Giver borgernes bestemmelse af mål for rehabiliteringen højere ...

Masterprojekt
Giver borgernes bestemmelse af mål for
rehabiliteringen højere effektivitet i
hjemmeplejen?
Fleksibel Master i Offentlig Ledelse
Navn: Anne Sloth-Egholm
Eksamensnummer: 302661
Antal ord: 20.441
(eksklusiv litteraturliste og bilag)
Vejleder: Professor mso, ph.d., Søren Serritzlew,
Aarhus universitet, Institut for Statskundskab
December 2011
1

Indholdsfortegnelse
Forside ........................................................................................................................................................ 1
Giver borgernes bestemmelse af mål for rehabiliteringen højere effektivitet i hjemmeplejen? .................... 4
Abstract ................................................................................................................................................... 4
Does the citizens’ determination of rehabilitation aims result in a more efficient social care? .............. 4
Kapitel 1: Indledning ................................................................................................................................ 4
1.1. Baggrund ....................................................................................................................................... 4
1.2. Problemformulering ...................................................................................................................... 7
1.3. Afgrænsning .................................................................................................................................. 7
1.4. Teoretisk afsæt.............................................................................................................................. 7
1.5. Begrundelse for valg af emne ........................................................................................................ 8
1.6. Undersøgelsesdesign ..................................................................................................................... 8
1.7. Masterprojektets opbygning ......................................................................................................... 8
Kapitel 2: Teori om samproduktion .........................................................................................................10
2.1. Coproduction - samproduktion .....................................................................................................10
2.2. Definition af begrebet samproduktion ..........................................................................................11
2.3. Fordele ved samproduktion ..........................................................................................................11
2.4. Samproduktion i forhold til brugere, frivillige og borgere ..............................................................13
2.5. Relationen mellem det offentligt ansatte frontpersonale og brugerne ..........................................13
2.6. Faktorer, der fremmer brugernes samproduktion.........................................................................14
2.7. Kritik af teori om samproduktion ..................................................................................................15
2.8. Opsummering ..............................................................................................................................16
Kapitel 3: Diskussion af teoretiske argumenter samt hypoteser...............................................................17
3.1. Teoriens overordnede relevans for Hverdagsrehabilitering ...........................................................17
3.2. Kritikkens relevans for problemformuleringen ..............................................................................19
3.3. Borgerinddragelse i COPM og Fælles sprog II ................................................................................20
3.4. Relationen mellem fagpersonen og borgeren i COPM processen ..................................................24
3.5. Større potentiale for effektivitet via egeninteresse .......................................................................27
3.6. Problemformuleringens hypoteser ...............................................................................................28
Kapitel 4: Metode og undersøgelsesdesign .............................................................................................29
4.1. Valg af metode ud fra problemformulering...................................................................................29
4.2. Overvejelser vedrørende valg af undersøgelsesdesign ..................................................................29
4.3. Valg af undersøgelsesdesign - Registerdata ..................................................................................31
2

Kapitel 5: Analyse....................................................................................................................................39
5.1. Fremgangsmåde for dataindsamling samt frafald .........................................................................39
5.2. Analyse af kontrolvariable ............................................................................................................40
5.3. Analyse af problemformuleringens hypoteser ..............................................................................49
5.4. Hypotese 1 ...................................................................................................................................49
5.5. Hypotese 2 ...................................................................................................................................53
5.6. Hypotese 3 ...................................................................................................................................55
5.7. Hypotese 4 ...................................................................................................................................59
Kapitel 6: Konlusion og perspektivering ...................................................................................................62
6.1. Perspektivering ............................................................................................................................63
Litteraturliste ..........................................................................................................................................65
Bilag 1. Interventionsgruppe ...................................................................................................................67
Bilag 2. Kontrolgruppe ............................................................................................................................69
Bilag 3. Mål for rehabiliteringen ..............................................................................................................71
3

Giver borgernes bestemmelse af mål for rehabiliteringen højere
effektivitet i hjemmeplejen?
Abstract
Does the citizens’ determination of rehabilitation aims result in a more efficient social care?
Among the home care of the Danish municipalities, there is a huge interest in rehabilitation as a cost saving
method making the citizens independent from the public sector.
The objective of this master thesis is to analyse whether it is more efficient (in terms of time and cost) to
have the citizens and not professionals determining the aims of rehabilitation. The research question is
answered by the empirically based register analysis of 60 cases of rehabilitation from an intervention group
and a control group. The analysis is deductive and based on theories of Coproduction which also provides
the basis for the hypotheses.
Having in mind the limited amount of empirical data, the analysis shows that when the citizens, and not the
professionals, decide the objectives of the rehabilitation, the number of objectives increases and the period
of rehabilitation is shorter. However, the data did not provide evidence of the citizens being more self-
sufficient in the form of a decreased need for social services when determining the objectives themselves.
Key words: Rehabilitation, home care, coproduction.
Kapitel 1: Indledning
1.1. Baggrund
Fredericia, en kommune med 50.000 indbyggere, beregnede i 2009, at kommunen frem til år 2020 vil have
2000 flere ældre indbyggere over 65 år samtidig med, at kommunen vil få en stor stigning i antallet af
indbyggere over 80 år. Med serviceniveauet i 2009 i hjemmeplejen vil den demografiske udvikling betyde
en årlig merudgift på 46 mio. kr. (Christensen, 2009).
For at imødegå denne udvikling startede Fredericia Kommune i 2009 et pilotprojekt
”Hverdagsrehabilitering”, som skulle afprøve en model til at udskyde og mindske behovet for
hjemmeplejeydelser via et intensivt tilbud om rehabilitering til nyvisiterede borgere.
4

Dansk Sundhedsinstitut (DSI) har udarbejdet en delevaluering af Hverdagsrehabilitering i Fredericia
Kommune (Kjellberg, Pia 2010) som viser, at Hverdagsrehabilitering adskiller sig væsentligt fra Fredericias
traditionelle hjemmepleje på følgende tre områder:
For det første er fokus forskelligt. I Hverdagsrehabilitering sættes borgerne i stand til selv at
varetage opgaverne, hvorimod den almindelige hjemmepleje løser opgaverne for borgerne.
For det andet er varigheden og tidsforbruget forskelligt. I Hverdagsrehabilitering bruges der
forholdsvist meget tid i starten, hvorefter borgeren ideelt afsluttes fra projektet, hvorimod den
almindelige hjemmepleje har et konstant tidsforbrug.
For det tredje er der forskel på målene. I hjemmeplejen tages der udgangspunkt i en
bestiller/udførermodel og visitationsenheden udarbejder mål ud fra Fælles sprog II. I
Hverdagsrehabilitering udarbejdes mål af en terapeut via et ergoterapeutisk redskab, COPM.
Fælles sprog II er et sæt af klassifikationer, der primært anvendes til at dokumentere visitationsafgørelser
og til fastlæggelse af ydelsesomfanget samt for at sikre, at borgeren får tildelt den hjælp, som borgeren har
krav på. Fælles sprog version 2 blev introduceret i 2004, hvor der er udviklet en ny dimension af
klassifikationen, der skal sikre større borgerinddragelse i forhold til borgerens egen vurdering af sit
hverdagsliv. Desuden blev der udarbejdet retningsgivende mål for indsatsen, der kan være udviklende,
lindrende eller fastholdende (Poulsen, 2004).
COPM, Canadian Occupational Performance Measure, er et analyseredskab og en målemetode, der er
udarbejdet af canadiske ergoterapeuter. Redskabet bygger på, at aktivitetsudførelse er et resultat af
interaktion mellem personen, omgivelserne og de daglige aktiviteter. Analysen foregår som et
semistruktureret interview mellem terapeut og borger eller pårørende, hvor borgeren skal definere sine
problemer i hverdagen og i samarbejde med terapeuten udarbejde mål for rehabiliteringen. Målemetoden
opfanger ændringer af borgerens egen opfattelse af aktivitetsudførelse og tilfredshed over tid (Law, 2007).
DSI har foretaget en økonomisk evaluering af Hverdagsrehabilitering (Kjellberg, Jacob, 2010) og har fundet,
at de borgere, der har modtaget hverdagsrehabilitering, samlet set har brugt for ca. 13 mio. kr. færre
hjemmeplejeydelser på årsbasis, hvilket svarer til et besparelsespotentiale på i gennemsnit 13,9 procent pr.
borger tilknyttet hjemmeplejen (Kjellberg, Pia et al, 2011; 7).
Da Hverdagsrehabilitering har vist sig at give både en øget livskvalitet for borgerne og en økonomisk gevinst
for kommunen, er Hverdagsrehabilitering derfor nu gjort permanent i Fredericia.
5

I 2010 startede kommunen med at udbrede konceptet om rehabilitering i hjemmeplejen via projekt
”Trænende hjemmehjælp” til de øvrige, traditionelle hjemmeplejegrupper. Trænende hjemmehjælp i de
traditionelle hjemmeplejegrupper adskiller sig fra Hverdagsrehabilitering ved, at målgruppen er borgere,
der allerede er tilknyttet den kommunale hjemmepleje. Visitationsenheden foretager en revurdering og
hvis det vurderes, at borgerne kan profitere af rehabilitering, tilbydes borgerne nye og mere aktiverende
ydelser, såkaldte ”udviklingspakker”, der har et væsentligt større tidsforbrug end de traditionelle
plejepakker. Desuden adskiller hjemmetræning sig ved, målene ikke fastlægges ud fra COPM, men ud fra
visitators funktionsvurdering af borgeren.
Fredericia Kommune har foretaget en intern 4,5 måneders kvantitativ opgørelse i et plejedistrikt der viser,
at også trænende hjemmehjælp har gjort en positiv forskel på hjemmeplejens effektivitet, idet 3,5 procent
af borgerne, der har modtaget Trænende hjemmehjælp, er blevet helt selvhjulpne og 6,5 procent af
borgerne får mindre hjælp (Kjellberg, Pia et al; 2011: 25).
Evalueringen fra DSI beskriver, at det bør afklares, hvilke fordele og ulemper, der er ved den model, hvor
mål opstilles på baggrund af Fælles sprog II, og den model, hvor visitator visiterer til Hverdagsrehabilitering
og herefter lader det være op til den ansvarlige terapeut at opstille målene, evt. på baggrund af COPM
(Ibid; 28).
DSI har foretaget sine observationer og interviews i 2010. Ved møde i september 2011 mellem opgaveløser
og Hverdagsrehabiliterings leder og terapeuter i forbindelse med dette projekt kommer det frem, at der er
ansat andre terapeuter i Hverdagsrehabilitering og der anvendes ikke længere konsekvent COPM til
udarbejdelse af mål for rehabiliteringen. Terapeuterne anslår, at de i 2011 har anvendt COPM i 10 – 20
procent af forløbene i Hverdagsrehabilitering. I Hverdagsrehabiliterings opstartsfase anvendtes COPM i
cirka 70 procent af rehabiliteringsforløbene.
Terapeuterne fortæller, at de inden første kontakt med en borger som regel har læst visitators
funktionsvurdering og på baggrund af denne samt samtale og eventuelt praktiske afprøvninger med
borgeren, bliver målene for rehabiliteringsforløbet fastlagt. Terapeuterne begrunder fravalg af COPM med,
at der ikke altid er tid til at foretage interviewet ud fra COPM i starten af et rehabiliteringsforløb. Visitators
funktionsvurdering danner et godt overblik over borgerens problemstillinger, og derfor oplever de i mange
tilfælde COPM som værende overflødigt.
Ud fra den antagelse at COPM giver større mulighed for, at det ikke er fagpersonen, men borgeren, der
fastlægger målene, og at borgerens egen bestemmelse af mål for sin rehabilitering er en afgørende faktor
for et godt rehabiliteringsresultat, vil det være interessant at undersøge, om der er forskel på effekten af
6

ehabiliteringsforløb, der anvender COPM som målfastsættelsesredskab og effekten af forløb, der ikke
anvender COPM til målfastsættelse. Hovedfokus for dette masterprojekt er derfor at undersøge, om COPM
som målfastsættelsesredskab har indvirkning på rehabiliteringseffekten.
På baggrund af ovennævnte antagelse formuleres masteprojektets problemformulering således:
1.2. Problemformulering
I hvor høj grad påvirkes rehabiliteringseffekten af brugen af COPM til målfastsættelse?
12.1. Begrebsafklaring
Med rehabiliteringseffekt menes:
1. Borgernes evne til helt eller delvist at være selvhjulpne efter endt forløb målt i færre
sygeplejeydelser og hjemmeplejeydelser.
2. Varigheden af rehabiliteringsforløbene målt i antal dage, som borgerne er tilknyttet
Hverdagsrehabilitering.
1.3. Afgrænsning
Af hensyn til masterprojektets naturligt begrænsede omfang er det i denne opgave valgt udelukkende at
fokusere på sammenhængen mellem målfastsættelsesredskab og rehabiliteringseffekt. Således fravælges
områder som rehabiliteringens organisering og udvikling af hjemmetrænernes kompetencer, der også kan
have indflydelse på rehabiliteringseffekten. Imidlertid formodes det dog, at borgerens egen bestemmelse
af, hvad rehabiliteringen skal dreje sig om, er en væsentlig delfaktor for et vellykket resultat.
De nærmere teoretiske og metodemæssige afgrænsninger i forhold til problemformuleringen vil blive
foretaget løbende under de relevante kapitler.
1.4. Teoretisk afsæt
Til besvarelse af problemformuleringen tages der udgangspunkt i teori om coproduction, der i det følgende
benævnes med det danske ord samproduktion.
Teori om samproduktion siger i hovedtræk, at offentlige ydelser kan effektiviseres via samproduktion
mellem borgeren og det offentlige. Samproduktion indebærer, at borgeren er en aktiv og deltagende part,
og jo mere borgeren oplever et behov for ydelsen, desto større er borgerens ønske om samproduktion.
Derudover har borgerens kognitive evne og den tid, borgeren har til rådighed, betydning for samproduktion
(Jakobsen, 2011).
7

1.5. Begrundelse for valg af emne
Valg af emne beror en vurdering af emnets nutidige samfundsmæssige relevans samt teoretiske relevans,
som her redegøres for:
1.5.1. Samfundsmæssig relevans
Rehabilitering i hjemmeplejen har stor bevågenhed og interesse i landets kommuner, idet rehabilitering
kan mindske behovet for kompenserende hjemmeplejeydelser, og det vil derfor være samfundsmæssigt
relevant at undersøge, om rehabiliteringens målfastsættelsesredskaber har betydning for
rehabiliteringseffekten.
Interessen fra landets kommuner ses blandt andet ved, at Fredericia Kommune vandt KL´s innovationspris i
2010 for projektet (www.kl.dk/innovationspris) og ifølge en rundspørge foretaget af FOA (Nyhedsbrev
9.12.2010, www.foa.dk/Social-Sundhed), vil ni ud af ti kommuner udvikle deres ældreområde ud fra en
rehabiliterende tankegang, hvoraf mange af kommunerne er inspirerede af Fredericias model.
Da DSI har foretaget flere evalueringer af projekterne i Fredericia, vil der tillige være mulighed for at
kumulere viden om rehabiliteringseffekt i hjemmeplejen via undersøgelsen.
1.5.2. Teoretisk relevans
Der er begrænsede empiriske undersøgelser om sammenhængen mellem samproduktion og det offentliges
effektivitet, ligesom der er begrænsede empiriske undersøgelser om designs og redskaber, der øger
borgernes deltagelse (Jacobsen, 2011). Det vil derfor være teoretisk interessant at undersøge COPM som
målfastsættelsesredskab i hjemmeplejen ud fra teori om samproduktion, idet undersøgelsen vil kunne
anvendes til empirisk at belyse indhold og egenskaber for redskaber, der fremmer borgernes
samproduktion og det offentliges effektivitet.
1.6. Undersøgelsesdesign
Undersøgelsesdesignet er deduktivt, baseret på teoretisk funderede hypoteser, der undersøges empirisk
via en registeranalyse. Data om borgere i forløb i Hverdagsrehabilitering er registreret i kommunens
elektroniske omsorgssystem Care, hvor både varighed af forløb, rehabiliteringsplan, mål for
rehabiliteringen samt antal ydelser efter endt forløb er registreret.
1.7. Masterprojektets opbygning
Da der i dette projekt er valgt en deduktiv tilgang til undersøgelse og besvarelse af problemformuleringen,
redegøres i næstfølgende kapitel to for teorien om samproduktion. De dele af teorien, der anses relevante
8

for projektets problemformulering, medtages i kapitel tre, hvor der diskuteres teoretiske argumenter til
brug for opstilling af problemformuleringens hypoteser.
I Kapitel fire diskuteres og vælges undersøgelsens empiriske metode og undersøgelsesdesign ud fra,
hvordan problemformulering og hypoteser bedst besvares samt med vægt på at sikre størst mulig intern
validitet i undersøgelsen. I kapitel fem foretages en analyse af teoretisk funderede hypoteser via empiriske
data, og i kapitel seks beskrives undersøgelsens konklusion. Sidst i kapitlet perspektiveres undersøgelsens
konklusioner.
9

Kapitel 2: Teori om samproduktion
I det følgende kapitel redegøres for teori om samproduktion. Det er valgt i dette kapitel at fokusere på den
del af teorien om samproduktion, der involverer brugere af velfærdsydelser i design og produktion af
ydelser, idet målfastsættelse kan ses som et udtryk for design af ydelsernes produktion i
Hverdagsrehabilitering.
De dele af teorien, der anses at være relevante for problemformuleringen, vil sidst i de enkelte afsnit
identificeres og medtages til en nærmere diskussion i kapitel tre, hvor problemformuleringens hypoteser
opstilles ud fra teoretiske argumenter om samproduktion.
2.1. Coproduction - samproduktion
Begrebet coproduction (samproduktion) blev udviklet af amerikanske politologer og økonomer i slutningen
af 1970-erne og i begyndelsen af 1980-erne. Der var et øget pres på udgifter til velfærd og derfor blev
mulige metoder, der kunne øge den offentlige effektivitet, diskuteret (Se for eksempel Ostrom V. og
Ostrom E.; 1977, Rich; 1981, Rosentraub og Sharp; 1981).
Der blev blandt andet gjort op med en forestilling om, at velfærdsydelser kan ligestilles med forbrugsgoder,
ligesom der blev gjort op med en forestilling om, at brugere af velfærdsydelser er passive konsumenter, der
bliver gjort noget for og som ikke er i stand til at tage vare på sig selv. Disse forestillinger har medført en
serviceafhængighed mellem de, der har behov for velfærdsydelserne og de, der leverer ydelserne
(Rosentraub og Sharp; 1981; 504, Levine, 1984; 180).
Termen samproduktion blev udviklet til at beskrive den potentielle relation, der kan være mellem den
almindelige offentlige eller private producent af en velfærdsydelse, for eksempel den fagprofessionelle
sagsbehandler, skolelærer eller sundhedspersonale og de borgere, der ønsker en forandring eller
transformation via serviceydelsen. Borgernes transformation skal her forståes således, at borgerne for
eksempel får et bedre helbred eller får en uddannelse (Ostrom E, 1996; 1079).
Ved samproduktion interagerer borgeren og den offentlige eller private instans og relationerne mellem
dem ændres, idet borgeren tildeles en større rolle i design og udførelse af en service (Brudney og England;
1985, Whittaker, 1980; 242 ff).
Samproduktion kan anvendes i hele velfærdsydelsens produktionskæde. Det vil sige bestilling, levering,
ledelse, design, udførelse, levering, monitorering og evaluering (Bovaird, 2007; 847).
10

