Giver borgernes bestemmelse af mål for rehabiliteringen højere ...

Fagpersoner, der arbejder med borgere, der ikke er vant til at dele autoritet og ekspertise med
fagprofessionelle, kan i følge Alford (2002) fremme en samproduktions proces ved at forøge borgernes
følelse af kompetence og tiltro på egne evner og ved at give dem selvbestemmelse.
COPM understøtter netop selvbestemmelse hos borgere, der ikke er vant til at samproducere. En
undersøgelse af borgeres opfattelse af COPM viser, at nogle borgere ikke er vant til at identificere
problemområder og finder det svært at anvende COPM, fordi de forventer, at fagpersonen, som eksperten,
skal være i stand til at identificere de problemer, der kræver intervention. De fleste af disse borgere har dog
fundet det udbytterigt at få mulighed for at blive en partner i deres egen rehabilitering, på trods af, at de
ikke har været vant til denne fremgangsmåde (Law, 2007; 16).
Blandt andet Levine (1984) mener, at det for nogle fagpersoner kan opleves som en trussel, at borgerne
integreres i kernebeslutningerne, da der skal flyttes autoritet og ekspertise fra de ansatte over til borgerne.
Dette understøttes af flere evalueringer af terapeuters og borgeres opfattelse af COPM. I følge Law (2007;
17) bryder terapeuter, der er styrede af en professionel indfaldsvinkel til deres arbejde, sig ikke om, at det
er borgeren, der primært identificerer interventionsområderne.
Terapeuter, der ser værdi i borgerinddragelse, er omvendt meget begejstrede for redskabet, idet brugen af
COPM medvirker til et større fokus på borgernes aktivitetsproblemer og et større samarbejde mellem
borgeren og terapeuten (Ibid.; 17).
Ved at COPM-processen medvirker til at ændre relationen mellem fagpersonen og borgeren til et mere
ligeværdigt samarbejde samt udvider både fagpersonens og borgerens identifikation af problemområder,
virker COPM fremmende for synergi. Denne form for samproduktion virker mere effektivt, fordi
fagpersonen og borgeren hver især bidrager med komplementære input. Borgeren bidrager med input via
ekspertise på sine egne problemer, og fagpersonen bidrager med input via faglig ekspertise til at løse dem.
Evans (1995) kritiserer samproduktion for, at den underminerer fagprofessionelles ekspertise. I
Hverdagsrehabilitering mister fagpersonerne ekspertisen til at definere borgernes problemer, og
konsekvensen for fagpersonerne er, at der skal deles magt med borgerne, men til gengæld bliver forløbene
mere effektive, end hvis fagpersonerne alene leverer inputtene til processen.
Terapeuterne anvender ikke længere konsekvent COPM til målfastsættelse. Terapeuterne angiver, at
redskabet er for besværligt og tidskrævende, og de oplever et pres, fordi målene i rehabiliteringsplanerne
skal udarbejdes så hurtigt som muligt, så de trænende hjemmehjælpere kan komme i gang med at arbejde
ud fra rehabiliteringsplanen.
25