Pædagogisk arbejde med Harry Potter - Folkeskolen
Pædagogisk arbejde med Harry Potter - Folkeskolen
Pædagogisk arbejde med Harry Potter - Folkeskolen
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Folkeskolen</strong>.dk august 2005 ©Mette Hansen<br />
- 1 -<br />
Det pædagogiske <strong>arbejde</strong> <strong>med</strong> <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong><br />
Udvalgte temaer behandlet ud fra de første seks bind i romanserien<br />
AF METTE HANSEN, lærer, cand. pæd.<br />
mette.hansen@nyka.dk<br />
<strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong> og De vises Sten (1997)<br />
<strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong> og Hemmelighedernes Kammer (1998)<br />
<strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong> og Fangen fra Azkaban (1999)<br />
<strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong> og Flammernes Pokal (2000)<br />
<strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong> og Fønixordenen (2003)<br />
<strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong> and the Half-Blood Prince (2005)<br />
<strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong> - en kort introduktion<br />
Bøgerne om <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong> er årtusindskiftets største børnebogssucces. Læsernes antal, forfatterens<br />
og forlagenes indtjening tælles i milliarder og ikke mange børn verden over er uvidende om, hvem<br />
<strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong> er.<br />
<strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong> er troldmandslærling. Han er magiker. Det betyder, at han har magiske evner og besidder<br />
en kraft, som kan udvirke magi. Men han er vokset op i en mugglerfamilie; og en muggler er det<br />
modsatte af en magiker, nemlig en person, som ikke besidder denne kraft.<br />
Som spædbarn bliver han anbragt på dørtrinnet hos sin moster og onkel, som er mugglere, efter<br />
hans forældre, som var magikere var blevet dræbt af Lord Voldemort, som også forsøgte at slå <strong>Harry</strong><br />
ihjel, men mislykkedes.<br />
På forunderlig vis kunne den stærkeste forbandelse ikke slå spædbarnet ihjel. Attentatet efterlader et<br />
markant ar i panden på <strong>Harry</strong>, formet som et lyn, der slår ned. Og det er romanseriens omdrejningspunkt:<br />
Hvordan kunne <strong>Harry</strong> overleve det voldsomme angreb? Og ikke nok <strong>med</strong> at han overlevede<br />
– han afvæbnede Voldemort, så denne Mørkets Herre mistede al sin kraft i mødet <strong>med</strong> spædbarnet.<br />
<strong>Harry</strong> tilbringer de første ti år af sit liv i elendighed hos sine muggler-slægtninge.<br />
Da han bliver 11 sker det afgørende, han bliver hentet til Hogwarts skole for magi og heksekunster<br />
for at blive oplært og uddannet i magiens mange fag og aspekter. Det magiske univers, som han er<br />
født i, henter ham tilbage, da han når den rette alder. Forstanderen på Hogwarts, Albus Dumbledore,<br />
beskytter <strong>Harry</strong> mod de onde kræfter og sørger for hans uddannelse.<br />
På skolen får <strong>Harry</strong> venner, Ron og Hermione, og sammen løser de mysterier, som kræver sammenhold<br />
og regelbrud. Det er således klassiske kostskole/detektiv-romaner, som blot foregår i et<br />
magisk univers.<br />
Hvert af de lovede syv bind i romanserien behandler et skoleår, for et klassisk engelsk kostskoleforløb<br />
varer syv år. I slutningen af hvert bind konfronteres <strong>Harry</strong> <strong>med</strong> Voldemort i en eller anden<br />
form, og forventeligt kan vi se frem til det endelige og ultimative opgør mellem de to i 7. og sidste<br />
bind. <strong>Harry</strong> har fundet ud af, at han er den udvalgte til at bekæmpe Voldemort og har taget opgaven<br />
på sig.<br />
PDF created with pdfFactory trial version www.pdffactory.com
<strong>Folkeskolen</strong>.dk august 2005 ©Mette Hansen<br />
- 2 -<br />
Didaktiske forudsætninger<br />
Der <strong>arbejde</strong>s <strong>med</strong> første bind i romanserien, ”<strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong> og de vises sten”. Resten af romanserien<br />
overlades til eleverne egen fornøjelse og læselyst.<br />
Bogen læses i fællesskab eller individuelt; den findes som lydbog og filmatiseringen er tilgængelig<br />
fra Undervisningsministeriets filmpakke nr. 7.<br />
Bøgerne om den unge troldmandslærling <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong> siges at være de bøger, der har fået en generation<br />
af bogfornægtere til at brænde for læsning. Bøgerne bliver slugt af en stor del af alverdens<br />
unge læsere, og der er dømt frivillig læsning forud i bogen, når handlingen for alvor tager fart.<br />
Bøgerne er lange, fra 300 til langt over 900 sider, og kun meget få børn fra zapper-generationen<br />
gnaver sig gennem 900 sider, <strong>med</strong>mindre det er værd at læse.<br />
Bøgerne har fans blandt stort set alle aldersgrupper, men det er især præpubertets-børn, der for alvor<br />
bliver <strong>Potter</strong>-fans. Den næste generation af <strong>Potter</strong>ianere er på vej, eftersom den generation, der voksede<br />
op <strong>med</strong> <strong>Potter</strong>, efterhånden er vokset ud af børnebøgerne. En del unge og voksne hænger dog<br />
på som hengivne og trofaste fans.<br />
Da vi præsenteres for <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong> er han 11 år, og for hvert bind i serien, der udkommer, bliver han<br />
et år ældre. Der mangler nu kun bind syv.<br />
For børn på mellemtrinnet inviterer bøgerne på et gensyn <strong>med</strong> den magiske fantasiverden, som den<br />
tidlige barndom var rig på, men som i forbindelse <strong>med</strong> puberteten hyppigt erstattes af en mere rationel<br />
tilgang til tilværelsens problemer. Det er hverdagsviden blandt lærere, at der som regel sker et<br />
fald i børns indbildningskraft i 12-14 års alderen. De leger mindre, og psykologer har antaget, at det<br />
er socialiseringen, som fortrænger fantasien til fordel for samfundets rationalitet. Det, som legen og<br />
fantasien rum<strong>med</strong>e, nemlig både en flugt fra virkeligheden og en indtrængen i og bearbejdning af<br />
virkeligheden, erstattes af en sproglig og rationel virkelighedsbearbejdning. Man kan mene, at det er<br />
et tab, for netop overgangen fra barneverdenen til voksenverdenen stiller store krav om ny erkendelse,<br />
ny selvforståelse og i det hele taget en nyorientering om virkeligheden. Alt det foretages af<br />
yngre børn netop gennem legen og fantasiens eventyrverden, hvor læseren sammen <strong>med</strong> helten<br />
gennemlever prøvelser og forhindringer for at nå frem til prinsessen og den lykkelige slutning.<br />
Som en klassisk udviklingsroman<br />
I <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong>-bøgerne gennemlever hovedpersonen også en udviklingsproces både på det ydre og<br />
indre plan. I eventyrets velkendte stil møder han prøvelser og fristelser, hjælpere og modstandere.<br />
Han må overvinde både uhyrer og egne grænser for at finde mod til at gå videre ad skæbnens vej.<br />
Og han må bryde <strong>med</strong> lov og orden for at gennemføre sit projekt, nemlig at komme til klarhed over,<br />
hvad han selv rummer af muligheder og i det hele taget finde sig selv. Læst sådan falder bøgerne<br />
hverken inden for den magiske eller fantastiske genre, men kan slet og ret læses som udviklingsroman,<br />
hvor hovedpersonen gradvist og ad snørklede veje kommer til klarhed over, hvilken rolle hans<br />
fortid og forældre spiller i hans tilværelse og hvilke muligheder fremtiden rummer, og der<strong>med</strong> en<br />
klarere erkendelse af det klassiske spørgsmål: Hvem er jeg?!<br />
Romanserien bør læses som en klassiske udviklingsroman, hvor identitetsudviklingen er det centrale.<br />
Til opbygningen af en moden identitet kræves en række karakterdannende træk, og <strong>Harry</strong><br />
<strong>Potter</strong>s karakter dannes blandt andet ved at foretage en lang række eksistentielle valg. Han lærer sig<br />
selv at kende gennem de personer, der kommer til at præge hans udvikling og gennem de konflikter<br />
han gennemlever. Ustandselig skubbes udviklingen frem af konflikter og problemstillinger, som<br />
han næppe er klar til, men som han presses ud i via historiens og handlingens inerti. Knap er han<br />
faldet til ro som quidditchspiller, før han skal besejre bjergtrolde, vandre i forbudte skove osv. ,<br />
frem til den endelig opgør <strong>med</strong> hans modstander, Voldemort, som kan fortolkes som hans egen indre<br />
modstander, hans skyggeside eller onde dobbeltgænger. At der under alle omstændigheder er en<br />
PDF created with pdfFactory trial version www.pdffactory.com
<strong>Folkeskolen</strong>.dk august 2005 ©Mette Hansen<br />
- 3 -<br />
nær og sær forbindelse mellem Voldemort og <strong>Harry</strong>, kommer man på sporet af allerede inden <strong>Harry</strong><br />
har sat sine ben på Hogwarts, nemlig da han skal købe sin tryllestav og ender <strong>med</strong> den såkaldte broderstav<br />
til den tryllestav, som i <strong>Harry</strong>s allertidligste barndom gav ham mærket i panden – arret efter<br />
Voldemorts tilintetgørelsesforsøg. Alle kampene og genvordighederne leder frem mod det ultimative<br />
opgør <strong>med</strong> Voldemort. Hvert enkelt af - til nu – udkomne seks bind er afsluttet <strong>med</strong> en form for<br />
konfrontation, hvor <strong>Harry</strong> har mødt Voldemort i en eller anden skikkelse, og hvor det har været<br />
nødvendigt for ham at mønstre alt hvad han besidder af evner, kræfter, mod og styrke samt hjælp<br />
fra venner og læremestre for at overvinde modstanderen. Indtil nu er det lykkedes. Han er sluppet<br />
godt fra mødet, og forventeligt kan vi se frem til den endelige styrkeprøve i slutningen af bind syv,<br />
hvor <strong>Harry</strong> gør sin uddannelse færdig og derefter træder ud fra Hogwarts’ beskyttende mure for,<br />
som færdiguddannet, at leve sit voksenliv som magiker.<br />
I sin bog ”Den magiske dimension” har Poul Ørum beskrevet kampene mod mørke, død og ondskab:<br />
”I de klassiske myter og folkeeventyr bliver ynglingen, der forlader hjemmet og drager fra<br />
barnelivet ud i verden, udsat for mere end en prøvelse. Den første er kampen mod det tilsyneladende<br />
uovervindelige uhyre, han støder på ved indgangen til voksenlivet, ofte i skikkelse af en menneskefortærende<br />
drage. Når den er overvundet, venter der ham nye farer langs vejen mod manddommen.<br />
Den fører gennem en underverden, hvor andre uhyrlige gespenster, dukket op fra mørket i<br />
hans ubevidste sjæl, venter på at overmande ham; og igen gælder det en kamp på liv og død.” Den<br />
udviklingsproces, som <strong>Harry</strong> gennemgår i bøgerne beskrives ofte som en alkymistisk proces, en<br />