Da målfastsættelse i Hverdagsrehabilitering ud fra teori om samproduktion kan ses som et udtryk for
design af ydelsernes produktion, vil der i det følgende fokuseres på den del af teori om samproduktion, der
beskriver design og produktion af ydelser.
2.2. Definition af begrebet samproduktion
Definitionen af begrebet samproduktion er i litteraturen beskrevet med forskellige nuancer. Ostrom E.,
(1996; 1073) anvender en forholdsvis bred definition, der kan involvere mange forskellige aktører. Ostrom
lægger vægt på de forskellige aktørers input til produktionsprocessen:
”Coproduction is a processes through which inputs from individuals that are not ”in” the same organization
are transformed into goods and services”.
Parks et al. (1981), Warren et al. (1983) samt Brudney (1984) betoner, at et væsentligt element i
samproduktion er, at intentionen med samproduktion er at opnå højere kvalitet og/eller produktivitet i
ydelserne:
”Coproduction can be understood as the joint services by local officials and individual citizens, or citizen
groups, intended to raise quality and/or amount of service provision”.
Brudney og England (1983; 60) lægger ligeledes vægt på øget kvalitet og produktivitet, men vægter også, at
samproduktion forudsætter en aktiv deltagelse fra brugernes side:
”Coprocuction is understood as active participation of individuals or groups in the delivery of municipal
services intended to raise the quality and/or amount of their provision”.
Som følge af selve forståelsen af teorien om samproduktion, det vil sige, at velfærdsydelser - i modsætning
til forbrugsgoder - kan øges, effektiviseres samt give større kvalitet via brugernes aktive deltagelse, vælges i
denne opgave at tage udgangspunkt i Brudney og Englands (1983; 60) definition af begrebet
samproduktion. Den valgte definition medtages til kapitel tre, afsnit 3.1 for overordnet at diskutere, om
produktion af velfærdsydelserne i Hverdagsrehabilitering kan ses som et udtryk for samproduktion.
2.3. Fordele ved samproduktion
Samproduktion er i litteraturen blandt andet relateret til både mere effektive velfærdsydelser, større
kvalitet i ydelserne, større lydhørhed fra det offentlige overfor borgernes behov samt mere præcise
ydelser, der i højere grad passer til borgernes behov. (Brudney; 1985, Ostrom; 1996, Marshall; 2004,
Bovaird; 2007).
Brudney (1985; 471) beskriver, at samproduktion kan forøge effektiviteten af velfærdsydelserne, når nogle
af omkostningerne ved produktionen lægges over til borgerne. Et eksempel herpå er, at borgere deltager i
renovationsydelser ved, at de selv bærer skrald ud til offentlig vej. Herved spares det offentliges udgifter til
11

enovationslønningerne. Der er i Brudneys eksempel tale om, at det offentlige reducerer udgifterne ved at
borgerne overtager dele af produktionsprocessen, men deres input giver samlet set hverken større kvalitet
eller effektivitet i ydelserne.
I Ostroms (1996) artikel ”Crossing the Great Divide: Coproduction, Synergy, and Development”
argumenteres for, at der opnås større kvalitet og effektivitet, hvis både borgere og det offentlige leverer
komplementære input til ydelsernes produktionsproces. Med komplementære input menes, at borgerne og
det offentlige hver især deltager med værdifulde bidrag, som den anden part ikke besidder. Herved opstår
synergi i ydelserne, som virker langt mere effektivt, end hvis blot en part deltager med input i
produktionsprocessen, eller, som i Brudneys eksempel, at borgerne deltager med input, som det offentlige
selv kan levere.
Ostrom (1996; 1074 ff) giver et eksempel på synergi i samproduktion omkring etablering af vand og sanitet i
tredje verdenslande, hvor den gængse opfattelse har været, at det var mest effektivt, at konstruktion af
vandledninger blev varetaget af det offentlige eller via udlicitering til private firmaer.
Ostroms eksempel er fra 1980-erne i Brasilien, hvor der skulle etableres et omfattende vandledningsnet i
de store byer. Ansvaret for beslutninger omkring konstruktion og etablering af vandledningerne blev delt
mellem det offentlige og beboerne i byernes lokalområder. Konstruktionen af hovedledningerne var
ingeniørernes ansvar og de forskellige lokalområder i byerne fik mulighed for individuelt at beslutte,
hvordan stikledningerne til deres eget lokalområde skulle konstrueres, udgraves og vedligeholdes (Ibid).
Der blev sat en reel forhandlingsproces i gang mellem de offentligt ansatte ingeniører og lokalområderne,
hvor de lokale beboere bidrog med værdifulde komplementære input til konstruktion af stikledningerne og
der opstod synergi i produktionsprocessen, fordi input ikke alene blev leveret fra ingeniørerne. Synergien
medførte ikke alene billigere vandledninger ved, at borgerne overtog konstruktion, udgravning og
vedligeholdelse af stikledningerne. Synergien bevirkede også, at ingeniørerne øgede deres responsivitet til
lokalområdernes behov, hvilket også gav større kvalitet i hovedledningens konstruktion (Ibid).
Involveringen af de lokale bydele var en langsommelig proces med mange forhandlinger i starten, men
processen tog fart, da der først var etableret vand i de første lokalområder og de øvrige lokalområder
kunne se resultaterne. Derfor blev vandforsyningen langt hurtigere etableret, end hvis det offentlige alene
havde haft ansvaret for etablering af vandledningerne (Ibid).
Det vil være interessant for denne opgaves problemformulering at diskutere, om Ostroms argumentation
om højere effektivitet og kvalitet via synergi også foregår mellem de fagprofessionelle og borgerne i
12

Hverdagsrehabilitering. Det diskuteres derfor i afsnit 3.3, hvorvidt COPM-processen til målfastsættelse
bidrager med synergi i Hverdagsrehabiliterings ydelser.
2.4. Samproduktion i forhold til brugere, frivillige og borgere
Begrebet samproduktion dækker over relationen mellem den fagprofessionelle og den enkelte bruger af en
velfærdsydelse, mellem fagprofessionelle og grupper af brugere, frivillige samt almindelige borgere i et
lokalsamfund (Alford, 2002; 33 ff, Bovaird; 2007; 847).
Alford (2002; 33 ff) definerer brugere som de, der er modtagere af en ydelse fra frontpersonale i yderste
led og som konsumerer eller forbruger ydelsen individuelt. Frivillige defineres som personer, der udøver
ulønnet arbejde for en privat eller offentlig organisation på frivillig basis. Frivillige er ikke nødvendigvis
forbrugere af den ydelse, de er med til at producere. Almindelige borgere modtager velfærdsydelserne
kollektivt, og dermed er der – i modsætning til brugerne - ikke en direkte sammenhæng mellem ydelsen og
den enkeltes individuelle værdi.
Da frivillige, borgere og brugere har forskellige interesser i forhold til det offentlige, motiveres de også
forskelligt til samproduktion. Frivillige kan for eksempel være motivererede af at opnå anseelse og respekt i
et lokalsamfund, få en følelse af god samvittigned ved at gøre noget godt for andre eller fremme en
karrierere i arbejdslivet ved at indgå i ulønnet, frivilligt arbejde (Ibid).
Borgere kan være motiverede af goder i form af for eksempel lavere skat, men der er tale om et kollektivt
gode, og derfor er der ikke en direkte materiel sammenhæng mellem den almindelige borgers
samproduktion og den enkeltes værdi af samproduktionen (Ibid).
Brugere har derimod en direkte, privat og materiel interesse i at samarbejde med det offentlige og dette
påvirker i højere grad deres ønske om at indgå i samproduktion end hos frivillige og almindelige borgere
(Ibid).
Hverdagsrehabiliterings målgruppe kan defineres som brugere af velfærdsydelser og derfor uddybes i afsnit
2.6, hvad der motiverer brugere af velfærdsydelser til samproduktion.
2.5. Relationen mellem det offentligt ansatte frontpersonale og brugerne
Der er mulighed for samproduktion, hvis de offentligt ansatte ser brugerne som ligeværdige partnere. Det
forudsætter, at de offentligt ansatte er lydhøre overfor brugernes værdier og mål med samarbejdet, så der
ikke kun udøves samproduktion, hvis det offentlige og brugerne har ens værdier og mål (Brudney, 1985;
253).
13

For at samproduktion er effektiv, skal brugerne integreres aktivt i ydelsernes kernebeslutninger og
serviceprocedurer. Men da det indebærer, at der skal flyttes autoritet fra de ansatte over til brugerne, vil
der være risiko for, at det for frontpersonalet kan opleves som en trussel, fordi de kan opleve, at deres
autoritet mindskes ved samarbejdet med ikke-professionelle. Desuden kan brugerne blive mindre
ydelsesafhængige, og der kan derfor være en risiko for, at medarbejderstaben skal reduceres (Levine, 1984;
184, Brudney, 1985; 248, Rosentraub og Sharp, 1981; 537). Brudney (1984; 477) argumenterer for, at man i
samproduktion snarere skal se de fagprofessionelle i nye roller som katalysatorer og supervisorer, end at de
kan undværes.
Brugernes samproduktion fremmes ved at forøge brugernes følelse af kompetence og tiltro på egne evner
samt ved at give dem selvbestemmelse. Brugeres kapacitet til samproduktion kan stimuleres ved, at
frontpersonalet fremmer brugernes oplevelse af selvværd samt ved at genetablere brugernes fornemmelse
af håb og mening med tilværelsen. Frontpersonalet skal vise interesse og respekt for brugerne og søge at
skræddersy strategier, som passer de enkelte individer (Alford, 2002).
Bovaird (2007; 856) mener, at for at samproduktion skal lykkes, må brugere og professionelle udvikle
relationer, hvor begge parter er villige til at tage en risiko. Brugeren må stole på den professionelles
vejledning og support, og den professionelle må være forberedt på og have tillid til brugerens beslutninger
snarere end at diktere dem.
I forhold til denne opgaves problemformulering er risikoen for, at samproduktion af medarbejderne i
Hverdagsrehabilitering opleves som en trussel på grund af færre opgaver, ikke relevant. Personalet i
Hverdagsrehabilitering vil ikke miste opgaver ved samproduktion, da der konstant visiteres nye borgere ind.
Emnet ville dog have været meget relevant at medtage til en nærmere diskussion, dersom undersøgelsen
havde foregået i trænende hjemmehjælp, hvor rehabiliteringen er implementeret i traditionelle
hjemmeplejegrupper. Her kan det opleves som en trussel, at samproduktion kan medføre færre
kompenserende plejeopgaver og dermed risiko for, at medarbejderstaben skal reduceres.
Det vil være relevant i forhold til problemformuleringen at undersøge nærmere, om COPM har indflydelse
på terapeuternes autoritet og om den relation, de har med borgerne ændres, samt hvilke konsekvenser
dette får. Dette diskuteres i afsnit 3.4. Desuden diskuters i afsnit 3.5, hvorvidt effektiviteten også øges, hvis
borgeren og Hverdagsrehabilitering ikke har ens mål og værdier med samarbejdet.
2.6. Faktorer, der fremmer brugernes samproduktion
Centralt for samproduktion er, hvordan og hvad der motiverer brugerne. Brugere af velfærdsydelser har en
direkte materiel interesse i deres relation til det offentlige, og deres villighed til at samproducere påvirkes
14

af den værdi, de oplever ydelsen repræsenterer for dem. Jo mere brugerne eftertragter værdien af
ydelserne, jo lettere vil det være for en organisation at nå sine mål eller nå dem med færrest mulige
omkostninger (Alford, 2002; 33 ff).
I følge Rosentraub og Sharp (1981; 515) samt Levine (1984; 181) indbefatter samproduktion en ”villet”
deltagelse fra brugeren, som kan relateres til brugerens egeninteresse. Brugernes incitamenter for
samproduktion er til stede hvis det, der giver værdi for den enkelte, medfører større fordele end de
omkostninger, der er i form af tid og anstrengelser.
Jakobsen (2011; 9 ff) argumenterer for, at brugernes oplevede behov for ydelsen er den drivende kraft i
samproduktion og brugernes ønske om at samproducere vil stige, hvis der er sammenfald mellem
samproduktionen og deres egeninteresse.
Brugernes behovsincitament kan dog være hæmmet af deres evne til at samproducere. Med evne mener
Jakobsen, at brugerne besidder redskaber, kundskaber samt faciliteter til at samproducere (Ibid.).
En anden grundlæggende forudsætning for, at samproduktion kan finde sted er, at brugerne må investere
tid og energi på samproduktionen. Derfor skal der, i tillæg til at brugerne oplever et behov for
samproduktionen, også være tidsressourcer til stede til en given samproduktion.
I forhold til opgavens problemformulering vil det være relevant at medtage Jakobsens (2011)
argumentation om motivation via borgernes egeninteresse samt diskutere, om borgernes tid og evne har
betydning for samproduktion i Hverdagsrehabilitering. Dette diskuteres i afsnit 3.5.
2.7. Kritik af teori om samproduktion
Som ovenfor nævnt er der mange fordele ved samproduktion. Kritikere af samproduktion angiver
imidlertid, at teorien i det væsentligste har følgende fire ulemper:
For det første er en stærk bekymring og samtidig også en kritik af samproduktion, at det kan sløre
grænserne mellem offentlige, private og frivillige sektorer og udvande den offentlige ansvarlighed, idet der
kan være risiko for, at det offentlige benytter samproduktion som et påskud til at lægge hele ansvaret for
velfærdsydelserne over på borgerne og brugerne (Brudney, 1985; 251, Bovaird, 2007; 856).
For det andet argumenterer Brudney (1985; 246 f) for, at samproduktion ikke altid medfører øget offentlig
effektivitet, blot fordi brugerne samarbejder i en produktionsproces. Desuden vil der ikke være tale om en
reel besparelse, hvis effektiviteten skyldes, at borgerne har overtaget en del af arbejdsbyrden og dermed
også omkostningerne ved ydelsesproduktionen.
15

For det tredje kritiserer Evans (1995) samproduktion for, at den åbner for borgernes og brugernes mulighed
for at udnytte velfærdssystemerne i form af for eksempel free-riding. Desuden vil de fagprofessionelles
ekspertise blive undermineret, fordi beslutningerne i højere grad styres af brugerne, og dermed vil det også
blive vanskeligt at kontrollere det yderste led, og der vil således opstå et principal-agentproblem.
For det fjerde kritiseres samproduktion for, at det kan medvirke til at skabe større ulighed i fordelingen af
velfærdsydelserne, idet det antages, at mere velhavende og bedre uddannede borgere og brugere kan få
mere ud af samproduktion end de mindre velstillede, og dermed bliver uligheden større (Levine, 1984; 185,
Brudney og England, 1983; 382, Rosentraub og Sharp, 1981; 528 Bovaird, 2007; 856).
De fire ovennævnte kritikpunkter synes alle at være væsentlige at medtage til afsnit 3.2, hvor det
diskuteres, om kritik af samproduktion har relevans for problemformuleringen.
2.8. Opsummering
Som tidligere nævnt er der en række argumenter i teorien om samproduktion, der anses at være relevante
at medtage til kapitel tre til en nærmere diskussion. Disse argumenter opsummeres i det følgende:
Samproduktion beskriver den potentielle relation, der kan være mellem en producent af en velfærdsydelse
og en borger, der ønsker en transformation via velfærdsydelsen.
Relationen mellem brugerne og det offentlige ændres i samproduktion, så det bliver et mere ligeværdigt
samarbejde, og herved kan der opstå høj effektivitet og kvalitet via synergi, hvis parterne bidrager med
komplementære input.
Brugerne motiveres til samproduktion via deres egeninteresse, og deres oplevede behov for en ydelse er
den drivende kraft i samproduktion. Jo større værdi, ydelsen repræsenterer for borgeren, jo lettere vil det
være for en organisation at nå sine mål med færrest mulige omkostninger.
Kritikere af samproduktion betoner, at den kan udvande den offentlige ansvarlighed, og den vil ikke altid
give øget effektivitet, blot fordi brugerne samproducerer om en ydelse. Desuden åbner det mulighed for, at
brugerne udnytter det offentlige velfærdssystem, og det kan give et principal- agent problem samt medføre
risiko for større ulighed i adgangen til velfærdsydelser.
I det følgende kapitel tre diskuteres ovennævnte teoretiske argumenters relevans for
problemformuleringen, hvorefter der opstilles hypoteser.
16

Kapitel 3: Diskussion af teoretiske argumenter samt hypoteser
Dette kapitel diskuterer, hvilke teoretiske argumenter om samproduktion der kan anvendes til opstilling af
hypoteser til brug ved udgangspunkt for – og konklusion af den empiriske analyse af
problemformuleringen.
I det første afsnit 3.1 af dette kapitel gennemgås teoriens overordnede relevans for emnet belyst ud fra
definition af samproduktion. I det andet afsnit 3.2 diskuteres hvilken kritik af samproduktion, der har
relevans for undersøgelsen af denne opgaves problemformulering. I afsnit 3.3 redegøres for redskaberne
COPM og Fælles sprog II, hvorefter deres anvendelighed til målfastsættelse diskuteres ud fra teori om
samproduktion. I afsnit 3.4 medtages den kritik, der har relevans for problemformuleringen til en
diskussion, om hvilke konsekvenser samproduktion har for relationen mellem borgeren og terapeuten og
rehabiliteringsforløbenes effektivitet.
I afsnit 3.5 diskuteres, hvordan borgerne i Hverdagsrehabilitering motiveres til samproduktion, og om der
er større potientiale for effektivitet, hvis det offentlige ikke kun udøver samproduktion, når det offentlige
har ens mål og værdier med borgeren. Med udgangspunkt i belyste teori opstilles der i sjette og sidste
afsnit 3.6 hypoteser til brug ved den empiriske undersøgelse af problemformuleringen.
I den følgende diskussion omkring teoriens relevans i forhold til problemformuleringen vil betegnelsen
”borger” om brugere af hjemmeplejeydelser blive anvendt. Teori om samproduktion skelner mellem
brugere/klienter af velfærdsydelser og almindelige (skatte) borgere. Da det er kommunal praksis i dag at
kalde brugere af hjemmeplejeydelser for borgere anvendes denne betegnelse.
3.1. Teoriens overordnede relevans for Hverdagsrehabilitering
Belyst ud fra definition af samproduktion argumenteres i det følgende overordnet for, at der - i
modsætning til den traditionelle hjemmepleje - udøves samproduktion i Hverdagsrehabilitering. Denne
opgave definerer samproduktion som:
”Coproduction is understood as active participation of individuals or groups in the delivery of municipal
services intended to raise the quality and/or amount of their provision” (Brudney og England, 1983).
Der lægges i denne definition af samproduktion vægt på, at borgerne er aktive i produktionen af
velfærdsydelserne. Dette skal ses i modsætning til produktion af forbrugsgoder, hvor modtagerne er
passive konsumenter.
DSI beskriver i sin evaluering af Hverdagsrehabilitering (Kjellberg, Pia, 2010), at borgerne i
Hverdagsrehabilitering sættes i stand til selv at varetage opgaverne, hvorimod den traditionelle
17

hjemmepleje yder omsorg og løser opgaver for borgere, der bliver gjort noget for. Set i et samproduktions
perspektiv leverer den traditionelle hjemmepleje ydelser til passive konsumenter, som forbruger ydelser,
der kan ligestilles med forbrugsgoder. Rosentraub og Sharp (1981) og Levine (1984) forklarer, at når
produktion at velfærdsydelser foregår som produktion af forbrugsgoder, vil det medføre en
serviceafhængighed mellem borgerne, der konsumerer velfærdsydelsen og det personale, der leverer
ydelsen.
I Hverdagsrehabilitering udøves produktionen af ydelserne i et aktivt samspil med borgerne, hvor borgerne
sættes i stand til selv at varetage opgaverne, og Hverdagsrehabilitering bliver mere effektivt, fordi borgerne
gøres uafhængige af hjemmeplejens service.
Tidsrammen og varigheden af ydelserne i den traditionelle hjemmepleje og Hverdagsrehabilitering er
ligeledes forskellige, idet den traditionelle hjemmepleje har et konstant tidsforbrug, hvorimod
Hverdagsrehabilitering bruger forholdsvis megen tid i starten, hvorefter borgerne ideelt afsluttes (Kjellberg,
Pia, 2010). Den forskellige tidsramme for ydelserne har betydning for den økonomiske effektivitet. Brudney
og England (1983) beskriver i deres definition af samproduktion, at intentionen med samproduktion er at
øge ydelsernes kvalitet og/eller produktivitet.
I den traditionelle hjemmepleje, hvor tidsforbruget i ydelserne er konstante, har man gennem de senere år
oplevet en voldsom effektivisering, hvor der er lavet systemer, der holder øje med effektivitet målt i
produktivitet. Der måles og beregnes blandt andet i ansigt–til-ansigt tid, antal minutter pr. ydelse og
køretid mellem ydelserne, der leveres. Den traditionelle hjemmeplejes produktivitet målt i antal
producerede ydelser er høj sammenlignet med Hverdagsrehabilitering.
Som redegjort for i afsnit 1.1 viser Hverdagsrehabilitering dog, at økonomisk effektivitet i hjemmeplejen
målt i antal producerede ydelser har lav validitet. Hjemmeplejen har gennem årene brugt mange kræfter og
energi på høj produktion, men Hverdagsrehabilitering viser, at der kan spares penge ved at investere i
ydelsernes kvalitet frem for udelukkende at fokusere på ydelsernes produktivitet.
Da Hverdagsrehabilitering, i modsætning til den traditionelle hjemmepleje, leverer ydelser i et aktivt
samspil med borgeren, og dette medfører højere effektivitet i form af sparede hjemmeplejeydelser, er der
reelt tale om, at der ud fra definition af samproduktion udøves samproduktion i Hverdagsrehabilitering.
Definitionen på samproduktion angiver, at dersom samproduktion skal virke effektivt, kræver det
borgernes aktive medvirken. Definitionen indeholder dog ikke en anvisning på, hvad denne aktive
medvirken indebærer, og om samproduktion har negative konsekvenser for borgerne og det offentlige.
18

