Statslig og kommunal beskæftigelsesindsats - Implementering ... - SFI

Rolleopfattelsen ‘praksisorienteret’, hvor sagsbehandlerne gør,
som de selv eller kollegerne plejer, var lidt mindre udbredt end de to foregående
rolleopfattelser. Sagsbehandlerne i AF og kommuner var lige
praksisorienterede. Og i begge systemer anvendte praksisorienterede
sagsbehandlere flere mestringsstrategier - herunder skummede de mere
fløden. Det kan ikke undre, at disse strategier netop var udbredt blandt
den gruppe af sagsbehandlere, hvor ‘plejer’ spillede en stor rolle. Mestringsstrategier
er blevet en slags standardprocedure (standard operating
procedures), som har vundet indpas blandt kollegerne eller hos en selv.
De to roller, som sagsbehandlere i både AF og kommuner identificerede
sig mindst med, er den forskningsbaserede rolle, hvor forskningsresultater
danner udgangspunktet for deres arbejde, og den partsorienterede
rolle, hvor arbejdsmarkedets parter og deres ønsker er udgangspunktet
for arbejdet. Disse to roller havde dog i gennemsnit større
betydning for sagsbehandlere i AF end for kommunale sagsbehandlere.
AF’s medarbejdere havde formentlig større fokus på forskning i, hvad
der virker og ikke virker i beskæftigelsesindsatsen, fordi der i AF i lang
tid havde været omfattende statistik vedrørende indsatsen, som har gjort
forskning heri mulig.
Endelig er det ikke overraskende, at arbejdsmarkedets parter
havde en større rolle i AF, idet parterne gennemgående var langt dybere
involveret i beskæftigelsesindsatsen via de regionale arbejdsmarkedsråd
end i kommunale koordinations- og beskæftigelsesudvalg. En stor partsorientering
fik sagsbehandlere til at anvende flere private løntilskud i AF,
men færre i kommunerne. Parterne – og især fagbevægelsen – syntes
således at have en forskellig holdning til private løntilskud i forhold til
AF og i visse kommuner.
Forskellige holdninger til klienterne
Sagsbehandlerne i kommunerne havde gennemsnitligt mere aversion og
mindre tolerance over for deres klienter end AF’s sagsbehandlere. Det vil
sige, at de havde større mistro over for de lediges motiver og baggrunde
for at modtage offentlig forsørgelse. Desuden havde de mindre respekt
for de lediges egne måder at indrette deres tilværelse på, og de havde
dermed en mere interventionistisk indstilling end sagsbehandlerne i AF.
Man kunne opfatte dette som en lidt mere formynderisk holdning i
kommunerne end i AF, men man skal erindre, at kommunernes klientel
gennemsnitligt var anderledes end AF’s. Det var ikke helt så arbejdsmar-
36