individuationsproces, og bøgerne er da også fyldt <strong>med</strong> alkymistiske symboler.<br />
Romanserien foregår i et univers, der består af et hverdagsrealistisk mugglerunivers og et magisk<br />
univers, hvor gældende naturvidenskabelige regler og systemer er underlagt magiske systemer og<br />
regler. Konflikterne og problemerne, som skal løses, er billeder på de konflikter og problemer, som<br />
møder ethvert menneske i dets søgen efter sikker identitet, sikkert ståsted og svaret på spørgsmålet:<br />
Hvem er jeg?<br />
Der er således intet magisk ved <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong>. Han er en ganske almindelig identifikationsfigur i en<br />
ganske almindelig udviklingsroman, som ganske vist udspilles i et ganske urealistisk miljø, som er<br />
fantasistimulerende i sjælden grad. Til gengæld er han nærmest ideel som identifikationsfigur. Han<br />
føler sig – og er i begyndelsen – uelsket, isoleret, særpræget og usikker og famlende <strong>med</strong> hensyn til<br />
egne evner. Han lærer efterhånden at hente hjælp og finde sin plads i et socialt rum, men hans selvfølelse<br />
er lige så skrøbelig som ethvert andet pubertetsbarn.<br />
Når bøgerne er værd at beskæftige sig <strong>med</strong> i pædagogisk sammenhæng skyldes det bl.a. at de i<br />
sjælden høj grad er billedskabende og fantasistimulerende . Psykologer antager, at børn <strong>med</strong> et højt<br />
fantasiniveau, forestillingsevne og indbildningskraft har en bedre koncentrationsevne, en bedre evne<br />
til at klare stress, be<strong>arbejde</strong> angst og gennemleve konfliktfyldte situationer end børn, der ikke har en<br />
veludviklet fantasi. Endelig kan det tilføjes, at når man taler om empati i forbindelse <strong>med</strong> etisk udvikling,<br />
er fantasi en absolut forudsætning for, at man på et forestillingsplan overhovedet kan sætte<br />
sig i andres sted. Fantasi er således yderst værdifuldt for både liv og læring. Og når vi ved, at børn<br />
generelt holder op <strong>med</strong> at fabulere og fantasere ved indgangen til puberteten, er der al mulig grund<br />
til at være tilfreds <strong>med</strong>, at der skrives læseværdig litteratur, som – udover at være magisk og fantasifuld<br />
– også seriøst behandler væsentlige temaer af filosofisk og etisk karakter. Overvejelser om<br />
skæbne/vilje, godt/ondt, liv og død er reelle problemstillinger før, under og efter puberteten.<br />
Det praktiske <strong>arbejde</strong><br />
Udgangspunktet for <strong>arbejde</strong>t er en dramatisering af dele af kap. 15, ”Den forbudte skov”.<br />
I dette afsnit berøres centrale filosofiske problemstillinger, ondskab, død, skæbne og moral.<br />
PDF created with pdfFactory trial version www.pdffactory.com
<strong>Folkeskolen</strong>.dk august 2005 ©Mette Hansen<br />
- 4 -<br />
Baggrunden for episoden er, at <strong>Harry</strong> og to andre elever fra Hogwarts skal straffes for at have forbrudt<br />
sig mod skolens reglement om sengetider. De skal sammen <strong>med</strong> Hagrid, nøgleforvalter og<br />
halvkæmpe og dennes hund, Trofast, opspore og måske aflive en såret enhjørning. I skoven møder<br />
de kentaurerne og da de finder den sårede enhjørning opdager de, at en hætteklædt skikkelse drikker<br />
enhjørningens blod. Den hætteklædte skikkelse angriber <strong>Harry</strong>, som reddes ud af skoven af kentauren<br />
Firenze.<br />
Den forbudte skov - Et teaterstykke i syv billeder<br />
Rolleliste:<br />
Skoven , et passende antal træer<br />
Filch<br />
<strong>Harry</strong><br />
Neville<br />
Malfoy<br />
Hagrid<br />
Hermione<br />
Enhjørning<br />
Såret Enhjørning<br />
Trofast<br />
Voldemort<br />
Bane<br />
Firenze<br />
1.billede:<br />
Filch og børnene. Filch har en lygte i hånden. Det er nat.<br />
Filch: Følg mig! Nu tænker I jer nok om en ekstra gang, før I bryder skolens reglement igen, hva’?<br />
Åh, ja.. Hårdt <strong>arbejde</strong> og hårde straffe er efter min mening de bedste opdragelsesmetoder…. Det er<br />
bare en skam, at de gamle straffetraditioner er blevet afskaffet…..personligt ville jeg have foretrukket<br />
at hænge jer fra loftet ved håndleddene i et par dage….. Nå, kom så <strong>med</strong> jer og vov end ikke at<br />
tænke på at stikke af…Det bliver værst for jer selv, hvis I laver numre.<br />
De begiver sig ud i skoven<br />
2. billede:<br />
Et andet sted i skoven: En fredfyldt plet. Træerne kommer bærende på to enhjørninger, som herefter<br />
leger <strong>med</strong> hinanden og skoven. Sang: ”Blow the wind southerly…. Alt ånder fred og idyl, alt er<br />
trygt. Pludselig mærkes en forandring. Det er som om, en sky går for månen…det blæser op…alt og<br />
alle bliver frygtsomme...legen er forbi. De to enhjørninger vejrer fare og forsøger at skjule sig, men<br />
det er for sent….træerne har nok i sig selv og vender de stakkels dyr ryggen…<br />
En mørk skikkelse dukker op og stirrer på begge enhjørninger, der står som forstenet og lammet af<br />
frygt. Skikkelsen overfalder den ene enhjørning og skambider den, inden han flygter videre. Da<br />
skikkelsen er forsvundet prøver både den anden enhjørning og træerne at hjælpe den sårede enhjørning,<br />
men det er for sent: enhjørningen falder udmattet omkuld og forbløder langsomt, mens<br />
den slæber sig hen over skovbunden. Den bløder og efterlader sig tydelige blodspor (sølvblade)<br />
Den anden enhjørning bliver hos sin døende ven.<br />
PDF created with pdfFactory trial version www.pdffactory.com
<strong>Folkeskolen</strong>.dk august 2005 ©Mette Hansen<br />
- 5 -<br />
3.billede:<br />
Fortæller: Månen skinnede klart, men de forrevne skyer, der piskede over himlen, blev ved <strong>med</strong> at<br />
overskygge dens stråler. Forude kunne de se de oplyste vinduer fra Hagrids hus. Så hørtes et fjernt<br />
råb:<br />
Hagrid: Er det dig Filch? Skynd dig lidt...jeg vil gerne af sted <strong>med</strong> det samme<br />
Filch: Nu tror I nok, I skal ud på en fornøjelsestur <strong>med</strong> den dompap, ikke sandt? Men så kan I tro<br />
om igen… I skal en tur ind i skoven, og jeg tror ikke, I vender helskindede tilbage, hvis jeg skal<br />
være ærlig…<br />
Neville: Skoven?! Der kan vi da ikke gå ind om natten – der er alt muligt derinde…varulve, har jeg<br />
hørt…<br />
Filch: Det er meget muligt…Men det skulle I nok have tænkt over, før I begyndte at lave ballade,<br />
skulle I ikke?<br />
Hagrid og hans hund Trofast kommer børnene og Filch i møde. Trofast er glad for at se børnene.<br />
Børnene er glade for se både Hagrid og Trofast<br />
Hagrid: Det var på tide… Op <strong>med</strong> humøret alle sammen…<br />
Filch: Jeg ville ikke være så venlig over for dem, hvis jeg var dig…Det er jo meningen, at det her<br />
skal være en straf…..Jeg er tilbage ved daggry. Så henter jeg, hvad der er tilbage af jer.<br />
Filch går skadefro tilbage til Hogwarts.<br />
4.billede:<br />
Malfoy: Jeg gå ikke ind i den skov…<br />
Hagrid: Det bliver I nødt til, hvis I vil blive på Hogwarts. I har overtrådt reglerne, og nu må I betale<br />
for det… Hør nu godt efter….Hagrid bliver afbrudt af Trofast, som har fået færten af den døde enhjørning….Trofast<br />
gør for at fortælle om sit fund….. Alle følger efter Trofast…De finder blodspor<br />
fra den døde enhjørning…<br />
Hagrid: Kan I se, der ligger noget og skinner på jorden? Noget der ligner sølvstøv? Det er blod fra<br />
en enhjørning….Noget derinde har såret den….Vi må prøve at finde det stakkels dyr…<br />
Hermione: Måske bliver vi endda nødt til at gøre en ende på dets pinsler…<br />
Malfoy: Og hvad nu, hvis det, der har dræbt enhjørningen også ser os….<br />
Hagrid: Der er ikke noget i denne skov, der vil skade jer, så længe I er sammen <strong>med</strong> mig…hold jer<br />
til stien!<br />
Neville: Der er blodspor over det hele…<br />
<strong>Harry</strong>: Mon det er en varulv, der har dræbt enhjørningen?<br />
PDF created with pdfFactory trial version www.pdffactory.com
<strong>Folkeskolen</strong>.dk august 2005 ©Mette Hansen<br />
- 6 -<br />
Hermione: Nej, den er ikke hurtig nok til at fange den…Det er slet ikke så let at fange en enhjørning.<br />
De er magtfulde og magiske væsener…<br />
5. billede:<br />
De går videre ind i skoven, som bliver tættere og sværere at trænge igennem. Alle lægger mærke<br />
til, at blodpletterne på jorden og på bladene bliver større og større. <strong>Harry</strong> kigger gennem et gammelt<br />
egetræs knudrede grene og hvisker pludselig:<br />
<strong>Harry</strong>: Se!<br />
De får øje på den døde enhjørning. De lister nærmere. Trofast piber…De har aldrig i deres liv set<br />
noget så smukt… Ved siden af den døde enhjørning sidder dens sørgende ven….De vil knæle ved<br />
enhjørningen, men pludselig får lyden af knækkende kviste dem til at stivne…de flygter alle ind bag<br />
træerne – og får den levende enhjørning <strong>med</strong> sig… En hætteklædt skikkelse kommer til syne mellem<br />
træerne – som et lurende rovdyr på jagt efter bytte…alle holder vejret…den tilhyllede skikkelse<br />
sænker sit hoved over den døde enhjørning og begynder at drikke dens blod <strong>med</strong> en slubrende<br />
lyd… Neville besvimer…Hagrid forsøger at hjælpe…Trofast piber….Børnene tysser på ham….<br />
Skikkelsen løfter sit hoved og stirrer direkte på <strong>Harry</strong>. Skikkelsen bevæger sig frem mod <strong>Harry</strong> og<br />
de andre… Ingen kan røre en muskel af skræk…<br />
Så føles det, som om <strong>Harry</strong>s hoved bliver gennemboret af en frygtelig smerte….Det er som om hans<br />
ar brænder…<strong>Harry</strong> vakler baglæns… Nu høres lyden af galopperende hestehove …En kentauer<br />
stiller sig mellem <strong>Harry</strong> og skikkelsen… <strong>Harry</strong> falder på knæ på grund af smerten i arret….Da han<br />
ser op igen er den hætteklædte skikkelse forsvundet. Kentaueren som er ung og isabella-farvet ser<br />
på <strong>Harry</strong>..<br />
Kentaueren: Er du uskadt? Han hjælper <strong>Harry</strong> op<br />
<strong>Harry</strong>: Ja! Tak… Hvad var det for noget….?<br />
Kentaueren (til de øvrige) Han er <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong>, ikke sandt?<br />
Alle: Jo!<br />
Malfoy: Hvem er du?<br />
Kentaueren: Mit navn er Firenze.<br />
6.billede:<br />
Firenze knæler, for at <strong>Harry</strong> kan kravle op på dens ryg. Pludselig høres igen hovslag i skoven. En<br />
anden kentauer kommer brasende frem mellem træerne. Det er Bane. Han er sort og vild og tordner<br />
mod Firenze:<br />
Bane: Firenze! Hvad foretager du dig?! Du har et menneske siddende på ryggen! Har du da ingen<br />
skam i livet ? Er du måske et gement mulddyr?<br />
Firenze: Er du klar over, hvem det her er? Det er <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong>! Jo hurtigere han forlader skoven,<br />