I det næste afsnit diskuteres, hvilke af følgende fem kritikpunkter af samproduktion, der har relevans for
undersøgelse af denne opgaves problemformulering.
3.2. Kritikkens relevans for problemformuleringen
For det første kritiseres samproduktion for, at der ikke altid er tale om en reel besparelse, hvis en øget
offentlig effektivitet skyldes, at borgerne har overtaget en del af arbejdsbyrden og dermed også
omkostningerne ved ydelsesproduktionen (Brudney, 1985). Dette kritikpunkt er ikke relevant for
problemformuleringen, da efterspørgslen på hjemmeplejeydelser bliver mindre via Hverdagsrehabilitering,
og der er derfor tale om en reel besparelse.
For det andet kritiseres samproduktion for, at det kan udvande det offentliges ansvarlighed (Brudney, 1985,
Bovaird, 2007). I forhold til Hverdagsrehabilitering har kommunen ikke fralagt sig ansvaret for borgerne, da
kommunen yder hjælp til, at borgerne kan klare sig selv. Der kan derimod argumenteres for, at det er en
ansvarlig måde at effektivisere på, idet borgerne gøres uafhængige af velfærdsydelser frem for at
effektivisere ved at øge produktiviteten eller skære i de kompenserende hjemmeplejeydelser.
For det tredje kritiseres samproduktion af blandt andet Levine (1984) for, at den giver ulighed i adgang til
velfærdsydelser, da det er de mest velstillede og veluddannede, der har de bedste forudsætninger for at
indgå i samproduktion og derfor har størst gavn af samproduktion. En måde at imødegå dette problem på
er, at differentiere implementeringen af ydelserne og udarbejde strategier, som passer de enkelte borgere.
(Brudney, 1985; 248). Da der netop tages udgangspunkt i borgernes individuelle behov i
Hverdagsrehabilitering, er dette kritikpunkt ikke relevant for problemformuleringen. I
Hverdagsrehabilitering er det snarere et spørgsmål om, hvorvidt borgerne har kognitive evner til at
samproducere som følge af deres skade eller sygdoms omfang.
For det fjerde kan samproduktion have negative konsekvenser for de fagprofessionelle, da den kritiseres
for at kunne underminere deres ekspertise (Evans, 1995). Terapeuterne i Hverdagsrehabilitering anvender
ikke længere konsekvent COPM, der antages at sikre, at rehabiliteringen tager udgangspunkt i borgernes
egne mål. Dette kan være et udtryk for, at de oplever, at deres ekspertise i forhold til at definere borgernes
problemer mindskes, fordi ekspertisen via COPM flyttes over til borgerne. Emnet er relevant at medtage i
en diskussion i afsnit fire, hvor det diskuteres, om relationen mellem terapeuten og borgeren ændres ved
brug af COPM redskabet.
For det femte kritiserer Evans (1995) samproduktion for, at give borgerne mulighed for at udnytte
velfærdssystemet, fordi beslutninger styres af brugerne og det bliver vanskeligt at kontrollere det yderste
led, hvilket medfører et principal-agentproblem. Evans kritik om principal-agentproblem er næppe
19

elevant, når borgeren og det offentlige har ens værdier og mål med samarbejdet. Fredericia Kommunes
interesse med samarbejdet er at mindske borgernes behov for personlig og praktisk hjælp, og der vil være
borgere, der har egeninteresse i at kunne disse færdigheder selv.
Ud fra Evans perspektiv synes det umiddelbart mindre effektivt at lade borgerne bestemme målene, da der
gives mulighed for følgende to forskellige scenarier: For det første gives der mulighed for, at der ikke
arbejdes med mål, der gør borgerne selvhjulpne indenfor personlig pleje og rengøring. For det andet gives
der mulighed for, at der skal arbejdes med flere mål, hvis borgerne, ud over at have ønske om at blive
selvhjulpne indenfor personlig pleje og rengøring, også har andre mål, som kommunen ikke har en direkte
interesse i.
Dette vil i følge Evans kunne resultere i en dyrere hjemmepleje med flere ydelser. Evans kritik er derfor
relevant at medtage i en nærmere diskussion i afsnit 3.5, hvor det diskuteres, om der er et større
potientiale for effektivitet, hvis det offentlige ikke kun udøver samproduktion, når der er ens værdier og
mål med samarbejdet.
3.3. Borgerinddragelse i COPM og Fælles sprog II
Det antages i problemformuleringen, at COPM er mere borgerinddragene og giver borgeren større
mulighed for selv at bestemme sine mål ud fra egeninteressen.
I følge blandt andet Levine (1984) er det nødvendigt, at borgerne integreres aktivt i ydelsernes
kernebeslutninger og serviceprocedurer for, at samproduktion virker effektivt. Derfor vil det i følge
samproduktion være væsentligt, at det er borgerne, der beslutter målene i Hverdagsrehabilitering.
Terapeuterne i Hverdagsrehabilitering bruger visitators funktionsvurdering til at danne sig et overblik over
borgerens problemområder, hvorefter målene fastsættes i samarbejde med borgeren. Visitators
funktionsvurdering i Fælles sprog II indeholder også et aspekt af borgerens egen vurdering og derfor er det
væsentligt at undersøge, om Fælles sprog II egner sig til at træde i stedet for COPM i forhold til borgerens
udpegning af de problemområder, der danner baggrund for målfastsættelse af rehabiliteringen.
Med udgangspunkt i manualen for COPM (Law, 2007) og vejledningen til Fælles sprog II (Poulsen, 2004)
beskrives i det følgende, hvordan både COPM og Fælles sprog II hver især er borgerinddragende. Sidst i
afsnittet sammenlignes de to redskaber i forhold til teori om samproduktion.
3.3.1. COPM - Canadian Occupational Performance Measure
COPM er et ergoterapeutisk redskab, der siden 2002 er anvendt af både fysioterapeuter og ergoterapeuter
i Fredericia Kommune.
20

COPM er designet til at måle borgerens egen opfattelse af aktivitetsudførelse og kan anvendes til borgere
med forskellige funktionsnedsættelser uanset udviklingsniveau og alder. COPM kræver, at borgeren har
kognitive evner til at forstå redskabet. Der er nogle borgere med kognitive funktionsforstyrrelser, for
eksempel svær demens, som COPM ikke er velegnet til. I disse tilfælde kan pårørende træde i stedet for
borgeren og den pårørende interviewes om borgerens problemområder (Law, 2007; 13).
Ved interviewet skal borgeren fortælle om sin udførelse af vigtige daglige aktiviteter. Man søger ikke at
efterprøve eller verificere borgerens udsagn. Interviewet styres af terapeuten med borgeren som den, der
identificerer aktivitetsproblemerne. Borgeren opfordres til at tænke på en typisk dag og til at beskrive de
typiske daglige aktiviteter. COPM udføres som et semistruktureret interview, og det tager en terapeut, der
har erfaring med redskabet, ca. 20-30 minutter at udføre (Ibid.; 21).
De daglige aktiviteter klassificeres i COPM indenfor følgende tre kategorier:
Egenomsorg, der inkluderer personlig pleje, funktionel mobilitet og det at klare sig som forbruger
og samfundsborger.
Arbejde, der inkluderer lønnet og ulønnet arbejde, husarbejde, leg, skole og uddannelse.
Fritid, der inkluderer både stille, fysisk krævende samt sociale aktiviteter.
Når borgeren har identificeret de aktiviteter, som borgeren har behov for, ønsker eller forventes at lave,
spørges, hvor vigtige disse aktiviteter er for hans eller hendes liv. Borgeren præsenteres konkret for en 10-
point skala, hvor tallet 1 angiver, at det slet ikke er vigtigt, og tallet 10 angiver, at det er meget vigtigt (Ibid.;
26).
Da det ikke er anbefalelsesværdigt at arbejde med mere end fem mål ad gangen, bedes borgeren prioritere
de problemer, som borgeren ønsker at arbejde med. De problemer, som identificeres som de væsentligste,
anvendes som grundlag for at beskrive mål for interventionen (Ibid.; 22).
For hvert af de udpegede problemer skal borgeren herefter - ved hjælp af to 10 point skalaer – foretage en
egenvurdering af:
1. den nuværende udførelse af aktiviteten. Der spørges til, hvor godt borgeren udfører aktiviteten.
2. tilfredsheden med den nuværende udførelse. Der spørges til, hvor tilfreds, borgeren er med
aktiviteten (Ibid.; 27).
Denne fase i undersøgelsesforløbet er i følge manualen afgørende, da den tjener til, at borgeren fra første
færd engageres i at prioritere, hvad interventionen skal handle om. Samtidig giver den terapeuten god
forståelse for, hvad borgeren værdsætter, og det vil i følge manualen lette planlægning af interventionen
(Ibid.; 26).
21

Terapeuten sætter ikke spørgsmålstegn ved de problemområder, som borgeren udpeger, men det kan
være en del af interventionen at diskutere med borgeren, om de mål, som borgeren har defineret, er
realistiske (Ibid.; 24).
Det aftales med borgeren, hvornår en revurdering skal finde sted. Efter revurderingen identificeres der
eventuelt nye eller fortsat eksisterende aktivitetsproblemer sammen med borgeren, og COPM-processen
gentages så mange gange som nødvendigt. Hvis borgeren ikke identificerer flere aktivitetsproblemer,
planlægges det at afslutte forløbet (Ibid.; 21).
Når COPM bruges i Hverdagsrehabilitering, er det almindelig praksis, at redskabet anvendes sammen med
borgeren ved den første kontakt, dernæst ved en midtvejsevaluering og i forbindelse med afslutningen af
et forløb.
3.3.2. Fælles sprog II
Fælles sprog II er visitators arbejdsredskab til at afdække og dokumentere, om borgeren har krav på ydelser
fra kommunen, og for at kunne træffe afgørelse om borgeren er berettiget til ydelser, skal visitator
afdække borgerens funktionsevne (Poulsen, 2004).
Fælles sprog II indeholder to adskilte skemaer, der dokumenterer borgerens funktionsevne. Det ene skema
beskriver borgerens hverdagsliv og er borgerens egen vurdering af sin funktionsevne. Det andet skema er
visitators faglige vurdering af borgerens funktionsevne. I det følgende gennemgås de to skemaer.
3.3.3. Borgerens hverdagsliv
Skemaet ”Borgerens hverdagsliv” består af ni aktiviteter: Arbejde og uddannelse, Kontakt til familie og
venner, Interesser og hobbyer, Måltider, Personlig hygiejne, Daglig husførelse, Vedligeholdelse af bolig og
have, Indkøb samt At komme omkring (Poulsen; 2004; 16).
For hver aktivitet spørger visitator, hvordan borgeren nu og her udfører aktiviteterne indenfor fire
svarkategorier: Udfører selv, Udfører dele af aktiviteten, Udfører ikke selv aktiviteten og Ikke relevant. Der
er mulighed for, at visitator kan skrive korte kommentarer under hver aktivitet (Ibid.; 17).
I forlængelse af hver aktivitet registreres, hvordan borgeren oplever måden at udføre aktiviteten på. Det
registreres, om borgeren oplever begrænsninger eller ikke oplever begrænsninger (Ibid.; 17).
Med ”borgeren er ikke begrænset” menes, at borgeren ikke oplever sig begrænset af en aktivitet, som
borgeren kun kan udføre dele af eller slet ikke kan udføre, fordi borgeren ikke oplever, at aktiviteten er
vigtig.
22

Et eksempel på, at en borger ikke oplever sig begrænset af en aktivitet, der ikke længere kan udføres, kan
være en borger, der ikke længere kan lave varm mad. Madlavning er uvæsentlig for borgeren, fordi
borgeren er tilfreds med, at kommunen tilbyder madservice. Visitator vil her notere, at borgeren udfører
dele af aktiviteten Måltider, og at borgeren ikke føler sig begrænset heraf.
Visitator sætter ikke spørgsmålstegn ved borgerens vurdering af sit hverdagsliv. Hvis visitator har en anden
opfattelse end borgeren af, hvad borgeren kan og ikke kan, vil det fremgå af visitators faglige vurdering
(Ibid.; 15).
3.3.4. Den faglige vurdering
I følge vejledningen til Fælles sprog II er visitators faglige vurdering kernen i den kommunale afgørelse, hvor
konsekvenserne af svækkelse, sygdom og/eller handicap synliggøres (Poulsen, 2004; 19).
Den faglige vurdering består af 17 kategorier indenfor områderne ernæring, personlig pleje, indkøb,
madlavning, rengøring og at færdes indenfor og udenfor hjemmet. Visitators faglige vurdering af, hvad
borgeren kan eller ikke kan, registreres indenfor hver af de 17 kategorier indenfor rammerne af fem
funktionsniveauer. De fem funktionsniveauer er gradueret på følgende vis: Funktionsniveau 1 angiver ingen
eller ubetydelige begrænsninger, 2 lette, 3 moderate, 4 svære og 5, at borgeren har totale begrænsninger.
Visitator beskriver herudover, om boligen har betydning for borgerens funktionsevne, samt om
funktionsnedsættelsen er forårsaget af fysiske eller mentale begrænsninger (Ibid.; 30).
Ud fra en samlet vurdering af både borgerens egen vurdering og af den faglige vurdering træffer visitator
herefter afgørelse om, hvilke ydelser, der skal gives hjælp til og hvilke overordnede retningsgivende mål,
hjælpen skal indrettes efter. Der opereres med tre overordnede mål, der angiver ydelsernes retning:
Udviklende, fastholdende og lindrende mål (Ibid; 33).
3.3.5. Ligheder og forskelle i COPM og Fælles sprog II
COPM og Borgerens hverdagsliv i Fælles sprog II indeholder begge aspekter, der kommer omkring
borgernes aktiviteter, og redskaberne er begge fokuserede på borgerens aktivitetsproblemer. Redskaberne
kategoriserer aktivitetsområderne lidt forskelligt, for eksempel defineres husarbejde i COPM under
kategorien arbejde. I Fælles sprog II er der en selvstændig kategori, der benævnes daglig husførelse.
Fælles sprog II og COPM søger begge at afdække hvilke aktiviteter, der opleves væsentlige for borgeren. I
Fælles sprog spørges der til, om borgeren oplever sig begrænset af ikke at kunne udføre en aktivitet, men
borgeren bliver ikke som i COPM bedt om at prioritere i problemområderne.
23

I COPM skal borgeren prioritere i sine aktivitetsproblemer og også foretage en egenvurdering af udførelse
og tilfredshed. Ved at skulle prioritere mellem de områder, der opleves væsentlige, sættes i følge Law
(2007) en proces i gang hos borgeren, der virker motiverende for borgeren til at indgå i et
rehabiliteringsforløb. Denne motiverende proces fastholdes gennem hele rehabiliteringsforløbet, idet
COPM-processen gentages for at justere målene kontinuerligt.
COPM-processen viser med større tydelighed, hvad borgerne prioriterer højest, og det er i følge
evalueringer af redskabet ofte noget andet end det, som fagpersonen oprindelig troede. Desuden har det
vist sig, at præsentationen af aktivitetsområderne ved at anvende COPM også udvider borgernes egen
identifikation af problemer og giver borgerne anledning til at tænke på problemområder, som de ikke før
har overvejet (Law, 2007; 16).
Ved at COPM-processen udvider både fagpersonens og borgerens identifikation af problemområder, opstår
der det, som Ostrom (1996) kalder synergi, som er mere effektiv, end hvis input alene kommer fra enten
fagpersonen eller borgeren.
For at synergi kan opstå, er det nødvendigt, at relationen mellem fagpersonen og borgeren er ligeværdig.
Det forudsætter, at der udvikles relationer, hvor borgeren stoler på fagpersonens vejledning og støtte, og
fagpersonen har tillid til borgernes beslutninger (Bovaird, 2007).
I Fælles sprog II indgår både visitators faglige vurdering og borgerens egen vurdering. I COPM fokuseres
udelukkende på borgerens egen vurdering og dermed fremstår det mere tydeligt i COPM, at det er
borgeren selv, der definerer sine aktivitetsproblemer.
Fælles sprog II har først og fremmest til formål at dokumentere visitators afgørelse, fastlægge
ydelsesomfanget samt sikre, at borgeren får tildelt de ydelser, som borgeren har krav på (Poulsen, 2004).
Relationen mellem borgeren og visitator bliver ikke ligeværdig, da det er visitator, der fastlægger borgerens
funktionsevne samt træffer beslutningerne, og derfor egner Fælles sprog II sig ikke til at træde i stedet for
COPM til målfastsættelse af rehabiliteringen.
I det følgende afsnit uddybes konsekvenserne af ændrede relationer mellem borgeren og fagpersonen i
COPM processen.
3.4. Relationen mellem fagpersonen og borgeren i COPM processen
COPM fremmer en ligeværdig relation ved, at autoritet og ekspertise deles mellem fagpersonen og
borgeren forstået på den måde, at terapeuten er ekspert i at hjælpe med at løse borgerens problemer, og
borgeren er ekspert på sit liv og egne problemer.
24

Fagpersoner, der arbejder med borgere, der ikke er vant til at dele autoritet og ekspertise med
fagprofessionelle, kan i følge Alford (2002) fremme en samproduktions proces ved at forøge borgernes
følelse af kompetence og tiltro på egne evner og ved at give dem selvbestemmelse.
COPM understøtter netop selvbestemmelse hos borgere, der ikke er vant til at samproducere. En
undersøgelse af borgeres opfattelse af COPM viser, at nogle borgere ikke er vant til at identificere
problemområder og finder det svært at anvende COPM, fordi de forventer, at fagpersonen, som eksperten,
skal være i stand til at identificere de problemer, der kræver intervention. De fleste af disse borgere har dog
fundet det udbytterigt at få mulighed for at blive en partner i deres egen rehabilitering, på trods af, at de
ikke har været vant til denne fremgangsmåde (Law, 2007; 16).
Blandt andet Levine (1984) mener, at det for nogle fagpersoner kan opleves som en trussel, at borgerne
integreres i kernebeslutningerne, da der skal flyttes autoritet og ekspertise fra de ansatte over til borgerne.
Dette understøttes af flere evalueringer af terapeuters og borgeres opfattelse af COPM. I følge Law (2007;
17) bryder terapeuter, der er styrede af en professionel indfaldsvinkel til deres arbejde, sig ikke om, at det
er borgeren, der primært identificerer interventionsområderne.
Terapeuter, der ser værdi i borgerinddragelse, er omvendt meget begejstrede for redskabet, idet brugen af
COPM medvirker til et større fokus på borgernes aktivitetsproblemer og et større samarbejde mellem
borgeren og terapeuten (Ibid.; 17).
Ved at COPM-processen medvirker til at ændre relationen mellem fagpersonen og borgeren til et mere
ligeværdigt samarbejde samt udvider både fagpersonens og borgerens identifikation af problemområder,
virker COPM fremmende for synergi. Denne form for samproduktion virker mere effektivt, fordi
fagpersonen og borgeren hver især bidrager med komplementære input. Borgeren bidrager med input via
ekspertise på sine egne problemer, og fagpersonen bidrager med input via faglig ekspertise til at løse dem.
Evans (1995) kritiserer samproduktion for, at den underminerer fagprofessionelles ekspertise. I
Hverdagsrehabilitering mister fagpersonerne ekspertisen til at definere borgernes problemer, og
konsekvensen for fagpersonerne er, at der skal deles magt med borgerne, men til gengæld bliver forløbene
mere effektive, end hvis fagpersonerne alene leverer inputtene til processen.
Terapeuterne anvender ikke længere konsekvent COPM til målfastsættelse. Terapeuterne angiver, at
redskabet er for besværligt og tidskrævende, og de oplever et pres, fordi målene i rehabiliteringsplanerne
skal udarbejdes så hurtigt som muligt, så de trænende hjemmehjælpere kan komme i gang med at arbejde
ud fra rehabiliteringsplanen.
25

I følge Ostrom (1996; 1075) er det tidskrævende for fagpersonerne at involvere borgerne i samproduktion,
men ved at der kan opstå synergi via komplementære input fra de involverede, vil der være færre
omkostninger forbundet med rehabiliteringsforløbene på sigt.
Ostroms argumentation understøttes af Laws (2007; 26) iagttagelser. I følge Law tager COPM længere tid i
starten, men sparer tid i rehabiliteringsforløbene på længere sigt ved, at interventionen bliver præcist
fokuseret på de områder, som er vigtige for borgeren, og der vil kunne skæres overflødige undersøgelser
væk, hvorved rehabiliteringsplanen bliver mere målrettet, og borgeren bliver mere motiveret (Ibid.; 26).
En årsag til, at terapeuterne i Hverdagsrehablitering ikke længere anvender COPM konsekvent, kan dog
også være, at de oplever, at redskabet er uden betydning i forhold til at identificere borgernes egne mål.
COPM kan være uden betydning, enten fordi visitators afdækning af borgerens hverdagsliv i Fælles sprog II
mod forventning er lige så anvendelig til målfastsættelse, eller fordi terapeuterne har så meget erfaring
med borgerinddragelse, at de uden redskabet uden problemer kan undgå, at deres faglighed får indflydelse
på målsætningen.
Et argument, der taler for, at COPM ikke har nogen betydning er, at redskabet ikke anvendes af
terapeuterne i trænende hjemmehjælp i den traditionelle hjemmepleje, og her har det vist sig, at også
trænende hjemmehjælp har en positiv effekt i form af mindre efterspørgsel på hjemmehjælp (Kjellberg, Pia
et al, 2011; 25).
Dersom COPM mod forventning ikke har nogen betydning, vil der ikke være en forskel på varigheden af
rehabiliteringsforløbene. Der vil desuden ikke være forskel på de mål, der beskrives i
rehabiliteringsplanerne.
Teori om samproduktion giver imidlertid overbevisende argumenter for, at COPM-processen sikrer den
funktion, at rollerne mellem fagpersonen og borgeren bliver klart defineret. Dette fremmer en mere
ligeværdig relation mellem borgeren og fagpersonen, hvor begge parter deltager med gyldige og legitime
input til rehabiliteringsprocessen. Herved opstår synergi og der sættes en mere effektiv proces i gang, idet
hver part deltager med værdifulde input, som den anden ikke besidder. Disse argumenter medtages i afsnit
3.6, hvor problemformuleringens hypoteser opstilles.
I det følgende afsnit diskuteres, hvad der ud fra et teoretisk perspektiv motiverer borgerne, og om der også
vil være potentiale for effektivitet, når det offentlige og borgerne ikke har ens værdier og mål med
samarbejdet.
26

