Giver borgernes bestemmelse af mål for rehabiliteringen højere ...

I følge Ostrom (1996; 1075) er det tidskrævende for fagpersonerne at involvere borgerne i samproduktion,
men ved at der kan opstå synergi via komplementære input fra de involverede, vil der være færre
omkostninger forbundet med rehabiliteringsforløbene på sigt.
Ostroms argumentation understøttes af Laws (2007; 26) iagttagelser. I følge Law tager COPM længere tid i
starten, men sparer tid i rehabiliteringsforløbene på længere sigt ved, at interventionen bliver præcist
fokuseret på de områder, som er vigtige for borgeren, og der vil kunne skæres overflødige undersøgelser
væk, hvorved rehabiliteringsplanen bliver mere målrettet, og borgeren bliver mere motiveret (Ibid.; 26).
En årsag til, at terapeuterne i Hverdagsrehablitering ikke længere anvender COPM konsekvent, kan dog
også være, at de oplever, at redskabet er uden betydning i forhold til at identificere borgernes egne mål.
COPM kan være uden betydning, enten fordi visitators afdækning af borgerens hverdagsliv i Fælles sprog II
mod forventning er lige så anvendelig til målfastsættelse, eller fordi terapeuterne har så meget erfaring
med borgerinddragelse, at de uden redskabet uden problemer kan undgå, at deres faglighed får indflydelse
på målsætningen.
Et argument, der taler for, at COPM ikke har nogen betydning er, at redskabet ikke anvendes af
terapeuterne i trænende hjemmehjælp i den traditionelle hjemmepleje, og her har det vist sig, at også
trænende hjemmehjælp har en positiv effekt i form af mindre efterspørgsel på hjemmehjælp (Kjellberg, Pia
et al, 2011; 25).
Dersom COPM mod forventning ikke har nogen betydning, vil der ikke være en forskel på varigheden af
rehabiliteringsforløbene. Der vil desuden ikke være forskel på de mål, der beskrives i
rehabiliteringsplanerne.
Teori om samproduktion giver imidlertid overbevisende argumenter for, at COPM-processen sikrer den
funktion, at rollerne mellem fagpersonen og borgeren bliver klart defineret. Dette fremmer en mere
ligeværdig relation mellem borgeren og fagpersonen, hvor begge parter deltager med gyldige og legitime
input til rehabiliteringsprocessen. Herved opstår synergi og der sættes en mere effektiv proces i gang, idet
hver part deltager med værdifulde input, som den anden ikke besidder. Disse argumenter medtages i afsnit
3.6, hvor problemformuleringens hypoteser opstilles.
I det følgende afsnit diskuteres, hvad der ud fra et teoretisk perspektiv motiverer borgerne, og om der også
vil være potentiale for effektivitet, når det offentlige og borgerne ikke har ens værdier og mål med
samarbejdet.
26