desto bedre!<br />
PDF created with pdfFactory trial version www.pdffactory.com
<strong>Folkeskolen</strong>.dk august 2005 ©Mette Hansen<br />
- 7 -<br />
Bane rasende: Hvad har du fortalt ham? Husk på Firenze, at vi har svoret ikke at sætte os op imod<br />
himlens vilje… har du ikke læst planeternes bevægelser?<br />
Neville: Jeg er sikker på, at Firenze gjorde, hvad han mente var bedst…<br />
Bane endnu mere rasende: Hvad der var bedst!? Hvad har alt det her <strong>med</strong> os at gøre? Vi kentauere<br />
bekymrer os kun om det, som er forudsagt! Det er ikke vores opgave at rende omkring som æsler<br />
eller vildfarne mennesker i denne skov!<br />
Hagrid ligeså rasende: Kan du ikke se den enhjørning? Kan du ikke se, hvorfor den blev dræbt?<br />
Eller har planeterne ikke ladet dig det vide?<br />
Firenze: Jeg vil kæmpe mod alt, hvad der lurer af ondt i denne skov, Bane. Også hvis det betyder, at<br />
jeg skal bære et menneske på ryggen! Firenze forsvinder <strong>med</strong> <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong><br />
7.billede:<br />
De øvrige står tilbage. Et af træerne løfter den døde enhjørning op.<br />
1. Træ: Det er en forfærdelig forbrydelse at slå en enhjørning ihjel<br />
2. Træ: Kun én har intet at tabe og alt at vinde ved at begå en sådan forbrydelse<br />
3. Træ: Blodet fra enhjørningen kan holde dig i live, selv om du svæver på dødens rand.<br />
4. Træ: Men der er en frygtelig pris at betale: Den, der dræber en enhjørning, har dræbt noget<br />
uskyldsrent for at redde sig selv.<br />
5.Træ: Morderen vil kun vinde et halvt liv, en forbandet tilværelse fra det øjeblik, blodet berører<br />
hans læber<br />
Hermione: Men hvis man bliver forbandet til evig tid, er det da bedre at dø – er det ikke?<br />
6.Træ: Det er det – <strong>med</strong> mindre man blot ønsker at holde sig i live, indtil man kan drikke noget andet<br />
– noget, der vil bringe ægte udødelighed.<br />
Malfoy: Men hvem kan dog være så desperat?<br />
Hagrid: Kan du slet ikke komme i tanke om nogen, der tålmodigt har ventet i årevis på at genvinde<br />
sin kraft? En, som har klynget sig til livet i håb om en ny chance?..<br />
<strong>Harry</strong>: Mener du…..at det var Vol……<br />
Slut<br />
Med tilladelse fra Hartvig Dolberg, Musik- og Teaterhøjskolen, Toftlund.<br />
PDF created with pdfFactory trial version www.pdffactory.com
<strong>Folkeskolen</strong>.dk august 2005 ©Mette Hansen<br />
- 8 -<br />
Arbejdet rejser en række filosofiske temaer:<br />
Ondskab<br />
Hvad er ondt?<br />
Hvad er magt, kan mennesker have magt uden at blive onde?<br />
Døden<br />
Hvordan behandles død og sorg i <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong>-bøgerne?<br />
Hvilken rolle spille de døde i livet?<br />
Skæbne<br />
Hvad er skæbne?<br />
Hvad er forudbestemt?<br />
Hvad bestemmer fremtiden?<br />
Moralen<br />
Hvad er forskellen på moralen i den magiske verden og i mugglerverdenen?<br />
Tema 1: Ondskaben<br />
For at komme på sporet af, hvordan forholdet mellem godt og ondt er beskrevet og forstået i <strong>Harry</strong><br />
<strong>Potter</strong> – universet, kan man analysere de konfrontationer mellem <strong>Harry</strong> og Voldemort, der er beskrevet<br />
indtil nu, hvor vi kun mangler den allersidste bog i serien og den formodentlig allersidste og<br />
afgørende konfrontation mellem de to.<br />
Da <strong>Harry</strong> allerførste gang mødes <strong>med</strong> Voldemort, er han godt et år gammel. Voldemort forsøger at<br />
slå ham ihjel, <strong>med</strong> den ellers aldrig svigtende forbandelse: Avada Kedavra.<br />
På forunderlig vis lykkes dette attentat ikke. Forbandelsen slår tilbage på Voldemort og efterlader<br />
arret i panden på <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong>. Denne hændelse har fundet sted før vi overhovedet er kommet ind i<br />
romanuniverset og vi får viden om den ene del af det spørgsmål som begivenheden rejser nemlig:<br />
Hvordan overlevede det forsvarsløse spædbarn dette dræbende attentat? Den anden del af spørgsmålet,<br />
nemlig: Hvorfor døde Voldemort ikke selv, da den dræbende forbandelse slog tilbage på ham<br />
selv? Dette spørgsmål er først nu blevet besvaret omkring 150 kapitler senere, nemlig i den senest<br />
udkomne bog. I de første fem bøger ved vi kun, at Voldemort ved attentatet mistede al sin kraft og<br />
forsvandt, som en form for ånd uden krop.<br />
Men spørgsmålet om spædbarnets overlevelse gives til <strong>Harry</strong> selv i slutningen af første bind: <strong>Harry</strong><br />
<strong>Potter</strong> og de Vises Sten, hvor han endnu engang har overlevet et drabsforsøg fra Voldemorts side.<br />
Svaret bliver givet til <strong>Harry</strong> af Dumbledore, da <strong>Harry</strong> ligger på sygeafdelingen for at komme til<br />
kræfter efter konfrontationen. <strong>Harry</strong> spørger selv Dumbledore og får svaret:<br />
”Din mor ofrede sit liv for dig. Hvis der er en ting Voldemort ikke forstår, er det kærlighed. Det gik<br />
slet ikke op for ham, at din mors kærlighed til dig var så stærk, at den efterlod sit eget mærke. Ikke<br />
et ar, ikke et synligt mærke…at være elsket så højt, selv af en person, der ikke lever mere, giver os<br />
en evig beskyttelse mod det onde. Du har den under din hud” (bd.1, kap. 17)<br />
Det gode er altså moderens kærlighedsoffer, den uselviske kærlighed.<br />
Det onde har <strong>Harry</strong> imidlertid netop mødt igen for anden gang, og læserne for første gang. Og hvad<br />
består ondskaben så af?<br />
PDF created with pdfFactory trial version www.pdffactory.com
<strong>Folkeskolen</strong>.dk august 2005 ©Mette Hansen<br />
- 9 -<br />
Voldemort har ved denne lejlighed brugt en mellemmand, Professor Quirrel, som har fungeret som<br />
en form for vært for Voldemort, eftersom Voldemort endnu er for svag til at have sin egen krop.<br />
Voldemort sidder på nakken af Quirrel som et ekstra ansigt, et Janushovede.<br />
<strong>Harry</strong> spørger Quirrel, hvorfor han har tilladt Voldemort at snylte på sig. Denne svarer:<br />
”Jeg mødte ham på en jordomrejse. Jeg var bare en tåbelig ung mand, opfyldt af latterlige ideer om<br />
godt og ondt. Lord Voldemort viste mig, at jeg tog fejl. Der findes hverken godt eller ondt. Der findes<br />
kun magten, og den kan man tage eller lade være.” (bd.1, kap. 17)<br />
Ondskaben – filosofisk defineret<br />
Her bliver det onde præsenteret på det filosofiske niveau: Ondskaben er fraværet af forskellen mellem<br />
godt og ondt. Det den forskelsløse nihilisme, som vi kender fra store litterære skikkelser som<br />
f.eks. Ivan Karamazov. Det er de absolutte værdiers sammenbrud og værdirelativismens ultimative<br />
sejr. Godt og ondt er til diskussion og kan afgøres ved flertalsbeslutninger og Auswitz er ikke længere<br />
udtryk for absolut ondskab, men muligvis for dårlig smag.<br />
Det gode i verden er stadig den uselviske kærlighed, og det onde er kærlighedens modpol, ikke i<br />
form af hadet eller afskyen, som begge repræsenterer engagement og lidenskab, men derimod den<br />
kolde og kyniske beregning om, hvad der bedst kan betale sig i forhold til at etablere og fastholde<br />
magten. Medmennesket, om man i den sammenhæng overhovedet kan tale om et <strong>med</strong>menneske,<br />
bliver til midler og redskaber.<br />
J.K.Rowling har i et interview udtalt, at såfremt Voldemort kiggede i Drømmespejlet, så ville han<br />
se sig selv almægtig og evig. Drømmespejlet viser ikke spejlbilledet, men ’hjertets inderste ønske’<br />
(på engelsk hedder Drømmespejlet ’Mirror of Erised’, altså desire stavet bagfra).<br />
Udødeligheden<br />
Spørgsmålet om, hvorfor Voldemort ikke selv døde ved attentatet, har ligget gennem alle de første<br />
fem bind og er først nu blevet forklaret. Sagen er den, at Voldemort har spaltet sin sjæl op i syv såkaldte<br />
Horcruxer (udtrykket er først blevet kendt i senest udkomne bind og er derfor ikke oversat til<br />
dansk, men udtrykket er givetvis sammensat af ’horror’ og ’crux’ som betyder noget i retning af<br />
sagens kerne eller vanskelige punkt, muligvis kan ’crux’ forstås som kortform af crucifixion, således<br />
at horcrux betyder noget i retning af en horribel korsfæstelse, altså et skrækindjagende menneskeoffer).<br />
Ved denne manøvre har han gjort sig selv usårlig og faktisk udødelig. Såfremt hans fysiske<br />
krop bliver dræbt, har han mulighed for at samle en del af sin sjæl op i en af de seks horcruxer,<br />
som han har gemt forskellige steder og bygge en ny eksistens op på den. Den syvende horcrux holder<br />
ham i live. Det er en vanskelig og farlig manøvre, som bl.a. kræver tjenere og en menu bestående<br />
af enhjørningeblod og slangegift.<br />
I bind fire lykkes det for Voldemort at blive genfødt, altså få sin krop tilbage. Ved den lejlighed<br />
fortæller han selv om den nat, hvor den dødelige forbandelse blev kastet tilbage på ham selv og<br />
burde have dræbt ham:<br />
”Min forbandelse blev kastet tilbage i kraft af kvindemenneskets tåbelige offer [<strong>Harry</strong>s mors kærlighedsoffer].<br />
Den gav bagslag og ramte mig selv. Åååh..en smerte så ubegribelig, kære venner;<br />
ingen forholdsregler kunne have beskyttet mig mod den. Jeg blev flået ud af min krop. Jeg var mindre<br />
end en ånd, mindre end det laveste spøgelse…men jeg var trods alt i live. Hvad jeg var reduceret<br />
til, kan end ikke jeg selv huske…jeg, der er nået længere end nogen anden på udødelighedens<br />
vej. I kender mit mål – at overvinde døden. Nu blev jeg sat på en prøve, og det viste sig, at mine<br />
eksperimenter havde båret frugt…for jeg var ikke død, selvom forbandelsen burde have dræbt mig.<br />
Men jeg var magtesløs som det svageste væsen på denne jord. Jeg var ikke i stand til at hjælpe mig<br />
selv…for jeg besad ingen krop, og alle de besværgelser, der kunne have hjulpet mig, krævede brugen<br />
af en tryllestav…jeg husker kun, at jeg tvang mig selv – søvnløst og endeløst, sekund for sekund<br />
– til at fastholde livet…jeg slog mig ned på et fjernt sted, inde i en skov, hvor jeg ventede…en<br />
trofast Dødsgardist [Voldemorts tilhængere] ville da uden tvivl eftersøge mig og finde mig…nogen<br />
PDF created with pdfFactory trial version www.pdffactory.com
<strong>Folkeskolen</strong>.dk august 2005 ©Mette Hansen<br />
- 10 -<br />
ville vel komme og udføre den magi, jeg ikke selv magtede. Nogen ville vel give mig min krop tilbage”<br />
(bd.4, kap. 33)<br />
Disse ’horcruxer’, som overfladisk set blot er fysiske genstande, som Voldemorts sjæl på magisk<br />
vis er bundet til, har vi mødt i tidligere i romanserien, men vidste naturligvis ikke dengang, hvad<br />
det drejede sig om. Det drejer sig om den dagbog, som <strong>Harry</strong> kæmper mod i bind to: ”<strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong><br />
