Giver borgernes bestemmelse af mål for rehabiliteringen højere ...

hvor borgerne ikke får udarbejdet en COPM. Men herved vil der, som ovenfor nævnt, være en risiko for, at
borgernes individuelle forskelle kan virke forstyrrende på kausaleffekten (Ibid; 76).
I det følgende diskuteres, hvordan forskellige eksperimentelle designs kan tage højde for borgernes
individuelle forskelle samt hvilke af disse designs, der vil være realistiske at gennemføre.
En måde at imødegå, at borgernes individuelle forskelle påvirker resultatet er, at udføre et randomiseret
eksperiment. Fordelen er, at det undgås, at borgernes individuelle forskelle påvirker resultatet ved, at der
foretags en tilfældig inddeling af borgerne i interventionsgruppen og kontrolgruppen. Som
tommelfingerregel skal der dog i følge Andersen et al. (2010; 76 ff) være mindst 30 borgere i hver gruppe,
dersom gyldigheden af kausalslutningen skal sikres via tilfældig udvælgelse. I forhold til den tid, der er til
rådighed i denne undersøgelse, anses et randomiseret eksperiment at være urealistisk at gennemføre, idet
et borgergundlag på mindst i alt 60 borgere i et randomiseret eksperiment ikke vil være muligt at
fremskaffe.
Den empiriske undersøgelse af problemformuleringen kan i stedet lægges op som et kvasi-randomiseret
eksperiment. Forskellen mellem et ”ægte” randomiseret eksperiment og et kvasi-randomiseret
eksperiment er, at udvælgelsen af borgere i interventions- og kontrolgruppen ikke foregår tilfældigt.
Fordelen ved det kvasi-randomiserede eksperiment er, at undersøgelsesdesignet ikke behøver så stort et
antal borgere i interventions- og kontrolgruppen, da der i designet tages forholdsregler for de
”forstyrrende” variable, som borgernes individuelle forhold repræsenterer (Ibid; 79 ff ).
Der kan imidlertid også være andre forhold end borgernes individuelle forskelle, der kan få indvirkning på
den afhængige variabel i et kvasi-randomiseret eksperiment. Disse knytter sig til selve eksperimentet og
diskuteres i det følgende både i forhold til terapeuternes påvirkning af eksperimentet og opgaveløsers
tilstedeværelse.
Andersen et al. (2010; 77) beskriver, at selve det at medvirke i en undersøgelse kan ændre deltagernes
adfærd. Dette kaldes Hawthorne-effekten og er et udtryk for det metodeproblem, at forskningen i sig selv
kan have en effekt, som er meget vanskelig at undgå.
Ved en pilotundersøgelse i forbindelse med denne opgave af hvordan COPM anvendes af terapeuterne i
praksis samt ved samtaler med terapeuterne, blev det klart, at terapeuterne med det samme var klar over,
at eksperimentet blandt andet ville dreje sig om at undersøge, om COPM sikrer større mulighed for, at det
er borgeren og ikke fagpersonen, der beslutter målene.
30