3.5. Større potentiale for effektivitet via egeninteresse
I følge teori om samproduktion, vil borgernes ønske om samproduktion stige, hvis der er sammenfald
mellem samproduktionen og egeninteressen. Derfor vil den værdi, som borgerne oplever ydelsen
repræsenterer for dem, spille ind på deres motivation, ønske og villighed til at indgå et samarbejde
(Jakobsen, 2011).
Set i forhold til borgerne i Hverdagsrehabilitering vil deres ønske om at samproducere stige, hvis målene for
rehabiliteringen fastlægges ud fra deres egeninteresse. I følge Jakobsen (2011) har borgernes evne og tid til
at samproducere også betydning. Borgernes (manglende) tid til rådighed er ikke relevant i
Hverdagsrehabilitering, idet ydelserne i Hverdagsrehabilitering er baseret på et forholdsvist stort
tidsforbrug.
Derimod er borgernes evne til at samproducere relevant i Hverdagsrehabilitering. I Jakobsens undersøgelse
er evne defineret som redskaber, kundskaber samt faciliteter til at samproducere. I Hverdagsrehabilitering
er borgerens evne til at samproducere relateret til omfanget af den sygdom eller skade, som borgeren har
pådraget sig.
Borgernes egeninteresse i Hverdagsrehabilitering kan have sammenfald med Fredericia Kommunes
interesse i Hverdagsrehabilitering. Fredericia Kommunes mål med samproduktion i Hverdagsrehabilitering
er af økonomisk art - at mindske behovet for personlig hjælp og praktisk hjælp (Christensen, 2009). I følge
projektbeskrivelse for Hverdagsrehabilitering (Ibid ;5) er Hverdagsrehabiliterings målgruppe netop borgere,
der efterspørger praktisk hjælp og/eller personlig pleje og derfor vil borgerne i Hverdagsrehabilitering have
mange mål indenfor personlig og praktisk hjælp.
Borgernes eventuelle mål, der ligger udenfor, hvad hjemmeplejen traditionelt tilbyder af personlig og
praktisk hjælp, vil være mål indenfor fritidsaktiviteter som at gå ture eller genoptage en hobby.
I følge Evans (1995) vil disse eventuelle ”ekstra mål” være mere omkostningstunge for kommunen at indfri,
idet der skal arbejdes med mål, som kommunen umiddelbart ikke har en direkte økonomisk interesse i.
Dersom Evans kritik af samproduktion er reel, vil forløbene, der har anvendt COPM til målfastsættelse,
være mindre effektive i form af længere varighed af forløbene samt give et større behov for
hjemmeplejeydelser og sygeplejeydelser efter endt forløb.
Samproduktion argumenterer modsat, at rehabiliteringsforløbene bliver mere effektive, fordi graden af
borgerens motivation afhænger af, i hvor høj grad de oplever, at det er deres egne mål, der er styrende for
rehabiliteringen. Desuden bliver forløbene mere effektive, fordi flere komplementære input fra aktørerne
27

vil medføre større effektivitet via den synergi, der opstår. Denne argumentation medtages i det følgende
afsnit, hvor der opstilles hypoteser.
3.6. Problemformuleringens hypoteser
Som tidligere nævnt beror problemformuleringen på den antagelse, at de forløb, der anvender COPM til
målfastsættelse, vil være mere effektive i form af at være kortere samt give mindre behov for
kompenserende hjemmeplejeydelser efter endt forløb. På baggrund af den teoretiske redegørelse og
diskussion formuleres følgende fire hypoteser til brug ved den empiriske analyse:
Hypotese 1: Rehabiliteringsforløb, der anvender COPM til målfastsættelse er kortere end
rehabiliteringsforløb, der ikke anvender COPM.
Hypotese 2: Rehabiliteringsforløb, der anvender COPM til målfastsættelse er mere effektive målt i
færre hjemmeplejeydelser og sygeplejeydelser efter endt forløb.
I det følgende formuleres hypotese tre og fire ud fra, hvad der kan forventes at være af mål i forløb, hvor
COPM er anvendt til målfastsættelse.
Der er lavet undersøgelser, der viser, at COPM-processen identificerer aktivitetsproblemer på tværs af alle
aktivitetsområderne egenomsorg, arbejde og fritid. I en pilotundersøgelse af redskabet blev 54 procent af
aktivitetsproblemerne identificeret af borgere som egenomsorg, 26 procent som arbejde og 20 procent
som fritid. (Law, 2007; 15).
Da COPM kan opfange borgernes mål indenfor for alle aktivitetsområderne, antages det, at der i
rehabiliteringsplaner, hvor COPM er anvendt, vil være flere mål pr. rehabiliteringsplan samt flere mål, der
ligger udenfor, hvad kommunen har direkte økonomisk interesse i.
Der opstilles følgende to hypoteser om målene i rehabiliteringsplanerne:
Hypotese tre: Antallet af mål i rehabiliteringsplaner, der anvender COPM til målfastsættelse, er
højere end i rehabiliteringsplaner, der ikke anvender COPM.
Hypotese fire: Rehabiliteringsplaner, der anvender COPM til målfastsættelse, indeholder flere mål
indenfor borgernes fritidsliv.
I det næste metodekapitel diskuteres og vurderes hvilke kriterier, der afgør en succesfuld bekræftelse eller
afvisning af hypoteserne, og der vælges metode og undersøgelsesdesign til den empiriske undersøgelse af
problemformuleringen og hypoteserne.
28

Kapitel 4: Metode og undersøgelsesdesign
Med udgangspunkt i ”Metoder i Statskundskab” (Andersen et al, 2010) beskriver dette kapitel overvejelser
vedrørende valg af metode og undersøgelsesdesign af den empiriske analyse af problemformuleringen. I
det første afsnit 4.1 diskuteres fordele og ulemper ved forskellige undersøgelsesdesign i forhold til
undersøgelsens interne validitet samt, hvad der vil være realistisk at gennemføre. I det andet afsnit 4.2
præsenteres det valgte design, og det vurderes i hvor høj grad undersøgelsen via en registeranalyse sikrer
målingsvaliditet, reliabilitet og intern validitet.
4.1. Valg af metode ud fra problemformulering
Problemformuleringen, i hvor høj grad målfastsættelsesredskabet COPM giver højere effektivitet målt i
antal færre hjemmeplejeydelser samt kortere rehabiliteringsforløb, lægger op til at undersøge kausaleffekt
og belyse årsags- virkningssammenhænge (Andersen et al., 2010; 34 ff).
Kausaleffekten fremkommer ved at undersøge, om der er sammenhæng mellem den uafhængige variabel,
der i dette tilfælde er COPM til målfastsættelse, og den afhængige variabel, der her er effekten af
rehabiliteringsforløbene, og herved kan hypoteserne besvares. Ved kausalstudier er det afgørende, at alle
andre variable end den uafhængige variabel, der undersøges for, holdes under kontrol, så det ikke er disse
andre variable, der påvirker undersøgelsens resultater (Ibid).
I forhold til denne opgaves problemformulering vil andre variable, der vil kunne påvirke resultatet, for
eksempel være borgerens individuelle forskelle i form af arten af deres sygdom eller skade samt graden af
deres deres funktionsevne.
I det følgende afsnit diskuteres overvejelser vedrørende valg af metode ud fra, hvad der er praktisk og
realistisk at gennemføre samt ud fra, hvordan den uafhængeige variabel COPM bedst isoleres i forhold til
borgernes individuelle variable. Dernæst diskuteres, om andre variable i form af terapeuternes eventuelle
påvirkning af selve undesøgelsen samt opgaveløsers tilstedeværelse kan få indvirkning på undersøgelsens
resultater.
Sidst i afsnittet vælges det undersøgelsesdesign, der anses at være mest hensigtsmæssigt ud fra, hvad der
er realistisk at gennemføre samt ud fra kontrol af andre variable end den uafhængige variabel COPM til
målfastsættelse.
4.2. Overvejelser vedrørende valg af undersøgelsesdesign
Kausaleffekt kan undersøges via eksperimentelle design, hvor der konstrueres en interventionssituation,
hvor en gruppe af borgere i forløb deltager i en COPM-proces, og der konstrueres tillige en kontrolsituation,
29

hvor borgerne ikke får udarbejdet en COPM. Men herved vil der, som ovenfor nævnt, være en risiko for, at
borgernes individuelle forskelle kan virke forstyrrende på kausaleffekten (Ibid; 76).
I det følgende diskuteres, hvordan forskellige eksperimentelle designs kan tage højde for borgernes
individuelle forskelle samt hvilke af disse designs, der vil være realistiske at gennemføre.
En måde at imødegå, at borgernes individuelle forskelle påvirker resultatet er, at udføre et randomiseret
eksperiment. Fordelen er, at det undgås, at borgernes individuelle forskelle påvirker resultatet ved, at der
foretags en tilfældig inddeling af borgerne i interventionsgruppen og kontrolgruppen. Som
tommelfingerregel skal der dog i følge Andersen et al. (2010; 76 ff) være mindst 30 borgere i hver gruppe,
dersom gyldigheden af kausalslutningen skal sikres via tilfældig udvælgelse. I forhold til den tid, der er til
rådighed i denne undersøgelse, anses et randomiseret eksperiment at være urealistisk at gennemføre, idet
et borgergundlag på mindst i alt 60 borgere i et randomiseret eksperiment ikke vil være muligt at
fremskaffe.
Den empiriske undersøgelse af problemformuleringen kan i stedet lægges op som et kvasi-randomiseret
eksperiment. Forskellen mellem et ”ægte” randomiseret eksperiment og et kvasi-randomiseret
eksperiment er, at udvælgelsen af borgere i interventions- og kontrolgruppen ikke foregår tilfældigt.
Fordelen ved det kvasi-randomiserede eksperiment er, at undersøgelsesdesignet ikke behøver så stort et
antal borgere i interventions- og kontrolgruppen, da der i designet tages forholdsregler for de
”forstyrrende” variable, som borgernes individuelle forhold repræsenterer (Ibid; 79 ff ).
Der kan imidlertid også være andre forhold end borgernes individuelle forskelle, der kan få indvirkning på
den afhængige variabel i et kvasi-randomiseret eksperiment. Disse knytter sig til selve eksperimentet og
diskuteres i det følgende både i forhold til terapeuternes påvirkning af eksperimentet og opgaveløsers
tilstedeværelse.
Andersen et al. (2010; 77) beskriver, at selve det at medvirke i en undersøgelse kan ændre deltagernes
adfærd. Dette kaldes Hawthorne-effekten og er et udtryk for det metodeproblem, at forskningen i sig selv
kan have en effekt, som er meget vanskelig at undgå.
Ved en pilotundersøgelse i forbindelse med denne opgave af hvordan COPM anvendes af terapeuterne i
praksis samt ved samtaler med terapeuterne, blev det klart, at terapeuterne med det samme var klar over,
at eksperimentet blandt andet ville dreje sig om at undersøge, om COPM sikrer større mulighed for, at det
er borgeren og ikke fagpersonen, der beslutter målene.
30

Desuden var terapeuterne påvirkede af opgaveløsers tilstedeværelse, ikke i rollen som forsker men i rollen
som tidligere chef på området. En af terapeuterne fortalte efter en gennemførelse af COPM med en borger,
hvor opgaveløser var med, at hun havde tænkt rigtig meget over betydningen af borgerinddragelse siden
det første møde, der blev afholdt, og at hun havde været nervøs ved, at opgaveløser skulle med ud for at
se, hvordan hun håndterede en COPM-proces.
I følge Andersen et al (2010; 142) er det centrale i det metodeproblem, at forskning i sig selv kan have en
effekt, hvis deltagerne ændrer adfærd på områder, som er relevante for problemformuleringen og
dataindsamlingen (Ibid; 142).
Terapeuternes adfærd opleves som påvirket af opgaveløsers tilstedeværelse, hvorved der også vil være
risiko for, at de ændrer adfærd under eksperimentet på centrale områder, der har betydning for resultatet
af undersøgelsen. Desuden vil deres fortolkninger af, hvad eksperimentet går ud på, også spille ind på
resultatet, så der er stor risiko for, at der opnås et falsk positivt resultat eller det modsatte. Da der er en
reel risiko for, at data via det kvasi-randomiserede eksperiment bliver spuriøse, er dette design fravalgt.
Der er i stedet valgt at foretage en registeranalyse via hjemmeplejens elektroniske omsorgssystem Care af
afsluttede borgere, der har været i forløb i Hverdagsrehabilitering. I det følgende afsnit beskrives, hvordan
interventions- og kontrolgruppe konstrueres via registerdata samt hvilke fordele og ulemper, der er ved
dette design.
4.3. Valg af undersøgelsesdesign - Registerdata
Det er via registerdata i hjemmeplejens elektroniske omsorgssystem Care forholdsvist enkelt at konstruere
en interventionsgruppe, der har deltaget i en COPM-proces, idet de afsluttede forløb i 2011, der har brugt
COPM til målfastsættelse, kan anvendes hertil.
Kontrolgruppen, der ikke har fået udarbejdet en COPM til målfastsættelse, kan konstrueres ved at udpege
afsluttede forløb, hvor der ikke har været udarbejdet en COPM. Hverdagsrehabiliterings målgruppe af
borgere har ikke ændret sig siden projektets start, hvor COPM blev anvendt i ca. 70 % af forløbene. Det er
anslået af terapeuterne, at COPM i 2011 er anvendt i ca. 10-20 % af forløbene. Da terapeuterne begrunder
fravalg af COPM med manglende tid samt, at det er et besværligt redskab at anvende, vil der være mange
afsluttede borgere, der kunne have fået foretaget en COPM, og det vil derfor også være realiserbart at
udpege en kontrolgruppe til undersøgelsen.
Registeranalysen har følgende fordele og ulemper:
31

En stor fordel ved en registeranalyse er, at opgaveløser samt de involverede terapeuter i undersøgelsen
ikke kan medvirke til at påvirke resultatet, da data allerede foreligger.
Ulempen er, at der vil være en tidsforskydning i indsamling af data til henholdsvis interventions- og
kontrolgruppen, hvilket kan påvirke undersøgelsens validitet. Desuden skal grupperne stadigvæk holdes
nogenlunde ens, hvad angår borgernes individuelle variable.
I det følgende beskrives og vurderes undersøgelsens målingsvaliditet, reliabilitet samt interne validitet i
forhold til de registerdata, der anvendes til at besvare problemformuleringes teoretisk funderede
hypoteser.
4.3.1. Data til besvarelse af hypoteser - målingsvaliditet
I følge Andersen et al (2010; 100 ff) er målingsvaliditet et udtryk for, at der skal være overensstemmelse
mellem den teoretiske og den operationelle definition. Det vil sige, at målingsvaliditet handler om, hvorvidt
man måler det, man vil måle. Når målingsvaliditeten skal vurderes, handler det derfor om at holde den
operationelle definition op mod den teoretiske definition.
I det følgende gennemgås problemformuleringens fire hypoteser i forhold til at vurdere, hvordan
registerdata operationelt kan måle de teoretisk opstillede hypoteser.
Hypotese et:
Der er teoretisk argumenteret for, at COPM ændrer relationen mellem fagpersonen og borgeren, så den
bliver mere ligeværdig. Borgeren bidrager med input i form af viden om, hvilke problemer, der er vigtige og
fagpersonen bidrager med viden om, hvordan problemerne løses. Hermed er der mulighed for, at synergi
opstår, da både borger og fagperson deltager med input. Denne synergi vil give mere effektive forløb, fordi
forløbene bliver mere målrettede og præcist fokuserede og vil kunne aflæses i form af kortere forløb:
1. Rehabiliteringsforløb, der anvender COPM til målfastsættelse, er kortere end rehabiliteringsforløb,
der ikke anvender COPM.
Data til besvarelse af hypotese et undersøges ved at sammenholde interventions- og kontrolgruppen og
opgøre forskel på antal dage, borgerne er tilknyttet Hverdagsrehablitering.
Hypotese to:
Der er teoretisk argumenteret for, at COPM til målfastsættelse i højere grad tilgodeser, at borgeren selv
bestemmer, hvad rehabiliteringen skal dreje sig om. Borgerens motivation for rehabiliteringen er styret af
32

egeninteressen, og derfor virker COPM som en motivationsfaktor. Borgerens egenbestemmelse og hermed
større motivation påvirker effekten af rehabiliteringsforløbene, og vil kunne aflæses i form af mindre behov
for sygepleje- og hjemmeplejeydelser efter endt forløb:
2. Rehabiliteringsforløb, der anvender COPM til målfastsættelse, er mere effektive målt i færre
hjemmeplejeydelser samt sygeplejeydelser efter endt forløb.
Data til besvarelse af hypotese et undersøges ved at sammenholde interventions- og kontrolgruppen og
opgøre antal sygepleje- og hjemmehjælpstimer pr. uge.
Hypotese tre og fire:
Der er teoretisk argumenteret for, at når det er borgeren selv, der definerer sine mål, vil antallet af målene
i rehabiliteringsforløbene stige og mange af borgerne vil have ønske om at arbejde med mål, der ligger
udenfor, hvad kommunen har interesse i:
3. Antallet af mål i rehabiliteringsplaner, der anvender COPM til målfastsættelse, er højere end i
rehabiliteringsplaner, der ikke anvender COPM.
4 Rehabiliteringsplaner, der anvender COPM til målfastsættelse, indeholder flere mål indenfor
borgernes fritidsliv.
Data til besvarelse af hypotese tre og fire opgøres ved sammenholde grupperne og optælle samt
klassificere arten af rehabiliteringsplanernes mål. Valg af kategorier til at klassificere målene, beskrives i det
følgende.
COPM og Fælles sprog II indeholder, som nævnt i kapitel 3.3 begge kategorier, der klassificerer
aktivitetsområder og i hovedtræk kommer de omkring de samme aktivitetsaspekter. COPM inddeler
aktivitetsområder i tre kategorier: 1. Egenomsorg, der inkluderer personlig pleje, funktionel mobilitet og
det at klare sig som forbruger og samfundsborger. 2. Arbejde, der inkluderer lønnet og ulønnet arbejde,
husarbejde, leg, skole og uddannelse. 3. Fritid, der inkluderer både stille, fysisk krævende samt sociale
aktiviteter.
Vejledningen til Fælles sprog II (Poulsen, 2004) kategoriserer aktivitetsområder i ”Borgerens hverdagsliv”
ud fra 9 områder: Arbejde og uddannelse, Kontakt til familie og venner, Interesser og hobbyer, Måltider,
Personlig hygiejne, Daglig husførelse, Vedligeholdelse af bolig og have, Indkøb samt At komme omkring
(Ibid; 2004; 16).
33

Da vejledningen til Fælles sprog II indeholder præcise definitioner af ovennævnte 9 aktivitetsområder og
disse vurderes at være mere nuancerede end COPM´s tre, mere overordnede kategorier, er det valgt i
denne undersøgelse at kategorisere målene ud fra borgerens hverdagsliv i Fælles sprog II. Definition af
aktivitetsområderne beskrives i afsnit 5.3.
Det vurderes, at data til besvarelse af problemformuleringens hypoteser har høj målingsvaliditet, dersom
undersøgelsens realibilitet og interne validitet sikres, således den uafhængige variabel COPM kan
fremtræde som årsag til effektmålingen.
I det følgende vurderes, i hvor høj grad en tidsforskydning i indsamling af data i interventions- og
kontrolgruppen har betydning for undersøgelsens validitet.
4.3.2. Dataindsamling - validitet
I forhold til data til interventionsgruppen indeholder Care ikke oplysninger om COPM. Borgernes mål er
registreret i borgerens rehabiliteringsplan, men det fremgår ikke, om målene er besluttet på baggrund af
COPM. Oplysninger om, hvilke borgere der har deltaget i en COPM-proces, findes i Hverdagsrehabilitering,
hvor alle COPM skemaer er samlet for sig. Det er derfor enkelt ud fra COPM-skemaerne, der har angivet
borgernes personnumre, at udpege borgere til interventionsgruppen i det elektroniske omsorgssystem.
Data indsamles ”bagudrettet” i perioden september til januar 2011.
For at sikre en vis systematik i forhold til indsamling af data til kontrolgruppen, vælges de borgere, der sidst
har været i forløb, det vil sige borgere, der er afsluttede i september samt første halvdel af august 2011.
Da der er færre borgere, der har deltaget i en COPM-proces, går datoer for forløb i interventionsgruppen
længere tilbage i tid end datoer for forløb i kontrolgruppen. Dermed kan data give problemer i forhold til
undersøgelsens validitet, idet data for interventions- og kontrolgruppe ikke er indsamlet over den samme
periode.
Den interne validitet er vægtet højt i undersøgelsen, og det er på baggrund heraf, at et kvasi-randomiseret
eksperiment er fravalgt, da der vil være risiko for, at opgaveløser samt terapeuterne i
Hverdagsrehabilitering påvirker undersøgelsens resultater. Et kvasi-randomiseret eksperiment ville dog
have den fordel, at indsamling af data kan foregå uden tidsforskydning, og med sikkerhed for, at data ikke
bliver spuriøse via en tidsforskydning i indsamlingen af data. Men da det er de samme terapeuter og
trænende hjemmehjælpere, der har været ansat i Hverdagsrehabilitering i 2011, vurderes
tidsforskydningen af indsamling af data til interventions- og kontrolgruppen dog ikke i væsentlig grad at få
betydning for undersøgelsens validitet.
34

Undersøgelsens kontrolvariable til at sikre intern validitet begrundes og vurderes i det følgende afsnit.
4.3.2. Registeranalysens kontrolvariable
Undersøgelsens interne validitet afhænger af, i hvor høj grad de følgende tre problemfelter kan isoleres fra
den uafhængige variabel COPM:
For det første kan den afhængige variabel, effekt af rehabiliteringsforløbene, blive påvirket af borgernes
potentiale til at blive selvhjulpne, idet potentialet afhænger at arten af deres sygdom eller skade, graden af
deres funktionsevnenedsættelse samt deres alder.
For det andet vil det give et misvisende billede, dersom kontrolgruppens borgergrundlag ikke ville have
været i stand til kognitivt at deltage i en COPM-proces.
For det tredje kan borgernes køn have indflydelse på målene for rehabiliteringen, idet mænd og kvinder
kan have forskellige mål med rehabiliteringen. En overrepræsentation af et af kønnene i interventions- eller
kontrolgruppen kan få betydning for problemformuleringens hypotese tre og fire, der antager, at når
målene besluttes via en COPM-proces, vil rehabiliteringsplanerne indeholde flere mål samlet set, samt at
der vil være flere mål indenfor borgernes fritidsliv.
I de følgende afsnit begrundes og vurderes kontrol af ovennævnte variable.
4.3.2.1 Kontrol for borgernes potentiale til at blive selvhjulpne
Der kontrolleres for følgende tre variable, der anses væsentlige for at vurdere, om interventions- og
kontrolgruppen er ens repræsenteret i forhold til borgernes potentiale for at blive selvhjulpne.
For det første kontrolleres for arten af borgernes skade eller sygdom. Denne variabel er relevant at
medtage, idet en borger med for eksempel et relativt ukompliceret hoftebrud efter al sandsynlighed som
udgangspunkt vil have et større potentiale for at blive selvhjulpen end for eksempel en borger, der har
svære skader som følge af en apopleksi. Det kan derfor påvirke resultatet, hvis en af grupperne er
overrepræsenterede med for eksempel neurologiske sygdomme.
For det andet kontrolleres for borgernes funktionsevne inden start af forløb i Hverdagsrehabilitering.
Visitator foretager, som nævnt i afsnit 3.3.4, en faglig vurdering af borgerne ud fra 17 kategorier indenfor
områderne ernæring, personlig pleje, indkøb, madlavning, rengøring og at færdes indenfor og udenfor
hjemmet. Visitators faglige vurdering af, hvad borgeren kan eller ikke kan, registreres indenfor hver af de
17 kategorier indenfor rammerne af fem graduerede funktionsniveauer. Care udregner automatisk
gennemsnitsværdien for den samlede funktionsvurdering af de 17 kategorier.
35