og Hemmelighedernes Kammer”. Her konfronteres <strong>Harry</strong> endnu engang <strong>med</strong> Voldemort. Denne<br />
gang i form af et 50 år gammelt minde om ham som ung dreng, fastfrosset i en dagbog, som falder i<br />
hænderne på <strong>Harry</strong>. Denne dagbog er en af Voldemorts syv ’horcruxer’, og rummer mindet om ham<br />
selv som 16-årig elev på Hogwarts.<br />
I Hemmelighedernes Kammer, dybt under Hogwarts’ kældre hersker dette minde over en basilisk,<br />
som skal bruges til endnu et drabsforsøg. <strong>Harry</strong> mødes altså <strong>med</strong> Voldemort, som han var, da han<br />
som sekstenårig elev på Hogwarts hed Tom Marvolo Riddle ( et anagram som betyder I am Lord<br />
Voldemort. Navnet Voldemort tolkes oftest som ’flugt fra døden’, og henviser altså til hans ønske<br />
om udødelighed. Titlen Lord henviser til hans ønske om magt) i dansk oversættelse er han blevet til<br />
Romeo Gåde Detlev Jr..<br />
Her fortæller Tom selv en del af sin historie og motiv, men er først og fremmest interesseret i oplysning<br />
om, hvordan <strong>Harry</strong> overlevede attentatet. <strong>Harry</strong> fortæller om moderen kærlighedsoffer,<br />
hvilket er alt, hvad Voldemort ønsker at vide, så han kan tage sine forholdsregler. Han forsøger igen<br />
at dræbe <strong>Harry</strong>, men heller ikke ved den lejlighed lykkes det. Derimod lykkes det <strong>Harry</strong> at tilintetgøre<br />
dagbogen, hvilket reducerer antallet af ’horcruxer’ til seks. Når disse er blevet fundet og tilintetgjort,<br />
er Voldemort dødelig, og <strong>Harry</strong> kan påbegynde den opgave han får pålagt i bind fem, nemlig<br />
at dræbe Voldemort.<br />
I bind fem, <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong> og Fønixordenen, bliver han nemlig gjort bekendt <strong>med</strong> en profeti, som er<br />
blevet fremsat forud for <strong>Harry</strong>s fødsel. Profetien fortæller: ”Den, som har magten til at overvinde<br />
Mørkets Herre, er snart iblandt os...han skal fødes af den, som tre gange har trodset ham, han skal<br />
fødes, når den syvende måned dør hen…og Mørkets Herre vil mærke ham som sin ligemand, men<br />
han vil besidde kræfter, som Mørkets Herre ikke kender…og den ene må dø for den andens hånd,<br />
for ingen af dem kan leve, hvis den anden overlever..” (bd. 5, kap. 37)<br />
Kærligheden som udødelighedens modsætning.<br />
Den kraft, som <strong>Harry</strong> besidder og som Voldemort ikke kender, er kærligheden. Det er den kraft,<br />
som ikke kan eksistere sammen <strong>med</strong> udødelighed. Denne problematik kendes fra andre myter og<br />
anden litteratur. Temaet er behandlet f.eks. i litteratur baseret på sagnet om den evige jøde, Jerusalems<br />
skomager som f.eks. Simone de Beauvoirs: ”Alle mennesker er dødelige”: Udødelighed er her<br />
en forbandelse og forhindrer enhver form for kærlighed, fordi det bliver meningsløst at elske noget/nogen,<br />
som blot vil dø og igen efterlade den udødelige til evigt savn og længsel. Den lille Havfrue<br />
og Arven fra ”Ringenes Herre” er eksempler på, at den evige eksistens forsøges vekslet <strong>med</strong><br />
kærlighed og timelighed, for man kan ikke have begge dele på en gang, er eventyrets morale. Kun i<br />
religionerne kan kærligheden være evig, men det er ikke den jordiske kærlighed, men den guddommelige.<br />
I kristendommens ritual, siger man ved ægteskabets indgåelse: ’elske, til døden skiller’.<br />
Kun i sekteriske udgaver af kristendommen føres kærligheden over i evigheden. I samme øjeblik<br />
kærligheden skal eksistere, må dødeligheden/timeligheden følge <strong>med</strong>. Sammen er de uforenelige.<br />
Gennem hele romanseriens seks bøger er det indtil videre kun Dumbledore, Rektor for Hogwarts,<br />
som er klar over sammenhængen mellem Voldemorts faktiske udødelighed og manglende erkendelse<br />
af kærlighedens betydning. Dumbledore konfronteres selv <strong>med</strong> Voldemort i slutningen af bd.<br />
fem og siger her, under er dramatiske duel, hvorunder Voldemort besætter <strong>Harry</strong> for at lokke<br />
Dumbledore til at dræbe <strong>Harry</strong>. Dumbledore siger til Voldemort: ”Din manglende evne til at forstå,<br />
at der findes ting, som er langt værre end døden, har faktisk altid været din største svaghed.” Imid-<br />
PDF created with pdfFactory trial version www.pdffactory.com
<strong>Folkeskolen</strong>.dk august 2005 ©Mette Hansen<br />
- 11 -<br />
lertid hverken kan eller vil Dumbledore bruge <strong>Harry</strong> som middel til at ramme Voldemort. Dels fordi<br />
Dumbledore ved, at drabet blot vil forsinke Voldemort og ikke tilintetgøre ham og dels fordi<br />
Dumbledore elsker <strong>Harry</strong> som sin egen søn. Hvordan forfatteren vil afslutte sin udredning af forholdet<br />
mellem kærlighed og udødeligheden må vi vente <strong>med</strong>, for det er endnu ikke fuldt redegjort<br />
for. Imidlertid er der lagt spor ud i de første seks bind:<br />
I fjerde bind, <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong> og Flammernes Pokal, lykkes det Voldemort at fange <strong>Harry</strong>, hvis blod<br />
han har brug for til at genvinde sin krop. Scenen er sat på en kirkegård, hvor Voldemort, som på<br />
dette tidspunkt har fået skikkelse som et forkrøblet spædbarn, nærmest en Homonunculus, et kolbebarn,<br />
har nu iværksat en veritabel heksesabbat ved sin fars grav. For at blive genfødt i sin egen krop<br />
skal have tage bad i en cocktail, som består af de dele, som han aldrig har kendt til, nemlig forskellige<br />
aspekter af kærlighed. For det første skal han bruge de jordiske rester af sin far, dernæst skal<br />
han bruge sin trofaste tjeners højre hånd og endelig skal han bruge noget blod fra <strong>Harry</strong>.<br />
Faderens jordiske rester<br />
Faderens jordiske rester henviser til det faktum, at Voldemort aldrig har kendt sin far og derfor heller<br />
aldrig har fået hans accept. Voldemort fortæller: ”Kan du se huset oppe på bakken, <strong>Potter</strong>? Der<br />
boede min far. Min mor var en heks, der boede her i landsbyen. Hun forelskede sig i ham, men han<br />
forlod hende, da hun fortalte ham, hvad hun var…han brød sig ikke stort om magi, min far…han<br />
forlod hende altså for at vende tilbage til sine Mugglerforældre, før jeg overhovedet blev født, <strong>Potter</strong>.<br />
Min mor døde under fødslen og efterlod mig til opfostring på et Mugglerbørnehjem…men jeg<br />
svor, at jeg ville finde min far…jeg hævnede mig og han fik sin straf; det fjols, jeg blev opkaldt<br />
efter…” (bd. 4. kap. 32).<br />
Fadermordet var en af de første tabuhandlinger, som frigjorte Voldemort fra den almindelige verden,<br />
imidlertid må han endnu engang bryde et tabu, nemlig at åbne faderens grav og bruge de jordiske<br />
rester i et genfødsels-bad. Han tager – <strong>med</strong> vold og magt – den faderlige accept.<br />
Tjenerens kød<br />
Den anden ingrediens i genfødsels-badet er tjenerens højre hånd. Denne kan ikke tages <strong>med</strong> magt,<br />
men skal afgives frivilligt. Voldemorts tjener skærer ganske enkelt sin højre hånd af. Et symbol for<br />
– og en konkretisering af den ultimative hengivelse. Voldemort kender ikke til hengivne relationer<br />
og når tjeneren frivilligt giver sin højre hånd, er det ikke mere frivilligt, end at handlingen er udført<br />
under trusler og <strong>med</strong> forventning om større belønning.<br />
Fjendens blod<br />
Blodet fra <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong> indeholder den kærlighed, som moderens offer tilførte det, da <strong>Harry</strong> var<br />
spæd, og eftersom Voldemort aldrig har kendt til kærlighed, er dette den vigtigste ingrediens i badet<br />
og udtryk for den uselviskhed, som ligger bag moderens offer.<br />
Ovenstående tre ingredienser, som er udtryk for forskellige aspekter af kærlighed, nemlig accept,<br />
hengivenhed og uselviskhed er alle tre umulige at handle og købslå <strong>med</strong> og det er umuligt at bede<br />
om. Kærlighedens gerninger skal gives frivilligt, ellers er det ikke længere kærlighedens gerninger.<br />
Voldemort tager disse ting <strong>med</strong> magt, men forkrøbler der<strong>med</strong> også kærligheden. Imidlertid lader<br />
forfatteren <strong>Harry</strong>s blod virke i Voldemort: Ved tidligere lejligheder har Voldemort ikke kunne røre<br />
<strong>Harry</strong>, fordi Voldemort ikke kan holde ud at være i nærheden af kærligheden. I slutningen af første<br />
bind spørger <strong>Harry</strong>, hvorfor Voldemort/Quirrel ikke kunne røre ham og Dumbledore svarer ham: at<br />
det betyder forfærdelig lidelse for Voldemort at komme i berøring <strong>med</strong> kærlighedens og godhedens<br />
mærke, men efter genfødslen har Voldemort ingen problemer <strong>med</strong> at røre <strong>Harry</strong>. Da <strong>Harry</strong> fortæller<br />
Dumbledore om det, sker det tankevækkende: <strong>Harry</strong> ser et glimt af triumf i Dumbledores øjne, men<br />
denne siger blot: ”Udmærket...Voldemort har overskredet endnu en grænse.” Det kan endnu ikke<br />
fungere som en tilfredsstillende forklaring på kærlighedens rolle i Voldemorts udødelighedsprojekt,<br />
og der er ingen tvivl om, at vi i syvende bind kommer til at høre mere om denne sag.<br />
Magtens ansigt og magtens paradoks.<br />
PDF created with pdfFactory trial version www.pdffactory.com
<strong>Folkeskolen</strong>.dk august 2005 ©Mette Hansen<br />
- 12 -<br />
Al magt korrumperer og total magt korrumperer totalt. Sådan er skriften på væggen, og i den sammenhæng<br />
adskiller romanserien sig ikke fra gængs moral. I samme øjeblik man begærer magten, er<br />
man i magtens vold. Der kan hentes utallige eksempler fra litteraturen, men her skal blot nævnes to,<br />
Ringenes Herre og Macbeth, som hver især peger på magtens problem.<br />
I Ringenes Herre stilles spørgsmålet tydeligt: Kan ’de gode’ ikke bruge Herskerringen mod herskeren/’den<br />
onde’ selv. Svaret er lige så tydelig: Nej, det kan man ikke, for i samme øjeblik man erklærer<br />
ejerskab til ringen, begynder en forvandling, der ender <strong>med</strong> at efterlade ringens ejer herskesyg,<br />
magtbegærlig og i sidste instans ond. Årsagen er, at eftersom magt altid er relationsbundet, så er der<br />
ting og forhold i tilværelsen, som kommer til at lide uoprettelig skade og som bliver tilintetgjort<br />
hvis de indgår i en magtrelation. Det drejer sig f.eks. om de ting, som Voldemort har manglet i sit<br />
liv og som han må tage <strong>med</strong> magt, fordi han ikke kan tage imod det såfremt nogen skulle ønske at<br />
give det til ham frivilligt. Hverken kærlighed, hengivenhed eller accept kan tages; de hører ind under<br />
den kategori, som Løgstrup kalder suveræne livsytringer, og som man kan være underlagt og<br />
