Publikationen i printervenligt format - Ministeriet for Børn ...

kunsten underordner sig den arkitektoniske og eventuelt
pædagogiske funktion, hvis der er tale om skoler.
Det er et stort felt, som så at sige er fælles for arkitektur
og billedkunst. Formålet kan være at nuancere
oplevelsen af arkitekturen eller skabe en større sensibilitet
eller mangfoldighed eller bare at tilføre arkitekturen
et mere poetisk aspekt.
Det er der selvfølgelig ikke noget galt i bortset fra, at
al fremragende arkitektur som regel indeholder alle
disse aspekter i rigt mål i forvejen. De ligger der simpelthen
fra starten i arkitektens visioner.
God arkitektur skaber altid sit eget poetiske univers,
hvor der som regel ikke mangler billedkunstnerisk
tilskud i den forstand.
Men integrering er et meget positivt ladet ord i vores
tid, så der er mange, der synes, at denne måde at
anskue forholdet mellem billedkunst og arkitektur på
er indlysende og meningsfuld.
Og i vores tid så elsker vi dette ord: integreret. Det er altid
dejlig trygt, når noget er inde i noget andet og på en eller
anden måde til syvende og sidst bliver til det samme.
Bernini. Den hellige Teresas ekstase. Rom, 1652.
En anden og mere traditionel måde er at lade billedkunsten
indgå i mindre integreret grad i arkitekturen.
Det er der, hvor kunsten ikke er en del af den arkitektoniske
eller pædagogiske forståelsesramme, men
mere er sat ind som noget, man kunne kalde “den
anden figur” eller “den anden krop.”
Altså noget, der henviser til et andet eller større og udenfor
liggende rum og til en anden tolkningsmodel end
den arkitektoniske eller funktionelle eller pædagogiske.
Et forsvar for denne måde, hvor kunsten gives en mere
autonom plads i forhold til omgivelserne - det kunne
være en skole - kunne så være, at der mellem alle disse
bestræbelser på at skabe optimalt forståelige rammer
og mellem alle de pædagogiske forklaringsmodeller og
koncentrationer af boglig viden, at dér er det måske
nødvendigt at placere noget, der ikke er helt så enkelt
at forklare. Derved vil det repræsentere noget af alt
det, der ligger uden for vores almene forståelse, og
som måske indeholder en tolkningsmodel, der ikke er
kendt på forhånd.
Noget, som på den måde ville pege på fremtiden eller
en viden, der endnu ikke var erkendt, men som måske
ventede på at blive det.
Man kan sige, at samfundets udvikling til dels er
betinget af, at der eksisterer en bevidsthed om, at der
ligger noget uden for vores almene kulturelle
forståelse af tingene, som vi drages af, fordi vi gerne
vil gøre vores rum større. Både det rum, vi har inde i
vores hoveder, og det ydre rum.
I barokken ser vi, hvordan arkitekturen lægger op til
ikke bare at være ramme for mennesker, men måske i
endnu højere grad at være ramme om kunsten og det,
der peger ud over den selv.
Kunsten og æstetikken har jo særlige forudsætninger
for at minde os om det, der ligger uden for vores
almene kulturelle rum. For i modsætning til næsten alt
andet så kræver vi ikke af kunsten, at den skal have
særlige forpligtigelser eller i det hele taget være
meningsfuld - den skal bare kunne give os en
oplevelse, og helst så vi får udvidet vores blik eller
gjort vores indvendige rum en lille smule større, end
det var i forvejen.