Giver borgernes bestemmelse af mål for rehabiliteringen højere ...

I 2010 startede kommunen med at udbrede konceptet om rehabilitering i hjemmeplejen via projekt
”Trænende hjemmehjælp” til de øvrige, traditionelle hjemmeplejegrupper. Trænende hjemmehjælp i de
traditionelle hjemmeplejegrupper adskiller sig fra Hverdagsrehabilitering ved, at målgruppen er borgere,
der allerede er tilknyttet den kommunale hjemmepleje. Visitationsenheden foretager en revurdering og
hvis det vurderes, at borgerne kan profitere af rehabilitering, tilbydes borgerne nye og mere aktiverende
ydelser, såkaldte ”udviklingspakker”, der har et væsentligt større tidsforbrug end de traditionelle
plejepakker. Desuden adskiller hjemmetræning sig ved, målene ikke fastlægges ud fra COPM, men ud fra
visitators funktionsvurdering af borgeren.
Fredericia Kommune har foretaget en intern 4,5 måneders kvantitativ opgørelse i et plejedistrikt der viser,
at også trænende hjemmehjælp har gjort en positiv forskel på hjemmeplejens effektivitet, idet 3,5 procent
af borgerne, der har modtaget Trænende hjemmehjælp, er blevet helt selvhjulpne og 6,5 procent af
borgerne får mindre hjælp (Kjellberg, Pia et al; 2011: 25).
Evalueringen fra DSI beskriver, at det bør afklares, hvilke fordele og ulemper, der er ved den model, hvor
mål opstilles på baggrund af Fælles sprog II, og den model, hvor visitator visiterer til Hverdagsrehabilitering
og herefter lader det være op til den ansvarlige terapeut at opstille målene, evt. på baggrund af COPM
(Ibid; 28).
DSI har foretaget sine observationer og interviews i 2010. Ved møde i september 2011 mellem opgaveløser
og Hverdagsrehabiliterings leder og terapeuter i forbindelse med dette projekt kommer det frem, at der er
ansat andre terapeuter i Hverdagsrehabilitering og der anvendes ikke længere konsekvent COPM til
udarbejdelse af mål for rehabiliteringen. Terapeuterne anslår, at de i 2011 har anvendt COPM i 10 – 20
procent af forløbene i Hverdagsrehabilitering. I Hverdagsrehabiliterings opstartsfase anvendtes COPM i
cirka 70 procent af rehabiliteringsforløbene.
Terapeuterne fortæller, at de inden første kontakt med en borger som regel har læst visitators
funktionsvurdering og på baggrund af denne samt samtale og eventuelt praktiske afprøvninger med
borgeren, bliver målene for rehabiliteringsforløbet fastlagt. Terapeuterne begrunder fravalg af COPM med,
at der ikke altid er tid til at foretage interviewet ud fra COPM i starten af et rehabiliteringsforløb. Visitators
funktionsvurdering danner et godt overblik over borgerens problemstillinger, og derfor oplever de i mange
tilfælde COPM som værende overflødigt.
Ud fra den antagelse at COPM giver større mulighed for, at det ikke er fagpersonen, men borgeren, der
fastlægger målene, og at borgerens egen bestemmelse af mål for sin rehabilitering er en afgørende faktor
for et godt rehabiliteringsresultat, vil det være interessant at undersøge, om der er forskel på effekten af
6