behersket af, men som man ikke kan betvinge uden at forkrøble dem. En verden, hvor disse livsytringer<br />
er behersket af vilje og magt, er en verden uden kærlighed, barmhjertighed, uselviskhed,<br />
<strong>med</strong>lidenhed osv., en nådesløs og korrumperet verden, en ond verden.<br />
For Macbeth gælder det, at han tilbydes magten og tager den, hvorefter han oplever, at magten ikke<br />
giver den sikkerhed, han ønsker. På vej hjem fra krig bliver Macbeth præsenteret for en profeti om,<br />
at han skal blive konge, mens han gode ven, Banquo får profetien om, at han skal bliver far til en<br />
kongerække. Dette betyder, at frygten og paranoiaen kommer ind i Macbeths succesrige liv. Han<br />
forsøger at konsolidere sin magt ved en lang række drab, men ender <strong>med</strong> at indse, at hvor han troede,<br />
at magten ville give tryghed, så giver den utryghed. Jo mere magt, jo mere er der at miste, jo<br />
mere frygt for at miste og jo mere utryghed. Uvægerlig ender Macbeth <strong>med</strong> at gå sin egen undergang<br />
i møde; en pointe, som er værd at huske på i studiet af Voldemort. J.K.Rowling har ved flere<br />
lejligheder udtalt, at Macbeth har været en stor inspirationskilde og at tragedien hører til blandt<br />
hendes favorit - værker. Der er dog en afgørende forskel på de to figurer. I modsætning til Voldemort<br />
er Macbeth et moralsk person, som ikke på noget tidspunkt er i tvivl om, at denne verden indeholder<br />
godt og ondt og gode og onde handlinger. Hans moralske begreber anfægtes ikke af hans<br />
onde handlinger, hvorimod Voldemort har afskrevet moralske begreber.<br />
Ondskabens psykologi<br />
Voldemort vokser op i et kærlighedsløst miljø uden forældre. Allerede tidligt fornægter han sin far.<br />
Han dræber ham, ændrer sit navn og begynder at samle sig en – hvad han kalder – rigtig familie,<br />
bestående af Dødsgardister. De er alle underlagt Voldemort og har <strong>med</strong> vidt forskellig baggrund og<br />
motivation samlet sig under Voldemorts mærke, et dødningehoved <strong>med</strong> en slange krybende ud af<br />
munden.<br />
Hans mor nedstammer fra en af Hogwarts’ grundlæggere, Salazar Slytherin, så han er selvskrevet til<br />
uddannelse på Hogwarts, hvor han udmærker sig som en brilliant dygtig elev.<br />
Han var allerede dengang fokuseret på at udnytte mennesker omkring sig til sit eget projekt. I bind<br />
to har han udnyttet og til sidst besat en af <strong>Harry</strong>s bedste venner på skolen, Ginny, som har lagt sin<br />
sjæl i Toms dagbog, så han har stjålet af hendes livskraft, som han nu vil bruge til at endnu engang<br />
at dræbe <strong>Harry</strong>. Voldemort siger:<br />
”Jeg har altid været god til at charmere de mennesker, jeg ønsker at udnytte. Det var ikke svært at få<br />
Ginny til at krænge sin sjæl ud for mig – og hendes sjæl var lige nøjagtigt, hvad jeg havde brug for.<br />
Jeg voksede mig stærkere og stærkere i kraft af hendes dybeste hemmeligheder og hendes største<br />
bekymringer.” (bd.2, kap. 17)<br />
Ved samme lejlighed fortæller Tom om, hvorfor han ikke kunne bruge sit eget navn, faderen var<br />
Muggler, altså et menneske uden magiske egenskaber, mens moderen var Magiker:<br />
”Skulle jeg beholde navnet efter en modbydelig, simpel Muggler, der forlod mig, før jeg blev født,<br />
PDF created with pdfFactory trial version www.pdffactory.com
<strong>Folkeskolen</strong>.dk august 2005 ©Mette Hansen<br />
- 13 -<br />
fordi han opdagede, at hans kone var en heks? Nej, <strong>Harry</strong>. Jeg skabte mig et nyt navn, og det var<br />
min agt, at netop dette navn skulle blive alle troldmænds skræk, når først jeg var blevet den største<br />
af dem alle.” (bd.2, kap. 17)<br />
Det gamle mundheld om, ’at mennesker vil elskes, og hvis ikke kan blive elsket, så vil de beundres<br />
og hvis de ikke kan blive beundret, vil de frygtes’, passer glimrende på Voldemort. Ved første øjekast<br />
udviser han psyke og adfærd som et ganske almindeligt mishandlet barn. Hvad Voldemort oplever<br />
som barn er beskrevet i Jan Guillous bog, Ondskaben og i andre beskrivelser af mishandlede<br />
børn. Disse reagerer hyppigt <strong>med</strong> at holde op <strong>med</strong> overhovedet at føle og træner sig op til at undertrykke<br />
enhver ikke-rationel følelsesimpuls. I en beskrivelse af rockeren, Makrellens børnehjemsopvækst,<br />
fortælles hvordan Makrellen langsomt trænede sig op til at æde sit eget bræk ved at gå rundt<br />
<strong>med</strong> gamle rullepølsemadder i lommen og tvinge sig til at spise lidt hver dag. Følelser, som ikke<br />
accepteres bliver udspaltet. Det er velkendt blandt volds- og incestofre, som, for at udholde smerten,<br />
etablerer et psykisk rum, hvor de kan være til stede samtidig <strong>med</strong>, at de kan sige til sig selv: det er<br />
ikke mig, der oplever dette. Hvis disse processer er gennemgribende nok, er personen ikke længere i<br />
stand til at indgå i normale relationer. Der opbygges et instrumentelt forhold til <strong>med</strong>mennesket, som<br />
blot bliver midler og redskaber.<br />
De Horcruxer, som Voldemort har placeret sin sjæl i, kan ses som psykiske udspaltninger, som gør<br />
han følelseskold og i sidste instans usårlig endog over for døden. Han kan ikke rammes af noget<br />
eller nogen, men han kan heller ikke røres.<br />
Forfatteren har ved flere lejligheder advaret mod at romantisere Voldemort og antydet, at der formodentlig<br />
ikke er nogen mulighed for ’helbredelse’. Gængs opfattelse af, at <strong>med</strong> lidt varme, omsorg,<br />
kærlighed og terapeutisk indsats, så skal han nok igen blive et følsomt og empatisk menneske,<br />
anser hun for forfærdeligt naivt.<br />
Tema 2: Døden<br />
Joanne Rowling har udtalt, at et af romanseriens vigtigste temaer er død og tab, og det er da også<br />
bemærkelsesværdige romaner i den sammenhæng. Hun ønsker at beskrive død og hvad der følger<br />
<strong>med</strong> i kølvandet på død. Slår man op på første side i første bog, møder man kapiteloverskriften:<br />
”Drengen, der ikke kunne slås ihjel”, nemlig <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong>, der som spædbarn på en gang overlevede<br />
et attentat og afvæbnede verdens stærkeste og ondeste og mest magtfulde mørkekraft, personificeret<br />
i Lord Voldemort. Gennem bøgerne er <strong>Harry</strong> i slutningen af hver bind (<strong>med</strong> en enkelt undtagelse)<br />
blevet konfronteret <strong>med</strong> Voldemorts forsøg på at gennemføre det attentat, som mislykkedes, da<br />
<strong>Harry</strong> var spæd. Først i slutningen i femte bog, fandt vi ud af, hvorfor dette spædbarn var så stor en<br />
trussel, at han måtte udslettes som spæd. Umiddelbart før <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong>s fødsel blev der fremsat en<br />
profeti, som forudsagde, at den, som havde kraft til at overvinde Lord Voldemort, ville blive født af<br />
forældre, som havde mod<strong>arbejde</strong>t ham. Denne profeti kom til at passe på <strong>Potter</strong>, da Voldemort<br />
mærkede ham for livet <strong>med</strong> arret i panden. Profetien var nemlig konstrueret så finurligt, at Voldemort<br />
selv kom til at dele sine enorme kræfter <strong>med</strong> spædbarnet, som han prøvede at udslette for at<br />
komme profetien i forkøbet. Dødens og magtens repræsentant, Voldemort og livets og kærlighedens<br />
repræsentant, <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong>, kommer således til at stå over for hinanden som uforenelige modstykker.<br />
Da vi forlod bog nummer fem i serien, <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong> og Fønixordenen, var det en grædende og<br />
ulykkelig <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong> som endnu en gang havde overlevet et mordforsøg, men denne gang <strong>med</strong><br />
viden om, hvorfor Voldemort var så opsat på at komme ham til livs. Årsagen til at Voldemort<br />
utrætteligt har søgt at dræbe <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong> er for at komme den profeti i forkøbet, som også indeholder<br />
den lille, men væsentlige detalje, nemlig, at den ene må dræbes for at den anden kan leve. Der<br />
er ikke plads til begge. Voldemort og <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong> må dø eller dræbe. Efter sjette bog i serien, har<br />
PDF created with pdfFactory trial version www.pdffactory.com
<strong>Folkeskolen</strong>.dk august 2005 ©Mette Hansen<br />
- 14 -<br />
<strong>Harry</strong> fået anvist metoden til at overvinde Voldemort, nemlig at tilintetgøre de Horcrux’er, som<br />
Voldemort har bundet sin sjæl til, og på den måde gøre ham dødelig.<br />
Imidlertid er dette grundlæggende tema om kampen mellem liv/kærlighed og død/kynisk magt omgivet<br />
af en lang række dødsfald, som ganske vist sjældent er dødsfald af naturlige årsager. I <strong>Harry</strong><br />
<strong>Potter</strong>-bøgerne dør langt de fleste folk ikke mæt af dage, men dramatisk og voldeligt. En undtagelse<br />
er Nicholas Flamel og hans kone. Nicholas Flamel var alkymist og producerede de vises sten og<br />
opnåede på den måde udødelighed. Da Voldemort kommer på sporet af stenen, vælger Flamel at<br />
tilintetgøre den. Dumbledore fortæller i den sammenhæng, at for så gamle mennesker som Flamel<br />
og konen (som v.hj.a. stenen har levet i adskillig hundrede år) er døden ikke så slem, ”det vil blot<br />
være som at lægge sig til at sove efter en meget, meget lang dag. Når alt kommer til alt, er døden<br />
blot endnu en stor opdagelsesrejse – hvis man har det rette sindelag” (bd. 1. kap. 17).<br />
Bortset herfra er døden er en alvorlig sag. Straks eleverne ankommer til Hogwarts, møder de Næsten<br />
Hovedløse Nick, som er et spøgelse. Næsten Hovedløse Nick tager sin død meget alvorligt:<br />
Man må ikke gøre nar af døden. Det gælder også spøgelset Hulkende Hulda, som huserer på pigetoilettet.<br />
Når eleverne taler til hende og glemmer at tage hensyn til at hun faktisk er død, bryder hun<br />
ud i hysterisk gråd. Deraf tilnavnet. Til gengæld har de døde en form for eksistens og i visse situationer<br />
afgørende betydning for de efterladte.<br />
Det første dødsfald vi hører om, er <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong>s forældre, som er døde før vi overhovedet kommer<br />
ind i romanuniverset. <strong>Harry</strong> har ingen erindring om dem, men alligevel spiller de en central rolle i<br />
hans liv. For det første fordi moderen tilbød sit liv til gengæld for sit barns liv, da familien blev angrebet<br />
af Voldemort. Dette kærlighedsoffer har givet <strong>Harry</strong> en usynlig beskyttelse, som ikke engang<br />
Voldemort kan gennemskue. <strong>Harry</strong> får viden om dette i slutningen af første bind, hvor han efter<br />
konfrontationen <strong>med</strong> Voldemort befinder sig på sygeafdelingen for at komme til kræfter igen.<br />
