Hent pjecen gratis som pdf-fil - Bupl

MODERNISERING AF BARNDOM OG UNGDOM
Overordnet kan det give mening at tale om en stærkt øget tendens til det, jeg vil kalde
en samfundsmæssiggørelse af barn- og ungdom i Danmark. Mens at det i høj grad
kan siges at være et fænomen, der hvad ungdommen angår, strækker sig adskillige
årtier tilbage, gælder for barndommen, at det er en proces, der særligt inden for de
seneste årtier har haft et vældigt gennemslag. Med samfundsmæssiggørelse menes
i al korthed, at fl ere og fl ere af hverdagslivets processer, der involverer den eller de
pågældende grupper af mennesker, underlægges samfundsmæssigt organiserede
forvaltningsprocesser, hvilket typisk betyder, at fl ere og fl ere af hverdagslivets elementer
underlægges offentlig frem for privat styring og forvaltning. Når vi specifi kt
taler om barndommen, kan denne samfundsmæssiggørelse ikke mindst kobles til
den stærkt stigende institutionalisering af børns liv, som har gjort sig gældende siden
slutningen af 60’erne og starten af 70’erne. Selvom vi har en lang tradition for ikke
mindst børnehaver i Danmark, giver det god mening at identifi cere den voldsomme
offentlige udbygning af daginstitutionssektoren omkring 1970 som en periode, der
for alvor indledte den moderne samfundsmæssiggørelse af barndommen i omfattende
forstand – altså forstået som interventioner, der principielt og mere og mere
reelt henvender sig til samtlige børn i landet.
Det er yderligere min opfattelse, at det kan give god mening at tale om to faser i de
seneste ca. 35 års institutionalisering, forstået som første og anden institutionalisering.
Den første fase eller første institutionalisering vil jeg kalde den kvantitative institutionalisering
af børn. Fra slutningen af 60’erne og helt frem til op i 80’erne er udbygningen
af daginstitutionssektoren set fra den statslige og kommunale forvaltnings
side primært knyttet til ønsket om at skaffe tilstrækkeligt med institutionspladser.
Den overordnede samfundsmæssige tilgang til børns hverdag i institutionssammenhæng
var derfor på dette tidspunkt ikke så meget begrundet i et erklæret behov for at
børns socialisering burde foregå i institutionssammenhæng, men snarere relateret til
ønsket om at frisætte især kvinder fra hjemlige bindinger med henblik på deres deltagelse
på arbejdsmarkedet. Det blev efterhånden de politiske markeringer af pladsgaranti,
der står som det offentlige forvaltningssystems centrale forståelse af, hvad der
5