Publikationen i printervenligt format - Ministeriet for Børn ...

Når vi taler om kunst i det offentlige rum, er det derfor
naivt at forestille sig, at man ved at tage alle mulige
demokratiske virkemidler i brug kan sikre sig, at vi får den
rigtige eller den bedste kunst placeret de rigtige steder.
Hvis et demokrati har brug for kunsten, er det blandt
andet, fordi den kan styrke sin troværdighed ved netop
at give plads til den frie tanke og frie handling og til
den mangfoldighed, som kunsten kan levere, og som i
sin natur er uregerlig og uforudsigelig. For kunsten er
efterhånden det eneste legale sted i samfundet, hvor
man kan se den frie tanke udfolde sig i en praksis.
Måske lige bortset fra i grundforskningen.
Det er indlysende, at dette kunstens sted ikke kan være
overalt. At det nødvendigvis må være afgrænset. Og at
nødvendigheden af denne afgrænsning af kunsten siger
mindst lige så meget om samfundet som om kunsten.
(Museerne er altså ikke bare en praktisk foranstaltning
for at have tingene samlet på ét sted, men de er også et
udtryk for en bevidsthed om, hvordan relationen
kunst-samfund fungerer).
Noget af det interessante ved arkitekturen er, at den
altid har været den kunstform, som allermest tydelig
har vist, hvordan samfundet har prioriteret, og hvilke
værdinormer og magtstrukturer der har gjort sig
gældende.
Grunden til, at man mere tydeligt har kunnet se disse
ting i arkitekturen end i billedkunsten, som jo ellers
altid er først ude med hensyn til at opsuge og reflektere
over de tendenser og ændringer, der sker omkring os,
er blandt andet, at arkitekturen hele tiden er tvunget til
at arbejde i tæt alliance med de instanser, der besidder
indflydelse og penge. Fordi som bekendt er det pengene,
der er arkitekturens opdragsgivere.
Billedkunsten står mere frit økonomisk end arkitekturen
gør, alene af den grund, at det ikke koster så
mange penge at fremstille den. I hvert fald ikke i vores
tid og ikke i forhold til at bygge huse.
Hvor meget man har ønsket at synliggøre arkitekturen,
og hvor meget man har ønsket at gøre ud af det arkitektoniske
udtryk i det statslige, kommunale og private byggeri,
har altid afspejlet, hvordan samfundet har prioriteret
kulturelt og økonomisk. Og sådan er det jo stadigvæk.
Det særlige ved den danske folkeskole i den henseende
er, at den aldrig har synliggjort sig særlig meget som
arkitektur.
Dette på trods af, at den måske er den institution i landet,
der i størst omfang må siges at indeholde fremtiden
og landets vigtigste kulturelle og økonomiske
ressourse og råvare, nemlig børnene, og dermed det
vigtigste grundlag for landets velfærd og udvikling.
Når man tager rundt i landet og ser på folkeskolerne
udefra, så ser man ikke desto mindre med al tydelighed
en institution, som samfundet tilsyneladende ikke prioriterer
særlig højt.
I. M. Pei. Rock and Roll of Fame, Cleveland, Ohio.
Betegnelsen Fremtidens Skole, som blev brugt i
forbindelse med den for nyligt afholdte arkitektkonkurrence
om nyt dansk folkeskolebyggeri, var velvalgt.
Velvalgt, fordi en skole altid må være fremtidens,
uanset ny skolelov eller ej, og fordi det er en
betegnelse, som i sig selv understreger, at det her er
noget, der skal have høj prioritet. Den prioritering, og
hvad deraf følger, bør afspejle sig i folkeskolens
arkitektur for at vise, at samfundet tager den alvorligt,
så den del af befolkningen, der stort set ikke ved, hvad
der foregår i en nutidig folkeskole, får synligt bevis på
skolens betydning.
Der tales jo meget om, at folkeskolen er børnenes, men
INDLEDNING SKOLENS RUM PÆDAGOGIKKEN TEKNIK OG LOVGIVNING PROCESSEN ARKITEKTUREN
183