Dumbledore fortæller ham om det på sygeafdelingen, hvor <strong>Harry</strong> kommer til kræfter oven på konfrontationen<br />
<strong>med</strong> Voldemort. Dumbledore siger: ”Din mor ofrede sit liv for dig. Hvis der er en ting,<br />
Voldemort ikke forstår, er det kærlighed. Det gik slet ikke op for ham, at din mors kærlighed til dig<br />
var så stærk, at den efterlod sit eget mærke. Ikke et ar, ikke et synligt mærke…at være elsket så<br />
højt, selv af en person, der ikke lever mere, giver os en evig beskyttelse mod det onde. Du har den<br />
under din hud.” (bd. 1, kap. 17) Så vidt den døde mors betydning. Hun beskytter mod det onde, men<br />
<strong>Harry</strong> havde jo også en far, hvad <strong>med</strong> ham?<br />
I begyndelsen af bind tre bliver <strong>Harry</strong> præsenteret for Dementorer. Disse væsner suger alt livslykke<br />
ud af folk, de kommer i nærheden af, og hvis de kan slippe af sted <strong>med</strong> det, giver de dig Dementorkysset,<br />
som suger sjælen ud af dig, og efterlader dig som en tom skal. For at beskytte sig mod disse<br />
uhyggelige væsner, skal man mestre en besværgelse, som hedder ’Expecto Patronum’. Denne besværgelse<br />
tager individuel form, og <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong>s Patronusbesværgelse har form som en kronhjort.<br />
<strong>Harry</strong>s far kunne forvandle sig til en….ja, en kronhjort. Så Patronus-besværgelsen påkalder altså<br />
faderen som beskytter mod fortvivlelsen. Denne gang fortæller Dumbledore ham: ”Tror du virkelig,<br />
at vores afdøde kære nogensinde forlader os? Tror du ikke, at vi fornemmer deres nærhed stærkest i<br />
de allersværeste stunder? Din far lever i dig, <strong>Harry</strong>. Han giver sig stærkest til kende, når du virkelig<br />
behøver ham….Du mødte virkelig din far i nat, <strong>Harry</strong>…du mødte ham i dig selv”. (bd. 3, kap. 22)<br />
Faderen beskytter altså mod fortvivlelsen<br />
I fjerde bog, <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong> og Flammernes Pokal, dør en af <strong>Harry</strong> skolekammerater. Det sker i <strong>Harry</strong>s<br />
nærvær. Brat, kynisk og chokerende bliver han myrdet af en enkelt besværgelse, affyret som fra<br />
en pistol og <strong>med</strong> samme virkning. Det bliver beskrevet på denne måde:<br />
”Cedric lå fladt på ryggen ved siden af. Han var død.” Kun tre ord: han var død, men sådan er døden<br />
også iflg. Joanne Rowling. Hun har udtalt, at det er meget bevidst at døden beskrives netop sådan<br />
som det opleves: Nu er der liv – nu er der ikke liv. Der er ingen blod eller kramper og forvredne<br />
ansigter som i splatterfilm, der er ingen stille opgiven af ånden <strong>med</strong> afgørende sidste ord på læberne<br />
PDF created with pdfFactory trial version www.pdffactory.com
<strong>Folkeskolen</strong>.dk august 2005 ©Mette Hansen<br />
- 15 -<br />
som i cowboyfilmenen. Der er ingen udfoldet dødens æstetik i <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong>-bøgerne. Døden beskrives<br />
som den er: Fravær af liv, pludselig og ubegribelig og uafvendelig. ”I et sekund, der varede en<br />
evighed, stirrede <strong>Harry</strong> på Cedrics ansigt, på hans vidtåbne grå øjne, der var tomme og udtryksløse<br />
som vinduer i et forladt hus, på hans mund, der var let åben som af overraskelse. Før <strong>Harry</strong>s sind<br />
kunne acceptere, hvad det var, han så, før han nåede at føle noget som helst andet end lammelse og<br />
vantro, greb nogen fat i ham og trak ham på benene.” I bøgerne følger vi nøje <strong>Harry</strong>s be<strong>arbejde</strong>lse<br />
af denne oplevelse. Fra hans mareridt, som genspiller dødsfaldet igen og igen, til vrede over, at nogen<br />
kan dræbe et andet menneske, blot fordi det står i vejen. Via den isolationsfølelse, som er så<br />
velbeskrevet, og som findes blandt unge, som oplever dødsfald - og det er statisktisk set 87% af<br />
hver årgang, som i løbet af deres barndom og ungdom oplever en jævnaldrenes død - til vrede over<br />
dødens realitet og til beslutsomhed om at bekæmpe dødens repræsentant, Voldemort <strong>med</strong> al den<br />
kraft han kan mestre.<br />
Det faktum, at <strong>Harry</strong> har set et andet menneske dø, bevirker, at han nu bliver i stand til at se ’Thestraler’.<br />
Thestraler er en slags heste <strong>med</strong> flagermusevinger, skeletagtige og <strong>med</strong> helt tomme øjne.<br />
De kan dresseres og bliver brugt til almindelige transport på Hogwarts. Blot er de usynlige for langt<br />
de fleste elever. Da <strong>Harry</strong>, som den eneste i sin sædvanlige kammeratskabsgruppe ser disse Thestraler,<br />
oplever han isolationsfølelsen forstærket, men opdager til gengæld at komme ind i et nyt<br />
fællesskab, nemlig af de, som kan se Thestralerne. Blandt dem er Luna Lovegood, som er en decideret<br />
særling – beskrevet som en typisk ’ene, men stærk’-personlighed, som rummer nogle kvaliteter,<br />
som <strong>Harry</strong> har brug for at lære at kende for at kunne klare opgaven, nemlig at stå alene, <strong>med</strong> en<br />
intakt personlighed. Lunas opfattelse af døden er markant. Hun beskriver, at hendes døde mor aldrig<br />
er langt væk fra hende, og at man kan kommunikere <strong>med</strong> de døde. <strong>Harry</strong> oplever altså, at isolationen<br />
fra et fællesskab blot kan betyde, at man kommer ind i et nyt fællesskab, som man under normale<br />
omstændigheder ikke ville have adgang til.<br />
Da <strong>Harry</strong>s Gudfar, Sirius Black, dør i kampen i Mysteriedepartementer i Ministeriet for Magi i<br />
slutningen af bind fem, sker det på samme måde, men denne gang reagerer <strong>Harry</strong> helt anderledes,<br />
fordi han selv føler sig – og delvis er – ansvarlig for dødsfaldet.<br />
Sirius’ død beskrives lige så kortfattet som Cedricks: ”Latteren var endnu ikke forsvundet fra hans<br />
ansigt, men hans øjne blev store af chok…Det tog Sirius et langt øjeblik at falde: Hans krop tegnede<br />
en elegant kurve, idet han sank baglæns gennem det lasede slør, der hang fra stenbuen” (To pass the<br />
veil er en engelsksproget eufemisme for at dø).<br />
<strong>Harry</strong>s reaktion på dette dødsfald er langt mere dramatisk og kompliceret. Han benægter det så længe<br />
som det er muligt, tillader ikke, at noget siger det højt og der<strong>med</strong> bekræfter dødsfaldet. Umiddelbart<br />
efter optager han forfølgelsen af den kvinde, som myrdede Sirius. Han vil tage hævn. I<br />
blindt raseri bruger han sin tryllestav – for første gang i sit liv – for at gøre skade på et andet menneske.<br />
Det lykkes ham ikke: ”Du er nødt til at mene det. <strong>Potter</strong>! Du skal virkelig ønske at forårsage<br />
smerte – du skal nyde det – selvretfærdig vrede mærker jeg ikke længere”, siger hans modstander.<br />
At nyde andre menneskers smerte er ikke indenfor <strong>Harry</strong>s formåen. Han er kærlighedens barn og<br />
det godes repræsentant, og som sådan ikke i stand til bevidst, villet ondskab.<br />
Det betyder dog ikke, at han ikke indeholder negative og destruktive følelser. Hans reaktion på tabet<br />
af Sirius beskrives malende: ”Det var ikke til at bære. Han ville ikke tænke på det. Han kunne ikke<br />
holde det ud…der var et frygteligt hulrum inden i ham, som han hverken ønskede at mærke eller<br />
undersøge, et mørkt hul, hvor Sirius havde været, hvor Sirius var forsvundet”. Lidt senere: ”Skyldfølelsen<br />
vældede op og fyldte hele <strong>Harry</strong>s bryst som en monstrøs tyngende parasit, der vred og snoede<br />
sig. <strong>Harry</strong> kunne ikke holde det ud, han kunne ikke holde ud at være sig selv længere…han<br />
havde aldrig følt sig så fanget og fastlåst i sit eget hoved og sin krop. Aldrig havde han så inderligt<br />
ønsket, at han kunne være en anden, en hvilken som helst anden..”<br />
PDF created with pdfFactory trial version www.pdffactory.com
<strong>Folkeskolen</strong>.dk august 2005 ©Mette Hansen<br />
- 16 -<br />
Og da han mødes <strong>med</strong> den voksnes <strong>med</strong>lidende forståelse, reagerer han <strong>med</strong> vildt raseri og smadrer<br />
inventaret omkring sig. Han vil ikke forstås, han vil ikke være menneskelig, hvis det betyder, at han<br />
skal føle på den måde, han vil ikke tage sig af det. ”Jeg har fået nok, jeg har set nok, jeg vil ud, jeg<br />
vil gøre en ende på det hele, jeg kan ikke tage mig af det længere..” Da han igen mødes <strong>med</strong> den<br />
voksnes rolige: ”Du tager dig jo netop af det…du tager dig så meget af det, at du har det, som om<br />
du forbløder indvendigt af smerten”, benægter <strong>Harry</strong> det. Sprogets grænse er nået, det er ikke længere<br />
nok at smadre ting omkring sig. Han må løbe og blive ved <strong>med</strong> at løbe og aldrig se sig tilbage.<br />
(bd. 5, kap. 37)<br />
I det senest udkomne bind seks bliver Dumbledore slået ihjel. <strong>Harry</strong> overværer drabet og oplever og<br />
reagere på dette på stort samme måde, som da Sirius Black blev slået ihjel. Den sidste af hans beskyttere<br />
er væk og han er alene tilbage og ranker ryggen <strong>med</strong> stålsat vilje på at fortsætte sin mission<br />
alene, men stærk. Hele det rituelle arrangement omkring Dumbledores død og sidste hvilested bliver<br />
imidlertid beskrevet minutiøst. I timerne umiddelbart efter dødsfaldet, samles de sørgende og<br />
beretter og diskuterer i detaljer hvad der er foregået. Kommunikationen og fællesskabet bliver understreget<br />
som en central del af bearbejdningen. Fønixens sørgesang, som artikuler lyden af sorg<br />
giver en form for trøst. Det praktiske arrangement omkring ritualerne giver en form for orden i det<br />
følelsesmæssige kaos. Midt i sorgen peges på fremtiden, kærestepar finder sammen, forlovelser og<br />
bryllup bliver aftalt, således at slutordene i bogen bliver løfterige på trods af de mørke udsigter: ”På<br />
trods af det afgørende møde <strong>med</strong> Voldemort, som han vidste måtte komme, hvadenten det ville blive<br />
om en måned eller et år eller ti, følte han sit hjerte lettes ved tanken om, at der var endnu en sidste<br />
gylden dag i fred og ro at nyde sammen <strong>med</strong> Ron og Hermione.” (Slutordene i bd. 6, min oversættelse).<br />
Forfatteren kender døden og sorgen. Hun øser af sine egne erfaringer <strong>med</strong> tabet af sin egen mor,<br />
som blev ramt af sklerose, da forfatteren var 15 år og som døde 10 år senere. Forfatteren har ved<br />
flere lejligheder udtalt, at hun endnu ikke er i stand til at tale om sin mors død uden at komme til at<br />
græde. Et af de mest, af mange mulige, gribende kapitler i de 162 kapitler, der til dato er udgivet, er<br />
kapitel 12 i første bog. Det hedder Drømmespejlet og handler om et spejl, der ikke viser spejlbilledet,<br />
