig din far i nat, Harry…du mødte ham i dig selv”. (bd. 3, kap. 22) Faderen beskytter altså mod fortvivlelsen I fjerde bog, Harry Potter og Flammernes Pokal, dør en af Harry skolekammerater. Det sker i Harrys nærvær. Brat, kynisk og chokerende bliver han myrdet af en enkelt besværgelse, affyret som fra en pistol og med samme virkning. Det bliver beskrevet på denne måde: ”Cedric lå fladt på ryggen ved siden af. Han var død.” Kun tre ord: han var død, men sådan er døden også iflg. Joanne Rowling. Hun har udtalt, at det er meget bevidst at døden beskrives netop sådan som det opleves: Nu er der liv – nu er der ikke liv. Der er ingen blod eller kramper og forvredne ansigter som i splatterfilm, der er ingen stille opgiven af ånden med afgørende sidste ord på læberne PDF created with pdfFactory trial version www.pdffactory.com
Folkeskolen.dk august 2005 ©Mette Hansen - 15 - som i cowboyfilmenen. Der er ingen udfoldet dødens æstetik i Harry Potter-bøgerne. Døden beskrives som den er: Fravær af liv, pludselig og ubegribelig og uafvendelig. ”I et sekund, der varede en evighed, stirrede Harry på Cedrics ansigt, på hans vidtåbne grå øjne, der var tomme og udtryksløse som vinduer i et forladt hus, på hans mund, der var let åben som af overraskelse. Før Harrys sind kunne acceptere, hvad det var, han så, før han nåede at føle noget som helst andet end lammelse og vantro, greb nogen fat i ham og trak ham på benene.” I bøgerne følger vi nøje Harrys bearbejdelse af denne oplevelse. Fra hans mareridt, som genspiller dødsfaldet igen og igen, til vrede over, at nogen kan dræbe et andet menneske, blot fordi det står i vejen. Via den isolationsfølelse, som er så velbeskrevet, og som findes blandt unge, som oplever dødsfald - og det er statisktisk set 87% af hver årgang, som i løbet af deres barndom og ungdom oplever en jævnaldrenes død - til vrede over dødens realitet og til beslutsomhed om at bekæmpe dødens repræsentant, Voldemort med al den kraft han kan mestre. Det faktum, at Harry har set et andet menneske dø, bevirker, at han nu bliver i stand til at se ’Thestraler’. Thestraler er en slags heste med flagermusevinger, skeletagtige og med helt tomme øjne. De kan dresseres og bliver brugt til almindelige transport på Hogwarts. Blot er de usynlige for langt de fleste elever. Da Harry, som den eneste i sin sædvanlige kammeratskabsgruppe ser disse Thestraler, oplever han isolationsfølelsen forstærket, men opdager til gengæld at komme ind i et nyt fællesskab, nemlig af de, som kan se Thestralerne. Blandt dem er Luna Lovegood, som er en decideret særling – beskrevet som en typisk ’ene, men stærk’-personlighed, som rummer nogle kvaliteter, som Harry har brug for at lære at kende for at kunne klare opgaven, nemlig at stå alene, med en intakt personlighed. Lunas opfattelse af døden er markant. Hun beskriver, at hendes døde mor aldrig er langt væk fra hende, og at man kan kommunikere med de døde. Harry oplever altså, at isolationen fra et fællesskab blot kan betyde, at man kommer ind i et nyt fællesskab, som man under normale omstændigheder ikke ville have adgang til. Da Harrys Gudfar, Sirius Black, dør i kampen i Mysteriedepartementer i Ministeriet for Magi i slutningen af bind fem, sker det på samme måde, men denne gang reagerer Harry helt anderledes, fordi han selv føler sig – og delvis er – ansvarlig for dødsfaldet. Sirius’ død beskrives lige så kortfattet som Cedricks: ”Latteren var endnu ikke forsvundet fra hans ansigt, men hans øjne blev store af chok…Det tog Sirius et langt øjeblik at falde: Hans krop tegnede en elegant kurve, idet han sank baglæns gennem det lasede slør, der hang fra stenbuen” (To pass the veil er en engelsksproget eufemisme for at dø). Harrys reaktion på dette dødsfald er langt mere dramatisk og kompliceret. Han benægter det så længe som det er muligt, tillader ikke, at noget siger det højt og dermed bekræfter dødsfaldet. Umiddelbart efter optager han forfølgelsen af den kvinde, som myrdede Sirius. Han vil tage hævn. I blindt raseri bruger han sin tryllestav – for første gang i sit liv – for at gøre skade på et andet menneske. Det lykkes ham ikke: ”Du er nødt til at mene det. Potter! Du skal virkelig ønske at forårsage smerte – du skal nyde det – selvretfærdig vrede mærker jeg ikke længere”, siger hans modstander. At nyde andre menneskers smerte er ikke indenfor Harrys formåen. Han er kærlighedens barn og det godes repræsentant, og som sådan ikke i stand til bevidst, villet ondskab. Det betyder dog ikke, at han ikke indeholder negative og destruktive følelser. Hans reaktion på tabet af Sirius beskrives malende: ”Det var ikke til at bære. Han ville ikke tænke på det. Han kunne ikke holde det ud…der var et frygteligt hulrum inden i ham, som han hverken ønskede at mærke eller undersøge, et mørkt hul, hvor Sirius havde været, hvor Sirius var forsvundet”. Lidt senere: ”Skyldfølelsen vældede op og fyldte hele Harrys bryst som en monstrøs tyngende parasit, der vred og snoede sig. Harry kunne ikke holde det ud, han kunne ikke holde ud at være sig selv længere…han havde aldrig følt sig så fanget og fastlåst i sit eget hoved og sin krop. Aldrig havde han så inderligt ønsket, at han kunne være en anden, en hvilken som helst anden..” PDF created with pdfFactory trial version www.pdffactory.com
Page 1 and 2: Folkeskolen.dk august 2005 ©Mette
Page 13: Folkeskolen.dk august 2005 ©Mette
Page 21: Folkeskolen.dk august 2005 ©Mette

Pædagogisk arbejde med Harry Potter - Folkeskolen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?