Gennemsnitsværdien af funktionsevnen er ikke direkte sammenlignelig, idet funktionsvurderings-
værdierne er beregnet ud fra 17 kategorier af funktionsevne, der ikke er vægtet i forhold til hinanden. For
eksempel kan moderat funktionsnedsættelse i kategorien ”At spise” ikke direkte sammenlignes med
moderat funktionsnedsættelse i kategorien ”At gøre rent”. Det vurderes dog, at de samlede
gennemsnitsværdier for de to grupper kan anvendes til at kontrollere, at interventions- eller
kontrolgruppen ikke er overrepræsenteret med borgere med svære funktionsnedsættelser.
For det tredje kontrolleres for borgernes alder, idet almindelig alderdomssvækkelse også vil kunne spille
ind på det potentiale, som borgerne har for at blive selvhjulpne.
4.3.2.2. Kontrol for variablen borgernes køn
Der kontrolleres for borgernes køn for at undgå, at der ikke opstår en skævvridning i forhold til
interventions- og kontrolgruppens mål for rehabiliteringen, der ikke er forårsaget af COPM til
målfastsættelse. I undersøgelsens borgergrundlag vil der optræde mange ældre borgere, der i gængs og
traditionel opfattelse har en anden kønsrollefordeling, for eksempel hvad angår varetagelse af daglig
husførelse end yngre borgere. Det kan derfor forventes, at mænd i forløb i Hverdagsrehabilitering vil have
færre aktivitetsmål indenfor for eksempel daglig husførelse end kvinder, da der er flere kvinder, der i denne
aldersgruppe har ønsker om, eller forventes af andre, at varetage disse aktiviteter. Variablen er væsentlig
at medtage, idet det forventes, at forløb med COPM giver flere aktivitetsmål.
4.3.2.3. Kontrol for variablen borgernes kognitive evner til at gennemføre en COPM-proces
Der kontrolleres for, om primært kontrolgruppen er repræsenteret i tilstrækkelig grad i forhold til, at
borgerne er kognitivt i stand til at gennemføre en COPM-proces. Denne variabel er væsentlig, idet det skal
sikres, at specielt kontrolgruppen ikke er overrepræsenteret med borgere med kognitive skader, da en
forudsætning for at kunne gennemføre en COPM-proces er, at borgerne har kognitive evner hertil. Kontrol
for denne variabel sikres dels ved, at terapeuterne bedes validere kontrolgruppen ved at angive, om de
udtrukne borgere i kontrolgruppen efter deres mening ville have været i stand til kognitivt at kunne deltage
i en COPM-proces og dels ved, at samtlige borgere i den angivne tidsperiode kontrolleres i Care for
følgende to kontrolvariable:
For det første kontrolleres borgernes kognitive evner via visitators faglige vurdering. Visitator vurderer, om
borgernes mestringsevne er høj, middel eller lav. Høj mestringsevne defineres i vejledningen til Fælles
sprog II (Poulsen, 2004; 31) som: ”en borger, der oplever en situation som begribelig, håndterbar og
meningsfuld, mestrer situationen og sætter ressourcer ind på at løse problemet aktivt, fremadrettet og
36

positivt”. Visitators vurdering af borgernes mestingsevne kan anvendes som en indikator på, i hvor høj grad
borgerne er i stand til at deltage mentalt til målfastsættelse.
For det andet kontrolleres for, om borgernes aktivitetsnedsættelser er forårsaget af mentale og eller fysiske
funktionsnedsættelser. Denne variabel kan undersøges via visitators faglige vurdering, hvor det er angivet,
om borgerne har mentale og/eller fysiske funktionsnedsættelser med et ”ja” eller ”nej” (Ibid; 29).
Tilstedeværelse eller fravær af mental funktionsnedsættelse kan ligeledes anvendes som en indikator på,
hvorvidt borgeren kognitivt er i stand til at deltage i målfastsættelsen af rehabiliteringen.
Det vurderes, at med kontrol for ovennævnte variable vil undersøgelsen have en høj intern validitet. Det
vurderes, at ensartethed i interventions- og kontrolgruppen i forhold til potentiale for at blive selvhjulpne
og dermed også få behov for færre hjemmehjælps- og sygeplejeydelser samt behov for kortere forløb, i høj
grad sikres via kontrol for variablene: arten af sygdom, graden af funktionsevne samt alder. Variablen køn
er medtaget for at sikre, at der ikke er en skævvridning i forhold til antallet af mål, der ikke er forårsaget af
den uafhængige variabel COPM.
Det vurderes desuden, at borgerne i kontrolgruppen ville være i stand til at gennmføre en COPM-proces
ved at undersøge for variablene mestringsevne og mentale funktionsnedsættelser. Herudover bedes
terapeuterne i Hverdagsrehabilitering validere, om borgerne i kontrolgruppen rent faktisk ville have været i
stand til at gennemføre en COPM-proces, og alle borgere i kontrolgruppen fra ovennævnte periode
kontrolleres i Care.
I det følgende afsnit beskrives, hvordan data indsamles for at sikre gentagelighed samt i hvor høj grad
undersøgelsen lever op til krav om reliabilitet.
4.3.3. Dataindsamling gentagelighed og reliabilitet
4.3.3.1 Gentagelighed
I følge Andersen et al (2010; 98) er det væsentligt, at en undersøgelse er så eksplicit forklaret, at
undersøgelsen reelt og principielt kan gentages. Dette er væsentligt, idet det er en forudsætning for, at
andre kan stole på og bygge videre på ens resultater, og der kun herved kan sikres ny kumulativ viden.
Da gentagelighed er et væsentligt forskningskriterium, gennemgås i det følgende hvorfra og hvordan data
til interventions- og kontrolgruppen indsamles. Desuden redegøres for de borgere, der på forhånd
ekskluderes i undersøgelsen.
37

Hjemmeplejens elektroniske omsorgssystem Care er bygget op omkring en række selvstændige moduler,
som har lagret oplysninger vedrørende de borgere, der er og har været i forløb i Hverdagsrehabilitering.
Der er fem moduler, hvorfra data hentes til registeranalysen. Disse er:
Modul Sygeplejeydelser samt Modul Hjemmeplejeydelser, hvor oplysninger om antallet af
sygepleje- og hjemmeplejeydelser efter endt forløb indhentes til besvarelse af hypotese et
vedrørende effekt af rehabiliteringsforløbene i form af færre sygepleje- og hjemmeplejeydelser.
Modul Klientens journal, hvor oplysninger om tidspunkter for start og slut af forløbene indhentes til
besvarelse af hypotese to vedrørende forskel i varigheden af forløbene.
Modul Hverdagsrehabilitering, hvor data om variablen sygdommens eller skadens art indhentes.
Desuden indhentes data til besvarelse af hypotese tre og fire vedrørende målene for
rehabiliteringsforløbene, deres antal og art.
Modul Visitators funktionsvurdering, hvorfra data om kontrolvariablene borgerens mestringsevne,
mentale funktioner samt gennemsnitlig værdi for funktionsevne inden start af forløb, indhentes.
I undersøgelsens kontrolgruppe ekskluderes på forhånd borgere med svære kognitive skader, for eksempel
borgere med svær demens og lav mestringsevne. Herudover ekskluderes på forhånd borgere, der er i
terminal fase samt borgere, der er afgået ved døden efter endt forløb i både interventions- og
kontrolgruppen. Der forventes at være et større frafald i kontrolgruppen, idet der her vil optræde borgere,
der ikke har kunnet deltage i en COPM-proces på grund af kognitiv uformåen.
I det næste afsnit gennemgås og vurderes undersøgelsens reliabilitet.
4.3.3.2 Reliabilitet
Indsamling af data skal helst foregå på en standardiseret måde for at sikre, at fortolkningen af data bliver
korrekt samt for at sikre undersøgelsens reliabilitet. Reliabilitet betyder, at der skal være konsistens i
målingen, og der vil være problemer med reliabilitet, hvis der er for mange fejlmarginer i et datamateriale
(Ibid; 101 f).
Da reliabilitet anses væsentlig for denne undersøgelse, bliver reliabiliteten sikret ved, at data kontrolleres
to gange og desuden sørges der for, at data indhentes fra de samme kilder i Care som nævnt ovenfor.
Besvarelse af hypotese fire kræver, at der skal foretages en klassificering af rehabiliteringsplanernes mål.
Det er valgt at anvende kategoriseringer af borgernes aktivitetsområder ud fra Fælles sprog II´s
kategoriseringer af borgerens aktiviteter i borgerens hverdagsliv, idet Fælles sprog II indeholder præcise
definitioner på aktivitetsområderne. For at sikre reliabilitet i kodning af rehabiliteringsplanernes mål, vil
kodningen af målene anden gang blive foretaget af en anden person end opgaveløser.
I næstfølgende kapitel fem foretages analysen af det indsamlede datamateriale.
38

Kapitel 5: Analyse
Dette kapitels afsnit præsenterer, analyserer og vurderer datamaterialet til registeranalysen af den
empiriske undersøgelse af problemformulering og hypoteser. I det første afsnit 5.1 redegøres for, hvordan
dataindsamlingen i interventions- og kontrolgruppen er foretaget, samt hvilket ventet og uventet frafald af
rehabiliteringsforløb, der har været.
I det andet afsnit 5.2 analyseres de kontrolvariable, der blev opstillet i det foregående metodekapitel med
henblik på at identificere, i hvor høj grad den enkelte kontrolvariabel har indflydelse på den uafhængige
variabel COPM.
I det sidste afsnit 5.3, analyseres problemformuleringens teoretisk funderede hypoteser, og relevante
kontrolvariable fra afsnit 5.2 medtages i en analyse af, om disse kan påvirke hypotesernes antagelse. I
forbindelse med analysen af hver hypotese, foretages en delkonklusion i forhold til, om hypotesen kan be-
eller afkræftes.
5.1. Fremgangsmåde for dataindsamling samt frafald
Dataindsamling af i alt 60 rehabiliteringsforløb i interventions- og kontrolgruppen er foretaget via
hjemmeplejens elektroniske omsorgssystem Care ud fra Hverdagsrehabiliterings lister over borgere, der er
afsluttede i forløb. Dataindsamling og kontrol af data er foregået ad tre omgange i oktober og november
2011. Ved den første dataindsamling blev data til interventionsgruppen indsamlet. Data er blevet udpeget
via Hverdagsrehabiliterings samlede liste over borgere, der har fået udarbejdet mål via COPM, og som er
afsluttede i Hverdagsrehabilitering i perioden januar til september 2011. Der er kontrolleret for, om de mål,
som der er angivet på COPM-skemaet stemmer overens med de mål, som er angivet i borgernes
rehabiliteringsplan i Care.
Den anden dataindsamling vedrører kontrolgruppen, og her er udpeget forløb fra september samt første
halvdel af august 2011. Alle borgerforløb er gennemgået i Care i den angivne tidsperiode ud fra følgende
fire ekskluderende kriterier: For det første er borgere med lav mestringsevne angivet i visitators
funktionsvurdering ekskluderet. For det andet og tredje er borgere i terminal fase og borgere, der er afgået
ved døden efter endt forløb ekskluderet, da disse forløb kan give et misvisende billede af antallet af
sygepleje- og hjemmehjælpsydelser efter endt forløb. For det fjerde har terapeuterne hjulpet med at
ekskludere de borgere i kontrolgruppen, der ikke kunne have deltaget i en COPM-proces på grund af
kognitiv uformåen.
39

I forbindelse med den sidste dataindsamling er terapeuternes eksklusion af borgere i kontrolgruppen på
grund af kognitiv uformåen kontrolleret via oplysninger om disse borgere i Care. Desuden er varighed af
forløbene i interventions- og kontrolgruppen kontrolleret anden gang.
I det følgende redegøres for datamaterialets frafald.
5.1.1. Datamaterialets frafald
I interventionsgruppen er i alt 7 rehabiliteringsforløb ikke medtaget af følgende årsager:
I to forløb var borgerne i terminal fase.
I et forløb var borgeren efter endt forløb afgået ved døden.
I tre forløb manglede uventet visitators funktionsvurdering. Disse forløb måtte ekskluderes af
undersøgelsen, idet kontrolvariablene funktionsværdi, mestringsevne samt mentale og fysiske
funktionsnedsættelser ikke fandtes for disse forløb.
I et forløb kunne der af ukendte årsager ikke indhentes en rehabiliteringplan i Care, hvorved
målene for rehabiliteringen ikke vil kunne opgøres.
I kontrolgruppen er i alt 11 borgere ikke medtaget i undersøgelsen af følgende årsager:
I et forløb har borgeren deltaget i en COPM-proces, og tilhører således interventionsgruppen.
I et forløb er borgeren efterfølgende afgået ved døden.
Et forløb er ekskluderet på grund af visitators angivelse af lav mestringsevne hos borgeren.
Fire forløb er ekskluderet, fordi borgerne har været for kognitivt skadede til at kunne deltage i en
COPM-proces på grund af svær demens, hjerneblødning og blodpropper i hjernen.
I et forløb fandtes ingen funktionsvurdering på borgeren.
I tre forløb kunne der ikke indhentes en rehabiliteringsplan i Care.
En oversigt over det samlede datamateriale vedrørende de i alt 60 inkluderede borgere i interventions- og
kontrolgruppen kan ses i bilag 1 og 2.
I næste afsnit redegøres og vurderes for data vedrørende undersøgelsens kontrolvariable.
5.2. Analyse af kontrolvariable
Under afsnittene for de enkelte kontrolvariable redegøres kort for det overordnede formål med at inddrage
variablen. Herefter præsenteres og redegøres for datamaterialet, og til sidst i hvert afsnit foretages en
vurdering af, i hvor høj grad variablen anses at have betydning for besvarelse af problemformuleringens
hypoteser.
40

5.2.1 Analyse af kontrolvariabel sygdommens/skadens art
Formålet med denne kontrolvariabel er at undersøge for, at interventions- eller kontrolgruppen ikke er
overrepræsenteret med én slags sygdom eller skade, idet arten af sygdom/skade kan påvirke muligheden
for at blive selvhjulpen og således også behovet for sygepleje og hjemmehjælpsydelser.
Sygdommens/skadens art er indsamlet via borgerens rehabiliteringsplan, hvor der findes en kort
beskrivelse af, hvad baggrunden for rehabiliteringsplanen er. Sygdommen eller skaden er i
rehabiliteringsplanen ikke klassificeret af en lægefaglig person, men er noteret af terapeuterne ud fra
visitators oplysninger, fra borgeren selv eller fra sygehus, dersom borgerne forud har været indlagt. Et
eksempel på en beskrivelse af baggrund for rehabiliteringsplanen vises i det følgende:
”Baggrund for rehabiliteringsplan: N. N har været indlagt på grund af sammenfald i ryggen – har fået det
bedre de sidste par dage. N. N har forkalkning af halspulsårer og problemer med aortaklappen. N. N er i
blodfortyndende og smertestillende behandling”.
Der er valgt i nedenstående tabel 1 at foretage en sammenligning af de enkelte sygdomme/skader i
interventions- og kontrolgruppen. Da disse ikke er klassificeret ud fra lægefaglige kriterier, er det ikke
muligt at foretage en nøjagtig sygdomsklassificering. Desuden har det ved gennemgang af datamaterialet
vist sig at der i årsagerne til, at borgerne er visiteret til Hverdagsrehabilitering, ikke altid er angivet en skade
eller en sygdom, men i stedet er angivet en tilstand, for eksempel ”dårlig almen tilstand”.
Nogle af borgerne i undersøgelsen har flere konkurrerende sygdomme eller tilstande. I det ovenfor nævnte
eksempel er det sammenfaldet i ryggen, der er årsagen til forløbet og ikke forkalkning og problemer med
aortaklap. Det er valgt at sammenligne den skade eller sygdom, der bedst angiver den tilstand, der har ført
til forløb i Hverdagsrehabilitering, og som er den væsentligste årsag til det gennemførte
rehabiliteringsforløb. I bilag et og to er nævnt alle de angivne sygdomme, skader og tilstande, der er
noteret i borgerens rehabiliteringsplan.
Nedenfor i tabel 1 angives hovedårsagen til forløbene, og det er for overskuelighedens skyld valgt at
kategorisere sygdommene/skaderne efter hvilke kropsfunktioner, de kan relateres til.
41

Tabel 1. Sammenligning af borgernes skader og sygdomme kategoriseret efter kropsfunktioner
Skader relateret til
arme
Skader relateret til
ben og ryg
Interventionsgruppe Kontrolgruppe
-Brud, skulder
-Brud, underarm, hånd
-Håndledsbrud
-Brud på skulder, hånd, ben
-Opereret i håndled
-Fraktur, skulder og overarm
-Nyt knæ
-Knæ-alloplastik
-Akilleseneruptur
-Ankel-alloplastik
-Slået flig af hofte
-Hoftebrud
-Hoftenært brud
-Ny hofte
-Hoftealloplastik
-Lårbensbrud
-Brud, underben
-Sammenfald i lænd
-Hæmatom og smerter efter fald
Skader i hjernen -Apopleksi
-Apopleksi
Lidelser i indre -KOL
organer
-Lungebetændelse
-Hjertearytmi
-Urinvejsinfektion
-Dræn i nyrer
-Indlagt pga. ubalance i saltbalance
Alkoholrelaterede
lidelser
Uspecificerede
sygdomme/tilstande
-Opereret i skulder
-Underarmsfraktur
-Håndledsbrud
-Fraktur, arm
-Opereret i knæ
-Stivgjort knæ
-Akilleseneruptur
-Brud på ankel
-Hoftenært brud
-Hoftenært brud
-Brækket hofte
-Hoftenært brud
-Hoftenært brud
-Hoftenært brud
-Rygsmerter, ukendte
-Dårlig ryg
-Sammenfald i ryg
-Blødning i hjernen
-Blodprop i hjernen
-KOL
-Lungebetændelse
-Lungebetændelse
-Hjerteklap-opereret
-Blodprop i hjertet
-Ny hjerteklap
-Hjertearytmi
-Fjernet colon
-Alkohol, depression -Alkohol, dårlig almen tilstand
-Problemer med udtale
-Under udredning, falder
-Under udredning, usikre ben
-Dårlig almen tilstand
Total 30 skader sygdomme/tilstande 30 skader/sygdomme/tilstande
Kilde: Modul Hverdagsrehabilitering, borgerens rehabiliteringsplan
Det ses i tabel 1, at de første to kategorier indeholder en sammenligning af gruppernes skader relateret til
kroppens bevægeapparat arme, ben og ryg. Skader relateret til bevægeapparatet udgør over halvdelen af
undersøgelsens borgergrundlag, idet 19 borgere i interventionsgruppen har skader relateret til arme, ryg og
ben, og 17 borgere i kontrolgruppen har skader relateret hertil.
42

I kategorien lidelser relateret til hjernen er der to borgere i interventionsgruppen, hvor betegnelsen
apopleksi er anvendt. I kontrolgruppen er der 1 borger, hvor betegnelserne blodprop i hjernen er anvendt
og 1 borger, hvor betegnelsen hjerneblødning er anvendt. Da apopleksi er den samlede betegnelse for
blodpropper og blødninger i hjernen, kan lidelser relateret til skader i hjernen overordnet set betragtes som
identiske i interventions- og kontrolgruppen.
I kategorien lidelser relateret til indre organer er der 6 borgere i interventionsgruppen og 8 borgere i
kontrolgruppen. Sygdommene KOL, lungebetændelse og hjertearytmi optræder i begge grupper.
Indenfor kategorien alkoholrelaterede lidelser er der en borger i hver gruppe, og indenfor kategorien
uspecificerede lidelser ses to borgere i hver gruppe.
5.2.1.1. Vurdering af betydning af kontrolvariablen sygdommens/skadens art
Det vurderes på trods af, at det foreliggende materiale ikke stringent er klassificeret ud fra lægefaglige
kriterier, at sammenligningen af interventions- og kontrolgruppens sygdomme/skader viser, at grupperne
stort set er ens repræsenterede hvad angår arten af borgernes sygdomme og skader. Det vurderes således,
at denne variabel ikke vil få betydning for, at det er den uafhængige variabel COPM, der påviser en effekt.
I det næste afsnit undersøges for variablen borgernes funktionsevne.
5.2.2. Analyse af kontrolvariabel funktionsevne
Den funktionsevne, som borgeren har som følge af en skade eller sygdom, kan have betydning for
borgerens potentiale for at blive selvhjulpen. Formålet med kontrolvariablen funktionsevne er at
undersøge for, at en af grupperne ikke er overrepræsenterede med borgere med svære
funktionsnedsættelser.
Visitator beskriver, som nævnt i kapitel tre, borgerens funktionsevne ud fra 19 kategorier der hver
gradueres ud fra følgende fem funktionsniveauer: 0: Ingen/ubetydelige, 1: Lette, 2. Moderate, 3. Svære
samt 4: Totale funktionsnedsættelser. Den samlede værdi for alle 19 kategorier udregnes automatisk i Care
og jo lavere værdien er, jo mindre funktionsnedsættelser har borgeren.
Funktionsnedsættelsesværdien kan ikke direkte sammenlignes mellem borgere, idet de 19 kategorier, som
nævnt i kapitel fire, ikke er vægtet i forhold til hinanden. Værdien kan dog alligevel på et overordnet niveau
angive, om interventions- og kontrolgruppen er ens repræsenteret i forhold til graden af borgernes
funktionsnedsættelser.
43

