Publikationen i printervenligt format - Ministeriet for Børn ...

19. Kunsten i arkitekturen og omvendt
Øivind Nygård
Noget om billedkunst og arkitektur og lidt om
skolebyggeri
Relationen mellem billedkunst og arkitektur og deres
indbyrdes installeren sig i hinanden har været til debat
lige så længe, der i det hele taget er blevet diskuteret
kunst. Tilsyneladende hersker der en grundlæggende
uafklarethed genrerne imellem, som ingen kunstdebat
indtil nu har kunnet gøre ende på, og i vores tid synes
denne genremæssige diffusitet mellem billedkunst og
arkitektur at være større end nogensinde.
Det er egentlig ikke noget problem for arkitekturen
eller billedkunsten, at det er sådan, al den stund at der
hverken bliver skabt dårligere arkitektur eller billedkunst,
bare fordi vi har et problem med begreberne.
Men alligevel virker denne uafklarethed ind et eller
andet sted i de situationer, hvor billedkunsten skal prioriteres
i et nybyggeri, eller når der skal afsættes et
rum i det offentlige til et billedkunstværk.
I vores kultur eksisterer arkitektur og billedkunst som
to parallelle kunstarter med mange fælles berøringsflader,
men samtidig opererer de under vidt forskellige
betingelser og med vidt forskellige sigter.
Både arkitektur og billedkunst har i de sidste årtier i
Guillaume Bijl. Supermarked. 1994.
stigende grad bevæget sig ind på hinandens områder
rent æstetisk, hvor de ligner hinanden til forveksling,
og på en måde kan man tale om, at vi igen nærmer os
en slags ny-renæssance, hvor billedkunstnere arbejder
som arkitekter og omvendt.
Man kan se det som et generelt træk ved perioder, der
er kunstnerisk frugtbare, at de også er ekspansive og i
sig selv skaber et behov for at udvide grænser og
erkendelsesområder. Men i det øjeblik man taler om, at
der skal være billedkunst i vores rum, indebærer det, at
man må tage stilling til, på hvilke områder billedkunsten
adskiller sig fra arkitekturen - og for så vidt hele
designområdet - ud over brugsfunktionen.
I barokken og renæssancen var billedkunst og arkitektur
meget tæt forbundne. Arkitekt og billedkunstner
var ofte én og samme person, men opfattelsen af, at der
var en forskel, var alligevel mere udbredt og præciseret,
end den er i vores tid.
I renæssancen blev kunstforståelsen til dels holdt på
plads af en slags faglig dogmatik, hvor regler var noget,
man stort set søgte at holde fast ved og leve op til, modsat
i vores tid, hvor vi er vant til at forholde os kritisk til
tingene og hele tiden søger at forstå dem på en ny måde.
Det er også derfor, vi i nutiden har et kunstbegreb, som
konstant holdes flydende og hele tiden er i bevægelse
og åbent for revurdering.
At forstå noget på en ny måde eller bare at fornemme
en forandring indebærer, at tingene får en anden
udformning end tidligere.
Det er blandt andet det, der skaber den bevægelse og
dynamik, der i så høj grad kendetegner vores tid på
godt og ondt. Og det er jo selvfølgelig også derfor, at
nutidskunsten er vanskelig at definere.
Overfladisk set ligner nutidens kunstobjekt og designobjektet
eller kunsten og arkitekturen ofte hinanden til
forveksling. Men set i forhold til et nutidigt kunstbegreb
er de samtidig to helt adskilte størrelser.
Ikke i udformningen eller i udseendet, men i
udgangspunktet, i den grundlæggende idé om, hvad
kunst og arkitektur er.