men hjertets inderste ønsker. Da <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong> ser i spejlet ser han sine forældre, som står sammen<br />
<strong>med</strong> en lang række familie<strong>med</strong>lemmer fra den <strong>Potter</strong>-familie, som han aldrig har kendt. De står<br />
nu i spejlet og smiler og vinker. Da <strong>Harry</strong> ser sin mor vinker hun og smiler og har tårer i øjnene.<br />
”Han pressede hænderne mod glasset, som om han håbede at på at falde igennem og nå frem til<br />
dem. En stærk, blandet følelse af lykke og sorg strøm<strong>med</strong>e gennem ham.”<br />
Dette kapitel var et af de første kapitler, der blev skrevet i sagaen om <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong>, og et af de kapitler,<br />
som forfatteren har udtalt, at hun har været allermest glad for at skrive, fordi det netop beskriver<br />
det forhold vi kan have til vore døde: En stærk blanding af lykke og sorg.<br />
Tema 3: Skæbne<br />
Når eleverne ankommer til Hogwarts, bliver de sat under en fordelingshat, som beslutter, hvilket<br />
kollegium, de skal placeres på. Der er fire kollegier: Gryffindor, Ravenclaw, Hufflepuff og Slytherin.<br />
De er opkaldt efter de fire magikere, som grundlagde skolen og repræsentere de fire grundlæggende<br />
elementer fra den antikke tænkning hhv. ild, luft, jord og vand. Tilsammen er de et fuldkomment<br />
og harmonisk univers i balance, men på et tidspunkt adskiller Slytherin sig fra de andre kollegier,<br />
da Slytherin kun ønskede at optage magikere <strong>med</strong> rent blod, altså magikere, som ikke havde<br />
mugglerblod i årerne. Denne racistiske tankegang anses almindeligvis for ufornuftig, eftersom magikere<br />
<strong>med</strong> rent blod er sjældne, familierne indgiftet og udslettelse er en reel trussel, såfremt der<br />
ikke indgås blandede ægteskaber. Ikke desto mindre er det en af hovedkonflikterne i romanserien.<br />
De onde tilhører almindeligvis Slytherin og er racistisk indstillet, mens de øvrige kollegier er tole-<br />
PDF created with pdfFactory trial version www.pdffactory.com
<strong>Folkeskolen</strong>.dk august 2005 ©Mette Hansen<br />
- 17 -<br />
rante og velvilligt multikulturelt indstillede overfor mugglere og blandingsracer. Voldemort er<br />
halvblods magiker, <strong>Harry</strong> også eftersom hans mor var født af mugglere.<br />
Hvert kollegium repræsenterer en særlig dyd: De modige kommer til Gryffindor, de kloge til Ravenclaw,<br />
de loyale og sociale til Hufflepuff og de ambitiøse til Slytherin.<br />
Da <strong>Harry</strong> ankommer på Hogwarts sker det besynderlige, at Fordelingshatten vil placere ham på<br />
Slytherin. Han har både talentet og ambitionerne og viljen til magt som potentiale, det er tilsyneladende<br />
hans skæbne, at komme på Slytherin. Imidlertid har <strong>Harry</strong> stiftet sit livs første venskab på vej<br />
til Hogwarts <strong>med</strong> Ron, som anser Gryffindor som det bedste kollegium eftersom hele Rons store<br />
familie er/har været Gryffindor-elever, og derfor plager han Fordelingshatten om at placere ham på<br />
Gryffindor. Han sætter altså uden at være bevidst om det sin frie vilje over skæbnen. Dette plager<br />
ham, da der sker racistiske overfald på skolens elever, og han indrømmer overfor Dumbledore, at<br />
den ufejlbarlige Fordelingshat ville sende ham til Slytherin. Dumbledore fortæller ham flg.: ”Der er<br />
vores valg i livet, der gør os til dem, vi er, <strong>Harry</strong>. I langt højere grad end vores <strong>med</strong>fødte evner.”<br />
(bd. 2, kap. 18). Der er således en eksistentiel grundholdning til sted på Hogwarts. Elevernes talenter<br />
og magiske evner har en betydning, men det er forvaltningen af talentet, som er det afgørende.<br />
Der er ingen tvivl om forfatterens holdning. Hun nævner i et interview, at det interessante ikke er,<br />
hvad der er forudsagt, men hvordan det opfattes og handles på. Såfremt man blot vender ryggen til<br />
en profeti, så kan den aldrig realiseres. Det afgørende er vores valg.<br />
I Den Forbudte Skov møder <strong>Harry</strong> kentaurerne, som læser stjernerne og tyder fremtiden i denne<br />
læsning og som er splittede i spørgsmålet om, hvorvidt man skal gribe ind i de begivenheder, som<br />
er profeteret om. Kentauren Firenze griber ind og redder <strong>Harry</strong> ud af skoven, hvilket betyder, at han<br />
bliver forvist fra skoven af de øvrige kentaurer, som mener, at det, som skal ske, vil ske.<br />
I tredje bind af romanserien, <strong>Harry</strong> <strong>Potter</strong> og Fangen fra Azkaban undervises eleverne af en tvivlsom<br />
lærer i Spådom, Professor Sybil Trelawny, som midt i alle tebladene ikke desto mindre er den<br />
person som i trance to gange (indtil videre) har fremkommet <strong>med</strong> ægte profetier, begge vedrørende<br />
Voldemort, og der<strong>med</strong> også <strong>Harry</strong>.<br />
Den første er fremsat forud for <strong>Harry</strong>s fødsel og fortæller, at ”den som har magten til at besejre<br />
Mørkets Herre, er snart blandt os…han skal fødes af dem, som tre gange har trodset ham, han skal<br />
fødes, når den syvende måned dør hen…og Mørkets Herre vil mærke ham som sin ligemand, men<br />
han vil besidde kræfter, som Mørkets Herre ikke kender…og den ene må dø for den andens hånd,<br />
for ingen af dem kan leve, hvis den anden overlever” (bd. 5 kap. 37)<br />
Denne profeti er fremsat på et tidspunkt, hvor Voldemorts magt er på sit højdepunkt. Voldemort får<br />
altså at vide, at hans magt er truet. Imidlertid er profetien så finurligt formuleret, at det er Voldemort<br />
selv, som sætter profetien i gang ved at ’mærke ham som sin ligemand’, altså overføre en del<br />
af sine kræfter til barnet. Profetien kunne gælde for to børn, nemlig <strong>Harry</strong> og Neville; men det er<br />
Voldemort, som vælger hvilket barn han vil angribe. Han vælger <strong>Harry</strong> og sætter der<strong>med</strong> skæbnen i<br />
værk. Såfremt Voldemort havde ignoreret profetien, ville hans magt aldrig være truet, men han<br />
vælger at handle på profetien, og sætter der<strong>med</strong> sin skæbne ’på hjul’. Budskabet er, at magten altid<br />
har en indbygget tendens til at gå sin egen undergang i møde. Uundgåeligt vil magten sin egen afmagt.<br />
Ved at mærke <strong>Harry</strong> som sin ligemand, skaber han en modstander, som er stærk nok til at<br />
være en trussel.<br />
Forholdet mellem skæbne og valg er essentielt for romanserien. Voldemort bruger al sin magt til at<br />
blive usårlig og forsøger derfor at dræbe spædbarnet. <strong>Harry</strong>s forældre bliver i den forbindelse dræbt,<br />
hvilket betyder to ting for <strong>Harry</strong>; dels et ønske om at hævne sin far og dels den beskyttelse moderens<br />
kærlighedsoffer gav ham. Der<strong>med</strong> ønsker <strong>Harry</strong> at bekæmpe Voldemort – af sin egen vilje og<br />
ikke på grund af en profeti. I slutningen af bd. seks forstår <strong>Harry</strong> endelig, hvad Dumbledore havde<br />
forsøgt at fortælle ham. ”Det var, tænkte han, forskellen mellem at blive trukket ind i arenaen for at<br />
PDF created with pdfFactory trial version www.pdffactory.com
<strong>Folkeskolen</strong>.dk august 2005 ©Mette Hansen<br />
- 18 -<br />
kæmpe til døden og at gå ind i arenaen <strong>med</strong> løftet pande. Nogle mennesker, måske, ville sige, at det<br />
ikke var et rigtigt valg, men Dumbledore vidste – og jeg vidste, tænkte <strong>Harry</strong>, <strong>med</strong> et strejf af vild<br />
stolthed, og det gjorde mine forældre også – at der var en verden til forskel” (bd. 6. kap. 23 min<br />
oversættelse).<br />
Tema 4: Moralen<br />
Hvad er forskellen på moralen i den magiske verden og i mugglerverdenen?<br />
Romanserien udspiller sig i to parallelle universer. Det ene er mugglerverdenen, som er vores normale<br />
verden. Mugglere er magikernes navn for ikke-magikere. Mugglere er normale mennesker<br />
uden fantasi og indlevelsesevne. Når tingene ikke er som de plejer at være, så kan de ikke se det<br />
som noget fantastisk eller mystisk, de ser kun ’uregelmæssigheder’. For mugglere er verden ikke<br />
større end det umiddelbart tilgængelige, for de kan ikke – og de bryder sig ikke om at se andet end<br />
det umiddelbart tilgængelige. De er rædselsslagne ved tanken om uregelmæssigheder, som kan ryste<br />
deres småborgerlige tryghed. De svarer til Einsteins beskrivelse af mennesker, som ikke er i stand<br />
til at se verden som et under:<br />
”Det smukkeste vi kan møde, er det mystiske. Det er kilden til al sans kunst og videnskab. De, som<br />
ikke ved det og ikke kan føle forundring, er så godt som døde. De er som lys, der er pustet ud.”<br />
Disse endimensionale mugglere plejer forfatteren at advare børn imod: ”Don’t let the mugglers get<br />
you down”, har hun udtalt.<br />
Mugglerverdenen er altså beboet af helt almindelige hverdagsmennesker, prototypen på kedsommelig<br />
fantasiløshed. Den er repræsenteret ved Ligustervænget, hvor <strong>Harry</strong> tilbringer de første 10 år<br />
af sit liv i et skab under trappen. Han bliver anbragt på dørtrinnet som et hittebarn efter det mislykkede<br />
attentat og skal vokse op hos sine eneste slægtninge, sin mors søster, tante Petunia, dennes<br />
mand og en jævnaldrende fætter, Dudley. Her bliver han ualmindeligt dårligt behandlet. Han går i<br />
aflagt tøj, spiser madrester og bliver ignoreret og knap nok tålt.<br />
Den magiske verden, repræsenteret ved Hogwarts er til gengæld fyldt <strong>med</strong> magi, underlige væsner,<br />
uhyrer, monstre og flyvende koste. Et univers, hvor fantasien ikke har nogen grænse, men hvor morallovene<br />
er lige så ubønhørlige, som i normalverdenen. Det er en magisk og usynlig verden, som<br />
kun er tilgængelig for udvalgte og indviede magikere, men det er ikke et eskapistisk univers. Det er<br />
ikke som Lotusspisernes land hos Homer, hvor alt er blevet lige-gyldigt. Godt og ondt står skærpet<br />
som hinandens absolutte modsætninger og det er ikke en let eller problemfri verden. Det er en verden<br />
fyldt <strong>med</strong> hårdt <strong>arbejde</strong> og <strong>med</strong> eksistentielle valg, for som Tolkien engang sagde: ”Der er<br />
strenge regler for magi, godt kan ikke mikses <strong>med</strong> ondt”, og der er ingen genvej til harmoni. Det er<br />
et spørgsmål om enten-eller. Vil man bruge sit liv, talent og evner i det godes eller det ondes tjeneste.<br />
Og uanset hvad man vælger, får man kamp.<br />
Hogwarts er den kostskole, som uddanner magikere i et syv-års uddannelsesforløb. Kostskolen en<br />
nøjagtig så hierarkisk og rigid som enhver anden britisk kostskole. Der er systemer <strong>med</strong> præfekter<br />
