Publikationen i printervenligt format - Ministeriet for Børn ...

den er ikke kun børnenes. Folkeskolen er en meget
vigtig ressourse for hele befolkningen og i det hele
taget for vores fælles fremtidige velfærd.
Derfor er det vigtigt, at den udadtil fremstår som det,
den er. En institution, der repræsenterer noget af stor
værdi. Og derfor er det selvfølgelig vigtigt, at denne
repræsentation også finder sted i arkitekturen.
Arkitektkonkurrencen om fremtidens skolebyggeri
fortjener fuld opbakning fra alle sider. Men sandsynligvis
vil det også i fremtiden være vanskeligt at få
bevillinger, som er store nok til at bygge folkeskoler, så
arkitekturen svarer til den betydning, som folkeskolen
har for samfundet.
Hvis man tror på, at rammerne giver indholdet betydning
og ikke bare omvendt, så skulle man (hvis de
økonomiske rammer nu var, som de skulle være) starte
med at bygge et antal folkeskoler med en nutidig
arkitektur på allerhøjeste niveau med de omkostninger,
det nu måtte medføre. Desuden skulle man engagere
nogle af verdens mest fremtrædende billedkunstnere til
at stå for den kunstneriske udsmykning. Dét ville være
en god investering på lang sigt.
For det kunne medføre, at befolkningen langsomt ville
begynde at opfatte og forstå folkeskolen på en anden
måde end tidligere. En opfattelse, som ville føre en
anden holdning med sig, blandt andet med hensyn til,
hvad skoler i fremtiden skulle koste, og dermed også
med hensyn til fremtidige bevillinger.
Det er det, man altid har gjort med kirker, museer og
koncerthuse, og det er jo det, de store multinationale
selskaber gør i dag i stor målestok.
Man sætter både en kulturel og en økonomisk standard
ud fra bevidstheden om, at hvis man vil sætte en ny
økonomisk standard, så er man samtidig nødt til at lade
det kulturelle følge med. Denne strategi har indtil nu
vist sig at kunne holde i et godt stykke tid.
Kirken er i øvrigt et godt eksempel på den betydning,
rammerne har.
Man kan spørge sig selv om, hvilken position en institution
som kirken ville have haft i dag trods manglende
folkelig og politisk opbakning, hvis den ikke havde
været i stand til gennem mange hundrede år at
repræsentere sig selv gennem tidernes mest fremragende
arkitektur og billedkunst. Noget, som har en
gennemslagskraft, der rækker langt ud over kirkelige,
religiøse og politiske kredse.
Vi skal altså ikke nøjes med et skolebyggeri, der kun
opfylder de pædagogiske, arealmæssige og økonomiske
behov, men vi skal have skoler med en arkitektur og en
billedkunst, der er et udtryk for den højeste prioritet.
Det vil kunne medvirke til at sætte en ny standard for
vores opfattelse af, hvor folkeskolen i fremtiden skal
befinde sig i vores fælles kulturelle rum.