I det følgende redegøres for den samlede funktionsværdi for borgerne i interventions- og kontrolgruppen,
og dernæst undersøges gruppernes gennemsnitlige funktionsværdi ud fra en inddeling af borgere lave,
mellem og høje funktionsværdier.
Både interventionsgruppen og kontrolgruppen har en gennemsnitlig funktionsværdi, der ligger mellem
funktionsværdi 1 og 2, hvilket betyder, at borgerne er vurderet til gennemsnitligt at have lette til moderate
funktionsnedsættelser.
Interventionsgruppens 30 borgere har sammenlagt en funktionsværdi på i alt 50,22, hvilket svarer til en
gennemsnitlig funktionsværdi på 1,67. Kontrolgruppens 30 borgere har en sammenlagt værdi, der er lidt
højere, svarende til i alt 51,71. Kontrolgruppens gennemsnitlige værdi er 1,72, og er således 0,05 højere i
kontrolgruppen. Omregnet i procent svarer dette til, at kontrolgruppens borgere gennemsnitligt har 3,4 %
sværere grad af funktionsnedsættelse end interventionsgruppens borgere.
I den følgende tabel 2 er interventionsgruppen og kontrolgruppen inddelt efter graden af
funktionsevneværdi. Kategorien 1–1,49 indeholder borgere med de laveste værdier, kategori 1,50–1,99
indeholder borgere med mellemværdier, og kategori over 2 indeholder borgere med de højeste værdier.
Tabel 2. Borgernes funktionsevne fordelt efter grad af funktionsværdi
Interventionsgruppe Kontrolgruppe
Funktionsværdi Antal Ialt, funktions- Gennem- Antal Ialt, funktions- Gennem-
borgere værdi
snit borgere værdi
snit
1 - 1,49 6 8,43 1,41 7 9,43 1,35
1,50 - 1,99 22 37,58 1,71 19 33,25 1,75
2,0 - 2 4,21 2,11 4 9,03 2,26
Total 30 50,22 30 51,71
Kilde: Modul Visitators funktionsvurdering
Det ses i tabel 2, at i kategorien med de laveste værdier er der 6 borgere i interventionsgruppen, der
gennemsnitligt har en værdi på 1,41, og 7 borgere i kontrolgruppen, der gennemsnitligt har en værdi på
1,35. Dette giver en højere gennemsnitlig værdi på 0,06 i interventionsgruppen.
Til gengæld er den gennemsnitlige funktionsevneværdi i mellemkategorien højere i kontrolgruppen. I
interventionsgruppen er der 22 borgere, der har en gennemsnitlig værdi på 1,71, og i kontrolgruppen er der
19 borgere, der har en gennemsnitlig værdi på 1,75. Dette giver højere gennemsnitlig værdi på 0,06 i
kontrolgruppen.
Den største forskel ses i kategorien med de højeste værdier, der dog ikke indeholder mange borgere, idet
der er 2 borgere i interventionsgruppen, der har en gennemsnitlig værdi på 2,11 og 4 borgere i
44

kontrolgruppen, der har en gennemsnitlig værdi på 2,26, hvilket svarer til, at værdien i kontrolgruppen er
0,15 højere.
5.2.2.1. Vurdering af kontrolvariablen borgernes funktionsevneværdi
Med det forbehold at den samlede funktionsværdi ikke er vægtet i forhold til de 19 kategorier af
funktionsevne, vurderes det, at interventions- og kontrolgruppen samlet set er meget ens hvad angår
funktionsværdi. Dette vurderes ud fra, at der er en rimelig ens repræsentation af borgere med lave, mellem
og høje funktionsværdier i begge grupper, og at den samlede forskel udgør 3,4 %, hvilket anses at være en
så lille en forskel, at det ikke vil kunne påvirke resultatet af den uafhængige variabel COPM.
Idet næste afsnit undersøges kontrolvariablen borgernes alder.
5.2.3. Analyse af kontrolvariabel alder
Almindelig alderdomssvækkelse kan have betydning for borgernes potentiale for at blive hurtigere raske
samt potentiale for at blive selvhjulpne. Det er derfor væsentligt at kontrollere for, at én af grupperne ikke
er overrepræsenterede med flere ældre borgere, idet dette eventuelt vil kunne påvirke varigheden af
forløbene samt hvor mange sygepleje- og hjemmehjælpsydelser, der er behov for efter endt rehabilitering.
I det følgende præsenteres den samlede gennemsnitsalder for interventions- og kontrolgruppen, og i tabel
3 vises gruppernes kumulative aldersfordeling. I den efterfølgende figur 1 vises aldersfordelingen mellem
grupperne visuelt.
Interventionsgruppen har en gennemsnitsalder på 73,63 år, og kontrolgruppen har en gennemsnitsalder på
77,8 år, hvilket betyder, at kontrolgruppens borgere er 4,17 år ældre end interventionsgruppens borgere. I
den følgende tabel 3 ses den procentvise og kumulative aldersfordeling i interventions- og kontrolgruppen.
Tabel 3. Aldersfordeling i interventions- og kontrolgruppe i procent
Interventionsgruppe Kontrolgruppe
Aldersfordeling Antal Procent Kumulativ procent Antal Procent Kumulativ procent
Under 50 1 3,3 3,3 1 3,3 3,3
51 – 60 2 6,7 10,0 3 10,0 13,3
61-70 10 33,3 43,3 2 6,7 20,0
71 - 80 9 30,0 73,3 10 33,3 53,3
81 - 90 7 23,3 96,6 11 36,7 90,0
Over 91 1 3,3 100,0 3 10,0 100,0
Total 30 100,0 % 30 100,0 %
Kilde: Modul Klientens journal
45

Det ses i tabel 3, at den kumulative procent slår igennem allerede ved aldersgruppen 61-70 år, hvor 43,3 %
af interventionsgruppens borgere er under 70 år, og kun 20 % af borgerne i kontrolgruppen er under 70 år.
Denne tendens fortsætter i de næste, højere aldersgrupper.
I nedenstående figur 1 ses antallet af borgere i de forskellige aldersgrupper.
Figur 1. Antal borgere fordelt efter aldersgrupper
12
10
8
6
4
2
0
Under
50
51 –
60
Kilde: Modul Klientens journal
61-70 71 - 80 81 - 90 Over
91
Figur 1 viser, at der er markant flere borgere i interventionsgruppen, der er mellem 61-70 år, idet
interventionsgruppen har 10 borgere i denne aldersgruppe, og kontrolgruppen har to borgere. Desuden
ses, at der er flere borgere i kontrolgruppen, der er ældre i de følgende aldersgrupper 71 – over 91 år.
5.2.3.1. Vurdering af kontrolvariablen alder
Det vurderes, at forskellen mellem interventionsgruppens og kontrolgruppens alder kan have betydning for
varighed af forløb samt behov for sygepleje og hjemmepleje efter endt forløb. Det vil derfor være
væsentligt at være opmærksom på kontrolvariablen alder, primært i analyse af hypotese 1, hvor det
undersøges, om varigheden af forløbene er kortere, når borgerne har deltaget i en COPM-proces, samt i
analyse af hypotese 2, der undersøger, om en COPM-proces giver behov for mindre sygepleje og
hjemmehjælp efter endt forløb.
I det følgende afsnit undersøges for variablen borgernes køn.
5.2.4. Analyse af kontrolvariabel borgernes køn
Interventionsgruppe
Kontrolgruppe
Formålet med denne variabel er at kontrollere for, at fordelingen af køn er ens i de to grupper, da en
overrepræsentation af et af kønnene i en af grupperne, som nævnt i kapitel fire, kan give en skævvridning
46

af målene for rehabiliteringen. Kontrolvariabel borgernes køn er væsentlig i forbindelse med besvarelse af
hypotese fire, der undersøger om borgere, der har deltaget i en COPM-proces, har flere mål indenfor
fritidslivet. I det følgende præsenteres antallet af mænd i undersøgelsen.
Ud af interventionsgruppens 30 borgere er der 6 mænd, hvilket udgør 20 % af interventionsgruppen. I
kontrolgruppen er der 7 mænd, hvilket udgør 23,3 % af kontrolgruppen. Det vil sige, at der er 3,3 % flere
mænd i kontrolgruppen end i interventionsgruppen.
5.2.4.1. Vurdering af kontrolvariablen borgernes køn.
Det vurderes, at forskellen på 3,3 % i andelen af mænd i interventionsgruppen og kontrolgruppen er så lille,
at det ikke får betydning for den uafhængige variabel COPM og analysen af arten af mål i hypotese fire.
I det følgende afsnit undersøges for variable der kontrollerer, om borgerne i kontrolgruppen kunne have
deltaget i en COPM-proces.
5.2.5. Analyse af kontrolvariablen mestringskapacitet samt mentale og/eller fysiske
funktionsnedsættelser
Borgernes mestringskapacitet og hvorvidt borgernes nedsatte funktionsevne har årsag i mentale og/eller
fysiske funktionsnedsættelser, er primært væsentlig at undersøge i forhold til kontrolgruppen, da begge
variabler kan indikere, om kontrolgruppens borgere ville have været i stand til at deltage i en COPM-proces.
I de følgende figurer 2 og 3 analyseres de to variable hver for sig.
Figur 2 nedenfor viser interventions- og kontrolgruppens mestringskapacitet. I følge vejledningen til Fælles
sprog II (Poulsen, 2004; 31) defineres en borger med høj mestringsevne som: ”En borger, der oplever en
situation som begribelig, håndterbar og meningsfuld, mestrer situationen og sætter ressourcer ind på at
løse problemet aktivt, fremadrettet og positivt”. Mestringsevne kategoriseres af visitator som enten høj,
middel eller lav. Der er i undersøgelsen ikke borgere med lav mestringskapacitet idet disse borgere, som
nævnt i kapitel tre, er ekskluderet på forhånd.
47

Figur 2. Fordeling af borgernes grad af mestringskapacitet
20
15
10
5
0
Kilde: Modul Visitators funktionsvurdering
Figur 2 viser, at borgernes mestringsevne i interventions- og kontrolgruppen stort set er identiske. I
interventionsgruppen er der 18 borgere, der har høj mestringsevne, og i kontrolgruppen er der 19 borgere
med høj mestringsevne. Der er lige mange borgere i interventions- og kontrolgruppen med middel
mestringskapacitet. I interventionsgruppen har visitator for en borgers vedkommende ikke angivet
mestringskapacitet.
I den følgende figur 3 vises interventions- og kontrolgruppens fordeling af borgere med mentale og/eller
fysiske funktionsnedsættelser.
Figur 3. Fordeling af borgernes mentale og/eller fysiske funktionsnedsættelser
30
25
20
15
10
5
0
Høj Middel Ikke angivet
Kilde: Modul Visitators funktionsvurdering
Interventionsgruppe
Kontrolgruppe
Interventionsgruppe
Kontrolgruppe
Det ses i figur 3, at interventionsgruppen har 24 borgere fysiske funktionsnedsættelser, 1 borger har mental
funktionsnedsættelse og 5 borgere har både mentale og fysiske funktionsnedsættelser. I kontrolgruppen
har 28 af borgerne fysiske funktionsnedsættelser, og to borgere har mentale funktionsnedsættelser.
48

5.2.5.1. Vurdering af kontrolvariable mestringskapacitet og årsag til funktionsnedsættelse
Da borgernes mestringskapacitet i interventions- og kontrolgruppen stor set er identiske, og der er færre
borgere med mentale funktionsnedsættelser i kontrolgruppen, understøttes det, at kontrolgruppen ville
have været i stand til at deltage i en COPM-proces. Disse to variable har derfor ikke betydning for kunne
vise en effekt af den uafhængige variabel COPM.
5.2.6. Samlet delvurdering af undersøgelsens kontrolvariable
Det vurderes, at interventions- og kontrolgruppen er ens repræsenterede hvad angår arten af borgernes
skader og sygdomme, deres funktionsvurderingsværdi og repræsentation af køn. Desuden vurderes, at
analysen af kontrolvariablene mestringsevne samt mentale eller fysiske funktionsnedsættelser
understøtter, at borgerne i kontrolgruppen godt kunne have deltaget i en COPM-proces.
Derimod viser variablen alder, at der er markant flere ældre i kontrolgruppen, hvilket kan have betydning
for kontrolgruppens potentiale for at blive selvhjulpne samt deres potentiale for at blive hurtigere raske.
Denne variabel er derfor væsentlig at være opmærksom på i de følgende afsnit, der analyserer
problemformuleringens hypoteser.
5.3. Analyse af problemformuleringens hypoteser
I det følgende analyseres problemformuleringens fire hypoteser i særskilte afsnit. For hvert afsnit
præsenteres og analyseres først hypotesens empiriske datamateriale, hvorefter der ud fra hypotesens
teoretiske argumenter foretages en delkonklusion i forhold til, om hypotesen kan be- eller afkræftes af det
empiriske datamateriale.
5.4. Hypotese 1
Rehabiliteringsforløb, der anvender COPM til målfastsættelse, er kortere end rehabiliteringsforløb,
der ikke anvender COPM.
Hypotesen besvares ved at analysere varigheden af forløbene i interventions- og kontrolgruppen, hvorfor
der først præsenteres interventionsgruppens og kontrolgruppens samlede varighed af forløb. Dernæst
undersøges i tabel 4 for, om kontrolgruppens højere alder har betydning for varigheden af forløbene,
hvorefter der ses nærmere på, om de længste og korteste forløb i interventions- og kontrolgruppen har
betydning for forløbenens varighed.
Interventionsgruppens 30 forløb varer til sammen 1.070 dage, hvilket giver et gennemsnit på 35,66 dage pr.
forløb. Kontrolgruppens 30 forløb varer til sammen 1.391 dage, hvilket giver et gennemsnit på 48,03 dage
49

pr. forløb. Det vil sige, at interventionsgruppens forløb samlet set er 12,37 dage kortere end
kontrolgruppens forløb.
Da det antages, at almindelig alderdomssvækkelse kan have betydning for, hvor hurtigt borgerne er i stand
til at blive raske og kontrolgruppens borgere er 4,17 år ældre i gennemsnit end interventionsgruppen,
undersøges nedenfor i tabel 4, hvorvidt borgernes alder har betydning for, at kontrolgruppens forløb er
længere.
Tabel 4. Alders betydning for antallet af dage i forløb
Alder
Interventionsgruppe Kontrolgruppe
Antal
borgere
Antal dage Forløb i
gennemsnit
Antal
borgere
Antal
dage
Under 50 1 13 13,00 1 113 113,00
51 – 60 2 66 33,00 3 92 30,66
61 – 70 10 319 31,90 2 46 23,00
71 – 80 9 382 42,44 10 578 57,80
81 – 90 7 257 36,71 11 492 44,72
Over 91 1 33 33,00 3 70 23,33
Total 30 1070 30 1391
Kilde: Modul Klientens journal
Forløb i gennemsnit
Det ses i tabel 4, at den gennemsnitlige varighed af forløb ikke stiger proportionalt med alderen i hverken
interventionsgruppen eller kontrolgruppen. I aldersgruppen under 50 år er der et forløb i hver gruppe, som
har en stor forskel på varighed af forløb, idet interventionsgruppens forløb har varet 13 dage, og
kontrolgruppens forløb har varet 113 dage. Hvis der ses bort fra denne aldersgruppe, findes de korteste
forløb i både interventions- og kontrolgruppen indenfor aldersgrupperne 51 – 60 år og over 91 år.
Varigheden af de længste forløb i begge grupper findes i aldersgruppen 71 – 80 år. Her er gennemsnittet
for interventionsgruppen 42,44 dage, og gennemsnittet for kontrolgruppen er 57, 8 dage.
I figur 4 ses den gennemsnitlige varighed af forløb fordelt efter alder visuelt.
50

Figur 4. Gennemsnitlig varighed af forløb fordelt efter alder
120
100
80
60
40
20
0
Under
50
Kilde: Modul Klientens journal
Det ses tydeligt i figur 4, at varigheden af forløbene i både interventionsgruppen og kontrolgruppen ikke
stiger proportionalt med alderen. Kontrolgruppens højere alder har derfor ikke i denne undersøgelse
betydning for, at kontrolgruppens forløb er længere.
I den følgende tabel 5 undersøges fordelingen af forløbenes varighed i interventions- og kontrolgruppen.
Tabel 5. Antal forløb fordelt efter varighed
Interventionsgruppe Kontrolgruppe
Varighed af Antal Antal Dage i Kumulativ Antal Antal Dage i Kumulativ
forløb forløb dage procent procent forløb dage procent procent
0-14 dage 5 55 5,14 5,14 6 64 4,6 4,6
15-30 dage 11 254 23,7 28,8 4 71 5,1 9,7
30-60 dage 10 425 39,7 68,5 12 504 36,2 45,9
60-90 dage 3 245 22,9 91,4 5 388 27,9 73,8
Over 90 dage 1 91 8,5 100 3 364 26,2 100
Total 30 1070 100,0 % 30 1391 100,0 %
Kilde: Modul Klientens journal
Tabel 5 viser, at 28,8 % af borgerne i interventionsgruppen har været i forløb, der har varet under 30 dage. I
kontrolgruppen har 9,7 % af borgerne været i forløb, der har varet under 30 dage.
Det ses desuden, at kontrolgruppens forløb over 90 dage udgør 26,2 % af forløberens samlede varighed, og
i interventionsgruppen udgør forløb over 90 dage blot 8,5 % af forløbenes samlede varighed.
Kontrolgruppens flere forløb der har varet over 90 dage, vil i høj grad påvirke gruppens gennemsnitlige
varighed af forløb.
51 – 60 61-70 71 - 80 81 - 90 Over
91
Interventionsgruppe
Forløb i gennemsnit
Kontrolgruppe Forløb i
gennemsnit
51

Tabel 5 viser også, at der er 5 forløb i interventionsgruppen og 6 forløb i kontrolgruppen, der har varet
under 14 dage. Disse korte forløb kan give et misvisende billede af det samlede gennemsnitlige forløb, idet
så korte forløb vil være et udtryk for, at der ikke har været tale om egentlige rehabiliteringsforløb, da
borgerne i begge grupper er blevet selvhjulpne meget hurtigt.
Da både forløb under 14 dage og langvarige forløb over 90 dage kan give et misvisende billede af
forløbenes varighed, er disse forløb fjernet i tabel 6:
Tabel 6. Varighed af forløb uden de korteste og længste forløb
Interventionsgruppe Kontrolgruppe
Varighed af Antal Forløb i Kumulativ Antal Antal Forløb i Kumulativ Antal
forløb forløb procent procent dage forløb procent procent dage
15-30 dage 11 45,8 45,8 254 4 19,1 19,1 71
30-60 dage 10 41,7 87,5 425 12 57,1 76,2 504
60-90 dage 3 12,5 100,0 245 5 23,8 100,0 388
Total 24 100,0 % 100,0 % 924 21 100,0 % 100,0 % 963
Kilde: Modul klientens journal
I tabel 6 udgør interventionsgruppen 24 borgere, der i alt har været i forløb i 924 dage. Kontrolgruppen
udgør 21 forløb, der i alt har varet 963 dage. Det ses, at 46 % af interventionsgruppens borgere har
afsluttet deres forløb inden 30 dage, og 19 % af kontrolgruppens borgere har afsluttet forløb inden 30
dage. Forløb over 90 dage udgør 12 % af interventionsgruppens forløb og 24 % af kontrolgruppens forløb.
Ved i tabel 6 at fjerne de korteste og længste forløb, får interventionsgruppens forløb en gennemsnitlig
varighed på 38,5 dage, og kontrolgruppen får en gennemsnitlig varighed på 45,8 dage, hvilket omregnet i
procent svarer til, at interventionsgruppen har 15,9 % kortere forløb.
5.4.1. Delkonklusion, hypotese 1
Hypotese 1 angiver, at rehabiliteringsforløb, der anvender COPM til målfastsættelse er kortere end
rehabiliteringsforløb, der ikke anvender COPM. Der har ved analyse af undersøgelsens kontrolvariable ikke
kunnet påvises en nævneværdig forskel, hvad angår arten af skade eller sygdom eller graden af
funktionsevne hos de borgere, der indgår i undersøgelsens interventions- og kontrolgruppe. Der er fundet
en forskel på alder, idet kontrolgruppens borgere er 4,17 år ældre end interventionsgruppen, men denne
aldersforskel har ikke indvirkning på undersøgelsens resultater, da varigheden af forløbene ikke stiger med
alderen.
I det foreliggende datamateriale optræder der både meget korte forløb og meget lange forløb. Ved at
fjerne disse forløb fra den gennemsnitlige varighed af forløb, bliver interventionsgruppens forløb 7,3 dage
52

kortere, hvilket vurderes at give det mest reelle billede af forskellen mellem interventions- og
kontrolgruppens varighed af forløb.
Der er teoretisk argumenteret for, at borgerens egen målfastsættelse via COPM i højere grad motiverer
borgerne til at samproducere i rehabiliteringen, idet deres motivation er styret af deres egeninteresse.
Desuden virker COPM-processen fremmende for større effektivitet via synergi, idet både borgeren og
fagpersonen bidrager med komplementære input til rehabiliteringen. Hypotesens teoretiske
argumentation er bekræftet af den empiriske undersøgelse der viser, at COPM-processen gennemsnitligt
giver 15,9 % kortere forløb end forløb, der ikke har anvendt COPM til målfastsættelse.
I det følgende afsnit analyseres problemstillingens hypotese 2.
5.5. Hypotese 2
Rehabiliteringsforløb, der anvender COPM til målfastsættelse, er mere effektive målt i færre
hjemmeplejeydelser samt sygeplejeydelser efter endt forløb.
Hypotesen besvares ved at sammenholde og analysere antallet af hjemmeplejeydelser og sygeplejeydelser i
interventions- og kontrolgruppen. I det følgende præsenteres først data om hjemmeplejeydelser og
sygeplejeydelser, dernæst undersøges for kontrolvariablen alder.
I interventionsgruppen er der 29 ud af 30 borgere, der efter endt forløb ikke får hjemmehjælp. Den borger,
der modtager hjemmehjælp, får hjælp 4 timer om ugen. I kontrolgruppen er der 28 borgere, der efter endt
forløb ikke får hjemmehjælp. Den ene af borgerne, der ikke får hjemmehjælp i kontrolgruppen, modtager
hjælp 40 minutter ugentligt, og den anden borger modtager hjemmehjælp 9 timer og 20 minutter ugentligt.
Da stort set alle både i interventionsgruppen og kontrolgruppen ikke modtager hjemmehjælp efter endt
forløb, vil det ikke give mening at undersøge tallene nærmere for kontrolvariable.
I forhold til sygeplejeydelser findes der i interventionsgruppen 18 borgere, der efter endt forløb ikke
modtager sygepleje og 20 borgere i kontrolgruppen, der ikke modtager sygepleje. De 12 borgere i
interventionsgruppen der får sygepleje, modtager sammenlagt ydelser svarende til 10 timer og 25 minutter
ugentligt, hvilket giver et gennemsnitligt antal sygepleje pr. borger på 52 minutter om ugen. De 10 borgere i
kontrolgruppen, der får sygeplejeydelser, modtager sammenlagt 10 timer og 20 minutter pr. uge, hvilket
giver et gennemsnit pr. borger på 62 minutter ugentligt.
I tabel 7 ses fordelingen af sygeplejeydelser i interventionsgruppen og kontrolgruppen.
53

