PET's overvågning af Danmarks Kommunistiske Parti 1945-1989

Frygten for illegale kommunistiske aktiviteter 1945-1950
Som bekendt gik det anderledes. DKP blev udmanøvreret af Socialdemokratiet
under enhedsforhandlingerne, hvor de blev stillet over for kravene om uden
forbehold at bekende sig til demokratiet, opløse DKP og melde sig ind i Socialdemokratiet.
420 Trods gevinsten på 18 mandater ved folketingsvalget i 1945 var
det en skuffelse for de kommunistiske ledere, der synes at have troet, at DKP
ville blive det største parti. Ligesom det var tilfældet for de øvrige vestlige kommunistpartier,
markerede befrielsesåret højden på DKP’s popularitet, og allerede
i 1946 begyndte tilbagegangen i fagforeningerne og ved valgene. I 1947 halveredes
partiets mandatantal i Folketinget. 421 Øjeblikket var forpasset, og DKP kom
aldrig igen i nærheden af at vinde tilstrækkelig folkelig tilslutning til at kunne
presse systemet til indrømmelser. Det kan således konkluderes, at forudsætningerne
for en kommunistisk magtovertagelse, enten i form af en sovjetisk besættelse
eller en bred folkelig opbakning, aldrig var til stede mellem 1945 og 1950, og
at risikoen for et kommunistisk kup derfor aldrig var aktuel. Hvis DKP alligevel
havde forsøgt at erobre magten, ville det have kompromitteret partiet, sat det
uden for loven og efter alt at dømme ville partiet have været et let bytte for REA,
politiet, forsvaret, hjemmeværnet og eventuelle britiske styrker. 422
Alligevel var det berettiget, at REA holdt DKP under overvågning. Selvom
der ikke foreligger beviser på, at DKP mellem 1945 og 1950 modtog økonomisk
støtte fra de kommunistiske regimer, 423 og selvom partiet ikke var tilsluttet Kominform,
fulgte de danske kommunister fra september 1948 en klar Kominform-linje.
Efter kritik fra Moskva opgav DKP bestræbelserne på at oprette en
grad taktisk bestemt, og de rettede sig da også ind, da Sovjetunionen skærpede kursen i 1947/48
og dekreterede tesen om de ”to lejre”. Nielsen-Man nævner selv (ibid., s. 364), at DKP-ledelsens
retorik svarede til de østeuropæiske kommunistlederes udtalelser i samme periode. Det hindrede
dem imidlertid ikke i at indføre ét-parti-styret i deres lande i slutningen af 1940’erne. En analog
slutning må derfor være, at DKP-ledelsen ville have gjort det samme, hvis Danmark havde ligget i
den sovjetiske interessesfære.
420 Mogens Nielsen, Socialdemokratiet og enheden i arbejderbevægelsen 1943-1945 (København, 1978),
s. 118-167.
421 Morten Thing, Kommunismens kultur, bd. 2, s. 1012-1015; Fernando Claudin, Krisen i den kommunistiske
verdensbevægelse, bd. 2, s. 560-568.
422 Myndighedernes beslutsomhed kan illustreres med, at Hedtoft-regeringen overvejede at føre sag
mod Land og Folk, men opgav det, da man ikke mente, at man kunne få dømt bladet. Poul Villaume,
Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik
(Eirene, 1995), s. 632 n. 10.
423 Morten Thing, ”Kommunisternes kapital”, s. 175-176; DIIS, Danmark under Den kolde Krig, bd. 2,
s. 344-354.
PET’s overvågning af Danmarks Kommunistiske Parti 1945-1989 125