Pædagogisk arbejde med Harry Potter - Folkeskolen

Folkeskolen.dk august 2005 ©Mette Hansen
- 20 -
”Alle sad tavse og stirrede op mod det store slot på tinden. Det tårnede sig op over dem, jo nærmere
de kom den anden bred. ”Så er det ned med ho’derne!” råbte Hagrid, da de første både nåede søens
fjerne klippebred. De skyndte sig alle at dukke sig, og de små både førte dem videre ind under en
tæt slyngplantebevoksning, der dækkede for en stor åbning i klippen. De gled videre gennem en
mørk tunnel, der syntes at føre dem ind under selve slottet. Endelig nåede de en underjordisk havn,
hvor de kunne stige i land….Så masede de sig op gennem en passage hugget ud i klippen og kunne
til sidst træde ud i den friske luft, der duftede af dugvådt græs. De stod nu ved foden af slottets
stentrappe…Hagrid hævede sin gigantiske næve og slog tre gange på slottets tunge dør.” (bd. 1. s.
112)
Den verden de er kommet til, bliver præsenteret for eleverne som den barske kostskole, og alligevel
varer det kun få dage, før Harry oplever, at bag den ubønhørlige hverdagsmoral, ligger en højere
moral gemt: Harry bliver provokeret til at sætte sig op på en kost og begynde at flyve, selvom eleverne
netop har fået besked på, at såfremt de begynder at flyve, vil de blive bortvist fra skolen øjeblikkeligt.
Harry flyver, bliver opdaget, og læreren henter ham op på til skolen, til hvad Harry tror
er udvisning af det himmerige, han netop har opdaget eksisterer. Læserne går den tunge gang sammen
med Harry, men oplever, at i stedet for at blive bortvist, bliver han sat på quidditch-holdet,
fordi det viser sig, at han er et naturtalent på en kost. Og ikke nok med, at han bliver belønnet fremfor
straffet, han får sin fædrene arv præsenteret: ”Din far ville være stolt”, får han at vide. Faderen
var selv en dygtig quidditch-spiller i sin skoletid.
Retfærdighed er således retfærdighed til en grænse, hvor mennesker går frem for reglerne, hvor
nåde går for ret.
Det er således en ganske spiselig kristelig moral, der gælder på Hogwarts og der er da efterhånden
også langt mellem de kristeligt kritiske røster, selvom bøgerne stadig er bandlyst på såvel skoler og
biblioteker og selvom bøgerne diskuteres på Vatikan-niveau med forskellig argumentation til forskellige
lejligheder.
Generelt har argumentationen for, at romanserien er kættersk, haft to sider.
For det første har man haft svært ved at acceptere at ondskaben er blevet kropsliggjort i Voldemortskikkelsen.
Det er en synspunkt, som man her i landet eksempelvis ville kunne høre Pinsekirken
eller Jehovas Vidner fremføre. I det verdensbillede er ondskaben en autonom skikkelse med selvstændig
vilje. Djævelen eksisterer og slås med Gud om vores liv og sjæl. Enhver omtale og beskæftigelse
sig med djævelen og al hans væsen vil derfor være at tilføre djævelen mere styrke og mere
magt. Ondskaben skal forties og således bekæmpes. Tanker og ord er handlinger, som er fyldt med
energi, så man skal være varsom med, hvad man taler om.
For det andet har man i konservative kristne kirker ikke kunnet forlige sig med den vilkårlige brug
af magi. Disse kristelige grupper mener, at det vil kunne få børn og unge til at opsøge okkulte, esoteriske
og sataniske samfund for at lære at bruge magi. Man argumenterer, at kraften er adskilt fra
autoriteten. Når Madam Pomfrey på Hogwarts sygeafdeling helbreder brækkede knogler med et
slag med tryllestaven, så er det hverken Guds eller Djævelens kræfter, der er i spil, men blot hendes
eget talent. Hun gør det, fordi hun helt tilfældigt er god til det, hendes talent går i den retning ligesom
andres går i retning af fodbold. Det er tilfældighed blandet med øvelse. Når farisærerne i evangelierne
anklager Jesus for at uddrive onde ånder med djævelske kræfter, så er det ofte fordi de ønsker
klarhed over, hvilke kræfter og hvilken autoritet, der ligger bag disse helbredelser. Er det Guds
eller Djævelens? Man anfægter således ikke, at der findes usædvanlige talenter, men det er kættersk
tankegang at anvende sine kræfter uden videre. Enten skal kraften komme fra Gud eller også skal
den i det mindste have Guds velsignelse.
Forftatteren har selv udtalt, på CNN 21. okt. 1999, at hun havde mødt talrige børn, som elskede
bøgerne, men som ikke selv ønskede at være troldmand. De allerfleste børn i Potter-alderen er udmærket
i stand til at skelne mellem fantasi og virkelighed.
PDF created with pdfFactory trial version www.pdffactory.com