Giver borgernes bestemmelse af mål for rehabiliteringen højere ...

I COPM skal borgeren prioritere i sine aktivitetsproblemer og også foretage en egenvurdering af udførelse
og tilfredshed. Ved at skulle prioritere mellem de områder, der opleves væsentlige, sættes i følge Law
(2007) en proces i gang hos borgeren, der virker motiverende for borgeren til at indgå i et
rehabiliteringsforløb. Denne motiverende proces fastholdes gennem hele rehabiliteringsforløbet, idet
COPM-processen gentages for at justere målene kontinuerligt.
COPM-processen viser med større tydelighed, hvad borgerne prioriterer højest, og det er i følge
evalueringer af redskabet ofte noget andet end det, som fagpersonen oprindelig troede. Desuden har det
vist sig, at præsentationen af aktivitetsområderne ved at anvende COPM også udvider borgernes egen
identifikation af problemer og giver borgerne anledning til at tænke på problemområder, som de ikke før
har overvejet (Law, 2007; 16).
Ved at COPM-processen udvider både fagpersonens og borgerens identifikation af problemområder, opstår
der det, som Ostrom (1996) kalder synergi, som er mere effektiv, end hvis input alene kommer fra enten
fagpersonen eller borgeren.
For at synergi kan opstå, er det nødvendigt, at relationen mellem fagpersonen og borgeren er ligeværdig.
Det forudsætter, at der udvikles relationer, hvor borgeren stoler på fagpersonens vejledning og støtte, og
fagpersonen har tillid til borgernes beslutninger (Bovaird, 2007).
I Fælles sprog II indgår både visitators faglige vurdering og borgerens egen vurdering. I COPM fokuseres
udelukkende på borgerens egen vurdering og dermed fremstår det mere tydeligt i COPM, at det er
borgeren selv, der definerer sine aktivitetsproblemer.
Fælles sprog II har først og fremmest til formål at dokumentere visitators afgørelse, fastlægge
ydelsesomfanget samt sikre, at borgeren får tildelt de ydelser, som borgeren har krav på (Poulsen, 2004).
Relationen mellem borgeren og visitator bliver ikke ligeværdig, da det er visitator, der fastlægger borgerens
funktionsevne samt træffer beslutningerne, og derfor egner Fælles sprog II sig ikke til at træde i stedet for
COPM til målfastsættelse af rehabiliteringen.
I det følgende afsnit uddybes konsekvenserne af ændrede relationer mellem borgeren og fagpersonen i
COPM processen.
3.4. Relationen mellem fagpersonen og borgeren i COPM processen
COPM fremmer en ligeværdig relation ved, at autoritet og ekspertise deles mellem fagpersonen og
borgeren forstået på den måde, at terapeuten er ekspert i at hjælpe med at løse borgerens problemer, og
borgeren er ekspert på sit liv og egne problemer.
24