PET's overvågning af Danmarks Kommunistiske Parti 1945-1989

DKP's kriseår 1960-1968
I resten af tiåret spillede DKP en marginal rolle i dansk politik, ligesom kommunisterne
var isoleret i forhold til protestbevægelserne på venstrefløjen. Selvom
partiet stadig havde en vis indflydelse i fagbevægelsen, var det ikke i stand til på
afgørende måde at præge periodens arbejdskonflikter. DKP stod også uden for
den vigtigste begivenhed i arbejderbevægelsen i 1960’erne, dannelsen af ”arbejderflertallet”
med Socialdemokratiet og SF i 1966-67. 822
Valgmøde for de tre arbejderpartier før folketingsvalget den 22. november 1966. Billedet illustrerer
DKP’s politiske marginalisering i 1960’erne: Til venstre er Ivar Nørgaard fra Socialdemokratiet og
Aksel Larsen fra SF i venskabelig samtale, mens DKP’s formand Knud Jespersen til højre sidder for sig
selv. Valget førte til et flertal for Socialdemokratiet og SF og etableringen af ”Det røde Kabinet”, mens
DKP ikke kom over spærregrænsen (Arbejdermuseet og ABA).
Sovjetunionens stilling som supermagt og doktrinen om ”fredelig sameksistens”
betød, at de nationale kommunistpartier kunne udgøre en hæmsko for tilnærmelsen
til Vesten, idet de generelt blev opfattet som redskaber for Moskva. De
822 Steen Bille Larsen, Kommunisterne og arbejderklassen. s. 127-128, 134-137, 140-158; Knud Holt Nielsen,
Giv mig de rene og ranke …, s. 15-55.
PET’s overvågning af Danmarks Kommunistiske Parti 1945-1989 231