Tabel 7. Fordeling af sygeplejeydelser
Interventionsgruppe Kontrolgruppe
Antal I alt,
Gennemsnit Antal I alt,
Gennemsnit
borgere minutter pr. borger borgere minutter pr. borger
Under 1 time 8 155 19 8 140 17,5
Over 1 time 4 470 117,5 2 480 135
Total 12 625 min 21 min 10 620 min 14 min
Kilde: Modul Sygeplejeydelser
Det ses i tabel 7, at der er 8 borgere i interventionsgruppen, der modtager under en times sygepleje,
svarende til et gennemsnit på 19 minutter ugentligt og 8 borgere i kontrolgruppen, der i gennemsnit får
17,5 minutter. Der er 4 borgere i interventionsgruppen, der modtager over 1 times sygepleje, svarende til
et gennemsnit på 1 time og 17 minutter, og der er 2 borgere i kontrolgruppen, der modtager over en times
sygepleje, svarende til et gennemsnit på 2 timer og 15 minutter.
I tabel 8 undersøges for, om borgernes alder har betydning for sygeplejeydelser.
Tabel 8. Alders betydning for sygeplejeydelser
Interventionsgruppe Kontrolgruppe
Alder Antal I alt
Gennemsnit, Antal I alt,
Gennemsnit,
borgere sygepleje minutter borgere sygepleje minutter
Under 50 0 0 0 0 0 0
51 – 60 0 0 0 1 20 20,0
61 – 70 3 335 111,77 1 210 210,0
71 – 80 4 85 21,25 3 315 105,0
81 – 90 4 70 17,50 5 75 15,0
Over 91 1 135 135,0 0 0 0
Total 12 625 10 620
Kilde: Modul sygeplejeydelser
Det ses i tabel 8, at der ikke er sammenhæng mellem høj alder og sygeplejeydelser. I interventionsgruppen
er der borgere i alle aldersgrupperne 61 – over 91 år, der får sygepleje. Det gennemsnitlige antal sygepleje
er ujævnt fordelt mellem aldersgrupperne og stiger ikke proportionalt med alderen. I kontrolgruppen er der
borgere i aldersgrupperne 51 – 90 år, der modtager sygepleje. Det gennemsnitlige antal sygepleje er
ligeledes ujævnt fordelt mellem aldersgrupperne, og sygeplejeydelser stiger således heller ikke for
kontrolgruppens vedkommende proportionalt med alderen.
5.3.2.1. Delkonklusion, hypotese 2
Hypotese 2 angiver, at COPM til målfastsættelse giver mindre behov for hjemmehjælp og sygepleje. Den
teoretiske argumentation er, at COPM giver færre ydelser, da redskabet i højere grad sikrer, at det er
54

orgerens egne mål, der arbejdes ud fra. Dette giver borgeren en større motivation, der påvirker effekten
af rehabiliteringsforløbene i form af mindre behov for sygepleje- og hjemmeplejeydelser efter endt forløb.
I det foreliggende empiriske materiale er hovedparten af borgerne selvhjulpne efter endt forløb. Der er
således en borger i interventionsgruppen og 2 borgere i kontrolgruppen, der modtager hjemmehjælp efter
endt forløb. I forhold til sygepleje har 60 % af borgerne i interventionsgruppen ikke behov for sygepleje, og
67 % i kontrolgruppen har ikke behov for sygepleje. Grupperne er ens hvad angår art af sygdom eller skade
samt grad af funktionsevneværdi, og der er undersøgt for kontrolvariablen alder der viser, at der ikke er
sammenhæng mellem alder og sygeplejeydelser.
Det vurderes, at der kan være følgende to grunde til, at interventions- og kontrolgruppen i det foreliggende
materiale stort set er ens i forhold til behov for hjemmehjælp og sygeplejeydelser:
For det første kan årsagen være, at den uafhængige variabel COPM til målfastsættelse ikke har betydning
for, at borgerne bliver selvhjulpne. For det andet kan det store antal selvhjulpne borgere have årsag i, at
stort set alle de borgere, der visiteres til Hverdagsrehabilitering, har nyligt opståede skader og sygdomme.
Disse medfører mindre funktionsnedsættelser, jvf. tabel 2 der viser, at borgernes funktionsværdier
gennemsnitligt er lette til moderate. Borgerne har derfor som udgangspunkt et stort potentiale for at blive
selvhjulpne, uanset målfastsættelsesredskab. Dersom borgerne havde haft sværere funktionsnedsættelser
og et mindre potentiale for at blive selvhjulpne, ville der have været et større grundlag at drage
konklusioner ud fra.
Det vurderes, at årsagen til, at der ikke ses forskel mellem interventions- og kontrolgruppen er, at borgerne
i Hverdagsrehabilitering har et stort potentiale for at blive selvhjulpne, og derfor kan undersøgelsens
hypotese to, der angiver, at den uafhængige variabel COPM giver højere effektivitet i form af færre
hjemmepleje- og sygeplejeydelser, hverken be- eller afkræftes.
I det følgende afsnit foretages en analyse af problemformuleringens hypotese tre.
5.6. Hypotese 3
Hypotese tre:
Antallet af mål i rehabiliteringsplaner, der anvender COPM til målfastsættelse, er højere end i
rehabiliteringsplaner, der ikke anvender COPM.
Hypotesen besvares ved at undersøge hvor mange mål, der er i interventionsgruppens og kontrolgruppens
rehabiliteringsplaner. I det følgende redegøres først for, hvordan opgaveløser har optalt målene, dernæst
55

præsenteres interventions- og kontrolgruppens gennemsnitlige antal mål samt deres middelværdi, og sidst
vises den procentvise andel af antallet af mål i tabel 9.
Ved optælling af målene i rehabiliteringsplanerne måtte der træffes et enkelt valg. Der er i datamaterialet
for nogle få rehabiliteringsplaners vedkommende beskrevet mål, der indeholder delelementer, som i de
fleste øvrige rehabiliteringsplaner er beskrevet som to selvstændige mål. Et eksempel på et mål i en
rehabiliteringsplan der indeholder delelementer, der i andre planer er beskrevet som to selvstændige mål,
er: ”At NN selv kan tage brusebad (incl. at tage sit tøj på)”. Da de fleste rehabiliteringsplaner har angivet ét
selvstændigt mål for bad, og ét selvstændigt mål for påklædning, er det valgt at ovennævnte eksempel
optælles som to mål. En samlet oversigt over alle målene inklusive de af målene der er ændret af
opgaveløser til to mål, kan ses i bilag 3.
I det følgende præsenteres antallet af mål i interventions- og kontrolgruppen.
Interventionsgruppens rehabiliteringsplaner har til sammen i alt 105 mål, svarende til et gennemsnit på
3,50 mål pr. rehabiliteringsplan. Kontrolgruppens rehabiliteringsplaner har til sammen 76 mål, svarende til
et gennemsnit på 2,54 mål pr. rehabiliteringsplan. Dette giver en forskel på 0,97 mål pr. rehabiliteringsplan,
hvilket omregnet i procent svarer til, at der er 27,6 % flere mål i interventionsgruppens
rehabiliteringsplaner.
Der er en spændvidde fra 1-7 mål i interventionsgruppens rehabiliteringsplaner og en spændvidde fra 1-5
mål i kontrolgruppens rehabiliteringsplaner.
Tabel 9 viser den procentvise andel af antal mål pr. rehabiliteringsplan.
Tabel 9. Procentvis andel af antallet af mål i rehabiliteringsforløbnene
Antal mål pr.
forløb
Interventionsgruppe Kontrolgruppe
Antal
Rehabiliterings
planer
Antal mål
i procent
Kumulativ
procent
Antal
Rehabiliterings
planer
Antal i Mål
i procent
Kumulativ
procent
1 mål 2 6,7 6,7 4 13,3 13,3
2 mål 5 16,7 23,4 13 43.3 56,6
3 mål 10 33,3 56,7 8 26,7 83,3
4 mål 7 23,3 80,0 3 10 93,3
5 mål 3 10 90,0 2 6,7 97,0
6 mål 1 3,3 93,3 0 0 100,0
7 mål 2 6,7 100,0 0 0
Total 30 100 % 30 100 %
Kilde: Modul Hverdagsrehabilitering, borgerens rehabiliteringsplan
56

Det ses i tabel 9, at 56,7 % af rehabiliteringsplanerne i interventionsgruppen indeholder mellem et og tre
mål, og 56,6 % af af rehabiliteringsplanerne i kontrolgruppen indeholder mellem et og to mål. Figur 5 viser
visuelt antallet af mål pr. forløb.
Figur 5. Antallet af mål pr. forløb
14
12
10
8
6
4
2
0
1 mål 2 mål 3 mål 4 mål 5 mål 6 mål 7 mål
Kilde: Modul Hverdagsrehabilitering, borgerens rehabiliteringsplan
Figur 5 viser, at der er 3 rehabiliteringsplaner i interventionsgruppen, der har 6 og 7 mål. I kontrolgruppen
er der ingen planer, der indeholder flere end fem mål. Da rehabiliteringsplanerne med 6 og 7 mål
antalsmæssigt udgør 20 af interventionsgruppens i alt 106 mål, vil dette påvirke interventionsgruppens
høje gennemsnitlige antal mål pr. forløb. Ved at fjerne de rehabiliteringsplaner i interventionsgruppen der
har 6 og 7 mål, udgør interventionsgruppen i alt 27 rehabiliteringsplaner med til sammen 85 mål. Dette
giver et gennemsnit på 3,15 mål pr. forløb i interventionsgruppen. Forskellen mellem kontrolgruppen og
interventionsgruppens antal mål bliver da 0,61, hvilket omregnet i procent svarer til, at der er 19 % flere
mål i interventionsgruppens rehabiliteringsplaner.
I det følgende undersøges for alders betydning for antallet af mål.
Interventionsgruppe
kontrolgruppe
57

Tabel 10. Alders betydning for antallet af mål for rehabiliteringen
Interventionsgruppe Kontrolgruppe
Alder Antal mål Antal Mål i Antal mål Antal Mål i
borgere gennemsnit
borgere gennemsnit
Under 50 2 1 2,0 2 1 2,0
51 – 60 8 2 4,0 3 3 1,0
61 – 70 36 10 3,6 10 2 5,0
71 – 80 32 9 3,5 28 10 2,8
81 – 90 23 7 3,3 26 11 2,4
Over 91 5 1 5,0 7 3 2,3
Total 105 30 76 30
Kilde: Modul Hverdagsrehabilitering, borgerens rehabiliteringsplan
Det ses i tabel 10, at alder ingen betydning har for, hvor mange mål borgernes rehabiliteringsplaner
indeholder, idet det gennemsnitlige antal mål i de forskellige aldersgrupper er ujævnt fordelt i begge
grupper, og hverken falder eller stiger med alderen.
6.6.1. Delkonklusion, hypotese 3
Hypotese tre angiver, at antallet af målene for rehabiliteringen stiger, når COPM anvendes til
målfastsættelse. Der er teoretisk argumenteret for, at COPM vil give flere mål, idet borgernes
målfastsættelse bidrager med flere input, end hvis det er fagpersonen, der sætter målene.
Der er i det empiriske materiale fundet et højere antal mål i interventionsgruppen, idet der er fundet 105
mål i interventionsgruppen og 76 mål i kontrolgruppen. Grupperne er ens repræsenterede hvad angår
sygdom/skade, funktionsevneværdi og køn. Der er undersøgt for kontrolvariablen alder, der viser, at der
ikke er en sammenhæng mellem alder og antallet af mål.
I datamaterialet optræder der tre rehabiliteringsplaner i interventionsgruppen med henholdsvis et forløb
med 6 mål og to forløb med 7 mål. Ved at fjerne interventionsgruppens rehabiliteringsplaner med de fleste
mål, har interventionsgruppen 19 % flere mål end i kontrolgruppen, hvilket vurderes at give det mest reelle
billede af interventionsgruppens højere antal mål.
Det vurderes ud fra det foreliggende empiriske materiale, at den uafhængige variabel COPM er årsag til det
højere antal mål, og derfor er hypotese tre bekræftet.
I det følgende afsnit analyseres undersøgelsens sidste hypotese fire.
58

5.7. Hypotese 4
Hypotese fire:
Rehabiliteringsplaner, der anvender COPM til målfastsættelse, indeholder flere mål indenfor
borgernes fritidsliv.
Til at besvare hypotesen er målene, som nævnt i kapitel fire, valgt klassificeret ud fra kategorierne i
”borgerens hverdagsliv” i Fælles sprog II. Der redegøres i det følgende først for, hvordan målene er
kategoriseret, hvorefter datamaterialet analyseres ud fra de valgte kategoriseringer.
Det er ved gennemgang af målene i denne undersøgelse ikke fundet mål, der kan kategoriseres indenfor
Fælles sprog II´s kategorier Arbejde og uddannelse, Kontakt til familie og venner, samt Vedligeholdelse af
bolig og have, og derfor er disse kategorier udeladt i den følgende gennemgang af kategoriernes
definitioner. Det har desuden været nødvendigt at supplere Fælles sprog II´s kategorier med yderligere tre
kategorier: At kunne indtage medicin selv, At have struktur i hverdagen samt Ikke aktivitetsmål. Nedenfor
ses indholdet i de i alt 8 kategorier, der er valgt til besvarelse af hypotesen:
1 Interesser og hobbyer: Aktiviteter, der betyder noget for personen og udføres, fordi personen har
lyst til det, uanset om aktiviteten udføres hjemme, ude, alene, eller sammen med andre (inkl.
religion).
2 Måltider: Aktiviteter i relation til måltiderne. Kan eksempelvis være tilberedning, anretning og
indtagelse af mad og drikke (inklusiv oprydning og opvask), jf. personens ønsker vaner og behov.
Herunder de sociale aspekter der er relateret til måltidet.
3 Personlig hygiejne: Bad og vask, toiletbesøg og kropspleje der er nødvendig for, at personen
oplever at være velsoigneret og velplejet.
4 Daglig husførelse: Praktiske aktiviteter såsom oprydning, rengøring og tøjvask, der er nødvendige
for, at personen oplever, at hjemmet er rart, rent samt at tøjet er rent. Inklusiv eksempelvis at
vande blomster.
5 At komme omkring: Mobilitet der er nødvendig for, at personen kan færdes frit i overensstemmelse
med personens ønsker, vaner og behov (Inklusiv udendørs/indendørs).
6 Medicin: Aktiviteter relateret til at kunne være i stand til selv at indtage medicin.
7 Struktur i dagligdagen: Aktiviteter der er relateret til kunne strukturere dagligdagen, administrere
aftaler og opgaver.
8 Udenfor kategori: Mål der ikke kan defineres som aktivitetsmål, idet der er tale om mål relateret til
kroppen.
Det er opgaveløser selv, der har foretaget kategorisering og første kodning af målene. Målene er
efterfølgende kodet af en anden person, som er kommet frem til det samme resultat. Bilag 3 viser målenes
nøjagtige ordlyd. I figur 6 vises antallet af mål i interventions- og kontrolgruppen fordelt efter kategorierne.
59

Figur 6. Fordeling af mål
40
35
30
25
20
15
10
5
0
Kilde: Modul Hverdagsrehabilitering, borgerens rehabiliteringsplan
Det ses i figur 6, at interventionsgruppen har flere mål i alle kategorierne, på nær kategorierne Komme
omkring samt Ikke aktivitetsmål. Indenfor kategorien Interesser har interventionsgruppen 8 mål og
kontrolgruppen har 5 mål.
Tabel 11 viser interventions- og kontrolgruppens procentvise fordeling af mål.
Tabel 11. Procentvis fordeling af mål.
Interventionsgruppe
Kontrolgruppe
Interventionsgruppe Kontrolgruppe
Kategori Antal mål Mål i procent Antal mål Mål i procent
Interesser / hobbyer 8 7,5 5 6,6
Måltider 11 10,4 7 9,2
Personlig hygiejne 38 36,1 31 40,8
Daglig husførelse 26 24,7 16 21,1
Indkøb 16 15,1 7 9,2
At komme omkring 1 0,9 4 5,3
Kunne indtage medicin 3 2,8 2 2,6
Struktur i hverdagen 2 1,8 1 1,3
Ikke aktivitetsmål 1 0,9 2 3,9
Total 105 100 % 76 100 %
Kilde: Modul Hverdagsrehabilitering, borgerens rehabiliteringsplan
Det ses i tabel 11, at der er flest mål i både interventionsgruppen og kontrolgruppen indenfor kategorierne
Personlig hygiejne og Daglig husførelse. I interventionsgruppen er 36,1 % af målene indenfor kategorien
Personlig hygiejne, og 24,7 % af målene er indenfor kategorien Daglig husførelse. I kontrolgruppen er 40,8
60

% af målene indenfor kategorien Personlig hygiejne, og 21 % af målene er indenfor kategorien Daglig
husførelse.
Den største forskel mellem målene i interventionsgruppen og kontrolgruppen ses indenfor Indkøb, hvor
interventionsgruppens mål udgør 15,1 % af målene. I kontrolgruppen udgør indkøb 9,2 % af målene, hvilket
giver en forskel på 5,9 % flere mål i interventionsgruppen.
Interesser udgør 7,5 % af interventionsgruppens samlede mål. I kontrolgruppen udgør interesser 6,6 % af
de samlede mål, hvilket giver en forskel på 1,1 % flere mål i interventionsgruppen.
5.7.1. Delkonklusion, hypotese 4
Hypotese 4 angiver, at COPM til målfastsættelse giver flere mål indenfor fritidslivet ud fra den teoretiske
argumentation, at COPM samlet set giver flere mål via den synergi, der opstår i COPM-processen. Da
målene er bestemt ud fra borgernes egeninteresse, vil nogle af disse flere mål være mål indenfor borgernes
fritidsliv og falder udenfor, hvad kommunen har interesse i.
I den empiriske analyse er målene i interventions- og kontrolgruppen inddelt i 8 kategorier. Det vurderes, at
målene via disse kategorier er klassificeret entydigt. Grupperne er ens repræsenterede hvad angår
sygdom/skade og funktionsevneværdi. Der er kontrolleret for, om der er en overrepræsentation i
grupperne i forhold til borgernes køn, idet dette vil kunne give en skævvridning i forhold til arten af mål i
grupperne.
Det foreliggende datamateriale viser, at der er 8 mål i interventionsgruppen og 5 mål i kontrolgruppen, der
falder indenfor kategorien Interesser og hobbyer. Set i forhold til gruppernes samlede andel af mål udgør
mål indenfor fritidslivet 7,5 % af interventionsgruppens mål og 6,6 % af kontrolgruppens mål. Det vurderes,
at denne forskel er så lille, at der ikke kan påvises et sikkert højere antal mål i interventionsgruppen.
Derfor er interventionsgruppens flere mål ikke, som antaget i hypotesen, forårsaget af flere mål indenfor
borgernes fritidsliv, og derfor må hypotese fire afkræftes.
I det næstfølgende kapitel 6 foretages en samlet konklusion.
61

Kapitel 6: Konlusion og perspektivering
Formålet med denne opgave er at undersøge, om hjemmeplejen kan opnå højere effektivitet, når det er
borgerne og ikke fagpersonerne, der beslutter beslutter målene for rehabiliteringen.
Det er i opgaven teoretisk belyst, at redskabet COPM virker fremmende for samproduktion, og at COPM
sikrer, at det er borgeren, der beslutter målene. Ved at borgeren skal prioritere i områder, der opleves
væsentlige, sættes en proces i gang, der udvider borgerens identifikation af problemområder, og som virker
motiverende. Borgeren bliver en aktiv og legitim part med en klart defineret rolle, der fremmer en
ligeværdig relation mellem borgeren og fagpersonen, og der opstår synergi, fordi begge parter deltager
med komplementære input, hvorfor rehabiliteringsforløbene bliver målrettede og effektive.
På baggrund af ovennævnte teoretiske argumenter er der opstillet hypoteser til brug for den empiriske
analyse af problemformuleringen. Hypoteserne antager at rehabiliteringsplaner, hvor borgerne har
besluttet målene via en COPM-proces, vil indeholde flere mål, hvoraf en del vil være prioriteret indenfor
deres fritidsliv. Desuden antages det, at forløbene bliver mere effektive målt i varighed af forløb og målt i
mindre behov for sygepleje og hjemmepleje efter endt forløb.
Den empiriske analyse af problemformuleringens hypoteser er foretaget via en registeranalyse af 60
rehabiliteringsforløb fordelt i en interventionsgruppe med 30 borgere, der har deltaget i en COPM-proces
og en kontrolgruppe med 30 borgere, der ikke har udarbejdet mål via COPM. Der har ved analyse af
undersøgelsens kontrolvariable ikke kunnet påvises en nævneværdig forskel mellem grupperne, hvad angår
arten af borgernes skader eller sygdomme samt graden af deres funktionsevne. Der er fundet en forskel på
alder, men dette påvirker ikke den uafhængige variabel COPM.
Med det forbehold at det empiriske datamateriale begrænser sig til 60 rehabiliteringsforløb, viser
registeranalysen, at der er 19 procent flere mål pr. rehabiliteringsplan, når målene besluttes af borgeren via
en COPM-proces. De ekstra mål skyldes ikke som antaget, at borgerne prioriterer mål indenfor deres
fritidsliv. Borgerne har hovedsageligt mål om at kunne klare personlig hygiejne og daglig husførelse selv, og
hermed har borgerne og kommunen ens mål med rehabiliteringen.
Registeranalysen viser, at der er en stærk sammenhæng mellem den uafhængige variabel COPM og
varighed af forløb, idet forløb med COPM i gennemsnit er 7,5 dage kortere, svarende til en forskel på 16,9
procent. Derimod har der ikke kunnet påvises en sammenhæng mellem COPM og mindre behov for
sygepleje og hjemmehjælp efter endt forløb, idet hovedparten af borgerne i begge grupper bliver
selvhjulpne.
62

