Hent pjecen gratis som pdf-fil - Bupl

motiverede den kraftige udbygning af området og dermed den ganske voldsomme
gennemsættelse af almindelige børns almindelige hverdag som noget der kom til at
foregå i institutionelt regi.
Pædagogiske overvejelser, i form af målformuleringer og metodevalg, var derimod
i påfaldende grad ikke noget det offentlige blandede sig i, endsige tilsyneladende
overhovedet interesserede sig for. Hvis blot de basale sikkerheds-, sundheds- og omsorgsmæssige
betingelser var til stede, hvilket søgtes sikret gennem en form for kontrollant-korps,
bestående af blandt andet stadslæger og pædagogiske konsulenter, var
der ingen intention om yderligere intervention. Tværtimod var der vel en udbredt
opfattelse blandt det pædagogiske personale i feltet, at det på det nærmeste var umuligt
at få det offentlige forvaltningsapparat og det kommunale og nationale politiske
system til bare i mindste mål at interessere sig for området.
Den pædagogiske kvalitet var således i ganske omfattende grad overladt til feltets
egne aktører, hvilket selvfølgelig primært var det pædagogiske personale selv, og derudover
en ganske lille og overskuelig kreds af barndomspædagogiske debattører, teoretikere
og formidlere. Dermed var der i denne periode tale om et ganske interessant
fænomen, idet der på den ene side kunne iagttages en ganske voldsom – kvantitativ
– udbygning af området, hvilket betød at antallet af uddannede og organiserede pædagoger
ligeledes steg ganske betragteligt, resulterende i dannelsen af en lønmodtagergruppe,
der fyldte rigtig meget i de kommunale budgetter, samtidig med at dette på
den anden side ikke var ledsaget af nogen beskrivelser eller indblandinger i, hvordan
denne store lønmodtagergruppe tilrettelagde og udførte sit eget arbejde. Når vi taler
om pædagoger i 70’erne og 80’erne, har vi altså at gøre med en gruppe af lønarbejdere,
der defi nerer og langt hen ad vejen kontrollerer og vurderer deres eget arbejde,
hvilket reelt kan siges at være en ganske unik situation, hvis man sammenligner med
en hvilken som helst anden lønarbejdergruppe – både inden for og uden for det offentlige
system – på dette tidspunkt.
Den anden fase eller anden institutionalisering kan betragtes som en mere gennemgribende
kvalitativ institutionalisering af børns hverdagsliv. Fra slutningen af 80’erne
og starten af 90’erne frem til i dag kan vi se en lang række nye typer af interventioner
6