og der er mobning og lærertyranni. Det er et meget genkendeligt univers. Eleverne skal <strong>arbejde</strong><br />
hårdt <strong>med</strong> stoffet for at blive magikere. Man skal gøre sig umage <strong>med</strong> besværgelserne og ikke sjuske<br />
<strong>med</strong> tryllestaven, for så går det grueligt galt, hvad det gør hele tiden, når eleverne ikke har læst<br />
ordentligt på lektierne eller gjort hjemme<strong>arbejde</strong>t godt nok. Eleverne får ustandselig brandvabler og<br />
bylder i eliksirtimerne, brækker deres knogler i flyvetimerne og kommer helt vildt galt af sted i forvandlingstimerne<br />
og kommer til at give hinanden blævreben og vrikkeører, smertefulde benlås og<br />
lange hugtænder. For ikke at tale om magiske dyrs pasning og pleje, hvor de bliver bidt og brændt<br />
af futskolopendre og skal lære at håndtere varulve og flyve på hippogriffer. Endelig er magisk teori<br />
og magiens historie ligeså kedsommeligt og slidsomt som enhver anden boglig og teoretisk læring.<br />
PDF created with pdfFactory trial version www.pdffactory.com
<strong>Folkeskolen</strong>.dk august 2005 ©Mette Hansen<br />
- 19 -<br />
Magiker-uddannelse er bestemt ikke lettere end den normale skole, men har en noget højere underholdningsværdi.<br />
Enhver elev, som har talentet, kan blive optaget på Hogwarts. Magikerne kommer alle steder fra.<br />
Hermione, som er en af skolens dygtigste elever, kommer fra en muggler-familie, hendes forældre<br />
er tandlæger. Neville, som er et virkelig fjols <strong>med</strong> en tryllestav, kommer fra en af landets fineste<br />
troldmandsslægter. Der er ikke noget system i hvordan magien viser sig. Det er blot et talent, som<br />
skal udvikles og et håndværk som skal trænes. Man kan have et særligt talent for fodbold eller klaverspil,<br />
men hvis man aldrig bliver præsenteret for en bold eller et klaver, så bliver håndværket aldrig<br />
lært og talentet aldrig udviklet. Det er således en helt almindelig og genkendelig dyds- og<br />
flidsmoral, som gør sig gældende i den magiske verden.<br />
Der er flere eksempler på, hvordan man kommer fra den ene verden til den anden. Magikerverden<br />
og Mugglerverdenen er nemlig adskilt, men samtidig er muren mellem de to verdener ikke helt adskilt.<br />
Der er magikere, som uden problemer kan færdes i begge verdener og der er magikere, som<br />
kun har et teoretisk kendskab til mugglerverdenen. Der er en usystematisk forbindelse mellem de to<br />
verdener og i den seneste bog mødes Ministeren for Magi <strong>med</strong> Premierministeren i Downing Street<br />
og advarer Premierministeren om, at man må forvente omvæltninger, eftersom krigen mod Voldemort<br />
i den magiske verden er optrappet. Eksempelvis skyldes uforklarlige vejrfænomener, stærk<br />
tåge i juli måned, at dementorerne fra Azkaban formerer sig over Nordsøen. Den magiske verden<br />
eksisterer side om side <strong>med</strong> vores egen verden, og da <strong>Harry</strong> første gang skal ind i den magiske verden,<br />
følges han <strong>med</strong> Hagrid, som viser vej. De går rundt i en ganske almindelig travl gade i London<br />
<strong>med</strong> masser af butikker og masser af mennesker. Og pludselig står de foran et lille snusket værtshus<br />
<strong>med</strong> navn ”Den Utætte Kedel”:<br />
”Hvis Hagrid ikke var standset op og havde udpeget det, ville <strong>Harry</strong> slet ikke have lagt mærke til<br />
stedet. Folk hastede forbi, og ingen så meget som kastede et blik derind. Deres øjne gled fra den<br />
store boghandel på den ene side og til musikforretningen på den anden. Det var, som om de slet<br />
ikke kunne se Den Utætte Kedel. <strong>Harry</strong> fik i hvert fald en stærk fornemmelse af, at han og Hagrid<br />
var de eneste, der så værtshuset.” (bd. 1. kap. 5)<br />
I den første bog kommer <strong>Harry</strong> til Hogwarts <strong>med</strong> toget fra King’s Cross perron 9 ¾. Den findes<br />
naturligvis ikke, men moralen er, at man blot skal løbe panden mod muren mellem perron 9 og 10.<br />
Man skal tro på det og ikke være bange.<br />
Den magiske verden er altså til stede og kan findes, hvis man kan få øje på den og hvis man tror på<br />
den. Det afgørende moralske spørgsmål er således: Skal man se det, før man tror det, eller skal man<br />
tro det, for at kunne se det?<br />
Forfatteren fortalte om moralen i romanserien, at ”moralen sprang naturligt ud af historien, en subtil,<br />
men afgørende forskel. Jeg synes, at bøger, som vil lære og belære (teach or preach) kan være<br />
svære at komme igennem” (J.K.Rowling, Worldbookday 4. marts 2004, min oversættelse)<br />
<strong>Harry</strong>s første rejse fra King’s Cross til Hogwarts bliver beskrevet som en rejse fra kultur via kultiveret<br />
natur til ren natur. Han sætter sig på toget og begynder at indlede et venskab <strong>med</strong> Ron:<br />
”Mens de havde talt sammen, var toget nået ud af London. Nu susede de forbi marker <strong>med</strong> køer og<br />
får. De sad tavse i nogen tid og så landskabet glide forbi.” (bd. 1. s. 102)<br />
”Landskabet, der susede forbi dem, blev gradvist vildere. De velordnede marker var borte. Nu var<br />
der skove, mørkegrønne dale og hidsige floder at kigge på.” (bd. 1. s. 105)<br />
”<strong>Harry</strong> kiggede ud ad vinduet. Det var ved at blive mørkt. Han så bjerge og skove under den røde<br />
aftenhimmel” (bd. 1. s. 111)<br />
Da eleverne når frem til Hogwarts bliver den sidste del af turen beskrevet som en form for genfødsel<br />
til en slags himmerige. Hagrid sætter eleverne i små både, der skal sejle over en sø til Hogwarts:<br />
PDF created with pdfFactory trial version www.pdffactory.com
<strong>Folkeskolen</strong>.dk august 2005 ©Mette Hansen<br />
- 20 -<br />
”Alle sad tavse og stirrede op mod det store slot på tinden. Det tårnede sig op over dem, jo nærmere<br />
de kom den anden bred. ”Så er det ned <strong>med</strong> ho’derne!” råbte Hagrid, da de første både nåede søens<br />
fjerne klippebred. De skyndte sig alle at dukke sig, og de små både førte dem videre ind under en<br />
tæt slyngplantebevoksning, der dækkede for en stor åbning i klippen. De gled videre gennem en<br />
mørk tunnel, der syntes at føre dem ind under selve slottet. Endelig nåede de en underjordisk havn,<br />
hvor de kunne stige i land….Så masede de sig op gennem en passage hugget ud i klippen og kunne<br />
til sidst træde ud i den friske luft, der duftede af dugvådt græs. De stod nu ved foden af slottets<br />
stentrappe…Hagrid hævede sin gigantiske næve og slog tre gange på slottets tunge dør.” (bd. 1. s.<br />
112)<br />
Den verden de er kommet til, bliver præsenteret for eleverne som den barske kostskole, og alligevel<br />
varer det kun få dage, før <strong>Harry</strong> oplever, at bag den ubønhørlige hverdagsmoral, ligger en højere<br />
moral gemt: <strong>Harry</strong> bliver provokeret til at sætte sig op på en kost og begynde at flyve, selvom eleverne<br />
netop har fået besked på, at såfremt de begynder at flyve, vil de blive bortvist fra skolen øjeblikkeligt.<br />
<strong>Harry</strong> flyver, bliver opdaget, og læreren henter ham op på til skolen, til hvad <strong>Harry</strong> tror<br />
er udvisning af det himmerige, han netop har opdaget eksisterer. Læserne går den tunge gang sammen<br />
<strong>med</strong> <strong>Harry</strong>, men oplever, at i stedet for at blive bortvist, bliver han sat på quidditch-holdet,<br />
fordi det viser sig, at han er et naturtalent på en kost. Og ikke nok <strong>med</strong>, at han bliver belønnet fremfor<br />
straffet, han får sin fædrene arv præsenteret: ”Din far ville være stolt”, får han at vide. Faderen<br />
var selv en dygtig quidditch-spiller i sin skoletid.<br />
Retfærdighed er således retfærdighed til en grænse, hvor mennesker går frem for reglerne, hvor<br />
nåde går for ret.<br />
Det er således en ganske spiselig kristelig moral, der gælder på Hogwarts og der er da efterhånden<br />
også langt mellem de kristeligt kritiske røster, selvom bøgerne stadig er bandlyst på såvel skoler og<br />
biblioteker og selvom bøgerne diskuteres på Vatikan-niveau <strong>med</strong> forskellig argumentation til forskellige<br />
lejligheder.<br />
Generelt har argumentationen for, at romanserien er kættersk, haft to sider.<br />
For det første har man haft svært ved at acceptere at ondskaben er blevet kropsliggjort i Voldemortskikkelsen.<br />
Det er en synspunkt, som man her i landet eksempelvis ville kunne høre Pinsekirken<br />
eller Jehovas Vidner fremføre. I det verdensbillede er ondskaben en autonom skikkelse <strong>med</strong> selvstændig<br />
vilje. Djævelen eksisterer og slås <strong>med</strong> Gud om vores liv og sjæl. Enhver omtale og beskæftigelse<br />
sig <strong>med</strong> djævelen og al hans væsen vil derfor være at tilføre djævelen mere styrke og mere<br />
magt. Ondskaben skal forties og således bekæmpes. Tanker og ord er handlinger, som er fyldt <strong>med</strong><br />
energi, så man skal være varsom <strong>med</strong>, hvad man taler om.<br />
For det andet har man i konservative kristne kirker ikke kunnet forlige sig <strong>med</strong> den vilkårlige brug<br />
af magi. Disse kristelige grupper mener, at det vil kunne få børn og unge til at opsøge okkulte, esoteriske<br />
og sataniske samfund for at lære at bruge magi. Man argumenterer, at kraften er adskilt fra<br />
autoriteten. Når Madam Pomfrey på Hogwarts sygeafdeling helbreder brækkede knogler <strong>med</strong> et<br />
slag <strong>med</strong> tryllestaven, så er det hverken Guds eller Djævelens kræfter, der er i spil, men blot hendes<br />
eget talent. Hun gør det, fordi hun helt tilfældigt er god til det, hendes talent går i den retning ligesom<br />
andres går i retning af fodbold. Det er tilfældighed blandet <strong>med</strong> øvelse. Når farisærerne i evangelierne<br />
anklager Jesus for at uddrive onde ånder <strong>med</strong> djævelske kræfter, så er det ofte fordi de ønsker<br />
klarhed over, hvilke kræfter og hvilken autoritet, der ligger bag disse helbredelser. Er det Guds<br />
eller Djævelens? Man anfægter således ikke, at der findes usædvanlige talenter, men det er kættersk<br />
tankegang at anvende sine kræfter uden videre. Enten skal kraften komme fra Gud eller også skal<br />
den i det mindste have Guds velsignelse.<br />
Forftatteren har selv udtalt, på CNN 21. okt. 1999, at hun havde mødt talrige børn, som elskede<br />
bøgerne, men som ikke selv ønskede at være troldmand. De allerfleste børn i <strong>Potter</strong>-alderen er udmærket<br />
i stand til at skelne mellem fantasi og virkelighed.<br />
PDF created with pdfFactory trial version www.pdffactory.com
<strong>Folkeskolen</strong>.dk august 2005 ©Mette Hansen<br />
- 21 -<br />
© Copyright: Mette Hansen<br />
<strong>Folkeskolen</strong>.dk<br />
PDF created with pdfFactory trial version www.pdffactory.com
Change language