Resultaterne i denne opgave vurderes at være gyldige for Hverdagsrehabilitering, der er en selvstændig
afdeling i hjemmeplejen, som udelukkende har rehabiliterende opgaver. Hovedparten af de visiterede
borgere til Hverdagsrehabilitering er ukendte for hjemmeplejen, og de har som udgangspunkt et stort
potentiale for at blive selvhjulpne.
6.1. Perspektivering
Det vil være relevant at undersøge, om COPM til målfastsættelse har betydning for, om borgerne får behov
for færre sygepleje- og hjemmeplejeydelser i trænende hjemmehjælp. Det vil ikke kunne forventes, at
borgerne vil blive selvhjulpne i så stort et omfang som i Hverdagsrehabilitering, da borgerne har mere
omfattende funktionsnedsættelser i trænende hjemmehjælp, og de vil derfor også have større behov for
hjælp efter endt rehabiliteringsforløb. En undersøgelse af COPM´s indvirkninger på behov for hjælp efter
endt forløb i trænende hjemmehjælp, vil derfor give et større grundlag at drage konklusioner om
effektivitet målt i færre sygepleje- og hjemmeplejeydelser.
I det følgende perspektiveres problemformuleringen i forhold til rehabilitering i trænende hjemmehjælp,
hvor borgerne for nuværende ikke beslutter målene ud fra COPM. Sidst i afsnittet beskrives andre
velfærdsområder, hvor COPM´s egenskaber og principper vurderes at egne sig til at fremme borgeres
samproduktion.
Trænende hjemmehjælp opstiller målene på baggrund af visitators funktionsvurdering i Fælles sprog II. DSI
beskriver i sin evaluering af Fredericias projekt, at det bør afklares, hvilke fordele og ulemper dette
indebærer (Kjellberg, Pia, 2011). Følgende tre argumenter taler for, at det vil være relevant at undersøge
COPM´s betydning i trænende hjemmehjælp:
For det første er det belyst i denne opgave, at Fælles sprog II ikke egner sig til målfastsættelse af
rehabiliteringen, da relationen mellem borgeren og fagpersonen i Fælles sprog II er ikke ligeværdig.
For det andet har borgerne, der visiteres til trænende hjemmehjælp, været vant til at modtage
hjemmehjælp, og de kan opleve et tab ved at deltage i en rehabilitering, da de mister disse ydelser.
Borgerne vil derfor skulle motiveres ekstra til at samproducere, og her kan en COPM-proces hjælpe med at
give større motivation.
For det tredje viser de empiriske data fra Hverdagsrehabilitering, at borgerne prioriterer at blive
selvhjulpne indenfor områder, som kommunen har en interesse i. Det vil være interessant at undersøge,
om borgerne i trænende hjemmehjælp også vil prioritere mål indenfor personlig og praktisk hjælp, eller om
de prioriterer andre mål, som kommunen ikke har en direkte økonomisk interesse i.
63

Der er følgende tre faktorer, der kan virke som en hindring for samproduktion i trænende hjemmehjælp:
For det første er trænende hjemmehjælp implementeret i de eksisterende hjemmeplejegrupper, hvor der
også arbejdes med kompenserende plejeopgaver. Personalet i den traditionelle hjemmepleje vil kunne
opleve samproduktion som en reel trussel, hvis borgerne bliver uafhængige af serviceydelserne, med risiko
for afskedigelser til følge.
For det andet er budgetterne i hjemmeplejen udformet således, at de ikke indeholder incitamenter til at
gøre borgerne uafhængige af hjælp. Hjemmeplejens budgetter beregnes for nuværende ud fra antal
visiterede timer, og det kan hindre fuld realisering af opgaver, der har til hensigt at forbedre borgernes
funktionsevne, da en konsekvens vil være, at budgetterne skal nedskæres.
For det tredje kan Serviceloven medføre hindringer i forbindelse med kravet om frit valg på området. Her
vil udfordringen også være at finde økonomiske incitamenter for private udbydere af hjemmepleje til at
forbedre borgernes funktionsevne.
Perspektiverne for større effektivitet via samproduktion er lovende, og det vil også være interessant at
undersøge, om samproduktion kan give øget effektivitet via borgernes bestemmelse af mål indenfor andre
velfærdsområder.
Her tænkes eksempelvis på arbejdsmarkedsområdet og på socialpsykiatrien hvor hjemmeplejens erfaringer
med redskaber, der fremmer borgernes beslutninger og deltagelse i samproduktion, eventuelt vil kunne
anvendes i forbindelse med udarbejdelse af mål for handleplaner til sygedagpengemodtagere og borgere
med psykiatriske lidelser.
64

Litteraturliste
Alford, John (2002). Why do Public-Sector Clients Coproduce? Toward a Contingency Theory.
Administration and Society 34: 32-56.
Andersen et al. (2010). Metoder i statskundskab. Hans Reitzels forlag. 1. udgave, København.
Bovaird, Tony (2007). Beyond Engagement and Participation: User and Community Coproduction of Public
Services. Policy studies Journal 12: 376-385.
Brudney, Jeffrey and England, Robert (1983). Toward a Definition of the Coproduction Concept. Public
Administration Review 43: 59-65.
Brudney, Jeffery (1984). Local Coproduction of Services and the Analysis of Municipal Productivity. Urban
Affairs review. 19: 465-484.
Brudney, Jeffrey (1985). Coproduction Issues in Implementation. Administration and Society. Vol 17, No. 3,
November: 243-256.
Christensen, Louise (2009). Projektbeskrivelse Længst muligt i eget liv. Fredericia Kommune. Version 5.
Evans, Peter (1995). Embedded Autonomy: States and Industrial Transformation. Princeton University Press.
Jakobsen, Morten (2011). Can Government Initiatives Increase Coproduction? Results of a Randomized
Field Experiment. Aarhus University, Department of Political Science.
Kjellberg, Jacob (2010). Økonomisk evaluering af Længst Muligt i eget Liv i Fredericia Kommune.
København, Dansk Sundhedsinstitut.
Kjellberg Pia et al. (2010). Hverdagsrehabilitering i Fredericia Kommune. København, Dansk
Sundhedsinstitut. 1. delevaluering: Notat udarbejdet til Fredericia Kommune.
Kjellberg Pia et al. (2011). Fra pleje og omsorg til rehabilitering. København. Dansk Sundhedsinstitut.
Law, Mary et al. (2007). Canadian Occupational Performance Measure, Ergoterapeutforeningen. Third
edition, oversat til dansk af Andersen, Ane et al.
Levine, Charles (1984). Citizenship and Service Delivery – the Promise of Coproduction. Public
Administration review 44: 178-187.
Marshall, Melissa, (2004). Citizen Participation and the Neighborhood Context: A New Look at the
Coproduction of Local Public Goods. Political Research Quarterly 57: 231-244.
Ostrom, Ellinor (1996). Crossing the Great Divide: Coproduction, Synergy and Development. World
Development 24: 1073-1087.
Ostrom Vincent and Ostrom, Ellinor (1977). Public Goods and Public Choises. Alternatives for Delivering
Public Services: Toward Improved Performance, ed. Emanuel Sahvas. Boulder, CO: Westview Press, 7-49.
65

Parks et al. (1981). Consumers as Coproducers of Public Services – Some Economic and Institutional
Considerations. Policy Studies Journal 9: 1001-1011.
Poulsen, Mette V. (2004). Fælles sprog II. Dokumentation af afgørelser på det kommunale ældre- og
handicapområde. København, KL.
Rich, Richard (1981). Municipal Service and the Interaction of the Voluntary and Government Sectors.
Administration and Society, Vol. 13. may 1981: 59-76.
Rosentraub, Mark and Sharp, Elaine (1981). Consumers as Producers of Social Services: Coproduction and
the Level of Social Services. Southern Review of Public Administration 4 IS – 4: 502.
Warren et al. (1983). Citizen Participation i the Production of Services: Methodological and Policy Issues in
Coproduction Research. Southwestern Review, Management and Economics 41-55.
Whittaker, Gordon (1980). Coproduction – Citizen Participation in Service Delivery. Public Administration
Review 40: 240-246.
Hentet fra internettet:
KL´s innovationspris 2010: www.kl.dk/innovationspris
FOA, nyhedsbrev 9.12.2010: www.foa.dk/Social-Sundhed
Fredericia Kommune. Kvalitetsstandarder for personlig pleje og praktisk hjælp, 2011:
www.fredericia.dk/Borger
66

Bilag 1. Interventionsgruppe
Nr. Sygdommens / skadens art Alder Syge-
pleje
1 Brud, skulder, hånd, ben
2 Lungebetændelse, afkræftet
3 Akilleseneruptur,
hjerteproblemer
4 Urinvejsinfektion, udtrættes
hurtigt
5 Dræn i nyrer, maveblødning, nyt
knæ
6 Brud, hånd, underarm
Hjemme
hjælp
Funktionsvurderingsværdi
Antal dage
i forløb
Antal mål Mestrings-
kapacitet
Årsag,
funktionsnedsættelse
46 0 0 1,7 13 2 Høj Fysiske
74 0,4 0 2,02 18 2 høj Fysiske
88 0,15 0 1,77 36 2 Høj Fysiske
88 0,1 0 1,6 26 3 Middel Fysiske
68 1,20 0 1,75 25 4 Ikke angivet Fysiske
85 0 0 1,4 22 1 Høj Fysiske
7 Depression, alkohol 63 1,3 0 1,7 28 5 Middel Mentale og
fysiske
8 Indlagt pga. arytmi i hjertet 85 0,15 0 1,7 44 5 Høj Fysiske
9 KOL, kræft i lunge 68 0 0 1,47 52 3 Middel Fysiske og
mentale
10 Knæ-alloplastik, infektion 77 0,10 0 1,89 19 4 Middel Mentale og
fysiske
11 Slået flig af hofte, slidgigt 68 2,45 4,00 1,42 19 2 Middel Mentale og
fysiske
12 Apopleksi, leddegigt 91 2,15 0 1,7 33 5 Middel Mentale og
fysiske
13 Kompliceret håndledsbrud 51 0 0 1,75 29 4 Høj Fysiske
14 Problemer med udtale
87 0 0 1,3 31 3 Høj Mentale
15 Under udredning på sygehus, 79 0 0 1,83 86 1 Middel Fysiske
67

falder
16 Brud på skulder
17 Brud på hoften
18 Brud på underben
19 Opereret i håndled,
nervebetændelse
20 Hæmatom og smerter efter fald
21 Nyt knæ, hjerteflimmer, KOL
22 Indlagt med ubalance i
saltbalancen, faldtendens
23 Ny hofte
24 Hoftealloplastik
25 Indlagt efter fald, hjerteopreret,
sammenfald i lænd
26 Fraktur, skulder og overarm.
Osteoporose
27 Hoftenært brud
28 Ankel-alloplastik, slidgigt
29 Apopleksi
30 Brud på lårben, smerter i knæ
76 0 0 1,95 33 3 Høj Fysiske
79 0,10 0 1,79 28 5 Middel Fysiske
56 0 0 1,86 37 4 Høj Fysiske
66 0 0 1,56 14 2 Høj Fysiske
84 0 0 1,98 12 4 Høj Fysiske
80 0,25 0 1,51 15 3 Høj fysiske
85 0,30 0 1,63 87 5 Høj Fysiske
76 0 0 1,43 52 4 Høj Fysiske
79 0 0 1,52 72 3 Høj Fysiske
65 0 0 2,19 25 2 Høj Fysiske
69 0 0 1,6 91 7 Høj Fysiske
65 0 0 1,5 12 2 Middel Fysiske
69 0 0 1,7 49 5 Høj Fysiske
72 0 0 1,59 59 7 Middel Fysiske
70 0 0 1,41 9 4 Middel Fysiske
68

Bilag 2. Kontrolgruppe
Nr. Sygdommens / skadens art Alder Syge-
pleje
1 Opereret i knæ, slidgigt
2 Hoftenært brud, svimmel
3 Håndledsbrud
4 Blodprop i hjernen
5 KOL
6 Ny hjerteklap, smerter fra brystben
7 Indlagt med arytmi, svimmel, slidgigt
8 Akilleseneruptur, psykisk syg
9 Blodprop i hjertet, brud på hånd
Hjemme
hjælp
Funktionsvurderingsværdi
Antal
dage
i forløb
Antal mål Mestrings-
kapacitet
Årsag,
funktionsnedsættelse
58 0 0 2,14 15 1 Høj Fysiske
70 0 0 1,91 35 3 Høj Fysiske
86 0 0 1,29 38 2 Høj Fysiske
68 0 0 1,34 58 5 Middel Mentale
77 0 0 1,88 10 1 Middel Fysiske
74 0 0 1,44 86 2 Middel Fysiske
85 0,15 0 1,7 44 3 Høj Fysiske
73 0 0 1,69 47 4 Høj Fysiske
88 0,15 0 1,82 82 4 Middel Fysiske
10 Dårlig ryg, nedsat korttidshukommelse 83 0 0 1,61 10 3
11 Lungebetændelse sammenfald i ryg
12 Hoftenært brud, svimmel
Middel Fysiske
92 0 0 1,93 9 3 Høj Fysiske
91 0 0 1,76 50 2 Middel Fysiske
13 Indlagt for usikkerhed i ben, vægttab 80 0 0 1,67 50 3 Middel Fysiske
14 Opereret i skulder, sukkersyge 75 0 0 1,2 44 4 Middel Fysiske
15 Hoftenært brud 90 0 0 1,88 15 2 Høj Fysiske
16 Fraktur, arm, hjerteklap-opereret 81 0 0 1,66 33 2 Høj Fysiske
69

17 Lungebetændelse, afkræftet
18 Stivgjort knæ efter infektion
82 0,1 0 1,73 30 2 Høj Fysiske
84 0,15 0.4 1,56 123 2 Høj Fysiske
19 Indlagt, dårlig almen tilstand, slidgigt 79 0 0 1,48 73 3
20 Dårlig almen tilstand, alkoholmisbrug 46 0 0 2,26 113 2
21 Hoftenært brud, diabetes, nedsat
hjerteklap
Høj Fysiske
Middel Mentale
85 0 0 2,31 82 2 Høj Fysiske
22 Fjernet colon, stomi, lungebetændelse 79 4,30 0 1,5 44 5
23 Sammenfald i ryg, åreforkalket
24 Underarmsfraktur
Høj Fysiske
82 0,2 0 1,84 13 1 Høj Fysiske
91 0 0 1,65 11 2 Høj Fysiske
25 Hjerteklap-opereret, nyresvigt, afkræftet 77 0,15 0 1,82 65 1
26 Hoftenært brud
27 Brækket hofte
28 Rygsmerter, ukendt årsag 79
29 Blødning i hjernen, brud på ribben, kæbe 58
Middel Fysiske
81 0 0 1,43 22 3 Høj Fysiske
75 0,3 0 1,8 31 2 Middel Fysiske
0 0 2,32 128 3 Høj Fysiske
0,2 9,2 1,25 19 2 Høj Fysiske
30 Brud på ankel, sukkersyge 6 3,3 0 1,84 11 2 høj Fysiske
70

Bilag 3. Mål for rehabiliteringen
Mål angivet i kursiv er ændret til to mål.
Interventionsgruppe
Interesser /
hobbyer
Måltider
Personlig
hygiejne
- at x kan komme ud at gå ture
- at x kan gå kortere ture
- at x kan gå til ældrecenter til træning
- at x kan gå ture rundt i byen og til
havnen
- at x går mindre ture dagligt
- at x kan gå på kirkegården
- at x kan gå små ture
- selvstændig at gå ture
I alt antal mål: 8
- at x kan tilberede sin mad
- at x kan tilberede sin mad i løbet af
dagen
- at få spist min. 3 måltider om dagen
- at x kan tilberede sin morgenmad
- at x selv kan tilberede sine måltider
- at x kan tilberede sine måltider i løbet af
dagen
- at x selv kan tilberede sine måltider
- at x kan tilberede morgen- middags og
aftensmad
- at x kan tilberede sin aftensmad
- at x støttes til at finde løsninger på
opgaver ved madlavningen, der er
vanskelige med en hånd
- at x selv kan tilberede sine måltider
I alt antal mål: 11
- at x kan tage brusebad
- at x selv kan tage bad
- at x selv kan tage støttestrømper på
- at x kan tage brusebad
- at x kan klare bad
- samt af- og påklædning
- at x tager brusebad
- at x kan vaske sig foroven
- at x kan tage brusebad
- at x selv kan tage bad
- at x selv kan tage bad
- at x selv kan klare brusebad
- at x kan klare påklædning selv
- at x tager brusebad selv
- at x kan tage brusebad
- at x tager brusebade
- at x selv får tøj af og på
Kontrolgruppe
- at x kan gå ture
- at x kan gå en lille tur
- at x kan komme til stolegymnastik
- at x kan gå ture
- at x selv kan komme ud at gå ture
I alt antal mål: 5
- at x kan tilberede sin morgenmad
- at x kan tilberede sin mad i løbet af
dagen
- at x kan tilberede sin morgenmad
- at x kan tilberede sine måltider
- at x selv smører mad og deltager i
delelementer i fremstilling af mad
- at x selv kan vaske op
- at afklare, om x selv kan vaske op
I alt antal mål: 7
- at x kan tage benklæder på
- at x kan klare den personlige hygiejne
- at x kan tage strømper af og på
- at x kan tage brusebad
- at x kan klare af- og påklædning
- at x kan tage bad
- at x selv kan vaske sig og tage bad
- at x kan tage brusebad
- at x selv kan klare bad
- at x selv kan gå i bad
- at x klarer øvre ADL
- at tjekke, om x er vasket/været i bad
- og er kommet i tøjet
- at klare toiletbesøg selvstændigt
- at x klarer bad
- at x selv kan vaske sit hår
- at x selv kan tage tøj på
71

Daglig
husførelse
- at x kan klare den personlige hygiejne
- at x kan klæde sig på
- at x kan tage brusebad
- at x kan tage tøj af /på
- at x kan tage bukser på selv
- at x selv kan tage brusebad
- at x selv kan tage bad
- at x kan tage brusebad
- at x kan tage brusebad
- at x kan tage sit tøj på
- at klare bad selvstændig
- at tage tøj af og på
- at kunne gøre rent, støvsuge og vaske
gulv
- at skifte sengetøj
- at klare alt omkring tøjvask
- at x klarer brusebad
- at x klarer nedre påklædning
- at x kan tage brusebad
- at x kan tage tøj af / på
- at klare bad selvstændigt
- at x selv kan klare personlig hygiejne,
inkl. bad
- Samt af og påklædning
I alt antal mål: 38
- at x kan gå ned med sin affaldspose
- at x kan sætte vasketøj over og hænge
det op
- at rede seng
- at klare vasketøj
- at x selv kan gøre rent
- at x selv kan gå ned og tømme postkasse
- at x kan gå ud med affald
- at x kan sætte vasketøj over
- at x varetager rengøring
- at x får hjælp til opgaver, der ikke kan
klares med en hånd
- at x selv kan ordne vasketøj
- at x kan rengøre sin lejlighed
- at x klarer den lettere tøjvask
- at x kan gå ud med affald
- at x laver lettere rengøring
- at x kan sætte vasketøj over
- at x kan vaske tøj i kælderen
- at x kan støvsuge og vaske gulv
- at x kan vaske tøj i vaskehuset
- at x kan rengøre sin bolig
- at x klarer lettere rengøring
- at x kan lægge sengelinned sammen
- at x selv kan klare den personlige
hygiejne
- at x selv kan klare bad
- at x selv kan tage bad
- at x kan tage bukser og strømper på
- at x kan klare daglig bad
- Og påklædning
- at x selv kan tage strømper på
- at klare bad selvstændigt
- at x selv kan tage bad
- at x selv kan tage bad
- at klare bad selvstændigt igen
- at støtte x i dagligt at komme i bad
- at afprøve om x kan tage
støttestrømper af og på
- at x selv tager bad
I alt antal mål: 31
- at x selv kan gøre rent
- at x selv kan klare tøjvask
- at kunne skifte sengetøj
- at gøre badeværelse rent
- at x selv kan ordne vasketøj
- at afklare, om x selv kan rede sin seng
og lægge dynen ordentligt
- at x selv kan klare tøjvask
- at klare tøjvask i vaskehuset
- at støvsuge og vaske gulv
- at kunne aftage og lægge rent
sengelinned på
- at x selv kan gøre rent
- at klare tøjvask selvstændigt
- at x selv kan vaske tøj i kælderen
- at x selv kan gøre rent
- at x kan gå over med affald
- at støvsuge og vaske gulve
72

- at x kan rengøre håndvask og toilet
- at klare rengøring
- at klare tøjvask
- at x selv kan tømme sin postkasse
I alt antal mål: 26
Indkøb - at x selv kan klare indkøb
- at klare indkøb
- at x kan købe ind
- at x selv kan klare indkøb
- at x kan klare indkøb
- at x selv kan klare indkøb
- at x kan gå på indkøb
- at x kan klare indkøb
- at x selv kan klare indkøb
- at x kan gå på indkøb
- at x selv går ned og handler
- at x kan gå ud og handle
- at x kan gå på indkøb
- at x kan klare indkøb nærmeste sted
- at x tager på indkøb på sin el-knallert
- at klare indkøb
I alt antal mål: 16
At komme
omkring
Aktiviteter
relateret til at
huske aftaler
og opgaver
Aktiviteter
relateret til at
kunne tage
medicin
Udenfor
kategori, ikke
aktivitetsmål
Total, antal
mål
I alt antal mål: 16
- klare indkøb
- at x kan købe ind
- at x selv kan klare indkøb
- at x kan klare indkøb
- at x selv kan klare indkøb
- at x selv kan handle
- at klare indkøb
I alt antal mål: 7
-at gå på trapper selvstændig
- at kunne komme selvstændig ind / ud af
sengen
- at x selv kan komme i seng
-at gå selvstændigt med rollator i boligen
- at kunne gå uden hjælpemidler
I alt, antal mål: 1
I alt antal mål: 4
- at x holder styr på dagene, bruger - at x får automatik og helt overblik over
kalender til at skrive ting der skal huskes, at bruge kalender, overblik over aftaler
have overblik over aftaler
og orientere sig om den enkelte dag
- at x bliver i stand til at planlægge
dagen/ugen, så aktiviteter passer til x´s
niveau
I alt antal mål: 2
I alt antal mål: 1
- at x får taget sin medicin
- at x kan administrere
- at x tager sin medicin dagligt
medicindoseringsæsker
- at x kan tage sin insulin selv
- tjekke, at x har fået sin medicin
I alt antal mål: 3
I alt antal mål: 2
- at blive smertefri (begrænse gener i - at x får bedret balance og styrket
arme/nakke)
benmuskler
- at tage på i vægt, så der er kræfter til at
være aktiv i hverdagen
- at støtte x i at komme til kræfter
I alt antal mål: 1
I alt antal mål: 3
106 76
73