PET's overvågning af Danmarks Kommunistiske Parti 1945-1989

Frygten for illegale kommunistiske aktiviteter 1945-1950
endemål var stadig den verdensomspændende union af socialistiske republikker.
Stalin var imidlertid af den opfattelse, at Sovjetunionen stadig var for svag til at
tage opgøret, og det var derfor hans mere kortsigtede politik at undgå krig. Det
forklarer hans politik med kollektiv sikkerhed, folkefront og ikke-angrebspagt i
årene før 2. Verdenskrig. Efter krigen forsøgte Stalin at opretholde alliancen med
de allierede for at få tid til at genvinde kontrollen med samfundet, genopbygge
den ødelagte økonomi og konsolidere kontrollen med Østeuropa. Den sovjetiske
leder fulgte derfor en pragmatisk kurs indtil bruddet med Vestmagterne i 1947,
hvor han slog ind på en mere ideologisk konfrontationskurs.
De nationale kommunistpartiers rolle skal ses i denne kontekst. Partierne
blev oprettet for at sprede revolutionen, men med tiden blev det deres opgave
at forsvare Sovjetunionen og dermed revolutionens interesser. Det var således
Sovjetunionens sikkerheds- og udenrigspolitik, der i vid udstrækning bestemte
kommunistpartiernes kurs. I perioder, hvor Sovjetunionen fulgte en konfrontationskurs
over for de vestlige magter, skulle kommunistpartierne følge en
radikal linje med angreb på socialdemokraterne og imperialisterne (1918-21,
1928-35, 1939-41 og 1947-). I perioder, hvor Sovjetunionen søgte tilnærmelse til
vestmagterne, skulle kommunistpartierne etablere et samarbejde ”fra oven” med
socialdemokraterne og andre progressive bevægelser (1921-28, 1935-39, 1941-47).
Kommunistpartiernes politik blev således udmøntet i et spændingsfelt mellem
Sovjetunionens interesser og de lokale forhold, hvilket betød, at der var markante
ligheder og forskelle mellem partierne. De var imidlertid fælles om det grundlæggende
mål: Forsvaret af ”den virkeliggjorte socialisme” i Sovjetunionen.
Den røde fare: Politiets trusselsbillede 1917-1948
For at forstå baggrunden for politiets registrering af kommunisterne er det nødvendigt
kort at skitsere politiets erfaringer med kommunistisk aktivitet før 1945,
og hvilken indflydelse de havde på efterretningstjenestens trusselsbillede under
de første år af den kolde krig. Politiets overvågning af kommunisterne var nemlig
ikke af ny dato, men var foregået stort set uafbrudt siden den russiske revolution
i 1917, og flere af medarbejderne i tjenesten før 1945 fortsatte under den
kolde krig. En af de kriminalpolitifolk, der under besættelsen havde beskæftiget
sig med kommunisterne, Christian Madsen, fortsatte således i samme funktion i
REA efter befrielsen. Det er muligt at pege på tre inspirationskilder til REA’s syn
på den kommunistiske fare: DKP’s politiske virksomhed siden 1932, illegale ak-
PET’s overvågning af Danmarks Kommunistiske Parti 1945-1989 43